Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

En astronom fra Snogbæk

Maj 8, 2022

En astronom fra Snogbæk

Dette handler om en af Snogbæks store sønner. Men det nok ikke mange i den lille by, der kan huske ham. Men det kan man i hele Verden på det fagområde, som han repræsenterede. Hans forældre var meget fattige. Men heldigvis blev han karl hos præsten. Denne kunne godt se, at den unge knægt rummede noget særligt. Han havde svært ved at få kammerater og i skolen blev han moppet. Pastoren kendte en kendt astronom i Altona. Og så var vejen banet for Thomas Clausens succes. Han gik hele vejen fra München til Altona. Men han endte i Letland. Han skrev et hav af videnskabelige artikler

 

Flere astronomer fra Sønderjylland

Nu er Thomas Clausen fra Snogbæk på Sundeved ikke den eneste, der har gået i Tyge Brahes fodspor og blevet astronom. Vi kender bl.a. Hans Momsen fra Faretoft og Peter Andreas Hansen fra Tønder. Men også Frederik Fischer som vi også tidligere har skrevet om var amatørastronom.

Vi kunne også have nævnt Hans Peter Grünfeld på Kegnæs og Th. A Brorsen fra Nordborg.

 

Plo0vdreng og kvæghyrde hos provsten

Men her skal vi fokusere på Thomas Clausen fra Snogbæk i Sottrup Sogn. Han startede i en tidlig alder som plovdreng og kvæghyrde hos pastor Georg Holst som var sognepræst i Sottrup. Præstegården lå dengang i Snogbæk et par kilometer fra kirken. Dens jorder blev drevet af præsten. Det var skik og brug flere steder.

 

En sær og mærkelig dreng

Thomas var en sær og stilfærdig dreng. Men pastor Holst var en myndig og venlig mand. Han tog sig faderlig af Thomas.  – også i hans knappe fritid. Thomas havde svært ved at finde kammerater. Ofte sad han og tegnede geometriske figurer i sandet eller stirrede op mod himlen.

Når han havde tøjret præstens hest på engen, så den kunne græsse, kunne han stå, spekulere og småsnakke med sig selv om, hvor mange mundfuld græs hesten nu kunne æde, inden den igen skulle flyttes.

 

Begavet men mobbet i skolen

Foruden at passe sine sysler i præstegården skulle han hver dag møde i Snogbæk skole hos lærer Gotfred Petersen som virkede i Snogbæk 1798 – 1831.

Petersen var dimitteret fra seminariet i Tønder 1793 og var en velbegavet lærer især i fagene regning, geografi og naturhistorie (biologi). Kun i pløje og høsttiden måtte Thomas forsømme skolen.

På legepladsen blev Thomas jævnligt drillet af kammeraterne, der kaldte ham ”Tumbe Tammes”. Han tilhørte ellers til de flittigste og bedste begavede elever. På den tid blev drengene først konfirmeret i 16 – årsalderen og pigerne i 15 års-alderen.

 

Han kunne løse alle opgaver i matematik

Da Thomas var 15 år gammel, var det ikke et regnestykke i de dengang benyttede bøger uden at han med største lethed kunne løse opgaven. Dengang var man begyndt på at tage fat på algebra og geometri blandt de bedst begavede.

Da han nåede konfirmationsalderen, var han så velbevaret i den elementære matematik at han kunne opmåle et stykke land og regne med logaritmer.

 

Præsten hjalp sin begavede tjenestedreng

Nu var det så heldigt at pastor Holst også var meget matematisk interesseret. Han hjalp sin tjenestedreng i fritiden med matematiske opgaver. Han stillede også bøger og tabeller til rådighed for hans begavede tjenestedreng.

Samtidig drev Thomas Clausen franske, engelske, italienske og latinske sprogstudier for at kunne læse den matematiske og astronomiske faglitteratur. Præstens huslærer som hed Jørgensen, hjalp især tjenestedrengen med trigonometri og astronomi.

 

Han sprang studentereksamen over

Ved en visitats i Sottrup 1819, hvor foruden provsten også amtmanden, amt-revisoren, ottemændene (sognerepræsentanter), kirkeværgerne, lærere og omegnens præster var til stede, blev det ved den følgende middag blandt andet også talt om præstens karl, den kloge Thomas Clausen

Provst Alexander Momsen, Sønderborg som ikke kendte Thomas udtrykte da lyst til at hilse på ham. Under denne præsentation og samtale blev provsten klar over, at Thomas Clausen fortjente støtte til yderligere uddannelse. Egentlig havde han vel forestillet sig at Thomas skulle forberedes til studentereksamen. Men sådan en fik han nu aldrig.

 

Til observatoriet i Altona

Dertil var hans lyst og interesse alt for ensidige. Derimod lykkedes det for pastor Holst ved en anbefalingsskrivelse bilagt nogle af Thomas Clausens astronomiske beregninger at få ham ansat hos den danske geodæt og astronom, professor H.C. Schumacher ved observatoriet i Altona, som lå i det danske monarki. Hertil kom Thomas i 1824. Allerede året efter var han blevet forfremmet til observator.

I Altona lærte Clausen sin slesvigske landmand Peter Andreas Hansen fra Tønder at kende. Hansen havde været Schumachers medhjælper siden 1821 og allerede i 1825 forfremmet til direktør for observatoriet i Seeberg ved Gotha i Thüringen.

 

En vandring fra München til Altona

Fra 1827 – 1840 gjorde Thomas Clausen tjeneste ved det optiske institut i München. Da han følte sig forbigået ved besættelsen af direktørposten, tog han sin afsked. Så vandrede han til fods til Altona. Han var dog da også stærk medtaget, da han endelig ankom.

 

Afsted til det østlige Estland

Han dog atter afsted i 1842 for at overtage en fornem stilling som observatør ved et observatorium i det østlige Estland.

Her i Tartu følte Thomas Clausen sig hurtig til rette.  Han udfyldte sin plads på bedste måde. Han blev direktør på observatoriet og vakte stor opmærksomhed med sine artikler i diverse fagskrifter. Tillige var han professor ved universitetet i Tartu.

 

150 videnskabelige artikler

Hele 150 videnskabelige artikler blev det til i ”Astronomische Nachrichten”. Trods sit tyske navn var dette blad oprettet af den danske regering på initiativ af H.C. Schumacher i Altona i 1821. Det blev dengang anset for at være verdens fornemste inden for sit område. Og Clausens navn lever den dag i dag.

 

Han glemte aldrig sin hjemstavn

Breve viser, at han aldrig glemte sin hjemstavn og fædreland. Det glædede ham også, at han i 1825 modtog Det Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for sin bestemmelse af banen for Komet 1825.

 

Han havde det ikke altid lige let

Det var ikke altid lige let for Thomas Clausen. Både i München og Altona kom der til uoverensstemmelser. Finansiel var det heller ikke altid godt. Da han tog til Estland, hjalp Schumacher i Altona ham med penge.

Thomas Clausen døde den 11. maj 1885 i Tartu, hvor han også ligger begravet.

Dette var historien om en mand som Snogbæk fostrede. Hvem skulle tro det?

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • wikipedia.org
  • Kurt R. Biermann: Thomas Clausen als Astronom (Artikel)

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.797 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 209 artikler

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland