Da Zaren rejste hjem igen

En unormal situation i København. Vagtmandskabet var blevet fordoblet. Præster måtte bede til Gud. Stor aktivitet ved havnen. Zaren vækkede krofatter om natten. Zarinaen var en lille rødmosset tyksak med godt humør. Zaren var utålmodig. Han ville af sted mod Sverige og var meget utålmodig. Kongen var såret over hans kritik. Hans langsommelighed var en spare-øvelse. Kongen blev ramt af panik, blev pludselig banke for russerne. Zaren ramt af en svensk bombe.  Pludselig sagde zaren bare nej.  Kongen havde gjort sig nogle overvejelser. Nogle havde visket kongen noget i ørene. Så spurgte kongen om zaren ville erobre København. Og kongen blev såret i sjælen.

En unormal situation i København

Midt i september 1716 var situationen i og omkring København højst unormal. Uden for voldene camperede en imponerende hær på godt 50.000 mand. En stor dansk hær på 23.000 mand strakte sig fra Sankt Jørgens Sø ud mod Brønshøj.

Fra voldene ved Østerport og Nørreport kunne man overskue en russisk hær på hen ved 30.000 mand. Langs Øresundskysten – fra Kastellet med den aflåste Norgesport og helt ud til Svanemøllen lå de russiske gardehusarer med udsigt til deres galejflåde på et halvt hundrede fartøjer. De var ankommet allerede den 17. juli med zar Peter om bord.

Mellem Store og Lille Vibenhus sås et kosakregiment. På Fælleden ud for Østerport lå general Weydes russiske tropper, der var ankommet fra Rostock den 9. og 10. september.

Ud for Nørreport var man ved at rejse teltpælene for fyrst Rephins hær, der netop var landsat den 15. september.

Vagtmandskabet var blevet fordoblet

Vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport var efterhånden fordoblet. I de tilstødende bastioner stod artillerister med brændende lunter ved kanonerne, der pegede ud mod de russiske tropper. Årvågenheden var skærpet inde i København. Geværbevæbnede borgere fra særlige alarmpladser holdt øje med ethvert optræk til uroligheder.

Præsterne måtte bede til Gud

Medlemmerne af det diplomatiske korps var på tæerne for at følge regeringens intense forhandlinger med russiske generaler og ministre. Hvis også byens præster virkede lidt anspændte skyldtes det sikkert, at de allerede var begyndt at tænke på deres søndagsprædiken. De havde fået en kongelig ordre om, at de fra prædikestolene skulle bede for:

• At Gud ville giøre Landgangen paa Skaane lykkelig

Størst aktivitet ved havnen

Størst aktivitet var det nok nede ved havnen, hvor der sås en masteskov af transportskibe, og hvor man var travlt beskæftiget med at losse og laste proviant og fourage, tørv og brænde, spanske ryttere og meget mere. Undertiden kunne disse havnens arbejdere høre fjerne kanonsalutter.

En af forudsætningerne var at landsætningen kunne lykkes, er at hele arrangementet var at skaffe mad og drikke til alle. Købstæderne skulle levere 18.000 tønder rugmel. De hårdt prøvede hertugdømmer skulle levere 10.200 tønder. Der skulle bruges 8.736.000 pund rugbrød. Det skulle skaffes nok til forplejningen af 50.000 mand i 87 dage.

Også saltmad, smør, øl, brændevin og tobak skulle der skaffes. Havnearbejderne havde en 12 – timers arbejdsdag for at nå det hele. På ”Grønland” ved Østerport blev der oprettet et helt nyt magasin.

Alene fra Nordsjælland kom der på en uge 2.000 læs tørv og 1.000 læs brænde.

Zaren vækkede krofader om natten

Allerede den14. juli dukkede zaren op på Falster. Dagen efter kom hele galejflåden. I København lagde man beslag på hele 116 huse i københavnske. Gemalinden arriverede den 23. juli, og sammen kom de til at bo i købmand Edingers gård.

Her forsvandt på mystiske vis, lagener, dyner og endda natpotter.

Zaren havde vækket krofolkene midt om natten i Gedesby på Falster. Tørsten skulle stilles.

Stor velkomst af Zaren

Kongen sejlede i mod zaren, da denne ankom til København. Der var en hjertelig modtagelse med omfavnelser og kys. Zaren skrev da også til sin elskede, at den modtagelse, som han fik havde han set mage til i 20 år. Borgerskabet var da også alarmeret, så de kunne tage imod zaren.

Modsat den danske konge så gjorde zaren ikke så meget ud af det. Han skulle efter sigende have haft ”en gammel og meget plettet rød kjole af gement og rød klæde, gjort som en skipperskjorte med små opslag, der kunne tilknappet helt op til halsen. En hvis lærredstrøje med hvide stålknapper og ingen vest”

”Bukserne var af brunt klæde og gjort til at binde under kæerne. På bene havde han et par grå strømper som ikke var bedre end de vore jyder sælger på torvet”

Zarinaen – en morsom lille tyksak

Katherina kom en uge efter. Hun blev fem dage på slottet i Nykøbing, end hun så drog videre med sit følge. Hun var forstandig og omgængelig. Hun var let at omgives med og så foretrak hun dans frem for andre fornøjelser.

Den 23. juli iførte kongen og dronningen sig det stiveste puds for sammen med zaren at modtage zarinaen et godt stykke fra Vesterport. Kongen havde igen alarmeret borgerskabet. Hun blev modtaget med kanonsalutter.

Hun var en lille munter tyksak med rødmossede kinder. Hendes dragt var behængt med masser af ordener, helgenbilleder og relikvier.

Der var stor rundvisning i alle kirker. Og ved Rundetårn fandt zarens sagnsopspundne ridt sted.

Zaren beskæftiget fra morgen til aften

Zaren havde travlt fra tidlig morgen til sent til sådant, hvor han gennemgik med at inspicere på Holmen. Kongen havde stillet en karrusel, en komedie samt en opera til rådighed. Men det var ikke noget som imponerede zaren. Han var ikke kommet for at slå tiden ihjel. Den 21, juli beklagede han danskernes tempo.

En dag da zaren dinerede hos kongen, havde man drukket lidt for meget for eget.. Så sagde kongen til zaren. Åh kære border, jeg hører, at I også har en ”mætresse”. Zaren brød sig ikke om dette og svarede:

• Min broder, mine horer koster mig ikke noget, men Eders hore koster tusinder af sølvdalere, som kunne have været brugt til meget nyttigere formål.

Denne bemærkning om Anna Sofie Reventlow var fremsat på en blanding af tysk og hollandsk. Det må have skurret fælt i kongens øren.

Zaren var utålmodig

Engang, da zaren ønskede at drøfte forretninger med den danske konge sendte han han bud efter denne kl. 8 om morgenen. Man svarede, at kongen stadig sov. To timer senere sendte zaren atter bud. Nu meddelte man, at kongen godt nok var stadig op, men man vovede ikke at gå ind i hans gemak. En timere senere sendt zaren igen bud og fik det fik det svar at endnu ikke var påklædt. Zaren var lige ved at miste tålmodigheden Omsider kom zaren får at aflægge visit klokken et om eftermiddag om eftermiddagen. Zaren ville gerne have at kongen stillede sig til rådighed tidlig om morgenen. Men man blev enige om, at zaren ville dukke op kl. seks om eftermiddagen, når han hade noget på hjertet.

Zaren ville af sted

Der var masser af danske og norske officerer i den russiske flåde, men marinesoldaterne manglede kamperfaring fra regulære søslag. Den svaghed var zaren opmærksom på. Han håbede snart at soldaterne ville få den erfaring, når de svenske tropper skulle angribes.

I slutningen af juli tegnede alt endnu lyst. Norge synes reddet af en sejr ved Dynekilden den 8. juli af Tordenskjold.

Det kneb for danskerne at få samlet 18 transportskibe som de havde forpligtet sig over for zaren ved Altona – konferencen. Gabel var på vej hjem fra Norge. Russiske tropper skulle også overføres fra Rostock. Zaren ville af sted til Sverige omgående, men kongen ville vente på Gabels hjemkomst.

Kongens langsommelighed var en spare-øvelse

Den 16. august var man samlet uden for København med 60 linkeskibe og 400 koffardis fartøjer. De lettede anker. Men den danske orlogsflåde blev liggende. De danske transportskibe var endnu ikke i sigte.

Kongens langsommelighed skyldtes en spare-øvelse. Zaren lagde skyldes på de store forsinkelser over på danskerne. Det var en meget forsigtig flådestrategi som danskerne havde modsat zaren, der gerne ville af sted. Den knusende overmagt til søs burde være udnyttet.

Men kongen havde allerede set, hvordan han skulle agere i forhold til evt. fredsforhandlinger. Han var bange for at russerne skulle få for stor magt. Derfor ville han ikke knuse svenskerne.

Kongen såret over zarens kritik

Syd for Dragør lå nemlig den forenede dansk – russiske flåde, der var under fælles kommando. Den bestod af 19 danske og 14 russiske linjeskibe. Side om side med den forenede flåde lå yderligere en engelsk eskadre på 14 linjeskibe. De var under kommando af admiral Norris. Den skulle ligeledes bidrage til flådedækningen af den dansk – russiske landgang i Skåne den 21. september.

Et var troppeparaden den 9.september, der gjorde zaren rassende. Kongen var dybt såret over zarens kritik over for de danske generaler. Zaren udtalte sin ringeagt over for de danske generaler. Kongen var meget oprørt over dette.

Angrebet af panik – bange for russerne

Nu blev Frederik den Fjerde også pludselig grebet af panik, da der kom endnu flere russiske tropper. Kongen greb til provokerende sikkerhedsforanstaltninger. Dette kunne godt opfattes som et udtryk for fjendskab. Den 7. september havde kongen givet ordre på fordobling af vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport. General Bauers kavalerregimenter, der kom til Øresund den 8. og 9. september blev nægtet landgang på Sjælland og installeret på Hveen. De skulle ikke gøre nogen trussel mod København. Der blev også posteret vagtskibe, der skulle holde øje med dem. Gyldenløve fik ordre til at forfølge de skibe, der søgte til den sjællandske kyst for at få friske forsyninger.

Ramt af svensk bombe

Alt dette kunne zaren også se. Han opfattede det som en mistillid fra kongens side. Den 10. september havde man taget et togt langs den skånske kyst. Danskerne mente efterfølgende, at zaren havde fået skabt en hemmelig kontakt til det svenske diplomati.

Zarens kontakt med svenskerne var dog af en lidt anden kategori. Man var blevet ramt af en kanonkugle fra et forsænket kystbatteri ved Barsebäck. Rygter vil vide, at han derved blev grebet af panik, og at det var derfor han opgav invasionen. Det var dog næppe tilfældet.

Pludselig sagde zaren nej

Men det var bestemt ikke meningen, at det skulle være så sent. Og den 19 september sagde zaren nej, tiden var forpasset. For danskerne var det et chok. Man gjorde gældende, at det havde kostet mange penge. Efterhånden kneb det også med kommunikationen. Zaren følte sig heller ikke hjemme ved det danske hof-

Forud havde zaren lavet nogle gennemgribende undersøgelser. Han havde fået sine generaler til at komme med nogle vurderinger. Til sidst havde han forklaret kongen under fire øjne, at nu gad han ikke at vente mere, så han stoppede.

Afgørelsen hang også sammen med dyb mistillid til den danske hærledelse.

Kongen havde gjort nogle overvejelser

Flåden udgjorde en tredobling af den svenske flåde. Frederik den Fjerde ønskede ikke at art Karl den 12. skulle afstå ”Livland” til Rusland, hvis Danmark erhvervede den gottorpske del af Slesvig og Holsten.

Kredse i den danske regering oplevede utvivlsom Rusland som en større trussel end Sverige. Som nævnt mente admiral Christensen Thomsen Sehestedt , at zaren pønsede på at ødelægge såvel den danske som den svenske flåde, ”thi så råder han ene for Østersøen”

Frederik den Fjerde har sikkert ikke været fremmed for den tanke, at det ideelle for Danmark ville være en fremtidig jævnbyrdighed mellem Sverige og Rusland så de to lande kunne holde hinanden i skak. I så fald burde man forhindre den svenske hovedarmes og Karlskrona – flådens tilintetgørelse.

Nogle havde hvisket kongen i ørene

Man har sikkert også hvisket kongen i øret, at den mecklenburgske hertug som zarens protege kunne blive ham en ubehagelig nabo i både Holsten og Pommern. Det kunne få alvorlige konsekvenser for toldindtægterne, hvis zaren dirigerede det meste af Østersø-handelen til de mecklenburgske havne og derfra anlagde kanaler ned til Elben.

Zaren tænkte på en anden måde. Hans verden var opdelt i venner og fjender. Han blev derfor såret og vred, da det i dagene 7. – 9.september gik op for ham, at forbundsfællen betragtede ham og hans tropper som en trussel. Han udråbte den hannovranske statsminister A.G. Bernstorff som den virkelige skurk. Han skulle gennem sine agenter ved det danske hof, mecklenburgerne Holstein og Dewitz havde besluttet general Scholtentil at sabotere de militære forberedelser til landgang i Skåne.

Kongen havde spurgt zaren, om han ville erobre København

Kongen spurgte nu direkte zaren om han havde tænkt sig at erobre København. Men det havde zaren nu ikke. Han var blevet træt af at vente. Han troede heller ikke heller ikke, at Skåne havde nok forråd til hele invasionsstyrken.

Vejen hjem gik over Amsterdam. Katerina led alvorlig af søsyge i hendes gracide tilstand. Tilbage i Tyskland nedkom hun med sin søn, Paul, der få dage efter døde, mens hun lå alvorlig syg.

Zaren var selv nået til Amsterdam, hvor han fik feber og måtte holde sengen i seks uger.

Kongen var såret i sjælen.

På Københavns Slot sad Frederik og slikkede sine sår. Helt uden kamp og krig havde han lidt overlast. Han var såret dybt ind i sjælen.

De sidste tropper fra zaren forlod først København den 23. oktober. Zaren og zarinaen forblev i byen endnu nogle dage. 

Kilde:

• Marie Hvidt: Frederik den Fjerde – En letsindig alvorsmand
• S. Bech Cedergreen: Københavns Historie 3
• Ole Feldbæk: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie
• Historisk Tidsskrift
• Historiske Meddelelser om København
• Knud J.V. Jespersen m.v.: Revanche og neutralitet 1648 – 1814
• Ulrik Langern: Ritualernes magt
• Hans Bagger: Ruslands alliancepolitik efter freden i Nystad

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder 159 artikler fra Det Gamle København.