En ny vandretur i det gamle Højer

Vi tager en nostalgisk vandretur gennem Nørrevej, Nygade, Toldgade, Ballumvej og Tøndervej. Vi besøger på turen nogle spændende mennesker. Andreas Jensen kunne have blevet meget rig, hvis ikke man lige havde bygget Hindenburg – dæmningen. Og hvor lå nu Højers ældste mølle? Dannebrog vajede fra Rosenhytten den 5. maj 1945. Og så var det en afholdsforening, der hed ”Rettungsbot nr. 62”. I kælderen hos Gamle Meyer blev der opbevaret is. De to Magrether fik opkaldt en vej efter sig. Gamle Jes havde så meget metal i stuen, at de måtte spise i køkkenet hele tiden. Tømrer Ochsendorf hævnede sig over for kommunen. Og så forlød det, at man spiste masser af kartoffelsuppe i Burkal. Fået blev slagtet i nattens mulm og mørke. Krigsmateriel blev læsset på jernbanevogne ved Højer Sluse. I 1947 var der et åleeventyr. I Højer havde man kasseapparat med lokumsspand. Men man havde også snedkeri med dampkraft. Hos Damberg kunne man købe middel mod vorter osv.

 

Endnu en vandretur

Vi går atter engang gennem den gamle by, Højer. Men ”Den Gamle Redaktør” ved faktisk hvad der er revet ned og bygget nyt op og så videre.  For som vi tidligere her på siden har nævnt så er det mange år siden, at vi har gået gennem byen.

Når vi nu nævner nogle bygninger, som ikke mere findes i Højer, så ved du i hvert fald nu efter, at have læst denne artikel, hvad der har ligget der. I øjeblikket bliver der hvis revet ret mange huse ned i Højer. Når vi nu på vores vej springer nogle bygninger over, så er det fordi, at vi har nævnt disse i tidligere artikler fra Højer.

Nu kan det godt være at vi dvæler lidt ved nogle ejendomme, for lige at beskrive det liv, der engang har været i Højer. For det har været en ret så driftig by.

Hvis du føler, at vi nævner noget, som du har hørt før, så er det nok fra en artikel, hvor grafikken ikke er så god. Derfor tager vi det så med her.

 

Nørrevej

Vi begynder denne gang ud for Nørrevej 100. Her var der en lavning uden for diget. Her stod der som regel vand, når vinteren begyndte. Når der var tilfrosset, var det en udmærket skøjtebane. Og manglede den vand, ja så kunne man godt overtale Æ Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse herude.

 

Diplomatboligen

Der hvor 1861 – diget til Siltoft mødte 1927 – diget til Emmerlev byggede en tysk diplomat, Martin Brauer i 1938 sin villa i vestslesvigsk stil med stråtag. Fra Brauer var fra Højer, så mon ikke, det var hende, der ønskede at bo her. I 1945 konfiskerede staten ejendommen.

Grænsegendarmeriet overtog ejendommen, der blev indrettet til to boliger for gendarmfamilier. I 1988 gik huset igen over til privat eje.

 

Han kunne have blevet meget rig

Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til Slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget ned til damperen.

Der skulle et spand gode heste til at trække de tunge læs over diget, men det gav en god indtægt. Den mistede han, da Hindenburg – dæmningen blev taget i brug i 1927. Turisttrafikken over Højer Sluse opførte dermed. Og Andreas sukkede:

• Ja var den pakkekørsel blevet ved, så var jeg blevet en rig mand

De færgesejladsen holdt op, eksisterede af gården kun stuehuset på Nørrevej. Efterhånden købte han så nogen jord og lejede nogle arealer. Hans landbrugsbygninger blev opført i flere etaper.

 

Chr. Bundes vognmandsforretning

Da hans søn, Alfred i 1946 overtog gården, byggede han et aftægtshus ved Emmerlevdiget, Nørrevej 100. Efter faderens død flyttede Alfred Jensen landbruget ud i nr. 100 og solgte nr. 75 til Chr. Bundes, som der havde din vognmandsforretning med busser og lillebiler. Det blev efter hans død videreført af hans søn.

 

Højers ældste mølle

Går vi østpå ad Nørrevej, har vi Digeskolen på venstre hånd: En lille forhøjning vest for skolen, og som man kalder Møllepold, vidner om, at her formentlig har stået den ældste mølle i Højer. Det var en stubmølle, der har eksisteret så langt tilbage som i 1500 – tallet.

Måske skal vi lige have med, at Digeskolen er opført i 1964. Og det var foranlediget af det skoleforbund, der i 1959 blev dannet af de fem små vesteregnskommuner, som fra 1970 udgjorde Højer Kommune. Men se det er jo også nu i dag historie.

På den modsatte side Nørrevej ligger plejehjemmet Digegården, bygget i 1957.

Og så er det længere mod øst, Nørrevej 39, som er opført 1939. Her var et børnehjem, Højer Søskendehjem og en dansk børnehave. Denne blev flyttet til Nørrevej 28. Børnehjemmet blev nedlagt i 1973.

 

Rosenhytten

På nordsiden af Nørrevej, hvor nu Halvej udmunder, har det ligget en uanselig træhytte, som har sin helt egen historie. Snedkermester Wolf Lützen byggede den for sin bror, Asmus, der var gartner og havde lejet jord ved Nørrevej.

I 1943 meldte Asmus sig til den tyske værnemagt, og efterfølgende var han i Fårhuslejren. Han spurgte sin gode ven, Viggo Jørgensen, om han kunne passegartneriet indtil han kom hjem, ellers måtte det nedlægges. Men Viggo ville godt prøve, og så flyttede han ind i Rosenhytten, som træskuret blev kaldt. Og det lykkedes for ham at drive det, indtil Viggo vendte hjem.

Ja Viggo blev boede indtil han i 1952 købte ejendommen Østermarkvej 1. Og træhytten blev flyttet ned syd for A.R. Kjærbysvej, hvor det endte sine dage.

 

Her vajede Dannebrog den 5. maj 1945

Rosenhytten var omgivet af rosenbuske, så den levede op til sit navn. Ved Danmarks befrielse vajede Dannebrog på hytten. Viggo var i modsætning til Asmus, dansk. Og flagningen i fuld forståelse med Asmus` tyske søskende.

 

Rettungsboot nr. 62

Nu har vi tidligere omtalt Ungdomsskolen, den tyske privatskole og Æ armhus så vi springer ned til Nørrevej 62. Engang kunne man her på bygningen skimte bogstaverne IOGT. Og se det står for International Order of Good Templar. I 1896 blev der i Højer oprettet en afdeling af denne afholdsorganisation Rettungsboot Nr. 62.

Den omfattede også Daler, Hjerpsted og Ballum sogne samt Rodenæs. Her holdt man sine møder. Sine fester holdt man i Lauritz Petersens afholdsbeværtning Toldgade 3.

 

Is i kælderen hos ”Gamle Meyer”

På hjørnet af Nygade i Nørregade 58, boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864. Og han blev 99 år gammel. Husets kælder havde meget tykke mure og har fungeret som ishus. Her opbevaredes den is, som man i vintertiden hentede på en eller andet ”pøt”. Engang imellem hentede man også i Vidåen. Så kunne slagtere og ølmænd hente is her om sommeren.

Der var flere sådanne ishuse i byen. De fleste slagtere havde deres egne. Når isen var tilstrækkelig tyk, kunne der være mange i gang med at ise. Dertil brugte man specialværktøj, issave og isøkser. Isen blev transporteret på hestevogne til ishusene. Børnene var dog meget utilfredse, når man fjernede isen fra deres ”pøt” hvor de løb på skøjter.

 

De to ”Margrether”

Overfor Nygade udmunder Margrethevej. Nej, her er det dog ikke tænkt på vores dronning. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9, Margrethe Sønnichsen. Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev flittigt benyttet af de to koner, som næsten daglig besøgte hinanden. Da vejen blev gjort i stand og asfalteret, fik den navn efter de to Margrether.

 

Maler Jensen

I Nørregade 54 havde vi den meget farverige barber Jacobs, der også trak tænder ud.

Ved siden af i nummer 56, var det maler Jensen. Han kom nordfra. Måske var det, fordi hjuler – Jensen havde brug for ham, som vognmaler. Han malede Trøjborg på det fortæppe, der i mange år hang for scenen i Emmerlev sogns forsamlingshus. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen. Forretningen blev nedlagt i 1988.

 

En meget velbesøgt kro

Vi går overgaden og hen til hjørnehuset Skolegade 17. Her havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørerstald mod syd. Langs kroen var der på Skolegade granitpæle, forbundet med jernstænger. Her kunne man binde sin hest.

Det var en meget velbesøgt kro. På markedsdage holdt der vogne langt ud ad Ballumvej. Gottfridsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste.

Om søndagen blev kroen besøgt af skatspillere. Bordene var tætbesatte og det var så tæt af tobaksrøg herinde, at man næsten kunne skære i den. I husets nordøstlige hjørne var der samtidig med kroen en lille købmandsbutik.

Efter Niels Gottfriedsen skiftede kromanden nogle gange, indtil Lauritz Andersen kom til i 1924. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20. Nu blev han den sidste kromand på stedet. Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Når kørende folk nordfra havde ærinde i Højer spændte de af ”hos Marius”. Inden de så kørte hjem skulle de så lige ind og have ”en lille jen” i kroen.

 

Kusk på Højers ligvogn

Da Lauritz Andersen i 1934 flyttede hen i Nygade 2, fulgte Marius med. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt, der overlod den til sin søn Friedrich ”Fidde”. Kro blev det dog ikke mere. Fidde drev den som landbrugsejendom, og havde desuden en del vognmandskørsel.

I næsten et halvt århundrede var han kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Han havde altid et par smukke heste. Han elskede heste og ville gerne handle med dem. Cirka hver anden måned gik der bud hen til Jeppe Smed, at nu havde Fidde fået nye heste. Så måtte smeden hen og mønstre dem.

 

”Det brænne sæ te ret”

Under krigen kørte han en stor del tøv hjem, som lærere og andet godtfolk i byen gravede i Kogsbøl mose. Det var svært at få en fast aftale med ham. Men når han kom af sted, var der ingen, der kørte to så svingende høje tøvelæs hjem som Fidde. Var man bange for at tørvene ikke var tørre nok. Fiddes stående bemærkning var altid:

• Det brænne sæ te ret.

 

Kun i Højer

Han var i mange år medlem af menighedsrådet, repræsenterende det tyske mindretal. Det var han også efter, at de fleste tyske familier havde meldt sig ud af folkekirken og gået ind i den tyske frimenighed. Suppleant for ham var altid hans søn, byrådsmedlem valgt på den socialdemokratiske, danske liste. Det var hvis kun i Højer sådan noget kunne lade sig gøre.

I 1958 solgte Fidde ejendommen til Maria og Walther Damm, der indrettede Trikotagehuset på hjørnet. Det endte hvis med en kiosk på stedet.

 

Onkel Kedde og Tante Annelise

På den modsatte hjørne af Skolegade, Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Men ham og sin datter, Bobbe Kårmache har vi tidligere berettet om. Her har hvis været mange butikker i tidens løb.

I det lille hus i nr. 11 blev kurvemageren og datteren nabo til smedjen, hvor undertegnede faktisk er kommet en hel del. For her boede Tante Annelise, Onkel Kedde og mine to skønne kusiner, Christel og Elke. Vi har tidligere fortalt om stedet.

Det var her Onkel Keddes far Jeppe i mange år også havde smedjen.

 

Der var ikke plads i stuen

I Nørrevej 7 boede Marie og Jes Jensen. Gamle Jes var fra Frifelt og bestyrer af lossepladsen ”Om ve æ hav”. – uden for diget ud for Nørrevej.

Her havde han et læskur, som var resterne af den gamle postvogn til Ballum. Han var også strandfoged. Det meste af dagen opholdt han sig dog på lossepladsen. Han samlede effekter, som han mente havde en værdi. Efterhånden var det et ret stor lager, han kunne tilbyde. Han afhændede det til private og til produkthandlere.

Ægteparret sad altid i køkkenet. For i stuen opbevarede han sine metalprodukter. Manglede nogle en ukurant reservedel til et komfur, en kakkelovn eller andet, ja så var Gamle Jes leveringsdygtig. Undertiden røg han uklar med en anden samler, Friedrich Møller i Østergade.

 

Tømrer Ochsendorf hævnede sig

På den grund, der sender blev ejet af Brugsen, Nørrevej 52, lå Bernhard Nielsens snedkeri. Den nu for længst nedrevne beboelseshus blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen var ikke interesseret.

Han blev så fornærmet, at han fik nogle sigøjnere til kommunen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt leben. Hvem der først blev træt af dette, melder historien ikke noget om.

 

Masser af kartoffelsuppe i Burkal

Over for Brudsen ligger Nørrevej 3, et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står 1724, og bogstaverne H.J.A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen Ballumvej 38. Det at eje et hus, blev der lagt meget vægt på, for så var det ikke sandsynligt, at man skulle tilbringe sin alderdom i Fattighuset. Det var en skræk for datidens mennesker, og ikke uden grund.

Om det i Burkal, sagde man, at der fik man kartoffelsuppe så tit, at urene gik i stå. De tre næste generationer var også rebslagere. Men Hans F. Andersens bedstefar Hans Jensen Andersen solgte til sidst arealet ved Ballumvej til hjuler Jensen.

 

Masser af husdyr

Selv om rebslageriet var det egentlige erhverv, måtte der mere til for at skaffe føde til familien. Skønt pladsen i huset var begrænset, præsterede Hans J Andersen at holde 4 malkekøer, 4 ungkreaturer, 4 kalve, 2 svin samt 10 – 12 får i en kogfenne syd for byen.

 

Fåret blev slagtet i nattens mulm og mørke

Da det under første verdenskrig var svært at skaffe kød og hjemmeslagtning var ulovlig, slagtede han ved nattetid et får i kogsfennen og bar det hjem på ryggen. Gendarmen måtte ikke vide det.

Da han solgte reberbanen, måtte hans søn, Anders lære et andet håndværk. Han blev snedker men beholdt rebslagertitlen. Hans søn igen Hans F. Andersen, der var maskinarbejder, blev kendt som ”Hajse Refslæ”.

 

Fælles løbetur fra Tønder til Højer

Andreas Andersen kom i lære hos snedker Brodersen i Højer. Men:

• Æ kun it mæ det styk karl, æ ståk a

Så gjorde han din uddannelse færdig hos en lærermester i Tønder. Der var også andre unge høvringer i lære i Tønder. Lørdag aften var der en hel flok, der sammen løb hjem til Højer og søndag aften tilbage igen. Det har været omkring 1890, få år før jernbanen Tønder – Højer blev anlagt.

Før Første verdenskrig var han ansat hos Meinert Lützen, men da han kom hjem i 1919 var det ikke mere brug for ham der. De boede i huset Nørrevej 3 sammen med den gamle bedstefar, som havde sin alkove i et lille rum ved køkkenet.

 

Krigsmateriel blev læsset på jernbanevogne

Anders Andersen blev først beskæftiget på havnepladsen ved slusen i en Schiffahrtgruppe, som lossede alt krigsmateriel, der blev sejlet over fra Sild. Det blev læsset på jernbanevogne.

 

Hø på øverste etage

Derefter lykkedes det for ham at få en fiskepant ved slusen. Han byggede et skur bag huset. Det brugte han til sit snedkerværksted. For dette hverv fortsatte han også med. Familien fortsatte med at holde husdyr i det omfang, som forældrene havde gjort. Hø havde de op på loftet. Det blev forket ind ad lugen over døren. Men det har egentlig været meget brandfarligt.

 

Smør, mælk og ost fra stalddøren

Men det var ikke nok til vinterens forbrug. Så de opbevarede også hø i Andreas Matthiesens lade, Møllegade 9. Det hentede de af, når loftet var tomt. Fra forår til vinter var køerne i deres kofenne syd for Slusevej 23. tre gange om dagen måtte hans kone gå derud for at malke dem. På de tider af dagen kunne man alle vegne se konerne komme trillende med deres tohjulede malkevogne med mælkespand på. Der var køer i næsten hvert hus i Højer dengang.

De fleste koholdere leverede mælk til mejeriet. Det gjorde Andreas Andersen ikke. Hans kone solgte mælk ved stalddøren. Hun lavede selv smør. Så hælde hun mælken op i et stort fad og skummede fløden af med en skummeske. Senere fik hun anskaffet en centrifuge, købt hos Ludolf Wismar. Smørret blev kærnet i en høj, næsten cylindrisk træbeholder. Den var lidt smallere op ad. Ved hjælp af en cirkelrund plade med huller i, der sad for enden af en stang, kunne man bevæge pladen op og ned i fløden, indtil denne blev til smør.

Smørret, der også blev solgt ved bagdøren blev indpakket i pergamentpapir. Ja hun lavede også ost, både fåreost og den specielle, stærke såkaldte Backenwost. Ostemassen blev indpakket i en klud og sat under pres i et rundt kar. Den blev helt mørk til sidst og skulle efterbehandles ved at stå og ”bræmme” i høet. Man sagde ganske vist, at Backenwost skulle bræmme i møddingen for at få den helt rigtige aroma. Men det er næppe praktiseret. Fru Andersen havde helt bestemte kunder til Backenwoost.

Da mejeriet begyndte at sende mælkevogne rundt i byen, hvorfra man solgte mælkeprodukter, holdt salget ved døren op. Nu begyndte Andreas Andersen også med at levere til mejeriet, først til Møgeltønder senere til Højer.

 

1947 var et åleeventyr

I mange år var dog hans vigtigste indtægtskilde ålefiskeriet ved slusen. Ålene blev opbevaret i hyttefade i åen, indtil de blev afhentet af en eksportør fra Kolding eller Esbjerg. Så blev de pakket i kasser med is.

Det var altid en stor dag, når en lastbil fyldt med ålekasser kørte af sted fra slusen.

Den varme sommer i 1947 gav noget af et åleeventyr ved Højer. Andreas Andersen sagde selv, at han fangede 4.000 pund. De store fangster kom nu aldrig officielt til ligningskommissionens kendskab! Da Rømødæmningen blev færdig i 1948 tog ålefiskeriet af. Året efter solgte Andreas Andersen sin fiskepart ved slusen, men da var han også 75 år.

Nu var det sådan, at når ”Den Gamle Redaktør” her var på ferie ude ved Oma og Opa u i æ Kow, så var der næsten ål morgen, middag og aften. Og selv om jeg var med til ”Sat ål og snaps å æ Højkro”, så blev jeg pludselig træt af ål og anden fisk, og spiser det i dag yderst sjældent.

 

”Kasseapparat” med lokumsspand

Toiletforholdene var i Nørregade 3 som i de fleste tilsvarende huse. I et halvtag bag ved huset var der et ”kasseapparat” med lokumsspand. Når de om aftenen skulle ”på huset” havde de gerne lygte med. Spandens indhold blev tømt af i ”æ mogkåe”. Det var den trillebør, man brugte, når man mugede ved dyrene, og hældt af på møddingen foran huset sammen med det øvrige møg.

Man havde natrenovation i byen. Det var en stor lukket kassevogn, som blev tømt ude på Vestermarken. Det skete ved at forenden blev hejst op, så indholdet gled ud af bagenden.

Det var dog mange, der ikke ville betale for natrenovationen, men klarede sig som på Nørregade 3 Helt op til 1950 var der til lærerlejlighederne på kommuneskolen lokummer med spande, som lærerne selv tømte. Som en af dem sagde:

• Men det kunne ses å æ rabarbe

Ved siden af Brugsens grund står vandtårnet, som bærer årstallet 1934 og øst for denne har det været et bryggeri.

 

Fidde Træ og Fidde Buhn

Den mest imponerende bygning på Nørregade er dog Hindrichsens købmandsgård fra 1760, Nørregade 1. I 1843 blev den ejet af Fedder Hindrichsen. Han var træhandler, kornhandler, urtekræmmer, brygger, krovært og landmand.

Oprindelig boede familien i stueetagen på ”Haubargen”, men senere byggede familien også det store hus på Nørregade 38 til familien. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig. Den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.

Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå lige øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. I 1930erne hed de begge Fedder. Og for at skille dem fra hinanden kom de i folkemunde til at hedde Fedder Træ og Fedder ”Buhn”

 

Et blandet kommandosprog

Og så var det den gamle brandstation. Før 1945 var kommandosproget en blanding af synnejysk og tysk:

• Rechts um – å ind af æ lejgaf

 

Masser af industri i Højer

I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrik, der tilhørte købmand Knudsen. I løbet af 1800 – tallet blev der faktisk oprettet en del industriforetagender i Højer. Der har været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådvævsfabrik og kalkbrænderi.

Det sidste brændte ”Skællekalk” af hjertemuslinger. Denne kalk gav en hvid og meget stærk mørtel eller ”smadder” som murerne siger. Mange huse vidner endnu med deres hvide fuger om brugen af skællekalk. Nummer 32 var i øvrigt et smukt og absolut bevaringsværdigt hus, indtil det fik ny gavl og moderne vinduer. Ja vi har i en tidligere artikel gået gennem byen og tilladt os, at kritisere nogle af de ældre huses tilstand.

 

Af sundhedsmæssige grunde

Ved siden af går vejen ned til den ”ny” kirkegård. Den blev oprettet i 1862 dels fordi der var for lidt plads på den gamle ved kirken, dels af sundhedsmæssige grunde, idet der var en brønd med pumpe ved næsten hvert anden hus. Ja der var også en tæt ved kirkegården. Men en tyfusepidemi i 1860 – 1861 var nok den direkte årsag.

Resten af Nørrevej følger bagsiden af husene i Nørregade. Og ved den østlige ende danner de to gader en spids vinkel med hinanden. På den trekant, som derved fremkommer, blev der i 1950 rejst en Genforeningssten.

Den østligste bygning på Nørrevej er nummer 2. Den blev opført af Chr. Ohlsen, Østerende 3, da han i 1931 flyttede sin jernhandel hertil. Firmaet blev ført videre af hanjs søn Waldemar.

 

Nygade – Toldgade

Nygade 2 er opført af Lauritz Andersen. Det var den sidste kromand, der havde Gottfriedsens kro, Skolegade 17. Da han nedlagde kroen, byggede han huset i Nygade og ernærede sig som kolportør.

Han købte hver uge et antal eksemplarer af de gængse ugeblade, lagde omslag om dem og udlejede disse mapper til kunder fra nær og fjern. Så gik de på omgang efter et bestemt rutesystem. Distributionen sørgede han selv for. Han blev almindeligvis kaldt for Æ mapmand.

 

Fra Ridende Gendarm ved den gamle grænse

Nord for huset har man gennem haverne udsigt over Ballumvej 3. Her boede rebslager Andersen. Hans reberbane gik netop her fra Nygade og helt over til hans hus på Ballumvej.

Nygade 1 er bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Her havde de kontor for det vestlige grænseafsnit, der omfattede Højer og Rudbøl. Den vagtmester, der var afsnitsleder boede i huset. Den sidste var overvagtmester Albert Solager, som her afsluttede sin karriere. Han begyndte som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920. I 1973 afhændende gendarmeriet huset til private.

På det næste hjørne til venstre lå den tidligere toldbygning fra 1910.

 

Murermestrene Schmidt

Toldgade 8 er opført af brødrene Schmidt. De var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj, som var kvarteret omkring Nygade – Toldgade.

Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon, som endnu kan ses på det smalle hus på nordsiden af Søndergade mellem Skolegade og ”Bohsti”. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget. Senere flyttede Schmidt til Norge, hvor han fortsatte produktionen.

 

Et moderne snedkeri

Toldgade 6 er bygningerne lige nord for hørte til Meinert Lützen møbelfabrik, som han havde udviklet der fra 1896. Han var den første snedker i Nordslesvig, der anvendte maskiner i sit værksted. Allerede i begyndelsen af 1900 – tallet havde han dampmaskiner til at drive disse maskiner. Han lavede allerede selv elektrisk lys, før der blev oprettet elværk i byen.

Kedelhuset, der har haft en høj skorsten lå øst for nummer seks. Der var mange beskæftigede i hans virksomhed, og det var kvalitetsarbejde, der udgik fra den. De fleste snedkerværksteder i byen havde ikke maskiner. De fik deres værkstedsarbejde udført hos Meinert Lútzen.

Her blev høvlet træ til ligkister og her fik tømmerhandleren høvlet gulvbrædder. Det sidste krævede megen dampkraft.

 

Polstrede møbler

Meinert Lützen drev både bygnings – og møbelsnedkeri. Før første verdenskrig havde han ti snedkere og en polstrer ansat. Under krigen omstillede sønnen, Peter Lützen fremstillingen til næsten udelukkende polstrede møbler. Så nu beskæftigede han ti polstrere og en snedker. En del af dem blev derefter arbejdsløse. De begyndte så selv med større og mindre held at drive værksted.

Da den anden søn, Peter Lützen senere overtog virksomheden, nedlagde han efterhånden det meste af produktionen og satsede på driften af en meget velassorteret møbelforretning i Toldgade 6. Efter hans død blev virksomheden i 1986 helt nedlagt.

 

Den ridende gendarm

I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i tysk tid. Hestestalden stod bag huset. Han fungerede som politibetjent i området. Og i nummer tre havde Lauritz Petersen sit alkoholfri værtshus.

 

Ballumvej

Vi har tidligere i vores artikler besøgt Dambergs købmandsforretning på Ballumvej 7. Der har så mangen et barn sikkert fået ”en tut bom”. Dengang bestod butikken af en masse ting, der hang ned fra loftet. Blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande. Ved døren stod en åben sæk korn. Ved siden af stod de store trekantede klipfisk med halerne i vejret.

 

Middel mod vorter

I bagbutikken sad petroleumspumpen på væggen og i vinduet ud mod gaden stod kaffemøllen med de festlige store blanke svinghjul. Det ufarvede smør stod i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir.  Og med i pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte smørret i husholdningen, æltede husmoderen det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarvet i. Margarinen stod i en træbøtte. Den blev indpakket ligeledes i fedttæt papir.

Her kunne man også få midler mod vorter. Og ude ved Slusen havde Damberg en tank stående, hvor han leverede brændstof til fiskernes bådmotorer.

 

Bestyrer af Emmerlev Klev

Og så er det urmager og guldsmedeforretningen, Ballumvej 9. Den første Hyldtoft kom fra Ravsted og begyndte sin virksomhed i nummer 29. Hans søn Jacob begyndte i nummer ni.

I nummer 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognmandsforretning med to heste. Hans søn, Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom tilbage overtog han strandhotellet ved Emmerlev Klev. Åh ja, sikke mange minder, man har derfra.

Og nu blev nummer 11 så solgt til Peter Jensen, som etablerede mekanikerværksted og lillebilforretning. Han fremstillede en del metalbeslag, som hjuler Jensen eller Europa – Jensen, som han også blev kaldt, brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz vaskeri her. Og broderiforretning var her også.

 

Mad ud af huset – med bestik

I nummer 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en meget dygtig smed. Størstedelen af hans jerngitterværk kan ses overalt i byen. Han havde udstillingsvindue ud til gaden, ja han solgte også landbrugsmaskiner.

Efter hans død oprettede hans enke og to døtre et pensionat på stedet. De leverede også mad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunderne kunne også som Dr. Kühl få et komplet service med.

 

Før Ballumvej med muddergrøfter

Nord for nummer 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962. Her havde hjuler – Jensen en filial af sin virksomhed, som han kaldte det træskur der stod her.

Det var også her, at grænsekommandoen blev indkvarteret.

Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 sit gartneri med drivhus. Når det havde regnet en forårsdag, var her masser af trafik for folk, der ville hente kål – og andre planter.

Endnu i begyndelsen af 1920erne var vejen, der dengang hed Grønnevej ikke brolagt med dybe grøfter, ja til tider muddergrøfter. Og i disse havnede en gang imellem en uøvet cyklist.

Og det er også her på Ballumvej, vi har forsamlingshuset, bageriet og en gammel hatteforretning. Ja her etablerede Europa Jensen også sit store firma, som vi har skildret i tre – fire artikler.

Dr, Kühl og rebslager Hans Peter Andersen kan du også læse om andre stede her på siden.

 

Tøndervej

Der ligger en gård på venstrehånd, Tøndervej 1. denne har vi fokuseret på tidligere. Syd for Tøndervej rejste der sig en ny bydel af parcelhuse. I folkemunde blev denne bydel kaldt for ”Snobberup”.

 

Jammerbugten og Guldkysten

Ja de huse, der lå direkte ved Tøndervejs sydside fik navnet ”Guldkysten” Gårdejer Hans Hindrichsen fik på baggrund af dette til at kalde bebyggelsen på Tøndervejens nordside til at kalde denne del for ”Jammerbugten”. Bønder klager sig jo altid.

Fortsætter man nu østpå ad Tøndervej finder man på højre side, lige før den hvide bro over Sejersbækken – Oldemandsfennen. Denne blev altid tillagt Bønderkommunens oldermand.

Længere ude på nordsiden af vejen ”Snur – om”, der tidligere var kro for blandt andet fragtkuske og jævne høvringer. På et tidspunkt var her blomsterhandel.

Nu holder vi så en lille pause i vores nye vandring, men vender frygtelig tilbage.

 

Kilde:

• Se Litteratur – Højer

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 57 artikler om Det Gamle Højer og Omegn