Den Blå Sangbog i Sønderjylland

Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog

 

Trykkefrihed i Preussen?

Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.

Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.

Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.

 

16 unge piger blev anholdt

Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.

Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.

Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.

 

Mange blev dømt

Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.

I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.

I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.

 

De forbudte sange blev markeret med stjerne

Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.

For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.

 

Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge

I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.

Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.

Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.

 

H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang

Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.

Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.

 

Han var ellers en afholdt gendarm

Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.

 

Fanatikere overvågede danske aktiviteter

Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.

 

Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.

I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.

Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.

 

Boghandlere frikendt

Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.

 

Udgiver var usikker

I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.

Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.

 

Sange er emneopdelt

I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.

 

De forbudte sange kunne man udenad

Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:

 

• Vi synger nummer 240.

 

Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.

 

• Det æ jæn a´de forbudt´sang, dem ka´vi u éna.

 

Der var vagt på

Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:

 

• Den tysk gendarm, han komme.

 

Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.

 

En ”forbudt” allike

Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.

På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”

Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.

 

En historie om en forbudt sang

Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.

I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.

Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.

Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.

Det var en af dem, som også preusserne forbød.

Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.

Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.

Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.

 

Kilde:

• Troels Fink: Båndene bandt-Forbindelsen over Kongeåen 1864-1914
• Karl Clausen: Den blå Sangbog i hundredåret for dens fremkomst
• Sønderjysk Månedsskrift
• graenseforeningen.dk
• dr.dk
• historievejen.inst.vejen.dk

 

Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk

• Listen finder du bagerst i artiklen ”Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling.