Fodbold med Fjenden

Lad det nu ligge. En del af nazismen. De danske medier lod sig rive med. Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur. Stor billedreportage fra tysk landskamp to dage efter besættelsen. Var det nødvendigt at spille fodbold med fjenden? Sport og politik hørte ikke sammen mente DIF. De danske svømmepiger. De kongelige fra Danmark spredte glans til Olympiaden. Norge og Sverige samarbejde ikke med Tyskland. En bevidst strategi fra tyskernes side. Flere ønskede idrætssamarbejde med tyskerne. Jøder måtte ikke deltage. En sand krigsforbryder til fægtning. Opgøret på lægterne. Idrætssamarbejdet blev neddroslet. Protest fra BBC. DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse. Gunna Nu Hansen udgav fotobog og kommenterede ”Danmark i Lænker”, men var det sandheden? Politisk naivitet Var DIF tonedøve? Illusioner brister mange gange.

 

Lad det nu ligge

Nogle gange kan det godt betale sig at læse en bog en ekstra gang. Det har ”Den Gamle Redaktør” gjort. Og det drejer sig om Årets Historiske bog 2006 ”Fodbold med Fjenden – Dansk Idræt under Hagekorset”.

Da bogen udkom dengang, gav den anledning til en del debat. Der var også danskere, der blev fremstillet mindre heldige i den dansk – tyske sammenhænge. En af disse var Gunnar Nu Hansen. Ja nogle vil vel sige ”Lad nu det ligge” ”Lad være med at rippe om det igen”. Det hører vi ofte, når vi beskæftiger os med besættelsestiden.

 

En del af nazismen

Det var ikke tilfældigt, at idrætten i Tyskland allerede tidligt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 lod sig nazificere. For mange sportsledere var det nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for de stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne af propagandahensyn interesseret i idrætten og støttede økonomisk med enorme summer.

 

De danske medier lod sig rive med

Gunnar Nu Hansen leverede medrivende reportager fra De Olympiske Lege i 1936 fra Berlin. Her forstod nazisterne i den grad at inddrage politik og sport. Dengang samarbejdede danskerne ivrigt med tyskerne og det fortsatte under besættelsen indtil tyskerne sagde stop.

Gunnar Nu Hansen fik sin ilddåb under De Olympiske Leje.  I 56 år arbejdede han som journalist hos Danmarks radio. I Berlin overgav han sig helt til arrangørerne. Han var i den grad begejstret.

Han var ikke den eneste. Dansk presse roste arrangementet til skyerne. Ingen fra dansk side, bortset fra kommunister og en jødisk idrætsforening bekymrede sig tilsyneladende over den undertrykkelse og vold, som i disse år fandt sted i det tyske samfund.

Berlingske Tidende var imponeret over, at 120.000 hilste på føreren, da han trådte ind i sin loge. Og så kunne bladet fortælle, at det ikke kun var grækerne der hilste med strakt arm. Det gjorde franskmændene også.

Ja så berettede Gunnar Nu Hansen om, at Berlin var et meget festligt sted, hvor intet skilte befolkningen.

I løbet af 1930’erne udviklede der sig inden for dansk idræt en stærk fascination af Det Tredje Riges idrætspolitik.

 

Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur

Ja vi ved, at på industriens område var det et nært samarbejde med tyskerne. Det var mere eller mindre nødtvunget men givende for de fleste. Det var kun nogle få ”modbydelige”, der blev værnemagere. Var det også sådan på idrættens område?

Ja man mente også at Niels Bukh, højskolemanden og den store gymnasiast fra Ollerup Havde højreradikale tilbøjeligheder. Men lige så mange vil sikkert afvise dette.

Da Gunnar Nu Hansen sammen med 10 københavnske sportsjournalister var inviteret af Nazi – Tyskland i 1940 fik man lejlighed til tale med tyskernes største idræts – personligheder. Her kunne rigssportsfører Tschammer fortælle en meget beæret Gunnar Nu Hansen, at det danske folk kan være lykkelig at have en ”Führer” inden for den fysiske kultur. Niels Bukh blev betragtet som en ven af det tyske folk.

I 1938 blev Thiefenstahls film om OL i Berlin vist i København. Den danske presse var begejstret og Gunnar Nu Hansen kaldte filmen for et mesterværk.

 

Stor billedreportage fra en tysk landskamp

En kortlægning af det dansk – tyske samarbejde fra 1940 – 1945 viser, at det foregik på alle idrættens niveauer – fra de lokale idrætsforeninger til DIF’ s topledelse. Det var de danske tilskuere på lægterne, der rystede de danske og tyske myndigheders og afstedkom politisk krise. Den synliggjorde modstanden mod den tyske besættelsesmagt.

Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, var det internationale samkvem centralt for flere af DIF’ s specialforbund. Som udgangspunkt var DIF en upolitisk organisation. Men ville et idrætssamarbejde ikke kunne tolkes som en politisk handling?

Allerede den 11. april bragte Idrætsbladet en stor billedreportage fra en fodboldlandskamp mellem Tyskland og Ungarn.

I starten af besættelsen var dansk idræt under stærkt pres for at genoptage samarbejdet med tyskerne. Men senere arbejdede dansk idrætsledelse aktivt på at få idrætssamkvemmet til at fungere.

Det dansk – tyske idrætssamkvem blev den mest omfattende form for kulturelt samarbejde under besættelsen. Og det eneste effektive.

 

Var det nødvendig at spille fodbold med fjenden?

I befrielsesrusen blev fodboldkampe med tyskerne erstattet med kampe mod tyskernes fjender, englænderne uden refleksion over de mange kursskift,

Danmark placerede sig i gråzonen mellem et neutralt land og nødtvungen tysk allieret. Dette førte til det nok så bekendte økonomiske og politiske samarbejde med besættelsesmagten i erkendelse af, at Danmark hverken kunne yde militær modstand eller forsvare sine grænser.

Derfor blev et samarbejde den eneste måde den danske regering kunne bevare så megen magtudøvelse som muligt på danske hænder. Et økonomisk samarbejde med Tyskland var nødvendigt for at undgå bankerot og sult. Men var det ligefrem nødvendigt at spille fodbold med fjenden?

Og hvordan ville det have set ud, hvis alle lande havde samme indstilling som Danmark?

 

Sport og politik hørte ikke sammen

DIF’ s ideologi var at sport og politik ikke hang sammen. Problemet var bare, at det gjorde det for DIF’ s samarbejdspartner, de nazistiske sportsautoriteter. Allerede i udgangspunktet kan man således konstatere at DIF lagde sig på maven for den tyske besættelsesmagt. Man fortsatte det idrætslige samarbejde som om intet var hændt. Og det blev forstærket af, at der i 1930’erne havde været en nært dansk – tysk idrætssamkvem.

 

De danske svømmepiger

Svømmepigen Jenny Kammersgaard modtog lykønskningstelegram fra Adolf Hitler, da hun i 1937 svømmede over Kattegat. Hun var svømmetræner i Berlin i de to første besættelsesår, hvorefter hun tog til Danmark.

En anden svømmepige, Ragnhild Hveger, lod sig interviewe til den tyske propaganda efter den 9. april 1940. Hun lovpriste de tyske Værnemagts soldater i Danmark. I 1943 blev hun svømmetræner i Kiel.

 

De kongelige fra Danmark spredte glans under olympiaden

Det danske medlem af Den Internationale Komité, prins Axel gjorde ikke ophævelser over, at magthaverne i Berlin ikke levede op til forudsætningerne for udtagelser af deltagere, bl.a. ved at ekskludere jødiske idrætsfolk fra den tyske OL – trup.

Ovenikøbet kastede Kong Christian den Tiende og Prinsesse Alexandrine glans over arrangementet.

Danmark var neutralt og stod på venskabelig fod med Tyskland, hvorfor der ikke var nogen grund til ikke at overholde aftaler om landskampe selv efter krigsudbruddet.

 

Norge og Sverige samarbejde ikke med tyskerne

Heller ikke fra pressens side, stærkt eksemplificeret ved Idrætsbladet lod man sig anfægte af en verdenskrig. I en reportage fra Garmisch Partenkirchen i februar 1940 anfører korrespondenten i lyset af en lidt skuffende forestilling at nordmænd og svenskere på grund af krigen ikke stillede op, idet man på den måde ønskede at håndhæve sin neutralitet.

Danmark havde, anføres det, taget det modsatte synspunkt, nemlig at ”sport har ikke noget med politik at gøre”, og at Danmark ville drive sport med enhver, der ville møde os sportsligt.

Ved et møde med den 2. marts 1940 meddelte Norge og Sverige, at de havde stoppet al idrætsligt samarbejde med krigsførende lande. Danmark var det eneste land, der opretholdt samarbejdet med Tyskland.

En norsk skøjteprinsesse, der deltog i flere arrangementer, blev efter besættelsestiden sortlistet i Norge. Sådan noget forekom ikke i Danmark.

 

En bevist strategi fra tyskernes side

Fra tysk side lagde man vægt på at fastholde eller få genetableret idrætssamarbejdet med Danmark. Dette skyldtes at Hitler og Goebbels strategi om at den danske befolkning kunne vindes for Tyskland gennem propagandatiltag som koncerter med tyske militærorkestre, besøgsdage hos den tyske værnemagt og sportsstævner, hvor man samtidig fik drejet befolkningen væk fra den angelsaksiske inspiration over mod tyske kulturværdier.

Tyskland skulle fremstilles som en vital og sportsglad nation og ikke som våbengale fanatikere. I den danske sportsavis Idrætsbladet, som blev udgivet af Politiken, fortsatte man den positive indstilling til tysk sport og ønsket om fortsat dansk – tysk idrætssamarbejde.

Efterhånden var man dog bekymret om tilskuernes reaktioner under kampe med Tyskland kunne resultere i antityske demonstrationer eller om idrætsfolkene ville nægte at stille op, men ved at fritstille specialforbundene undgik man også, at DIF’ s ledelse blev garant for eller primus motor i det konkrete samarbejde.

 

Man ønskede samarbejde med tyskerne

Fra perioden den 14. april til 5. august 1940, hvor idrætssamkvem med besættelsesmagten var indstillet, var DIF under konstant pres fra flere fronter, der alle ønskede at idrætssamarbejdet skulle genoptages. Selvfølgelig pressede nazisterne også. Men lige så aktive var de forskellige specialforbund. Det var også udsigt til et pænt økonomisk udbytte ved det internationale samarbejde.

For de professionelle idrætsudøvers side spredes der ingen betænkeligheder over for samkvem med idrætsudøvere fra besættelsesmagten.

Fra tysk side opfattede man helt i tråd politiseringen af idrætten det professionelle samkvem som et positivt signal om normale forbindelser mellem Danmark og Tyskland.

Også amatørsporten havde fra august 1940 et ivrigt idrætssamkvem med tyskerne og deltog bl.a. i stævner i Tyskland, hvor de danske sportsfolk blev glimrende behandlet. Tyskerne Lovede at betale alle udgifter i forbindelser med rejser i Tyskland. Det var dog ikke altid tilfældet.

 

Jøder måtte ikke deltage

Bryderen Abraham Kurland fra den jødiske forening Hakoah deltog ikke i kampe mod tyskerne. Han var dengang en af de største talenter. Men danske brydere fra klubben Sparta stillede op til landskamp i München i november 1940. man havde stiltiende accepteret nazisternes holdning til jøderne.

 

En sand krigsforbryder til fægtning

I november – december 1940 var der fægtelandskamp mellem Danmark og Tyskland i København. Her var de tyske fægtere bl.a. repræsenteret af SS – generalen Reinhard Heydrich. Han var manden bag Wahnsee – konferencen og ”Endlôsung” på jødespørgsmålet. Ved dette arrangement, som ved så mange andre stævner, figurerede hagekorsbanneret og Dannebrog side om side.

 

Fodboldpublikum lavede oprør

Fra dansk side kom det ulmende oprør med den sportslige samarbejdspolitik hverken fra politisk hold, fra DIF, fra de professionelle idrætsudøvere eller fra amatørerne. Opgøret kom fra fodbold-publikum.

Et varsel fik man ved landskampen mod Sverige i Idrætsparken i november 1940, hvor publikum ud over at synge den danske og svenske nationalsang også istemte den norske ”Ja vi elsker dette Landet” i sympati med det besatte Norge.

Der blev tillige uddelt løbesedler af ”politisk indhold”, men i øvrigt forløb kampen uden episoder.

 

Opgøret på lægterne

Den 5. juni 1941 kom ”Opgøret på Lægterne”. Det havde ulmet i nogen tid. Det kunne man allerede mærke i maj 1941 mod det østrigske hold Austria. De østrigske spillers heilen havde irriteret de danske tilskuere. Og grundlovsdag 1941 var det så kampen mod Austria mod et udvalgt dansk hold fra København.

Stemningen blev heller ikke bedre, da Østrigerne vand 4 -1. Inden kampen havde Ekstra Bladet og Idrætsbladet slået de venskabelige toner an. Men det havde i den grad vakt vrede hos det danske publikum, at det tyske soldaterpublikum havde hilst på østrigerne med heilen.

Efter kampen gik det galt. Tyske soldater trak bajonetterne, danskerne svingede med ølflasker. Der opstod gevaldige slagsmål. Fire tyske soldater og en halv snes danskere måtte efterfølgende på hospitalet.

Episoden førte til, at den tyske gesandt Renthe – Fink nedprioriterede det dansk – tyske idrætssamarbejde med aflysninger af adskillige planlagte arrangementer herunder en dansk – svensk landskamp.

 

Idrætssamarbejdet blev neddroslet

Fra officiel dansk side advarede Scavenius om terror, der kunne få tyskerne til at ansætte tysk politi i Danmark og indføre strenge straffe. Dansk Boldspil Union gav ensidigt publikum skylden for aflyste arrangementer og dermed politiseringen, uagtet den tyske sport jo opfattede sig selv som politisk.

Selv om idrætssamarbejdet var neddroslet fortsatte det dog. Idrætsbladet kunne i efteråret 1941 berette om et boksestævne i en reportage, hvor de mod sædvane ikke indledte med kampreferater, men som hovedhistorie fortalte at det var blevet afviklet nogenlunde roligt.

 

Protest fra BBC

På den anden side angreb BBC’s dansksprogede udsendelser fra London i november 1941 i stærke vendinger idrætssamarbejdet, som ifølge BBC fik danskerne til at fremstå som tyskervenlige, når de således lod sig udnytte til propaganda.

Men officielt holdt man fast i samarbejdslinjen og mere end det. Dansk Bokse Union nægtede at give en dansk dommer, der havde været interneret af tyskerne sin licens tilbage.

 

DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse

I januar 1943 besluttede Tyskland at alt idrætssamarbejde med udlandet skulle ophøre. Situation blev skærpet også i Danmark, hvor Dansk Ungdoms Samvirke startede en underskriftsindsamling til en protestskrivelse mod jødeforfølgelse, der også var nået til Danmark.

DIF ville ikke skrive under, idet man ikke havde noget med ”dette politiske foretagende” at gøre. Man ville ikke genere besættelsesmagten.

 

Idrætsbladet havde nedtonet deres hyldest

På det tidspunkt havde Gunnar Nu Hansen forladt Idrætsbladet, der havde nedtonet sin hyldest til det dansk – tyske idrætssamarbejde og ligesom den øvrige idrætspresse vendt blikket mod engelsk idræt. Og mens flere gik ind i modstandskampen fastholdt DIF sin ”upolitiske” linje.

 

Det lykkedes at kaste slør over besættelsestiden

I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen lykkedes det da også for DIF at holde tingene tilpas flydende. De mest belastede arrangementer havde fundet sted i starten af besættelsen. Ledelsen forsøgte også at fremmale et billede af en dansk idræt, der i det stille forberedte sig på frihedskampen og fungerede som et bolværk mod nazismen.

Man undgik at fortælle, at samarbejdet foregik på den nazistiske racepolitiks præmisser.

Man undgik at blive mistænkeliggjort for landsskadelig virksomhed. Det var andre end DIF, der havde interesse i at kaste slør over besættelsestiden.

 

Gunnar Nu Hansen udgav en fotobog

Gunnar Nu Hansen der i reportager i 1930’erne og i Idrætsbladet i besættelsens første år havde hyldet idrætssamarbejdet udgav i 1945 fotobogen ”Danmarks kamp for Frihed og Ret” med forfatteren selv i frihedskæmperpositur på forsiden, uagtet kollegaen Vilhelm Bergstrøm altid havde troet, at Gunnar Nu Hansen hørte til på den anden side. Det gjorde han nu ikke, men som han skrev:

 

• Under besættelsesårene var det lige så farligt at rette et fotografiapparat (som han angiveligt havde gjort siden 9. april) mod tyskerne som en maskinpistol mod tyskerne.

 

Det var nok en sandhed med modifikationer, men den folkekære journalists ageren faldt fint i tråd med det almindelige ønske om at hævde det synspunkt, at idrætssamarbejdet først kom i stand efter kraftigt pres og trusler fra tysk side.

Nu var det sådan, at Gunnar Nu Hansen åbenbart på nogle punkter havde skiftet side. For i 1944 blev han arresteret af tysk politi for ”illegal Fotografering”.

Men i 1945 var han igen i Tyskland og berette om dansk – tyske sportsarrangementer.

I hans bog ser man også fotos af fodboldspiller og tomme tilskuerpladser. I teksten står der så atter engang, at tyskerne ”forsøgte at lamme danskernes idrætsliv”. Bogen var udgivet af AOF’s forlag.

 

Politisk naivitet

Under besættelsen Lavede Gunnar Nu Hansen sportsreportager i Nazi – Tyskland med interviews med nazistiske idrætsledere.

Nej Gunnar Nu Hansen var bestemt ikke nazist. Men ikonet Gunnar Nu Hansens uheldige optræden, kan vel i bedste fald forklares ved politisk naivitet og ”medløberi”.

Og hvad var det lige der stod i Nationaltidende den 9. marts 1941. Her udtalte Goebbels, at Danmark ikke var besat, men havde indgået en overenskomst med Tyskland. Så kan man veltilføje, ja med en pistol for panden.

 

Danmark i lænker

Gunnar Nu Hansen kommenterede filmen ”Danmark i Lænker” efter besættelsen. Her viste man en fodboldkamp uden tilskuere. Samtidig berettede Gunnar Nu Hansen om tyskernes ”overgreb” på idrættens område. Men han glemte da lige at nævne, hvor mange sportsbegivenheder, han under besættelsen har kommenteret i radioen og skrevet om i i Idrætsbladet. Her har der bl.a. været tre fodboldlandskampe. Den sidste blev spillet i Hamborg, mens byen blev bombet. Dette nævnte han ikke noget om. Tyskland vandt den landskamp med 1- 0

 

Det moralske dilemma

Det er vigtigt at forankre hurra – patriotismen solidt i demokratiets muld, men samtidig skal man have øje for sportens politiske funktioner.

Men tyskerne brugte jo de forskellige idrætsarrangementer mellem Danmark og Tyskland for at fortælle, at besættelsen af Danmark var en ”fredsbesættelse”.

Samarbejdet med tyskerne fulgte krigens konjekturer, baseret på skræk, gustent overlæg eller politisk naivitet.

Det er det klassiske moralske dilemma om, hvorvidt det var rigtigt at samarbejde med besættelsesmagten – i bekræftende fald – hvor langt skulle man gå.

 

Var DIF tonedøve?

Enten var Dansk Idræts-Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså, at de blev udnyttet eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde under devisen ”Sport og politik skal være adskilt”.

Og efter besættelsen var Gunnar Nu Hansen meget aktiv med at berette om landsforrædere, værnemagere m.m. Han lod sig også fotografere sammen med Montgomery med det berømte armbind.

 

Illusioner brister

Det er forskel på, om man ville resignere sig ind i den tyske verdensorden, eller om man aktivt forsøgte at tilpasse sig det? Gunnar Nu Hansen var ”dybt fascineret” af det nazistiske Tyskland.

Idrætten har stået i det samme dilemma over for nazisterne, som resten af Danmark gjorde, men store dele af idrætten gik for langt i sit samarbejde med tyskerne.

Tænk engang på det store antal landskampe, der blev arrangeret inden for forskellige idrætsgrene og DIF’s afvisning af at skrive under på jødeforfølgelsen. Også Gunnar Nu Hansen nægtede at skrive under på denne protest under devisen, at sport ikke skal handle om politik.

Det er selvfølgelig bedrøveligt, at en stor dansk sportsjournalist i en periode lod sig forblænde af den tyske stormagt. Idrættens daværende ledelse svigtede deres ”moralske ansvar over for landet”

Når historikere går til værks, så kan nogle af vores illusioner briste. Til gengæld bliver vi klogere på vores historie.

 

 

Kilde:

• Hans Bonde:/Martin Frei: Fodbold med Fjenden – Dansk idræt under Hagekorset
• Hans Bonde: Oprør i Parken
• Fortid og Nutid/ tidsskrift.dk
• Hans Bonde, Johannes Westergaard: Gunnar Nu – i idrætspolitisk lys /artikel på tidsskrift.dk
• Weekendavisen
• Politiken
• Historisk Tidsskrift
• historie-online.dk
• folkedrab.dk
• avisen.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.496 artikler, herunder 295 artikler fra Besættelsestiden

• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Hagekorset i Parken
• Fodbold og modstand i Tønder