En sønderjydes liv på godt og ondt

Fra 1920 til ca. 1945 havde Højer en markant landbetjent. Han havde ikke meget til overs for Det Tyske Mindretal. I 1947 blev han og familien nærmest truet ud af byen. En spændende erindringsbog er udkommet om denne markante personlighed. Vi følger ham fra opvækst til sit virke i Strib. Hans lidelser under Første Verdenskrig og hans flugt fra Gestapo oplever vi også. Kitta og Sven Petersen fandt Theodor Hansen Hartung’ s erindringer samlet i et blåt ringbind hos et familiemedlem. De mente med rette, at det skulle udgives. Men ingen forlag ville udgive det. Men så tog ægteparret selv fat. Og resultat er en flot, spændende og dramatisk bog udgivet på deres eget forlag – Hartungs Forlag

 

Slægtsforskning kan føre til mange ting

Slægtsforskning kan føre til mange ting. Og det gjorde det sandelige også for Kitta og Sven Petersen. For pludselig hos et familiemedlem dukkede et blåt ringbind frem med en ringbind med en spændende historie på 160 tætskrevne sider.

Dengang i 1950erne, da Thomas Hansen Hartung havde skrevet sine erindringer henvendte han sig også til diverse forlag. Men ingen ville udgive det interessante manuskript. Siden lå ringbindet og samlede støv.

 

Flot gennemillustreret bog

Da Kitta og Sven havde læst erindringerne blev de i den grad grebet af manuskriptet, at de ville hjælpe Sven´ s grankusine med at udgive bogen. Det viste sig dog, at være svært for ingen ville udgive den.

Og hvad gør man så, når man tror på sagen. Ja man udgiver den selv. Et hobbyforlag blev oprettet.

Og ikke nok med det. Man opsøger lokale arkiver, for at gøre bogen endnu mere interessant. Det koster, at få udgivet en bog i professionelt design, layout og tryk. Så en del af Sven og Kittas’ s pensionsopsparing er gået til dette formål.

En masse tid er blevet brugt på digitalisering og fremskaffelse af fotos, der kunne give et ekstra kolorit til bogen.

Resultatet er blevet en flot gemmeillustreret og indbundet bog på 200 sider, som kan sælges for 200 kr. plus forsendelse.

 

Dramatisk og barsk bog

Her på redaktionen beundrer Den Gamle Redaktør altid folk, der gør den slags. Hver gang sådan en bog udkommer, bliver man meget klogere på historien. Man begynder, at kunne se en sammenhæng. Og denne bog har bestemt fortjent at komme ud i en større kreds. Det er en dramatisk og barsk historie om en mand, der i den grad har oplevet en masse.

 

En trist pensionering

I 1960 fik Thomas Hansen Hartung efter ansøgning bevilliget sin afsked efter 40 år i det danske politi. Han var dekoreret med Ridderkorset og Fortjeneste – medaljen for 40 år i Statens tjeneste. Nu skulle han nyde livet sammen med sin kone.

Men blot halvanden måned efter sin pensionering dør han under ferieophold i Avignon af et hjertetilfælde.

 

Her kan du få bogen

Desværre kan du ikke bare gå ned i din lokale boghandel og købe den. Det er det ikke penge til. Du kan bestille den direkte hos forlaget Hartung – Tlf. 50 92 66 43, eller pr. mail forlagethartung@yahoo.dk  Du kan også afhente bogen på Lokalarkivet i Tønder, som er beliggende på biblioteket eller Museet ”Mellem Slesvigs grænse” i Rens

 

Spændende, medrivende og interessant bog

Det er en spændende og medrivende bog:

• Om bardommen på Sottrup Mark i Bylderup Sogn
• Om tvunget i tysk tjeneste under første verdenskrig som dansksindet
• Om en markant landbetjent i Højer
• Om en aktiv modstandsmand under besættelsen
• Om opfordring til at søge væk fra Højer under retsopgøret.

Det er også en yderst interessant bog. Ja der masser af action og spænding i den. Og vores hovedperson er i den grad god til at fastholde oplevelser og standpunkter.

 

Gode illustrationer

Man kan også forbavses over erindringernes kvalitet, når man betænker den ringe skolegang, som vores hovedperson har været igennem. Og det var så i hovedsagen tysk.

Vi oplever en standhaftig person, der har sine meningers mod. Han står ikke tilbage for noget. Og egentlig forstår man ikke, at ikke et eneste forlag vil binde sig an med denne bog.

Og teksten er levendegjort med flotte illustrationer med måske enkelte lidt slørede fotos. Men sådan må det være, når man tænker unde hvilke vilkår, de er taget. Ellers virker illustrationerne meget relevante til den historie, vi får fortalt.

Vi får kort, afstemningsresultater og meget mere. Med i bogen er også befalinger fra Det Tyske Mindretal, oversat til dansk. Det er en meget smart ide til dem, der ikke er så velbefarende i det tyske sprog.

 

Overraskende og en brik til forståelse af Sønderjyllands historie

Den Gamle Redaktør kender endda til en del omkring forholdene i Højer, men alligevel virker passager i denne bog overraskende. Og det kommer den vel også til for andre i området.

For dem, der ikke bor i området er bogen en vigtig brik til forståelsen for Sønderjyllands komplicerede historie.

 

En børneflok på 10

Vores hovedperson er født i 1894 som en i en børneflok på 10. På et tidspunkt ejede faderen en lille landejendom i Sottrup Mark i Bylderup Bov Sogn. Moderen var en såkaldt rigsdansker fra Hjerting.

De mange børn bevirkede, at forældrene arbejde hele døgnet, for at få det hele til at hænge sammen.

 

Fire kilometer til skole

Som 8 – årige måtte Theodor gå de fire kilometer til skolen i Bylderup og hjem igen. Og det i al slags vejr. De første par år var der et par timer på dansk resten var på tysk. Og de danske timer blev sløjfet efter et par år.

Der var mange lektier, der skulle klares. Men moderen kunne ikke hjælpe. Hun kunne ikke et ord tysk. Og faderen havde travlt med at gå til hånde på gårdene rundt omkring. Om aftenen og i weekenderne klarede han bedriften derhjemme.

Den tyske skolelov gav elever fra 9 – års alderen dispensation, så de kunne nøjes med at gå i skole onsdag og lørdag formiddag om sommeren. Og det benyttede Theodor sig af. Det kunne så være med til at forbedre økonomien i husholdingen.

Og egentlig hører vi i historien at Fysikus heller ville drikke punch end undervise børnene. Og godt nok var der kontrol på, hvordan undervisningen foregik, men ifølge forfatteren så var denne kontrol yderst mangelfuld.

 

En grusom kaptajn

Som 19 – årig mødte Hartung (Theodor) så til i 1913 session i Flensborg. I to år var han ved 86. Infanteriregiment også kaldet Königen Victoria.

Han fik en af de værste kammersergenter, man kunne forestille sig. Rekrutskolen var frygtet og det var på grund af en grusom kaptajn.

I 1914 brød krigen ud. Seks dage efter krigsudbruddet var Hartung sammen med alle de andre blevet læsset op i kreaturvogne. Og snart var man i direkte krigshandlinger ved fronten.

 

Dramatiske krigshandlinger

I bogen bliver vi ført igennem nogle særdeles dramatiske krigshandlinger. Og nogle gange bliver der også kæmpet med bajonetterne. Og i den grad blev der mistet folk og kammerater hele tiden.

Der fulgte lige kortvarig en gylden tid i Lockstedt med masser af øl. Men snart var den tid forbi. Og så gik det igen syd på. Alle fem brødre deltog i krigen.

 

Tre gange blev Hartung såret

Tre gange blev Hartung såret. Den første gang var blodtabet så stort, at han ikke følte nogen sult. Han måtte selv gå den lang gang til lazarettet. Temperaturen var nede på minus 33 grader.

Den nødtørftige forbinding var groet sammen i såret. Langefingeren var lige så tyk som håndledet. Og da man endelig var sat i en togvogn på vej til videre behandling snød Hartung og tre andre sårede sønderjyder sig hen i de forreste vogne, da de havde hørt at disse kørte længere nord på.

Det hele endte med, at Hartung blev indkvarteret i Kolberg. Efter tre måneders indkvartering her, blev han sendt til et rekreationskompagni i Haderslev. Og straks fik han bevilliget orlov og kunne tage hjem og besøge mor og far.

 

Tvangsforflyttet til fronten

Derefter blev han sat til at undervise rekrutter. Han røg uklar med en, der havde højere rang, som endnu ikke havde prøvet krigens rædsler. Og denne var skyld i, at Hartung blev tvangsforflyttet til fronten i Frankrig. Her lå de to lytterposter kun 16 meter fra hinanden. Og man kunne mærke, at franskmændene gravede under deres skyttegrav.

Den 1. juli deltog Hartung i det frygtelige Somme – slag. Det var et rent helvede med konstant beskydning. I næsten 8 dage sov han oven over en død fransk soldat, der efterhånden ikke lugtede så godt, som han skrev i bogen. Men det var umuligt, at komme af med den døde fjende. Og så sov man, hvis man ellers kunne det kun et par timer i træk.

Atter engang blev Hartung såret både i ryggen og i foden. Nærmest kravlende og med stor held fandt han et lazaret. Han gennemgik en operation helt uden bedøvelse. Også denne episode er meget dramatisk skildret i bogen.

I 1917 fik han tildelt Jernkorset. Og vi får også en gennemgang af den mad, der blev serveret under krigen. Og endelig var der fred.

 

Alle kom nogenlunde helskindet igennem

Og endelig kunne Hartung vende hjem til mor og far. Med stor glæde kunne han konstatere, at alle brødre mere eller mindre var sluppet mere eller mindre helskindet gennem helvedet.

 

Den internationale Kommissions Polititjeneste

Hartung fik nu en stilling som rejsende med motorer og landbrugsmaskiner. Men så mødte han gårdejer Thomas Thomsen fra Ravsted, der havde fået til opgave at finde egnede folk til Den Internationale Kommissions Polititjeneste. Han fik 14 dages betænkningstid og egentlig tjente han ganske godt som rejsende. Men alligevel sagde han ja til politiopgaven.

Til et møde hos Grev Schack i Møgeltønder fik han beskrevet sit arbejde, og hvad man forventede af ham og de andre der var mødt op.

Hartung og hans bror blev sendt til øen Föhr, hvor befolkningen i første omgang troede, at de var franske gendarmer.

Da Anden zone ikke kom til Danmark, blev de udkommanderede trukket tilbage. Og Hartung kom til Tønder. Den 28. maj blev han så kommanderet til at gøre tjeneste i Højer Flække.

Den 5. august 1920 blev Hartung gift med Marie Christine Jensen i Ribe Domkirke.

 

Højer var tysksindet

Hurtigt fandt vores hovedperson ud af, at byen var overvejende tysksindet. Men som han selv skriver:

• I landdistrikterne var der gode danske mænd og kvinder.

Hartung og hans kollegaer var bestemt ikke tilfredse med ordensbestemmelserne. De mente, at de var alt for humane over for det tyske mindretal. I bogen fortæller han, at de runder den tyske tid, altid var en tysk gendarm til steder under de offentlige danske møder med både pikkelhue, sabel og revolver.

Nu kunne Det Tyske Mindretal holde møder helt uden tilsyn.

I begyndelsen efter 1920 var der tre betjente i Højer. Men de to udførte paskontrol ved slusen. Men mange gange om natten var der brug for alle tre i Højer’ s gader. Store flokke råbte og skreg, og truede med at smide de tre betjente ud af byen.

Den tyske gendarm, som Hartung aldrig havde mødt, havde forladt byen. Nu var det så en tysk by – betjent tilbage, som var ansat af kommunen.

 

En barnefader blev fundet efter seks år

Da Kong Christian den Tiende red over grænsen den 10. juli 1920 var Hartung sammen med kollegaer fra hele landsdelen kommanderet op til den gamle grænse.

En del sager om tyske barnefædre måtte Hartung også tage sig af. En pige kendte således ikke barnefaderens navn. Men hun vidste, at han havde været tysk marinesoldat i Tønder. Han var ansat på luftskibsstationen. Det lykkedes at finde frem til faderen, men det tog hele seks år.

Sager, hvor faderen var taget til Amerika måtte Hartung skam også tage sig af. Og så var det også de mange skilsmissesager, som bød på en masse problemer.

 

Kurser på Politiskolen

Desværre var der også mange selvmord i Hartungs distrikt, og det var bestemt ikke noget, som han brød sig om. Og at tage sig af sindssyge var også noget, han måtte affinde sig med.

For Hartung var det lidt af et problem, at han nu skulle begå sig på dansk. I skolen havde han næsten kun lært tysk. Han fik dog hjælp fra en kriminalassistent i Tønder, der havde været folkeskolelærer.

I de første to år i Højer var Hartung ansat på prøve, samtidig med, at han skulle gennemgå to kurser på Politiskolen.

I 1920 var 10 ud af 11 byrådsmedlemmer tysksindet. Byen var ret velhavende, og formuen lå hovedsagelig på tyske hænder.

Der blev i den grad smuglet alt muligt over grænsen. Efterhånden som inflationen slog igennem i Tyskland kom der også flere grænseoverløbere.

 

Atter engang – stormflod

I august 1923 var der atter engang stormflod ved Højer. En tysk damper med 123 feriebørn kunne ikke komme i land, da anløbsbroen var oversvømmet. Der var stor fare for at damperen ville gå ud på forlandet og lave hul i diget. De ville have været ganske katastrofalt. I sidste øjeblik lykkedes det for kaptajnen at få skibet på ret kurs.

I Hartung’ s distrikt fra grænsen til Højer var der strandet 28 større eller mindre skibe. Desuden var der kommet 180 læs strandingsgods. Det meste af det var fra bygningen af Hindenburg – dæmningen.

I bogen får vi også nogle eksempler på, hvor Hartung med fare for sit liv reddede strandede personer.

 

Wermacht stjal æg

Selv på den nu forsvundne ø, Jordsand patruljerede vores hovedperson. I 1939 fik han anholdt to æggetyve. Og tyverierne fortsatte gennem hele besættelsen. Hartung vidste udmærket, at det var den tyske Werhmacht, der stod bag dette.

I 1937 kom Hartung ind i byrådet i Højer. Han heftede sig også ved, at der gik cirka 20 år efter Genforeningen, inden byen fik en dansk præst.

 

Hartung var beskæftiget 24 timer i døgnet

Gang på gang måtte han rykke ud.  Nazisterne og Det Tyske Mindretal overholdt ikke uniformsforbuddet. Om aftenen var der eksercits på Hotel Stadt Tondern, og da havde alle brune uniformer på. Dem havde den tyske købmand i byen skaffet. Kunne man ikke betale denne kontant, kunne man sagtens hos købmanden få en afbetalingsordning.

Nu skulle man tro, at de tysksindede ville holde til i deres eget forsamlingshus, Deutsches Haus. Men den var for lille, og der måtte man ikke servere spiritus. Men det gjorde de så alligevel. Og det betød, at Hartung en enkelt aften måtte uddele 28 bøder.

Alle blev stillet over for dommeren. De skulle betale 20 kroner. Men det var det nu ikke alle, der ville, så de valgte brummen. Episoden fandt plads i adskillige tyske aviser. Og her var parolen, at det var hetz fra den danske betjent.

Hartung fortæller i bogen, at nazisterne og Det Tyske Mindretal holdt ham beskæftiget i 24 timer i døgnet.

 

Nationalmærker blev sat

Efter tyskernes indtog i Polen voksede spændinger i byen. Hartung måtte sammen med nogle hjælpere sætte nationalmærker i rødt og hvidt op på digerne og i kogene syd for Højer. Store tagflader blev malet som Dannebrog. Om natten lyste projektører på dem.

 

Ingen ville tage ansvar

Hos Familien Hartung boede en unge grænsegendarm, der den 8. april havde fået at vide, at han skulle forlade sin post. Hartung havde længe vidst, at noget var under opsejling. Og han havde indrapporteret alle sine observationer. Men ingen ville tage ansvar for det, der var under opsejling.

I bogen fortæller Hartung meget rammende:

• Forskellen på en minister og en soldat er, at hvis en soldat intet foretager sig, når fjenden nærmer sig, har man 100 pct. ’ s chance for at blive skudt, enten af fjenden eller sine egne. Den risiko løber en dansk minister ikke.

Den aften besøgte Hartung også grænsen, men den tyske vagt ville vanen tro ikke hilse på ham.

 

Beboere fra Højer ville hylde ”Befrierne”

Snart hørtes lyden af en masse fly. Og om morgenen blev hagekors – flaget hejst i kirketårnet, på borgmesterkontoret og mange andre steder rundt om i byen.

Hartung havde stor foragt, for alle de beboere, der nu hastede af landevejen mod Tønder for at hilse deres befrier velkommen.

 

Mindretallet måtte selv spise kagerne

I Deutsches Haus stod den store opdækning stadig uberørt. Byens tysksindede bagere havde bagt en masse kager til deres befrier. Men disse los vente på lod vente på sig. Nu måtte medlemmerne af Det Tyske Mindretal selv i gang med at fortære kagerne.

 

Luftslaget var ”Opspind”

I begyndelsen af krigen observerede Hartung fra digerne et større luftslag over øen Sild. Åbenbart var det kommet københavnerbladene for øre. Nationaltidende ringede derfor Hartung op, som så berettede, hvad han så.

Et par dage efter kunne han så i Nordschlewigsche Zeitung læse, at hans beretning var det pure opspind.

 

Nazi – march anført af skorstensfejermesteren

Bortset fra et vagtkorps ved Højer Sluse varede det et stykke tid, inden der kom flere tyske soldater til byen.

Efterhånden bestemte besættelsesmagten mere og mere. Ofte blev han forhindret i at gribe ind over for ulovligheder. Sådan var det også når der to gange om ugen var Nazi – march gennem Højer’ s gader anført af den lokale skorstensmester. Ja selv de tyske lærere og den tyske præst deltog og endda også havnemesteren.

 

Patruljeskibe var smuglerskibe

Jævnligt anløb flere tyske skibe, Højer Sluse. De tilhørte den tyske marine på Sild. Men det var ikke i tjeneste ærinde, at de kom. Det var de rene smuglerskibe. Men de danske myndigheder kunne ikke gøre noget. De måtte ikke betræde skibene.

 

42 miner, 9 lig, 6 nedstyrtninger og 45 bomber

Hele 42 miner har Hartung været med til at afmontere eller bringe til sprængning. Alene på Jordsand blev et dusin uskadeliggjort.

Indtil 19. september 1944 faldt der i Hartungs distrikt 45 bomber, uden at nogen kom til skade.

Ni lig er der bragt i land fra nedstyrtede fly, amerikanere, englændere og en enkelt tysker. Og på landjorden styrtede i alt seks fly ned i løbet af besættelsestiden.

Et amerikansk fly var styrtet ned nord for Højer. Hartung var tidlig på stedet, og fremskaffede en whisky til en af de sårede amerikanere. Han håbede, at kunne bringe de sårede til Tønder Sygehus, men snart nåede tyskerne frem.

 

Højer blev patruljeret af hjemmetyskere

Der var mange Zeitfreiwillige, der meldte sig i Højer. De aflagde ed til Føreren på Det Tyske Station under overværelse af højtstående tyske officerer.

Efter undtagelsestilstanden den 29. august blev Højer patruljeret af 42 hjemmetyskere. De var i fuld uniform udrustet med tyske geværer og med hver 30 patroner. De skulle nu våge over danskerne i byen.

 

En ny kommandant i Højer

I august 1944 fik Højer en ny kommandant. Han var værre end et helt kompagni soldater, mente Hartung.

Indbydelserne var sendt ud til Hartungs fødselsdag, men det blev aldrig til noget. For han var smuttet. Han følte at jorden brændte under ham. To gange havde hans hus nu været omringet at militær med maskinpistoler.

 

Hartung på flugt

I Tønder var Hartung blevet indkaldt med andre betjente. Politimester Brix, der i seks uger havde været i Gestapo’ s klør, fortalte om fremtiden. Han opfordrede betjentene til at skaffe sig falsk identitet og gå under jorden. Der lå ID – kort klar på stationen.

Den næste dag forsvandt Hartung fra Højer. Og det skete fra Visby Station. Han var bange for at blive genkendt i Tønder.

I Kolding mødte han sin svigersøn, der var på vej mod Højer til fødselsdagsfesten. Han fik besked på, at fjerne ammunition og våben. Desuden skulle fortrolige indberetninger om hjemmetyskernes gøre og laden bortskaffes. Desuden skulle han sørge for, at Hartungs bil blev uskadeliggjort. Den skulle nødig falde i tyskernes hænder.

Hurtigt tog Hartung videre til Brædstrup, hvor han kom i forbindelse med en illegal gruppe. Under sin flugt skiftede han identitet tre gange. Og det var da også ved at gå galt flere gange. Således mødte han i Fredericia en hjemmetysker fra Højer, der nu arbejdede for Værnemagten i Odense.

 

Bøving blev snuppet

Under sin flugt havde Hartung været i kontakt med politifuldmægtig Bøving, den senere politimester i Tønder. Denne var også på flugt, men blev snuppet af Gestapo i Lunderskov. Under mishandlingen på Staldgården i Kolding, fik han beskadiget sine ene hånd.

 

Regnskabets time var kommet

Den 5. maj om eftermiddagen kunne Hartung tage tilbage til Højer. Regnskabets time var nu kommet. Arrestordrerne var allerede skrevet, så det var kun en formalitet at snuppe alle de tysksindede, som ikke havde opført sig rigtig under besættelsen. Jo landsforræderne blev sendt i Fårhus – lejren.

Godset Hohenwarte som havde tilhørt en kaptajnløjtnant i den tyske marine blev beslaglagt. Og her blev 150 flygtninge anbragt. Og denne flygtningelejr blev Hartung nu leder af. Ja det hed sig, at det var tyske flygtninge, men det viste sig, at de kom fra hele 26 lande. Så det lå et kæmpe arbejde forude med at skrive til diverse ambassader.

 

Alvorlig advarsel

Under besættelsestiden og den begyndende nazisme i Højer havde Hartung fået et meget anstrengt forhold til Det Tyske Mindretal. Og dette forhold var gensidigt.

Ad omveje fik han visket i øret, at det nok var bedst, at han forsvandt fra byen, for det kunne være, at det skete noget. Truslerne tog familien alvorlig. Så de forlod Højer.

Den 7. januar 1947 startede Hartung en stilling som landbetjent i Strib i Middelfart Politikreds.

 

Hartung i Efterretningsvæsnets rapport

I PET’ s rapport om overvågning af den yderste højre fløj bd. 2, kan man læse om Hartungs indberetninger.

Her kan man også læse, at der i efteråret 1945 var et yderst spændt forhold mellem de dansk og tysksindede i Højer. De lokale tysksindede optrådte truende og provokerende over for landbetjenten. De var rasende over for de sanktioner, de mente, at de dansksindede havde indført over for dem.

 

Efterretningsvirksomhed over for Det Tyske Mindretal

Indberetningerne fra Højer fra december 1945 var den første, der viste forholdet mellem dansk og tysk. Politikommissær Brix bad sine kollegaer om at indsende stemningsrapporter om holdningen i mindretallet.

Bøving fra Tønder bakkede denne holdning op. Og han støttede også Brix planer om en efterretningsvirksomhed over for Det Tyske Mindretal

 

• En fantastisk spændende bog. Tak til Kitty og Sven fordi de vil dele disse erindringer med os.
• Theodor Hansen Hartung: En sønderjydes liv på godt og ondt/ Forlaget Hartung (200,- plus fragt) tlf. 5092 6643 – forlagethartung@yahoo.dk

 

Hvis du vil læse mere: Temaer, der relaterer til denne anmeldelse/artikel:

 

• Fremmedflag i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Jens Møller – folkeforfører eller folkeforfører
• De fem lange år i Sønderjylland
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Ned med de dansksindede
• Mindretal i Brændpunktet
• Sønderjyder i Første Verdenskrig
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Kampene 9. april 1940
• Opgøret efter 1945
• Mere om Kongens Hvide Hest
• Kongens Hvide Hest
• Modstand i Kolding
• Føhr – en ø i Vadehavet
• Det Tyske Mindretal
• Frits, Nazister og et kartotek
• Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
• Frits Clausen, den tredje historie
• Højer 1935 – 1945
• Tønder – maj 1945
• To skæbner fra Kiskelund
• Retsopgøret i Sønderjylland (og mange flere)