En tur langs Ladegårdsvejen

Nu hedder vejen Åboulevard, efter at åen blev overdækket. Men dengang havde åen stor betydning for drikkevandet. Vi kigger på de mange broer over åen. Og så er det lige Svanemosegård, Mosendal og Strygejernet. En vandmåler gav anledning til mange myter. Var det et brudepar, der druknede? Nej det var to damer fra det bedre borgerskab. Derefter plantede man piletræer. Tænk på Ladegårdsvejen kørte der en sporvogn. Og glemt er, at Sankt Hans Hospitalet på Ladegården også hed Claudi Rossets Stiftelse. Hele hans formue på 32.000 rigsdaler blev testamenteret hertil. Den 14. august 1839 var der brand på ladegården. Og Brandmandskabet var plørefuld. Så var det godt at kongen beordrede både husarer, infanteri og artilleri. Trods dette nedbrændte hele den nordlige fløj.

 

Nu hedder det Åboulevard

Ja det hedder den jo ikke mere. Nu er de Åboulevard. Det er jo faktisk også et meget pænt navn. Men den gang var der gamle knudrede piletræer, der ludede ud over Ladegårdsåen.

Åen, som nu for længst er overdækket løb forbi Ladegården, som vi har beskrevet ret så hyppigt på vores hjemmeside. Åen var opstået af sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen.

 

Stor betydning for drikkevandet

Jo, Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning engang. Ja faktisk havde åen også betydning for Københavns fæstningsgrave.

I lang tid dannede åen grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen ved Falkonérgården og ved Grøndal.

 

De mange broer

Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852 fik rådmand Bülow tilladelse for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø, Bülows Bro, der lå tæt ved åens udløb.

Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med anliggende jorder på Nørrebro ligeledes tilladelse til at anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej.

For enden af Parcelvejen (Griffenfeldtsgade) blev Parcelbroen anlagt.

På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver, men alle disse herligheder er for længst forsvundet.

 

Mosendal

I ældre tider lå således tæt på Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede var her I.F. Foltmars Kattunfabrik. Hovedbygningen, der lå ud til vejen, bestod af et enetages hus på 7 fag med ”gebrokkent” tag og en ”Fronton” over kvisten.

I fortiden blev ”Mosendal” regnet for at ligge langt borte fra hovedstaden. I maj måned 1813 blev der annonceret i ”Adresseavisen”, at der var Sommerværelser til leje på ”Mosendal”. Dette sted kom senere i rådmand F.C. Bülow’ s besiddelse.

 

Strygejernet

Men så skulle jernbanelinjen til Klampenborg anlægges og så blev Mosendals jordareal skåret igennem. På den grund der blev til overs mellem banelinjen og Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, der på grund af sin sjove facon blev kaldt for ”Strygejernet”.

 

Svanemosegård

Et stykke forbi Ladegården lå ejendommen Svanemosegård efter hvilken an af Frederiksbergs veje, har fået navn. Hele kvarteret her er opstået af den tidligere Ladegårdsmark.

En del af den store grund blev i oktober 1831 fraskilt under navnet ”Lille Svanemosegård” og solgt til vatdirektør Anders Lauritzen.

 

”En muret hvælving”

Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men efterhånden tog trafikken til, og der måtte skaffes plads til dette. Åen blev overdækket med ”en muret hvælving” som går fra Peblingesøen til Han Egedes Gade. Samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet –  Åboulevard.

 

Var det et brudepar, der druknede?

Ud for Åboulevard 16 er anbragt en høj spids sten, som minder om en blanding af en milepæl og et mindesmærke. Den har tidligere været anbragt i selve Ladegårdsåen ud for Ladegården, hvor dens top ragede en eller halvanden alen op over vandet.

Der var ingen inskription på stenen, og vi har skrevet om den ved flere lejligheder. I folkemunde hed det, at den var anbragt til minde om et brudepar, der i længst forsvundne tider var kørt i karet til deres fremtidige hjem. Men vognen var i den bælgmørke aften væltet ud i åen, hvor det unge par var druknet.

Men denne historie er en såkaldt vandrehistorie som dog ikke har noget med virkeligheden at gøre. Stenen er en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni måned 1827 var kommet til syne efter at den i mange år havde ligget skjult i mudderet på åens bund.

 

To damer druknede

Fundet omtales i ”Nyeste Skilderie af København” for den 30. juni. Og bladet var fuldstændig klar over, hvorfor stenen i sin tid var opsat.

Men se det samme blad havde den 1. december 1812 bragt den sørgelige meddelelse, at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra ”Lystgaarden Rolighed” væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Skt. Hans Hospital (Ladegården)med de der i værende 5 damer og en halvvoksen dreng.

Denne samt tre af damerne blev reddet, mens to druknede. Og disse var ”Fru Marie Henriques født Beck” (gift med købmand Falk Wilhelm Henriques) og ”Fru Lise Magnus, født Henriques (gift med Glanslærredsfabrikør Moses Magnus).

 

Derefter kom der piletræer

At denne ulykke kunne ske, lå dels i, at Ladegårdsvejen henlå fuldstændig uoplyst, dels i at åen ikke var indhegnet, så det var umuligt at skimte den i den mørke nat. Det var denne hændelse, der var årsag til, at der blev plantet piletræer langs åens bredder.

Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen optaget og bagefter anbragt på selve midterpartiet af Åboulevarden. Samtidig blev der foretaget en simpel indskrift 26. – 27. Novbr. 1812 indhugget i stenen.

Ved reguleringen af Åboulevard blev stenen midlertidig bortfjernet, og efter at indskriften var blevet slebet ud, blev den gamle vandmåler opstillet på den nuværende plads.

 

Mange ulykkelige hændelser

Åh ja, opmærksomme læsere vil også huske andre dramaer i åen, som vi har beskrevet.  Således begik en bankrøver selvmord i åen. Og en ulykkelig kvinde druknede hendes spædbarn i åen.

 

En sporvogn langs Ladegårdsvejen

Det var også her en lille sporvogn blev trukket af en hest. Den kørte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede op af Büllowsvej for via Rolighedsvej at ende på Falkonéralléen. Sporvognen hørte til Falkonéralléens Sporvejsselskab, som i oktober 1883 havde fået koncession på anlæg og drift af to sporvejslinjer.

Den ene gik fra Frederiksberg Runddel via Allegade, Falkonéralléen og Jagtvejen til Nørrebros Runddel. Ja og den anden har vi været ud at køre på. Den fortsatte til Halmtorvet (Rådhuspladsen).

 

Claudi Rosset og hans formue

Og selve Ladegården har vi jo også beskæftiget os med mange gange. Men vi har måske ikke fokuseret på en person, der hed Claudi Rosset, han var købmand fra København og fransk katolik.

Han så, hvordan de fattiglemmer, der også kom på Ladegården havde det, så han donnerede hvert år 1.000 rigsdaler og senere hele sin efterladte formue på 31.396 Rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766. Og det som mange sikkert glemmer det er, at Sankt Hans Hospital som i en årrække befandt sig på Ladegården også bærer navnet Claudi Rossets Stiftelse.

 

Det fulde brandværn

Det er heller ikke mange, der ved, at Ladegården havde sit eget brandværn, men ofte var de lemmer, der skulle passe dette brandværn beruset. Og det da den 14. august 1839 udbrød brand på Ladegården var det hvis godt, at der mødte en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri op.

Men trods det store udbud af mandskab så nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: Om Ladegården, se her på www.dengang.dk :

 

• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Skal Ladegårdsåens vand atter flyde? og mange flere