En Forfatter på Nørrebro

Forfatteren Henrik Pontoppidan har i sin udgivelse ”Hamskifte” som udkom i 1936 skildret om sit ophold på Nørrebro i 1878. Han spiste sammen med en snes andre på et pensionat, hvor der samtidig var en spækhøker. Og vedkommende var ”en falleret” landmand. Han beskriver også et besøg i Sankt Johannes Kirken, hvor han oplevede Pastor Frimodt. Det var bestemt ikke en, som han brød sig om. Pontoppidan skildrer også, hvordan det så ud på Fælleden.

 

Nørrebro – skilt fra byen

I Hamskifte har forfatteren Henrik Pontoppidan beskrevet nogle af sine oplevelser på Nørrebro. Det giver os et godt indblik i Nørrebro dengang. Bogen udkom først i 1936. Vi er på Nørrebro omkring 1878:

• Nørrebro var dengang skilt fra byen ikke alene ved søerne, men også ved en udstrakt Fælled, det område, hvorfra snart det store Frederiksborggade – Kvarter skulle skyde i vejret. Københavns gamle fæstningsværker, der havde ligget omkring byen som et kyskhedsbælte og hindret dens naturlige udfoldelse, men endnu lå terrænet ubebygget hen, kun gennemkrydset af et par foreløbige færdselsveje og et net af tilfældige stier.

 

• Hist og her i det fattiges græs stod en døsdømt ko tøjret eller et par klippede får, som her fik deres nådesmåltid, inden en slagterdreng fra nabolaget trak af sted med den til retterstedet.

 

Fabrikkernes Fløjten

 

• Når jeg i den tidlige morgentime gik til min magister og solen brød gennem efterårstågen, kunne der ligge en helt eventyrlig stemning over det store ørkenagtige øde. Som et fatamorgana svævede byens mange forgyldte spir og tårnfløje over disen, og så lød på samme tid fabrikkens fløjter, fornemmede jeg frydefuldt dette hundred stemmene hannegal som en morgenhilsen fra mit forjættede kongerige.

 

Godmorgen eller Goddag

 

• Når jeg en times tid senere vendte tilbage, kunne jeg undertiden møde en anden af mine ældre brødre, der var teologisk kandidat og også boede på Nørrebro. Det var Morten, den senere landskendte højskoleforstander og præst. Med taktfaste skridt og en bunke stilebøger under armen var han på vej til byen, hvor han underviste i en pigeskole. Vi udvekslede i forbigående et ”Godmorgen” eller ”Goddag”. Stort set mere havde vi heller ikke at sige hinanden den gang.

 

Hos en falleret landmand

 

• Hos en falleret landmand, der havde nedsat sig på Nørrebro som viktualiehandler og pølsefabrikant og ved siden deraf havde middagspensionærer i sit hjem, indtog vi tre brødre i fællesskab dagens hovedmåltid sammen med en halv snes andre faste spise gæster.

 

• Det var to juridiske kandidater, en provisor fra Nørrebros Apotek, en postfuldmægtig, og endnu et par andre kontorfolk – alle sammen i mine øjne halvgamle mennesker, hvorfor jeg heller ikke mellem dem ventede at finde nogen, jeg kunne slutte mig til.

 

• Alligevel når jeg hele dagen havde siddet alene hjemme og tumlet med matematiske opgaver, var det en oplevelse for mig at være sammen med disse fremmede og høre på deres passiar om teatrene og andet bynyt.

 

Diskussion om politik

 

• Mens duften af spækhøkerens krydrede finker eller hvad anden mad, der var blevet tilovers fra hans butiksforretning steg os op i næsen, gik snakken omkring bordet livlig og blev navnlig højrøstet, når den kom ind på, hvad der hændte henne på Rigsdagen. Det var i de politisk bevægede år, da Venstre for første gang havde erobret flertallet i Folketinget og straks under Chresten Bergs førerskab rejste den kamp for parlamentarisk styre, der blev den danske trediveårskrig.

 

Trængsel i Sankt Johannes Kirken

 

• I Johanneskirken på Nørrebro – min egen sognekirke – prækede Frimodt, byens mest omtalte prædikant i disse år. Han var en af de dengang nye missionske præster, en dansk Savonarola, hvis flammetaler søndag efter søndag fyldte kirken indtil livsfarlig trængsel.

 

• Det var vel nok en del, der – som jeg selv – kom der af nysgerrighed og for at kunne sige, at nu havde også de hørt Helvedesprædikanten, der malede himlen rød over København. Men størstedelen af tilhørerne var øjensynlig alvorligt grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prækenen med ansigtet skjult i hænderne og adskillige hulkede højt eller udstødte ubeherskede suk og skrig.

 

Er du beredt?

 

• En af Frimodts dramatiske virkemidler var, at han midt under prækenen med fremstrakt hånd udpegede og direkte tiltalte en eller anden af tilhørerne nede på det tætpakkede kirkegulv:

 

• ”Du gamle synder dernede, ja dig med det hvide hår og skæg. Det er dig, jeg taler til nu. Og mærk dig mine ord: Dommens dag er nær for dig. Er du beredt?

 

Religiøs propaganda

 

• Gang efter gang var jeg vidne til, at et sådant udpeget og tiltalt offer sank besvimet sammen og blev båret ud af det frivillige Samariterkorps, der altid var tilstede i kirken, når Frimodt prækede.

 

• Dersom han virkelig – som det blev sagt – ved at løfte sit flammesværd mod tiden og dens ugudelighed drev mange forvildede sjæle tilbage til kirken, så ved jeg til gengæld i hvert fald en, der altid forlod hans kirke i oprørt stemning og siden bevarede en uhelbredelig afsmag for den art religiøs propaganda som han – og flere efter ham – bragte på mode.

 

• Kilde: Uddrag af Henrik Pontoppidan: Hamskifte (1936)

 

 

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 238 artikler om det gamle Nørrebro, herunder

 

 

• Johannes Kirke

Omkring Skt. Hans Plads

Kirker og mennesker på Nørrebro

Nørrebro – fra Fælled til Lejekasserne

Russiske tropper i Fælledparken

Fælledparkens historie

Kan du ikke råbe mig Nørrebro op