Den Gamle Grænsekro
Den har engang heddet Høkkelbjerg Kro. Men den er kendt som frederikshøj. Det var egentlig Hertug Hans den Ældre, der anlagde vejen fra det nu helt forsvundne Hansborg til Koldinghus. Vejen var forbeholdt de adelige og kongelige. Kroen var privilegeret. Det vil sige, at de andre kroejer i et par sogne skulle betale afgift til kroejeren. 1854 var et skelsættende år for kroen. En ny vej blev anlagt. Den økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson rev den gamle kro ned, og oprettede et ny kro på den ny vej. I 1864 blev Grænsekommissionen bespist på kroen. Og ved hjælp af sprit og overtalelse fik han lov til at blive i Danmark. Grænsen skulle ellers være lagt nord for kroen. Genforeningsmuseet ligger lige overfor. Jo, det var her kongen red over grænsen sammen med lille Johanne.
Den gamle, kongelig privilegerede kro ligger ved den gamle hovedvej A 10 på den danske side af den gamle dansk-tyske landegrænse 1864-1920, 3 km nord for Christiansfeld. Den er desuden kendt som Frederikshøj Kro og har også heddet Høkkelbjerg Kro og Gjæstgiveriet Frederikshøj. Den oprindelige Høkkelbjerg Kro lå ikke på samme sted som den nuværende lige nord for Christiansfeld. Den opførtes omkring år 1600 ud til den daværende Kongevej, som ligger ca. 400 meter østligt for den nuværende landevej. Vejen blev anlagt i 1560 af Frederik 2. og hans farbror, hertug Hans den Ældre.
Formålet var at skabe en direkte forbindelse mellem det vældige Koldinghus, hvor kongerne elskede at residere om sommeren, og det nu totalt forsvundne Hansborg Slot i Haderslev. Indtil da var man tvunget til at benytte studevejen over Aller og Fjællebro, hvor der dengang kun var et vadested med deraf følgende besværligheder ved højvande.
Denne vej hedder i dag Tingskovhedevejen efter det første herredsting. I
1562 gav hertug Hans den Ældre tilladelse til, at det måtte nedbrydes, og tingstokke; “sættes ved Aller Kirke som det bekvemmeste Sted for
Undersåtterne i Tyrstrup Herred og for Fremmede med hensyn til Postgangen, fordi Aller laa ved den almindelige Hærvej”.
Da den nye Kongevej var forbeholdt de kongelige og adelige, er det svært at gisne om kroens omsætning. Der har sikkert været langt mellem de betalende gæster. Selvfølgelig så bønder og andet godtfolk deres snit til at anvende vejen i smug, men ve den arme synder, hvis han blev snuppet af herredsfogeden og hans svende for uberettiget benyttelse af vejen. Da kostede det dyrt både i penge og naturalier prompte at levere til hofferne.
Dér hvor kroen i sin tid blev bygget, står der en mindesten med følgende indskrift: “Her laa fra 1660 til 1854 den navnkundige af Frederik III privilegerede Høkelbjerg Kro”. Sådan står der faktisk på den store sten.
Der kan kun gisnes om, hvorfor privilegeret først blev givet i 1660, måske som tak for årelange tjenester.
Privilegierne gav eneret på krohold i Tyrstrup, Aller og Taps sogne. Der kom nu velstand til huse dels på grund af det stigende besøg efter
Kongevejens samtidige åbning for den almindelige trafik, dels fordi de omkringliggende kroer måtte svare ejeren på Høkkelbjerg Kro en årlig koncessionsafgift. Denne ophørte først efter indførelsen af den tyske næringslov og mod en passende affindelsessum.
Til gæstgiveriet hørte tillige et stort, veldrevet landbrug på 55 tønder land plus noget mose, hvor man gravede tørv. Landbrugsarealet svandt siden ind til 24 tdr. land.
1854 blev et skelsættende år for den gamle kro. Den nye direkte vej, chausseen mellem Kolding og Haderslev, blev åbnet og overtog næsten al stedlig trafik. Med et pennestrøg var det pludselig forbi med kroens eksistensgrundlag.
Den i øvrigt økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson lukkede følgelig kroen, rev bygningerne ned og genopførte bedriften ved den nye vej, hvor Den Gamle Grænsekro nu ligger. Meget belejligt havde Wilson også jord dér. Den efter datidens normer anselige gæstgiveribygning fik navnet Gjæstgiveriet Frederikshøj efter Frederik 7. Det fortælles, at der til opførelsen blev genbrugt sten oppe fra Koldinghus, som brændte i 1808. Rent faktisk er der under moderniseringsarbejdet fundet sten af samme type som dem på Koldinghus.
Ti år senere måtte Danmark efter nederlaget i krigen 1864 afstå hele
Sønderjylland. I foråret 1865 gik man i gang med nedgravningen af de 128 svære egepæle, som skulle markere den nye grænse fra Vadehavet syd for Ribe til Hejlsminde mod øst. Under det praktiske arbejde med grænsedragningen var den 20 mand store grænsedragningskommission med repræsentanter fra begge sider en tid indlogeret på kroen.
Den meget aktive og dansksindede kromand Wilson gav de fornemme gæster en udsøgt behandling under deres ophold. Det fortælles, at de blev bespist og beskænket så fyrsteligt, at den rette linje mellem to punkter blev til en krum bue syd om kroens jorde i stedet for, som han kunne frygte, lige nord for hans kro. Således siges det, at Frederikshøj blev dansk grænsekro og grænsetoldsted. Skal sandheden frem – og det skal den jo helst – har man ved grænsedragningen, ligesom ude i marsken, nok snarere taget hensyn til kroens samlede tilliggende.
Toldvæsenet lejede sig derefter ind på kroen mod en årlig husleje på 700
- betalt i månedlige rater. Men så skulle alt til gengæld være velholdt med hele ruder, nøgler til alle døre, plads til heste og vogne, brændselsrum med plads til 20.000 tørv, 1 favn brænde, 20 tdr. stenkul osv.
En koleraepidemi i Hamburg i 1892 satte hele den danske grænsebevogtning på den anden ende og i højeste alarmberedskab. Sværtbevæbnede danske soldater afpatruljerede grænsen for at opsnappe eventuelle overløbere. Disse blev anbragt i en af staten lejet barak på den modsatte side af kroen. Her var karantænestation med ovn og gryde til brug ved desinficering. Dette menageri stod på i et halvt års tid.
Ellers lagde kroen i disse år lokaler til talrige nationale sammenkomster.
Passagen over grænsen foregik dengang i øvrigt uhindret. Pas behøvedes ikke, men da Første Verdenskrig brød ud i 1914, skiftede scenen atter karakter. Der blev sat bom over vejen, som groede helt til i græs. Ovre på den tyske side gik der Landsturmsoldater for at forhindre grænseoverløbere i at nå op til det forjættede land, Danmark.
Ikke så få slap alligevel over, trods store risici, og fik foreløbigt logi i den gamle krosal. En ekviperingshandler fra Kolding kom én gang om ugen og udstyrede de heldige med det nødvendige.
Krigsafslutningen ændrede situationen på ny. Ved det nordlige – det nuværende danske – Sønderjyllands officielle genforening med det gamle land den 10. juli 1920 stod den festligt pyntede kro i stiveste puds med dannebrogsflag og guirlander hen langs facaden og over vejen en rejst æresport med indskriften, set nordfra:
Hav tak, fordi I led og stred
nu kommer lyse dage.
Vi mindes vil med Vemod
den Flok, der blev tilbage.
Alt hvad der kunne krybe og gå, høj som lav, tog til Frederikshøj Kro for under stor festivitas at tage imod Christian 10. på den hvide hest og den øvrige kongelige familie.
Den berømte hvide hest, der måtte hentes så langvejsfra som på Visborggård nord for Hadsund, skulle være hvid ifølge den spådom, som den legendariske jomfru Fanny i Aabenraa havde fremsat år forinden. Helt hvid blev den ved slet og ret at blive opkalket. Den historie har været fortalt vidt og bredt, men om den holder sig til sandheden, er vanskeligt at sige noget konkret om. Kongen søgte i hvert fald at leve op til profetien og foretog sit ridt over den nu pludselig gamle grænse med den smukt prydede æresport.
Han sluttede af med en kort andagt i Tyrstrup Kirke, hvor han skulle binde hesten ved et hyldetræ,
Det var under denne ridetur over grænsen, at kongen symbolsk tog en lille pige op til sig på hesten. Pigen, Johanne Herlak, døde først i 1999 i den høje alder af 87 år. Da man i 1995 skulle markere 75-året for
Genforeningen, sendte Johanne Herlak en blomsterhilsen med røde og hvide roser i knop, som datteren Eli Fredskilde, lagde ved den store natursten, som man i 1921 havde rejst ved landevejen og den gamle grænse neden for kroen med indskriften: “Her hilste Sønderjyderne Kong Chr. X Velkommen ved Genforeningen den 10. Juli 1920”.
Som et lille, men utilsigtet minde om tiden under det tyske fremmedherredømme kan man stadig se en gammel grænse-nivelleringssten på den modsatte side af landevejen lige over for den store mindesten.
Familien Wilson residerede på kroen gennem tre generationer frem til slutningen af 1940’erne, da andre tog over. Her er stadig krodrift. Salen blev udvidet i 1975, og i 1987 opførtes en ny værelsesfløj. Her er gode kursusfaciliteter, ligesom her er plads til selskaber med indtil 350 kuverter i samme lokale.
Særligt interesserede i de spændende begivenheder før og efter 1920 kan med udbytte se ind Genforenings- og Grænsemuseet, som i 1995 blev indrettet i det det lille hus fra 1877 med en smuk museumshave omkring lige over for kroen.
- Her på dengang.dk har vi masser af artikler omkring Genforeningen, Afståelse, forening, Grænsedragning m.m. Der er også mere om Kongens Hvide Hest 1-2 og om Pigen fra Højer, Johanne. Dengang hed hun Braren til efternavn.