Det Tredje Riges øjne og ører

En ny spændende bog giver et nyt indtryk af tyskernes gøren og laden under Anden Verdenskrig. Det er forfatteren Peter Harmsens 10. bog. Han har gennemgået 7.000 siders SD – rapporter. Disse rapporter fortæller om tyskernes sindsstemning. Og det var noget som Goebbels så brugte i hans propaganda, så han kunne manipulere med tyskerne. Uddragende fra rapporterne bliver omhyggelig forklaret, så alle med et ikke historisk kendskab kan være med. Desuden er det skrevet i en letlæselig form. Ligesom Peter Harmsens forrige bog – ”Grønland i krig” indeholder bogen nye og overraskende oplysninger. De 28 kapitler er temaopdelt. Dette er med til at følge med. Bogen får 5 af 6 stjerner herfra.

 

7.000 sider er gennemgået

Nu foreligger der igen en spændende bog af Peter Harmsen med overnævnte titel.  Denne gang skal vi se på Tyskland indefra. Det er faktisk forfatterens 10. bog. Det er ikke så længe siden, vi her på siden anmeldte ”Grønland i krig”. Den rummede en masse ting, som vi ikke vidste i forvejen.

Og det kan man sandelig også sige om denne bog. Forfatteren har gået 7.000 sider igennem, der rummede SD – Rapporter (Sicherheits Dienst).

 

Tyskernes sindsstemning

Vi skal se på tyskernes sindsstemning. Hvordan kunne det være tyskerne lod sig forlede af en vanvittig ideologi. Og hvor meget fik tyskerne at vide om alle de forbrydelser, der blev begået. Joseph Goebbels forstod at manipulere med medierne.

Nu har denne bog også en undertitel:

• De hemmelige SS – Rapporter 1939-1945

 

Mordene på jøderne blev næsten ikke omtalt i rapporterne

Peter Harmsen har været i Det Tyske Forbundsarkiv og kigget i de originale SD-rapporter. Disse rapporter var tophemmelige. SD’ s rolle var at indsamle efterretninger om regimets fjender. SS- lederen Heinrich Himmler brugte disse rapporter til at overvåge og kontrollere borgerne.

Spændinger og mistro prægede den tyske befolkning. Mange kendte dog til mordene på jøderne. Men dette tema blev næsten aldrig nævnt i rapporterne.

 

Vi kunne have lavet en mindre anmeldelse

Når man læser bogen, får man også indblik i, hvorfor tyskerne tog imod nazismen.

Vi kunne have valgt en kortere anmeldelsen, men sådan en interessant og oplysende bog fortjener stor opmærksomhed, derfor denne lidt længere anmeldelse.

Alligevel accepterede de alle de forbrydelser, tyskerne udførte. Vidste de ikke noget om dette? Jo som allerede skrevet – gjorde de. Og det selv om tyskerne ikke fik noget at vide om de krigsforbrydelser som deres landsmænd begik.

 

Ingen fri presse

I et diktatur er der ingen fri presse. Her bliver det dikteret, hvad man må skrive. På en smart måde får vi udsnit af rapporterne. De bliver så forklaret. Vi får et indblik i tyskernes hverdag og hvad de gik og tænkte og følte. Informanter indberettede konstant både, hvad der blev talt om på arbejdspladsen og i familien. Nazismen talte til menneskets mest dyriske og laveste instinkter.

Hvorfor var Nazi-ledelsen så interesseret i, hvad den tyske befolkning mente? De havde behov for at have befolkningen på deres side. Det var vigtigt for dem at vide, hvad der rørte sig i befolkningen.

 

Et paradoks

Forfatteren forklarer på en let forståelig måde, hvad rapporterne drejer sig om. Vi bliver ført gennem krigen fra start til slut.

Et paradoks, mener forfatteren at tyskerne, der var blandt de bedst uddannede i Europa, kunne leve med at se deres naboer med gul stjerne blive først bort.

 

Ting er udelukket i rapporterne

En ganske almindelig dag under krigen – den 23. oktober 1941 i Odessa, hvor Sonderkommando er i gang. Havnebyen blev gennemsøgt for jøder og i udkanten af byen stod man klar til at aflive dem.

Nær Nantes i Frankrig blev 27 gidsler dræbt. Og I Sachsenhausen blev et nyt mobilt gaskammer afprøvet.

Disse ting blev ikke omtalt i SD – rapporten, der udkom to gange om ugen. Denne rapport behandlede de emner, der interesserede borgerne i Det tredje Rige. Det var en sælsom blanding af stort og småt – verdenshistorisk og hverdagsagtigt, tragisk og trivielt.

 

Tyskerne påstod, at de ikke vidste noget

Den enkelte tysker levede et hel normalt liv – de var veluddannede og oplyste. Men samtidig begik staten de mest modbydelige forbrydelser. Efter krigen påstod de, at de ikke vidste noget. Hvordan kunne dette lade sig gøre. Ja det beskriver denne bog. Vi får belyst krigen indefra. Peter Harmsen forsøger at få en forklaring på, hvordan et uddannet folk kunne lade sig forføre af en nazistisk ideologi.

Propaganda-ministeriet var særdeles effektivt. De informerede tyskerne om det, det måtte komme frem. Vi kigger også i Goebbels dagbog.

Harmsen skriver dog, at Goebbels dømmekraft svigtede, når SD – beretningerne angik ham selv og især når de indeholdt kritik af hans optræden.

 

”Vores propagandas naivitet

Han skrev også i dagbogen, at det tyske folk var enten voldsom optimistiske eller voldsom pessimistiske. De kendte ikke til en middelvej. Og så var han klar over at

• vores propagandas primitivitet hænger mange intellektuelle langt ud af halsen

Tyskerne skulle bedrages på en ordentlig måde

Goebbels mente at tyskerne skulle bedrages, men de skulle bedrages på et højt niveau. Det var en kamp for Goebbels. Hans propaganda skulle overbevise det tyske folk.

 

Forbudt at lytte til udenlandsk radio

Men allerede tidligt fornemmede nogle tyskere, at noget var galt. Det var bl.a. dem, der lyttede til udenlandsk radio. Men regimet tillod ikke deres borger at lytte til udenlandsk radio. Det blev anset for en forbrydelse.

Regeringen kunne i de fleste tilfælde styre opinionen men enkelte gange gik det galt.

Der udkom i alt 387 numre af ”Meldungen aus dem Reich”. Ja sådan kom det til at hedde. Informationerne blev tilvejebragt af såkaldte V – Leute. Hvert nummer var på typisk 20 A4 – sider.

Men nu var det også andre der henvendte sig til sikkerheds-kontoret, men det var for at angive medborgere.

 

Man tillagde rapporterne stor pålidelighed

I 1960erne udkom der en gennemgang af nogle af disse rapporter i bogform. Man tillagde disse rapporter stor pålidelighed. Ja man sagde, at det var de mest oplysende indenrigspolitiske dokumenter under Anden Verdenskrig. Og med sikkerhed de mest interessante.

Men historikere var dog mere skeptiske. De påpegede at informanterne sikkert alle var nazister. Man kunne ikke få adgang til den enkelte tyskers inderste følelser med regimet. At give udtryk for modgang var strafbart. Men et kig i diverse dagbøger giver et godt indblik i om hvad befolkningen tænkte, mente og hvad de følte.

 

Rapporter trængte til en bedre redigering

Da krigslykken vendte, var det stigende modstand mod Hitler, men dette afspejlede sig ikke i rapporterne. Også i den øverste ledelse var der en stigende modstand mod Hitler.

Ved at kigge i diverse dagbøger kan forfatteren se, at der i den øverste ledelse var stigende utilfredshed med disse SD – rapporter. De mente, at rapporterne trængte til en ordentlig redigering og var fyldt med ligegyldighed.

 

Rapporterne fik navneforandring

Det skete da også at rapporterne blev redigeret. Kredsen, der fik rapporterne blev indskrænket og nu kom de mere uregelmæssig. Og så fik rapporterne navneforandring til:

• SD – Berichte zu Inlandsfragen

Goebbels var modsat Heydrich ikke tilfreds med rapporterne.

 

Befolkningen blev overvåget

Da krigen mod Polen var startet og England og Frankrig havde erklæret krig skrev Goebbels i sin dagbog:

• Stemningen i befolkningen er rolig og fattet, fuld af forbitret beslutsomhed.

Det var kun i den unge generation, der var egentlig begejstring at spore.

Rapporterne blev brugt til at overvåge og kontrollere befolkningen. Enhver modstand skulle knuses effektivt.

 

Danmark omtales som loyal

Felttoget i Polen varede kun i fem uger, bl.a. fordi Sovjetunionen faldt polakkerne i ryggen og hjalp tyskerne.

Den 9. april 1940 vendte man blikket mod nord. I rapporterne omtales Danmark som loyal mens Norge ydede alvorlig modstand. Den 10. maj gik turen mod vest. Frankrig blev indtaget på blot seks uger. Hurtigere end man havde regnet med.

 

Hvem var stærkest i luften?

Den tyske befolkning fik ikke noget at vide om de overgreb som SS – Totenkopf foretog sig.

I løbet af sommeren opstod der ligefrem en sejrsrus. Man talte allerede om, at to millioner soldater blev hjemsendt. Man fik at vide, at der ikke mere blev indkaldt nye soldater. Men i SD – rapporter deles denne begejstring nu ikke.

Nu skulle England invaderes – men spørgsmålet var hvem der var stærkest i luften.

Som underoverskrift kalder forfatteren tiden fra 1941-1943 for Overmod.

 

Invasion af Sovjet kom som et chok

Invasionen af Sovjetunionen den 22.juni 1941 kom som et chok for den tyske befolkning. Tyskerne rykkede hurtig frem. Og dette udnyttede den tyske propaganda. Men russerne var nu ikke så lette at bekæmpe som antaget.

 

Pessimismen voksede i befolkningen

I september 1942 kunne man spore en resignation i befolkningen. Man ønskede at få sandheden at vide. Efter nederlaget i Stalingrad, den amerikanske/britiske offensiv i Nordafrika og bombningen af tyske byer voksede pessimismen i den tyske befolkning.

Efter panserslaget ved Kursk indeholdt rapporterne tegn på at moralen hos soldaterne var vendt. Russerne havde åbenbart et uanet antal af folk at tage af.

 

En massakre i Østpreussen

Den 21, oktober 1944 blev landsbyen Nemmersdorf i Østpreussen indtaget af fremrykkende sovjetiske tropper. Der var nærmest tale om en massakre. Goebbels propaganda – maskine sørgede for at fotoer af ugerningen blev viderebragt i de tyske medier. Men de ønskede virkninger, udeblev.

Efterhånden troede befolkningen ikke mere på sejr. Den, der tror på sejr, er en idiot, stod der i en af rapporterne. Almindelige tyskere følte sig svigtet af deres ledelse.

 

Luftbombningen

Luftbombningen mod Lübeck havde karakter af tæppebombning. 234 britiske bombefly kastede 144 tons brandbomber. Det var natten mellem den 28. og 29. marts. 320 civile mistede livet – 785 blev såret. Mennesker brændte levende i kældre.

Befolkningen var irriteret over, at de ikke blev orienteret over det fulde omfang af ødelæggelserne. Men Hitler lovede, at der kom hævnaktioner mod englænderne. Et nyt mirakelvåben skulle gøre dette muligt. Også dette talte befolkningen om. Det fremgik også af SD – rapporterne. Der var masser af fantasi.

 

Goebbels mente, at man skulle tænde et håb i befolkningen

Goebbels mente, at man skulle tænde et håb i befolkningen uden dog samtidig at skrue forventningerne for højt op. Så ville man måske komme til at skuffe folk.

I en SD – rapport kritiseres det, at man er for længe om at udvikle et landingsstel til et nyt Messerschmidt – jagerfly. Man burde hellere være i gang med at masseproducere det. Problemet var dog også at under et bombeangreb blev 90 pct. af Messerschmidt – fabrikken ødelagt.

 

Føreren blev tilbedt

Attentaterne mod Hitler kommer vi også ind på. Hver gang gik et hævnorgie i gang og en menneskejagt gik i gang. Reaktionerne på attentaterne var også med i rapporterne. Goebbels var tilfreds med reaktionerne i befolkningen. Føreren blev tilbedt. Og så mente mange, at det var jøderne og englænderne, der stod bag.

 

Görring blev mere og mere upopulær

Görring havde været en af de mest populære i ledelsen, men det var som om han havde mistet interessen for krigen. Han havde overladt ledelsen af Luftwaffe til en række generaler. Han led også af morfinmisbrug, Folket havde ikke mere tillid til hans evner.

Hitler var også blevet skeptisk. Görring havde forsømt oprustningen af luftvåbnet. Som chef for luftvåbnet blev han gjort ansvarlig for de tyske byers ødelæggelse. I foråret 1945 troede tyskerne på de endelige nederlag og det var Goebbels, der blev gjort ansvarlig for dette. I flere tilfælde måtte Goebbels erstatte Górring ved offentlige arrangementer.

I Goebbels dagbøger kan vi se, at han heller ikke var begejstret. I den tyske befolkning gjorde man nærmest grin med ham. Det er smart at forfatteren har medtaget Goebbels dagbøger.

Erwin Rommel var den store krigshelt i befolkningen.

 

Nazismen skulle med i kirkelige handlinger

Selv sådan noget som kirkelige handlinger beskæftigede man sig med. Meningen var at Nazismen skulle have mere indflydelse ved kirkelige handlinger evt. med specielle ritualer. en det var gået stik modsat. Således var både tilgangen til den protestantiske og katolske kirke stigende.

 

Moralsk forfald hos kvinderne

I april 1944 indløb der en rapport om moralsk forfald blandt kvinderne. De frekventerede værtshusene, fordi de var ensomme. Deres levevis var uanstændigt. Med alle de mænd, der faldt i krigen,

Der var der mange flere kvinder end mænd. Derfor opfordrede kvinderne deres døtre til at gå ud og lede efter mænd langt tidligere end før.

 

Edelweiss – modsætningen til Hitler-Jugend

De fleste unge var stadig hjælpsomme og lydige. Men i de mellemstore og større byer var situationen en helt anden. Her var der en skræmmende mangel på disciplin og -autoritetstro. Det var især de 14 -18-årige, der havde gjort sig skyldig i bølleagtig adfærd.

Der fandtes faktisk en modorganisation mod Hitler-Jugend nemlig Edelweiss-organisationen, der havde en hvid uniformering med armbind.

 

Tidlig seksuel debut

Føreren ønskede flere børn. Men rapporterne afslørede tidlig seksuel debut og kønssygdomme blandt de 14 – 18-årige.

Men også udenlandske arbejdere, der havde et seksuel forhold til tyske kvinder, vakte harme.

 

Swing og Jazz var degenereret musik

Den amerikanske swing og jazz – musik bredte sig i Tyskland. Dette vakte stort mishag i rapporterne. Goebbels hadede jazz. Han kaldte det ”en grim kakofoni af skrigende instrumenter”. Han var ikke alene om dette synspunkt. Det officielle Tyskland tog afstand mod denne form for ”degenereret form for musik”. Men man var oppe mod stærke folkelige kræfter.

Goebbels var derfor indstillet på at forbyde jazz i radioen. Men de unge forlangte det.

 

Selv småkriminelle blev smidt i Kz-lejre

Der var meget få læger til at tage sig af civilbefolkningen. Og disse skulle bruge masser af tid til administrativt arbejde. Også bolignøden var et problem.

Mange tyskere mente, at nu hvor krigen var brudt ud, kunne loven brydes. Men det nazistiske regime havde en tendens til at smide selv småkriminelle i KZ – lejr.

 

Masser af undergrundsøkonomi

Den stigende varemangel førte til en undergrundsøkonomi. En undersøgelse i Kassel viste at 98 pct. af den almindelige detailhandel var forsvundet. Sortbørshandel florerede overalt.

Det var ikke mange, der ville være  allieret med tyskerne, men man fandt dog Italien som en allieret. Dette var den enkelte tysker dog ikke så begejstret over.

 

Japanerne var en mindreværdig race

Den gule fare-Japan- har man bedst ved at ignorere, Sådan skrev Goebbels i sin dagbog. Hitler anså japanerne som en mindreværdig race. Senere fik man dog en mere positiv opfattelse af disse japanere.

 

Den tyske soldat var overrasket

Da de tyske tropper marcherede ind i Sovjet var de overrasket over, hvor veludviklet landet var. Det var slet ikke, som de tyske medier havde beskrevet det. Man var også overrasket over, hvor godt de kunne forsvare sig. Det blev slet ikke den lynkrig som mod Polen.

Den tyske propaganda havde også fremstillet russerne som mindre intelligente. Men det kunne man heller ikke mærke på slagmarken.

 

Berlin skulle gøres ”jødefri”

Nedskydningen af jøderne fyldte forbavsende lidt i rapporterne. Jøderne skulle gå med en gul stjerne fra det fyldte seks år. Dette havde Goebbels store forventninger til. Han skrev i sin dagbog, at jøderne snart ville blive drevet ud af det offentlige liv. Berlin skulle gøres til en ”jødefri by”.

Den tyske befolkning havde fået at vide at man ville kolonisere området helt til Ural – bjergene. Men i stedet måtte tyskerne nu frygte for fremtiden.

 

Hvor dækkende var rapporterne?

Man kan spørge, hvor dækkende var disse rapporter? Embedsmændene blev bedømt efter, hvor godt de kunne afdække den enkelte tyskers mening og holdning. Det var en ubevidst tendens til at rapportere det der faldt i øjnene. Måske mangler man, hvad de tyske kvinder og unge havde af tanker. Det giver en slags skævhed.

Goebbels dagbog viser, at han kunne bruge meget af det, han læste. Han tog imod det som han brød sig om. Resten ignorerede han.

 

En anden måde at se krigen på

Det er en anden måde at se krigen på. Bogen er opdelt i 28 kapitler som gør det hele meget overskueligt. Der er hele 34 siders kildehenvisning og en 11 sider med register. Det er en meget lærerig og letlæselig bog, som varmt kan anbefales. Absolut fem ud af seks stjerner.

På en meget letlæselig måde forklares alle uddrag af rapporterne, så alle kan være med også dem, der måske er så historisk bevidste.

 

Peter Harmsen: Det Tredje Riges øjne og ører – Lindhardt og Ringhof