Da Rømø fik et Nordseebad

Pastor Jacobsen fra Skærbæk var meget initiativrig. Og ikke alle af de blokhuse, som han havde fået hjem var lige pæne. Tænk, der var direkte vogn fra Berlin til Skærbæk. Jo man fik sandelig en bane på Rømø. Og den holdt helt til 1940. Så opfandt man lige et par ruiner for at imponere turisterne. Hvert år fik børnene gratis gaver ved sejrs – festen. Men så holdt dette op. Pastor Jacobsen havde et underskud på 2 millioner kroner. Storhedstiden var over. Rørdam og Clausen anbefalede nu Havneby. Her var det bedre at spise men også godt at bade. Under Første Verdenskrig forfaldt det hele. 

 

Den danske konge på Föhr

Ny fleste Nordsøøer havde oprettet badesteder. Føhr var den første, der oprettet badested. Ja de gjorde det allerede i 1840. Og her holdt den danske konge Christian den ottende flere gange ferie. Senere fulgte Amrum, Sild og Westerland. Ja her kunne man endda møde den tyske kejserfamilie.

 

En meget initiativrig herre

Den 15. juli 1898 startede det nyets skud på sammen Nordsø – badet på Rømø. Det var præsten i Skærbæk. Johannes Christian Jacobsen, der stod bag foretagenet. Han var kommet til sognet i 1884, og det skulle snart vise sig, at man var en meget aktiv herre. I løbet af 1890erne oprettede han adskille foretagender i byen og omegnen.

 

Kreative navne til blokhusene

Nu mente har også, at der skulle være et badested på Rømø. Læser vi i programmerne for årene fra 1899 – 1902 får man indtryk af, at det var et særdeles stort foretagene.

Et stort klitareal var blevet købt. En række norske bjælkehytte var blevet importeret men også et pat stykker fra Harzen. Hytterne fik nogle prangende navne. Således blev et kaldt for Mäuseturm. Det skyldes, at nogle af de første beboere kaldte hinanden for Mäuschen.

En anden hytte blev kaldt for Eulenburg, fordi der havde siddet en slørugle på taget om aftenen. Ja og så ville pastoren have at man huske den germanske fortid på Rømø! Hytterne fik navne som Niffelheim, Walhall, Gudruns – ruh eller Mimiershöhle.

Andre af hytterne var opkaldt efter tyske kolonier. Det var ingen tvivl op, at de ægte germanere skulle føle sig hjemme.

 

Ikke alle hytter var lige pæne

I programmet blev man opfordret til at bestille blokhus i ordentlig tid, da efterspørgslen kan forventes at blive stor således, at der trods en fordobling i antallet af blokhuse siden sidste sommer mådeses en mangel på boliger i højsæsonen, som det står i programmet for 1900.

Selvfølgelig skulle restauranten hedde Kaiserhalle. Og det blev faktisk stående i lang tid, selv om den mistede noget af det germanske pynt efterhånden.

Inden for klitrækken i brakvandssøen var der udlejning af kanoer. Og her blev nok den mest rædselsfulde hytte opsat. Den fik det romantiske navn Swanhilds – Ruh.

Fra blokhusbroen blev der opført en gangbro over hele den breve forstrand til strandkanten. Her lå Strandhalle, hvor man kunne få en forfriskning. Herrebadet var til højre og damebadet til venstre. Og moralen var det også sørget for.

 

Direkte vogn fra Berlin til Skærbæk

Nu var det lidt besværligt at komme her over til Rømø. I programmet er der også trykt togplan fra Hamborg til Skærbæk. Derfra kørte man med hestevogn til brohovedet. Herfra sejlede dampskibet til Kongsmark.

I sommeren 1902 var der indsat direkte vogne i toget fra Berlin ril Skærbæk. Ja man kunne rejse fra Berlin klokken 9 om formiddagen og være på Lakolk klokken 8 om aftenen. Det var efter datidens forhold en meget hurtig forbindelse.

Onde tunger fortæller, at da pastor Jacobsen fuld af forventning indfandt sig på Skærbæk Station den dag, da den første vogn fra Berlin ankom, blev han skuffet, idet der kun var en enkelt familie med, som ønskede at besøge Nordseebad Lakolk.

 

En ”Spuhrbahn” på Rømø

Når skibet kom fra Kongnsmark efter cirka 50 minutters sejlads, hvis der ikke var forsinkelser på grund af maskinskade, eller fordi det strandede på vaderne.

Det skam af skinner til Lakolk. I de første år blev banen betegnet som Dampf – Spurbahn. I 1900 blev det betegnet som Spuhrbanhn. Damphesten kom aldrig.

Troljebanen ved Lakolk blev trukket af to heste. Nu havde de også kun en vogn og trække med. Man havde planer om noget langt større. Men banen holdt alligevel til 1940.

 

Lidt klodset måde at sætte tekst op på

Jo pastoren gjorde sandelig meget for at lokke turister til. Men teksten op brochurerne var klodset og rodet. Naturen blev prist i høje skyer. Der blev brugt meget plads på at fortælle, hvordan en ørn fanger en hare.

 

Ruiner findes frem

Endvidere bliver der brugt masser af tid til at forklare kvindedragten. Ja og meget overraskende får vi at vide, at Lakolk var navnet på en gammel forsvunden frisisk landsby:

• Ved usædvanlig lav ebbe, bliver ruinerne (ordet fremhævet i teksten) af denne landsby, som opslugtes for århundrede siden, synlig på den oplukkede sandbakke ca. en halv mil fra klitterne.

 

I den tyske ånd

Lakolk skulle have været et ægte tysk foretagende. Det skulle have været et kulturcentrum, hvorfra den tyske ånd, skulle brede sig.

• Under pastor Jacobsens anførsel drag krigsforeningen ned til stranden, hvor der brændte et mægtigt bål, hvis gnister knitrende steg til vejrs fra tjæretønderne.

 

• Et ejendommeligt trylleri grab sjælen, havns brusen, midsommerbålets blusende luer, som højtflammende slog op imod den mørke skydækkede himmel, og i bålets skær pastor Jacobsen, om holdt eb pragtfuld, af oprindelig edda – kraft og stolt germanisme fyldt prædiken til havet. Dertil tonerne af patriotiske melodier. Sandelig, der var en smuk og stemningsfuld fest, fuld af dybtgribende virkning!

 

• Senere holdtes der kraftige taler i Kaiserhalle. Pastor Jacobsen oratoriske mesterskab var af tændende virkning. Bankdirektør Lassen talte i tændende ord målbevidst og energisk om situationen og tyskhedens kulturopgaver i Nordslesvig. Og i glassene klang.

 

 

 

Sejren blev fejret hvert år

Den 2. september blev det fejret lige som en helligdag. Da vandt tyskerne over franskmændene i 1870. Som led i fortyskningsprocessen, blev børnene fra øens tre skoler inviteret til sejrsfest på Hotel Römerhof (Hotel Rømø i Kongsmark). Dette hotel lå ved anløbsbroen og var en del af Lakolk – etablissementet.

Lærer Dahl fra Sønderby Skole kan huske, hvordan festen var i 1903:

• Som i de tre foregående år, blev dette år Sedan – festen t for alle øens skolebørn på hotellet ”Römerhof” i Kongsmark. Festen indledtes med en tale af lærer (I år var det undertegnede). Talen sluttede med at leve for kejseren og derpå sang nationalsangen. Så legede børnene under lærerens tilsyn og ledelse og senere blev de beværtet med chokolade og kager, og hvert barn fik overrakt en lille nyttig gave. Til slut holdt Hr. pastor Paulsen en tale, hvor han på børnenes vegne takkede festens givere, badeselskabet ”Lakolk” og Kurgæsterne.

 

Storhedstiden var over

Også de følgende tre år omtales Sedan – festen på Römerhof, men i 1907 skriver lærer Dahl:

• Sedan – dagen blev i år mindet i skolen, da der ikke afholdtes nogen børnefest på Römerhof i Kongsmark. Badedirektionen fra Lakolk havde ikke inviteret.

Storhedstiden på Lakolk var ovre. I de følgende år opretholdt man traditionen ved Sønderby Skole, idet lærerne og nogle forældre betalte, så der kunne holdes en fest for børnene. Da lærer Dahl gik af i foråret 1913, ophørte man at fejre Sedan – dagen på Rømø.

 

Underskud på to millioner kroner

Den første sæson kom 300 badegæster, og næste år var der 2.200, så man var optimistiske, men det gik hurtigt ned ad bakke. Pastor Jacobsen var ganske vist en højt anset mand i tyske kredse, og i 1902 var han opstillet til rigsdagsvalget, men fik under en tredjedel af stemmerne og blev således ikke valgt. I 1903 ramlede hans foretagender sammen som et korthus, og præsten gik fallit med et underskud på to millioner mark, hvilken var efter datidens forhold en formidabel sum.

 

Rejsebeskrivelser fra Valdemar Rørdam

Lakolk var igen blevet normal igen. I 1905 havde Valdemar Rørdam besøgt stedet:

• Lakolks villarækker lå i klitterne med knuste ruder og revnede døre. Træbroerne fra hus til hus var livsfarlige at færdes på for en ikke – flyver. På trappen op til badehotellet styrtede syv sultne tjenere sig over mig for en kop kaffe med 10 penning drikkepenge.

I 1912 skriver han videre, var det blevet gjort lidt i stand derude, fordi et nyt konsortium havde overtaget badestedet, men helt godt var det nu ikke.

Swanhilds – Ruh blev skildret således:

• Frygtindgydende var heller ikke den mugne musikpavillon, som på et brækket og tre halvrådne træben stod tungsindigt ludende i sumpen i øst for havklitterne, men en del af blokhusene var gjort i stand, og der var bygget to nye træhoteller. Der var dog småt med gæster.

Han spiste frokost på Strandhalle:

• Højt over sandrevlen med det grænseløse gråt og sølvgråt gyngende hav foran sig. Der kom flere gæster ud. Alle hilste de. Alle kendte hinanden. Da en dame forlangte ikke en kop, men en kande kaffe, kom jomfruen hen og bad om lov at tage min kande. Det var den eneste, hun havde.

Selv om den demonstrativt danske Rørdam finder stedet gemütligt med tysk ü, er det, skriver han:

• For tyskere af det borgerlige selskab, som der står i programmet afgjort ikke for os.

 

Rørdam og Clausen anbefaler Havneby

Samme mening har H.V. Clausen, der i sin rejsehåndbog Sønderjylland (1913) skriver:

• Badestedet Lakolk, et af Pastor Jacobsens foretagender, fører en syngende tilværelse, der bør absolut skys af danske.

Både Rørdam og Clausen anbefalede man hellere til Havneby Kro. Hos gæstgiver Laust Schmidt i Havneby var der fuld pension for 4 Mk. Det var udmærket og rigelig kost. Beliggenheden var fortrinlig, beliggenheden var lige ved sydøstkysten med sandskrænter til fri badestrand, fast bund og ved flodtid et par alen saltvand frisk ind fra Vesterhavet, skriver Rørdam. Han mente selv, at den ved Lakolk er dårlig.

 

Lakolk forfaldt under Første Verdenskrig

Under Første Verdenskrig forfaldt Lakolk fuldstændig. Efter Genforeningen blev det hele overtaget af en gæstgiver ved navn Rasmussen. Men badestedet fik ingen virkelig betydning før dæmningen blev åbnet i 1948.

I 1958 overtog søstrene Maren og Kirsten Høyer hotellet og restauranten (Kaiserhalle). Da hotellet brændte i 1965, byggede de et nyt Hotel Lakolk, en lav grå betonklods i klitternes lyse landskab. Efter Maren Høyers død i 1973 blev hotellet drevet videre af Kirsten Høyer.

 

Kilde:

• E. Sørensen: Rømø’ s Historie
• Christiansen: Vesterhavsbadet
• Packerang: Pastor Jacobsen i Skærbæk og de kirkelige myndigheder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø – endnu engang
• Rømø – den tredje tur
• Føhr en ø i Vadehavet