Allerede i 1593 blev danskerne beskyldt for overdreven drikkeri. Vi skal kigge på  bryggergårde, brænderier, vinhuse, lysthaver, skydebaner, herberger, almindelig værtshuse. Betjente fik frynsegoder, flaskerne stod parate til dem. Forordninger blev imødegået med læseklubber. Vi kigger på det umoralske natteliv og så drak bønderne i Forstæderne for meget. Vi kigger også på øl – historie

 

I artiklen Gamle Værtshuse i København omtaler vi ca. 75 gamle værtshuse. I denne artikel fortsætter vi vore dyk ned i historien på jagt efter anekdoter fra en svunden tid.

 

Det Danske Kompagni

Det Danske Kompagni havde udviklet sig til borgerskabets selskabsforening. Man mødtes til jule – og pinsedrik. Bagefter var det selvfølgelig skydning ved papegøjestangen. Det gamle Kompagnihus blev i 1592 erstattet af et nyt. Det kunne danses og festes på Kompagnihuset.

 

Brændevin bedre end vand

Over hele byen var der brændevinsbrænderier. Vandet var sundhedsfarligt. Og det var uanset om man tog det fra brønd eller vandledninger. Det var ikke uden grund, at man kaldte vandet for ålesuppe.

Langt de fleste brænderier havde tilsluttet krovirksomhed. Og de største aftagere var fattigfolk.

Mange af værtshusene lod sig slet ikke registrere. Et lille lokale midt i det hele. Ofte var det i forbindelse med kvæghold. De små brænderier befandt sig ofte i sidehusets nederste etager.

 

Overdreven drikkeri

I 1593 fastslog englænderen Fynes Moryson efter at have set Sjælland og København i sin rejsedagbog:

• Til sidst vil jeg tilføje at danskerne om muligt overgår deres naboer, Sakserne i overdreven drikkeri.

 

Kloge Holberg

Ja som skrevet, var vandet så dårligt at man måtte gå til andre drikkevarer. Dengang Moryson var på besøg, fandtes der ikke kaffe, te eller chokolade. Det gjorde det i Ludvig Holbergs tid. Han udtrykte det meget rammende:

• Nu kan vore Hustruer og Døtre gjøre ti Visiter om Eftermiddagen og komme ganske ædru tilbage. Dette kunne ikke ske i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende uden Gyldenvand, Sek, spansk Bittervin, Luttendrank og andet, hvoraf et Fruentimmer i det mindste maatte pimpe
  lidt paa hvert Sted, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges i hver Barselsstue, det omsider kunde beløbe sig til noget. I det ringeste
  fik de Smag paa visse stærke Liqueurs, hvorom de nu ingen Idé have og derfor ingen Lyst kan faa dertil.

 

Bryggergårde

Snarens Kvarter var det foretrukne sted for bryggerierne. Her lå en tredjedel af dem alle. Nørre – og Klædebo blev senere det dominerende bryggerkvarter.

Omkring Kattesund, Hestemøllestræde og Lavendelstræde lå der 16 brændevinsbrændere. Der var masser af brændevin i by-svendens huse.   I løbet af 1700tallet steg koncentrationen af bryggergårde omkring Nørregade markant. Der var store haver foran.

I Nyhavn kendes De Tre Flasker fra 1737. Det mere end antyder, at der var værtshus på stedet. Fra 1712 var der også brændevinsbrænderi i kælderen sammen med stue og forstue , hvis inderste del blev benyttet som køkken.

 

Stanken ulidelig

Selv om man ikke havde så sarte næser den gang, kunne det blive for meget. Stanken fra et brændevinsbrænderi var i hvert fald årsag til at en nabo til et brænderi i Store Strandstræde i 1740 klagede over Daglig og Liden stor incommodation i forbindelse med indsættelse af store vinduer.

 

Brænderier

Brænderierne krævede som selvfølge adgang til skorsten. Men det var der ikke et bestemt sted i Ny Kongensgade. Man klarede sig med et rør. Det var lige på kanten af det tilladte. Det var ikke helt ufarligt med de gloende brændevinspander. En del brande skyldtes dette forhold. Egentlige brænderier var heller ikke
tilfældet alle steder. Man brugte bare køkkenet. Og sidehuset kunne rent praktisk bruges som kostald.

Enkelte steder var der både brænderi og bryggeri. Det gjaldt blandt andet et stor virksomhed i Store Kongensgade helt oppe ved Toldbodsvejen. Komplekset blev ejet af Sundheds Øll brøgger Jacob Johannes Quant . Det fyldte hele 11 fag.

 

Smidt ud af Lavet

Nu var det hele ikke så lovløst, som det lyder. For i 1643 havde man gennemgået alle bryggergårdene, og skilt dem fra som ikke opfyldte betingelserne. Hele byen blev gennemgået, og man frem til 114 som opfyldte betingelserne. Der blev stillet yderligere krav i 1674.

Ordentlige tilkørselsforhold var et krav. Nødvendige brandsikringer, plads i gården og et portrum var også krav. Det var ikke alle bryggergårde, der var med i lavet. Men så kunne de heller ikke få de samme privilegier. I 1706 var det slut med bare at overdrage rettighederne.

 

Tre slags øl

Bryggerierne fremstillede tre slags brunt øl, dobbelt, middel og slet. Ifølge en skrå af 1687 skulle det koste henholdsvis tre, to og én rigsdaler pr. tønde.

Men vi må ikke glemme cavent. Det var en slags efter-øl. Det blev fremstillet, når det ikke kunne pines mere ud af råmaterialerne. Man kunne simpelthen ikke være bekendt at sælge det. Derfor blev det givet gratis til fattigfolk.

Inden øllet blev solgt eller bragt ud fra bryggergården blev det markeret. Det dobbelte øl blev markeret med en stjerne, middel-øl med en halvmåne og det slette med et dollartegn i cirkel. Al salg forgik dernæst gennem lavskontoret.

Før 1690 var det tilladt at brygge, hvis ejendommen var vurderet til mere end 350 rigsdaler. Der blev dog også givet tilladelse til brygning som en slags fattighjælp. Man kunne så levere til godtfolks privatforbrug.

I 1906 fandt man rester af Matz Gullandsfars bryggeri i Nørregade. Bryggeren havde erhvervet byggeriet før 1611. Han døde i 1640, hvorefter enken videreførte forretningen . Det fundne kar var af egetræ, ovalt og med to jernbånd. Karrets bund var på revler og havde hul med et tre fod langt afløbsrør, der var sat vinkelret sammen med et andet træ-rør af mindre, runde træstammer. Karrets rumfang svarede til ca. 40.000 flasker øl.

 

Kongens Bryghus i vanskeligheder

Kongens Bryghus havde gang på gang vanskeligheder. De var ikke i stand til at klare forsyningen. Da Peter Klovmand i 1686 tiltrådte forlangte han en gennemgribende renovering. Bryghuset havde både en brun og en hvid bryggekælder.

Byens øvrige bryggere fremstillede ligeledes det almindelige brune øl i de nævnte tre kvaliteter, dertil maltøl, hvidtøl eller bleg-øl.

 

Det tyske øl 

Men der var stadig en stor import af tysk øl. De danske bryggerier forsøgte dog at fremstille de populære typer som bryhan og momme.  Andre kendte tyske øl-sorter var pryssing, kakkebille, hamborger, rommeldies og emsøl.

Bryggerne fik også tilladelse til at handle med humle, hør, hamp. Beg, tjære, jern, kobber, bly samt allehånde preussiske og russiske varer, hvorved de ofte gik hørkræmmerne i bedene.

 

Staten var glad for brænderne

I 1698 var der 245 brændere i byen. Det var staten glad for. Det betød flere indtægter. Disse brændere forsøgte flere gange at opnå bedre status ved at samle sig i lav.  Men det blev dem nægtet. Det var sandelig forskel på brændere og bryggere. Brændere var ofte småkårsfolk.

 

Øltapperne

Øltappere var også småkårsfolk. Oprindelig var det et kvindeerhverv. Øltappere bryggede ikke selv. De købte hos bryggere til billigere pris end andre. Desuden skulle de have hver tiende eller tyvende tønde frit. Hovedsagelig holdt de til i lejekældre.

 

De rigere gik på Vinhus

De bedrestillede havde forkærlighed for vinhusene. Og den fineste var Stadskælderen under Rådhuset. Den var etableret før 1443. I Byens Stadsret
stod der, at borgmester og Raad måtte sælge tysk og andet fremme øl til både udskænkning på stedet og kandevis til afhentning.

Magistraten drev forretningen til enevældens indførelse. I 1662 udlejes den for første gang.

 

Vinhuse

En forordning fra 1605 påbød, at hverken franske eller spanske vine måtte skænkes, hvor der solgtes rhinskvin. Først i 1733 ophørte denne bestemmelse.

En af de store vinhandlere i begyndelsen af 1700tallet var Abraham Lehn. Han drev vinhandelen og skænkestuen Dyrkiøb i Klædeboderne. Han lejede forskellige lokaler til opbevaring af vinen. Ja ude på Christianshavn lejede han et helt pakhus.

Et andet kendt vinhus, som var studenternes favorit, Blasen på hjørnet af Gammel Torv og Nørregade. Det mødte sin skæbne i 1728 under Københavns brand.  Det blev faktisk sprængt i luften, for at skabe et brandbælte.

I Fortunstræde lå Amsterdam. Det blev drevet af Claus Biehl, der havde stået i lære hos Lehn. Det var et meget præsentabelt sted. Her holdt Det Pavelige Kollegium til . Det var en selskabsklub med intellektuelle medlemmer.

På hjørnet af Pilestræde og Reinegade var et stort vinhus. En bryggergård i Nørregade havde skænkelokaler i to stuer.

Boldhusets Vinkælder på Slotsholmen var stedet, hvor prominente gæster mødtes.

I Strand Kvarter lå vinkælderen Bremerscløssel. Men ejeren Hendrich Stuve rendte pludselig fra gården. Siden blev der øl-kælder på stedet. Det skelnedes meget skarpt mellem vin – og øl-kælder. Det første var meget finere.

Claus Litle fik i 1652 tilladelse til at opsætte en hestemølle uden for det gamle Øster Port til brug for brygning. I 1683 var der bryggerrettigheder i forbindelse
med møllen og den tilhørende gård. Flere bryggergårde opstod i området.

 

Lysthaver

I Gothersgade lå en kendt beværtning i forbindelse med et bryggeri. Det var Landgreven af Hessen. Den var etableret af den store brygger, Jens Pedersen
Graahed i 1664. Den blev benævnt som spil – og frugthave.

I 1711 blev det hele opkøbt af Nicolai Kirke. Stedet skiftede til Assistens kirkegård. Pesten havde krævet flere kirkegårde.

Klods op af Rosenborg Have lå Store Christians Krog. Den lå i Dronningens Tværgade og var betegnet som øl-have. Da Christian Ditlev Hector afhændede den i 1749 hed stedet Friedensborg Hauge. 

Udskænkningen foregik blandt urter og blomster. Måske skete udskænkningen i rigelige mængder, fordi det blev nødvendigt at skærme haven mod den kongelige have. Det gav mere, at være værtshusholder end urtegårds – gartner. Og ham der, Sorte Christian, der i øvrigt var mørklødet gik extra. Han fik barn med sin tjenestepige, uagtet at han havde kone og børn i hjemmet. Han betalte selvfølgelig sin bøde, men skrev dog til Magistraten:

• det er Gud og enhver bekiendt, at dersom jeg skulde betale eenhver, hvad jeg er bortskyldig, da blev der intet tilbage uden én nøgen og totaliter ruineret Mand.

Baron Rodsten drev i Norgesgade et bryggeri og antagelig et værtshus. I ydermuren var et bly-rør med kobberhane, så det var muligt at lade øllet flyde
ud i en tønde på fortovet.

I Borgergade nævnes en væver Daniel Reiniche som Gastgeber fra 1681 til 1717.

 

Mange værtshuse

I Nyhavns ungdom var der ikke værtshuse, der var dominerende her. Fra 1723 og en snes år frem havde Kaptajn Peder Jensen Wendelbo en beværtning her. Når han var ude at sejle, var det hans kone, Birgitte, der forestod driften.

Længere nede lå Det norske Herberg. Sådan hed den i 1761. Ejerne havde siden 1700 været forskellige skippere. En beskrivelse fra 1713, antyder at det var gæstgiveri. Det udelukker ikke, at der har været et beskedent sømandshjem.

Omkring tidspunktet for Københavns Brand blev det sidenhen så berømte værtshus i Gothersgade, Weltkuglen etableret. Indehaveren var tapetmager, og det var en fribrygger, der overtog stedet. Forholdene var beskedne. Mod gaden var der kun et træhus. Men der var flere sidehuse  og en ti fags stald. Og så var der naturligvis en indbygget bryggekedel og en brændevinspande.

 

Ved Toldboden

Mange små og kendte knejper skød op, ikke mindst i nærheden af Nyboder. De mange søfolk var ofte tørstige. Denne trang prægede deres rute til Nyholm langs Toldbodvejen. Her kunne man besøge knejper som Kirken, Strilavs, Hattefutteralet, Toldbodkælderen og Brokkensbod. De fandtes i løbet af 1700 tallet. Måske ikke alle på samme tid.

Brokkensbod fik Jens Sørensen Brock bevilling på i 1669. Han var som toldbetjent kendt med forholdene på stedet. Han måtte dog kun udskænke øl og brændevin.

I 1669 blev der givet tilladelse til at sætte et simpelt træskur op på Toldbodens område. Herfra blev der solgt øl, brændevin og madvarer til søfolk. Dette vareudvalg blev senere udvidet til delikatesser som koldskål og osteanretninger i øl.

Mellem Rosenstræde og Kochstræde lå forlystelseshaven Pillemarks Hauge. Etablissementet var grundlagt af Jens Jensen Pillemark. Han var indehaver fra 1708 til 1735. Men han må åbenbart have solgt haven, for den eksisterede endnu i 1748.

Trock var et specielt billardspil  som man spillede i et forlystelsessted i Borgergade. Her lå bryggerhuset sammen med værtshuset. Det var anlagt i 1690erne af Søren Westesen.

 

Statii Have og Skydebane

Mellem Sølvgade og Klerkegade lå en forlystelseshave, som vi allerede i første del berettede om. Det var Statii Have og Skydebane. Navnet havde stedet efter kongens mundskænk Johan Statinus von Baden. Han havde før 1688 erhvervet området. Det rummede

• færdig Skydebane med adskillige Lysthuuse til enn hvers Lyst oc Divertissemnt effter Stands Vilkor.

Ifølge tilladelsen måtte der trakteres med både mad  øl og vin. Med i privilegiet fulgte frihed for borgerlig tyngde inklusive grundskat og indkvartering for både mundskænken selv og hans hustru i resten af deres dage.

Det gik dog ikke så godt, for stedet kom under tvangsauktion. Justitsråd Eggers der havde begæret denne, måtte selv overtage stedet. Han drev det i en halv snes år. Derefter var det forskellige urtegårdsmænd, der drev løjerne videre.

En beskrivelse fra 1734 viser, at der midt på grunden var et stort beboelseshus. Man kunne henstille sine vogne. Ud mod Sølvgade var der keglebane samt brønd og lokum. Desuden var der tre adskilte haver med en del frugttræer. I den ene var skydebanen, som var forsynet med en brandmur foran. Så fik ingen af de forbipasserende et skud hagl bagi.

Resten var hegnet med 47 fag plankeværk. Haverne var delt op af gamle stakitter og brædder. To lysthuse var sikkert beregnet for de medbragte damer, hvor de kunne nyde en forfriskning mens manden forsøgte sig i de sportslige gøremål.

 

Både for civile og militære

Skydning var en populær aktivitet. I 1726 søgte Ewold Schrøder således om privilegium på at drive en skydebane for såvel civile som militære., der genre ville øve og divertere sig

• udi til at skyde til Skiven, og andre der af dependerende exercitier.

Der blev givet tilladelse til at indrette skydehus og andre bekvemmeligheder, så enhver efter stand kunne blive betjent på passende vis, da det skulle være en skydebane for alle lysthavende.

Et gæstgiveri havde allerede eksisteret på nabogrunden siden 1668. Det var Peder Hansen Corsør, der havde kro med værelser, kamre og staldrum.

Det lå lige op af Pesthuset. Den driftige kroejer havde også indrettet sig med karusselbane, keglebane og en lille valnøddelund.

Stedet kom til at hedde Skydebanen. Men også Holbæk Gæstekro blev anvendt. Der blev også drevet hollænderi på stedet.

Allerede i 1673 var der etableret et skydeselskab. Men dette forhindrede dog ikke godtfolk i at afsende raketter og skyde fra ikke tilladte steder. Man måtte ikke skyde på helligdage. Man skulle holde en sober tone og man måtte ikke foretage slagsmål.

Skytterne blev inddelt i klasser. Drukkenskab og lemfældig omgang med bøsser var strengt  forbudt. Det var skiveskydning, og alt som ramtes af forbigående skud, skulle erstattes. Det var jo faktisk rart at vide. En skydebane blev anlagt ved Rådmandsmarken og på området Grønland ved Nyboder.

 

Ved Vester Port

I 1661 fik kleinsmed Gabriel Boemann skøde ved Vester Port. Stedet blev i 1673 beskrevet som en Kro,

• hvor man om Sommeren leger Kedler, pircken Tafl, faar Øl, Vin, Melch etc. ligger lystig.

Efterhånden overtog spritten virksomheden. Senest i 1737 blev skydebanen nedlagt. Men værtshuset fortsatte. Ejendommen blev kaldt for Den gamle Skydebane.

 

Mikkel Vibes Kro

En af de mest kendte kroer var Mikkel Vibes Kro. Den lå ved Vester Port. Det var i 1619, at

Michell Wiibe fik bevilling sammen med tolder Jacob Mikkelsen at opbygge en dooplhoff eller achiudepladtz i tilknytning til deres gæstgiveri. De fik også ret til at brygge og bage samt opkøbe det fornødne hos bønderne. De fik fire års toldfrihed for import af vin, samt møbler. Endvidere fik man lov til at holde tre – fire køer, et par heste og nogle får. I 1625 fik de yderligere to års frihed for indførsel af øl og vin.

Kro – og skydebane blev etableret der, hvor Roskildevej løb sammen med vejen til Køge.

I 1621 havde man besøg af Kong Christian den Fjerde. Det lykkedes for kongen i en skyde-konkurrence at få ram på en okse.

Men skydebanen blev forsømt. Og det fik kongen til at beordre borgmestre og råd til at få borgerne til at søge dertil. I 1628 blev det pålagt, at få forbedret forholdene. I mellemtiden var Michell Wiibe afgået ved døden. Trods forfaldet lykkedes det, Jacob Mikkelsen, der i mellemtiden var blevet borgmester, at få skøde på ejendommen.

I 1671 blev en del af kroen genopbygget af kongens teltmager, Niels Erlandson. En anden del af grunden blev indrettet til kapun-stopperi
Her kunne det bedre borgerskab forsyne sig med fuldfedt fjerkræ.

 

Stockholm

I Nordre Forstad var beværterhaven Stockholm berømt. Etatsråd Jacob Monrad mindes i sin selvbiografi, der udkom i 1690 om sin bardomsbesøg i de dejlige Hafwer uden for Byen. Han fik jævnligt penge af sin mor, hvorefter han med mine andre Skole – Camerater, men jeg meest aleene lod mig tractere i disse
Hafwer med Faaremelch och anden Melch, smør och Brød, nu med anden Mad och Frugt efter Aarsens Tijd.  Fortæringen skete i de små lysthuse.

De mere ydmyge knejper tiltrak bønderne. Man måtte ikke opholde sig i byen længere end til klokken 12. Så det var bedre at gøre ophold på en af de mange knejper. Og øllet flød i stride strømme. Fristelsen var stor, for hjemme ventede det hårde arbejde.

 

Bønderne drikker for meget

Efterhånden blev det den drikkelystne Christian den Fjerde for meget. Han udsendte en forordning, hvor han understregede at ikke enhver måtte flygte fra dagligdagens trivialiteter. Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle de kastes i Slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.

Det var normalt med krohold i forstæderne. Ja selv i selve port-huset til Vester Port var der udskænkning. Her kunne man få slukket tørsten og få stillet den værste sult. I 1705 var der endda udnævnt en særlig spisemester, der hed Hans Krone.

I nærheden af Ladegården blev der i 1670 givet tilladelse til krohold. Her opførte murmester Jens Madtzen en kro med tilladelse til både at brygge og bage,
således at tilrejsende til nødtørfftighed for penge kunne både overnatte og overleve. Al fremmed drik måtte der såmænd gerne diverteres med, blot man betalte told. På et tidspunkt blev stedet kaldt for Den Gule Hest.

 

Reglerne skulle overholdes

Det var ikke altid at kroejerne overholdt betingelserne. Således blev Jens Andersen Tune idømt en bøde på ikke mindre end 100 rigsdaler for overtrædelse
af Bryggerlavets artikler. Han havde brygget sit eget øl og udskænket det. Men monarken viste sin Kongelige Mildhed og Naade. Han nedsatte bøden til en femtedel. Tune var stadskæmner og burde kende betingelserne.

 

Et mord i Vestre Forstad

Værtshusene lå tæt. Og det var ikke altid godt. I 1711 indlogerede an bondekarl sig sammen med en ung pige hos en enke i Vestre Forstad. Hvad der skete i nattens muld og mørke vides ikke. I nattens muld og mørke, havde bondekarlen sneget sig væk. Næste morgen havde enken fundet den unge pige død på værelset.

På et tidspunkt i begyndelsen af 1700tallet var der ikke mindre end 8 keglebaner i Vestre Forstad. Og i den forbindelse var det naturligvis udskænkning. Mange af skydebanerne havde også keglebane.

 

Nordre Forstad

Det var dog ikke kun i Vestre Forstad, at der var værtshuse. Således fik Johan Merhoff i 1661 lov til at nogen ringe biugning opreyse, som tak for hans
indsats under den netop afsluttende krig mod svenskerne. Hvis du kom igen skulle han dog være klar til at demolere huset.

Bygningen skulle benyttes til krohold, hvor man måtte beskænke vejfarende med både dansk og fremmed øl. Placeringen var ved den gamle vold ved Peblinge Sø.

Og her i Nordre Forstad var der også muligheder på Gabels Gaard i 1670erne, at få stillet tørsten. Stedet var rammen for adskillige sommerforlystelser. I 1673 kunne man nyde adskillige slags drikkevarer på Store Ravnsborg. Senere overtog Kammerjunker Wind stedet. Nu var det mulighed for oprigtig fransk wiin.

I 1725 fik urtegårdsmand Andreas Behrentz tilladelse til brygning af øl og brændevin på stedet. Det var ikke kun til eget forbrug, men også til salg i potter og kander samt andre smaa maal. Han måtte dog ikke levere til kroer og andre udskænkningssteder.

På Blegdam nr. 8 var der også brænderi med udskænkning. Her kunne snapsen skyldes ned mens pigen eller konen afleverede tøjet.

I 1720 var Den Stærke Mands Have i Nordre Forstad også noget, der kunne tiltrække folk. Og denne mand omtaler vi i en anden artikel.

 

Østre Forstad

I Østre Forstad havde kokken i Gamle Fiskerhus, Kristian Hansen lejet stedet af ejeren Andreas Høyer lejet stedet for at servere fisk og vildt med udsøgt opvartning over fornemme Liebhavere. Her havde der været traktørsted siden 1679. Skydebanen fra dengang var dog ikke længere i behold

På Søholt blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have. Omkring kilderne i det yderste af Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne. En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende:

• Du seer gusten, bleg og suur som Beileren, der seer sin Brud til Gyldenlund at fare.

Gyldenlund var det senere Charlottenlund. Allerede i 1663 var der her indrettet et værtshus af Frederik den Tredjes kammertjener, Jakob Petersen.  Dette navn går igen i forbindelse med den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge på stedet. Har var Christian den Femte ofte på besøg.

Omkring Vartou Kilde lå Kildedal og Tueborg. Myndighederne var dog ikke så begejstret over det umoralske liv, som foregik herude. I 1717 fik man opklaret
et mord på Tueborg. Det var godt nok foregået på Raadmands-vang. Men morderen sad herude og pralede med det.

På Kildedal var der kapskydning. Ifølge annoncerne fra 1725 kunne man få god mad og drikke i friske luft. På grunden var der både frugt -, blomster – og køkkenhave. Ja så var der også is-kælder.

På Tueborg havde brygger Jonas Nielsen Thue overtaget hele komplekset. Han påbegyndte et omfattende byggeri. Nogle har spekuleret på, om han var ophavsmand til navnet. Men på stedet lå en lille lokal bakke, hvor den oprindelige ejendom lå. Og denne bakke hed Tueborg.

 

Christianshavn

I 1722 gav Vintapperlavet, Bendix Johan Niesso privilegium til at nedsætte sig på Christianshavn. Han havde i tre år drevet engroshandel med vine og brændevin andetsteds. Det var et nyt stort hus, der blev opført. For at nedsætte sig som vinhandler, krævede lavet at man skulle råde over en disponibel kapital
på mindst 1.000 rigsdaler.

Strandgaden var Christianshavns fineste gade. Det var den, man først fik øje på, når man passerede Langebroesgade, når man skulle hen til Lille Torfvegade,
som var bydelens nerve.

Gadehusets kælder var indrettet som vinkælder. I selve skænkestuen var der måtter på væggene. Der var bræddegulv og vindovn. Ved Københavns brand
boede enken fortsat i huset med barn, karl og pige. Foruden nogle brandlidte tillige en wiin Kypper Svend, forhen Logerende og endnu Forbliver. Senere blev den nye ejer vinhandler Rasmus Rohde. Det viste sig, at enken havde giftet sig med ham.

I Strandgaden på hjørnet af Lille Torfvegade lå Vinkælderen. En anden vinhandler var Pierre Abbesté. Fra 1699 havde han vin kælder i Strandgaden. Han havde såvel i 1720 som i 1726 fået henstand fra sine kreditorer. Han kunne ikke selv få inddrevet sine penge fra sine debitorer. På hjørnet af Lærstræde og Høibrostræde drev han også vinhandel. Et stort herberg havde han også bygget.

I 1722 var der registreret 28 vinhandlere i hovedstaden. Dengang var der endnu ikke mange øl-kældre og udskænkningssteder på Christianshavn.

Øl-tapperier og brændevinsbrænderier fulgtes ofte ad. På hjørnet af Dronningensgade og Søndervoldsstræde  rykkede en garder ind mellem 1675 og 1680. Han blev ejer af tre våninger. Da han kom i årene og det var slut med at ernære sig som soldat, slog han sig ned som brændevinsbrænder. Han døde i 1716.

En handelsmand overtog stedet, og nu blev det også tilført et øl-tapperi. Udskænkningen foregik i stuen. Der var beskedne forhold, så hvordan privatlivet har været står hen i det uvisse. Køkkenet var i brænderiet.

Efterfølgeren levede i 1728 med kone og fire børn på stedet. 16 andre mennesker var fordelt i huset og dertil kom otte brandlidte.

Øltapperne drev ofte udskænkning i kældre. Det viser et eksempel fra 1713 i Ofvergaden ofver Vandet. Skipperen, der ejede stedet, havde udlejet gadehusets kælder, hvor der i fire fag var forstue, stue og øl-kælder med bare vægge og stengulv.

På hjørnet af Torfvet og Dronningensgade var der et brænderi i forhuset. Kælderen var sandsynligvis udlejet, og her var indrettet både beboelse for brændevinsbrænderen med forstue, stue, to kamre og køkken og et brænderi i et stort kælderrum med åben skorsten. Der var også udskænkning på stedet.

I 1699 blev der givet et privilegium til Herman Jäger, der ellers var kendt som sæbesyder. Han var hjemmehørende i Strandgaden, og havde et almindelig bryggeri. Nu fik han så lov til at indrette et hamborger rummeldus og andet lyst øl.

Ambiørn Haagensens Gård i Prindsensgade var blevet smidt ud af lavet, fordi man ikke havde fået indlagt vand. Men nu i 1679 havde man sørget for pumpevandstilførelse og indrettet en hestemølle. Man fik nu stillet i udsigt at måtte genindtræde.

På hjørnet af Torfvet og Kanalen var et gadehus indrettet til bryggeri og skænkestue. En anden stor bryggergård lå ved Lille Kongensgade og Lille Torfvegade.
Gadehuset var på ikke mindre end 21 fag.

I Sankt Sophiagade lå der en øl-have. Der var både lysthus og bræddelokum. I 1732 købte øltapper Johan Henrik Bremer stedet. Her var både tyre, bjørne og hunde. En af bjørnene kunne endda opleves i udklædt tilstand.

 

30 herberger i København

De fleste herberger havde udskænkning. Allerede i 1523 var der 30 herberger i København.

I Høibrostræde lå Stadens ordinaire Gæstgiverhuus. Det var et meget præsentabelt sted. Gæstgiveren Jørgen Jørgensen bekostede mange penge på stedet. Han fik også lov til at hænge byvåbnet på facaden. Det fik et meget officielt præg, men det skulle også lokke

• rejsende cavallerer oc andre fornemme Folck, baade ind – oc udenlendiske indenfor.

Meget tidlig hører man om Lybske Herberg, det var for de fornemme. Det lå på Amager Torv. Oxetoppen lå i Østergade. I Østre Kvarter lå et andet af stadens gæstehuse, nemlig Lecherbischen. Det fortalte vi noget om i første del.

 

De præsentable gæstgivergårde

I området omkring Amager Torv og Kanalen lå alle de præsentable gæstgivergårde. Her fandt vi det flotte Fortunen.

I Store Laurs Biørnstræde lå Skibet. Den var mere beskeden. Gadehuset bestod af seks fags bindingsværk i to etager.

De velstående søgte mod Den Sorte Rytter i Nybørs. Måske foretrak de Prinsen af Danmark i Østergade. I Store Færgestræde lå Den Gamle Prins. Hollandske skippere valgte Druen i Færgestræde. Svenske officerer foretrak Flensborg Vaaben.

 

Mange kongelige fester

Dengang forstod man at feste. Festlighederne i forbindelse med Christian den Fjerdes kroning varede fra den 23. august og sluttede først den 8. september
1596. På Amager Torv var der et springvand med rød – og hvid vin. Og så blev der serveret helstegte okser. Midt under festen brændte borgmester
Oluf Madsens gård i Vestergade. 14 andre ejendomme led samme skæbne.

 

Forordninger i 1723

Med det stigende antal værtshuse opstod der ofte ballade.. Der var misbrug

• med Drik og dobbel Natten igiennem i Kroe og Værtshuse samt Kieldere.

Det blev præciseret, at fremover måtte ingen opholde sig i øl-kældrene længere

• end til Tappenstræg blev slagen om Aftenen.

Overtrædelse ville betyde natlig ophold i arresten. I tilfælde af klammeri ved privatfester var der en bøde til værten på 20 rigsdaler. Og det blev sandelig endnu værre, for i 1723 blev det proklameret, at nu måtte man ikke mere drikke på kredit.

 

Betjente med frynsegoder

Efterhånden som byen voksede, blev politikredsene udvidet. Der blev i de mest belastede kvarterer en række politivagter. De var så underlagt kredsens hoved-station. Den første af disse nærstationer var politivagten Lille Vibenshus på Østerbro. Den blev oprettet som en filial af stationen på Fælledvej i 1872. Lige ved siden af lå et særdeles livlig værtshus.

Det var ganske almindeligt dengang, at værtshusene betalte sig fra diverse chikaner fra betjentene ved hele tiden at stille flasker parat. Det var de frynsegoder, der fulgte med jobbet. Man lod sig traktere med øl, kaffepunch og andre drikkevare på husets regning. Man kunne på sådan en patrulje let få en pind i ørene.

Når en ung betjent skulle starte sit job inde i København, så kunne man være sikker på, at han blev introduceret for Dukkehjemmet.  Det var en dyb og dunkel beværtning på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde. Stampublikummet bestod af ludere, alfonser og bondefangere.

Det var sin sag at holde styr på værtshusgæsterne for en betjent. Sympatien er altid hos den anholdte. Det hørte til dagligdagens fornøjelser for Nørrebros
drenge, når en betjent slæbte af med en beruset mand. En af de mest yndede lege dengang var betjent og fuld mand. Det var ikke altid betjenten, der trak sig sejrrigt ud af den episode.

 

Mælke – toddy

I kvarteret Gothersgade, Adelgade og Borgergade lå 35 særdeles velbesøgte værtshuse. De fleste var uden borde og stole. Her var blot en meget lang disk. Her blev brændevinsglas og små glas med mælk, den såkaldte mælke – toddy, en populær drik til fire eller otte øre for en dobbelt – stod på geled fra morgen til aften. Klyngen af rystende og utålmodige stamgæster stod i kø, når værtshusene åbnede tidlig om morgenen.

 

Logi – huse

De fordringsløse logihuse havde politiets opmærksomhed. De havde deres skænkestuer, hvor man nød hinandens selskab indtil man faldt omkuld. Der boede langt flere end to på værelserne. Man var lige glade med politibestemmelser om renlighed og sanitære forhold.

Der blev kun skiftet vaske – og sengetøj en gang om måneden. Og man behøvede ikke at vaske sig. Man havde vænnet sig til at have husdyr i form af lus eller lopper.

Det problem havde man løst i logihuset Rokken i Dronningens Tværgade. Her var det plads til 200 overnattende. Her skulle man sove splitternøgen på kolde lagener af voksdug. Hver morgen skulle man gnides i sprit.

I Blodproppen i Farvergade havde man løst problemerne med hensyn til normeringen på værelserne ved ganske enkelt at rulle halmmåtter ud på gulvet
i skænkestuen, så kunne folk uden dikkedarer lægge sig, når trætheden overmandede dem.

 

Varme kartofler med stegt yver

Man tænkte ikke så meget på mad i disse logihuse. Så var der til gengæld mange stegehuse, man kunne besøge. Eller man kun benytte sig af et tilbud i Vognmagergade, hvor man tilbød Varme kartofler og stegt yver for fem øre. Velbekomme.

På Gammel Strand var knive og skeer lænket til disken. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordpladen. Serveringen bestod først og fremmest af Gule ærter, der blev sprøjtet ned i fordybningen. Det blev med det samme suget op igen, såfremt betalingen ikke faldt omgående. Hvordan vaskede man op? Det var måske ikke nødvendigt?

 

Ved Stadsgraven

I 1870erne var området mellem Vesterbrogade og Jernbanegade belagt med blomstrende haver langs Stadsgravens bred. Disse haver var genbo til Tivoli. Her lå Kongens Klub. Den havde tidligere ligget i den såkaldte Rudlphis Have over ved Gamle Kongevej. Her blev der i 1872 startet det såkaldte Café Boulevard.

Mange sjældne planter kunne man beskue ved Stadsgraven. Mange af disse var kommet ude fra Apoteker Riises gamle have St. Thomas ude på Frederiksberg.

Studenternes samlingssted dengang var Bernia. Her samledes Bohémerne. Her var de traditionelle punch skiftet ud med de i Frankrig bandlyste Absinth,
der blev serveret for 25 øre.

 

Omgåelse af bestemmelser

Mere eller mindre legitime værtshuse dukkede op. Politiet forsøgte gennem 1880erne at dæmme op for dette umoralske fænomen med politivedtægternes bestemmelser i hånden. I henhold til disse regler, skulle der være lukket og slukket klokken 24.. Hvis det da ikke lige var tale om selskabslokaler eller privatfester. Ja, hvor gik grænsen?

På de steder, hvor man stod sig godt med gadens betjent, kunne man komme ind hele natten. Man skulle bare råbe det rigtige kampråb. Men mange var dog så smarte og bruge grundlovens bestemmelser om forsamlingsret. Så der opstod pludselig en masse Læserselskaber. Således også på Strøget i Rydbergs Kælder.

Måske skulle man lige udstyres med et medlemskort, men man måtte dog tage alle de gæster med, man ville. Blandt de succesfulde var Klosterhallen og Blanch i Vimmelskaftet.

 

Natværtshuse

I 1890erne gav man tilladelse til natværtshuse. De måtte have åben til kl. 2.00 Den livligste var nok Riises over for Helligåndskirken. Men også i Bramierkælderen var der liv og glade dage.

I Tivoli ville man ikke gå hjem. Lige så hurtig man var gennet ud gennem hovedindgangen, kom man tilbage over plankeværket ud mod bagsiden for at slå sig ned i Kilde – Pavillonen.

 

Det umoralske natteliv

Det umoralske natteliv var henvist til specielle gader. Der bredte sig en autoriseret skamløshed, som mange betragtede som en skandale for byen. Umiddelbart op til byens absolut mest fashionable færdselsåre, Østergade, stødte således en af Ujumskhedens værste Afløbsrender, Holmensgade. Her færdes kæmpemæssige politifolk, forsoldede alfonser, let levende kvindepersoner og fulde søfolk. Blandt disse var ikke mindst russiske matroser. De blev ledet på syndens vej.

Men også Dybdensgade og Hummergade havde fra gammel tid et særligt ry blandt søens folk. Et dårligt rygte havde også Farvergade, Gaasegade og Magstræde.

Så var det godt, at man havde det såkaldte Bethleskib. Også Frelsens Hær forsøgte at redde folk fra syndens vej. I Farvergade havde man lejet en butik. I vinduet var der et kæmpe billede af korsfæstelsen med teksten Kom til Jesus.

Også Natmissionen forsøgte at redde folk fra synden og flasken. Natmissionær Clausen var en stor statelig skikkelse. Han gik rundt med høj hat, blondt fuldskæg og lommen fuld af pjecer og skrifter.

Således nåede vi atter engang gennem Københavns pulveriserende liv. Og det var ikke sidste gang.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 

 

• Det var på Frederiksberg
• Forlystelser i København
• Gamle Værtshuse i København
• København – dengang
• København 1840 – 1880
• København omkring år 1800
• Tivoli
• De vilde på Nørrebro (under Nørrebro) og mange flere artikler 

Redigeret 18. – 02. 2022