De kom tilbage

Dette er en lang artikel. Det tyske mindretal har sagt klart undskyld. Men man tillod, at de gamle nazister kom tilbage. Mindretallet følte sig forført af Hitler og forfulgt af de danske myndigheder. Ideen med at nazificerer hele mindretallet startede i Kiel. Jens Møller blev irettesat om grænsen i Berlin. Tyskerne ville hellere have vores fødevarer. Befrielsen vakte blandede følelser hos mindretallet. Haderslev-kredsen tog afstand fra nazismen. Sønderjyder hold øje med loyaliteten over for Danmark. Syd på blev 10.000 næsten pågrebet med det samme. En lov fra 1951 frikendte nærmest de belastede. Slesvig Holsten blev nærmest et tilflugtssted for gamle nazister. 16 mand fra Mindretallet stod anklaget i Aabenraa. Men efter fængsel var der fri bane. Ingen hindring for politisk karriere trods brun fortid. Poul Koopmann forsøgte at skjule sin rolle under krigen. Han blev en magtfaktor. Jef Bluhme blev næstformand så sent som i 1960’erne. En kvinde, der mistede sin bror, så torturbødlen hædret på Knivsbjerg. Man førte kartotek over alles skæbner, som man ærede. Det var bestemt ikke lige smart, alt hvad man lavede.

 

En klar undskyldning

• Det er en fortid som vi ikke er stolt af. Vi vil godt undskylde. Men det hører med til vores historie.

Ja sådan omtrent sagde Formanden for BDN, Hinrich Jürgensen over for Dronningen og Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, da disse var på besøg i Sønderborg.

Der har været mange tilløb til denne klare undskyldning.

I 1986 kunne den daværende formand, Gerhard Schmidt erkende en medskyld. Men skal det tyske mindretal blive ved med at sige undskyld. Måske skal man ikke blive ved med at sige undskyld, men det er meget vigtigt at man over for den næste generation markerer en holdning over for historien.

Den nye generation er ikke skyldige, men de bør kende til de fejl, den tidligere generation har begået.

 

Som dansksindede skal vi ikke læne os tilbage

Men som dansksindet skal vi bestemt ikke læne os tilbage. I forbindelse med en bogudgivelse fra 2017, der beskriver et mord i Padborg efter besættelsen er vi dybt forundret over den måde myndighederne behandlede den sag på. Meget tyder på, at der nu er blevet endnu vanskeligere at forfølge de nye spor i arkiverne.

 

Man tillod at lade gamle nazister at komme tilbage

I den første tid i Fårhuslejren blev de indsatte ikke godt behandlet. Det var hævnens time og retssystemet var overbelastet. Behandlingen forstærkede Det Tyske Mindretals holdning over for myndighederne. Man følte sig i den grad dårlig behandlet. Og i mange år forlangte man simpelthen en undskyldning fra det danske samfund. Man glemte i Det Tyske Mindretal at se indad og stille spørgsmålet, om man kunne havde gjort det anderledes både før, under og efter krigen. Man tillod at de gamle topnazister kom tilbage. Det var lige som syd for grænsen.

 

De følte sig forført af Hitler

Der opstod det som blev kaldt ”Fårhusmentaliteten”. Det var nærmest en grundlæggende følelse af uretfærdig behandling og et stærkt indre sammenhold. Det handlede om at give et dobbeltoffer. Først bliver man lovet et rige, hvis man kæmper for Tyskland. Og bagefter blev man straffet af den danske stat. Man er loyal over for sit land. Men de der bor her mener, at man er illoyal.

Man følte sig forført af Hitler og i øvrigt havde man kun gjort sin pligt. Det tyske mindretal overtog frivilligt den nazistiske ideologi. Man meldte sig også frivilligt under de nazistiske faner.

Der var stærke kræfter i gang med at få alle fra det tyske mindretal udvist Nogle steder var der vel nærmest lynchstemning. Hvad ville der være sket, hvis der ikke var foregået en internering?

Vi har gennem tiden talt med folk, der sad interneret i Fårhuslejren, vi har talt med frihedskæmpere, der bevogtede lejren og vi har talt med fangevogtere. Og det er et vidt forskelligt billede, som vi har fået af forholdene. Der er beretninger om udbredt brug af vold og ydmygelse over for Fårhuslejrens fanger. Der er eksempler på trusler og umotiveret skyderi.

Der herskede i den grad kaotiske forhold i Fårhuslejren i de første måneder efter krigen. Lejren var ledet af danske modstandsfolk. I august 1945 overtog Kriminalforsorgen ledelsen.

Fårhuslejren blev nedlagt i 1949.

Jo, det tyske mindretal har vedkendt sig den kollektive skyld og skam. Men det har været en langsommelig proces, der langt om længe kom i gang.

 

Man kunne have sat en stopklods for

Det vil sige nord for grænsen fik mange tidligere topnazister kun en chance i Det Tyske Mindretal. Syd på var det i den offentlige forvaltning.

Man kan selvfølgelig ikke ændre historien. Og man skal passe på at se på den med nutidens øjne. Men alligevel. Kritikken fra det Tyske Mindretal har været massiv i mange år. Man kunne vel selv have sat en stopklods i.

 

”Fuhrer macht uns frei”

Jens Møller var partifører siden NSDAPN’ s start i 1935 og blev fra efteråret 1938 også Volksgruppenführer. Fra 1939 var han også Slesvigs Partis spidskandidat ved valget i 1939.

Rudolf Stehr blev i foråret 1938 leder af ”Amt führ Presse und Propaganda” og ansvarlig for partiets propagandamateriale. Han gjorde sig særlig gældende med sin udfordrende optræden ved de danske partiers vælgermøder. Avisen ”Hejmdal” kaldte ham således ”Propaganda – Stehr”.

Christian Bruhn var maskinarbejder fra Aabenraa og byrådsmedlem for Slesvigs Parti. Han blev valgt som leder af partiets nye arbejderkontor.

Så var det lige Harboe Kardel, der fra januar 1934 var redaktør af NZ (Nordschleswigsche Zeitung)

Wilhelm Jürgensen, skoleleder i Løgumkloster, blev senere NSDAPN skolingsleder. Han skrev mange grænseoverskridende artikler i NZ under pseudonym ”Asmus von der Heide” Andre vigtige personer var Jep Schmidt og Wilhelm Deichgräber.

Sidstnævnte havde holdt mange dundrende valgtaler i radioen. Han var lige ved at overtage Schmidt – Vodders plads efter valgkampen 1935. Der var kun 8 stemmers forskel.

Og egentlig talte 30 af de 36 opstillede overhovedet ikke om grænsen.

I den danske presse var det vel nok, Jens Møller, der vakte størst opmærksomhed med:

• Führer mach uns frei

 

Ideen med at nazificere mindretallet kom fra Kiel

Hejmdal beskyldte Møller for at være landsforræder. Dannevirke takkede ham ironisk for, at han dermed kunne bidrage til at kalde de danske vælgere til valgurnen. Efter sin jomfrutale i Folketinget blev han to gange spurgt om, hvad han i grunden mente med sit opråb. Svaret herpå blev han skyldig.

Svaret kan måske findes i en aftale, der blev truffet, da de modstridende nazistiske partier i sommeren 1935 mødtes hos gauleiter Lohse i Kiel blev enige om at opløse alle de bestående partier og danne et nyt med Møller i spidsen.

Og fire år efterkunne han så bruge en valgsejr til at fremskynde en grænserevision.

 

Jens Møller Blev kaldt til en irettesættelse

Efter valget blev Møller kaldt til Rigsudenrigsministeriet i Berlin. Her blev han belært om at situationen i Nordslesvig ikke kunne sammenlignes med Memeland. Grænsespørgsmålet var ikke akut i Nordslesvig. Møller fik at vide, at han ikke måtte berøre det i Folketinget. Han fik lov til at tale om økonomiske problemer. Men han skulle dog også komme med anerkendende ting om den danske regering.

 

En upopulær landsretssagfører

Landsretssagfører Lauritz Clausen, der var formand for SK vakte stor modvilje i dansk presse, da han i en tale i Rendsborg påstod at de blakkede udgjorde 50.000 af en samlet befolkning på 180.000 i Nordslesvig. Med deres væsen og indstilling hørte de til i tyskheden, sagde han. Han mente, at der blev tysk flertal.

Valget i 1939 blev et kæmpe nederlag for mindretallet. De opnåede kun 15 pct. af stemmerne. Og kun et mandat blev det til. Det pauvre resultat var formentlig med til at overbevise Hitler om, at en grænsedragning ikke var aktuel.

 

Befrielsen for mindretallet vakte andre følelser

For ca. 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland var befrielsen forbundet med andre følelser. Den markerede selvfølgelig krigens opgør men også indgangen til en svær tid for mindretallet.

Alle 89 tyske skoler i landsdelen blev lukket ned. Tyske trykkerier og mindesmærker i landsdelen blev sprunget i luften. Lang tid efter blev tyskervenlige butikker ødelagt. 3.500 blev i de første dage af befrielsen arresteret og interneret. Nogle i årevis. Og mange skulle vente længe inden de fik en dom. Yderligere 1.500 måtte interneres.

Nazisterne ville skabe ”Lebensraum” også for mindretal øst på. Gennem 1930’erne arbejdede Det Tyske Mindretal aktivt for at gå en grænsedragning.

 

Haderslev – kredsen tog afstand

Det er klart at ikke alle medlemmer af Det Tyske Mindretal var nazister, men vi har i de tyske arkiver kunnet se, at pressionen i mindretallet var stort. Det er nemlig ikke rigtigt, at al arkivmateriel er forsvundet. Vi fandt en masse i Aabenraa.

Således var der i Haderslev – kredsen under tobaksfabrikant Matthias Hansen en bevægelse, der tog afstand fra nazificeringen. I 1943 nedfældede man et dokument, hvor man erklærede sig loyal over for den danske konge og stat, bekendtgjorde sig til demokratiet og anerkendte grænsen mellem Danmark og Tyskland. Den såkaldte ”Haderslev – erklæring” forsvandt efter krigen og blev genfundet i 2007.

Kredsen arbejdede under krigen på at opretholde et tåleligt forhold til flertals befolkningen og nød derfor stor tillid i danske kredse efter krigen.

Kredsen spillede en stor rolle i oprettelsen af Bund Deutscher Nordschleswiger, hvis grundlæggelseserklæring fra 1. december 1945 anerkender den grænse, der blev trukket i 1920. Men som vi senere skal høre, så var der mange dansksindede sønderjyder, der tvivlede på denne loyalitetserklæring, da man så, hvem der igen blev trukket med ind i ledelsen.

 

Sønderjyderne holdt øje

Flere end 2.000 mand fra det tyske mindretal meldte sig til tysk fronttjeneste, fortrinsvis i Waffen SS. Det var flere danske statsborgere, der ikke havde nået med det tyske mindretal, der meldte sig. Ja i alt ca. 12.000 men halvdelen blev kasseret.

Mange medlemmer af det tyske mindretal meldte sig i deres egne uniformerede korps. De stod vagt ved tyskejede virksomheder og udgjorde et beredskab i tilfælde af invasion.

I Rummelpot fra 1950 kan man se en tegning, hvor gamle nazister hilser på hinanden på Knivsbjerg. Det er godt nok karikatur, men alligevel rammer tegningen meget godt.

Sønderjyderne var meget opmærksomme på, om de gamle og dømte nazister frem over holdt sig i baggrunden, eller om de blev bedt om at holde sig tilbage. Det var tale om personer, der havde bakket den nazistiske kultur op.

 

Hvor mange af de gamle nazister dukkede op igen?

Og det første man studsede over, var at den tidligere propagandaleder Rudolf Stehr blev ansat som generalsekretær i mindretallets hovedorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger. Var det kun et isoleret tilfælde? Ja det satte Hans Schultz Hansen sig i gang med at undersøge.

Han ville finde ud af hvorvidt medlemmer af Bund Deutscher Nordschleswigers Hauptvorstand valgt i perioden 1947 – 1971 havde haft ledende poster i det tyske mindretals nazistparti med tilhørende organisationer forud for 1945.

 

Syd på blev 10.000 pågrebet med det samme

Som vi tidligere har beskrevet, så iværksatte den britiske besættelsesmagt i Slesvig-Holsten straks ved krigsafslutning en afnazificering.

I alt 10.000 personer blev pr. automatik pågrebet og interneret i en lejr i Neumünster – Gadeland. Ved begyndelsen af 1949 sad der kun 138 tilbage. Den slesvig-holstenske gauleiter og overpræsident Hinrich Lohse fik i 1948 en dom ved afnazificerings- domstolen på 10 års fængsel. Han blev løsladt allerede i februar 1951.

Han vendte tilbage til sin holstenske fødeby for at leve der til sin død i 1964. Han krævede fuld pension. Han blev afvist af landdagen, men han fik dog et mindre beløb.

 

En lov fra 1951 frikendte nærmest de belastede

Lidt over 400.000 gennemgik en afnazificerings – vurdering. Man blev simpelt hen inddelt i fem kategorier:

• Hovedskyldige
• Skyldige
• Belastede
• Medløbere
• Rensede

Ingen blev placeret i de to første grupper, mens godt 2.200 blev indplaceret i tredje gruppe med bødestraf, afskedigelser eller pensionsreduktion som mulige konsekvenser. Resten gik helt fri.

En lov fra 1951 rehabiliterede tilmed de belastede. På mange måder fik afnazificeringen et farveagtigt forløb. Forbitret over dette foreslog et medlem af den slesvig-holstenske landdag:

• Slesvig Holsten fastslår, at der aldrig har eksisteret nationalsocialisme i Tyskland

 

Slesvig-Holsten nærmest tilholdssted for gamle nazister

På denne måde lykkedes det for adskillige tidligere nazistiske embedsmænd og politikere at komme tilbage i karrieren, især efter 1950. Blandt disse var Dr. Ernst Kracht, tidligere borgmester i Flensborg. Som leder af Landeskanzlei fik han stor indflydelse på personalepolitikken.

Denne var udnævnt af ministerpræsident Bertram. I dennes kabinet var kun indenrigsministeren ikke tidligere medlem af NSDAP. Finansministeren var tidligere SS – Hauptsturmführer. Socialministeren blev senere mistænkt for at have deltaget i massemord.

Selv personer, der var dybt involverede i mord på jøder og psykisk handicappede havde afsagt dødsdomme ved de nazistiske særdomstole eller været KZ – læger blev der plads til.

Slesvig Holsten havde ry for at være tilflugtssted for gamle nazister.

 

16 mand stod anklaget i Aabenraa

Fra februar til september 1948 stod 16 mand anklaget ved retten i Aabenraa som hovedansvarlige for det tyske mindretals illoyale politik under besættelsen. Kredsen blev udgjort af ”det lille politiske råd” samt redaktør og direktør for mindretalsavisen Nordschleswigsche Zeitung.

De hårdeste straffe tilfaldt dyrlæge Jens Møller, Gråsten og overløjtnant Peter Larsen. Løjt Skovby som henholdsvis ”folkegruppefører” og dennes næstkommanderende. De blev hver især dømt 15 års fængsel.

Som de øvrige fra ”det lille politiske råd” blev de idømt ansvar for hvervningen af mindretalsmedlemmer til Waffen SS og for oprettelsen af Zeitfreiwillig- og Selbstschutz-korpsene samt for organisering af skansegravning for værnemagten.

Dertil kom en række individuelle forhold bl.a. hvervning til tysk grænsekorps, propaganda i tysk tjeneste, pression mod danske myndigheder, organisering af leverancer til den danske værnemagt og efterretningsvirksomhed til fordel for samme.

De appellerede til Landsretten. Møllers straf blev nedsat til 12 år og Larsens til 13 års fængsel. Begge blev benådet og kom på fri fod i 1950.  Peter Larsen levede derefter efter alt at dømme et tilbagetrukkent liv i Løjt Skovby ind til hans død i 1983.

 

Kritik af jens Møller

Jens Møller tilstræbte derimod som minimum en fornyet synlig medleven i mindretallet. Han deltog samme år i generalforsamlingen i Bund Deutscher Nordschleswiger, hvor han kritiserede BDN’ s ledelse for at gøre for lidt for de frontfrivillige og deres pårørende.

Dette fik den tidligere omtalte tobaksfabrikant, Mathias Hansen fra Haderslev til at reagere med et indlæg i Der Nordschleswiger. Her kritiserede han i den grad jens Møllers tilbagekomst på den politiske scene. Men som bekendt døde Jens Møller ved en trafikulykke den 28. november 1951.

 

Erhvervsmæssige begrænsninger

Landsretssagfører Lauritz Clausen fra Haderslev og lærer Otto Ferdinand Kortch fra Aabenraa fik begge 12 års fængsel, der blev nedsat til 9 år i Landsretten. De to blev også dømt for deres ansvar medborgere den 9. april 1940. som fremtrædende ledere i SK Scleswigsche Kameradschaft. Korpset hjalp tyske tropper til forskellige overgreb mod danske. Kortch var stabsleder i Selbstschutz. Det forhold og andre overgreb blev han også dømt for.

Assessor Rudolf Stehr, København og lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, Bovrup fik begge 10 år. Landsretten nedsatte dette til hhv. 9 år og 7 års fængsel. De blev bl.a. dømt for deres hetz mod fremtrædende danske nordslesvigere. Stehr fungerede også som forbindelsesleddet mellem mindretallet og besættelsesmagten. Han skrev også andre grove artikler i Nordschleswigsche Zeitung og Junge Front. Da Jürgensen var tysk statsborger, blev han udvist ved benådningen 1949/50.

De to SK – førere blev pålagt erhvervsmæssige begrænsninger. Clausen mistede sin sagfører-bestalling. Men så ernærede han sig som juridisk vejleder for mindretallet.

Kortch mistede retten til at undervise, men den ret fik han tilbage i 1954. han blev lærer og tillige konrektor på den tyske privatskole i Aabenraa.

 

Topjobs trods brun fortid

Bagge var aktive inden for mindretallets sportsorganisationer.  Uden at nå fordums højder fik de to SK ledere nye poster i mindretallets kulturelle arbejde.

Asmus Wilhelm Jürgensen blev lærer i Angel og fik fremtrædende positioner i skolevæsnet. Han kom i landdagen og fik poster i kommuneråd og kredsdag.

Rudolf Stehr blev løsladt fra Fårhuslejren i september 1949. Efter et kort mellemspil i en københavnsk skotøjsfabrik blev han i december 1951 generalsekretær for BDN. Dette er den højeste funktionærpost inden for mindretallet. Dette embede beholdt han i to årtier indtil sin pensionering i 1973.

Hvordan han fik den stilling, vides ikke. Måske var det hans juridiske baggrund, forvaltningserfaringer og evner til politisk ageren, der har spillet en rolle.

 

Politisk karriere

De øvrige domme var på under 8 år. Der var 8 års fængsel til de tre kredsledere. Foruden de almindelige anklager, blev de kendt skyldige i anklager om angiveri og tjeneste som tidsfrivillig og tysk krigstjeneste samt overgreb mod danske medborgere den 9. april 1940. Der var også indberetninger af tyskfjendtlige ytringer. Disse tre kredsledere var også med i ”det lille råd”

Roth genoptog efter benådning sin journalistiske virksomhed ved Der Nordschleswiger. Han blev medlem af den tyske presseforenings bestyrelse.

Jep M Schmidt blev efter en længere årrække Slesvigsk Partis repræsentant i kommunale organer. I Løjt Sognerød fra 1966 – 1970 og i Aabenraa Byråd fra 1970 – 1978. De sidste fire år endda som viceborgmester i kraft af, at han var tungen på vægtskålen ved valget til borgmester.

Den sidste af de tre var lærer Jens Peter Petersen fra Tønder.

 

Tilbage til oprindelige erhverv

Seks års fængsel fik gårdejer Wilhelm Deichgräber og chefredaktør Harboe Kardel, der henholdsvis som kredsleder for Sønderborg og førstemand på Nordschleswigsche Zeitung havde sæde i ”det lille råd”.

Deichgräber havde også været frontfrivillig og værnemager. Kardel havde været tidsfrivillig og indberettet danske medborgere til besættelsesmagten. Han har haft det overordnede ansvar på hadske angreb mod danske personligheder og medborgere i sin avis.

Begge vendte efter løsladelsen tilbage til deres oprindelige erhverv.  Deichgräber som gårdejer, der endvidere holdt mange foredrag om Als og alsisk. Og så var han også rejseleder.

Kardel blev lærer ved gymnasierne i Rendsborg og Flensborg, men med bopæl i Aabenraa og navnlig efter pensioneringen i 1956 med et omfattende virke i mindretallet som journalist og foredragsholder samt hjemstavnshistorisk og selvbiografisk forfatter.

 

Næstformand i BDN i 1960’erne trods brun fortid

Fem års fængsel var dommen for lærer Jef Bertelsen Blume, Aabenraa, biblioteksleder Peter Callesen, Aabenraa, gårdforpagter Heinrich Ehnstedt Petersborg og direktør Peter Petersen Aabenraa. Ud over det kollektive ansvar som medlemmer af det ”lille politiske råd” idømtes Bluhme, der var Landesjugendführer for Deutsche Jugendschaft, straf for tysk krigsdeltagelse, mens Callesen fik straf for tjeneste som tidsfrivillig.

Det sidste gjaldt også for Ehnstedt, der var kredsleder for Tinglev Kreds og tillige medlem af Selbstschutz.

Også Peter Petersen havde været tidsfrivillig men blev også dømt som leder af mindretallets ”Schatzamt” og formand for ”Liefergemeinschaft der Deutschen Berufsgruppen in Nordschleswig, der sørgede for ordrer fra besættelsesmagten til mindretallets erhvervsdrivende.

Efter løsladelsen fortsatte Blume sit lærerhverv, men nu syd for grænsen i Vimmersbøl ved Sønder Løgum, mens han blev boende nord for grænsen i Nørre Løgum.

I årene 1962 – 66 var han næstformand for BDN. I 1964 var han tillige folketingskandidat for Slesvigsk Parti.

Ehnstedt overtog Petersborg efter sin far og blev repræsentant for Slesvigsk Parti i årene 1961 – 70. Igennem 30 år var han medlem af den tyske landboforenings bestyrelse.

 

Ingen hindring trods brun fortid

Peter Callesen overtog fra 1949 sin post som leder af det tyske biblioteksvæsen i Nordslesvig. I en høj alder blev han formand for Nordschleswigsche Gemeinde.

Peter Petersens efterkrigsvirke holdt sig på det økonomiske område som revisor og forretningsfører for tyske mindretalsforetagender.

Som den mindst belastede idømtes direktøren for Nordschleswigsche Zeitung Hermann F.L. Roloff, Aabenraa to års fængsel. Han fortsatte efter løsladelsen som bladdirektør for Der Nordschleswiger og var desuden formand for Kameradschaftsverband.

Der var åbenbart ingen hindring i at komme videre med karrieren hverken inden for erhverv, skolevæsen eller kulturinstitutionerne efter en brun fortid. Og dette gjaldt både nord og syd for grænsen.

Man kan altid diskutere hvor belastede de enkelte var. Politiadjudanten udnævnte således tobaksfabrikant Mathias Hansen fra Haderslev som ”tysk nazist”, fordi han havde deltaget i et NSAN – møde i 1935.

Den første Hauptvorstand rummede to personer som havde ledende poster i partiet på lokalt nivue.

 

Lorenzo Callesen

Bemærkelsesværdigt er det at i den Hauptstand, der blev valgt i maj 1953, springer et par navne i øjnene. Og det er især Dr. Lorenzo Christensen og boghandler Franz Carl Hecht.

Christensen var en kontroversiel skikkelse i de nordslesvigske krisebevægelser i 1930’erne. Allerede hans bog ”Nordslesvig venter” fra 1935 var udpræget antisemitisk. Senere samme år blev Christensen leder af det tyske mindretals ”Deutsche Wirtschaftsbeartungsstelle”. I 1936 blev han medlem af og partisekretær i NSDAP – N.

I 1940 grundlagde han for partiet Sippenkanzlei Nordschleswig, som udarbejdede arierattester. I 1941 kom han i konflikt med Jens Møller og mistede alle sine hverv. Han rejste til København. Han udarbejdede for penge fra det tyske gesandtskab det antijødiske tobindsværk Det Tredje Ting, som udkom i 1943.

Han fremstillede også et kartotek over danske jøder. Det blev i 1942 overdraget til det tyske gesandtskab. Det sidste blev skæbnesvangert for ham efter befrielsen, hvor han ved Østre Landsret i juni 1948 blev idømt seks års fængsel. Retten fandt at Christensen burde have vidst, at kartoteket kunne bruges til aktioner rettet mod jøderne. Han blev også straffet for antisemitisk agitation.  Lorentzo Christensen blev løsladt i juni 1949. I 1958 fik han ansættelse hos Der Nordschleswiger.

 

Franz Carl Hecht, Tønder

Enhver der er opvokset i Tønder i min årgang kender Hecht. Han reklamerede med, at han havde butik på byens højeste punkt. Og hvilken butik. Det var en guldgrube.

Han var leder af ”Kraft durch freude – Nordschleswig” Han blev i august 1947 idømt fire års fængsel for at hejse hagekorsflag på Tønder Posthus den 9. april 1940. Han havde også brugt vold over for en trafikassistent, der ville fjerne hagekorsflaget fra byens station.

Endvidere havde han tilkaldt det tyske feltgendarmeri og anmeldt en adjunkt ved Tønder Statsskole for fornærmende ytringer om Hitler, ligesom han havde givet oplysninger til Abwehrnebenstelle i Århus om to danske statsborgere. Dertil kom værnemageri.

Jo, der skete en masse i Tønder den 9. april 1940. Det kan du også læse i vores artikler.

Man må sige, at hjemmetyskerne i Aabenraa og Tønder med Christensen og Hecht havde valgt repræsentanter, der ikke var egnede til at indgyde tillid til BDN som en demokratisk og loyal organisation blandt mindretallets dansksindede naboer.

Og der var mange naboer, der undrede sig

Blandt de andre nyvalgte var Jep Schmidt fra Rise Hjarup, Han var tidligere Ortsgruppenleiter i NSDAP-N.

 

Rolle under krigen blev skjult

En anden person, der kom ind i Hauptvorstand i 1953 var Paul Koopmann. Forud for 1945 havde han ikke haft nogen ledende post i det tyske mindretal. Han havde en tysk doktorgrad i historie. Han var krigsfrivillig fra mindretallet. Og så steg han til den højeste rang i SS til SS – Hauptsturmführer svarende til Hauptmann i Værnemagten eller kaptajn i den danske hær.

Ideologisk var han overbevist nazist. Ved retsopgøret blev han idømt fængsel i et år og tre måneder. I 1947 var han med til at grundlægge Kameradschaftshilfe für Nordschleswig, de krigsfrivilliges gensidige understøttelsesforening som han var formand til sin død i 1978.

I 1952 blev Koopmann leder af den tyske efterskole i Tinglev. Han repræsenterede Slesvigsk Parti i Tinglev Sogneråd og Tønder Amtsråd. Han flere gange folketingskandidat, dog uden at blive valgt. Han kronede karrieren som medlem af kontaktudvalgene såvel til den danske regering og folketing som til den slesvig-holstenske landdag.

Kilder i mindretallet peger på at Koopmann sammen med Rudolf Stehr og Jes Schmidt udgjorde en magtfuld ”trojka” som reelt bestemte mindretallets politik i 1950’erne og 1960’erne.

Det lykkedes for Koopmann at skjule over for de danske myndigheder hvad han egentlig lavede under krigen. Han arbejdede som en betroet medarbejder for dr. Franz Riedweg, ser var leder af Germanische Leitstelle. De organiserede bl.a. rekrutteringen og den politiske skoling af SS – frivillige fra de tyskbesatte, racebeslægtede lande som Danmark, Norge og Holland.

Riedweg, der var en schweizisk læge var en af SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegéer og var erklæret nazist til sin død som 98-årig i 2005.

Koopmann betegnes i SS – personaleakterne som ”overbevist nationalsocialist og SS – mand. Det oplyses, at han blev anvendt til teoretisk undervisning, også om jødespørgsmål.

Vi forsøgte at tjekke disse oplysninger i Deutscher Volkskalender. Her stod der følgende:

 

• Efter at han havde aftjent sin danske værnepligt meldte han sig til tysk krigstjeneste. Som de fleste nordslesvigske krigsdeltagere blev han ved hjemkomsten på grund af retsopgøret dømt med tilbagevirkende kraft og interneret i Fårhuslejren.

 

Flere tidligere Ortsgruppenleiter

Ved valget til Hauptvorstand i 1956 blev to nye tidligere Ortsgruppenleiter indvalgt.

I 1959 var der så plads til en af de mere belastede fra ”det lille politiske råd” og yderligere en tidligere Ortsgruppenleiter blev der også plads til.

 

Et chok på Knivsbjerg

En anden ting som i efterkrigstiden også har undret, er det såkaldte Ehrenhein. Og de gjorde det også for 71 – årige Dorthe Petersen, da hun i 1990 gik forbi. Tilfældigt strejfede hun navnet, Niels Ries. Han faldt ved fronten for Tyskland.

Men det er nu i den grad historieforfalskning af værste skuffe. Riis tilhørte godt nok det tyske mindretal. Men dødsårsagen var ikke ”som følge af krigen”. I 1948 blev han henrettet af dansk politi, fordi han som Gestapo-ansat   gentagende gange havde forøvet grov mishandling af tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding. En af dem var Dorthe Petersens bror.

Niels Riis navn blev fjernet fra mindetavlen som det første af en håndfuld. Siden er to andre henrettede Gestapo – medarbejderes navne blevet slettet. I 2010 blev yderligere to navne fjernet. De var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser

 

Ændring af navn

Efter præcis 50 år under betegnelsen Ehrenhain (æreslund) kaldtes mindestedet siden 18. august 2012 for et Gedänkstätte (mindested).

Den symbolske ændring består i at ordet Ehrenhain har en betydning, der mest handler om (militær) hæder og ære, mens Gedenkstätte mere går på stille eftertanke.

 

Man kendte alles skæbner

Hvorfor tog man folk med, som man vidste, var henrettede torturbødler. Det var ikke tale om ”smuttere”. Initiativtagerne opbyggede et personkartotek, der viser at man godt var klar over de enkelte personers skæbner.

Vi har også i tidligere artikler beskæftiget os med nogle af de navne, der nu er forsvundet.

Gruppen bag mindestedet var alle gamle nazister fra mindretallet, der under det tredje rige var gennemnazificeret, fordi Hitler for hjemmetyskerne repræsenterede håbet om at kunne flytte tilbage til Kongeåen og komme ”Heim ins Reich”.

Den mest indflydelsesrige blandt initiativtagerne var den tidligere SS-mand Poul Koopmann, der efter krigen fik en kort fængselsstraf for fronttjeneste i Waffen SS, fordi det lykkedes ham at skjule for myndighederne at han havde en topstilling. Han er tidligere blevet nævnt i artiklen.

 

Ikke alt var lige smart

Det har ikke været nogen nem opgave for mindretallet at distancere sig fra den nazistiske fortid. Det er først lykkedes, da en ny generation kom til. I stedet for at blive ved med at bebrejde de danske myndigheder, der bestemt heller ikke var fejlfri, burde man meget tidligere have kigget ind ad.

Og hvad man havde forestillet sig med mindepladerne på Knivsbjerg. Havde man virkelig troet, at nogle af de navne bare ville blive forblive skjult. Man kendte jo udmærket de enkeltes skæbne.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• nielsbirgerdanielsen.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• tidsskrift.dk (Hans Schultz Hansen)
• John T. Lauridsen (red): Over Stregen
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Forundringsparat – Festskrift til Inge Adriansen
• Henrik Skov Kristensen: Straffelejren – Fårhus, landssvigere og retsopgøret
• Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre – Erindringer om nazismen, den 2. Verdenskrig og efterkrigsårenes retsopgør med særligt henblik på det tyske mindretal i Sønderjylland.
• Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed – danske SS-vagter 1941 – 1945
• Deutscher Volkskalender (div. Udgaver)
• Lene Sofie Bak: Dansk Antisemitisme
• Gads Leksikon – hvem var hvem 1940 – 1945
• Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Jens Peter Noack: Det tyske mindretal under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.757 artikler.
• Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) (354 artikler):
• Gerningsmænd eller ofre
• Et mindretal under besættelsen
• Dibernhaus i Aabenraa
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Retssikkerhed før og under besættelsestiden
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Danskerpak og Tyskerpak
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Efterretningsvæsen efter Nazismen
• Anklaget for højforræderi
• Elef Rasmussen og den brune tid
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Under Sønderjylland (205 artikler):
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Sønderjylland under pres – syd fra
• Den S’ønderjyske politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Mindretal i brændpunkt
• Det sønderjyske efterretningsvæsen
• Opgøret efter 1945
• Det tyske mindretal
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde

 

• Under Tønder (282 artikler):
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
• Tønder Statsskole i slutningen af 1920’erne
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1930
• Tønder – efter krigen
• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder

 

• Under Aabenraa (167 artikler):
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Aabenraa – mellem de to krige
• Frits, Nazister og et kartotek

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• En sønderjyde krydser sit spor