Død eller Skindød

Vi kunne betale os for at få hæder i døden. Bare vi havde penge nok. Nogle mente, at vi skulle have mere betryggende kontrol lig eftersyn. Det skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte foretages. Der var uenighed blandt de lærde omkring dødens indtræffende. Et institut med ligceller skulle indrettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke? Her kunne fattige betale 2 R.d.l. Mens rige skulle betale 10 R.d.l. Men så fik de også overvågning, ringklokke og et spejl, hvis nu de havde trukket luften.

 

Vi kunne betale os fra det

Hvis du er en flittig læser af vores artikler, har du læst historier fra Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor blandt andet H.C. Andersen var bange for at dø skinddød. Du vil også i denne artikel lige som i tidligere kunne se, at i døden er vi ikke alle lige. Vi kan betale os fra det.

 

Man fordybede sig i det okkulte

Gennem tiden fik folk forkærlighed for det mystiske. Man fordybede sig i det okkulte. Og måske var der en rest fra gammel overtro og spøgelsesfrygt. Måske har I læst vores spøgelseshistorier fra Assistens Kirkegård.

De lærde gad ikke at beskæftige sig med disse underlige historier, hed det sig og dog? Det var altid en hvis nysgerrighed.

Fra Oldtiden og Middelalderen kender vi historier om folk, der pludselig vågner under begravelsen og lignende.

 

Betryggende kontrol ved legale ligsyn

Den danske anatom Jacob Windslev har gjort sig store anstrengelser for at få indført mere betryggende kontrol ved legale ligsyn. Han fortæller i en afhandling, hvorledes han selv to gange har været skindød.

Den kendte gejstlige C. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelsen af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for at blive levende begravet. Og hans ord blev meget aktuelle, da der kort efter opstod rygter efter at en ung frue af den Bodenhoffske slægt blev begravet på Assistens Kirkegården (Læs artiklen: Da Gertrud rejste sig fra kisten).

 

Der skulle gå mindst tre dage

Nu dukkede pludselig den ene efter den anden historie frem. Nu måtte der gøres noget fra autoriteternes side. En resolution blev udsendt, og den sagde, at der skulle gå mindst tre dage efter døden, før at en begravelse måtte finde sted.

 

Intet lig måtte ”jordes” før tegn havde vist sig

Men særlig betryggende var denne foranstaltning nu ikke. Det hændte nemlig ofte, at liget samme aften, at døden var indtrådt, blev ført til kapellet. Her var liget lagt i en kiste og låget påskruet.

Endnu en resolution blev udsendt. Denne sagde, at intet lig måtte jordes før der havde vist sig utvivlsomme tegn på døden. Det kunne være forrådnelsesplatter. Først på det tidspunkt måtte låget skrues på.

 

Det kunne ligne en krampetilstand

Man skulle nu tro, at den hellige grav var vel forvaret. Men angrebene ophørte ikke. De kom nu oven i købet fra de lærdes side.

Den medicinske professor A.G. Sommer udsendte således i slutningen af Frederik den Sjette’ s tid en afhandling, hvori han som det eneste ubedragelige kendetegn ved livets ophør anfører dødsstivheden. Men symptomerne kunne nu også godt ligne en krampetilstand og så var man nærmest lige vidt.

 

Hovedet blev testamenteret til videnskaben

Stor opsigt vakte det, da professor Sibbern benægtede, at der i virkeligheden var ganske pålidelige tegn på dødens indtrædelse, hvorefter han for at være på den sikre side testamenterede sit hoved til videnskaben.

 

Institut med ligceller

Så var det godt, at bedemand Schou fremkom med et epokegørende projekt om indrettelse af en stor almindelig Begravelsesanstalt, hvis fornemste opgave var at skulle bevogte de døde, indtil de viste usvigelige tegn på døden.

Denne anstalt skulle ligge i en særlig bygning til hvilken Schou mente, at pladsen foran Holmens Kirke ville være passende. Det var der, hvor Gammelholms Vagthus havde ligget. Den skulle bestå af en del Ligceller, foruden nogle værelser til det vagthavende personale.

For en forholdsvis ringe afgift skulle da enhver familie kunne få sine døde indlagte, og når tiden var omme ville begravelsen foregå direkte derfra.

 

Pludselig døde bedemanden

Aktieanstalten skulle startes som et aktieforetagende med en kapital på cirka 65.000 Rdlr, fordelt i aktier på 25 Rdlr. Udbyttet skulle være 6 pct. Initiativet mødte på en velvillig indstilling alle steder fra. Og den 9. januar 1843 modtog Schou da en kongelig bevilling på opførelsen af en Begravelsesanstalt.

Da de sidste korrektioner var foretaget i april 1846 døde Schou pludselig og ingen arvetagere meldte sig.

 

Begravelsesanstalt på kirkens loft

Sagen var nu i bero i cirka 20 år, da kaptajn, graver E. Borgen ved Trinitatis Kirke allerede rejste spørgsmålet i 1867 og foreslog at benytte de ved Universitetsbibliotekets ledigblevne lokaler på kirkens loft til indrettelse af en Begravelsesanstalt i noget lignede samme indretning som Schou’ s ide, dog med en anden begrundelse.

Nu hed det sig i en skrivelse at ofte i mindre bemidlede hjem, forbliver et lig ofte mere end et døgn i samme værelse. Her måtte familiemedlemmer ofte opholde sig, spise, arbejde eller sove. Derpå blev liget bragt til et kapel, og her blev kisten atter åbnet, for at klæde den afdøde med ligtøj, blomster og pynt. Slægtninge kom flere gange daglig for at se til den døde. På selve begravelsesdagen er det svært at lade kisten være tillukket, så forsinkelser opstår.

I et institut kunne lægen i fred og ro komme og udstede dødsattest, og slægtninge skal følge den uskik i at komme flere gange om dagen at komme vandrende ind i kapellet, ja sådan mente kaptajn Schou.

 

Klasseforskelle – det handler om penge

Disse ligceller skulle deles i to slags. Den første klasse var beregnet for fattige lig, som lægen fordrede øjeblikkelig fjernet fra hjemmet.

Betalingen for opbevaringen var her 2 Rdlr. Dertil kom et lignende beløb for transporten. Dertil kom de sædvanlige dyre begravelsesomkostninger som fattigfolk i forvejen havde ondt ved at klare.

 

Klokkeapparat og spejl

Den anden klasse af ligceller kostede 10 Rdlr. Men så var ligene også knyttet til sikkerhedsapparater, der kunne lede til opdagelse af skinddød, for eksempel ved montering af et klokkeapparat til den pågældendes finger.

Der skulle anbringes et spejl, så man eventuelt kunne påviseåndedrag hos en eventuel skindød og lignende. Den vagthavende skulle kunne ile til hjælp indtil lægen ankom.

Planen blev dog ikke til virkelighed, da alene tanken om på et kirkeloft at anlægge et ligkapel med ringeapparater til de dødes afbenyttelse måtte forekomme uhyggelig og grotesk.

Man kan jo også sige, at man gav hovedstadens læger et mistillidsvotum.

 

Nu skulle der skrives en attest

Men sagen vagte opmærksomhed i Kulturministeriet. For nu blev det sådan fremover, at et lig ikke måtte modtages i kapellerne, forinden en autoriseret læge havde udstedt en attest for, at der havde vist sig utvivlsomme tegn på dødens indtrædelse.

 

Frygten for skinddød har ikke fortabt sig

Frygten for skinddød har dog aldrig tabt sig helt. Således er der mange, der har testamenteret, at deres pulsårer skal skæres over ved dødens indtrædelse. Således har vi også en artikel fra Højer (Se artiklen: Den mærkelige læge fra Højer), hvor en læge ønsker det samme.

Måske er denne overtro eller fordom årsag til, at ligbrænding dengang fik så stor succes.

 

Kilde:

• Vogelius: Nye Krøniker fra Det Gamle København (Schultz 1927)

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

 

• Den mærkelige læge fra Højer
• Sagn – og Historier fra brokvarterne
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Under jorden – på Assistens Kirkegård
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Livet på Assistens Kirkegård
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Garnisons Kirkegård
• Ligvognen fra Frøslev