Det var trangt i København
Befolkningen var seksdobbelt på samme plads. Ingen hensyn til luft og lys. Afgiftsfri – betød meget små lejligheder. Der blev spekuleret i arbejdernes nød. Kældre indrettet til beboelse. ”Udflyttermani”. En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Luftens ”fordærvelse” blev forøget. Berygtede lokaliteter. Hønsehuse og brændevinsskure blev taget i brug. Skandaløse boligforhold. Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning. Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi. Løsgående hunde var også et stort problem. På volden blev hunde skudt. Svinehold meget tæt på beboelse. Mindst 5.000 husdyr inden for voldene.
Befolkningen var seksdobbelt
Byens areal var det samme som under Christian den fjerde, Siden da var befolkningen seksdobbelt. Det var navnlig i 1850erne dette skete.
Ingen hensyn til luft og lys
Måske skal vi lige her indføje at en kvadratalen er lig med 0,39 m2
I gader der var under 18 alen, måtte der bygges op til 21 alens højde. I bredere gade op til 24 alen. Bygherren kunne udnytte sin grund, som han ville. Der krævedes ikke noget bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle heller ikke tage hensyn til adgang for luft og lys.
Selv i smalle i gader på 12 -13 alens bredde måtte man opføre huse med seks beboelseslag. Der blev ikke stillet betingelser for hvor højt et beboelseslag skulle være. Og minsandten om ikke husejeren fik lov til at bygge et ekstra ”lag” på. Og det skete på trods af byens autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:
- Sundhedskollegiet og Stadsfysikus
Da der ikke måtte bygges uden for byen, var der jo ingen anden udvej end at forhøje husene eller formindske lejlighederne inde i byen, så der var plads til flere.
Afgiftsfri betød meget små lejligheder
Det var gennem lovgivningen ligefrem sat en præmie på at bebygge på en hidtil ubebygget plads Her var der stillet i udsigt at nybygninger kunne få afgiftsfrihed i en årrække. Det var bestemmelse, der gik tilbage efter den store ildebrand og Københavns bombardement.
Og så var lejligheder under 64 kvadratalen afgiftsfri, Det betød for husejerne at sammenhobe folk i så små rum som muligt. Dertil kom at bygherren desuden kunne gøre etagerne så lave, som han ønskede. Og egentlig betød det, at man spekulerede i folks nød. Og dette blev befordret af den gældende lovgivning.
Ja fæstningen/voldene hindrede byens udvidelse. Grundejere sad i mange år med et godt og sikkert monopol. Ja og så kunne man også udgive sig for at være filantrop.
Der blev spekuleret i arbejdernes nød
I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:
- For at afhjælpe den her i staden i de senere år stedse tiltagende mangel på huslejlighed for arbejderklassen og den mindre formuende borgerstand at få dannet et aktieselskab til opførelse af bygningskompleks for ca. 200 familier
Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningegade på Christianshavn. Det skulle være fem etager. Lejlighederne skulle være under 64 kvadratalen. Det var rene fattigkasser.
En præst på Christianshavn ved navn C.H. Visby stod i spidsen for et foretagende. Han havde samlet en aktiekapital på ca. 50.000 Rigsdaler. Disse skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger og forrentes med 4 pct.
Selskabet var uheldige med deres første forsøg. De havde glemt sikre sig anlæg af vej eller gade til de nye huse., der skulle ligge i ”Søkvæsthusets” have. De var beregnet til bedre stillede arbejdere. Meningen var at efter 30 år skulle lejerne selv blive ejere. Men lejlighederne blev alt for dyre.
Kældre blev indrettet til beboelse
Efterhånden blev det almindeligt at bruge kældere til beboelse. Sådanne beboelseskældre blev nu indrettet i alle nye ejendomme. Selv i gamle huse blev tidligere lagerrum og lignende anvendt til beboelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesterede mod dette i 1849.
De mente også at beboelseskældre i Indre By burde være forbudt. Men Borgerrepræsentanter modsatte sig sådan et indgreb i grundejernes rådighedsret og sagen blev stoppet.
At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. De modsatte sig dette.
”Udflyttermani”
I 1850 indgav ”Oldgesseller og Ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et forslag om at det kunne hjælpe på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det syntes Borgerrepræsentationen ikke om.
Da Lægeforeningen begyndte at bygge arbejderboliger i stor stil syntes et fremtrædende medlem af forsamlingen som etatsråd Algreen – Ussing som ”Udflytningsmani”
Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum tilbage i byen og byggevirksomheden var næsten gået i stå. Rodemesteren skulle med jævne mellemrum indberette byggevirksomheden i hans kvarter. Fra de udenbys kvarterer, hvor der ikke måtte bygges i grundmur. Man hørte kun om bræddeskure med halvtag.
En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold
I 1851 blev der nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Der blev indsamlet en masse statistiske materiale. Der kunne fastslås at:
- at København måtte anses at være overbebygget. Byen var tættere bebygget end Paris.
- at befolkningen i København var så tæt sammentrængt at byen i almindelighed måtte anses at være overbefolket.
- at denne tilstand blev mere og mere forværret til trods for den stærke tilvækst i bygningernes antal. Mn byen opnåede en meget stor befolkningstilvækst. Hvert hus blev mere og mere overfyldt med beboere.
Luftens ”fordærvelse” blev forøget
Hvis man ikke iværksatte forholdsregler, ville alle gårdrum yderligere blive indskrænket. Luft og lys holdtes mere og mere ude. Urenligheden og luftens ”fordærvelse” blev forøget. Epidemierne fik bedre vilkår.
Adelgade nr. 292 (nu gadenummer 37) havde været så overfyldte på værelserne at beboerne om natten havde måttet stuve sig sammen i siddende stilling af mangel på plads til at ligge ned.
Berygtede lokaliteter
Store og rummelige gårde blev købt til nedrivning og flere smallere, højere og dybere huse rejste sig i stedet. Der kom meget små gårdrum uden hensyn til, om der kom sol og fri luft. Flere nye etager i for-, mellem-, side- og bagbygninger eller kældre blev udlejet til beboelse. Man tog overhovedet ikke hensyn til fugtproblemer.
Der var ligefrem berygtede lokaliteter som ”Tordenskyen”. ”Pjaltenborg”, Helvede”, ”Pølen” ”Bolle Bandsats Hus”, ”Luseklubben”, ”Lokumet”, ”Krybud”, ”Knaldhytten”, ”Slaveporten” eller ”Rakkerens Hule”
Hønsehuse og brændeskure taget i brug
Dengang var der i København gader med 4.000 – 5.000 indbyggere. Der var op til 18 mennesker på hundrede kvadratalen. Tættest befolket var kvarteret ved Klerkegade, hvor der i flere af husene kun var givet hver af beboerne mellem tre og fire kvadratalen. Der var også samme problemer ved Søndervoldstræde, Diderik Badskærs Gang, Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang og Kokkegangen ved Nyboder.
Hønsehuse og brændeskure blev lavet om til menneskeboliger. Kælderen og stueetager var ofte udlejet, inden de øverste etager var færdigbyggede.
Politidirektør skulle skaffe husvilde tag over hovedet
Det var politidirektøren skulle ved flyttedag skaffe de husvilde tag over hovedet. Og problemet blev værre år efter år. Både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christianshavn var fulde af husvilde. Politidirektøren anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.
Man havde forsøgt at få lov til at bygge på demarkationsområdet. Men krigsministeren havde sagt nej. I stedet måtte lejerne indskrænke sig mere og mere.
Skandaløse boligforhold
En af de mest utrættelige forkæmpere for bedre hygiejne i København var Dr. E. Hornemann. I skrifter og artikler skrev han gang på gang om de skandaløse boligforhold. I 1853 skrev han således:
- Der findes i vores hovedstad, logihuse for nattegæster, hvor disse for at par skilling stuves sammen i usle rum, hvor mangel på plads bevirker at de sovende mere skal sidde end at ligge. Da den ekstraordinære Sundhedskommission for to år siden anmodede Københavns distriktslæger om at opgive de dårligste og mest usunde boliger i deres respektive distrikter, skete der ikke noget.
- De større og luftige gårde forsvinder mere og mere. Etager bygges overalt til, fugtige kældre, lofter, pakhuse og stalde indrettes til små beboelseslejligheder, gamle kirkegårde udgraves til grunde for 6 etagers huse.
Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning
Det var som om, at man talte til døve øren. Det var først da den store koleraepidemi dukkede op, at man formåede at ruske myndighederne op.
Men befolkningen selv havde også kun lidt forståelse af hygiejnens betydning. Således befandt der sig masser af husdyr inden for voldene. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev i den grad benyttet.
Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi
Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården have i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten og staldvinduerne vendte samme vej. Da politiet forbød sådan et etablissement midt i gaden, ansøgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var. Skønt han også her fik afslag foretog han sig intet. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne og forlægge afløbet til et andet sted. Hvad der herefter skete vides ikke.
Løsgående hunde var også et problem
Et andet husdyr, som dengang var til endnu større plage i byen end nu om stunder, var hundene. Allerede i det 18. århundrede klagede lægen og filosoffen Tode over hundenes mængde og deres skadelige indflydelse på byens hygiejne. Siden den tid var hundenes antal bare steget. Mængden af disse på offentlig vej var påfaldende for alle fremmede.
Befolkningen selv var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr.:
- Man træffer hyppigt i de tættest befolkede gader og huse, i små værelser, fattige familier, der foruden 5-6 børn tillige havde et par hunde som gør deres til at forøge urenligheden og fordærve luften.
På volden blev hundene skudt
Godt nok havde man hævet prisen for hundetegn fra 2 Rigsdaler til 5 Rigsdaler i årlig afgift, men mange af disse firbenede løbede rundt uden tegn.
Det farligste sted for hundene var at komme op på volden. Her var en voldsskytte ansat for at skyde enhver hund, som bevægede sig herop. Det var et myrderi, der ofte blev klaget over. Men det viste sig, at mange af dem, der blev skudt, havde hundetegn.
Svinehold meget tæt på beboelse
En politirapport fra 1853 ianledning af svinehold i et hus på Vesterbro beretter:
- at den pågældende svinesti ligger i en afstand af kun 2 alen (78 cm) fra et beboet baghus, hvor 9 der bor 9 familier. Desuden findes et slagtehus, et lokum og en ”Møgkasse” i en afstand af kun 4 alen fra baghuset.
Mindst 5.000 husdyr inden for voldene
I 1840 fandtes der i København – inden for voldene:
- 777 heste
- 450 køer
- 739 svin
Kære læsere – Glæd jer til næste artikel:
- København er en meget skiden by
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- Villads Christensen: København 1840 – 1857
- Wilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo
- Wilhelm Bergsøe: Krigen og koleraen
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.102 artikler
- Under København finder du 204 artikler
- Under Nørrebro finder du 217 artikler
- Under Østerbro finder du 112 artikler
- Sådan boede arbejderne engang
- Da voldene forsvandt
- Pustervig og Fattigvæsnet
- At være fattig
- Da det lugtede i København
- Kvinderne i Peder Madsens Gang
- Guldalderens København – sådan var det også
- Pest i København
- København 1840-1880
- Nørrebro 1840 – 1857
- Arbejderanstalten på Ladegården
- Epidemi på Nørrebro
- Et epidemihospital på Nørrebro
- En stinkende kloak og flere opløftende temaer
- Kolera på Nørrebro 1853
- Lokummer på Nørrebro
- Latriner og Kloaker på Nørrebro
- Pest på Nørrebro
- Den stinkende kloak på Nørrebro
- Byggespekulation på Nørrebro
- Østerbro 1840 – 1857