Der var gang i Zigøjnerhallen og Prater. Det sørgede Wandy Tworek og Victor Borge for. Senere kom en række andre kendte kunstnere. Tjenerforbundet råbte ”Vagt i gevær”. Ikke andre ting end faglighed skulle være afgørende. Man sagde nej til tjeners optræden, lårkorte serverende. Første gang optrådte kvindelige tjenere kun i trusser. Der blev danset på bordene. En Fællessanger blev landskendt, og det gjorde en danser også. Men ak, det hele endte som en skandale. Piger i cellofan blev lukket. Den gemene borger skulle ikke se nøgne piger. Den fornøjelse tilhørte overklassen og den senere statsminister, allerede i 1930erne. En korsetfabrikant endte med at overtage alle løjerne.
Folk deltog i løjerne

– Det er på Nørrebro, det foregår.
Ja sådan lyder et populært viserefrain. Det skete virkelig også noget i Zigeunerhallen (Sigøjnerhallen). Ikke langt fra Nørrebros Runddel deltog publikum aktiv i løjerne. Og modellen havde man fra Hamborgs Zillertal. Her var en fantasifuld udsmykning med guirlander og andet stads. Manden bag flere bøger om Københavns forlystelsesliv, Carl Muusmann blev ansat som konsulent.
Denne forfatter har på fremragende vis skildret Firsernes og Halvfemsernes glade København.

En troldmand på violinen
Zigeunerhallens mest navnkundige kapelmester var Wandy Tworek. Han var en troldmand på violin og selv gammel Nørrebro – dreng. Folk strømmede til, dengang i etablissementets storhedstid. Lidt nedladende blev det dengang beskrevet:

– En vis grønthandlerluksus kan udfolde sig i etablissementer som Prater og Zigeunerhallen, der dog vist er mere benyttet af folk fra andre bydele end de indfødte.
Det var her, at champagnepropperne knaldede, og hver gang det skete, afbrød kapelmesteren øjeblikkelig sigøjnermusikken og istemte Champagnegaloppen for fuld udblæsning. Hele salen skålede og delte Grønthandlerens let overstadige begejstring, selv om de fleste nok kun havde fået brændevin og øl i glassene.

De besøgende var vel nok mest forretningsfolk, familiepublikum, spilleklubber og kærestepar.
Flere gange hver aften sprang folk op på bordene og skrålede af fulde hals og klinkede med store ølkrus. Jo, her var ægte Zillertal – begejstring. Begejstringen ville ingen ende tage, når kapelmestren satte i med Blomstersangen, som var af kapelmesterens egen avl.
Wandy Tworek havde haft sit eget orkester siden han var 15 år. Han optrådte i elegant hvidt silkedress. Han var naturligvis damernes yndling. Faste transmissioner i radioen cementerede etablissementets succes. Og Tworeks ry som humørsprede og musikalsk troldmand opnåede nye højder. Han kunne få violinen til at synge og kvidre som en kanariefugl.

Børge Rosenbaum (Victor Borge)
Ind imellem musikken var der optræden af kendte kunstnere. Og der var mange. Her skal vi dog koncentrere os om få. Børge Rosenbaum (Victor Borge) gav sin fonetiske tegnsætning. Han var fast mand på stedet. Det var her, man for første gang så den distræte pianist, som sidder for langt fra flyglet. Han flytter flyglet i stedet for stolen.
Af og til gik de to hovedpersoner op i Solsikken under private former. Det var restauranten på førstesalen. Men det varede sjældent længe, før publikum igen havde overtalt dem til at bestige tribunen. Så lavede de to kunstnere improviserede numre for publikum i danselokalet over for hallen.
På den måde opstod det komiske shownummer Den 21. torsdagskoncert. Disse improvisationer blev efterhånden lagt i faste rammer. De tog koncerten med på repertoiret nede i varietélokalet.
Rosenbaum blev efterhånden særdeles populær i USA og det meste af verden under navnet Victor Borge. Ja egentlig var hun kun blevet engageret som pausepianist.
Han blev efterhånden også populær som filmskuespiller i diverse lystspil. Han ville gerne have beskæftiget sig med den seriøse musik, men han tog afstand fra de mange, der så ned på varietéen som tredjerangs kunstart:

– Det morer mig at kunne få folk til at le, og det hænder også, at de er lydhøre over for et godt musikstykke, selvom det er sjældent i øjeblikket. Publikum er jo ringere nu, krigspsykose eller hvad det hedder, det er ikke, som vi havde det i gamle dage. Det er et meget ejendommeligt publikum på Nørrebro, hvad der går i Zigeunerhallen, kan udmærket godt ha´ fiasko i Lorry.

Personalet skulle på scenen
I 1937 – 38, fik Wandy Tworek den bizarre ide, at sende hele personalet på scenen i solistnumre og i små kor, både tjenere, garderobedamer og alle de andre ansatte.
Holger Hansen blev ved denne lejlighed lanceret som Fællessanger. Ja dette betød, at efternavnet Hansen blev sat ud af spillet.
Han havde klædt sig ud som vinkyper, læderforklæde og ternet vest. Han sang for på de kendte viser med et hævet glas. Men da havde han faktisk været sanger i et par år. Han blev meget populær. Det skyldtes måske også, at der spredte sig et rygte, at han var Hans Hedtofts bror. Ja og denne var jo en overgang statsminister.

Citronen – en sabotør
Det var jo også her, at belysningsmester Jørgen Hagen Schmidt arbejdede. Han var senere montør hos Citroen. Derfor fik han dæknavnet Citronen, da han var sabotør mod besættelsesmagten.
Han var forklædt som politibetjent, da tyskerne foretog deres aktion mod politiet den 19. september 1944. Han blev antastet af tyskerne på Sankt Hans Torv. Han forsøgte at stikke af. Han blev beskudt, smidt ind i en ambulance, for at blive behandlet i det tyske feltlazaret.
Undervejs skød han sig dig dog fri. Han gik over på Frederiksberg Hospital og blev behandlet i al hemmelighed. Derefter blev han installeret i en villa i Jægersborg Allé. Desværre mødte tyskerne op, for at arrestere villaens ejer. Citronen satte sig voldsomt til modværge. Han havde et helt arsenal af skydevåben, som han betjente ved at rende fra det ene vindue til det andet.
Et helt kompagni soldater var en hel time om at nedkæmpe ham. Citronen omkom til sidst i flammerne, da tyskerne satte ild til huset.

Det var til at brække sig over
Men inden vi nu går over i en helt anden kategori, vender vi igen blikket mod Zigeunerhallen. Her blev Johannes Wahl også kaldet det syngende X opdaget. Jo han blev opdaget, for på etablissementet var det, som vi i dag nok ville kalde X – factor, hvor publikum kunne optræde.
Det var altså ikke diddelidej – musik det hele, som Tworek kaldte det, han serverede mest af i Zigeunerhallen. Han udtalte for resten til et blad mange år senere, at det var til at brække sig over, at han skulle sejle op ad åen fra klokken 20 til klokken 2 nat. Men han var dog meget glad for løjerne, når det stod på, men ambitionerne var sikkert større.
Wandy Tworek fik sin koncertdebut i 1944. Men han holdt da heldigvis ikke helt op med at gøgle og lege kanariefugl. Han har også optrådt i den nyere Zigeunerhal. Ja det var den, der hed Prater, og som lå i Stengade.

Tjenerforbundet – ikke begejstret
Desværre var Tjenerforbundet ikke så begejstret for, at personalet skulle optræde. Man fandt det i modstrid med tjenerfagets interesser, at de skulle optræde. Og såfremt dette uvæsen ikke blev stoppet, ville man boykotte stedet. Forbundet havde også sendt en banderulle mod de restauranter, der brugte lårkorte servitricer. Der måtte ikke være andre kvalifikationer end de rent faglige.
Men ikke længe efter denne forsømmelse optrådte der i Zigeunerhallen Prater en servitrice kun iført trusser. Det var hvis nok den første servitrice, der optrådte i den mundering i en offentlig restaurant i hele verden.

Leo Matthiesen – hans overskæg, cigar og musik
I den gamle Zigeunerhal optrådte Oswald Helmuth, Liwa Weel, Olga Svendsen, Lilly Broberg og Hans W. Petersen. Den unge Raquel Rastenni fik engagement her, efter at hun var blevet opdaget i Prater. Det vil sige, at hun egentlig var blevet ansat som danserinde. Men en dag dristede hun sig til at spørge, om hun måtte synge refrain.
Under krigen blev Solsikken oven på omdannet til swingrestauranten Hot Spot. Her stod ungdommen i endeløse køer aften efter aften for at komme ind. De ville svinger tæerne til tonerne af den ukuelige vogter af dansk livsglæde i mørketiden, jazzkongen Leo Mathiesen og hans glade drenge.
Han havde startet et jazzorkester allerede i begyndelsen af 30’erne. Manden med cigaren og det elegante overskæg blev straks en berømt jazzpianist. Han sagde dog i 1937 farvel til jazzen og spillede dæmpede melodier i natrestauranten Ciro. Men han vendte dog heldigvis tilbage.
I 1953 blev han ramt af en alvorlig sygdom. Men takket være hans gamle indspilninger i ny opsætning, har vi andre også kunne nyde godt af hans dejlige musik. Men det var her på Hot Spot han opnåede toppen af sin karriere.

En korsetfabrikant løb med herligheden
Efter krigen var Børge Rosenbaum draget til Amerika. Wandy Tvorek var blevet klassisk violinist. Zigeunerhallen blev vel et offer for de dårlige tider. Men den kendte musikker, Svend Nicolaisen holdt stedet gående ind til 1952. Siden var det Henry Bro fra Københavnerkroen.
Men ak og ved. En korsetfabrikant løb af med hele herligheden. Han nedlagde simpelthen forlystelsesetablissementet og lavede bygningen om til fabrik. Det skete i 1953.

Piger i Cellofan
På falderebet havde man næsten en skandaleagtig succes med Piger i cellofan. Det var purunge piger i yndefulde attituder som vakte betydelig forargelse. Men egentlig var det såre uskyldigt og såmænd ganske betagende.
Men se et par af pigerne havde glemt at spørge mor og blev hentet midt i det hele. Det var første gang, man viste nøgne piger offentligt i København. Det var vel at mærke for det jævne publikum.
Overklassen samt statsminister Stauning kendte til genren fra Ambassadeur på Rådhuspladsen allerede i 30`erne. Men hvad overklassen naturligvis ingen skade kunne tage af, mente man endnu dengang, ville virke fordærvende på den gemene hob.
Jo man var virkelig skeptiske, da restauratør Svend Thinter i 1963 satte navnet Zigeunerhallen foran sit nyerhvervede Prater.

Det brændte
Og på Jagtvej kom senere en Irma. Senere var det ovenover en kirke. Men en dag for et par år siden lød der en masse horn på Nørrebro. Det hele brændte ned. Og sandelig om ikke Nørrebro Avis bad mig om, at skrive en artikel om stedet. Den kan I også læse her på siden.
Kilde:

– Litteratur Nørrebro (se Liste)
– Zinglersen: Københavnerliv, der blev borte (1973)

Hvis du vil vide mere: Læs
– Bag de gule gardiner – en anmeldelse
– Det Lystige liv på Nørrebro
– Forlystelser på Nørrebro – dengang
– Det Gamle Frederiksberg
– Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
– Det var på Frederiksberg
– Gamle værtshuse i København
– Flere gamle værtshuse i København
– Adspredelse i det gamle København
– Forlystelser i København
– København – dengang
– Omkring Kongens Nytorv 1 -3 og mange flere