Et Epidemihospital på Nørrebro

Hospitalet fik sin endelige form i 1884. Gode råd til at undgå at få kolera. På Frederiks Hospital indrettede man en Dampseng. Patienter skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden. Sognepræst Frimodt fra Skt. Hans Kirke var særdeles betænkelig. Der var 288 senge i første omgang. Ikke var lige tilfredse. En lille pige havde fået klø af en sygeplejerske. I 1935 var 1,757 patienter indlagt med difteri. I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt.

 

I 1853 i Koleraåret bekendtgjorde Sundhedskommissionen, at for at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig i indelukket, fordærvet og fugtig luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt bælte om maven og uldne klæder nær kroppen.

 

• Man skulle sørge for Renlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet. Man skulle endelig vogte sig for uafbrudt Aandstrengelse, nedtrykkende Sindslidelser, især Ærgelser og Frygt. Nattevaagen og alt, hvad der for Resten svækker Legemet. Meget vigtigt skulle man iagtage Maadehold i Spise og Drikke.
•  

På Frederiks Hospital forsøgte man sig med en speciel Dampseng. Patienter skulle pakke sig ind i dyner og tæpper og indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle man indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev i hvert fald en forgiftning.

 

Efterhånden anså politikerne det for vigtigt, at der blev oprettet et egentlig epidemihospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestligste del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.

 

I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon- eller baraksystemet. Det skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.

 

Sognepræsten ved Skt. Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Sankt Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Pastoren skrev blandt andet:

 

• Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom ikke udryddes.

 

Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordsøstligste del af Lammefælleden. Grundejerne på Blegdamsvejen var også meget betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse ville medføre skadelig følger for deres ejendomme. Folk ville nok ikke bo i nærheden af sådan et hospital. Derfor ville værdien af ejendommene sikkert falde i pris.

 

Også i Ting – og arresthuset var man betænkelig og gjorde opmærksom på, hvor mange der daglig færdedes der. Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.

 

Grunden tilhørte Krigsministeriet. De stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.

 

Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men det skulle også være udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.

 

Arealet blev større end ventet på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.

 

De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager. Hospitalets varetegn var Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelige form i 1884.

 

I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.

 

I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.

 

Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim.

 

Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik overført barnet til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.

 

Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige i håret. Hun var indlagt med difteri.

 

Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Men artiklen førte også til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.

 

I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:

 

• Kjøbenhavn staar nu blandt de største Byer med Hensyn til sit Hospitalsvæsen, og naar man omtaler Europas store Hospitaler, maa da Blegdamshospitalet nævnes som et Mønsterhospital, baade i henseende til selve Indretningen, Behandlingen og Sygeplejen, der nu i Modsætning til ældre Tid staar paa et hit Trin, idet Functionairerne ved denne nutildags udgaae fra de mere dannede Klasser i Samfundet.

 

Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kan modtage 600 patienter.

 

I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, blev dødeligheden reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri, 35 døde.

 

Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper og røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.

 

En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte ”Spanske Syge”, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.

 

Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.

 

I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.

 

I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet

 

På www.dengang.dk har vi efterhånden 1.409 historier, og heraf er 271 plus 27 artikler fra det gamle Nørrebro herunder:

 

• Blegdamshospitalet på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op?
• Johannes Kirke
• Et hospital på Nørrebro
• Kolera på Nørrebro 1853
• Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen