Drivvejen eller Oksevejen i Vestslesvig
I denne artikel følger vi denne gamle Oksevej/Drivvej i Vestslesvig til Løgumkloster, hvor vejen deler sig i to – i en lidt østligere og en lidt vestligere del. Vi følger vejen ca. 20 -30 km syd for Tønder og besøger Leck (Læk). Rødder i Oldtidens vejnet. Studedrivning fra 1400-tallet. Bønderne overtog selv studehandlen. En dagsrejse på 20-30 km. I 1789 blev der eksporteret 12.000 stude. Dampskibstrafik og jernbanetrafik. Drivvejen delte sig syd for Løgumkloster. Sønderå var vanskelig at passere. En pæn rejse fra Tønder til Leck (Læk) dengang. Skamstenen i Sæd. Drivvejen i al sin uberørthed. Tønder måtte af med en masse penge i krigsskatter og forplejning. Overfaldet af svenskerne. 424 læs hø blev afleveret ved Amtshuset. Byen ved det rindende vand. Et slot fra 1000-tallet. Tilladelse til ugentligt marked. Kvægpesten hærgede. Tre markedspladser i Leck (Læk) En jordebog fra 1230. Her kom vikingerne Mon Tønder også havde samhandel med England. Tønder – Husum hovedvej fra 1885. Gang i hjemmeindustrien. Drivvejen pløjet væk.
Rødder i oldtidens vejnet
Vi kender alle sammen Hærvejen, der også havde andre navne, bl.a. Oksevejen. Men det er vejen ved vestkysten, som vi her skal beskæftige os med. På denne vej drev man stude fra Struer i nord til Leck (Læk) i syd og videre ned til det store marked i Husum.
Drivvejen har rødder i oldtidens vejnet. Der er fund af hjulspor omkring gravene tilbage til yngre stenalder. I bronzealderen lå gravhøjene på op til 2 km lange lige rækker langs datidens veje.
Studedrivning fra 1400-tallet
I vikingetiden var vejnettet så udbygget at det stort set svarede til nutidens hovedlandvejsnet. Drivvejen var en del af et større handelsnet, som havde eksisteret siden jernalderen og var rettet mod Tyskland, Nederlandene og England.
I 1400-tallet tog studedrivningen fart. Og i 1600 – tallet nåede man op på hele 50.000 stude.
Bønderne overtog selv studehandlen
Op til midten af 1700-tallet opfedede bønderne typisk studene de første tre – fire år, hvorefter godserne overtog dem og opfedede dem den sidste vinter på stald. I foråret hentede primært hollandske opkøbere studene på gårdene og drev dem syd på. Et gods solgte på den måde mellem ca. 30 og 250 stude hvert år.
Efterhånden blev de store godser opløst og bønderne overtog selv studehandelen og studedrivningen – nu længere syd på til markeder i Wedel og Hamborg. Andre gange solgte de studene til sønderjyske opkøbere, der fedede studene op i marsken endnu en sommer og drev dem syd på i efteråret.
En dagsrejse på 20 – 30 kilometer
Studedrivningen blev varetaget af særlige studedrivere og handelen forestået af handelsbønder.
En dagsrejse var på ca. 20 – 30 km og skete med flokke på 40 – 60 stude. Undervejs passerede man brede og dybe åer. Alle søgte mod de bedste vadesteder eller broerne over åerne. Ved disse overgangssteder lå der ofte toldsteder og overalt lå der kroer med kreaturfolde.
I 1789 blev der eksporteret 12.000 stude
Langs Drivvejen opstod der således en lang række kroer, hvor de handlende og kvægdriverne kunne hvile og få noget at spise. Studeeksporten foregik indtil slutningen af 1800-tallet. Blandt andre eksportvarer var svin, gæs og heste samt lokale produkter som for eksempel jydepotter.
Indtil 1788 havde kun godsejere og købstædernes købmænd ret til at eksportere stude. Da eksporten udviste en faldende tendens i slutningen af 1700 – tallet, besluttede regeringen at give studehandlen fri.
I 1789 var eksporten steget til 12.000 stude.
Dampskibstrafik og jernbanetrafik
Sidst i 1800-tallet skete der infrastrukturelle ændringer – dampskibstrafik – jernbanetrafik, Esbjerg Havns indvielse. Grundlaget for de traditionelle studedrifter forsvandt. Og det selv om studeeksporten blev mere end tidobbelt. De andre transportformer gjorde det lettere.
Men preusserne gjorde det sandelig ikke lettere efter 1864. Nord for Kongeåen gik man over til andelsslagterier og kødtransport med skibe fra Esbjerg.
Drivvejen delte sig i to
Drivvejen forløb i Sønderjylland mellem Ribe, Løgumkloster og Tønder. Hovedsporet var nok mellem Ribe og Tønder. Men der gik nu også en østligere Drivvej fra Foldingbro til Løgumkloster og videre til Leck (Læk).
Syd for Kongemosen lå Teltkroen, et yndet tilholdssted for studedrivere. Den blev oprettet i 1776. Den måtte lukke i 1938, da den blev åbnet en ny landevej gennem Draved Skov.
Her delte Drivvejen sig i to spor. Det østlige spor gik syd på til Solvig og Hostrup, Jejsing og Lydersholm. Sporet fortsatte videre af grusvej forbi Bejers kro ved landegrænsen og fortsætte til Leck og Husum.
Det vestlige spor gik mod sydvest til Kongsberg, Store Emmerske og Tønder. I Lille Emmerske passeres Emmerske Bedehus fra 1730. Gennem Tønder fortsætter Drivvejen videre til Ubjerg og Sæd.
Et gammelt kort fra 1853 hjælper os med at finde vejføringen fra Tønder til Leck over Sæd, Sønder Løgum og Læksgårde.
Sønderå var vanskelig at passere
Tidligere havde studedrifterne og især svinedrifterne måttet følge vejen over Store Tønde og så passere Sønderå ved Beyers Kro og videre syd på gennem Vestre og Karlum, fordi de lave enge syd for Tønder og især Sønderå på dette sted var vanskeligere at passere.
Vejen efter Sæd blev anlagt i årene 1545 til 1551. Den kaldtes for Tønder Dam. Navnet siger noget om, hvor meget, der skulle til for at gøre de lavtliggende langdrag passable. I 1640 blev broen over Sønderå syd for Sæd anlagt. I de følgende årtier fulgte studedriverne med deres kreaturer mere og mere denne vej.
I 1661 blev Tønder Dam yderligere forhøjet.
En pæn rejse fra Tønder til Leck (Læk)
I dag er afstanden Tønder – Leck (Læk) ikke at regne for noget. Det er vel en strækning på cirka 20 km. Men den gang var det nu en ganske pæn rejse. Det kunne være en træls vandring, når vestenvinden drev støvskyerne over vejen og ved Sønder Løgum ligefrem flyttede klitterne fra den ene side af vejen til den anden. Geologerne er overbevist om, at de klitter, som nu ligger sydøst for byen engang har ligget vest for den.
Drivvejen bød på rigeligt stof til eftertanke og samtale. Var man selv ikke synderlig stedkendt så skulle et lille ophold på en af kroerne nok gøre en kendt med, hvad der var værd at vide. Yderligere stod minderne jo også i sten og træ – som for eksempel galgen – langs med vejen.
Skamstenen i Sæd
I dag går trafikken uden om Sæd, men går vi ind i Sæd kan vi se en sten, hvor teksten er forsvundet. Men hvad stod der egentlig på den.
- Allhier ist durch den Büttelknecht hingeseeth und versharret der Leib der Karen Christens aus Seet, weil sie an ihr selbst und an ihren vier Kindern durch Gift eine verfluchte Mordtat beganen hat im Jahr 1712.
Vi har her på siden skrevet to artikler om denne dramatiske historie.
Ved grænseovergangen har man ved udgravninger lige øst for den nuværende hovedvej fundet stenbrolægning fra begyndelsen af det 17. århundrede.
Drivvejen i al sin uberørthed
Hvor den nuværende hovedvej fra 1885 og betonvejen fra Flensborg mødes, følger vi vejen til Flensborg ca. 100 meter, så hav vi på højre hånd igen Drivvejen i al sin uberørthed. Men på dette sted er det så tæt bevokset, at man ikke kan færdes på den. Vi må dreje om ad næste vej på højre hånd for igen at støde på den gamle vej som så kan følges til Sønder Løgum.
Ved indkørslen til byen møder vi den gamle kirke og præstegården. Her boede præsteslægten Clausen, og heriblandt faderen til Matthias Claudius, hvis aftensalme:
- Sig månen langsomt hæver
findes i Den Danske Salmebog.
Kun en ærlig mand i Sønder Løgum
Over for kirken, hvor vejen bøjer af til Ladelund, ligger Tetens Kro, som ser ud som dengang, da studedriverne besøgte den. Men måske var det nok bedre at skynde sig gennem byen. Folk fra Sønder Løgum havde ikke så godt et ry man sagde:
- Der er kun en ærlig mand, det er præsten, og han stjæler får.
Nu skal vi følge vejviseren Bredstedt – Husum for at komme til Leck.
Tønder måtte af med masser af penge i krigsskatter og forplejning
Det var også denne vej Christian den Fjerde fulgte, da han havde store politiske ambitioner med Trediveårskrigen. Det var ikke den store succes. En af følgerne var at svenskerne faldt ind i hertugdømmerne. Det var næsten ikke den krog i landet, hvor de ikke på et eller andet tidspunkt dukkede op.
Tønder by måtte alene i årene 1643 – 45 betale 12.000 rigsdaler i krigsskatter. Dertil kom yderligere 12.000 rigsdaler for forplejning af de svenske tropper, som lå i byen i to år.
Overfaldet af svenskerne
Endnu efter fredsslutningen i 1648 blev flokke af disse krigsfolk ved med at gøre livet på landet og især vejene usikkert. Det erfarede de gode borgere fra Leck (Læk) i 1649 i de lyngbevoksede klitter lige syd for Sønder Løgum.
Der var gået bud til alle indbyggere i Kjær Herred, at der skulle køres korn fra slottet i Tønder til Gottorp. Mens de fleste sogne værgede sig ved at efterkomme denne ordre, begav de lovlydige borgere fra Læk sig mod Tønder med deres hestekøretøjer.
Men i klitterne syd for Løgum blev de overfaldet af svenske ryttere, der havde ligget skjult. De trakterede nu de overfaldende på det jammerligste. Mange heste var deres bytte.
I dag er disse klitter fredet både for deres vegetation for deres vegetation og fordi de var yngleplads for fugle. Resten dækkes af pragtfuld granskov.
424 læs hø blev afleveret ved Amtshuset i Tønder
I årene 1554 leverede undersåtterne i Kær Herred endnu 424 læs træ til amtshuset i Tønder. Allerede tre år tidligere havde man klaget over at jordene omkring Sønder Løgum sandede fuldstændig til.
På bakketoppen syd for plantagen stod for øvrigt den ene af Kær Herreds to galger. I Enge kirkebog kan man læse om den sidste henrettelse, som her har fundet sted. Og i dette tilfælde var det en kvinde, som fandt en voldsom død. Den anden galge stod ved Leck (Læk), dog ikke lige ved Drivvejen.
Byen ved det rindende vand
En del af den gamle Drivvej eller Oksevej er i dag skjult under flyvepladsens areal. To tidligere koloniststeder er også blevet skjult.
Kort før Leck (Læk) viser Drivvejen sig atter engang i sin fulde bredde. Ved den vestlige udgang ligger Møllebakken. Her blev Lecks første vindmølleoprettet i 1734. den brændte i 1926. Lige over for Møllebakken lå en rasteplads for kreaturerne.
Leck som staves Læk på dansk er afledt af oldnordisk (leka) og betyder måske:
- Byen ved det rindende vand.
Dengang i middelalderen bestod Bøking og Viding Herreder endnu af enkelte øer. Leck havde forbindelse til de nordfrisiske øer og halliger vestpå. I 1400 – tallet sandede havnen til og byen mistede dermed sin betydning som handelsby. I dag ligger Nordsøen cirka 20 kilometer mod vest.
Et slot fra 1000 – tallet
Byen var hovedbyen i Kær Herred, der udgjorde den sydlige del af Tønder Len. Over for byen på Læk Åens sydlige bred lå det forhenværende slot Lækhus. Arkæologiske fund daterer borgen/slottet tilbage til 1000-tallet. Måske har det været hjemsted for den kongelige foged, som havde til opgave at overvåge studehandlen på Drivvejen.
Tilladelse til ugentligt marked
Den 10. oktober 1689 udstedte hertug Albrecht et markedsbrev for Leck (Læk). Markedsbrevet gav tilladelse til et ugentligt marked med stude, køer, kort og lignende. Brevet gjorde nu ikke Leck til markeds-by. Det var byen allerede blevet i 1548, idet hertug Hans i dette år gav tilladelse til marked to gange om året.
Samtidig havde han givet befaling til, at alle hans undersåtter, som før havde søgt markeder i Strøsand, ved Friservejen Tønder – Flensborg, nu skulle søge til Leck for der at
- bringe hen, hvad de måtte have at sælge og for der at sælge og købe
Kvægpesten hærgede
Jo 1689 var et skelsættende år for Leck. Op til 4.000 stykker kvæg passerede byen ugentlig og hvert andet hus var indrettet som kro.
Der var også tider, hvor byen var helt død. Værst var det i årene 1713 til 1745, da kvægpesten hærgede i Kær Herred. For at standse denne syge blev al handel og trafik med kvæg forbudt. Besætningerne rundt på gårdene måtte slås ned. I Lek var der i 1745 kun to køer tilbage.
Tre markedspladser
I den vestlige del lå ”æ svinmarked” og midt i byen, hvor rutebilerne holder, var der fåremarked. Foran hver kro stod der heste bundet. Men frem for alt så man stude, som til dels kom langvejs fra.
Kvægtorvet var bag rådhuset. På markedsdagene hørte man sønderjysk, frisisk, plattysk og tysk. Men dengang, da var der mange studedrivere der gik videre – til Husum eller Itzehoe til Hamborg.
En jordebog fra 1230
Ved den søndre udkørsel fandtes den eneste bro mellem gestens højderyg og havet. En overgang har der været vadested her. Fortidsfund vidner om, at sådan var det tilbage i oldtiden.
Lecks (Læks) historie stammer tilbage fra 1230 med kong Valdemars jordebog. Heri nævnes Leck som kongens befæstede hus til værn for dette vadested.
Her kom vikingerne
Men før Valdemar Sejr har allerede vikingerne kendt Leck og brugt byens havn. I 1921 fandt man umiddelbart vest for byen forskellige bronzegenstande til hesteudstyr, som i deres udformning og udsmykning viser, at der har været forbindelser til Danelagen i England. Alt hvad der minder om denne ældgamle havn er gadenavnet ”Alter Hafen”.
Mon Tønder også havde samhandel med England?
I Tønder har man dog fundet rester af en gammel havn. Men det var ikke den, der lå der i vikingetiden. Her skulle man nok have ledt, der hvor det nye rådhus kom til at ligge. Men i Tønder kniber det med at bevise samhandel med England på denne tid.
Tønder – Husum hovedvej fra 1885
Da den nye hovedvej Tønder – Husum i 1885 blev færdig tog den livet af de fleste kroer og selve Drivvejen/Oksevejen. En kro skal vi da nævne og det er Petersborg. Den holdt helt til 1964. Den var på et tidspunkt hjem for straffefanger fra straffeanstalten i Rendsborg. De stod for det slidsomme arbejde at plante de første træer efter at heden var pløjet med den første dampplov.
Gang i hjemmeindustrien
Lidt sydligere end Leck (Læk) Sogn ligger Enge Sogn. Her tales et underligt frisisk sprog, eller det gjorde det engang. I 1791 skrev sognets præst, at foruden fåreavl så bedrev befolkningen en omfattende hjemmeindustri, Næsten i hvert hus fremstilledes især om vinteren blåstribede duge såkaldte Bettbühren (dynebetræk) som i store mængder blev solgt i nabobyerne blandt andet i Tønder. Sækkelærred og stribet uldtøj producerede de også.
Drivvejen pløjet væk
Flere steder er Drivvejen bogstavelig talt pløjet væk.
Således fik vi gået et godt stykke af den gamle Drivvej eller Oksevej. En vej, der er knap så kendt som den anden Oksevej eller Hærvej – længere øst på.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- trap.lex.dk
- Charlotte Lindhardt: Drivvejen – ad Studedrivernes spor i det vestlige Jylland
- Sønderjysk Månedsskrift
- Poul Tappe: Det gamle Læk i Billeder og tekst
- Poul Tappe: Det gamle Kær Herred i billeder og tekst
- Graugaard, J. Kieffer-Olsen: Drivvejen – ad studiedrivernes spor i det vestlige Jylland
- Graugaard, J. Kieffer-Olsen: Oksehandlen på Drivvejen
- Esben Albrectsen: Herredømmet over Sønderjylland 1375 – 1404
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.154 artikler
- Under Tønder finder du 365 artikler
- Under Sønderjylland finder du 265 artikler
- Skarnstenen i Sæd 1-2
- Turen går til Sæd-Ubjerg
- Ubjerg Kirke og Præstegård
- Den ny stationsleder
- Det nye kvægmarked i Tønder
- På marked i Tønder
- Toldsted på Hærvejen
- Studehandel i Tønder
- Omkring Grøngård 1-4