Dødsmarch
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. 758.000 blev sendt afsted. Det kostede 300.000 livet. De blev skudt for et godt ord. De kunne alligevel ikkebruges i den tyske krisindustri. 60.000 blev jaget ud af Auschwitz. Af 4.500 nåede kun de 280 frem. En bonde kørte bag efter med sin hestevogn og samlede ligene op. Efter tre – fire ugers march var kun 10 pct. tilbage. Arbejderne hos Adler blev mishandlet. Indtil 1963 fandt man rester af fanger. Var det de lokale kommandører, der bestemte forløbet? Gestapo-chef gav en befaling til KZ – Sachsenhausen. Massiv aflivning i de sidste måneder. Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly- Lokale civilister jagtede flygtende fanger. En glemt massakre. Adenauer frigav krigsforbrydere.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes
Det skete i krigens sidste måneder og dage. SS fik tømt udryddelses- og koncentrationslejrene. De tvang fangerne ud på de såkaldte dødsmarcher mod det centrale Tyskland. Titusindvis omkom undervejs af kulde og udmattelse. De blev efterladt i vejkanten mange steder.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. Man nåede at lave massegrave og brænde ligene.
758.000 blev sendt afsted
Nogle gange skulle man tro, at det var bevidst, at disse mennesker skulle lide. Mange blev med dødsmarchen sendt i den direkte død. Man har beregnet sig til at 758.000 svækkede mennesker blev sendt på dødsmarch. Til dels gik de forbi helt almindelige tyskere.
Bare man kunne stå oprejst, blev man tvunget på marchturen. Fangerne skulle bruges i den tyske krigsindustri. De gamle og syge blev efterladt i lejren overladt til egen skæbne. Var de heldige, blev de befriet af de fremrykkende allierede styrker.
Det kostede ca. 300.000 livet
Man regner med, at disse dødsmarcher har kostet op til 300.000 livet. Fangerne var i forvejen svækkede. Disse marcher kunne strække sig over hundreder af kilometer og strække over uger.
Fangedragter var tynde og kunne ikke holde vinterkulden ude. Kosten var kun nødtørftig. I lader og udhuse blev de stuvet sammen om natten. Dem, der faldt fra, blev skudt af vagterne. Dem, der forsøgte at flygte, blev fanget og skudt.
De blev skudt for et godt ord
Efter få kilometer faldt de første fra. I begyndelsen blev de understøttet og bragt videre af kammerater. Men efter at de var faldet flere gange, blev det uoverkommeligt. Afstanden til kolonnens afslutning blev større og større. De falder på knæ, river i faldet to hjælpere med. Uden støtte bliver de liggende udstrakt på jorden. Hjælperne bliver nu jaget væk af SS – folk. Der er ingen nåde. De bliver dræbt af nakkeskud.
Andre blev dræbt fordi de vil forsyne sig med roer eller kartofler fra kuler eller kød fra selvdøde dyr på vejen.
De kunne alligevel ikke bruges i den tyske krigsindustri
Ofte blev march-ruten ændret og endnu flere koncentrationslejre blev tømt. Meget få lejre var endnu i funktion. Vagter vidste efterhånden ikke, hvor de skulle sende fangerne hen.
Nazisterne måtte efterhånden erkende at slaget var tabt. Forbrydelserne kunne ikke skjules. Man blev hurtig klar over at disse tusinder af udsultede og sygdomsramte fanger ikke kunne bidrage meget til den tyske krigsindustri.
Hvorfor stak vagterne ikke bare af og lod fangerne løbe? I stedet indfangede de dem og myrdede dem.
60.000 blev jaget ud af Auschwitz
Kort før den røde arme nåede frem den 21. april 1945 blev KZ – Sachsenhausen og KZ – Ravensbrück rømmet, 33.000 fanger herunder kvinder og børn blev sat til at marchere mod nordvest. Uden mad og i iskoldt vejr marcherede kolonerne 20 – 40 km om dagen og overnattede i det fri. SS skød dem, der sakkede bagud.
60.000 fangere blev jaget ud af Auschwitz og tvunget til at gå. Det kostede 15.000 mennesker livet.
Den 18.1.1945 forlod 3.000 fanger Auschwitz – Birkenau i retning mod Gleiwitz. De fleste af disse var jøder. På vejen blev 300-400 bedt om at gå ind ad en sidevej. Siden har ingen set disse. Mistanken er, at disse er blevet brutalt skudt.
Af 4.500 nåede kun 280 frem
Den 21. 1. 1945 blev 4.500 fanger læsset på åbne Jernbanevogne – der var vel 100 til 130 på hver vogn. De skulle vente 30 timer på afgang. Temperaturen var mellem – 15 til – 20 grader. Efter 15 kilometer blev toget stoppet. Fangerne blev bedt om med det samme at forlade vognene. Dem, der ikke lige med det samme kunne forlade vogne vognen på grund af stivfrosne lemmer, blev brutal skudt.
Da man endelig ankom til Geppersdorf var der kun 280 tilbage.
En bonde kørte bagefter og samlede de døde op
Mange gange kørte en lokal bonde efter disse dødsmarcher med sin hestevogn. Han samlede ligene op. Både dem, der var faldet om og dem, der var blevet skudt.
Disse lige blev samlet i massegrave. Ja også på lokale kirkegårde blev de samlet i massegrave. Men ingen lokale kan fortælle, hvem der blev begravet der.
Fra KZ – Stutthof måtte 11.000 fanger den 25. januar gå 140 km mod Lebork (Lauenburg). Det tog 7 dage.
Efter 3-4 uger var kun 10 pct. tilbage
Den 13. april 1945 blev en gruppe på 2.400 fanger sendt fra Leipzig – Heiterblick. De 250 overlevende af denne march blev befriet den 9. maj af russiske soldater i Fojtovice i Tjekkiet.
Arbejderne på Adler blev mishandlet
I begyndelsen af marts 1945 blev der bombet omkring hovedbanegården i Frankfurt. De allierede gik direkte efter Adler – fabrikken. Den 9. marts måtte man opgive produktionen. Tyske arbejdere begyndte at afmontere de maskiner, der ikke var blevet beskadiget.
De fanger, som man havde brugt til produktionen og som ikke kunne holde til en march, sendte man pr. bane. Det var den 16. marts 1945. De blev placeret 60 mand i hver vogn som blev plomberet. Fangerne led voldsomt af grusom tørst og sult. Deres toilette måtte de også foretage sig i vognen. De holdt tre dage på fabrikkens skinner, inden der var afgang. Og allerede efter disse tre dage, var en stor del af dem døde. Disse døde blev ikke engang taget ud af vognene.
Kort tid efter afgang blev toget mål for allierede fly. SS-folkene søgte dækning og overlod fangerne til deres egen skæbne. Igen og igen blev toget mål for allieret angreb. Syv dage efter nåede toget sit mål – KZ Bergen-Belsen. I alt blev overlevede kun 8 af disse Adler – fanger.
De sidste 350 fanger/flygtninge blev den 23. marts om at forlade Adler- fabrikkerne. De skulle nu marchere mod Buchenwald. Da de havde forladt Frankfurt, begyndte SS-folkene at skyde. De første 24 blev skudt i hovedet. Rygterne gik, at på denne march skulle ingen overleve. Nogle blev beordret til at grave deres egne grave.
Til Buchenwald ankom 280 fanger. Men fangerne blev beordret at tage til Dachau. Her ankom den 27. april 40 fangere. To dage senere blev disse befriet af amerikanske soldater.
Indtil 1963 fandt man rester af ”Adler – fangerne”
Indtil 1963 fandt man rester af de forslåede og skudte fanger. Man kunne indicere dem ud fra deres blikskilte fra Adler – fabrikkerne med numre. Man fandt dem i floden Main og i forbindelse med anlæggelse af nye vejarbejder.
Var det de lokale kommandører, der bestemte?
Var det ordrerne fra Berlin, der bestemte disse dødsmarcher og hvad der skulle ske med disse fanger. Ja Hitler sagde godt nok, at alle fanger skulle skydes. Men noget tyder på at det var individuelle afgørelser. De forskellige lagre bestemte selv, hvad der skulle ske.
Himmler mente således, at jøderne skulle man skåne til sidst. De kunne betragtes som gidsler, når man skulle forhandle med vesten.
Gestapo-chef gav befaling til KZ-Sachsenhausen
Men den 1. februar havde lagerkommandantren i KZ-Sachsenhausen fået en befaling fra Gestapo-chef Heinrich Müller om at forberede lejrens evakuering. En af instrukserne foreskrev at ler- og arbejdskommandoer skulle sendes på march til fods i kolonner af 2.400 fanger.
Papirer og dokumenter skulle afbrændes. I alle hjørner af den store lejr kunne man se bål.
Også minering, nedskydning m.m. kom på tale. Flygtninge skulle sættes på slæbepramme. De skulle slæbes ud i åbent hav og sænkes. Men man kunne ikke rigtig nå at anskaffe alle de pramme, der skulle til.
Ca. 200.000 fanger passerede Sachsenhausen. Af dem døde halvdelen på en eller anden måde. I løbet af de tre forårsmåneder i 1941 døde 18.000 krigsfanger.
Massiv aflivning
I de sidste måneder skete der en massiv aflivning af syge og afmattede fanger. Det var dem, der ikke kunne gå en dødsmarch. Efterhånden var der heller ikke mange muligheder for disse dødsmarcher at finde et mål.
Buchenwalds fanger blev i begyndelsen af april bragt mod syd og sydøst. Særligt var det imod Flossenburg og Dachau.
Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly
Og fanger fra Neuengamme blev bragt til Lybæk Bugt, hvor de blev anbragt på skibe. Den 3. maj 1945 blev disse KZ – skibe angrebet fra luften, da de endnu lå i havn. Britiske kampfly angreb. Det betød at 7.000 fanger ombord på Cap Arcona omkom.
Lokale civilister jagtede fangerne
Ofte var det lokale, der måtte på jagt efter flygtende fanger. Det kunne være folk fra brandvæsnet, politi eller Hitler – Jugend. Indimellem var det også almindelige lokale borgere, der på eget initiativ gik på jagt.
En glemt massakre
Andre steder skete der massakre sted efter dødsmarch. Det skete for eksempel i Gardelegen i Sachsen-Anhalt. Her blev den 13. april 1945 tusinder af fanger henrettet. Her var det forskellige nazistiske organisationer, der stod bag.
Adenauer frigav krigsforbryderne
Nogle af bødlerne blev dømt af det øverste Sovjet i Moskva, der dog havde afskaffet dødsstraf. Men der faldt 14 livstidsstraffe og to straffe på 15 års tugthus som skulle afsones i Sovjet.
Efter aftale med Adenauer i Moskva om løsladelse af krigsfanger, indgik de straffede krigsforbrydere i disse hjemsendelser som ”nichtamnestierte”. Trods dette tilsagn om fortsættelse af straffeafsoningen i Vesttyskland blev de straks løsladt og modtaget med pensioner og øvrige former for ”åbne arme” i 1956,
Dette gjaldt også for cheflægen Baumkötter, der havde talrige mord og mishandlinger på samvittigheden. Han fik i 1947 livsvarig tugthusstraf. Han blev straks løsladt ved ankomsten til Tyskland i 1947. En protestbevægelse opnåede gentagelse af processen mod ham i Münster i 1962. Her blev han idømt 8 år tugthus. Men igen blev han straks løsladt.
Denne Adenauer kunne heller ikke lide afnazificeringen. Den gik han kraftig imod. De allierede fyrede ham også som overborgmester i Frankfurt. De betragtede ham som nazi – venlig.
Kilde:
- dengang.dk – div. Artikler
- Tidsskriftet Pigtråd
- dw.com
- kz-adlerwerke.de
- dhm.de
- folkedrab.dk
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.966 artikler
- Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 398 artikler
- Under København finder du 197 artikler
- Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
- Da danske jøder i Theresienstadt
- Buchenwald – rædsler og lidelser
- Jagten på det perfekte menneske
- Den polske historiefortolkninger
- De asociale skulle i KZ – lejre
- Dansk vaccine i Buchenwald
- Værnet – lægen man lod flygte
- Holocaust – fornægteren fra Kollund
- Sort Jord – Holocaust
- I ondskabens øje af Holocaust
- Holocaust – aldrig igen
- Auschwitz og Thalidomid – skandalen
- Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
- Da krigsforbrydere flygtede
- Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
- Josef Mengele – dødens engel
- Hvad skete der i borbruisk?
- Auschwitz – en udryddelseslejr
- Bag KZ – lejrens pigtråd
- KZ – lejr Husum – Schwesing
- Christian den Grusomme
- SS absurde grusomheder
- KZ – lejr Ladelund