Se hele artikel som HTML Document
Drengestreger i Tønder 1920 – 1935

Hvordan var det at være barn i Tønder før i tiden? Skarnsstreger var der nok af. Min far Karl H Brodersen fortæller her, hvordan det var. De mange markeder i Tønder var en guldgrube for børnene. Og Vidåen var en god men ikke helt ufarlig legeplads.

Min far var en gudbenådet fortæller. Havde han fået et par snapse gik det endnu bedre. Desværre nåede jeg aldrig at optage hans historier. Men jeg kan huske noget fra hans barndomstid. Historien bliver gengivet i jeg – form. Det er så hermed min far, tidligere murer Karl H. Brodersen, der fortæller.

 

De mange rotter
Jeg er født i 1920 i Vidågade 38. Huset eksisterer ikke mere. Vi boede ikke ret længe i mit fødehjem. Vi flyttede over på den anden side til nummer 41, og senere over i Spikergade 12.

Jeg husker de mange rotter, der holdt til oppe på loftet. Når vi kom i seng kunne vi høre rotterne huserer deroppe.

Få huse fra os havde glarmester Hansen et stort dueslag i baggården, her var der masser af foder til rotterne. Dengang tog man det heller ikke så nøje med rengøringen efter slagtning, så det var rotterne sikkert glade for. Min mor havde fået et stort græskar, som hun lagde op på loftet. Da det kom ned, var det helt udhulet. Min far havde fået nok. Nu skulle rotterne ud. På apoteket hentede vi noget rottegift, der blev blandet med mel og vand. Det blev bagt på en gammel pande, og sat op til vores husdyr. Dagen efter var der gevinst. 3 kæmpestore rotter kom min far ned med.

 

Vidåen – en farlig legeplads
Fra vores Vidågade – tid, har mine forældre fortalt, at jeg en dag legede i haven, der gik helt ned til åen, hvor der gik nogle svaner rundt. Dem ville jeg fange, med det resultat, at jeg gik i åen sammen med dem. Heldigvis havde naboen, malermester Tonnesen set det. Han fik mig reddet op på det tørre igen. Var dette ikke sket, kunne redaktøren af denne side ikke sidde her og skrive gamle Tønder – historier).

Vidåen var en herlig legeplads, både sommer og vinter. Sct. Hans aften var alleen fra Sønderbroen og helt ned til anlægget illumineret med lys i lanterner ophængt mellem træerne, ligesom kajakker og robåde var pyntet med blomster og lanterner. Nede ved anlægget spillede orkestret æ Statdtkapelle. Senere spillede Spejderorkestret. Og heksen, ja hun blev sendt til Bloksbjerg fra en kunstig anbragt ø ud for seminariets have.

Børnene badede rundt omkring i Vidåen. En dag sprang jeg i åen fra en lille bro, der var bygget til madammerne, når de skulle skylle deres vasketøj. Jeg kom dog hurtig op igen. Jeg var havnet på en spids genstand, og blodet løb i stride strømme fra mit ben. Der blev ringet efter Doktor Dahl, der kom op og rensede såret, og kom jod på. Møllekulen var blandt de steder, hvor vi badede. Her lå de tyske ro-foreningers bådehus. Jeg husker en rutsjebane, der var anbragt fra et træ og ud i vandet. Det var alle tiders for os, drenge.

Om vinteren, når isen kunne bære, skar vi store flager ud af den, og så gik legen med at springe fra flage til flage, tit med det resultat, at vi fik våde fødder. Vi turde ikke komme hjem med våde sokker, så turen gik ned til det tyske Jugendherberg i Richtsensgade, hvor vi fik fodtøj og strømper tørret på radiatorerne.

 

Sodavand var luxus
Tønder Aktie Bryggeri skar isen i blokke, når den var tilpas tyk, hvorefter den blev transporteret på hestevogne op i Østergade. Der blev den læsset af og opbevaret i en dyb kælder og bragt til afkøling. Isen kunne opbevares til langt hen over sommeren. Når bryggeriets personale arbejdede med isningen, som vi kaldte det, havde de altid sodavand med til os unger. Det var ellers ikke noget, vi fik så tit. Det var det ikke penge til dengang.

 

Nytårsaften
Drengestreger lavede vi selvfølgelig også. Nytårsaften skød vi med karbid, der blev anbragt i en dåse, hvori der var lavet et hul. En klat spyt kom ned på karbidklumpen, låget blev sat på, og en tændstik antændte dampen, der kom ud af hullet, hvorefter et ordentligt brag fulgte.

Flere steder i byen var kloakeringen ikke afsluttet og her satte folk deres natspande ud på gaden. Første nytårsdag var der mange, der skulle i gang med at rense deres forstuer, efter at vi havde turet rundt nytårsaften, og tømt spandene med det ulækre indhold.

 

Legen med Totenkopf
En dag, vi kom gående over kirkepladsen, var man i gang med at stille Brorsons mindesten op. Man gravede så dybt, at der kom knogler m.m. frem i lyset. Pladsen havde været kirkegård for lang tid siden. Vi fandt en rund tingest, som vi ikke anede, hvad var. Den blev brugt som fodbold. Ned af Nørregade, Richtsensgade og over på skolepladsen. Men da læreren så, at vi spillede bold med kuglen, fik vi ellers at vide, at det ikke var en bold, men ein Todenkopf. Det var bestemt ikke noget legetøj.

 

Penge for vandrotter
På Hostrups Hotel i Søndergade var der en stor staldbygning i gården, hvor vi holdt en masse dyr. Foder fik vi som regel gratis nede ved Bachmanns vandmølle. Hvis de havde fanget vandrotter i nærheden, fik vi også dem. Halerne solgte vi nede ved Sønderport. Her boede Tønders eneste politibetjent fra før genforeningen, den kendte Hr. Bergman. Han tog sig af rottebekæmpelsen i byen, og når vi kunne se vores snit til at stjæle halerne, der var smidt i en spand uden for huset, solgte vi dem igen næste dag. Jeg mener, at vi fik nok penge til at kunne købe en pakke cigaretter for. Hvis vi ikke kunne ryge, var vi jo ikke rigtige drenge.

Den fidus blev der sat en stopper for en dag. Bergmann havde besøg af et barnebarn, som sladrede til sin bedstefar. Fra den dag blev halerne gravet ned. Men vi fandt stedet, og vaskede dem godt i åen. Det gik dog ikke, for halerne var blevet slemt medtaget af begravelsen.

 

En bus – og spasertur
På den gamle markedsplads ved Sønderport var der et stort trætårn, som brandvæsnet brugte som øvelsestårn. Her var ingen adgang for os. Men derimod i en større bygning, hvor autofirmaet Roost havde opmagasineret en del brugte biler. De blev tømt for benzinrester. Det hele blev fyldt på en rutebil. Og så gik turen ellers ud mod Sæd. Samme tur fik vi også en anden gang.

En taxavognmand, der hed Strøh, som boede på Hostrups Hotel inviterede os en dag på en biltur. Vi kørte helt ud til Sæd bro. Her standsede han bilen, og smed os ud med ordene: Så drenge, nu kan I spadsere hjem. Måske havde han set sig gal på os, efter at han havde set os på vores bustur.

 

Markeder var indbringende
De årlige markeder var flyttet ned på markedspladsen. Her var store flotte karruseller og andet gøgl sat op. Vi morede os med at puste hagl i nakken på nogle teltholdere, som så løb efter os. Bagefter kunne vi samle de mønter op, de havde løse i lommerne og tabte, da de prøvede at fange os.

Markederne oppe i byen husker jeg også. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var på Torvet, jeg holdt til. Her kom to mænd fra Helsingør, som vi kaldte Fy og Bi, da de næsten havde samme figur som de to filmskuespillere.

I deres bod var der noget, der var ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv, og jeg var fast hjælp hos dem i de dage. Jeg skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt, jeg havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, jeg startede med, blev til smør, men det tog de ikke så højtideligt. På den igen. Jeg tjente en masse penge hos dem, og det job var der mange, der misundte mig. Når teltet var blevet pakket sammen, fandt jeg også en del småmønter. Oh når de rejste fik jeg en ekstra håndfuld af dem.

 

Da Columbus faldt ned
I skolen var det strengt forbudt at tale dansk, ikke engang i frikvartererne måtte vi, så var der øretæver i luften. Engang vatr klassens globus faldet ned og gået i stykker. Det fik jeg at høre for mange gange, da jeg havde fortalt at klassens Columbus var faldet ned. Nu ved jeg godt, hvad den hedder.

 

Asfalt i Richtsensgade
Jeg husker, da Richtsensgade blev asfalteret. Jeg tror, at det var den første gade i byen, der fik asfaltbelægning. Dengang foregik alt ved håndkraft. Arbejderne kom bærende med to spande asfalt hængende i et åg over skulderen. Det var hårdt arbejde, og når man nu i dag ser, hvor hurtig en maskine kan lægge et lag asfalt, tænker jeg tit på dengang i Richtsensgade.

 

Skyttefesterne
Skyttefesterne husker jeg også. De startede ved Jugendherberget. Vi børn, der så starten af optoget fik tit nogle småpenge af skytterne. De blev hurtig omsat på hjørnet af Nørregade og Richtsensgade. Her var det en ældre dame, der ekspederede. Vi var altid tre inde i butikken. En købte så for to øre bom, mens de andre forsynede sig selv med kager o.l.

 

Brug for ekstra skilling
En ekstra skilling kunne vi jo altid bruge, så ret hurtig fik jeg en by-plads, og jeg var ikke ret gammel, før jeg kendte det meste af byen og dens beboere. Når man kunne tjene lidt mere i en ny plads, skiftede man selvfølgelig job. Jeg har været ansat hos skohandler Riggelsen, Fa. Bødewadt i Østergade, og den sidste plads jeg havde, var hos købmand Heine Christensen i Slotsgade.

Nu var jeg nået konfirmationsalderen, men skulle gå to gange i sidste klasse, da jeg var kommet for tidlig i skole. Købmanden ville godt have mig som lærling, men det var ikke lige det, der havde min interesse. Det sidste skoleår gjorde jeg ikke meget ud af. Jeg følte ikke, det var til nogen nytte, så en dag, jeg mødte op i klassen, fik jeg den besked, at jeg godt kunne blive hjemme.

En dag var jeg ude med varer, så jeg det store luftskib Hindenburg komme svævende over byen. Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg glemmer aldrig den store cigar, der kom svævende ind over os.

 

I lære som murer
Til sidst en ting jeg husker fra Søndergade. Her kom der biler fra Esbjerg med fisk, der skulle køres sydpå. Det var små lastbiler, og de gjorde gerne holdt ved missionshotellet Vidå, hvor de drak kaffe. Vi knægte skulle se, hvad der gemte sig under presenningen. Ofte fik vi fisk med hjem til familien.

I april 1935 kom jeg i lære som murer og var udlært i 1939. Det var aftenskole 5 dage om ugen i vinterhalvåret. Lørdag var ikke fridag, da det var fast regel, at gaden skulle fejes den dag. Det klares også med maskinkraft i dag. Ja tiderne skifter, vi måtte arbejde under andre betingelser, end man gør i dag. Vores barndom har nok været helt anderledes, end børnene oplever den i dag.

Kilde: 

• Min far 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 19. – 04 – 2022