De Sønderjyske Piger

Vi solgte ”De Sønderjydske piger” som plakat i Padborg Boghandel til 98,- kr. men det var københavnske forlæggere, der tjente mange penge på det nationale. Ja faktisk startede det med, at Drachmann var i Sundved, og så hvordan gravene fra 1864 blev passet. Og i København ville Bojesen tjene hurtige penge. Han fik sørget for et billede at to piger, Valborg og Helga i folkedragter. Drachmann skrev et digt til, og så var lykken gjort. Der kom en masse galanterivarer til. I København fulgte forlægger Strandberg med. Men da en fotograf lavede et postkort med to balletdansere på Dybbøl Skanse forestillende danske soldater, ja så lugtede folk lunten. 300 sønderjyske piger var på besøg i København og Nordsjælland. Omkring Genforeningen blomstrede ”De Sønderjydske Piger” op igen. Man må sige at gennem historien er det nationale og ”De Sønderjydske Piger i den grad blevet ”misbrugt”.

 

Plakater til 98,- kr.

Vi solgte dem i Padborg Boghandel for 98,- kr. som plakat. Men hvad er det egentlig for noget? Ja det blev det helt store tilløbsstykke. Var det en velgørende organisation eller hvem tjente på dette?

Ja egentlig blev de fremstillet til at være en hurtig kommerciel succes. Men det blev også et sandt og ægte symbol på trofasthed og udholdenhed.

Jo det er to piger med resignerende blikke fotograferet i folkedanserdragt foran et malet skovmotiv. Historien om dette nationale symbol tager sin begyndelse i 1864.

 

Man passede en grad i Sundved

Efter erobringen af Als den 29. juni 1864 blev hele øen finkæmmet for soldaternes efterladenskaber. Mange lokale gemte fund fra krigen.  Men egentlig følte de sig skamfulde ved ikke at aflevere disse fund til myndighederne.

Hos Cathrine Fink i Bøffelkobbel i Sundved blev der passet på en grav med to danske soldater. Trods fattige kår blev graven passet og plejet efter alle kunstens regler.

 

Glem os ikke – Glem os ikke

Ved denne grav aflagde digteren Holger Drachmann et besøg i 1877. Formålet med at rejse til området var for at hente åndelig næring og kraft.

Digteren traf Cathrine Fink og hendes gamle halvblinde mor. Dette gjorde et stort indtryk på ham. Han fik forevist husets gæstebog og alle de efterladenskaber, som man havde samlet fra soldaterne. Han beundrede gravens udpyntning med Dannebrog. Ved afskeden vendte Cathrine sig om mon Drachmann og sagde med et fast blik:

• Glem os ikke – Glem os ikke

 

Drachmann: Derovre fra Grænsen

Drachmann lod Cathrine indgå i et digt inkluderet i en rejsebeskrivelse fra Als og Dybbøl med titlen ”Derovre fra Grænsen”. Den blev udgivet sidst på året i 1877. I digtet bliver Cathrine Fink et symbol på alle sønderjyske pigers trofasthed og håb. Ja digtet blev også hurtigt sat i musik og kom senere i Højskolesangbogen.

Men det var nu ikke Drachmanns fortjeneste at digtet og symbolet blev så populært. Det skyldtes den københavnske forlægger, Ernst Bojesen i 1879. Han havde året før åbnet en papir- og kunsthandel i Vimmelskaftet. Han havde store planer om bogudgivelser. Men forlagsvirksomhed krævede en betydelig kapital. Og det kneb med at finde en rigtig ”sellert”.

 

Bojesen fik en ide

Kunne man finde det rigtige, så var lykken gjort. Det var dengang en udbredt fornøjelse, at købe fotografier af kongefamilien eller populære skuespillere og sætte dem ind i svære læderbetrukne albums side om side med familieportrætterne. Også varer af denne art forhandlede Bojesen med skiftende held.

I 1878 blev den yngste af Christian den Niendes døtre, prinsesse Thyra, bortgiftet til hertugen af Cumberland. Bojesen annoncerede ivrigt med billeder af hertugen – uden nogen videre held.

Lidt bedre gik det med et fotografi af den populære skuespiller Emil Poulsen. Han spillede rollen som Ambrosius. Dette bragte Bojesen en pæn fortjeneste. Men det var hovedsagelig til københavnere.

Kunne han bare finde et billede, som hele Danmark kunne bruge? Men så fik han en ide. Bojesen var blevet anmodet, om at skaffe nogle biografiske data over Drachmann og hans bog ”Derovre fra Grænsen”. Forespørgslen kom fra en tidligere skolekammerat, Carl Steffensen, der var bosat i Flensborg. Han skulle holde foredrag om Drachmann og hans nye bog.

 

En kæmpe succes var født

I en artikel skrevet i 1919 har Ernst Bojesen selv skildret, hvorledes ideen opstod, billedet udformedes og markedsførtes. Han bad sin ven sørge at formå et par unge danske piger til at stå/sidde foran byens bedste fotograf i nogle originale folkedragter.

Alt lykkedes. Proprietær Toftes to smukke døtre hjalp og fotograf Schumann løste sin del af opgaven på smukkeste måde. Der blev lavet nogle smukke randtegninger. Vilh. Bergsøe skrev to smukke vers. Og så indflettede han Drachmanns begyndelseslinje. Bojesen var fra starten klar over, at han havde skabt en succes.

Gennem et energisk salgsarbejde fik han hurtigt gjort billedet kendt over hele landet. Han fortæller selv i artiklen i Politiken fra 1919:

 

• Jeg glemmer aldrig den Dag, da jeg udgav Billedet. Jeg havde anbragt dette i mine festligt dekorerede Udhængsskabe, og Tilstrømningen var saa stærk, at jeg samme Dag solgte Rub og Stub.
• Nu strømmede Telegrammer og Breve ind fra hele Landet og fra Slesvig, og kun ved Udfoldelsen af min hele Energi lykkedes det at tilfredsstille den enorme Efterspørgsel.
• I løbet af hele Aaret fik ”De sønderjydske Piger” en Udbredelse paa over 50.000 Eksemplarer, foruden at det anbragtes paa Lommetørklæder, Pibehoveder og andre Brugsgenstande.
• Ja saaledes opstod og realiseredes Ideen, der gav mit første Forlagsheld og det største Stød til at naa mit Livsmaal – at blive Forlægger.

 

Ja den eneste drivkraft var at skaffe omsætning og fortjeneste. Han foregøgler ikke at have haft nationale motiver.

 

Direktør for Gyldendal

Året efter fik Ernst Bojesen succes med en humoristisk kalender. Senere opgav han detailboghandel og koncentrerede sig kun om forlagsvirksomhed. Han kaldte sit forlag ”Det Nordiske Forlag”. Hans speciale i de første år var til dels børnebøger, dels fædrelandshistorie. I 1903 blev forlaget lagt sammen med Gyldendal og Bojesen blev dets direktør.

 

Helga og Valborgs far

De to unge piger med de vedmodige blikke var søstrene Helga og Valborg Tofte. Deres far Hans Mikkelsen Tofte stammede fra Tirslund sogn i Midtsønderjylland. Efter at have taget lærereksamen blev Tofte ansat i Skærbæk. Efter den ulykkelige kamp ved Brøns den 22. januar 1849 samlede han sine skolebørn og fortalte, hvad der var sket.

Efter Treårskrigen blev Tofte ansat i Flensborg dels som anden – lærer i den nyoprettede danske borgerskole og som degn i den danske kirke. I 1853 giftede han sig med en pige fra Styding.

De fik fem børn, heriblandt døtrene Valborg og Helga. Og danskheden havde fremgang i Flensborg. Men lærernes løn blev beskåret efter krigen. I 1867 nægtede han at aflægge eden til Kejser Wilhelm. Dette betød fyring. Men heldigvis blev han ansat på den danske landbrugs- og højskole i Aagaard i Oversø sogn.

Under meget vanskelige kår virkede Tofte her indtil 1889, da skolen måtte lukke.

 

De to pigers skæbne

Valborg var på billedet iført en alsingerdragt, mens den anden var iført en dragt fra Før. Både Nord- og Sydslesvig var således repræsenteret. I en beretning fra 1911 fortalte Valborg, at dragterne tilhørte de to søstre. Helga og Valborg var opvokset i bymiljøet i Flensborg.

Helga Tofte med Før-dragten ser noget forknyt ud på billedet. Få år efter blev hun angrebet af galopperende svindsot og døde helt ung i 1883.

Søsteren, Valborg fik en lysere skæbne. Hendes fætter musiklærer H. Tofte ved Skårup Seminarium på Sydfyn så billedet. Ja så opdagede han, at hans kusine, som han ikke havde set siden de var børn, nu var blevet en ung smuk kvinde.

Han knyttede atter forbindelse til den sønderjyske del af familien og allerede det følgende år blev de gift. De valgte at bosætte sig i Skårup og hertil flyttede også den gamle degn Tofte.

Han havde lovet først at klippe sit hår og skæg, når Sønderjylland kom hjem til Danmark. Men han døde som 92 – årig i 1917.

 

Valborg og mand flyttede til Bylderup sogn

Valborg deltog i afstemningen den 14. marts 1920 i Flensborg. Det var en skuffelse, da hendes fødeby overvejende stemte tysk. Til gengæld var det en stor glæde for hende at opleve sin datter og svigersøn blive præstepar i Bylderup sogn efter Genforeningen.

Kredsen blev herved sluttet, da en gren af Tofte – familien vendte tilbage til Sønderjylland for at gøre en national indsats. Præsteparret blev energiske forkæmpere for danskheden i både Bylderup og Burkal sogne.

 

En kæmpe succes

Billedet af ”De Sønderjydske Piger” blev en enorm succes. Det udkom i 4 – 5 forskellige størrelser. Det første oplag på 500 blev revet væk. I en annonce i Nordisk Boghandlertidende i maj 1879 undskylder Bojesen, at der er ventetid på ordrene.

Billedet blev udgivet i en national bevæget tid. I 1878 havde Preussen og Østrig slettet paragraf 5 i Prager – freden. Sprogstriden blev også skærpet.

Næsten alle samfundslag havde taget billedet til sig, og dets nationale mission understregedes af, at Bojesen lod det første eksemplar overrække til den sønderjysk fødte Kong Christian den Niende. Senere blev der fremstillet et eksemplar i legemsstørrelse til hans datter Dronning Dagmar af Rusland.

 

Lødigheden blev ikke sikret

En strøm af souvenirs med fotoet af ”De Sønderjydske Piger” fulgte i kølvandet på udgivelsen af billedet. I løbet af sommeren 1879 blev Bojesen bestormet med forespørgsler fra fabrikanter, og for at sikre såvel lødigheden af produkterne som en fortjeneste til sig selv indgik Bojesen aftale med firmaet Moritz F. Henriques om, at dette firma fik eneret til at forhandle galanterisager.

Men denne eneforhandling fik dog begrænset værdi. Fra 1880erne dukkede der talløse piratudgaver af pigerne op på alskens sager, produceret i Danmark og England. Det var varer som kaffestel, pibehoveder, askebægre, tobaksdåser m.m. Billedet blev ikke gengivet som glasfotografi men som stregtegning på engelske fajancetallerkner og krus, som porcelænsmaling på askebægre og som farvelagte billeder på tysk porcelæn.

 

Sønderjylland og Sønderjysk blev forbudt at bruge

Fra 1895 blev det forbudt at bruge ordene ”Sønderjylland og ”Sønderjydsk” forbudt af de tyske domstole. Nu kunne man så i stedet få porcelænsstel med den sigende indskrift ”De Sønder…Piger” Ja disse stel mindede om en urimelig og smålig national forfølgelse. Men sager som dette var med til at fastholde billedets folkeyndest og understreger det nationale budskab.

 

Strandberg havde også succes

Bojesen var bestemt ikke den eneste københavnske forlægger, der spillede på de nationale strenge. Julius Strandberg, samtidens største skillingsvisedigter og – forlægger, havde grundlagt sin virksomhed i 1863. Han havde ingen skrupler ved at lægge sig i kølevandet på Bojesen.

En stor succes havde han med et skillingstryk med en vise på melodien ”De vog dem, vi grov dem”. Det handlede om en sønderjysk pige, hvis kæreste falder i krigen. Nu sidder hun ene ved graven og trøster alle de andre sønderjyske piger.

 

De sidste på skansen

I Tyskland blev Bojesens billede efterlignet under titlen ”Unsere wiedergewonnene Schwester”. Der blev også gjort et forsøg på at udgive det originale foto for at udgive det under titlen ”Scleswig – Holstein”. Men dette forsøg blev dog ikke realiseret. Forsøget på at overtage symbolet har nok været for gennemskueligt. Den danske undergrund ville let kunne skimtes under en tysk fernis.

Det var også den københavnske fotograf Peter Fristrup, der skulle med på følelserne. Han lavede et foto med titlen ”De sidste på skansen”. Motivet var to menige, danske soldater på en sønderskudt Dybølskanse. Fristrup fik Vilh. Bergsøe til at digte nogle strofer og i hele sin udførsel var billedet en tydelig parallel til ”De Sønderjydske Piger”.

Men det blev dog aldrig en succes. Det lugtede for meget af fidus. Han havde valgt to balletdansere som modeller. Ja og billedet kom i to forskellige udgaver. Billedet nåede dog at komme som postkort og en del galanterivarer.

 

300 sønderjyske piger på besøg

”De Sønderjydske Piger” blev et symbol på alle sønderjydernes trofasthed over for den danske arv, deres tålmodighed og udholdenhed. Og det syntes at være dette symbol, der fik danske patriotiske kredse til at invitere unge sønderjyske piger til at aflægge besøg i København og Nordsjælland.

Der meldte sig så mange værtsfamilier at hele 300 sønderjyske piger kunne tage af sted. Der var samlet middag for alle piger på Skodsborg under forsæde af Københavns overpræsident Christine Skau.

Turens højdepunkt var en mindehøjtidelighed i Roskilde Domkirke og en nedlæggelse af en sølvkrans ved Frederik den Syvendes gravmonument.

 

”De Sønderjydske Piger” kom tilbage

I 1894 begyndte Den nordslesvigske Sprogforening udgivelsen af en almanak. På forsiden var gengivet støtten på Skamlingsbanken. Bagsidemotivet var en bearbejdelse af et populært billede af Mord Danmark med sværd i hånd beredt til at forsvare riget. Hun var gengivet kampberedt ved Alssund med et landskort over Sønderjylland i sin anden hånd.

Det endte med at almanakkens redaktør ved en bøde. Tyskerne kunne ikke lide det. Nu blev bagsidemotivet ændret til ”De Sønderjydske Piger”. Kortet over landsdelen blev bevaret med det famøse ord Sønderjylland slettet med tykke sorte streger.

Med krigsudbruddet i 1914 blev alt nationalpolitisk arbejde af ikke-tysk karakter stoppet.  Almanakken udkom i krigsårene med et neutralt billedløst omslag. Først i 1921 var der ikke muligt at udkomme med nationale holdninger. Og nu var Moder Danmark også tilbage.

I 1960 gennemgik almanakken en modernisering, og så var De Sønderjydske Piger tilbage.

 

Fornyet liv omkring Genforeningen

I afstemningstiden fik de nationale symbol.er, såvel de danske som tyske, et fornyet liv. ”De Sønderjydske Piger” blev nu omtegnet og anvendt i talrige nye sammenhænge. Nogle var meget kommercielle mens andre nærmest var komiske.

Jo det blev anbragt ved Danevirke med Istedløven i baggrunden. Andre med en rigtig Genforeningssommer var udarbejdet af ugebladet ”Hus og Hjem” blev en stor succes. Det blev sendt til forsamlingshuse, højskoler og almindelige skoler.man havde sandelig også udarbejdet nationale skuespil, hvor ”De Sønderjydske Piger” indgik. I Flensborg indgik tre sønderjyske piger, en fra hver afstemningszone. Her indgik også Mor Danmark.

 

Pigerne mere eller mindre misbrugt

Jo, ”De Sønderjydske Piger” indgik i mange sammenhænge. Således blev de også brugt i forbindelse med Vibe-Hastrups sko – creme og Diamant Metal – Pudsecreme. Ja i 1920 kunne man også købe håndrullede cigarer af mærket ”De Sønderjydske Piger”.

Særlig hos fotograf Biehl i Gråsten overlevede ”De Sønderjydske Piger” og ”De sidste paa Skansen” i meget lang tid i form af forskellige versioner i postkort.

Og pigerne blev sandelig også sat i forbindelse med Skamlingsbanken. Jo, der var sandelig mange, der tjente ikke så lidt på det nationale.

 

Kilde:

• Sønderjyske månedsskrift
• Sønderjysk Årbøger
• Sprogforeningens Almanak
• P. Rhode: Ernst Bojesen, Storforlæggeren i Humør, Kunst og Oplysning

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi en masse artikler om 1864, Genforeningen m.m. Hjemmesiden indeholder 154 artikler fra Sønderjylland. Dertil kommer artikler fra Tønder, Aabenraa, Højer, Padborg/Kruså/Bov.