De Danske Hjælpepakker til KZ – Fangerne

To sider af samme sag. Mange samlede ind. Der blev også samlet ind til medicin. Et takkebrev fra Theresienstadt. Hvad var der i en pakke? Besværligt – navnlig i begyndelsen. Slægtninge ville selv sende noget. For sent opdagede man at penge ikke nåede frem. Politifolk fik ekstra tøj. Historien om ”De Røde Enker” Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig? Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”. Alt var ikke ideelt.

 

To sider af samme sag

Nu kunne man måske bare have kaldt artiklen for Røde Kors – pakkerne. Men det ville være historisk ukorrekt. Godt nok kom de fleste af pakkerne i Røde Kors – emballage. Men det var ofte andre, der stod som afsendere og andre, der havde bidraget økonomisk. En anden ting er, at man ofte når man skriver besættelsestidens historie får to forskellige historier om den samme begivenhed.

Det gjald for eksempel historien om ”De Røde enker”. Den historie vender vi tilbage til.

 

Mange samlede ind

Hvordan fik Danmark de mange aftaler i stand med at sende pakker til ”statsfjendtlige personer, som tyskerne yndede at kalde danske deputerede. Da man så, at pakkerne faktisk kom de rette i hænde, fortsatte man at sende dem.

Der var mange, der samlede ind til fangerne. Således samlede Danske Polititjenestemænd 59.000 kr. ind. På et tidspunkt blev man nødt til at stoppe indsamlingen. Der var ikke mulighed for at skaffe så mange varer.

 

Der blev også samlet ind til medicin

Efterhånden gik det op for danskerne i hvilke forhold de danske KZ – fanger befandt sig i. Kontreadmiral Carl Hammerich samlede 85.000 kr. ind til medicinalvarer og lægeinstrumenter. Blandt de indsatte var der en del læger, der godt vidste, hvordan disse skulle håndteres.

Det var forskellige afdelinger, der håndterede forsendelsen af pakkerne.

 

Et takkebrev fra Theresienstadt

Til jøderne i Theresienstadt afsendtes snart 750 pakker på initiativ af Professor Ege – Komiteen, der så senere også overgik til Røde Kors.

Desuden afsendtes en del illegale pakker. Men disse lykkedes det også at få legaliseret. I alt blev der sendt 5.000 pakker til en samlet værdi af 100.000 kr. til Theresienstadt. I september 1944 afsendtes 1.000 bøger. Men de nåede først frem fem måneder efter.

Der blev også sendt penge til Theresienstadt i alt ca. 35.640 kr.

Jeg fandt på nettet et takkebrev fra en indsat i Theresienstadt. Der var hverken dato, navn eller fra hvilken avis, det stammede. Noget af brevets indhold lyder således:

• Vi havde i løbet af det første halve år ikke oplevet andet end de sørgeligt kendte interneringsforhold. Kun i drømme så vi rigtig mad, men nu med et var det virkelighed. I begyndelsen vovede vi ikke at spise noget af den af frygt for, at vi ikke skulle kunne tåle det. Et skår i glæden blev det også, at nogle ikke kunne modstå den fristelse at spise for meget af de uvante gode ting. De blev angrebet af Dysenteri og nogle døde.
• Da vi kom til Theresienstadt, var vi de fattigste af de fattige. Det var altid danskerne, som stod timevis i kø i kulde og regn for at få ”Nachschub (det, som var til overs efter maduddelingen). Men de danske Røde Kors Pakker ændrede snart vores anseelse. Ja, det var ikke overdrevet, hvis jeg påstår, at alle respekterede os på grund af vort Fædrelands adfærd. Danmark skaffede sig stor sympati og beundring blandt mennesker fra alle nationer.

 

Hvad var der i en pakke?

Afsendelsen af pakker blev efterhånden lagt i faste rammer mellem Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Røde Kors. Alle pakkeforsendelser gik gennem Røde Kors i deres specielle kartonnage.

I den første tid afsendtes en månedlig pakke til hver, senere to og allersidst tre månedlige pakker. Indholdet var følgende:

• ¾ kg Sukker
• 1 kg Spegepølse
• 1 kg ost
• ½ kg knækbrød
• ¼ kg Rugkiks
• 1 ds. Brislinger
• 1 ds. Makrel
• 1 ds. Svinekød i egen saft
• 1 stk. Sæbe
• 20 Bouillonterninger

Herudover blev der oftest hver måned medsendt 30 stk. cigaretter og 100 gr. tobak. I den sidste tid blev pakkeforsendelserne udvidet med et stort rugbrød hver tredje uge. Samlet værdi af 909.000 kr. Og husk på – det er den tids værdi.

Det var først i sidste kvartal af 1944 til den 13. februar 1945 deportationerne tog rigtig fart.

 

Besværligt – navnlig i begyndelsen

Et flot initiativ udvistes af forskellige foreninger. Sammenslutninger og private venner ved fremskaffelse af æbler, vitaminpræparater og tobaksvarer af de ellers ikke for rigelige hjemlige beholdninger.

Sendingerne til Stutthof gik i den første tid pr. skib til Stettin og derfra pr. bane til Danzig, hvorfra Udenrigsministeriets repræsentant besørgede dem videre til Stutthof. Til de øvrige lejre benyttedes i lang tid jernbanetransport. Men i september 1944 forsøgte man med den første ”automobiltransport”. Forsøget faldt heldigt ud. Fra oktober 1944 besørgede bilkonvojer et meget betydeligt antal pakker.

 

Slægtninge ville selv sende noget

Man opnåede hermed at pakkerne blev leveret ved lejrens port, så tabsprocenten blev næsten lig nul. Så snart de danske biler nærmede sig rygtedes det i lejren og livsmodet steg et par grader.

I Danmark blev man dog klar over, at der forsvandt en del fødevarer fra hovedlejrene til udekommandoerne. Man forsøgte at få tilladelse til at transportere helt ud til brugerne. Men det lykkedes kun for politiets vedkommende at finde en ordning.

Slægtninge var dog utilfredse med, at de ikke måtte sende noget. Man fandt så en ordning med, at de måtte sende en gang om måneden. Det blev også forsøgt at indsmugle illegale breve fra slægtninge. Men det blev hurtig stoppet.

 

For sent opdagede man at penge ikke nåede frem

Det blev også sendt penge til Neuengamme i alt 47.500kr. Men de nåede aldrig ud til fangerne. Pengene blev sat ind på en lejrkonto. Ja man fandt ud af, at der var sendt i alt 671.500 til fangere i de tyske koncentrationslejre. Stort set ingen af disse penge så fangerne.

 

Politifolk fik ekstra tøj

Politifolkene var kommet afsted i det tøj, de gik og stod i. Allerede den 28. september sendte man to store lastbiler med påhængsvogne til Neuengamme – lejren. Foruden tøj var der en lille pakke med levnedsmidler til hver politimand. Transporten nåede frem i løbet af to dage. Men allerede inden transporten var nået frem var politifolkene sendt videre til Buchenwald. Derfor blev transporten nu dirigeret derhen. Senere blev politiet betragtet som krigsfanger og fordelt ud i andre lejre.

I slutningen af februar måned lod Dr. Trols Thune Andersen sig frivilligt internere for at bringe politifolkene tiltrængt lægehjælp. Politiet fik tilsendt i alt 28.410 pakker. Dertil kom på foranledning af Socialministeriet 2.000 tøjpakker.

Spørgsmålet er hvor mange menneskeliv, som man redede under denne store indsats.

 

Historien om ”De Røde Enker”

Og så kommer vi til sagen om de røde enker.

Vi starter med hvad professor Richard Ege kan fortælle:

• En dag hørte vi om en dame, der havde henvendt sig til Dagmarhus med anmodning om at måtte sende mad, men havde fået afslag. Hun sendte den så alligevel – og den gik igennem. Vi gik til Socialministeriet, til Biskop Fuglsang Damgaard og til Pastor Fritz Lerche, og det blev så aftalt, at vi skulle sende madpakker, som ”Faddere” en pr. måned til hver person. Det var et eksperiment, men det lykkedes.
• Pakkerne gik igennem som anbefalede forsendelser med returkvitteringer.
• Når fangerne ingen faddere havde, trådte Socialministeriet til. Herfra sendte man desuden pakker til internerede kommunister – men intet af det skete officielt. Alt gik nærmest på lykke og fromme.

Det sidste citerer vi, fordi vi i flere bøger kan læse, at ”De Røde Enker” overhovedet ikke fik hjælp i Danmark, men måtte gå til Svensk Røde Kors. Ofte oplever man en ikke altid rimelig kritik af myndighederne og Røde Kors vrangvilje og obstruktion. Det glemmes, at den store hurdle var Gestapo.

 

Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig?

Historien om Kommunisterne har vi tidligere bragt her på siden. Og herfra kan det godt forstås, at ”De Røde Enker” var skuffet. Spørgsmålet er bare om alt, hvad der er beskrevet, er korrekt.

143 mænd og syv kvinder blev sammen med 207 danske jøder anbragt i et snavset skib ved navn Wartheland. Efter næsten en uges forløb nåede de Swinemunde i Polen. Så gik turen til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt i overfyldte kreaturvogne.

Kvinderne bag disse mænd blev kaldt ”De Røde enker” De begyndte straks at organisere sig. De fik at vide, at Dansk Røde Kors ikke kunne hjælpe. Man mente, at direktøren Helmer Rosting var særdeles tyskervenlig. Han skulle have været udset som udenrigsminister i en regering, hvor Frits Clausen skulle være statsminister. Men nu tog tyskerne aldrig dette alvorlig. De brugte kun dette som trussel.

Om denne ”tyskervenlighed” skulle være årsag til manglende hjælp tvivler jeg på. Allerede dengang var hjælpeforanstaltninger i gang. Og det er da ingen tvivl om enkernes pres har haft indflydelse på, at der blev sendt pakker afsted.

 

Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”

Rigtigt er det også at der i fagbevægelsen blev advaret mod ”denne selvbestaltede komite”. Men at disse kvinder og deres indsats skulle være glemt, er ikke rigtig. I Jørgen Hæstrups bog ”Til Landets Bedste 1” omtales de. Her beskrives samarbejdet med denne komité godt nok som ideel.

Alt var ikke ideelt

Alt var ikke ideelt. Set med nutidens øjne skulle man sikkert være begyndt noget hurtigere. Men det kan vi jo sagtens sige i bagklogskabens lys. Men man må sige, at alle dem, der var involveret i pakning og afsendelse af de mange pakker, gjorde et imponerende stykke arbejde

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• horserød-Stutthofforeningen.dk
• tidsskrift.dk
• Tidsskriftet Pigtråd
• Beretning til Folketinget bind 23
• Per Ulrich: De Røde Enker
• Jørgen Hæstrup: Til Landets bedste 1
• Ragnhild Andersen, Helge Larsen: Vi, der blev reddet denne gang
• Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof
• Martin Jensen Overby; De danske fanger i koncentrationslejren Stutthof

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.965 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 396 artikler

 

• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag – KZ – lejrens pigtråd
• Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen man lod slippe
• Josef Mengele – dødens engel
• Tvangsarbejde i den sidste tid
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• SS – absolutte grusomheder
• I ondskabens skygge af Holocaust
• Holocaust – aldrig igen
• Modstand i Tinglev (inkl. Neuengamme)
• De danske Jøder i Theresienstadt
• Ladelund -lige syd for grænsen
• Kommunisterne i Horserød