Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på  Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.

 

Fordel at ku snak æ Sproch

Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.

 

Den gamle Gendarm

I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.

 

Kaffebord samlede danskheden

Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.

 

Rosporten ramt af tragedie

Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.

 

Fiskeren uden styrhus

En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:

• Æ har Fandme alle bejt som den daw.

 

Kurvemager Schmidt og æggene

På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.

Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:

• Æ ska ha tre æg, jet te Bobbe, jet te Mille å jet te mæ sjæl.

Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.

 

Hævn mod kommunen

På Nørrevej 52 lå Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.

 

Man slagtede ”sort” 

På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.

Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.

Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.

I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.

Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.

 

Masser af øl 

Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.

Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.

 

De Hellige

Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.

Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:

–Jesus kommer snart.

 

Elektricitetsværk på Kovej

Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.

På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.

 

Skiftede nationalitet tre gange

Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.

 

Mie Bykass

I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.

 

De skrækkelige skoleelever

Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.

Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:

• Nu regner det minsandten.

 

Revolutionen på  Centralhalle

Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:

• Nej, nej, det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwebevisning!

Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:

• Det er jawn så`n jen, Vorherre vil ha`

 

Bagersvendene skulle vækkes

Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.

 

Bahnhofshotel

Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.

Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.

 

Dansk – Tysk drilleri

Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.

Æ Byttelfenn

En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige  historier. En af dem er følgende.

Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.

Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.

 

Fiddes Sporvogn

Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.

 

Højers Sygehus

Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.

I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.

Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.

I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.

 

Jens Amerika

I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.

I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.

 

Udråber Karl Færch

I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:

• O morn er’et skatbetalen.
• I jawten æ det kino æ klok ot
• De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer
• De æ låt få æ vand o Kovej fra klok ti te klok fie
• Dem, de har fåe æ vaer, ska væ tyvert fra o morn

 

Højer Storskov og Grünewald

Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.

Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.

 

Samme tro

Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:

• Troe då, at då fåe dem igen?
• Næh det troe it, Andreas
• Ja, så hae vi to da sam tro

 

Kanon– fotografen

En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.

Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:

• Wegen Reichtums geschlossen

Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.

Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.

En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.

 

Lærernes yndlingssted

I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.

I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:

• Det ka da godt væe, te de læere, vi har, er nowe møj onle minneske – æ sæe dem alle.

 

Æ tyk Købmand

Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.

 

En rotte

Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:

• En rott, en rott.

 

Ingen Bom i daw

De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:

• Hvad er det, vil du ikke sige Goddaw?
• Nej, æ vanter inne Bom i daw.

 

Tandlægen i Storegade

Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud  gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.

 

Kilde

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  77 artikler fra Højer 
• Anekdoter fra Højer
• Dagligliv fra Højer – dengang
• Dengang i Højer
• Et mejeri i Højer
• Højer – før i tiden
• Højers historie
• Brand i Højer og mange flere. 

Redigeret 13,-10. 2021