Man forsøgte at gå nye veje. Men ak syrevognene slog aldrig an. Og man havde ikke rigtig regnet med, at heste kunne blive syge. Da den elektriske sporvogn kom, var der advarsel til damerne. Og damerne måtte ikke gå op på første etage.

 

Sorgens dag

Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn i København. Det skete med linje 5 fra Nørrebro. Ak ja, de fleste sporvogne blev brændt på lossepladsen i Sydhavnen. Et par stykker kører i Alexandra. Og et par stykker kan ses på Sporvejs – museet.

 

Busser på Nørrebro

Længe før, man tænkte på sporvognen kørte Omnibussen Napoleon over Amagertorv ad Købmagergade, Nørrebrogade og gennem det tætbefolkede Blågårdskvarter ad Blågårdsgade, Korsgade, Slotsgade til Ny Kro på Lygtevejen. Den lå der, hvor Hillerødgade i dag munder ud i Nørrebrogade.

 

Desuden kørtes der fra Det kongelige Teater efter forestillingens slutning. Busserne var overfyldte. For god ordens skyld, så skal det da lige nævnes at disse busser ikke har meget lighed med dem, vi kender i dag.

 

Nørrebros Sporveje

Den 6. december 1867 oprettedes Nørrebros Sporvejsselskab af C. Wolfhagen. Vognene rummede 36 inde – og udvendige pladser, samt to sidde – og ståpladser på bagperronen.

Kørslen begyndte kl. 7.30 om morgenen. Der kørtes hver 12. minut frem til 22.24. Og taksten var således:

• fra Hovedstationen til Assistens Kirkegård 2 skilling
• Herfra til Nørrevold 4 skilling
• Herfra til Kongens Nytorv 2 skilling

 

Man kunne også sætte sig helt oppe, ubeskyttet mod vejret. Det var billigt. Og den mulighed brugte mange arbejdere dengang.

Politibetjente rejste gratis, og det gjorde vovse faktisk også.

 

Hos Konditor Bolt, Nørrebrogade 13, kunne kunderne tage ophold. Det var lige ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen.

 

En fabrikants Sporvognsselskab

Ja egentlig kan vi også takke fabrikant Sophus Hauberg for nogle af vores sporvogne. Han havde brug for arbejdskraft til sin nye fabrik Titan. Kommunen ville ikke selv tage initiativ til sådan en bekostelig affære, som at etablere en sporvogns – linje.

 

Hauberg fik koncession i 1878 til at drive Sølvgades Sporvognslinje. Først efter tre års drøftelsen med kommunen, fik han et ja. Men dermed var problemerne ikke løst. Linjen skulle føres over Fælleden. Og det var jo et gammelt militærområde. Generalstaben mente ikke, at man kunne have civilister til at krydse frem og tilbage to gange om dagen. Først i 1899 skulle kusken ikke længere fra sit sæde for at åbne og lukke bommen. Endelig havde Krigsministeriet kapituleret. Senere blev hestevognen afløst af et moderne elektrisk drevet køretøj.

 

En værre gang pløre

Husk lige, at Nørrebro var lidt anderledes dengang. Et dagblad beskrev forholdene i 1878 således:

Nørrebros Runddel befinder sig i en aldeles bundløs og ufremkommelig Tilstand ved Regnvejr og Tøvejr. Det synes, at naar man betaler samme Skat som inde i Byen, at der med rimelighed forlanges, at der gøres så meget ved Vejen, at man ikke er udsat for at sidde fast midt i den. Ligeledes er det for de Handlende et stort Tab i deres Næringsvej, idet Beboerne af Nørrebrogade foretrækker at gaa langt ned paa Broen og købe deres Varer frem for at gaa over Vejen ved Runddelen.

 

I slutning af 1880erne var der hele ni forskellige selskaber i byen, og der var overhovedet ikke nogen former for koordinering. Ingen havde rede på køreplanen. Man kunne stige af og på, som det passede en. Et nik til vognstyreren var nok.

 

To – etages vogne

Vognene fra Nørrebro blev trukket af et forspand på to heste. På hovedstrækningen som på den fra Nørrebro brugte man to – etagers vogne. Det var almindelig praksis at øverste etage var mændenes domæne. Kvinderne måtte af sømmeligheds grunde ikke bestige de stejle jerntrapper, der førte op til førstesalen.

 

I 1891 blev man udsat for en del besværligheder. I begyndelsen af året udbrød der en kraftig influenzaepidemi – blandt hestene. Konstant var 40 heste syge.

 

Fyringsgrund

I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognsfunktionærer. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op på direktørens kontor og fyret. Direktøren mente ikke, at arbejdet i frisk luft var særlig anstrengende. Og medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring i sporvejs selskabet, blev det pointeret. Men de holdt stand og meldte sig ind i Arbejdsmændenes Forbund.

 

I reglementet § 20 kunne man således læse:

Der staar i bestyrelsens Magt, uden Angivelse af Grund, øjeblikkelig at afskedige Konduktøren. Opsigelsen fra Konduktørens Side maa ske 14 Dage forud den 1ste i den paafølgende Maaned.

 

Byen havde efterhånden vokset for stor til hestesporvogn. Dog kørte den sidste hestesporvogn gennem Nørrebro indtil 1915. Den hed Hønen.

 

En erstatning for heste

I 1897 fandt man i elektriciteten en erstatning for hestene. Det var i dette år Nørrebro – linjen blev elektrificeret. I de følgende år fulgte de andre selskaber efter.

Prisen for at køre med en el – sporvogn fra Kapelvej til Kongens Nytorv var 5 øre. Indvendig var prisen dog 10 øre.

 

I dette år skete der også en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen i Slotsgade ville lige som de store drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.

 

Syrevogne

Inden den elektriske sporvogn havde man forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derudaf – uden heste. På Kongens Nytorv var der opsat ladeopstandere, så akkumulatorerne kunne lades op, inden turen gik hjemad. Problemet var bare, at under opladningen og kørslen blev der udsendt en generende syrelugt. Ikke uden grund blev de kaldt for Syrevogne.

 

Nørrebros Sporveje fik anlagt en remise på Lygtevejen (Nørrebrogade). I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remissen med endnu en bygning opført i Bragesgade 8. I 1897 skete endnu en udvidelse. Og det er det vi i dag kan se som Nørrebrohallen.

 

Damer – pas på

Det var nu ikke lige let for alle, at leve med det elektriske. Og når de kære damer skulle lære at begå sig med de nye tekniske fremskridt, ja så var datidens aviser over dem. Således kunne man i 1902 læse:

Vore Damer, der har været så vant til med Gratie og Elegance, at springe af hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere. Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har pådraget sig slemme Skrammer. Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.

 

Giv Agt – Dampsporvogn

Man forsøgte sig også med damp. Således blev der på Nørrebro fremstillet en såkaldt Dampomnibus af firmaet Smith og Mygind, der skulle bruges på linje 7. Det var nærmest tale om et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Da man satte rigtig fart på maskinen, var beboerne ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.

 

Alberti påkørt af sporvogn

Det skete en del uheld. Således blev Alberti, byggespekulant m.m. kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej. Han døde et par dage efter.

 

Jo man kunne godt bremse med sporvogn. Når skinnerne var glatte kunne friktionen øges ved at vognstyreren med en lille skovl kastede grus gennem et rør ned på en af skinnerne, således at gruset faldt et meter foran hjulet. Det var et yderst primitivt arrangement, som nærmest mindede om jordpåkastelse.

 

Kilde: Se på www.dengang.dk

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: På FB – gruppe Dengang er der en liste over artikler med Tog, Bus og sporvognsartikler på www.dengang.dk