Efter kapitulationen i Sønderjylland

Jublen var stor i Frøslevlejren. Et håb opstod. Fangerne slap for en krigsret. Politimestrene forlod Frøslevlejren. Man måtte op ad en hønsestige på Politistationen i Aabenraa. Generalen stillede op i gallauniform. Modstandsbevægelsen havde anholdelsesret til 13. maj. Straffebestemmelser blev ivrig diskuteret. Skulle nazistpartier forbydes? Minimumsstraf på 4 år og dødsstraf blev indført. Sagen mod Asmus Jensen forblev lukket. Mange likvidationer efter 5. maj. Mange anholdte. Grundloven kunne ikke overholdes. De første fik de strengeste straffe. Straffen blev nedsat i juni 1946. En spionsag fra Tønder blev opklaret. Friedrich Wilhelm Schröder. Det var andre end Scavenius, der var tyskervenlig. Kantstein havde ikke sendt en anmodning. Werner Best var en mærkelig sammensat mand. Det tyske Mindretal kaldte dommer for ”Judenrichter”. Lange fængselsdomme blev nedsat.

 

Jublen var stor i Frøslevlejren

I Frøslevlejren var der en illegal radio. Her blev budskabet modtaget med stor glæde den 4. maj om aftenen. Man slog skodderne fra og enkelte steder kunne man feste med en kop erstatnings te.

Ved tilberedningen af teen mistede politimester Brix, Aabenraa 2.200 kr. Disse var gemt i kakkelovnen. Og disse gik nu op i røg. I tidligere artikler har vi beskrevet Brix, som en person, der tiltog sig flere beføjelser end ønskværdig. Han blev efter sin tid som politimester i Aabenraa chef for efterretningsvæsnet.

I Frøslevlejren var jublen stor, men man kunne endnu ikke føle sig sikker. Man var stadig fange hos tyskere.

 

Et håb opstod

Den 20. april 1945 kom en masse danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre. Nogle af dem lignede muselmænd og var i miserabel tilstand. Men alligevel var der nu håb om at krigen snart var slut.

 

Fangerne slap for en krigsret

Der var dog stor usikkerhed omkring afslutningen. Om morgenen den 4. maj havde man på Dagmarhus bestemt at 17 fangere skulle bringes til København for at stilles for en krigsret. Ved gentagne appeller lykkedes det kun at finde de 14. De sidste tre kunne ikke findes.

Hen på dagen blev de 14 ført hen på Padborg station og anbragtes i en fangevogn. Næstkommanderende i den danske lejrledelse fik tilladelse til at ringe til Dagmarhus. Han fik også afblæst transporten, idet man i Dagmarhus var holdt op med at arbejde.

De 14 førtes tilbage til lejren. Lejrledelsen indskærpede at enhver form for demonstration skulle undgås. Man vidste ikke, hvordan den tyske ledelse ville reagere.

 

Politimestrene forlod Frøslevlejren

Efter modtagelsen af kapitulationsbudskabet gik den danske lejrleder, kaptajn Digmann og politimester Brix, der senere blev politikommandør i Sønderjylland til den tyske kommandant og krævede omgående løsladelse af lejrens fanger.

Kommandanten kunne dog ikke efterkomme kravet og afventede ordren fra højere sted. Man forlangte at løsladelse skulle ske senest den 5. maj kl. 12.00. Og så meddelte man, at Politimester Brix, Politimester Ivar Møller. Politimester Bøving og orlogskaptajn greve ville forladelejren kl. 11.30.

Fængselsvæsnet kørte ”de høje herrer” til Aabenraa. I lejren var alt pløre. Man måtte gå rundt i træsko eller træskostøvler. Intet var grønt undtagen granerne, der omgav lejren.

 

Man måtte op ad en hønsestige

Ved ankomsten til Aabenraa måtte man gå op af en hønsestige idet hovedtrappen ikke var repareret efter Peter-gruppens sprængningsaktion den 4. maj kl. 2 om natten.

 

Generalen nærmest i gallauniform

Politimestrene Brix og Ivar Møller fik deres flotteste påklædning på. Det havde været til aflusning ude i byen. De skulle til samtale med den tyske general von Blücher. De forsøgte først at finde ham i Vestergade i Stadttheater, der var tilholdssted for tysk militær, Gestapo m.v.

Han var i sit kvarter på Grand Hotel. Han mødte op med røde reversopslag og brede røde striber på bukserne.

 

Modstandsbevægelsen havde anholdelsesret til 13. maj

Efterhånden var de første engelske soldater dukket op. Og overalt i Sønderjylland kørte modstandsbevægelsen ud og anholdt folk, der havde samarbejdet med besættelsesmagten. De havde anholdelsesret frem til 13. maj, hvorefter politiet tog over.

Grundlaget for anholdelserne var dels udarbejdede lister og kartoteker, dels personligt kendskab. Der var et meget stærkt folkekrav om et hurtigt og strengt retsopgør med dem, der havde samarbejdet med besættelsesmagten.

 

Straffebestemmelser blev ivrig diskuteret

I straffeloven fra 1930 findes en regel i § 101 stk. 2 der siger, at

• Den, der under krig eller truende udsigt til krig hjælper fjenden straffes med fængsel fra 1 til 12 år.

Der var almindelig enighed om, at denne lovbestemmelse ikke kunne danne grundlag for retsopgøret idet det kunne være tvivl om, hvorvidt der i alle fem besættelsesår forelå krig, eller om en sådan tilstand først indtrådte efter 29. august 1943.

Under besættelsen havde det selvsagt været umuligt at vedtage straffebestemmelser for samarbejde og hjælp til besættelsesmagten. I slutningen af besættelsestiden udarbejdedes der i justitsministeriet og i Frihedsrådet detaljerede lovforslag. Det var tvivl om, hvordan det strafbare skulle afgrænses.

 

Skulle nazistpartier forbydes?

Således var der i Frihedsrådet under overvejelse om et medlemskab i et nationalpolitisk parti – som i Norge – skulle være strafbart.

Dette ville i Sønderjylland have været uoverskueligt. Her havde vi både Frits Clausen med DNSAP og Det Tyske Mindretal med NSDAP – N.

 

Minimumsstraf på 4 år samt dødsstraf blev indført

Langvarige diskussioner førte til straf med tilbagevirkende kraft med et minimum på 4 år og så blev dødsstraf indført. Man ville undgå de lange knives nat. Men grundloven kunne ikke overholdes – tilstrømningen var or stor.

 

Sagen mod Asmus Jensen forblev lukket

Cirka 400 blev likvideret. De enkelte sager blev ikke undersøgt. Sagen mod Asmus Jensen blev først lukket i 1947. Han blev myrdet med to nakkeskud i en lade I Vilsbæk efter at være tortureret. Hans lig blev placeret ved grænsen, senere flyttet. Og så bildte man alt og alle ind at han var skudt under flugt ind i Tyskland. Der blev endda lavet en falsk rapport om episoden. Men de var ikke særlig populært at skrive om sagen. Også de lokale beboere vil helst bevare den officielle forklaring. Politimestrene måtte senere stå skoleret for englænderne i Wassersleben.

I forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 henvendte vi os til politiet i Aabenraa og anmeldte mordet. Man behøvede bare at læse ligsynsrapporten. Men efter et par timer fik vi at vide, at sagen er lukket i 1947 og den forbliver lukket.

 

Mange likvidationer

Der foregik en del likvidationer sted og ikke kun 10 stykker som er den officielle forklaring efter besættelsestiden. I forbindelse med den overnævnte sag henvendte politimester Ivar Møller sig så sent som i 1971 til Folketinget og spurgte om, hvad han skulle gøre for nu, kom medierne lovlig tæt på.

 

Mange anholdte

Antallet af anholdte i Tønder i maj-juni 1945 var ca. 1.100. I Aabenraa var der ca. 700. Man måtte prioritere. Mindretalsledelsen, dem der havde forrettet tysk krigstjeneste, samt stikkere og Gestapo-medhjælpere.

I Aabenraa blev de anholdte bragt til det tyske gymnasium, hvor de blev registreret og derefter ført til Fårhuslejren. Det var ikke let at overholde Grundloven. Tilstrømningen var ganske enkel for vildsom. I begyndelsen kunne man kun nå 30 grundlovsforhør pr. dag.

 

De første fik de strengeste straffe

De fleste blev dømt for tysk krigstjeneste i Waffen SS men der var også ”freiwillige” marinevægtere og andre vagtmænd som bevæbnede brandmænd.

Løsladelser forekom kun meget sjældent.

Rets-behandlingen skete med få undtagelser ved domsmandsret, idet man ikke ønskede sagerne behandlet som tilståelsestaler. Der kunne behandles fire – fem dommandsretter hver dag. ”Seriesagerne” kom først for retten. De, der blev dømt først, fik de strengeste straffe.

 

Straffen blev nedsat i juni 1946

I juni 1946 nedsattes minimumsstraffen fra fire til to år med mulighed for yderligere nedsættelse. SS – sagerne blev afgjort med 2 – 3 års fængsel. Marinevægtere ofte med fire år. Zeitfreiwillige med 2 ½ år.

Mindretallet påstod at den danske regering havde givet tilladelse til dette. Men Kanstein havde aldrig sendt sådan en forespørgsel som aftalt.

Behandlingen af ledelsen af Mindretallet har vi allerede omtalt i en artikel (Anklaget for Højforræderi). For at få disse mennesker dømt skulle man have fat i en række personer, der sad interneret rundt om i Tyskland.

 

Modstandsbevægelsen ville have et par stykker dømt til døden

Således sad Gauleiter Hinrich Lohse i en tidligere KZ – lejr i Esterwegen i Ostfriesland. Overborgmester Kracht fra Flensborg sad i Neuengamme. Statssekretær Ernst Freiherr

Mangvon Weizsäcker sad i Nürnberg. SS General Lorenz (leder af Volkdeutsche Mittelstelle) sad i Landsberg – fængslet, der hvor Hitler havde siddet i 1923.

Alle disse mennesker blev afhørt i forbindelse med retssagen mod medlemmer af mindretallet. Modstandsbevægelsen mente, at et par stykker af dem, skulle dømmes til døden. Det var ikke altid, at man ved afhøringerne fik den fulde sandhed.

På et tidspunkt fik man adgang til et arkiv i Berlin. Man tog afskrift af en del af dokumenterne. Kopimaskiner var ikke til rådighed dengang.

 

En spionsag fra Tønder kunne opklares

 

Pastor Højgaard fra Rise havde været i USA og i Pentagon i forsvarsministeriet fik han et større antal dokumenter, der havde en væsentlig betydning for behandling af 10 spionsager fra Tønder. Det var i forbindelse med tyskernes indmarch den 9. april 1940.

Mange af folkene fra Det Tyske Mindretal fortsatte deres virke i mindretallet efter afsoning af straf. Ja mange vendte tilbage.

 

Friedrich Wilhelm Schröder

Formand for bestyrelsen for Nordshleswigsche Zeitung, Friedrich Wilhelm Schröder var en magtfuld person. Han var en slags mellemmand mellem rigstyske myndigheder og mindretallet. Man kaldte ham ”Der politische Weichenstelle”. Han fortalte åbent og ærligt, hvad han vidste. Og så var han i besiddelse af en udpræget humoristisk sans. Han nåede desværre ikke at skrive sine erindringer.

 

Der var andre end Scavenius, der holdt med tyskerne

Mange kendte mennesker fra besættelsestiden blev afhørt i Aabenraa. Det var bl.a. den tidligere gesandt Cecil von Renthefink. Han kunne ikke forstå at Erik Scavenius var ”lagt på is”. Han mente ikke at denne var bestemt tyskervenlig, men nævnte i stedet en række navngivne erhvervsfolk.

 

Kantstein havde ikke sendt en anmodning

SS – Brigadeführer Paul Kantstein afgav en meget væsentlig forklaring om ”Zeitfreiwilligenkorps”. Han forklarede at han før Werner Best havde fået tilbudt stillingen som Rigsfuldmægtig. Men Kantstein havde sagt nej tak.

 

Werner Best – en mærkelig sammensat mand

Werner Best blev også afhørt. Han var en mærkelig sammensat mand, der var svær at blive klog på. Han var gennemgående forsigtig og svær at blive klog på. Man kunne heller ikke blive klog på ham.

 

Det tyske Mindretal kaldte dommer for ”Judenrichter”

Men hvad var det nu medlemmerne af ”Kleiner politischer Rat” blev dømt for:

• Hvervning til tysk krigstjeneste
• Oprettelse af Zeitfreiwillig – korpset
• Oprettelse af Selbstschutz-korpset
• Skansegravning (tværs over Sønderjylland)

Peter Larsen og Jens Møller blev også dømt for højforræderi – bestræbelser på indlemmelse af Sønderjylland i Tyskland.

 

Lange fængselsdomme, der blev nedsat

Det Tyske Mindretal beskyldte dommer Levinsen for at være ”Judenrichter”. Processen varede 88 rets-dage. Den 10. september 1948 blev dommen afsagt:

• Jens Møller og Peter Larsen – 15 års fængsel
• Rudolt Stehr 10 års fængsel
• Otto Kortsch 12 års fængsel
• Lauritz Clausen 12 års fængsel
• Asmus Wilhelm Jürgensen: 10 års fængsel

Landsretten brugte så 66 rets-dage til at nedsætte straffen.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Tidsskriftet ”Pigtraad”

 

Hvis du vil vide mere

• dengang.dk indeholder 2.245 artikler
• Under Besættelsestiden (før, under, efter) finder du 432 artikler
• Under Aabenraa finder du 235 artikler
• Under Padborg, Kruså, Bov finder du 63 artikler
• Under Sønderjylland finder du 274 artikler
• Under Tønder finder du 389 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 11 artikler

 

• Spøgelsestogene på Padborg Station
• Var der 85.000 modstandsfolk i Danmark
• Da Faarhuslejren satte gang i den 1-3
• Hvordan var det at bo i Faarhuslejren?
• Myter omkring Frøslev – og Fårhuslejren
• Grænsen – dengang (b)
• De slagne ved grænsen
• Ikke alle mord undersøges
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Werner Best retfærdiggjorde sig selv
• Werner Best
• Anklaget for Højforræderi
• Konfiskation af tysk ejendom
• Ønskede og uønskede efter besættelsen
• Gerningsmænd eller ofre
• Frits Clausen 1-5
• Dødsstraf
• Retssikkerheden under og efter besættelsestiden
• Ville russerne kunne have Bornholm
• Syd for grænsen – efter besættelsen
• Varulve-angreb eller drengestreger
• Besættelsestiden og Det Tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Har frihedskæmperen sandhedsmonopol?
• Frihedsrådet som springbræt
• Værnemagere
• Aabenraa 1945
• Bovrup – kartoteket
• Fårhuslejren
• Opgøret efter 1945
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• De kom tilbage
• Sønderjylland 1945
• Besættelse og befrielse efter besættelsen
• Tønder – maj 1945
• Sheriffen fra Tinglev
• Mord i Padborg 1-4
• Det mystiske mord ved grænsen 1-2
• Forord (1)
• Var det et hævnmotiv?
• Asmus Jensen – opdateret 2020
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945 Og mange flere artikler