En friser på kirkegården

Går man en tur på kirkegården i Møgeltønder er det næsten lutter danske gravstene. Men pludselig dukker en frisisk gravsten op. Den fortæller en masse historie. Her ligger den kendte friser Nann P. Mungard. Han blev lige som mange andre folk fra Sild sømand. Han beherskede mange sprog og forsvarede de frisiske traditioner. Han regerede kraftig, da præster ville afskaffe nogle af dem. Han lavede en frisisk ordbog og meget mere. Men han fik alvorlige problemer, da afstemningstiden kom. Han anbefalede nemlig at friserne skulle stemme dansk. Og det vakte en masse modstand og trusler mod ham. Antagelig er det modstandere, der brændte hans store gård af på Sild. Han flygtede til Toghalle Gamle skole, som blev ejet af hans gode ven Cornelius Petersen. Men så var det jo også lige historien om Jens Mungard. Han blev udråbt som frisernes bedste digter. Han ville hæve sin arv i Tønder Landmandsbank. Men så fik han problemer med Gestapo. Han døde i KZ – lejr – allerede i 1940.

 

En gravsten med frisisk indskrift

Man skulle tro, at der kun var danske gravstene på kirkegården i Møgeltønder. Men pludselig standser man op. Hvad er nu det? For her er en gravsten med frisiske ord:

• Rüm Hart klaar Kiming

Ja bag gravstenen gemmer der sig en skæbne. Men også vedkommendes søn oplevede ting og sager. Han blev faktisk endnu mere end faderen. Jo familien kom til at betale for deres nationale tilhørsforhold.

 

En familie med mange skæbner

Under mystiske forhold nedbrændte deres store gård indeholdende mange kinesiske antikviteter. Selv mente Nann P. Mungard, at branden var påsat.

Familien mistede jorden og sønnen, der var Silds største digter, der omkom i tysk koncentrationslejr i 1940. Mungaard fik udgivet sine erindringer i 1989. Hans originaltitel var

• Der Friese Jan – Lebenserinnerungen sines Sylter Kapitäns.

 

Han vidste som 5 – årig, hvad han ville være

Nann Mungaard er født den 30. juni 1849 i Keitum på Sild. Hans far var skomager og landmand. Nann var opvakt og havde et ukuelig opvakt frisisk sind. Han stod uden for klassen og hørte, hvad hans ældre legekammerater lærte i skolen.

I stedet for at han skulle stå derude og bare ved sin tilstedeværelse kunne forstyrre undervisningen, blev han inviteret med ind i klassen til at overvære undervisningen.

Allerede fra sit femte år vidste han, hvad han ville. Som de fleste i hans slægt ville han være sømand. Som 13 – årig tog han på sin første rejse som skibsdreng i hjemlige farvande.  Efter konfirmationen tog han så til det Fjerne Østen.

 

Han beherskede masser af sprog

I vinterhalvåret 1868/69 gik han på navigationsskolen i Tinnum på Sild. Som 20 – årig tog han kaptajns-eksamen i Kiel.  Han sejlede som styrmand og siden kaptajn. Gennem 13 år sejlede han næsten udelukkende på Japan – og Kinakysten. Han førte både japanske, kinesiske, danske og engelske skibe.

Hans modersmål var ubetinget frisisk. Men han talte flydende dansk, engelsk, tysk, kinesisk, japansk og malaysisk. Som 34 – årig vendte han tilbage til sin fødeø og købte en af øens største gårde og blev landmand.

 

Han mistede sine to koner

Året efter giftede han sig med Elisabeth Schwennen, kaptajnsdatter fra Keitum. Men ak – ægteskabet blev kort. Efter fødslen af parrets anden barn, døde hun i n1889. Men så giftede Nann sig med søsteren, Luise. Efter 18 års ægteskab døde hun i 1909.

Den yngste søn blev ingeniør og udvandrede kort efter til Sydamerika. Den ældste søn Jens overtog i 1910 fødegården efter faderen. Han blev Nordfrislands mest betydelige forfatter. Vi skal høre om ham senere.

 

Protest mod præsterne

Nann Mungard var som bonde lige så dygtig som han var som sømand.  Også som hede-opdyrker markerede han sig. Han fik flere offentlige hverv. Og så medlem af menighedsrådet kom han ofte i strid med præsten.

Da den gamle frisiske skik ”Bike-brænding” engang faldt sammen med fasten, forsøgte præsten af afskaffe den. Begrundelsen var at det var en gammel hedensk skik. Som protest mod præsterne og deres ordfører antændte Mungard tre tjæretønder med bogstaverne BRG påmalet. Det blev opfattet som præstens forbogstaver. Men ved det efterfølgende forhør blev Mungard frikendt med sin påstand om at det stod for

• Brenne recht gut

 

En ordbog over Sild – frisisk

Nan Mungard var frem for alt optaget af at værne frisisk sprog og kultur. Fra årene 1908 til krigsudbruddet i 1914 blev det til en lang række udgivelser af små fortællinger på frisisk dialekt.  I 1909 udgav han en ordbog over Sild – frisisk:

• For Sölring Spraak en Viis

Han var altid opmærksom på det frisiske ords betydning og skrev det altid ned, når han kom i tanke om et ord og dets betydning. På øerne Sild, Før og Amrum bruges der ca. 20.000 ord.

 

En agtet og æret herre

For midler indsamlet på øerne blev værket sat i trykken. Da en tredjedel af værket ca. 300 stk. var færdigtrykt slap pengene op. Krigen og de senere begivenheder satte en stopper for værkets videre trykning. Men Mungard fortsatte sit arbejde.

Resterne af arbejdet blev overgivet til Det kgl. Bibliotek i København.

Gennem årene var Mungard blevet en af de ledende mænd i de kulturelle ”nationale” frisiske bevægelser og sprogforeninger. Han var æresmedlem af den store vestfrisiske sprogforening som flere gange besøgte ham i Møgeltønder.  Han var på alle måder en agtet og æret herre af almenheden.

 

Afstemningstiden gav problemer

Afstemningstiden betød store omvæltninger i Nann Mungards liv. Han læste et af den kendte dansksindede friser Cornelius Petersens skrifter. Det vakte ”rigtig indre tilfredshed”.

Han læste så i det tyske blad ”Sylter Zeitung” en artikel, der skildrede Uwe Jens Lornsen som en stridsmand for Prøjsen. Denne kaldte alle frisere, der ville stemme for Danmark som landsforrædere.

 

Blev nægtet adgang til avis

Mungard greb så til at skrive læserbreve i samme avis. Der kom så til meningsudvekslinger med stærkt tysksindede sildringer indtil bladet nægtede ham spalteplads. Men det betød blot at han kunne fortsætte sine læserbreve i Tonderneche Zeitung, der nu var op købt af Cornelius Petersen.

Mungard tog straks et klart dansk standpunkt der gik ind for 2. zones tilslutning til Danmark. Ud over frisernes historiske tilknytning til Danmark, mente han også at det lille frisiske folk bedre ville beskytte sin kultur og sprog ved at være sammen med et lille folk som det danske.

 

De dansksindede opnåede kun 18 pct.

De dansksindede på øerne knyttede sig til ham. Men ak slaget blev tabt. Der var kun 18.2 pct. danske stemmer på øerne. Nu fulgte en uhyggelig tid for Mungard. Han modtog postkort med teksten:

• Til forræderen og spionen Nann Mungard.

 

Hans gård blev brændt af

Til Biike – brænding lod man afbrænde en dukke med hans navn på bålet.  Værre var det at hans ejendom nedbrændte under mystiske omstændigheder natten til den 12. januar 1921. I hans erindringer er han ikke i tvivl om at det var en kriminel handling.

Det viste sig at forsikringerne var komplet værdiløse. Det betød nærmest økonomisk ruin for ham. Troen brast. Han tog konsekvensen og med tungt hjerte tog han bort fra sin fødeø, som han aldrig genså. Men i sine erindringer skriver han:

• Selv om jeg forlader øen, så forbliver jeg dog altid, hvad jer er – en Sild – friser.

 

Kom til at bo på Toghale Skole

Nord for grænsen på Toghale Skole ved Møgeltønder fandt han sit nye fristed. Det var jo her, at redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen blev født. Den gamle skole var også i Cornelius Petersens eje.

Denne var lige som mange andre danskere Mungards velgører. Det var indtil den danske stat gav ham en velvillig pension. Han gik nu i gang med at omdanne sit værk fra frisisk – tysk til frisisk – dansk.

 

Døde 86 år gammel

Cornelius Petersen havde flere gange inviteret ham til at holde juleaften på vester Anflod. Men han takkede nej. Men i 1923 sendte han en vogn. Så nu kunne Mungard ikke undgå at komme men bare at parere ordre. Og det fortrød han ikke, skrev han i sine erindringer.

Efter at Cornelius Petersen i 1928 solgte skolen, flyttede Mungaard til Møgeltønder i et lille hus nær stationen.  Her tilbragte den gamle sildring sine sidste år indtil hans død den 30, juli 1935, 86 år gammel.

De sidste år havde været tunge efter lammelser, der bl.a. bevirkede at han skulle bæres til og fra sengen. Den 1. juni 1924 slutter Mungard selv sine erindringer med ordene:

• Meine Hand kann die Feder nicht mehr führen.
• Lebt wohl, recht wohl.

Først I 1974 udkom hans første bind af en nordfrisisk ordbog i det fulde oplag.

 

Jens ville hæve sin fars arv

Men hvordan var det lige med hans søn, Jens?

Han blev arresteret første gang fordi han havde skrevet nogle ironiske digte om Hitler. Anden gang han blev arresteret, var i 1936. Og det skyldtes en simpel arvesag. Hans far havde efterladt en bankbog i Tønder landmandsbank på 1.950 kr. Det lyder ikke af meget, men omregnet til nutidige kroner svarer det til 65.000 kr.

 

En absurd anholdelse

Begrundelse for arrestationen var fordi:

• Deres hidtidige forhold retfærdiggør den begrundede mistanke, at De fremover vil påføre Det Tyske Riges anseelse svære skader i udlandet. De udgør dermed umiddelbar fare for den offentlige sikkerhed og orden.

Det virker helt absurd at anholde ham. Det bestyrker mistanken om, at der ligger andre motiver til anholdelsen. Han havde glemt at orientere de tyske myndigheder om at han havde et udenlandsk tilgodehavende efter sin far.

Hans relationer til Danmark gjorde ham nu ”Fluchtverdächtig”. Åbenbart var det en nazist på Sild, der havde angivet ham til Gestapo.

Det absurde er, at det angiveligt var Jens’ egne penge. Hans far havde ikke haft mulighed for at spare op så Jens hjalp lidt til.

 

Han opfattede sig ikke selv som politisk digter

Jens Mungard opfattede ikke sig selv som en politisk digter. Men efter krigen blev han nu opfattet som en digter, der havde ydet modstand mod regimet.

Gestapo havde hæftet betegnelsen ”upålideligt politisk element” på Jens Mungard. Man havde givet ham forbud mod at skrive. Dette kan betegnes som om, at han var en belastning for regimet. Det var i 1938.

 

Denne gang kom han ikke hjem igen

Den 23. december 1938 blev han igen afhentet af Gestapo. Denne gang kom han ikke ud igen. Frem til 5. marts 1939 var han indespærret i Flensborg. Derefter blev han overført til KZ – lejren Sachsenhausen.

Når han nu kun overlevede 11 måneder her, må det antages, at han allerede var afkræftet, da han kom hertil.  De dårlige forhold i lejren pinte livet ud af ham.

Datteren, Elisabeth Mungard modtog en ultrakort besked den 15. februar 1940 med teksten:

• Vater an Körperschwäche verstorpen – Kommandant

 

Et høfligt brev fra nazisterne

Det blev oplyst, at han var blevet kremeret og såfremt datteren ville sende tre Reichsmark, ville hun få en urne tilsendt. Det virker lidt grotesk. Brevet var meget høfligt. Måske var det fordi hun blev betragtet som en god nazist. Hun havde været leder i den nazistiske organisation Bund Deutscher Mädel.

 

Ingen erstatning fra de tyske myndigheder

I 1956 sendte Jens Mungards datter Helene en ansøgning til en vesttysk myndighed, som kunne få tilkendt erstatning til mennesker, der var blevet forfulgt under det nazistiske styre af politiske eller racemæssige grunde.

I et svar fra 5. januar 1957 blev ansøgningen afslået fordi myndighederne ikke fandt det godtgjort, at det var politiske forhold, der medførte, at Jens Mungard var blevet indsat i KZ – lejr.

I afslaget henviste man til, at Mungard i januar 1935 var blevet idømt et års fængselsstraf for ”alvorligt tyveri”, og at han i 1936 var blevet fængslet for overtrædelse af pas – og valutalovene. Man kunne ikke godtgøre at han var modstander af nationalsocialismen.

• Ja man kan få meget historier ud af at opdage sådan en gravsten

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• wikipedia.org
• nordfriiskfultuur.eu
• tidsskrikt.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.792 artikler
• Under Tønder finder du 286 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Sønderjylland finder du 209 artikler
• Turen går til Sild
• Föhr (Før) – en ø i Vadehavet
• Øerne syd for Højer
• Dæmningen syd for Højer
• Friserne syd for Tønder
• Det frisiske salt