Bolderslev opstod i Jernalderen. Og Bjolderup Sogn blev alvorlig ramt, da Wallensteins tropper nedbrændte og plyndrede. Og det gjorde de kongelige soldater også. Der er masser af mystik i Rise omkring en sten og en hedensk helligdom. Præst og degn var ikke enig om skolegangen. Hellevad var et trafikcenter. Her var også en sur præst, en vandmølle og en historiker/astrolog, der kunne spå om fremtiden. Han var også præst, som blev fyret to gange.

Bjolderup – siden stenalderen

Vi har været i området før, og vi har kørt på Hærvejen. Og på et par af stederne har vi været før.

Bjolderup Sogn har været bebygget siden ældre stenalder. Men der er også spor fra den yngre stenalder. Der findes også i nærheden af Bolderslev, gravhøjene, Toppehøj, Bredhøj og de to Rundhøje.

Bolderslev opstod i jernalderen

Kigger vi på navnet Bolderslev, så er forleddet gudenavnet Balder. Det daterer byens oprindelse fra før kristen tid. Og stednavne, der ender på -lev er ældre end 800, så mon ikke Bolderslev opstod i jernalderen. 

I 1285 nævnes byen som Kongsgods Baldersløøf. Balders Borg skulle have ligget i skoven ved Bolderslev.

Historien om en sten

Bjolderup Kirke er bygget i 1100 – tallet. Muligvis lå her en trækirke før den tid. Denne var antagelig bygget i forbindelse med en stormandsgård.

I våbenhuset ses en middelalderlig gravsten med et indbygget kors med rødder forneden, et såkaldt livstræ, samt en runeindskrift, som på nudansk lyder Ketil Urne ligger her. Stenen, som er fra omkring 1200, blev fundet et ukendt sted i 1717 og bragt til Bjolderup Kirke. Den blev i mange år brugt som dørtrin ved kirkedøren. Senere blev stenen anbragt i kirkegårdsdiget. Fra 1825 havde den plads i våbenhuset. I 1841 solgte man stenen til det daværende museum for oldtidshistorie i Kiel. Senere kom stenen tilbage til museet på Gottorp Slot i Slesvig. I forbindelse med museets 150 års jubilæum blev stenen i 1987 givet tilbage til Bjolderup Kirke.

Stenen er 186 cm lang, og kaldes i daglig tale for Bjolderupsten.

Familien Urne

Urne – familien har vi tidligere beskæftiget os med. Herremanden Matthias Urne nævnes i 1238 og 1245. Omkring 1280 testamenterede Knud Snubbe blandt andet 6 otting jord i Bolderslev.

Urnetinget

Navnet Urne knyttes også til det gamle landsting, Urnetinget. Ved omtale af Svend Estridsens død i 1074 i Søderup, at det skete after afholdt Ting. Sandsynligvis har det været Urnetinget. Ifølge Saxo lod Harld Kesja sig i 1134 kåre som konge ved Urnetingets stemmer. i 1137 blev kong Erik Emune ifølge nogle kilder dræbt på Urneting. Men andre kilder, mener dog, at han blev dræbt i Ribes omegn.

I 1182 lod Knud den Sjette sig hylde som konge ved Urnetinget. Mange historier fulgte, blandt andet den med Niels Henriksen. Men læs artiklen om Urnetinget.

I 1930 blev der i et hjørne af marken Løgpold sat en mindesten om tinget, men det er nu ikke så sikkert at Tinget lige lå der.

Måske var Urnehoved et sted, hvor kongen mødte folket. Og måske var det Urne – slægten, der i en periode stod for retsudøvelsen.

Danske Atlas

I Danske Atlas skriver Pontoppidan:

– Det i den gamle Historie sa bekendte Urnehoved, som her i Almuens udtale kaldes Hvornhøj, hvor Hertugdømmets Landsting og Mændenes store Forsamling i gamle Dagevar, gaar tværs over et Næs, som skyder ud fra Aabenraa, Bollerslev og Uge Sogne og er en lang Stendæmning af Mils Længde , som tager sin Begyndelse paa Uges Byes Mark paa den fra Flensborg til Haderslev gaaende gamleVej, ophæver sig derpaa i Højden indtil Skellet mellem Uge og Bollerslev Marker, falder siden af igen mod Nord ned ad, indtil den ender omtrent der, hvor Nybøl eller Toldsted Mark begynder.

– Tinget er bleven holdt paa Løgpold eller Løvhøj, der rigtignok nu er jævnet med Jorden, men kan dog eftervises på Bollerslev Bys Mark i Nærheden og paa Østsiden af den gamle Oksevej. Stedet ligger 50 m over Normal Nul. (Vi har tidligere i artikler beskrevet Urnetinget og Urne – familien)

Bolderslev Kro

Den nu nedlagte Bolderslev Kro var samlingssted for omegnens dansksindede befolkning. Her holdt Foredragsforeningen for Rødekro og Omegn sine møder. Her talte rigsdagsmand Gustav Johannsen. Her vartede Fru Aarø op om sine gæster med Fælles the – bord. og her serverede hun Forloren Skildpadde.

De to årlige markeder bragte liv og røre. Foruden Hotellet har man haft en Cafè og byens danske forsamlingshus, mens de mange Missionens Venner samledes i Missionshuset.

En gammel skole

Den første skole i Bjolderup siges at være grundlagt af Hertug Hans den Ældre i 1575.

Bjolderup Sogn

Ved begyndelsen af 30 – års – krigen var bønderne i Bjolderup Sogn forholdsvis velstillede.  Mange havde samlet sig en god kapital. Indboet blev øget og kisterne fyldtes.

Men ak og ve. Med de kongelige lejetroppers tilbagetog og Wallensteins landsknægtes fremtrængen brød ulykkerne også ind over Bjolderup Sogn.

Gårde brændt ned

En jordebog fra 1629 giver oplysninger om, at flere gårde i Bolderslev og Mellerup var blevet brændt ned.

Præstegården led skader for 6.000 mk. Bjolderup kirke blev afbrændt af de kongelige tropper. Kirken blev nedbrændt til murene. Rise Kirke blev derimod afbrændt af de kejserlige tropper.

Udplyndret og berøvet

Bjolderup Vestersogn hørte til Slogs Herred under Tønder Amt. Herfra findes flere beretninger. Fra Gåskær hed det i en indberetning til Hertugen:

– Vi undertegnede Fattige Folk kan ikke undlade at klage over, at vi, der bor i Tønder Amt i byen Gåskær tæt ved Hærvejen, ikke alene af de gennemmarcherende Soldater er blevet udplyndret og berøvet, men det forfærdeligste er, at Kgl. Rytteri har skudt vore Huse i Brand og derved ruineret Byen i en sådan Grad, at næsten intet er blevet tilbage. Derved er vi stedt i den største Fattigdom og har i en Tid måttet opholde os andre Steder. Men da den kejserlige Besættelse varede så længe, begav vi os tilbage til vor By og har i den største Fattigdom og dybeste Frygt hjulpet os med små Hytter.

– Til vor største Fordærv og ubodelig Skade er også de sidste 22 Heste blevet frataget os af det Kejserlige Krigsfolk. Hvad de Kongelige Tropper havde efterladt, har de omtalte Tropper røvet. Derved er vi kommet fra den ene Ulykke i den Anden, så vi ikke i 3 År har kunnet betale, hvad vi skylder. Da vi mangler Træ, har vi endnu ikke kunnet genopbygge eller reparere vore Huse.

Boelsmanden anmodede derfor om eftergivelse af resterende skatter.

Jammerligt udplyndret

Fra Perbøl, hvor de fleste gårde også hørte til Tønder Amt, berettes følgende:

– Vi undertegnede fattige Folk giver herved over for Deres Fyrstelige Nåde, vor Nød og Besværligheder tilkende. Jeg, Jürgen Thomsen, har af Soldaterne ikke blot fået afbrændt mit Hus og Hjem, men da jeg bor i en By tæt ved Aabenraa, ikke langt fra Hærvejen, er jeg desforuden blevet jammerligt udplyndret, saa jeg, Gud forbarme sig, ikke har beholdt Hest eller Øg for slet ikke at tale om andre \”Bæster\”. Jeg kunne endnu bringe lidt Sæd i Jorden, men i 2 aar har jeg intet høstet, saa jeg i dette Efteraar bliver nød til at lade min Ager ligge øde hen, da jeg ikke er i Stand til at købe Sædekorn. Selv om mit Hus og Hjem blev brændt af kejserlige Tropper, er det dog lykkedes mig ved gode Menneskers Hjælp og Bistand at få rejst Tømmeret til et nyt Hus, men dette er faldet ned og slaaet i Stumper og Stykker (af Stormen), saa intet af dette kan bruges igen, hvorfor jeg indtil i Dag endnu hverken har Hus eller Gaard og har været så fattig, at jeg har maattet bo hos andre Folk og ikke har til Føden. Da jeg derfor nu skylder 3 aars Leje og Pligt, og paa Grund af stor Fattigdom ikke kan betale, ja selv om jeg skulle blive kastet i Hullet, saa ville det  – ved Gud Tale – være mig aldeles umuligt at afholde nogen Udgift.

Marie Mathiesen fra Perbøl havde mistet sin mand og sad sammen med sine små børn tilbage i yderste fattigdom. Hun søgte også eftergivelse af indfæstnings – afgiften. Hendes fattigdom skyldtes også soldaternes hærgen og plyndring.

Den ene ulykke efter den anden

Fra Humtrup kom følgende skrivelse, skrevet den 20.11.1629:

– Ikke alene det, at deres Huse er blevet afbrændt og al deres Ejendom frataget dem, hvilket har været Cotume under hele Krigen i Byerne ved Hærvejen, men endog det, de den ene Dag har faaet af gode Mennesker til Livets Ophold, er blevet frataget dem den næste, og hærging og plyndring er i disse Byer under hele Krigen ikke holdt op, hverken Dag eller Nat. I de smaa Hytter, som det var lykkedes dem at bygge, følte de sig intet øjeblik sikre, men de er hele Tiden blevet styrtet fra den ene Ulykke i den anden, saa de nu er fuldstændig udmarvede og intet ejer uden den nøgne Jord og maaske en enkelt Ko og et par gamle Heste. Det er Sandheden.

Også de kongelige ryttere plyndrede

Allerede fra krigens første år, nemlig den 15.11. 1627 foreligger en beretning fra Todsbøl:

– at vi fattige Folk er blevet ubarmhjertigt udplyndret, først af det Kongelige Rytteri og dernæst af den kejserlige, idet de har aabnet vore Kister og Kasser og slaaet dem i stykker og med Vold og Magt frataget os vort Linned og Uld, Klæder og Sengetøj. Desuden har de medtaget Heste og Kvæg, saa der næsten ikke er et Dyr tilbage, ja endog vort tærskede såvel som utærskede Korn har de ødelagt og tilintetgjort, saa vi er kommet i den ganske Fattigdom. Vi har maattet lade det bedste og meste af vort Land ligge upløjet og utilsaaet hen. Ja de holder ikke op med at røve og plyndre i vor By, men der fortsættes daglig, saa vi stakkels Folk maa lide Nød og Kummer og hverken ved Midler eller Raad til at tilvejebringe vor skyldige Pligt, da der tilmed ikke i nogen By i Tønder Amt er forvoldt saa megen Skade, som der er vederfaret os stakkels Mennesker. I de andre Byer har de kunnet nedgrave sig saa fuldstændig, saa intet Rytteri kunne gøre dem noget.

Har båret byrderne en gang

I en skrivelse fra 1627 forespørger fæstebønderne under Søgård, hvoraf der bor en del i Vollerup, Gåskær og Ingebøl, hvorledes de skal forholde sig, da de af Krigsobersten, der er ankommet til Flensborg, er blevet tilsagt til at møde på Søgård for at stille under hans kommando. I forvejen mener de, at de har båret alle byrderne under krigen.

Lovtrup og Vollerup nedbrændt

I en indberetningen til hertugen midt under krigen i 1627 fortæller amtmand Wolf Blume, Tønder, følgende:

– Byerne Lovtrup og Vollerup er blevet antændt og afbrændt. Bolderslev, der tilhører Hans Majestæt, er også brændt. Alle vore Byer indtil Rise, der ogsaa skal være antændt, er brændt, derfor antager jeg, at alt indtil Haderslev vil blive lagt i Aske, og derved opstaa stor Jammer og Elendighed.

Indbyggerne i Slogs Herred klager i 1628 over, at de foruden de bestandige indkvarteringer, ustandselig hjemsøges af marcherende kolonner, der fratager dem deres mad og drikke.

En tung byrde

Også naturalierne til tropperne har været en tung byrde for indbyggerne i Tønder Amt. Dette beretter amtmand Blume også om:

– at hr. feltmarskallen (Wallenstein) har skrevet til ham og krævet levering af 1.800 pund Brød og 100 Tønder Øl daglig i seks Dage.

Gode kår forvandlet til fattigdom

Amtmanden havde leveret for 2 dage og kunne levere 2 dage mere, men så var det slut, så derfor bad han hertugen om hjælp.

I løbet af få år var velstand og gode kår forvandlet til dybeste fattigdom og nød. I mere end 100 år led befolkningen af følgerne af de mange krige i det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede.

Folkelige bevægelser

Folkelige bevægelser har sat sit præg på sognet. I 1820erne havde den hellige skrædder gode forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Og i 1899 byggede Indre Mission et missionshus i Bolderslev på hjørnet af Vestergade og Stadionvej.

I 1900 dannedes Hesteforsikrings – foreningen for troende hestejere. I 1910 blev der yderligere bygget et missionshus i byen.

Sandelig om ikke også en afholdsforening fandt sit indtog. Den kaldte sig Fredens Skanse.

Hjordkær

På Nybøl Mark cirka en kilometer øst for Hærvejen fandtes i 1888 ved sløjfning af en høj, en velbevaret egekiste indeholdende et skelet tildækket med dyrehud. Man fandt også en kam af horn eller ben og en bronzekniv. Også vest i sognet var der tidligere i 1837 fundet en egekiste, men den var blevet udgravet af ukyndige og fuldstændig ødelagt.

Ved Søderup syd i sognet findes endnu den forhøjning, hvor den gamle kongsgård lå. Det var her Svend Estridsen blev myrdet.

Egentlig så nævnes Hjordkærs navn første gang i et kongebrev af 31. marts 1196. Det var en optegnelse af Guldholm Klosterets ejendomme. Betegnelsen var dengang, Hjortteker.

I Valdemar Sejrs Jordebog af 1231 nævnes Aarslev og Søderup som kronegods. Dengang hed det Arslef og Sudthorp.

Længere mod øst ligger så gården Toldsted, som vi i to tidligere artikler har beskæftiget os med. Og ved gården Keldsbjerg lå galgen med stejle og hjul på en høj. Det var her, at den sidste henrettelse fandt sted i 1834. Ikke uden grund benævnes gården i daglig tale Æ Stejl.

Den gamle kirkebog

I Hjordkær Kirke findes Danmarks ældste kirkebog. Den er fra 1573. Her fortælles om peståret 1659, der gik hårdt ud over sognet. 124 beboere i sognet døde. Her fortælles også, at Jes Terkelsen fra Årslev i vinteren 1644 ved nattetide skudt af en svensk rytter. Han døde af sine sår, 12 uger senere. Kirkebogen indeholder flere grusomheder. Således slap Kirsten Jepsdatter med livet i behold, efter at være blevet voldtaget af svenske krigskarle.

Mads Rasmussen fra Årslev blev begravet den 7. september 1594 efter at være blevet gennemboret med sværd og derved dræbt af Johan Tucksen. Hans Iversen fra Alslev overgik samme skæbne.

Den 7. december 1642 blev Jørgen Jessen fra Søderup begravet, efter at han den 2. december i Peder Nielsens hus i Aabenraa af sin svoger, Jacob Petersen fra Aarshøj, stucken med en Kniff udi sin venstre Been, og døde strax paa Steden.

I 1651 blev Laurits Hansen i Nørre Ønlev gennemboret med Dolk af sin egen søstersøn, Hans Toule.

Mystik i Rise

Der stadig mystik over stedet. Her ved et bakkedrag har Vældekilden sit udspring. Det har utvivlsomt været et helligt sted fra hedenold. I kirkegårdsdiget er skålstenen et bevis for dette. I den store granitsten er der 22 flade fordybninger på den ene side. Den blev fundet i jorden nær ved den nuværende plads. Ingen kender dens betydning.  Måske havde den forbindelse med bronzealderens dyrkelse af ilden og solen.

Oppe i Nordnorge brugte man i slutningen af 1800’tallet den tradition at lægge smør på klipperne, som solens stråler først nåede efter den lange vinter.

De første

Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for cirka 4.000 år siden har mennesker haft bopladser her. Ved udgravninger i højene er der fundet minder fra den ældre og yngre Broncealder samt Jernalderen.

Et forsvarsværk

Et forsvarsværk af ukendt oprindelse har strakt sig fra Øster Løgum Sogn ind i Rise Sogn over Hærvejen. Måske har det været en ukendt fjende, der har huseret i området. På en af Meyers kort blev værket nævnt således, Alte Schantz, Growgrafft.

Riseborg

I middelalderen lå her en borg ved navn, Riseborg. Den lå øst for Rise By. Nogle historikere peger på, at den gik til grunde i 30 – års krigen. Men den er antagelig forsvundet langt før. I en krønike fra 1600 – tallet hedder det:

– Borgen er omgivet af to Grave, og to Porte førte ind til det Sted, som endnu kaldes Risborg.

Risegaard

Historikere knytter Risegaard til borgen, men umiddelbart har de ikke noget med hinanden at gøre. Gården er samlet af amtmanden i Henrik Brockdorf efter de vanskelige tider after 30 – års krigen og Den Store Pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig vellidt. Den store gård blev udstukket af staten i tiden efter 1764. Den eksisterede som gods i et par hundrede år.

Kirken bygget på et helligt sted

Kirken blev bygget nær det hellige sted. Tænk det antages, at kirken allerede blev bygget i 1140.

I tårnet kan man se, at nogle af de sten, der er anvendt her, har været anvendt før til en sokkel. Man ved, at der har ligget en kirke i Ønlev. Den blev ødelagt, da kong Erik af Pommern benådede Sønderjylland i 1141.

Den ældste af de tre klokker blev støbt og ophængt 1631, efter at Wallenstein lejetropper havde brændt tårnet af. Den kimede lige til 1893. Da brændte kirken igen.

Den afdøde graver og kirketjener, Johann F. M. Thams har forsket i Rises historie. Mange interessante historier er kommet frem, takket være Thams initiativ.

Degnen og præsterne ikke enige

Det var dengang, da de kirkelige myndighed havde tilsyn med skoleforholdene. Og selv om mange præster var kritiske over for, hvordan det hele foregik, var det svært at ændre. Således påpegede en af præsterne, at der var op til 80 børn i en skolestue. Mange blev nød til at stå op. Der var simpelthen ikke siddepladser til alle:

– Dertil kom den mefititiske Luft som følge af Uddunstninger fra saa mange Børn. Luften er saa fordærvet, at man næppe kan udholde det ud i en Time.

I 1807 skrives der i protokollen:

– I tysk og skrivning gode Fremskridt. Men Sætningsbygningen går ikke rigtig.

Ja selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber. Og det gjaldt også for ungerne i Rise og Rødekro.

Skolen i den nuværende skikkelse, blev opført i 1894 – 1895. men allerede i 1915 var det slut. Nye skoler blev opført i Rise og Rødekro.

Efterhånden som Rødekro voksede, så skete det modsatte for Rise. I 1965 var det kun en dansk kro – og købmand, graverens blomsterhandel, en skomager og brødudsalg.

Rødekro

Vi har besøgt byen mange gange før.

Før 1640 var der ingen nævneværdig bebyggelse her. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid, Møllehøjager. Her har der muligvis ligget en afbrændt mølle.

Broen over åen blev kaldt Rødebro. Og åen blev opkaldt efter vandets farve, Rødeå. En kro blev bygget, og stednavnet Rødekro afløste stedets benævnelse.

Selvfølgelig blev der også i forbindelse med kroen etableret et brændevinsbrænderi. I 1861 nævnes kroen som et meget søgt gæstgiveri.

Men hvem mon ved, at her blev Foreningen mod Slesvigs deling dannet i 1866. Denne forening samlede næsten 7.000 underskrifter.

Som erstatning for nedlæggelse af Æ Kleinbahn blev der anlagt en jernbanestrækning fra Rødekro til Løgumkloster i 1927. Men det blev nu ikke den store succes. lokale protester udskød nedlæggelsen. Men i 1936 var det slut.

I 1951 vejrede Rødekro morgenluft, da de fik en flyveplads. Den blev endda godkendt som Grænselufthavn. Men den fik hvis aldrig luft under vingerne.

Hellevad

Vest for Hellevad ved Surbækken ligger den gamle Hellevad Vandmølle. Og Surbækken er en del af det store Vidå – system.

Først et stykke op i 1700 – tallet  blev der bygget broer. Indtil sa var det et vadested over bækken. Både navnene Egvad og Hellevad vidner om, at her har været et vadested.

En mølle i Hellevad

Surbækken var ikke det helt store vandløb, men åbenbart nok til at kunne drive møllen. Man mener, at den første mølle, er blevet opført i 1200 – tallet. fra 1554 er møllen nævnt i flere kilder. Bønderne kom kørende gennem århundrede med deres korn. Og de havde mølletvang. Det vil sige, at det blev bestemt, i hvilken mølle, de skulle aflevere deres korn.

Møllens storhedstid

Møllens storhedstid har sikkert været under Familien Jacobsen, de havde møllen fra 1836 til 1935. Tre generationer foretog mange udvidelser og investeringer. Møllen fik turbineanlæg i stedet for møllehjul. På den måde kunne man udnytte den sparsomme vandmængde.

Et slagteri, mejere og et bageri kom til, og stedets produkter blev distribueret rundt til hele Sønderjylland med 23 hestevogne. Der var ansat et hav af karle, piger, møllersvende, bagere m.m.

I 1930’erne forsvandt møllens indtægtsgrundlag i løbet af kort tid, fordi bønderne fik elektricitet, og dermed også deres egen kværn. Den stolte periode endte med konkurs og en krank skæbne for familien.

Hellevad – et trafikcenter

Studedrivere og andet godtfolk har i stort tal gæstet børn. Den gamle vej fra Ribe til Oksevejen gik i middelalderen gik netop gennem Hellevad. Den nåede Oksevejen ved Toldsted. Vejen fra Haderslev til Tønder gik også gennem Hellevad.

Oprindelsen til byens navn er ikke helt sikkert. Den fromme legende vil vide, at dets to led er Hellig og Vad. Hellig skulle hentyde til byens potion som valfartssted. Der lå også helligkilden, der ligger lidt nord for kirken. Den tørrede dog ud i 1860erne.

Nogle sprogforskere mener imidlertid, at Helle betyder en flad Trædesten. Vadestedet ved en hovedfærdselsåre har naturligvis været stenlagt til glæde for kørende og gående trafik.

Hvor var solen?

Fra gammel tid var sognet dækket af skove. Ifølge sagnet var disse skove meget tæt helt op til år 1300. Præsten Terkild kunne køre fra Hellevad til Bedsted uden at solen kunne skinne på ham med undtagelse at et sted, nemlig Svejlundstok.

Kongelige – til fødselsdag

Der er skriftlige kilder, der viser, at kirken har ligget her siden 1118. Og før stenkirken har det sikkert også her ligget en trækirke. Før denne har det ganske givet været et hedensk offersted.

Ja og i 1968 gæstede Konge Frederik den Niende og Dronning Ingrid Hellevad og var med til at fejre kirkens 850 års fødselsdag.

Da Erik af Pommern huserede i området i 1400 – tallet har kirken sikkert lidt overlast. Landsbyen Egvad blev ødelagt, herunder præstegården. Den blev så genopbygget i Hellevad. Og også svenskekrigene gik heller ikke sporløst forbi dette område.

En travl præst

Dengang i den katolske tid, havde præsten travlt. En beretning siger:

– Præsten har tillige forrettet tjeneste i Egvad, tillige forrettet tjeneste i hellevad, Bedsted og Ravsted Kirker, nemlig om morgenen tidlig i Hellevad, om middagen i Bedsted, om aftenen i Rabsted og endelig ved midnatstid i Egvad. Endnu kan ses en Jernlygte ved prædikestolen, som dengang blev brugt.

Kirken var ved at forfalde helt i 1800 – tallet. Man overvejede helt, at rive det ned. Men heldigvis restaurerede man den. Man solgte blytaget, og kirken fik et tegltag. Men salget af blyet betalte næsten hele restaureringen, 6.000 mark.

En sur præst

I tårnrummet i nordvæggen er der en pudsig indskrift på latin. Der står:

– Når de store slås, går det ud over de små. Neden under står der på dansk: I året 1521 kom Kassø fra Hellevad. Den daværende præst var sur over, at Kassø blev taget fra hans pastorat. Det gik ud over hans tiende.

Præsten halshugget

Ved kirkens sydmur rejstes i 1964 en mindesten for bysbarnet, Niels Heldvad. Han var præst i sognet fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 – 1611.

Grunden til ansættelse nummer to var, at efterfølgeren, Jørgen Lund var blevet halshugget, fordi han angiveligt skulle have begået et mord.

Astrolog og historiker

To gange blev han afsat af kirkepræsident Johann von Wouwern. Efter alt at dømme fordi han ikke delte dennes calvanistiske synspunkter. Heldvad var nærmest luthersk ortodoks.

Fra 1613 – 15 boede den meget initiativrige Niels Heldvad på hospitalet i Svendborg.

I 1616 blev han ansat ved Christian den Fjerdes hof, som dennes kalendariograf og historieskriver. Han var en god ven af kongen og ledsagede ham ofte på hans rejser. Måske var han den første populærvidenskabelige forfatter i Danmark.

I 44 år fra 1590 til sin død i 1634 udgav han almanakker på tysk og senere også på dansk. I 1624 udgav han en formularbog på dansk, henvendt til skrivelystne adelige. Hans almanak blev i 1625 trykt i hele 60.000 eksemplarer, og i 1629 alene i Hamborg i 100.000 eksemplarer. På Det Kongelige Bibliotek findes i dag 57 bogtitler og på Syddansk Universitetscenter 22 bogtitler under hans navn.

Spå om fremtiden

Niels Heldvad kunne spå om fremtiden. Og allerede som barn havde han vist interesse for astronomi og astrologi. Dette modtog han også undervisning i derhjemme i Hellevad. Han fortsatte sin studier i danske og tyske byer, og afsluttede sine teologiske studier i Rostock.

Hans almanakker indeholdt også spådomme om vejrliget, landeplager m.m. Måske var det derfor, at han to gange blev fyret. Hertugen på Gottorp var ikke glad for disse interesser. Noget tyder på, at også Christian den Fjerde var lidt træt af de der spådomme. Heldvad havde lavet nogle forsøg, som resulterede i, at han brændte et tårn af.

Niels Heldvad havde et motto: Frisk op i Nød, og le, naar Djævelen er vred.

Fanden på Kløver Es

 Og i Hellevad ligger også den berømte kro, Hotel Kløver Es. Et sagn fortæller, at der ofte her var samlet dårligt selskab. Det gik løs med drik, kortspil og banden. Især Fandens navn blev ofte påkaldt. En aften kom en unge håndværkersvend ind og satte sig hos de spillende. Han kom med i kortspillet og vandt hele tiden. En af de andre tabte et kort på gulvet og bøjede sig ned for at tage det op. Men han så da, at den fremmede havde en hestefod.

Stille lagde han sine kort og listede ud. Dette forekom de andre mærkeligt, og en anden lod med vilje et kort falde på gulvet, bøjede sig ned efter det, så hestefoden og gik sin vej.

På den måde forsvandt de efterhånden allesammen. Til sidst var det kun Fanden og værten tilbage. Denne sendte i skræk og forlegenhed bud til præsten, at han skulle komme og læse Fanden bort. Præsten kom også og havde tre bøger med. Han bad nu værten om en nål, andre påstår, at det var en stok. Men den stak han et hul i blyvinduet. Derefter tog han fat på at læse over Fanden af den bog, han havde tilbage. Til sidst måtte Fanden give sig, og forsvinde ud af hullet i vinduet.

Kilde: Se

– Litteratur Aabenraa

– Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

Adelsslægten, der uddøde

En Tolder – familie fra Hærvejen

Folk – syd for Aabenraa

Henrettet i Aabenraa

Kirker – syd for Aabenraa

Syd for Aabenraa

Toldsted på Hærvejen

Urnehoved  – et Tingsted ved Aabenraa

Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt

Fra Varnæs til Felsted

Mysteriet i Ensted

Fra Hjordkær til Rødekro

 

Under Sønderjylland: Læs

Folk i Tinglev

Tinglev og Omegn – dengang

Mere om Tinglev og Omegn – dengang

Hærvejen i Sønderjylland

Povls Bro på Hærvejen

Fra den gamle til den ny grænse