De Danske Jøder i Theresienstadt

Vi kigger lidt på stedets historie. Og så mislykkedes et selvmord ude på Øresund. Ja og egentlig er det ikke så meget litteratur om emnet. Hvor mange var de egentlig? Og hvorfra havde Gestapo adresserne? De første blev allerede arresteret den 29. august 1943. Og så skal vi følge nogle på vej til Langelinie. De skulle egentlig ifølge aftalen ikke alle været med. Alla måtte gerne modtage pakker.  Madpakker var et skønt supplement til den manglende mad. Der var klasseforskel i den danske gruppe.  Danskerne blev ikke deponeret videre – bortset fra to.  Der var masser af forberedelser til Røde Kors – besøget.  Delegation opdagede ikke bedrageriet, heller ikke de to danskere. Instruktør til PR – film endte også i Auschwitz.  Jo det var en gennemgangslejr. Folk skulle bruges til PR. Prominente jøder troede at de skulle på kurophold.

 

Theresienstadts historie

Theresienstadts historie går tilbage til 1780. Her byggede det østrigske kejserrige et fort, der bestod af en garnisonsby på begge sider af floden Egger. Navnet fik byen efter den østrigske kejserinde Maria Theresia. Næsten fra starten kom fortet til at fungere som fængsel. Den 10. juni 1940 overtog Gestapo fortet.  I november 1941 blev garnisonsbyen indhegnet til ghetto for jøder. Dens funktion fik omverden til at tro, at jøderne levede et idyllisk liv i ghettoen. I virkeligheden var det en koncentrationslejr.

Hvor der tidligere havde boet 7.000 boede der nu 50.000.

Der var faktisk kun 20 SS – folk i lejren. Dertil kom ca. 100 tjekkiske gendarmer. Her fandt også henrettelser sted. Egentlig blev lejren oprettet som en del af den aftale man indgik i Wannsee. Prominente jøder skulle anbringes her. Det kunne bruges positivt i PR – arbejde.

Det var ikke kun i Danmark at man opfattede stedet som forholdsvis harmløst. Det gjorde man også rundt omkring i Europa.

 

Et mislykket selvmord på Øresund

Ellen Oppenheim forsøgte i oktober 1943 at flygte til Sverige i en robåd. De blev taget op af et dansk skib, men kaptajnen ville ikke hjælpe dem videre. Familien forsøgte nu at tage medbragt gift. Men selvmordsforsøget mislykkedes. De blev overgivet til tyskerne. Familien Oppenheim overlevede alle i Theresienstadt.

 

Ikke så meget litteratur

Egentlig er det ikke særlig meget litteratur om dette tema. Og så fortælles historien nok ikke helt korrekt. I hvert fald er den danske version betydelig lysere end den, andre lande fortæller. Den danske version er lyserød og fuld af misforståelser.

Der er egentlig ikke så meget forskning på området. Og heller ikke så meget vidnesbyrd. Og meget er bygget på formodninger. Og så har man heller rigtig styr på, hvor mange der blev deporteret fra Danmark til Theresienstadt.

 

Hvor mange var det egentlig?

Der er lister over de transportnumre alle fangere blev udstyret med. Og denne liste viser 466 personer som er deporteret fra Danmark. Den sidste transport gik dog ikke direkte til Theresienstadt men til henholdsvis Ravensbrück og Sachsenhausen, hvorefter 16 fanger fra transporten blev sendt videre til Theresienstadt. Tjekkes disse navne separat viser det sig, at seks af disse mænd ikke fik danske transportnumre.

To kom slet ikke til Theresienstadt og fire mænd ankom med tyske transportnumre, tre i januar og en enkelt i april 1944. Altså af 472 deporterede kom 470 til Theresienstadt.

Den 5. og 6. oktober ankom de første to transporter med henholdsvis 83 og 198 danskere. Undervejs ved Roskilde lykkedes det for tre af fangerne at springe ud ad et vindue. I de efterfølgende uger indfangede Gestapo yderligere 190 jøder under deres flugt til Sverige. Det samlede antal nåede op på 197. De sendes med transporter den 13. oktober og 23. november 1943 sydover. Og så sent som den 13. januar og 20. april ankom henholdsvis 8 og 2 danskere til lejren, eftersendt fra Sachsenhausen og Ravensbrück.

Således nåede vi op på 483, heri er inkluderet de jøder, der siden 1933 var flygtet fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet.

 

Hvorfra havde Gestapo adresserne?

Nu var de tre fangere, der skulle være flygtet under transport nr. 1 først flygtet under transport nr. 4. Historikere har talt de samme fanger flere gange.

Ser vi bort fra de 110, der blev taget i Gilleleje den 5. – 7. oktober er det slående, at de fleste blev taget i deres hjem. Medlemmer af de assimilerende gamle jødiske slægter, de velhavende og dem med gode forbindelser ud i det danske samfund havde størst held med flugten til Sverige.

Hvorfra havde Gestapo adresserne? De fleste var ikke medlemmer af Mosaisk Troessamfund og langt størstedelen blev fanget på gårde på Fyn og i Jylland. Og egentlig var advarslerne kommet ud i alle afkroge.

 

To af transporterne

Transport nr. 1 foregik fra Aalborg med stop i en række jyske byer. Det var et tog med 40 kreaturvogne og en personvogn til mandskabet.  Den 2. oktober kl. 11.10 afgik toget fra Aalborg station. Hele turen til Theresienstadt varede 62 timer.

I Kolding steg den 61 – årige dommer Moritz fra Assens ombord. Han blev pågrebet i sit hjem sammen med sin søster. Han var en af dem, der ikke kom hjem igen. Han døde en uge inden De Hvide Busser kom.

Fangerne fra Fyn var blevet kørt til staldgården i Kolding. Her ventede de i et af de store staldrum. Som bekendt var Staldgården et af Gestapos hovedkvarterer.

Transport nr. 2 afgik fra København med skib den 2. oktober 1943. De ankom til Theresienstadt den 6. oktober.

 

De første var allerede arresteret 29. august 1943

Allerede den 29. august 1943 blev de første jøder arresteret. Ikke fordi de var jøder. men fordi de var ”kendte personer”. De var blandt de 150 gidsler som tyskerne arresterede, da regeringen var trådt tilbage.  Blandt de arresterede var nemlig overrabbiner Friediger og hans søn.  De fik ikke mulighed for at flygte i oktober.

De var blevet arresteret kl. 5 om morgenen og ført ned i en ”prærievogn”. Vognen holdt forskellige steder inden den kørte til Alsgades Skole på Vesterbro. Her blev gidslerne i første omgang samlet og indkvarteret i to etager.

Han blev sammen sin søn senere ført til vestre Fængsel. Han fortæller bl.a. at han en dag blev spurgt af obergefreiter, om han ikke havde lyst til at lave noget. Han sagde så ja, og sammen med to andre blev han så ført hen til en celle, hvor en fange havde begået selvmord ved at skære halspulsåren over.  Hele cellen var overstænket af blod, som de så skulle gøre ren.

 

På vej til Langelinie

Opholdet i fængslet varede til 1. oktober sent om aftenen. Fangerne blev nu ført gennem København og ud til Langeliniekaj, hvor de skulle ombord på skibet Wartherland. Men først måtte de stå på kajen i hele tre timer og vente under bevogtning af SS – mænd. Først kl. 3 om natten måtte de gå om bord.

Andre fanger var blevet taget om natten og anbragt på Dagmarhus. De var nu også om bord på skibet.

Bag synagogen i Krystalgade lå et jødisk plejehjem. Også her trængte de tyske soldater og deres danske håndlangere ind natten mellem den 1. og 2. oktober. Sammen med andre jøder fanget i nærheden blev de i første omgang anbragt i synagogen.

Eva Salomonsen fra Bredgade ankom dødssyg på en madras med to Røde Kors sygeplejersker. Med tårer i øjnene bad de to sygeplejerske for hende, men de måtte gå med uforrettet sag.

Omkring kl. 5 blev fangerne ført ud af synagogen og anbragt på åbne vogne. Men det var stort set umuligt for de gamle mennesker fra plejehjemmet uden hjælp.

Med på skibet mod Swinemünde var også 150 kommunister fra Horserødlejren. Kommunisterne blev sendt videre til Stutthof.

 

De skulle ikke alle have været med

En misforståelse er at langt størstedelen af de danske statsborgere som blev deporteret, var gamle mennesker eller meget ortodokse jøder. Ser man på listerne står det klart at ud af de 297 personer med dansk statsborgerskab var omkring 55 personer over 65 år gamle. Dertil kommer så ti flere, der ikke havde dansk statsborgerskab. Til sammenligning var der 37 børn i alderen 0 – 15 år med dansk statsborgerskab ud af i alt 48 børn.

14 gamle mennesker blev taget på et jødisk plejehjem bag synagogen. Den ældste af de deporterede var i oktober 1843 – 89 år gammel.  – 10 personer var i 80’erne og 40 personer var i alt mere end 70 år gammel. Men at påstå, at de gamle udgjorde ”de fleste” er vel nok lidt overdrevet.

Egentlig skulle jøder, der levede i ”blandet ægteskab” med ikke – jøder og børn af disse ikke deporteres. Jøder over 65 år skulle heller ikke have været afsted. Men det tyske politi tog det ikke så tungt med disse formaliteter. Alle der blev sendt afsted til Theresienstadt var med til at dække over ”jødeaktionen” som samlet blev en fiasko for tyskerne.  Den var kommet sent og jødernes store flertal var undsluppet.

 

Alle måtte gerne modtage mad

Det er også forkert at hævde, at kun danske fangere måtte modtage pakker med mad, Det havde alle lov til i Theresienstadt. Men det var kun fra Danmark der kom en lind strøm af pakker.

Det må formodes, at der blandt andet var hungersnød i de fleste, besatte lande. Men selv om danskerne fik tilsendt madkasser, så fik de ikke nok at spise. Desuden gik der næsten et halvt år før den første danske pakke nåede frem.

 

Også danske jøder døde af sult

Det skal da også lige bemærkes at 41 ud af de 51 voksne fanger fra Danmark, der døde i Theresienstadt, døde i de første seks måneder – altså før de første pakker begyndte for alvor at ankomme.

Nogle af de gamle er formodentlig døde af chok og for nogles vedkommende, fordi de ikke fik den medicin, de havde brug for. Men for en del andre var det sulten og det hårde arbejde, der gjorde udfaldet. Flere vidnesbyrd kommer ind på, at også fanger fra Danmark døde af sult eller sultrelaterede sygdomme. Det er ellers påstået af historikere, at ingen danskere døde af sult.

 

Hvad fik man egentlig at spise?

Der var et mylder af utøj og meget behrænsede vaske- og toiletfaciliteter. Og den daglige madration bestod af 0,3 l kaffe, som var en sort væske uden kaffelignende smag. Middagsmad var 0,3 l Kartoffelsuppe med op til 4 – 5 fordærvede kartofler eller sjældent en melbolle.

Til aftensmad atter 0,3 liter sort væske kaldet kaffe eller i stedet ca. 0,3 liter tynd byggrynssuppe. Hver tredje dag blev der til hver person udleveret et 1,1 kg rugbrød af tvivlsom kvalitet. Desuden blev der hver anden uge udleveret 70 – 100 gram sukker og 40 – 60 gram margarine. Hvis man var sygemeldt eller betegnet som ældre (over 65 år) uden arbejdspligt, blev brødrationerne kun 900 gram hver tredje dag.

Hvis man var beskæftiget med fysisk krævende arbejde, var brødrationen på 1.400 gram hver tredje dag.

Kosten var yderst fattig på fedt og protein og var desuden uden frugt, grøntsager eller mejeriprodukter.

I løbet af fem måneder var der nogle af de danske jøder, der fik halveret deres vægt. Når der blev serveret til middagsmad, var det en fordel at komme i god tid før udleveringen begyndte. Var man forrest i køen, var der en chance for at få en ekstra portion såkaldt ”Nachsuppe”, hvis man hurtigt slubrede den første portion i sig. Men sulten var der stadig.

Man kunne også lede efter kartoffelskræl i køkkenaffaldet, vaske skrællende og koge dem møre på ovnen i værkstedet. Det eneste sikre sted at gemme brødet uden at det blev stjålet var i maven.

Der var censur på, når man sendte breve hjem. Men så kunne man altid henvise til Knut Hamsuns: Sult. Og så kunne man sende hilsen til (mad(sen) til Irma samt til slagteren, så vidste modtageren, hvordan ernæringsforholdene var i ghettoen.

 

Madpakker hjemmefra var et godt supplement

I lejren skulle fangerne hente pakkerne på et posthus. De skulle også betale en slags told for at få pakken med. Tolden betales af den ”løn” de fik for at arbejde i lejren. I Theresienstadt var der en særlig type penge, men man kunne stort set ikke købe for dem.

Det var en butik, hvor man for eksempel kunne købe sennepspulver og brugte tandbørster, men man kunne ikke købe rigtig mad.

Med madpakkerne fik fangerne fra Danmark et godt supplement til den dårlig lejrmad, og de pludselige ”rige” kunne bytte sig til andre ting, de manglede, for eksempel sko, tøj eller et ekstra tæppe. De danske fanger var selvfølgelig meget glade og taknemmelige for maden, selv om den ikke altid var lige frisk efter en lang togrejse gennem det krigshærgede Europa.

Osten kunne pludselig bevæge sig. Og det der engang var et æg, var nu blevet en æggemasse. Der var grænser for, hvor ofte man måtte modtage en pakke – måske ca. en gang om måneden. Nogle gange var der kun en halv pakke tilbage.  Men blot en smule fedtstof, der var i en pølse, var af uvurderlig betydning, hvis man skulle gøre sig håb for at overleve.

 

Der var klasseforskel hos den danske gruppe

Det var ikke uden grund at man sagde at Theresienstadt var et forstadium til døden. På en forunderlig måde fremstod lejren som en lille by med posthus, hospital og kulturliv.

Nu var gruppen fra Danmark ikke en ensartet gruppe. Det var de fine danske jøder, der havde boet i Danmark gennem generationer, og så var det de fattige øst-jøder.  Og så var det flygtningene fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet.  Det var også de statsløse.  Der var skarpe sociale skel mellem dem.  Deres oplevelser er også forskellige, hvad angår arbejdskommandoer, boliger og adgang til ekstra fødevarer.

Fru Meyer tilhørte en af de gamle dansk – jødiske familier. Hun havde langt lettere ved at få ekstra mad. Hun fik ekstra af alt.

Fem danske statsborgere blev i januar 1944 returneret til Danmark. De var blevet fejldeporteret.

 

Danskere blev ikke deponeret – undtagen to

Så sent som i december 1944 blev en af fangerne fra den danske gruppe idømt fængselsstraf for at have forsøgt at smugle mad ind i lejren fra sin arbejdsplads ved landbruget som lå uden for selve lejren. Men hos historikeren Sode-Madsen lyder det sådan:

 

• Ud af de 481 danske Theresienstadt – jøder døde i alt 53, ingen af sult eller overgreb fra SS eller medfangers side. Alder, sygdom og psykisk knæk var dødsårsagerne. Kun en enkelt omkom i Auschwitz sendt dertil fra Sachsenhausen på vej til Theresienstadt.

 

Det er ofte blevet gentaget at ingen af fangerne fra Danmark er sendt videre øst på, på grund af en aftale mellem Werner Best og Adolf Eichmann i november 1943. Men Michael Singerowirtz. Der kom med fjerde transport blev sendt til Sachsenhausen og videre til Majdaneck, hvor han omkom den 21. januar 1944.

En anden som historikerne har glemt, er Smuel Zender Jonisch. Han blev deporteret fra Theresienstadt den 20. marts 1944 til et ukendt sted. Transporten bestod af 42 fanger fra ”Galehuset”, en læge og to plejere.

 

Levevilkårene blev forbedret

Den danske gruppe var den eneste nationale gruppe, som var beskyttet mod videre deportation. De kendte ikke selv til beskyttelsen og frygtede – særligt i begyndelsen – transporterne lige så meget som de andre fanger. Endvidere nød dele af den hollandske gruppe samme beskyttelse. Det gjaldt den såkaldte ”Barnevelder – gruppe samt de jøder fra Holland, der var døbte protestanter.

To spædbørn, som blev født i Theresienstadt af kvinder, fra Danmark døde endvidere i lejren.

I løbet af sommeren 1944 blev levevilkårene forbedret for nogle af fangerne fra Danmark.  Størstedelen havde i den første tid været indkvarteret mænd for sig og kvinder for sig på de store kasernelofter, hvor man sov på gulvet.

Derefter var mange kommet på mindre værelser eller sovesale med køjesenge.

 

Forberedelser til Røde Kors besøget

I forbindelse med at lejren blev ”forskønnet” som forberedelser til Røde Kors – besøget i sommeren 1944, fik mindre grupper af fanger fra Danmark lov til at flytte ind i særligt indrettede huse før besøget fandt sted den 23. juni 1944. Præcis hvor mange det drejede sig om står dog uklart.  Men det var langt fra alle.

Men det var de mest kendte danskere, som man forventede at den danske administration ville spørge til under besøgte, dels var det familier med børn. Måske var det en fjerdedel af danskerne. Senere blev flere fra den danske delegation indlogeret i lignende huse.

Ofre bliver dette besøg betragtet som et dansk besøg. I International Forskning beskrives det som et besøg fra International Røde Kors. Det var også en schweizisk læge fra International Røde Kors, Maurice Rossel, der ledede delegationen, som endvidere bestod af den danske læge, Eigil Juel Henningsen fra Sundhedsstyrelsen. Han repræsenterede også Dansk Røde Kors samt den danske embedsmand Frants Hvass fra Udenrigsministeriet. Derudover deltog delegater fra Tysk Røde Kors samt andre tyske repræsentanter.

 

Delegationen opdagede ikke bedrageriet

For at forbedre lejren til besøget blev meget ændret. Nogle bygninger blev istandsat, andre blev nyopført. Der kom en børnepavillon, en legeplads samt en musiktribune på en nyistandsat by-plads. Et hegn blev fjernet som havde adskilt ”ariske gader” fra ”jødiske gader”. Endvidere var et såkaldt epidemisygehus blevet ændret til koncertsal med cafe i haven.

Legepladserne med gynger og sandkasser til de små børn fik ikke lov til at stå længe. Det var kun til ære for gæsterne, og den film der blev optaget. Der blev sået græs og blomster på pladsen. Og græsfrøene kom fra Danmark.  Alle gaderne skulle vaskes med sæbevand. Fortovene skulle være så rene at man kunne slikke dem. Kvinderne lå på knæ i gaderne og skrubbede af alle kræfter.

Det var dog langt fra hele byen, der blev istandsat. Det var kun den rute, som besøget skulle forløbe ad. En 23. juni 1944 kom gæsterne så. Og det så ikke ud som om, at de gennemskuede at det hele var iscenesat ned til mindste detalje.

Butikkernes vinduer bugnede med varer. Man kunne ikke se at fangerne ikke havde mulighed for at købe dem. Den dag, der var besøg, fik fangerne måltiderne serveret i en stor spisehal. De fik lov ti at spise sig mætte

For mange af fangerne ar det hårde arbejde afløst af ture i den nyanlagte park, cafebesøg og koncerter. Intet var overladt til tilfældighederne.

De danske jøder havde fået besked på, at hvis de røbede, hvordan forholdene egentlig var, kom de med på en af transporterne. SS – ledelsen var bekymret for, at en bestemt gruppe ville sladre. Disse blev låst inde på et loftsværelse under besøget.

 

Danskerne sagde, at de havde gennemskuet bedrageriet

Det er ikke noget, der tyder på, at gæsterne fandt ud af, at de blev bedraget. Sammenligner man de tre uddybende rapporter – to danske og en schweizisk er det ikke bare meget enslydende, men to af dem beskriver også lejren som et sted, hvor man ikke blev sendt videre fra:

 

• Lejren var ingen gennemgangslejr, men de der var kommet dertil, forblev der. Paa udtrykkelig Forespørgsel hos de tyske Myndigheder erklærede det, at ingen Dansk var ført videre til et andet Sted.

 

Dette fastholdt Frantz Hvass under et møde i Stockholm. Vi har allerede skrevet at to danskere var ført videre.

De danske repræsentanters senere forklaring om, at de selvfølgelig gennemskuede iscenesættelsen, men valgte at tie for at beskytte danske fanger mod eventuelle tyske repressalier gengives næsten uden kommentarer.

Den schweiziske læge, der var med, blev efter krigen udsat for massiv kritik. Den kritik blev aldrig rejst i Danmark.

Bare en måned før besøget blev 7.503 mænd, kvinder og børn sendt til Auschwitz fra Theresienstadt for at lejren skulle synes mindre overfyldt.

 

Instruktør af Auschwitz – film sendt til Auschwitz

Man valgte at lave en propagandafilm over besøget for at vide hvor godt man havde det rundt om i de tyske lejre. Efter optagelserne blev de fleste af skuespillerne og instruktøren deporteret til Auschwitz.  Filmen blev aldrig vist i din helhed men klippet ind i diverse propagandafilm.

Et juridisk ”Ældsteråd” var sat til at forvalte hverdagen, men der blev hverken stillet fødevarer eller medicin nok til rådighed. Jøderne levede i sult og elendighed. Opfattelsen i Danmark har været, at de danske jøder havde det godt.

Man fortier også, at mindst 21 jødiske flygtninge blev udvist af Danmark og sendt tilbage til Nazi – Tyskland. Her blev de fleste af dem sendt videre i KZ – lejre for at blive myrdet.

 

En gennemgangslejr

Fra lejrens oprettelse i november 1941 og indtil lejren blev befriet i maj 1945 var der i alt 140.890 fangere. Af disse døde 32.000 i Theresienstadt. 88.135 blev deporteret videre til udryddelseslejre eller udryddelsesanlæg i Auschwitz, Treblinka, Riga samt Maly Trostinets ved Minsk og enkelte andre steder. Theresienstadt var i den grad en gennemgangslejr.

Det var Ældsterådet, der skulle udvælge, hvem der skulle videre til udryddelseslejrene. Det var efter ordre fra SS – ledelsen. Også her skulle alt, hvad der havde af værdi afleveres.

I april 1945 blev den danske gruppe hentet til Sverige af De Hvide Busser. Enkelte tjekkiske og tyske kvinder, der i Theresienstadt havde indgået ægteskab med danskere, var imellem. Og ligeledes de børn, der var født i lejren af mødre fra Danmark samt en dansk dreng oprindelig deporteret fra Berlin.

 

Stadig store huller i vores viden

Danske historikere har ikke rigtigt interesseret sig for, hvad der lå ud over det danske hjælpearbejde, dvs. forsendelser af pakker, Røde Kors – besøget og De Hvide Busser. Der var dog meget andet, der gjorde sig gældende.

Der er så mange år efter stadig store huller tilbage i vor viden om opholdet i Theresienstadt. Måske har det noget at gøre med opfattelsen at Holocaust ikke fandt sted i Danmark på grund af den vellykkede flugt til Sverige. Måske skyldes det også en dårlig samvittighed over, at deportationer alligevel fandt sted. Vægten har altid ligget på flugten over Øresund.

 

Folk skulle bruges til PR

Fra juni 1942 begyndte man også at føre tyske jøder til Theresienstadt. Det var dels kunstnere og videnskabsfolk, dekorerede krigsveteraner og forretningsfolk med internationale kontakter og andre prominente. Man havde nu den holdning at man skiftede fra tvangsudvisning af jøder til systematisk massemord. Man deporterede jøderne under dække af, at de skulle genbosættes og sættes i arbejde i østområderne. I virkeligheden blev de så sendt i gaskamre.

Mange var blevet lovet, at de kunne tage hjem på besøg, når det passede dem. Derfor havde mange også meldt sig frivillig for så at ende i gaskammer. Men forholdene var langt fra som det blev lovet. Faktisk døde der mindst 100 om dagen.

En del af kulturlivet blev brugt som propaganda. De var tvunget til at male livet i Theresienstadt, der slet ikke afspillede virkeligheden. Da det blev opdaget, at de i hemmelighed også have illustreret, hvordan forholdene var rent faktisk og smuglet deres tegninger ud af fængslet i Den Lille Fæstning, blev de udsat for tortur.  Kun en af malerne overlevede.

 

Prominente troede, at se skulle på kurophold

De prominente fik at vide, at hvis de betalte et vist beløb kunne de komme på kurophold i Bad Theresienstadt. Og her var bl.a. tyske soldater, der i 1914 til 1918 havde kæmpet for fædrelandet og dekoreret. De fik fjernet deres proteser m.m. og sendt videre til Auschwitz. De blev placeret i kreaturvogne bag lås og slå – nogle gange to døgn før afrejse til udryddelseslejren.

 

Bronzeplader blev stjålet

Fra den 10. maj 1945 til den 29. februar 1948 blev den lille fæstning, der i dag fungerer som museum brugt som interneringslejr for tyskere, der blev flyttet fra Tjekkoslovakiet.

I september 1945 blev en national kirkegård grundlagt. Den blev gradvis udvidet frem til 1958. De jordiske rester af ofre, der døde i Gestapos politifængsel i Den Lille Fæstning, ghettoen i Theresienstadt og koncentrationslejren Litomérice. 2.386 af dem ligger i individuelle grave. I midten af april 2008 blev 327 bronzeplader der markerer gravene stjålet fra kirkegården. Yderligere 700 blev stjålet ugen efter.

 

 

Kilde:

• wikipedia.org
• de.wikipedia.org
• folkedrab.dk
• danskejoederitheresienstadt.org
• kristeligt-dagblad.dk
• jv.dk
• tidsskrift.dk
• information.dk
• mosaiske.dk
• berlingske.dk
• bpb.de
• deutsch.radio.cz
• tagesspiegel.de
• deutschlandfunkkultur.de
• Hans Sode-Madsen: Føreren har befalet
• Hans Sode-Madsen: Historie bag historie. Dengang i Theresienstadt. Deportationen af de danske jøder.
• Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943 – forestillinger i offentlighed og forskning
• Mogensen og Kreth: Flugten til Sverige
• Hans Sode-Madsen: I Hitler-Tysklands skygge – dramaet om de danske jøder
• Sven og Corrie Meyer: Det iscenesatte bedrag
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark

 

Hvis du vil vide mere: Om Jøder, Hvide Busser og KZ – lejre

• dengang.dk indeholder 1.725 artikler:

 

• Under Besættelsestiden (Før/nu/efter) (347 artikler):
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• Jagten på det perfekte menneske
• Den polske historiefortolkning
• Holocaust-fornægteren fra Kollund
• Sort Jord – Holocaust
• I Ondskabens øjne af Holocaust
• Holocaust – aldrig igen
• Auschwitz og Thalidomid -skandalen
• Klaus Barbie, slagteren fra Lyon
• Da krigsforbryderne flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Joseph Mengele – dødens engel
• Hvad skete der i Borbruisk?
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• KZ – lejr – Husum – Schwesing
• Christian den Grusomme
• Myten om de hvide busser
• De hvide busser – nok engang

 

• Under København (187 artikler)
• SS – absurde grusomheder
• Jødefejden 1819
• De forfulgte jøder
• Flugten over Øresund
• Duckwitz – den gode tysker

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
• KZ – lejr Ladelund
• Sandheden om de hvide busser

 

Under Nørrebro (298 artikler):

• Mosaisk Nordre Begravelsesplads