Den 21. marts 1945 døde en masse uskyldige på Vesterbro og Frederiksberg. RAF var i forvejen betænkelige. Efter aktionen var modstandsbevægelsen tilfreds. Men et helt kvarter var ødelagt. 900 var gjort hjemløse. Hjælpen lod vente på sig. Forældre til de døde skolepiger følte sig svigtet. RAF mistede seks fly.

 

Hipo – aktion

Den 21. marts 1945 blev København for alvor ramt af krigens forfærdelige ansigt. Pludselig var området omkring Frederiksberg Allé et stort kaos med død og ødelæggelser.

Pludselig kunne københavnerne høre brummen af flyvemaskiner. Det viste sig at være RAF – flyvere. De fløj så lavt, at man kunne se piloterne iført læderhjelm.

Samtidig skete der en aktion på  hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej. En Hipo – bil kom kørende og fra muren, der omkransede Landbohøjskolens Have lød der pludselig skud. Modstandsbevægelsen var i gang.

Hipo – bilen kørte op på fortovet og ramte en dame, der blev dræbt. Skudsalverne blev heftigere. Lige i nærheden i en kælder lå en masse frihedsblade stablet på gulvet. Måske havde det været målet for Hipoernes aktion. Men det var ikke denne aktion, der stjal overskrifterne.

 

Problemer for modstandsbevægelsen

Gestapo havde oprettet deres hovedkvarter i Shell-huset. Her havde man også samlet en masse arkiver om modstandsbevægelsen. Og de havde efterhånden optrevlet næsten hele modstandsbevægelsen. Man ønskede fra modstandsbevægelsen side, at dette arkiv blev ødelagt. Derfor bad man RAF om hjælp.

Den 4. marts havde man i kodeord bedt London om, at fremskynde et angreb. Man forstod ikke, at man ikke for længst havde iværksat et sådant angreb. Hvad modstandsbevægelsen antagelig ikke vidste var, at man længe havde planlagt angrebet. Godt nok havde modstandsbevægelsen i første omgang fået afslag. RAF
mente, at aktionen var for risikabel.

 

Oplysninger fra modstandsbevægelsen

Modstandsbevægelsen sørgede for en masse oplysninger til korpset. Det lykkedes også at skaffe et foto af målet, set fra Skt. Jørgens Sø. Dette billede blev bragt i Berlingske Tidende i forbindelse med en artikel om Statsanstalten. Det slap uhindret igennem censuren og landede på det rette bord via Sverige.

Gestapo havde placeret 26 danske fangere i øverste etage af Shell- huset. De frygtede et angreb fra luften. Derfor blev fangerne brugt som våbenskjold.

 

Fly på vej

Den 19. januar var alt klart. Men af en eller anden grund, måske på grund af dårligt vejr blev angrebet ikke til noget. Den 19. marts kom ordren til at være stand by.   Den 21. marts løb Operation Karthago af stablen. 18 Mosquitofly med i alt 44 stk. 500 – punds bomber lettede fra Fersfield i Østengland.

Klokken 8.35 lettede de første maskiner. Tyve minutter senere var alle i luften. Tre jægere måtte dog vende om efter kontakt med søfugle.

Med på turen var 30 Mustang – jægere og 2 foto – fly. Man fløj ganske lavt ned over Vesterhavet for at undgå tyskernes radar. Helt ned i 5 meters højde. Derved kom der skum og salt op på vinduerne på grund af den stærke blæst. Flyenes vinduesviskere kunne ikke holde vinduerne rene. Det hæmmede efterhånden udsigten.

Over Tissø skiltes flyene i bølger. Meningen var at angrebet mod Shell-huset skulle ske i bølger.

 

Sen luftalarmering

Luftalarmen kom meget sent. Men i begyndelsen tog københavnerne det ikke alvorligt. Dem havde det været så mange af. Det plejede jo ikke, at ske noget som helst. Overrumplingen var lykkedes. På Den Franske Skole betød det at ikke alle nåede i beskyttelsesrum. Det samme var tilfældet i alle de ejendomme, der blev berørt på Vesterbro og Frederiksberg.

Men da de første rystelser kom, søgte man ly i tilflugtsrum.

 

Flystyrt

Første bølge kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. De fandt let målet. Det var den eneste camouflagede bygning i hele byen. Forinden havde førermaskinen steget op til 150 meter for at orientere sig. Efter at have fået øje på søerne dykkede den igen ned over hustagene, strøg ind over Sydhavnen,
øst om Carlsberg og skød frem mod Den Ny Teater, der udgjorde sidste pejlepunkt før Shell-huset.

Planen var at jagerbomberne straks efter at have kastet deres bomber skulle følge Nørrebrogade ud af byen i lavest mulig højde for at undgå antiluftskytset.

Over godsbanen strejfede et af flyene kl. 11.16 en 30 meter lysmast med halen. Det var nær Ingerslevgade. Den blev kraftig beskadiget. Flyet mistede styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Den ramte hjørneejendommen Palnatokesgade/Sønder Boulevard 119. For ikke at ramme ind i husene på den anden side af Sønder Boulevard, kastede piloten sine bomber.

En af bomberne fik så meget flyvetid, at den armeres inden den ramte Sønder Boulevard 106. Bygningen blev sprængt i luften og 11 personer omkom.

Flyet klarede sig fri af bygningen. Maskinen steg svagt og passerede Enghavevejens Skole. Kort efter styrtede det ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé
mellem Den Franske Skole og Avenue – Teateret. Det lå i Frederiksberg Allé 76 – 78.

Førerkabinen blev slynget frem og havnede i et øl – depot, der straks blev antændt. Benzintankene spredtes over et større område. Maskinens 1.400 liter brændstof anrettede på få øjeblikke eksplosionsagtige brande, der udviklede sort røg. Øldepotets lager og kontorbygning brændte ned til grunden.

 

Inferno af granater og projektiler

Et inferno af eksploderende antiluftskyts, brølende bombefly og svirrende Mustangs forvandlede København til en krigszone. Jagerflyenes maskinpistoler
hamrede løs på mål.

Granater og projektler haglede ned over gader og stræder. I Haraldsgade på Nørrebro detonerede en antiluftskytsgranat i baglokalet til en kolonialforretning. Andre vildfarende projektiler fandt vej til Grøntorvet, Botanisk Have, Bispebjerg, Blegdamsvej 38 og til en lejlighed på Mariendalsvej 48 E.

Ved Østerport Station gik den britiske beskydning ud over et tog med flygtninge, der holdt på banelegemet. I en Linie 2 Sporvogn blev en højgravid kvinde trampet ned af sine panikslagende medpassagerer. Hun døde senere af sine kvæstelser.

 

Forkert mål 

Anden bølge af bombeflyene kom ind mere vestfra. Man fløj over Roskildevej og Frederiksberg Have. To af disse fly mente, at målet lå under røgen fra det brændende fly. Derfor kastede de deres bomber over Den franske Skole og hele karreen, Amicisvej/Maglekildevej. To andre maskiner opdagede fejlen og søgte målet i Shell-huset lidt længere væk.

Hele kvarteret blev på få minutter forvandlet til et sandt helvede af støv, ild, brædder og kalk. Hollændervej, Henrik Ibsens og Dr. Priemers Vej var i flammer.

I tredje bølge er det kun enkelte piloter, der erkender fejlen og fortsætter mod Shell-huset. Fra England lød budskabet, at man skulle bombe, der hvor der kom ild og røg.

 

Maglekildevej ramt

Under den kvælende sorte røg detonerede den ene bombe efter den anden. Den Franske Skole, Frederiksberg Allé 74 og Maglekildevej blev på få øjeblikke forvandlet til et helvede af støv, ild, murbrokker og kalk. Også Søndre Boulevard, Henrik Ibsens Vej, Dr. Priemers Vej og Amicisvej blev truffet.

På Maglekildevej, der rummede seks større ejendomme udviklede situationen sig meget dramatisk. Hjørneejendommen Maglekildevej 17 og Dr. Priemersvej 7 blev ramt af en springbombe fra en af de første maskiner i anden bølge. Denne bombe slog mod husets hjørne. Resultatet var at tredje og fjerde sal styrtede sammen til anden sal. Herefter fortsatte bomben ned på gaden og eksploderede foran Maglekildevej 18.Fem beboere mistede her livet.

Gaden blev ramt af mindst fem bomber. Kun Maglekildevej 16 – 18 slap for total ødelæggelse. I den modsatte ende af gaden i Maglekildevej 2 – 8 brød ejendommen i brand efter få minutter. Maglekildevej 10 – 14 var antagelig blevet direkte ramt af en bombe. Først kl. 11.54 var den første brandsprøjte på stedet.

 

Masser af dødsfald på Den Franske Skole

På Den Franske Skole omkom 86 børn og 18 voksne. Uskyldige skolepiger og katolske nonner måtte lade livet. Det var helt meningsløst. Og dette skete blot seks måneder før befrielsen. I alt mistede 18 børnehavebørn livet, men værst gik det ud over det ældste hold. Her var der kun fem, der overlevede.

I alt 4 bomber ramte skolen. Den første faldt i østfløjen og borde sig gennem etagerne. Den blev stoppet af nogle jerndrager lige før gymnastiksalen. Få sekunder efter faldt tre bomber i hoved-fløjen. De to gik gennem naturhistorieværelset og nåede kælderen, hvor mange mindre børn og lærerinder omkom.

 

Stor oprydningsarbejde

Oprydningen fortsatte de næste dage. Under denne oprydning dukkede en række afrevne legemsdele op. Ud på eftermiddagen dukkede en tysk officer op. Han havde fået ordre til at beslaglægge skolen til flygtninge, men han indså straks, at dette var umuligt.

18 timer efter dukkede der piger op, som selv havde formået at finde vej ud af ruinerne. Hele natten igennem fortsatte redningsarbejdet.

Måtte ikke tale om det

Mange af de overlevende fik direkte forbud mod at omtale episoden. De fik ikke bearbejdet episoden. Der sænkede sig en dyb tavshed over de uhyggelige hændelser. Heldigvis var der nonner med menneskekundskab, der efterfølgende fik talt med de overlevende elever. De trodsede lægernes anbefaling om ikke at rippe op i hændelserne.

 

Traumatisk oplevelse

Et kæmpe redningsarbejde fulgte. Betty Nansen – Teateret lige overfor fungerede som en slags redningscentral. Ja man kunne kalde det for en interimistisk informationspost 67 børn og 35 voksne var blevet såret.

Fortvivlede forældre fandt herhen for at høre nærmere om deres børns skæbne

For mange redningsfolk var det en traumatisk oplevelse, at være inde i de mørke ruiner mellem de dræbte, sårede og forbrændte småpiger. Tiden forskrev tavshed.  Voksne mænd græder ikke og lader sig ikke mærke af sådanne oplevelser. For mange forblev det et mareridt resten af livet. Ved siden af skulle redningsfolkene finde sig i efterfølgende kritik.

 

4 bomber rammer skolen

De små i børnehaven sad med deres åbne madkasser foran sig. De var netop i færd med frokosten. De ældre var lige kommet ind fra spisefrikvarteret. Da bomberne begyndte at hagle ned, søgte elever og nonner omgående ned i kælderen. Skolen blev antagelig ramt med 4 bombe – 3 sprængbomber og en brandbombe.

 

Mange frivillige

Naboer og tilfældige startede øjeblikkelig redningsarbejdet. Redningsarbejdet var særdeles vanskeligt. Flammer, stigende vand og nedstyrtningsfare udgjorde en stor fare. Også fem redningsmænd omkom, her i blandt en far der ledte efter sin datter.

Redningsmandskabet kunne høre børn skrige efter hjælp. Men på et tidspunkt måtte de opgive, at komme dem til undsætning. Ilden raserede og nedstyrtningsfaren var voksende. En fortvivlende mor forsøgte fortvivlende at kaste sig ind i de brændende ruiner.

Flere hundrede folk havde efterhånden samlet sig og tilbudt deres hjælp. Men man havde ingen mulighed for at komme de hjælpeløse til undsætning. Man manglede solidt værktøj til at bryde igennem. Da håndværksmestre i nærheden tilbød disse redskaber, valgte brandvæsnet at sige nej.

 

Træt af kritik

Det hjalp heller ikke på situationen, at Hipo – korpset kom og afspærrede hele området. De nægtede pårørende at komme til stedet. At de så senere hjalp til med redningsarbejdet står det ikke noget om i de officielle referater fra redningsaktionen. Selv om mange af dem udførte en heltedåd, var der ikke nogen, der
senere fik tak for dette. Også personalet fra Frederiksberg Brandvæsen sagde senere nej tak til enhver form for hædersbevisning. De var trætte af den efterfølgende kritik af redningsindsatsen. Man havde umulige vilkår. Tyskerne havde konfiskeret radiomateriellet.

 

Kaos på hospitalet

På Frederiksberg Hospital var situationen kaotisk. Ikke alle blev registreret som forskrevet. De første civile vogne var ankommet. Alt hvad der kunne køre blev
brugt til sygetransport. Budcykler, taxaer, ølvogne og varebiler. På et tidspunkt kom en lastbil med 40 piger på ladet.

Hospitalet havde ikke modtaget nogen besked fra offentlige myndigheder om, hvad der var sket. Tilstrømningen var kolossal. I hast fik man etableret et nødberedskab. I løbet af kun halvanden time modtog hospitalet ca. 300 sårede. Hovedparten var fra Den Franske Skole og Maglekilde-kvarteret.

Efterhånden kom der også flere og flere lig. De fleste var piger i 14 – 15 års alderen. De blev i første omgang lagt i vaskerum og kældergange. Mange var ikke blevet identificeret. I mange tilfælde måtte sko, strømpefarve eller tandbøjle bruges som eneste brugbare kendetegn.

 

Ingen kunne stilles til ansvar

En efterfølgende undersøgelse konkluderede, at ingen enkeltperson kunne bebrejdes en manglende redningsindsats. Der var kaos og manglende kommunikation. Dette kan måske skyldes at katastrofens omfang var enorm. De forskellige myndigheder forstod heller ikke at kommunikere med hinanden indbyrdes.

Man fik heller ingen forklaring for, at det gik 15 timer før gas og vand blev lukket ved Den Franske Skole. Der var heller ingen forklaring på, hvorfor man afslog at få hjælp fra håndværksmestre, der havde det rette værktøj.

 

Fortvivlende forældre

Fortvivlede forældre til de dræbte på Den Franske Skole kæmpede i årevis for at undgå at tunge entreprenørmaskiner kom til at rage resterne af deres døde piger frem af bombetomtens jord i forbindelse med nybyggeri på stedet.

Retsmedicinsk Institut bekræftede at der kunne ligge menneske-aske og rester af legemsdele på grunden.

Forældrene krævede arbejdet udsat og krævede en midlertidig mindelund. De måtte også kæmpe mod indretning af et konditori i en af de nye ejendomme. De kunne ikke udholde tanken om at servere flødeskumskager og kaffe på resterne af deres døde døtre.

Sankt Joseph Søstrene havde ikke råd til at genopføre skolen, og kommunen ville ikke hjælpe. Man ville fra kommunens side heller ikke erhverve grunden til mindelund.

Frederiksberg Kommune udskrev en konkurrence til et monument. Forældreudvalgets formand udtalte til Politiken den 26. januar 1949:

• Vi forældre blev rystet, da konkurrence-udkastene blev udstillet. Motiverne var jo grusomme – brændende flyvemaskiner, sammenstyrtede huse, forkullede lig af ofrene og andre makabre enkeltheder.

Under stor mediebevågenhed blev minde – monumentet ændret.

 

Beboere følte sig oversete

Beboerne på Maglekildevej, Henrik Ibsens vej og Søndre Boulevard følte sig oversete. Det var både under katastrofen og bagefter.

Folk begyndte desperat at kaste ejendele ud af vinduet. Og der var nogen, der åbenbart ikke besad nogen form for moral. Tyveri og plyndringer forekom. Men der var ikke mange ejendele, der blev reddet.

På Henrik Ibsens Vej detonerede en sprængbombe på gaden og rev facaden fuldstændig af nr. 20 – 22, mens nr. 17 – 19 på de modsatte side af vejen blev
antændt. Den udbrændte fra kælder til kvist. Ulykken på Henrik Ibsens Vej kostede i alt fire døde og syv sårede.

Etageejendommen Amicisvej 3 led betydelig skade, mens villaerne i nr. 9 og nr. 10 blev fuldstændig ødelagt. Flammerne fik fat i taget af Frederiksberg Allé
og Amicisvej 1- 3 ved ca. 13.15 – tiden.

 

Ikke megen hjælp at hente

900 mennesker fra Frederiksberg og Vesterbro stod efter angrebet uden meget andet end det tøj de gik og stod i. For flere af dem kom oven i købet tab af hus og hjem samt savnet af pårørende. Mange valgte at sende børnene på landet. Selv lånte de et værelse hos venner eller familie. Andre modtog med taknemlighed tilbud om et sommerhus, de midlertidig kunne bo i. Danske Kvinders Beredskab samlede tøj ind til de berørte. En del præster og Allé Scenen tog også initiativer til at hjælpe.

På rådhuset mente man ikke, at det var deres opgave, at give de berørte en ny bolig. Heller ikke erstatning for mistet eller ødelagt indbo følte de lokale politikere ansvar for. Umiddelbart efter katastrofen skred man ind med akut hjælp og støtte. Da de ramte i forsommeren 1945 modtog regninger for ødelagte telefoner og gasmålere, synes bægeret at være nået.

På Bornholm tvang russiske bombefly den tyske kommandant til at overgive sig. Luftangrebet mod Rønne og Neksø dræbte 10 personer, ødelagde 800 huse
og beskadigede yderligere 3.000.

Ulykken medførte indsamlinger fra hele Danmark. Fra Sverige kom der møbler samt 300 træhuse og et beløb på 7 – 8 millioner kroner. Men de berørte fra den 21. marts på Frederiksberg havde man glemt.

 

Foreningen kæmpede for værdighed

De berørte dannede en forening, Sammenslutningen af 21. marts, hvor de i fællesskab kæmpede for en værdig behandling og erstatning. Man forlangte at de skulle stille sig i køen på socialkontoret. Det blev starten til en årelang kamp med politikere og ministrer.

I juli 1945 gennemførte Royal Air Force en stor flyveopvisning i Kastrup. En del af overskuddet gik til de ramte borgere på Frederiksberg. Også fra Amerika kom der lidt hjælp. Da en kvinde på et møde ville have en forklaring fra borgmester Wilhelm Fischer, hvorfor Frederiksberg Kommune ikke ville hjælpe, blev hun ført bort.

Langt om længe stillede kommunen under pres en million kroner til rådighed. Dette dækkede dog kun en lille del af udgifterne for de berørte. For nogles vedkommende fandt sagerne først sin afslutning så sent som i 1960.

 

Frederiksberg Gymnasium slap nådigt

På Frederiksberg Gymnasium på Hollændervej slap man mirakuløst. Her befandt der sig flere hundrede elever og lærere, da mindst to sprængbomber ramte skolegården. På et øjeblik blæste en ældre gymnastiksal fuldstændig omkuld.

Drengeskolens bygninger, der husede både mellemskole og gymnasium blev stærkt medtaget. Kun et mindre antal pådrog sig overfladiske snitsår og småskader.

 

125 døde i Shell-huset

I Shell-huset var 8 modstandsfolk blevet dræbt, men for mange lykkedes det at flygte. Det er forskellige oplysninger om tabet af menneskeliv. Man mener at
i alt 125 tyske og danske Gestapo folk omkom. Dertil også ca. 20 uskyldige danskere.

RAF havde kalkuleret med at bygningen ville falde sammen, og at alle danske modstandsfolk ville blive dræbt. Kun 51 af de omkommende kunne identificeres. Under udgravninger i ruinerne fandt man legemsdele fra mellem 20 og 40 personer i ruinerne. Hovedpersonerne Bovensiepen, Panche og Hoffmann havde man dog ikke fået ram på. De havde været til begravelse på angrebstidspunktet.

Selve Shell-huset var blevet ramt af otte bomber. To slog ind over vagtlokalet på hjørnet af Kampmanngade og Nyropsgade. Andre to traf det modsatte hjørne ved Vester Farimagsgade. Yderligere to blev slynget ind i gården og detonerede.

 

Tre dræbt på Teknologisk Institut

På Teknologisk Institut lige ved siden, opholdt der sig 600 mennesker. Instituttet blev ramt af to sprængbomber. Den ene slog gennem taget, der vendte ud mod Hagemannsgade og eksploderede. Den borede sig gennem etageadskillelsen mellem tredje og fjerde sal og eksploderede. Den anden bombe havnede
i gården og anrettede omfattende materiel skade.

Både under og efter angrebet opholdt der sig mange flygtende fra Shell-huset i ejendommen. Tre blev dræbt og 11 sårede. Ingeniørernes Hus ved siden af Shell-huset nedbrændte fuldstændig.

 

Seks fly gik tabt

Foruden det fly, der styrtede ned på  Frederiksberg, blev flere fly beskadiget af antiluftskyts blandt andet fra krydseren Nürnberg, der lå i havnen. Et af flyene faldt ned i Fælledparken. Den endte i et buskads på hjørnet af Idræts Allé og Øster Allé og brød i brand.

Et fly måtte nødlande nær ved øen Hven i Øresund. Det lykkedes for besætningen at nå ud på vingespidserne. Men øboerne kunne på grund af den stærke blæst ikke nå ud til dem. Besætningen druknede.

Undervejs blev styrken beskudt fra Melbylejren. To Mosquitos blev ramt af tysk ild og styrtede i Kattegat. En Mustang måtte nødlande ved Lønborg, fem kilometer vest for Tarm.

Flere af flyene humpede hjem med brændstofmangel. Et enkelt kom hjem på en motor. I alt 6 fly og 9 besætningsmedlemmer gik tabt. Besætningen bestod i øvrigt af en eskadrille bestående udelukkende af canadiere, australiere og newzealændere.

 

Razziaer

Soldater fra værnemagten gik i stilling rundt omkring. Området omkring Shell-huset blev afspærret. En masse razziaer og anholdelser fulgte. En større mængde københavnere havde taget opstilling ved Sankt Jørgens Sø, for at betragte det det brændende Shell-hus. Tyskerne nåede frem og begyndte at skyde ind i mængden. På Filippavej løb et halvt hundrede mennesker ind på Sankt Jørgens Gymnasium. Med skarpladte våben blev de ført tilbage til gården af deres forfølgere, og mange blev arresteret.

 

Ville have nyt hovedkvarter

Allerede næste dag fremkom tyskerne med erstatningsejendomme for Shell-huset og Ingeniørenes Hus. De havde i forvejen Dagmarhus, Politigården, Nyboder Skole, Vesterport-komplekset samt andre ejendomme. Man kunne ikke forhindre, at de også overtog Skt. Annæ Palæ.

Først 8 år efter angrebet i 1953 kunne en tidligere elev fra Den Franske Skole indvie et monument i Frederiksberg Allé.

 

Hvad ville der være sket ?

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis de 708 svære 4 – motorers bombefly  og 618 eskortejægere fra Storbritannien den
2. april havde nået deres mål – Danmark.  Formålet var at udslette Luftwaffes danske flyvepladser. Det tog mere end tre kvarter at få alle fly i luften. Da de nærmede sig Jyllands vestkyst blev aktionen aflyst. Grunden var dårlig vejr.

Tænk, hvis civilbefolkningen igen havde lidt overlast og fået samme behandling som borgerne på Vesterbro og Frederiksberg?

 

Kilde:

• Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Besættelsestidens bøger diverse
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 

 

Redigeret 19. – 02. – 2022