Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt

Fire unge matrosser mente også, at krigen var forbi for dem, den 5. maj 1945 i Svenborg. Men det mente deres chef sandelig ikke. De deserterede, men nåede kun få kilometer. Danske Modstandsfolk leverede dem tilbage. De tre blev dømt til døden. Og det skete om bord på et dansk skib i Gelting Bugten den 10. maj. De blev smidt i Østersøen. Mange har betegnet dette tilfælde som ”Krigens sidste ofre”. Men det var langt fra tilfældet. De allierede accepterede den tyske krigsret i hvert fald hele 1945 og måske også 1946. I løbet af krigen blev der uddelt 30.000 dødsdomme for faneflugt. De 20.000 blev udført. Der var kaos ved krigsafslutningen i Østersøen. Masser af lig strandede ved kysterne langs Flensborg Fjord.

 

En mindeplade ved Gelting Bugt                                              

Det er efterhånden længe siden, at vi kørte en tur i den skønne omegn af Flensborg. Vi så ud over Gelting Bugt, og kørte ned i retning af en campingplads. Her fandt vores blik på en lys sten med en mindeplade, der nærmest fyldte hele stenen.

Vi befandt os ved Norgaardholz. Vi kiggede nærmere efter, hvad stod der egentlig på stenen:

• Vi bliver vel nok de sidste ofre fra denne krig

Og det er også forgæves som mange andre, der er faldet

 

• Matros Fritz Wehmann, 26 år
• Martin Schilling, 22 år
• Marinetelegrafist Alfred Gail, 20 år.

 

• To dage efter kapitulationen den 10. maj 1945 af NS – marinekrigsdommere

På grund af desertering dømt til døden om bord på ledsagerskibet ”Buéa ud for

Nordgaardholtz og derefter skudt.

 

• Men tro mig, jeg er ikke en forbryder, selv om man nu viser mig æren. Jeg har kun gjort det, fordi krigen var over, for også at beskytte jer.

Teksten var fra Alfred Gails afskedsbrev til sine forældre

Hvad var dette for noget? Vi fik at vide, at stenen var opsat af slægtninge til de tre. Det var sket den 9. juli 1999.

 

Freden var to dage gammel

Freden var to dage gammel på Gelting Bugt. Men det var ikke om bord på Buéa. Hvad der her skete beskæftigede det tyske retssystem sig med i mange år efter. Ja i dag vil de sikkert helst glemme det.

 

Spøgelsesagtig scene

Det var en spøgelsesagtig scene. På agterdækket lod kaptajnløjtnant Sander mandskabet træde an. Han erklærede, at de dømte matroser havde gjort sig skyldige i Faneflugt, og dermed havde de begået en forbrydelse, der naturligt førte til en dødsdom. Derfor skulle denne dom fuldbyrdes.

En kommando bestående af 10 mand under ledelse af Kapitän zur See, Merkel marcherede hen på agterdækket. Denne Merkel havde et par dage forinden befalet nedskydningen af 11 matroser i Alssund.

 

Fuldbyrdelsen skete med en salve

Kaptajnløjtnant von Dresky oplæste dommen. De tre dømte var bundet fast til hinanden og de havde bind for øjnene. Den sidste kirkelige trøst fra den tilstedeværende præst havde de afvist. Fuldbyrdelsen af dommen skete med en salve.

Efter at lægen havde undersøgt, at døden var indtrådt hos de tre unge matroser, gav Merkel det sidste nådesskud.

Ligene blev derefter med tunge vægte smidt i Østersøen.

 

Hitler havde advaret

Men hvorfor fortsatte Nazi – regimet deres beskidte og nådesløse vold efter at kapitulationen? Hvad skete der i dommernes hoveder? For at forstå dette må vi kigge på den militære og politiske situation i de sidste krigsdage.

Hitlers ord stod stadig ved magt. I Mein Kampf proklamerede han:

• Desertøren må vide, at en desertion kan få alvorlige følger. Ved fronten kan man dø, som desertør må man også dø. Kun med sådan en trussel, kan man opnå en afskrækkende virkning, ikke kun for den enkelte, men for alle.

 

Et flertal blandt tyskerne mente det samme

Men det var ikke kun Hitler, der havde denne mening. Et flertal i den tyske befolkning mente, at desertører var dødsfjende nummer et.

 

Faneflugt koster hovedet

Hitler proklamerede også, at

• En november 1918 vil aldrig gentage sig i den tyske historie

Det sagde han samme dag, som tyskerne overfaldt Polen. Og det var i november 1918, at den tyske marine gjorde oprør. I 1943 havde han gentaget:

• Faneflugt koster hovedet

 

Den 5. maj blev der erklæret våbenhvile

Enden på krigen nærmede sig. Den 3. maj blev der på Lüneburger Heide forhandlet en kapitulation mellem Oberbefehlshaber der Kriegsmarine, Genraladmiral von Friedeburg og Feldmarschall Montgomery. Den omhandlede alle tyske stridskræfter i Nordvesttyskland inklusive Slesvig – Holsten.

Den 5. maj blev delkapitulationen under benævnelsen Våbenhvile bekendtgjort over Flensborg – senderen.

 

I Svenborg: Vi vil fortsætte med at marchere

Men denne aften holdt kommandør Sander en tale for alle tyske militære søfolk i Svenborg. Han pointerede, at man skulle kæmpe videre i Nazismens værdier.

• Vi vil fortsætte med at marchere. I dag gælder det Tyskland. I morgen er det hele Verden.

I løbet af aftenen kneb det dog med kammeratskabet. Således kom en overløjtnant og en tandlæge op at slås.

 

Fire marinesoldater havde fået nok

I løbet af aftenen var det fire marinesoldater, der havde fået nok. Der i blandt var det Fritz Wehrmann fra Leipzig. Kammeraterne betragtede ham som ægte kommunist. Radiooperatør Alfred Gail var en anden. Det er ham, der er citeret på mindestenen, som vi refererede til i begyndelsen af artiklen.

Man frygtede, at blive taget til fange af englænderne. De syntes også, at de kampe, som deres chef opfordrede til, var komplet tåbelige. De fire marinesoldater bekymrede sig også om deres familier nede i Tyskland. De kunne bestemt ikke lide deres chefs tale. Som Alfred Gail også skriver til sin brud og sine forældre:

• Da det blev den 5. maj og vi troede at det var våbenhvile, holdt vores kommandør en tale, og fortalte os, at vi sikkert skulle overgive os til englænderne, hvis vi ikke kæmpede videre. Denne tilfangetagelse ville vi undgå, og derfor ville vi forsøge at slå os igennem til Fædrelandet.

Også Martin Schilling mente, at det var tidspunktet, at tage hjem på. En fjerde kammerat tilsluttede sig også.

 

Udleveret af den danske modstandsbevægelse

Men de var kun nået ganske få kilometer, da de blev standset af en større skare bevæbnede danske modstandsfolk. Disse afleverede de fire ulykkelige tyske marinesoldater til bykommandøren. Hvorfor de gjorde dette, henstår i det uvisse. De må have haft en anelse om, hvad der kunne ske for tyske soldater, der deserterede.

 

Der skulle statueres et eksempel

Om eftermiddagen den 7. maj gik turen mod Gelting Bugt. Det var dagen før den endelige kapitulation. Den 8. maj klokken 23 blev alle flag fra hurtigbådene i Gelting Bugt strøget. Det betød, at nu var krigen forbi. Men de tyske militære retsinstanser havde ikke tænkt sig at lukke ned. Måske var det Dönitz, der havde ansporet dem til at fortsætte.

Da Buéka var ankommet til Gelting Bugt rapporterede Sander om hændelsen til lederen af hurtigbådene, Kapitän zur See, Rudolf Petersen. Han anbefalede, at der blev statueret et eksempel som skulle virke afskrækkende.

 

Krigen skulle fortsætte mod russerne

Som formand for retten, blev den 33 årige stabsdommer Adolf Holzwig udnævnt. Han var også anklagerens repræsentant. Han havde været medlem af NSDAP siden 1933. Og han var også involveret i sagen om M 612.

Som bisidder var den 30 – årige overlæge Dr. Med. Busch og den 25 årige sekretær i Bataljonen, Faustmann valgt. Der var stik imod reglerne ikke valgt nogen forsvarer.

I Buéka’ s messe fandt retssagen sted, og det var en stor anklage. Ikke overraskende blev dommen for de fire en dødsdom grundet faneflugt.

Dommeren gjorde opmærksom på, at krigsafslutningen ikke havde nogen virkning, fordi man sammen med de vest allierede vil fortsætte krigen mod Sovjetunionen.

 

Den fjerde Matros slap med tre års fængsel

Den fjerde matros, Kurt Schwalenberg forsvarede sig meget smart. Han fortrød, og fortalte, at de andre tre havde lokket ham. Han slap med en tre års fængselsstraf.

 

20.000 dødsdomme effektueret

De to episoder som vi på vores side har omtalt, var langt fra de eneste. I løbet af krigen har de tyske retsinstanser dømt 30.000 til døden på grund af faneflugt. Cirka 1.500 af disse var inden for marinen. 20.000 af disse domme blev effektueret.

 

Ansat i det tyske efterretningsvæsen

Lederen af hurtigbådene Rudolf Petersen blev frikendt i tre retsinstanser. Han fortsatte som handelsrejsende, men fik senere et job i den tyske efterretningstjeneste trods hans beslutning dengang.

Han døde efter komplikationer, da unge mennesker en nytårsaften smed noget i hovedet på ham.

 

Mor begik selvmord

Efter en af frikendelserne blev det for meget for den ene af de unge matrosers mor (Alfred Gail). Hun troede ikke mere på retfærdighed i Tyskland. Hun begik selvmord. Det var i 1954.

 

Den juridiske hån

Den juridiske hån fer fortsat op gennem årene i Tyskland, således blev dommer Holzwig frifundet i 1952. Som Højesteret i Tyskland konstaterede, så havde Holtzwig:

• Håndhævet den nøgterne lov i en korrekt proces

 

Mindst et dusin tilfælde efter 5. maj i Flensborg

Alene i Flensburg – Mürwik blev der rapporteret om et dusin episoder efter 5. maj, der førte til en dødsdom. Således blev tre matrosser dømt til døden, fordi de havde ødelagt kompasset på Paul Jacob, så skibet ikke kunne sejle. De blev den 7. maj dømt til døden.

En marinesoldat nægtede at fyre op på et krigsskib. Han fik også en dødsdom den 10. maj.

Inden for luftvåbnet blev en østrigsk soldat skudt den 14. maj, også efter at være dømt til døden. Hans forbrydelse var, at han havde udtalt, at han ikke mere ville kæmpe for Tyskland.

 

Dødsdom i Norge i 1946

Både i Norge og Holland blev der uddelt talrige dødsdomme efter krigens ophør. Så sent som i februar 1946 er der eksempler på dødsdomme oppe i Norge. Problemet for nogle af de tyske tropper måtte vente med at komme hjem, grundet manglende skibsmulighed.

 

De allierede godkendte den tyske krigsret

Mellem den 10. maj og 5. august blev der alene i Slesvig Holsten ført hele 750 straffesager inden for det tyske militær. De 424 var for faneflugt. Åbenbart blev dette godkendt af de britiske militærmyndigheder.

De allierede besættelsesmyndigheder lod den tyske straffelov forblive i kraft indtil 1946 for at sikre en ordnet afvæbning af værnemagten.

 

Buéa var et dansk skib

Det skib, hvorfra der blev kastet tre likviderede matroser var egentlig et dansk skib. Det blev bygget i 1936 under navnet Hammershus. Og det var egentlig tale om en færge.

Den 16. marts 1944 blev det beslaglagt af tyskerne og blev anvendt som ledsagerskib til de tyske hurtigbåde. Og navnet fik skibet fra administrationsbyen Buéa i den tyske koloni Cameron.

 

Kaos i Østersøen

I Gelting Bugten havde mandskabet på 47 tyske u – både sænket deres skibe. I Flensborg Fjord lå talrige flygtningeskibe og kunne ikke komme til land. Flere lig strømmede ind til kysten både på tysk og på dansk side. Således har vi tidligere rapporteret om lig ved Rønshoved, Rinkenæs og Kollund.

Natten mellem den 2. og 3. maj strandende lastpramme med indsatte fra KZ Stutthof ved Danzig ud for Neustadt. Om formiddagen den 3. maj skød soldater, SS´ere, Hitler – drenge og medlemmer af Folkestormen 300 af dem på stranden i fuld offentlighed. Mange af dem var kvinder og børn. Andre lastepramme med tidligere indsatte flakkede om i den vestlige del af Østersøen. Og sådan kunne vi blive ved.

Det var ret så kaotisk i krigens slutning. Og mange af de forbrydelser, der dengang blev begået, er ikke engang kommet til offentlighedens kendskab endnu.

 

Familier til Waffen SS var bedre stillet

Først i 2002 besluttede den tyske regering, at familier efter personer, der blev dødsdømt efter krigens ophør skulle have krigsskadeerstatning. Indtil da var familiemedlemmer til tidligere Waffen SS – medlemmer bedre stillet.

 

Kilde:

• Friedrich: Freispruch für die Nazi – Justitz (1998)
• Hartwig: Zum Kriegsende, Gedanken an elf Opfer
• Manfred Messerschmidt: Die Wehrmachtjustitz 1933 – 1945
• Der Augenzeuge 1967/12
• Schiller: Fahnenflucht, der Soldat zwischen Eid und Gewissen (1993)
• Flensburger Tageblatt (Sonderausgabe) zum 50. Jahrestag des Kriegsende
• Brochüre zur Ausstellung des Kirchenspielortes Steinberg
• Kieler Nachrichten (20.05.1948) Todesurteile nach der Kapitulation
• Schleswig – Holsteinische Volkszeitung (21.07.1949) Schnellverfahren mit ”Stillgestanden”
• Flensburger Tageblatt (Læserbrev S. Kahlert 9.02.1995)
• Kieler Nachrichten (5.06.1948): Petersen freigesprochen
• Schleswiger Holsteinische Volkszeitung (6.08.1949):Sühne für das verbrechen in der Geltinger Bucht
• I Müller: Furchbare Juristen: Die unbevältige Vergangenheit unserer Justitz (1987)
• Heer/Neumann: Vernichtungskrieg, Verbrechen der Wehrmacht 1941 – 1945 (1995)
• noorgaardholtz.jimdo.com

 

Hvid du vil vide mere:

www.dengang.dk indeholder 157 artikler fra besættelsestiden