Danskerne blev gjort til helte. Kongen red rundt med Davids – stjernen. Jøderne syntes, det var et mirakel. Werner Best nåede at advare. Fiskere og kystbetjente tog sig rigeligt betalt. Tyske matroser fortalte, hvornår man patruljerede. Kun Gestapo og danske håndlangere tog jødeforfølgelsen alvorlig.

 

Regeringens samarbejdspolitik

Regeringens samarbejdspolitik med tyskerne i begyndelsen af besættelsen fik en positiv betydning for jøderne. Den danske regering gjorde det klart, at de ikke ville give indrømmelser over for tyskernes krav om antijødiske love.

De 8.000 danske jøder havde gennem 1930erne fulgt nazisternes overgreb.

 

Krystalnatten

De havde også fulgt med i, at den 17 årige Herschel Grynszpan havde skudt den tyske diplomat Ernst von Rath i Paris som protest mod deportation af sin familie. Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels iværksatte derefter en aktion natten mellem den 9. og 10. november 1938 mod den jødiske befolkning. I løbet af Krystalnatten blev 250 synagoger sat i brand, tusindvis af jødiske butikker blev ødelagt og konfiskeret. Masser af jøder blev arresteret og sendt i dødslejre.

Herhjemme var det højst overraskende, at Jyllands Posten i en leder skrev

• til en vis grad forstå tyskernes animositet over for jøderne

 

Samarbejdspolitikken ophører

I august 1943 ophørte samarbejdspolitikken. Werner Best fik ordre på, at kursen skulle skærpes over for Danmark. Den tyske øverstkommanderende i Danmark von Hanneken meddelte den danske udenrigsminister Scavenius, at tysk militær havde overtaget magten.

 

Best trak i land

Werner Best havde under et møde med Hitler foreslået en aktion mod de danske jøder, nu hvor der ikke mere var et reelt samarbejde med den danske regering. Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober.

Det mærkelige var, at Best ikke var begejstret for aktionen. Også andre ledende tyske embedsmænd var imod aktionen.

 

Stærke beviser

Det Mosaiske Trossamfund troede i første omgang ikke på advarslerne. Men beviserne var stærke. Man gjorde alt for at sende advarsler ud.

 

Måtte ikke bryde ind

Sent på aftenen den 1. oktober rykkede tysk politi ud. Der var i dagene forinden ankommet en styrke på ca. 1.500 mand. Desuden deltog 3.000 mand fra det tyske sikkerhedspoliti. Danske nazister var vejvisere for tyskerne.

Man traf dog ikke mange hjemme. Det skete, fordi mange var flygtet og andre ikke ville lukke op. Best havde beordret at man ikke måtte bryde ind.

 

116 danske jøder vendte ikke hjem

De cirka 200 jøder, der blev fanget i København blev ført ned til et ventende skib ved Langelinie. For at fylde skibet hentede man nogle af de mange tilfangetagende kommunister. I alt blev der taget cirka 481 jøder.

De jøder, der blev fanget i Jylland, blev med tog kørt gennem Tyskland og havnede i ghettoen Theresienstadt. Måske siger antallet af tilfangetagende jøder også noget om tyskernes passivitet. Omkring 116 danske og 758 norske jøder vendte aldrig hjem igen.

Det nazistiske slogan Arbeit macht Frei stod ved indgangen. I løbet af krigen blev 144.000 jøder sendt til Theresienstadt. Af dem døde en fjerdedel i lejren,
hovedsagelig af sult og sygdom, mens cirka 88.000 blev deporteret til Auschwitz eller andre udryddelseslejre. Ved krigens afslutning var der 19.000 overlevende i lejren.

 

Advarsel

En masseflugt skete allerede mellem den 28. og 29. september. Duckwitz havde  den 28. september advaret Hans Hedtoft og H.C. Hansen om aktionen.  Og den 2. oktober meddelte Sverige, at man officielt tog imod jøder.

Flugten kulminerede den 8. – 9. oktober, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt 2.500 jøder til Sverige.

 

Omfattende redningsaktion

Redningsaktionen omfattede i løbet af ganske kort tid tusindvis af mennesker. Mange af disse havde ikke tidligere været involveret i nogen form for modstandskamp. 7.000 jøder blev i løbet af nogle få uger bragt i skjul i kirker, skoler, hospitaler og private hjem. De blev transporteret til Øresundskysten
for derefter, at blive ført over sundet til Sverige. Aktionen var ikke en stor koordineret aktion.

Også præster, hospitaler, Falck – folk,  studenter m.m. deltog i redningen af de danske jøder. Der skulle også findes fiskere og både, der turde at sejle til Sverige.

 

Et ligtog fra Bispebjerg Hospital

Mange jøder skjulte sig i Ørstedsparken. Andre skjulte sig i skovene. På Bispebjerg Hospital sov de i husassistenternes og sygeplejerskens senge. Alle lægerne på hospitalerne var involveret. Også de underjordiske gange på Bispebjerg Hospital blev taget i brug. Man lavede ligefrem fingerede ligtog for hurtigst muligt at kunne transportere jøderne til kysten.  En nat var man blevet omringet af tyskere og deres danske håndlangere. Inde på hospitalet befandt der sig 200 flygtninge. Med ligtoget kom de alle sammen ud.

113 jødiske børn fulgte ikke med deres forældre til Sverige. De blev i Danmark. 

 

Mange ruter

Fra Kalkbrænderihavnen gik der en rute til Malmø. Det var Studenternes Efterretningstjeneste, der stod for denne. Og lige i nærheden havde tyskerne masser af flådefartøjer.

 

Aktion i Gilleleje

En del af aktionen foregik fra Gilleleje. En dag stod et stort antal jøder pludselig uden båd. Mange måtte i hast gemmes på kirkeloftet. Gestapo havde fået indberetninger om, hvad der foregik. En kæreste til en tysk soldat havde hvis nok røbet det. Og så gik det hurtigt.

Gestapo foretog en razzia, der bevirkede at 80 jøder blev sendt til Theresienstadt

Umiddelbart derefter blev der nedsat en jødekomité, der skulle forbedre sikkerheden og koordinationen af fremtidige transporter. En lokal købmand med nøgler til diverse sommerhuse sørgede for indkvartering af henved  500 jøder.

 

Passivitet fra den tyske flåde

Nogle af jøderne blev fanget af tyske patruljebåde, men næsten alle nåede over sundet i sikkerhed i Sverige. Men det var som om, at det ikke var den største iver hos den tyske flåde med at fange jøderne. De optrådte særdeles passivt.

Men helt ufarligt har det bestemt ikke været. Fra tysk side var man måske forundret over, at den danske kystbevogtning ikke deltog aktivt.

 

Aktioner ved havnene

I Dragør havde Gestapo beslaglagt Villa Pax, hvor de foretog afhøringer af fiskere m.m., som de mistænkte for at modarbejde den tyske besættelsesmagt. Den 4. oktober blev der iværksat en razzia på Dragør Havn. En stor del nåede at gemme sig, men 15 jøder blev pågrebet.

I Kastrup blev en jødisk kvinde dræbt af skud, da en gruppe soldater fra den tyske hær anholdte 20 jøder den 4. oktober. Og nogle dage senere dræbte betjente fra det tyske sikkerhedspoliti en ung medhjælper under en ildkamp i Taarbæk Havn.

 

Tragedien ved Julebæk Strand

Den 3. oktober 1943 blev en fortvivlet mand med blodet flydende fra dybe sår på håndleddet fundet på  Strandvejen. En tragedie havde fundet sted. Han havde slået sin kone og to små børn ihjel med en kniv. Han var på flugt fra Gestapo. Han frygtede, at de var blevet opdaget i deres skjul i badekabinerne ved Julebæk Strand nord for Helsingør. Han havde skåret deres hals over.

Under selve flugten over Øresund mistede 47 mennesker livet, 23 druknede, 16 begik selvmord og 5 døde af chok eller udmattelse. Under selve flugtforsøget havde tyskerne pågrebet 190 jøder.

Flere druknede under forsøg på  at nå Sverige i robåde, og enkelte druknede i et forsøg på at svømme til Sverige.

 

Skibene sendt til reparation

Der blev ikke foretaget en speciel overvågning over Øresund. Den tyske hær og marine forholdt sig passivt. Forfølgelsen var overladt til Gestapo og deres danske håndlangere. Først længe efter flugten over Øresund kontrollerede det tyske sø – og kystpoliti området.

Påfaldende er det, at den tyske kommandant i Københavns Havn netop i begyndelsen af oktober sørgede for, at flådens kystbevogtningsfartøjer blev sendt til reparation. Ja der er endda beretninger om, at tyske matroser fortalte danske modstandsfolk, hvornår de tyske patruljebåde, der ikke var til reparation, sejlede ud.

 

Var det tale om en magtkamp?

Det forekommer, at kun Gestapo var interesseret i forfølgelsen af jøderne herhjemme. Måske kunne det skyldes den ændrede magtbalance mellem den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og værnemagtens general Von Hanneken. Sidstnævnte havde fået ekstraordinære beføjelser i forbindelse med den militære undtagelsestilstand efter den 29. august 1943.

Best forsøgte at hæve sin magtposition ved at kræve en egen politistyrke under sig. Et middel til dette, var en aktion mod jøderne. Men Best ønskede samtidig at bevare det gode forhold til det danske departementschefstyre. Best havde intet til overs for jøderne, men for ham var det underordnet om deres udryddelse skete ved deportation eller udryddelse.

Werner Best var ikke så populær i Berlin. Man syntes, at det havde været for meget ballade i det ellers fredelige Danmark. Åbenbart havde han også sendt Duckwitz til Berlin for at få forhindret jøde – aktionen.

Det er svært at forklare Bests dobbeltspil. Han var SS – general og antisemit. Han havde gode grunde til at komme af med jøderne. Men han var også en smidig politiker. Det var ham, der foreslog aktionen. Men lige så hurtig slog han bak. Da han ikke havde held til at stoppe aktionen lod han en advarsel sive ud til nogle politikere.

Måske ville han skaffe sig en god karakterbog hos Hitler, samtidig med at han ville undgå ballade i Danmark.

 

Ikke i udryddelseslejre

Men hvad end man mener, så var Bests dobbeltspil årsag til at flugten over Øresund blev en succes. SS – generalen gjorde sit til for at sabotere aktionen. Han sørgede også for, at jøderne ikke blev sendt direkte i udryddelseslejr.

Det vil sige at forhandlingerne foregik med SS – lederen Albert Eichmann. Aftalen gik ud på, at danske jøder ikke skulle sendes til udryddelseslejre.

 

Judenrein

Da Best den 5. oktober kunne erklære Danmark for Judenrein var han tilfreds. Men i Tyskland var Himmler ganske utilfreds med resultatet.

 

Et mirakel

Redningen af jøderne var det mest markante eksempel på civil modstand under besættelsen. Det blev betragtet som en heltedåd særlig i Israel og USA. Jøderne selv betragtede det som et mirakel.

 

Hårdt i Holland

Ved krigens afslutning  i 1945 befandt der sig over 20.000 danske flygtninge i Sverige, inklusive modstandsfolk og den danske brigade. Kun 1 pct. af de danske jøder blev dræbt. Over 70 pct. blev dræbt i Holland og 15 pct. i Italien. Det gik ualmindeligt hårdt for sig i Holland. Her omkom 112.000 personer.

 

Wannseeprotokol

Vi har her på siden tidligere beskæftiget os med den opsigtsvækkende Wannsee-protokol. Ifølge den var der 5.600 jøder i Danmark og 1.300 i Norge. I protokollen gøres der opmærksom på det forhold, at

• man i visse stater, herunder de skandinaviske, må påregne vanskeligheder , såfremt man i disse tilfælde må betragtes som tilrådeligt at mindske interventionerne. Set i lyset af det relativt beskedne antal jøder, som vil være omfattet af denne udskydelse, er det tale om en begrænsning uden substantiel betydning.

Begrundelsen er næsten at Norge og Danmark nærmest var undtaget. På det tidspunkt havde det især i Norge været en heftig modstand.

 

Danmark som mønster-eksempel

På et tidspunkt brugte tyskerne, Danmark som et forbillede i deres agitation. Man havde et fortrinligt sportsligt samarbejde (se artiklen: Hagekors i Parken).
(Fodbold med fjenden) Men en voksende modstand og en afbrydelse af samarbejdspolitikken forhindrede dog dette.

De allierede havde været lidt afventende med hensyn til, hvor de havde danskerne. Redningen af de danske jøder var noget, de allierede kunne bruge. Nu tilhørte Danmark endelig kredsen.

 

Danmark et tolerant folkefærd

I USA opstod myten, hvordan den danske konge bar jødestjernen i sympati med de danske jøder. Sandheden er dog, at de danske jøder i modsætning til jøder i andre lande aldrig blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne.

Så sent som i Washington Post den 29. marts 2002, der beskriver aktionerne over Øresund, ja da er overskriften:

• Danes have a long history of tolerance of other religions and lifestyles

Der stod ikke noget i artiklen, at den danske regering havde afvist tyske jøder og henvist til samarbejdspolitikken med tyskerne. Der stod heller ikke noget om, at man havde afvist at hjælpe de jøder, der havde søgt tilflugt på danske ambassader.

 

Ambassadør og dødsdømt

Efterkrigstiden var entydig i deres dom. Werner Best blev tildelt dødsstraf i 1948. Duckwitz, der advarede jøderne efter ordre fra Best, blev efter krigen Tysklands ambassadør i Danmark.

 

Var det moralsk forkasteligt?

Ifølge Thomas Hjortsø, forfatteren til bogen Den dyre Flugt betalte de ca. 7 – 8.000 danske jøder det der i dag svarer til 250 millioner kroner til fiskerne og deres mellemmænd  for at redde livet over Øresund.

Prisen kunne blive høj, når en modvillig fisker stod over for en desperat rig jøde. Men trods alt kom de fattige jøder også over. Men det kunne skyldes Hjælpefonden. Denne fond arbejde efterhånden med en større sum.

Var det moralsk forkasteligt, at en dansk skipper modtog 100.000 kr. for natten mellem den 8. og 9. oktober at have fragtet 230 jøder over Sundet. Mange danskere tjente jo tykt på tyskerne med at levere krigsmateriel og fødevarer til dem. Og hvad med vognmændene ?

Mange arbejdsgivere blev ikke straffet. Det var dem, der tjente pengene. Men de arbejdere , der arbejde for deres arbejdsgiver blev ofte sendt i Fårhuslejren. Min far fortalte om forholdene i Tønder. Her er mange firmaer ikke blevet straffet, selv om de har tjent enorme summer på tyskerne.

Hvis en fisker blev taget, ja så  ventede der en dødsstraf eller en KZ – lejr. Han kunne ikke vide, hvornår Gestapo slog til.

 

Tavshed om pengene

Måske bunder tavsheden om betalingen for overfarten på, at man efter krigen kunne ansøge om at få  pengene tilbagebetalt. Den mulighed benyttede 1.200 – 1.300 sig af. Men historikere har nok heller ikke forsket i spørgsmålet om penge.

Men lige efter besættelsen var det almindelig kendt, at det kostede store summer for at blive reddet. Selv Skattevæsnet interesserede sig for sagen.

 

Guldfeberen bredte sig

Der gik ligefrem rygter om, at større pengesummer var gravet ned i Gilleleje, beregnet til fiskerne. En velhavende jøde betalte 50.000 kr. for to, for at blive transporteret fra Nordhavn.  Der var eksempler på, at fiskere forlangte det tredobbelte af den forlangte pris for overfarten. Men de rige jøder tilbød af sig selv ufattelige beløb.

Kystbetjentene hørte, hvad fiskerne fik. De ville også have en del af kagen. Så de begyndte at tage 4 – 500 kr. fra hver jøde, for at lade dem sejle. Jo guldfeberen havde bredt sig på bekostning af de forfulgte jøder

 

Mellemmænd blev godt betalt

Mellemmænd stod parat til at hjælpe de jøder, der nåede frem. Men det tog de sig også fyrstelig betalt for. De skulle ikke stille båd til rådighed. De skulle blot
formidle jyderne til en, der ville fragte dem over Øresund.

 

Manglende penge kostede 20
ældre en tur

At ikke alt heltearbejde var lige prisværdig, vidner følgende historie om. 20 ældre jøder boede på et plejehjem i Indre By. Lederen af plejehjemmet ville godt have de ældre i sikkerhed. Plejehjemmet lå ikke langt fra synagogen. Man forsøgte at få dem overført til De Gamles Hjem på Nørrebro. Men her forlangte ledelsen en garantisum.

Det lykkedes ikke at få fremskaffet denne sum. De ældre jøder blev pågrebet af tyskerne og sendt til Theresienstadt.

Kilde

• Besættelsestidens Litteratur diverse
  
• Thomas Hjortsø: Den dyre Flugt (People` s Press)
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Litteratur København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 190 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler

Redigeret 12. – 02. – 2022