Den ny stationsleder

To timer til at pakke. Tinglev Station var forsømt. Gåtur til Sæd – med kuffert. Han lærte de første sønderjyske gloser. ”Vil De over grænsen”. Betjenten blev klar over, at det var hans nye chef Der gik måneder, inden de fik deres barak i 1920. ”Han spillede op – vi ved alle, at han er fra Rudbøl”. Flest tysksindede i Sæd – dengang. Stationsforstanderen arrangerede bal til regimentsmusik for ungdommen i Sæd. Søsteren blev lovet væk i skyttegraven. Politiskole i Tønder om vinteren. Et blandet repertoire af folkesange. ”Nu falmer skoven trindt om land. Han blev leder af mini – skolen.

 

To timer til at pakke

Den 31. maj 1920 kl. 4 om eftermiddag blev han kaldt op til Statspolitiet. Om to timer skulle han pakke sine sager og rejse til Sæd. Han skulle være stationsleder for en kontrolstation. Han fik at vide, at der skulle være 3-4 betjente af ”indfødte folk”. Det vil sige det skulle være folk, der havde været i tjeneste hos den internationale kommission.

Indtil Genforeningen (Indlemmelsen) fandt sted ville han få et forskud på 800 kr. Ved grænsen skulle han sørge for at samarbejde med gendarmeriet og i øvrigt passe på at ingen kom ind i Danmark uden pas.

 

Tinglev Station var forsømt

I Illum nåede vores hovedperson at købe et par fedtlæder støvler hos Illum for 80 kr. En kollega fulgte med til Haderslev. Om morgenen mødte vores nye stationsleder så Tinglev. Læderstropperne til togvinduet var skåret af og sædets stof var stjålet. Det var ikke særlig behageligt at skulle sidde på nøgne metalfjedre i kupeen.

På Tinglev Station voksede der græs og det halve af stations wc-dør væk. Det må have været meget hyggeligt at forrette sin nødtørft her. Vores hovedperson nåede også at købe et vækkeur, men inden han havde nået Tønder, var det gået i stå og han kunne ikke få det i gang igen.

Vores stationsleder fik sin sag for. I kupeen til Tønder var det fyldt med bønder, der talte sønderjysk.

 

Gåtur til Sæd – med kuffert

I Tønder besøgte vores hovedperson Statspoliti – stationen. De sagde, at de kun havde en motorcykel, og den var ikke hjemme i øjeblikket. Så begik han sig over og spiste middag i Børsen (Zur Börse). En fordel for stationslederen var, at de her kunne tale dansk.

Nu var det kun en ting gøre og det var at tage sin kuffert under armen og spadsere til Sæd. Han mødte sin forgænger, der anviste ham Chr. Martensen som en mand, der ville kunne huse stationslederen. Forgængeren havde søgt væk fra Sæd. Han var blevet gift og fandt forholdene uudholdeligt.

 

Han lærte de første sønderjyske gloser

Vel ankommet til Sæd ankom han Chr. Martensen, der tog venlig imod ham. De spiste til aften og han fik anvist et lille kammer. Allerede første aften sad han med værtsfolkene i køkkenet. Og snart begyndte han at lære de første sønderjyske gloser.

 

Vil De over grænsen?

Stationsforstanderen ville ned til grænsen at se. Det var jo der han skulle lede kontrolstationen. Han gik op på broen over grænseåen. En mand kom nu op. Han havde et bredt armbånd på, hvorpå der stod bogstaverne C.I.S. Det betød Comission Internationale Slesvig.

• Vil De over grænsen?

Det var en kommissionsbetjent, der straks slog hælene sammen, da stationslederen præsenterede sig.

 

Der gik måneder inden Statspolitiet fik deres barak

Toldvæsnet havde en barak, men det havde statspolitiet ikke. Deres stempler lå inde hos tolderne. Det skulle jo gå galt. Gendarmerne og politiet stod på den nøgne landevej. Den nye stationsleder klagede, men det gik alligevel et par måneder, inden der kom en barak.

 

”Han spiller op – vi ved alle, at han er fra Rudbøl”

Vores hovedperson interesserede sig meget for det sprog, der blev talt i Sæd i 1920. Han mente at det var jysk med en del tyske ord i. Nu var de tyske ord måske af lidt højere orden. Ord for at tænke ting, ansvar fornøjelse, skat, valg og religiøse begreber. Han mente, at kvinderne talte ubehjælpsomt tysk og at mændene havde mange soldater-udtryk. Det var jo heller ikke langt efter krigen.

Vores stationsleder havde gennemgået en halv læreruddannelse – måske var det derfor han interesserede sig for sprog.

Der fandtes ingen dansk skole i Sæd dengang. I Den Tyske Skole var alle 70 samlet i en klasse. Der var kommet en ny ung lærer ved navn Mathiesen. Værtinden havde mødt ham på gaden og hun mente at han spillede sig op, fordi han taler tysk. Og som hun sagde:

• Han spiller sig op, når han taler tysk. Det behøver han jo ikke. Vi ved jo godt, at han er fra Rudbøl.

 

Flest tysksindede i Sæd – dengang

Men vores hovedperson undrede sig alligevel over, at der var så mange tyske familie i Sæd. Der var vel kun 4 -5 danske familier, der var danske. Og det var de mest fattige, som blev holdt nede af de større gårdejere.

En enkelt større og anset gårdejer hed Chr. Lorenzen. Han var dansk bevidst dansk. Men da han var optant, kunne han jo risikere udvisning med 24 timers varsel.

En anden dansker var Chr. Petersen. Han havde en mindre ejendom, men sad godt i det. Han var mest dansk, når han var fuld. Så bandede han:

• Dævlen bræk mæ

Han var stor og meget stærk. Man sagde om ham i byen, at han slog som en helmus sparker. Hans danskhed var nu engang meget følelsesbestemt.

 

Stationsforstanderen arrangerede bal i Tønder til regimentsmusik

Vores hovedperson, stationsforstanderen blev en meget populær person i Sæd. Og så diskuterede damerne i byen om hovedpersonens tænder var ægte.

Han fik organiseret et bal i Tønder, hvor regimentsmusikkere underholdt. Gendarmerne inviterede piger fra Sæd til at deltage. Hovedpersonen havde inviteret kromandens datter med. Og værtinden havde fremskaffet nøjagtige oplysninger om hendes formueforhold. Men de var nu ikke videre gode.

 

Søsteren blev lovet væk i skyttegraven

Værtinden havde foreslået en datter af Chr. Lorenzen, som tidligere nævnt var dansk storbonde. Hun var også eneste arving. Men før vores hovedperson kunne tage sig sammen og aflægge et visit i hjemmet, var hun blevet forlovet med Jørgen Jørgensen, der havde været soldaterkammerat med hendes bror, der faldt i Verdun. De havde aftalt ægteskabet i skyttegraven og så var datteren eller søsteren åbenbart så først blevet involveret noget senere.

Vores hovedperson følte sig absolut ikke forbigået.

 

Politiskole i Tønder om vinteren

Han var leder af stationen et års tid. Om vinteren havde han en politiskole i Tønder. Det var der før nævnte C.L.S – betjente, der var elever. De skulle navnlig lære at skrive rapporter på dansk. Det var egentlig forbavsende så godt de kunne det. De fleste af dem havde aldrig fået en times undervisning på dansk.

Men mange af dem havde læst Flensborg Avis og nogle havde fået hjælp af forældre og bedsteforældre. En enkelt elev fra Angel gjorde ikke forsøg på at lære dansk. Han kunne kun tysk. Han blev droppet. De havde alle været tyske soldater. Hver gang, de så vores hovedperson, klappede de hælene sammen.

 

Et blandet repertoire

Hos gårdejer Pørksen fik stationslederen nu en hel lejlighed. En sal hos gårdejeren blev delt i to dele – en dagligstue med nye lædermøbler og et sovekammer. Her holdt han små selskaber for ungdommen. Det var mest gendammer og byens piger.

Vores hovedperson mente at det var til at græde over hvor fortyskede befolkningen var. Alle sange var tyske – mest soldatersange. Stationslederen havde efterhånden et repertoire af tyske folkesange. De blev lært udenad som var skik og brug – alt skulle kunne udenad: Når han senere ved gilder og komsammen skulle synge var rækkefølgen som følger:

• Am Brunnen vor dem Tore
• Jens Vejmand
• Sah ein Knab ein Röslein steh’n’
• Det var en lørdag aften
• O alte Burchenherrlichkeit
• Julia Julia
• In der Heimat – da geb’s ein Wiedersehen
• Jeg er en simpel bondemand
• Lorelei osv.

 

Nu falmer skoven trindt om land

Sangene blev selvfølgelig ledsaget af nydelsen af grogger. Skulle der holdes taler, skulle det være på tysk, så kunne der komme flotte tirader og schwung på. Ellers duede det ikke. Indholdet kom det ikke så meget an på.

Beboerne i Sæd var faktisk en sydslesvigsk gruppe uden spor af dansk indslag, lige bortset fra det danske sprog på trods af tysk skole og kirke.

Vores hovedperson var kommet til byen 1. juni. Den 1. november vågnede han op ved at høre børn synge:

• Nu falmer skoven trindt om land

 

Han blev leder af mini-skolen

Det var tjenestemændenes børn, der havde fået en lærer og et lille rum ved siden af vores hovedperson. Det var en lille skole på 6 – 7 børn. Det var sikkert første gang, denne sang blev sunget i Sæd. Læreren dengang hed Skræddergaard. Senere overtog vores hovedperson denne stilling.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
  Sønderjysk Månedsskrift

 

• Hvis du vil vide mere:
• dengang.dk indeholder 2.145 artikler
• Under Tønder finder du 362 artikler
• Under Besættelsestiden (før, under og efter) finder du 416 artikler
• Under Padborg, Kruså, Bov finder du 62 artikler
• Under Sønderjylland finder du 264 artikler
• Under Højer finder du finder du 94 artikler

 

• Sæd/Ubjerg
• Skamstenen fra Sæd 1-2
• TGT Sæd/Ubjerg
• Ubjerg Kirke og Præstegård

 

• Bevogtning ved grænsen
• Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Dramaet ved Viadukten 1-2
• Pas på grænsen 1-2
• En politibetjent fra Tønder (1932)
• Grænsen og dens bevogtere 1-2
• Obersten fra Tønder
• Var Palludan – Müller en folkehelt
• På vagt ved grænsen 1945 – 1949
• De slagne ved grænsen
• Grænsen – dengang (b)

 

• Grænsen
• Man strides om grænsen
• En tur langs grænsen 1-2
• Manden, der skabte grænsen
• Da grænsen blev delt i Rudbøl
• Man strides om grænsen
• Manden, der skabte grænsen