Da Briggen Chico af Aabenraa blev overfaldet (b)

Dette er en redigering af en artikel fra 2012. Den handler om, da briggen fra Aabenraa blev overfaldet af pirater i Hong Kong. Briggen var bygget på Michelsens skibsværft for redder Frederik Callesen. Cirka et halvt år efter skrev førstestyrmand Meinhardt ned, hvad der skete. Det er denne dramatiske beretning, som vi her bringer. Her er også beretningen om ”Familie-ringen”. De kinesiske redningsmænd overvejede flere gange, om de skulle smide Meinhardt i havet. De mente, at han var mere død end levende. Mandskabet havde forladt Chico uden at tage de sårede med. Læs her den gribende beretning.

 

Søforhør

Vi har mange gange beskæftiget os med søfart fra Aabenraa. Her er det Aabenraa – briggen Chico vi kigger på. Om bord var skipper Meinhardt, der under overfaldet i Kina blev hårdt såret.

Det var ikke langt fra Hongkong Havn at briggen Chico blev overfaldet, plyndret og sat i brand.

I Sydafrika afgav Meinhardt sin beretning ved søforhøret. Denne beretning har vi fået tilsendt af Meinhardts tipoldebarn i Grindsted, Ellen Maria Meinhardt Beck. Og så er den spændende beretning om ringen.

 

Troels Kløvedal tog samme tur

Troels Kløvedal har taget nøjagtig den samme tur op ad Ganges Floden, som Chico tog. Ellen er meget interesseret, så er det noget til denne historie om Chico, du ved noget om er du velkommen til at give os et praj, så videregiver vi dette til Ellen.

 

Bygget på Michelsens værft

Chico blev bygget i 1856 på Mads Michelsens værft i Aabenraa for rederiet Frederik Callesen. Skibet sejlede på Østasien og hjembragte ris og oversøiske varer. Kaptajner på skibet var Frederik Callesen selv, kaptajn Dresher og sidst Kaptajn Ohlsen.

 

Den 21. januar 1864

Hvad skete der med besætningen den 21. januar 1864?

Kaptajn Ohlsen: dræbt – sandsynligvis brændt ihjel

Styrmand Georg Ludewig Meinhardt: Hårdt såret, overlevede, reddet af Herluf Trolle af København. Indlagt på Seamens Hospital i Hongkong. Han skrev en øjenvidneberetning signeret den 12. august 1864 i Cape of Good Hope ombord på det engelske dampskib Vulcan

Anden Styrmand – navn ukendt: Dræbt, sandsynligvis med sabel

Matros: Navn ukendt: Hårdt såret, overlevede reddet af det engelske krigsskib Princess Charlotte, indlagt på Government Hospital i Hongkong

Dæksfolk m.m. Navne ukendte: Overlevede, stjal skibsjollen og efterlod såvel kaptajn som Første og Anden Styrmand til deres egen skæbne.

 

For meget vind

Briggen forlod, efter endt reparation af sit havari og efter igen at have indtaget sin last Hongkongs havn. Lasten bestod af ris og skibet var velforsynet til den forestående sejlads i god og sødygtig tilstand. Det var torsdag den 21.01.1864 klokken var fem om morgenen. Briggen blev bugseret af bugserbåden Sterling.

Vinden var østen med storm og stærke vindstød. Kaptajnen og styrmanden var først ikke enige, om de skulle sejle eller ikke. Da de kom ud i Leumoo – passagen fandt de ud af, at de højst kunne føre dobbeltrebede mærssejl. De frygtede at den stærke strøm fra nordøst ville sætte dem ud af kurs. Den høje sø ville standse deres fart på grund af den lille sejlføring.

De besluttede derfor at blive inde til næste morgen eller første afsejlings-mulighed. De ankrede derfor omtrent klokken 10 inden for Tamtoo Island for bagbords anker med 30 fod kæde på 8 fod vand.

 

Kaptajnen frygtede ikke sørøvere

Om eftermiddagen var luften fuld af regn med heftige vindstød. Man lod folkene gå under, bortset fra en mand på vagt. Om aftenen klokken seks var vinden stærkt aftagende. Klokken otte blev vagten sat. Andenstyrmanden formanede som sædvanligt folkene om at være vagtsomme og holde god udkig. Hvis junker eller lignende skulle nærme sig, skulle de holde skarpt øje med dem. Hvis de skulle nærme sig skibet, da skulle de omgående purre frivagten og styrmanden og straks komme agter for at få udleveret våben.

Styrmanden talte senere med kaptajnen om at då geværerne ladt. Der var omtrent tretten stykker, hvor af en var dobbeltløbet. Ligeledes ønskede styrmanden kanonen ladt. Men kaptajnen sagde at man ikke behøvede at frygte sørøvere så tæt ved havnen (omtrent 2 sømil). Styrmanden svarede at der ikke var noget i vejen for at have et skud parat. Kaptajnen fastholdt dog sit nej. De blev dog enige om at lade geværerne men ikke kanonen.

Efter klokken ni gik kaptajnen og førstestyrmanden til køjs efter at sidstnævnte atter engang havde været på dækket for at undersøge vejret.

 

To junkier nærmer sig

Omkring klokken elleve blev styrmanden vækket af den vagthavende matros (englænder) som sagde, at to junkere (kinesiske skibe) nærmede sig skibet fra agter. Styrmanden sprang ud af køjen og spurgte, om han havde purret folkene og lod ham løbe hen og gøre det. Straks som de kom op på dækket fik de udleveret våben.

Førstestyrmand Meinhardt havde straks kaldt på kaptajnen og andenstyrmanden. Derefter løb de ind i kahytten, hvor han tog en økse og løb op på dækket.

I dette øjeblik var den første junkie på bagbords side, omtrent tre til fem fod fra skibet i begreb med at lægge til siden. En junkie gik styrbords. Styrmanden løb over til rælingen for at skyde langskibs på junkien, idet han råbte til kaptajnen at det var sørøvere. I samme øjeblik kastede de såkaldte stinkpotter over skibets dæk. Styrmanden sigtede efter det sted, hvor stinkpotterne blev kastet over, og skød.

 

Kvælende røg

Kaptajnen skød ligeledes, efter at have råbt til dem, at de skulle komme væk fra skibet. Manden, der havde vagt, løb forud. Styrmanden løb igen ind i kahytten og kaptajnen fulgte efter for at hente et andet gevær. De hørte nu, at sørøverne var kommet op på dækket. Kaptajnen løb nu tilbage og låste yderdøren. Styrmanden spændte en sabel ved siden, hvorpå han løb ud i kahytsgangen.

I samme øjeblik kastede sørøverne med stor styrke og sikkerhed stinkpotter gennem dørens vinduer og skylightet. Nu var det umuligt at skyde. Der opstod en kvælende rør af svovldampe. Det var umuligt at blive der uden at blive kvalt.

Kaptajnen følte sig allerede helt svimmel i hovedet og gik ind i sit kammer og låste døren. Styrmanden gik ind i sit kammer, hvortil andenstyrmanden allerede var flygtet. Da Førstestyrmanden var kommet ind i kammeret, bemærkede han en mand foran sit vindue. Han tog sit gevær og spændte hanen. Men i samme sekund fik han en brændende stinkpotte gennem vinduet lige i ansigtet. Han lod geværet falde og snappede efter vejret.

I det samme åbnede kaptajnen sin dør og løb over til styrmanden. Sørøverne havde kastet så mange stinkbomber ind gennem vinduet i hans kammer, at han ikke mere kunne holde ud at være der. De låste nu døren. De hørte stor tumult på dækket. De var i gang med at bryde den store luge op.

Styrmanden ville skyde efter dem, men kaptajnen rådede ham til at lade være. De ville alligevel blive overmandet. Og måske kunne de uden at skyde slippe med livet i behold.

Flere stinkpotter blev kastet ind til dem. Efterhånden var det umuligt at opholde sig her uden at blive kvalt. Kaptajnen og førstestyrmanden lagde sig med hovedet under et dække for at beskytte sig mod ilden, røgen og svovldampene, der vat tættest i det øvre lag. Nu havde sørøverne slået bagdøren til kahytten ind og besat den inderste del af kahytten, hvor de slog alt itu eller rendte med tingene.

 

Begrænset med frisk luft

Kaptajnen og styrmanden klagede nu over smerter i hovedet. Muligvis var der frisk luft under halvdækket, hvor en lille luge i andenstyrmandens køje gav adgang. Nu blev lugen åbnet. De kravlede nu alle sammen ind og satte sig under lugen, så godt det kunne lade sig gøre.

Kort tid derefter forsøgte sørøverne at slå døren til kammeret ind. De opfordrede dem til at komme ud og give dem de penge, der var på skibet. Kaptajnen kunne ikke holde det ud mere. Nu var svovldampene også trængt ind til dem under halvdækket i kammeret.

Kaptajnen svarede dem, at de gerne måtte tage alt. Han ville gerne give dem alle de penge, der befandt sig på skibet, hvis de ville spare deres liv. De svarede på engelsk og talte ganske korrekt. Når de måtte få, hvad de ville have, og han ville give dem pengene, så skulle de vare komme ud på dækket, så ville de ikke gøre dem noget. Sørøverne blev ved med at tale godmodigt om, at de bare skulle komme ud.

Kaptajnen sagde, at nu kunne han ikke holde det ud mere. Han ville gå ud på dækket. Styrmanden rådede ham fra det og sagde at sørøverne var fulde af løgn. De kunne ikke styre deres mordlyst. Men det mente kaptajnen ikke.

 

Kaptajnen slået ned

Styrmanden foreslog at kaptajnen skulle tage et gevær, som endnu var ladt eller en sabel. Valgte han det ene, ville styrmanden tage det andet og følge med ham derud. Men dette ville kaptajnen slet ikke høre tale om. Han sagde:

 

• Når vi kommer på dækket med våben, så vil de helt bestemt slå os ned.

 

Styrmanden frygtede for, at de alligevel ville føre det og rådede kaptajnen til at blive, når han nu ikke ville tage våben med sig. Men han åbnede døren og gik ud. Da han stod i døren, sagde sørøverne til ham, at han skulle gå ud på dækket. Han gik ud på dækket og tog nogle få skridt. Fra kahytten kunne man høre, at han gav et par høje skrig fra sig, derpå hørte de et fald og endnu et par små skrig, mens han lå. Det var ved denne lejlighed opstået stor tumult på dækket, men så blev der stille et par minutter.

 

Andenstyrmand faldt

Styrmanden var heller ikke til at formå at tage et våben. I stedet begyndte han at råbe, at kaptajnen var død. Han foldede bønderne og bad. De befalede ham at komme ud på dækket. Styrmanden trak sin sabel. En sørøver som stod i kaptajnens kammer med en ladt revolver i hånden så dette. Mens han råbte noget på kinesisk, forsøgte han at spænde revolveren for at skyde styrmanden. Men det var ikke muligt. Åbenbart forstod han ikke at håndtere revolveren.

Men der lød et par skrig fra Andenstyrmanden, hvorefter han faldt.

 

Førstestyrmanden ramt i panden

Da Førstestyrmanden nu kom ud, var sørøverne klar med nogle som han dog afværgede. Men i det samme kom to hug fra en anden side. De ramte ham til højre i panden. Han kom til at ryste over hele kroppen, men det gik over, da han mærkede det varme blod fra sårene løbe ind i munden. Han blev besat af et ganske ukendt raseri. Han vendte sig mod højre, hvor sørøverne lige så hurtigt veg tilbage.

Styrmanden skønnede, at de var godt to hundrede mand. Mange lossede ris til begge sider over i junkierne. Desuden var dækket og kahytten fyldt med folk, mens andre var i gang med losningen. Styrmanden slog sig igennem for at komme forud på skibet. Han nåede også lykkeligt derud, men ikke uden mange og svære sår. Da han kom til kabyssen, fandt han ingen af mandskabet på dækket.

 

Tænkte på at svømme i land

Han tænkte han på at springe over bord for at forsøge at svømme i land.

Var han ikke blevet hindret deri, ville han ubetinget straks være druknet. Han var på styrbords side, hvor han slog sig igennem, så løb han til og sprang op på spilhovedet og derfra over mod rælingen, inden han smed sin sabel ind imellem sørøverne. Men da han sprang over mod rælingen, fik han et voldsomt slag i hovedet. Issebenet blev gennemhugget fra den ene side til den anden. Han faldt straks tilbage og lå nu foran spillet nærmest som en død. Da han noget senere kom til sig selv igen, var sørøverne ved at forlade skibet.

 

Kaptajnen bad drengene finde Andenstyrmanden

Junkerne lå lige agter og drev indefter med strømmen. Mere så han ikke for nu besvimede han igen. Noget senere kom han til sig selv igen. Han opdagede da, at en af folkene Johann von Alsen lå på den anden side af spillet og var såret. Han talte til styrmanden, der atter engang besvimede.

En tid efter kom Førstestyrmanden dog atter engang til sig selv. Han hørte kaptajnen kalde på drengene. Det var henne agter fra. Han befalede dem til at bære ham ind i kahytten, da han frøs meget.

Førstestyrmanden hørte, at de arbejdede med ham. Men de kunne ikke rigtig flytte ham. Derpå hørte han, at de dækkede kaptajnen til med tøj. Kaptajnen spurgte drengene, hvor Førstestyrmanden var. De svarede, at det vidste de ikke. Han befalede dem så at gå forud og se godt efter på dækket.

 

Kaptajnen frøs stadig

Drengene kom og fandt Førstestyrmanden, der lå midt i en blodpøl med hovedet på den styrbords ankerkæde. Kahytsdrengen, der begyndte at græde, løftede styrmandens hoved bort fra kæden og bad den anden dreng om at hente en hovedpude, som de lagde under hans hoved. Nu vendte de begge grædende tilbage til kaptajnen, som spurgte dem, hvorfor de græd. De sagde at Førstestyrmanden lå forude ved spillet med flækket hoved og helt fuld af sår. Han kunne ikke tale og var næsten død.

Kaptajnen sagde da på dansk:

• O Gud, O Gud, den stakkel

Førstestyrmanden hørte så kaptajnen sige, at han stadig frøs. Om de ikke atter engang kunne forsøge at bære ham ind. Men mere hørte Førstestyrmanden ikke. Han besvimede atter engang.

 

Ilden bredte sig

Senere hørte han dog drengene sige til kaptajnen, at sørøverne havde sat ild til skibet. Han befalede dem til at forsøge at slukke branden. Men så var han igen væk. Hvor længe han var væk vidste han ikke. Men han vågnede, da han så to af mandskabet komme ud af logiet. De gik over til bagbords side og blev stående ved forreste kant, tilsyneladende for at vente på de andre, som man kunne høre på trappen.

Det sortnede igen for øjnene. Han kom først til sig selv, da hele agterskibet stod i flammer. Kahytten var næsten helt nedbrændt, men atter engang besvimede han.

Der må have gået lang tid, for da han vågnede sjette gang, så han skibet fra agter til formasten i flammer. Stormasten lå allerede udenbords på styrbords side. Hele dækket fra agter til tæt ved kabyssen var brændt væk, og kun en vandtønde på hver side var tilbage.

Den forreste rigning stod i flammer. Der stod også en heftig ild op af forreste luge. Med dette skrækkelige skuespil for øje vågnede han op. Han følte sig hensat til dybeste elendighed. Men hans kræfter (formodentligt af heden) vendte tilbage. Han følte en forfærdelig tørst. Så snart han kunne røre sig., begyndte han at arbejde på at komme op, hvilket også lykkedes efter lange og store sindsbevægelser.

 

Han drak en masse vand

Han kunne ikke bevæge venstre fod og arm. Det sidste syntes at være hugget af. Af smerter følte han egentlig ikke noget, kun at hans krop føltes tung. Han arbejdede sig, da den sårede matros var borte, over mod bagbords side hen mod den tilbageværende vandtønde, som også allerede var ved at komme i brand for at stille sin brændende tørst.

Han drak temmelig meget vand, uden at hans tørst blev stillet. Han kunne ikke opholde sig her ret meget længere. Derefter arbejdede han sig tilbage igen og forsøgte at komme op ad bakken, hvilket også lykkedes efter lange og svære anstrengelser.

Det var på høje tid. Det var på høje tid. Ilden fra for-lugen havde nu sat spillet i gang. Han arbejdede sig forud og satte sig ned. Han havde 27 sår, hvoraf flere var svære og dødsensfarlige, uden menneskelig hjælp og bistand.

Han så kun skibshunden, som løb omkring ham og hylede og rystede. Det var det eneste levende væsen, som var at se. Han var forladt af sine egne folk og havde nu store smerter.

 

Skulle han vælge ilden eller vandet?

Ved daggry indfandt der sig en mængde små kinesiske både. De kom for at stjæle tovværk til sejl. Han kunne dog ikke få nogen til at redde sig selv ikke for 10 dollars.

Ilden bredte sig ud til bakken. Han måtte igen flygte. Trods sine svage kræfter arbejdede han sig ud under bovsprydet. Forsejlene brændte også straks løs. Store stykker af brændende sejldug blev af vinden fra agter ført frem. Det faldt nu omkring styrmanden. Nogle ramte hans hoved og krop.

Til sidst kunne han ikke fjerne stykkerne så hurtigt, som de faldt over ham. I denne tilstand var han nu ved at miste håbet. Hans skjorte var allerede forbrændt på skuldrene. Nu havde han valget til at overgive sig til et af de to modsatte elementer- ilden eller havet. Han valgte det sidste og med Guds hjælp blev han reddet.

Her skulle den sørgelige historie om briggen Chico vel være til ende. Men det er den dog ikke.

 

Er du en gammel kælling?

Efter at sørøverne havde været borte et stykke tid og folkene ikke havde hørt noget, vovede en af matroserne sig op på dækket for at spejde. Da han så, at junkerne var borte, kaldte han straks de andre op på dækket. Ifølge den sårede matros udsagn gik folkene straks i gang med at sætte en jolle i vandet og fik derefter alle i båden.

Forinden havde den sårede talt til dem, og da han så dem gå i båden, råbte han til dem fra sin plads ved lugen, at de ikke skulle tage bort uden at tage ham med, og at en mand skulle komme og hjælpe ham. Han fik det svar:

 

• Hvis du vil med så kom

 

Han sagde at han ikke kunne gå og bad dem komme igen, at dog en ville komme hen og hjælpe ham, fordi han havde flere sår på sine ben. En af matroserne (født i Preussen) gav ham et svar:

 

• Hvorledes, du er vel ikke en gammel kælling? Hvis du vil med, så kom, ellers sejler vi.

 

Den sårede gentog endnu engang sin bøn, men fik samme svar. Derefter gik en efter en i båden. Så arbejde den sårede sig krybende på hænder og fødder så hurtigt som muligt langs dækket hen midtskibs og derfra ned i båden, hvorpå de straks stødte fra og roede væk efterladende den endnu levende kaptajn og Førstestyrmanden og den døde andenstyrmand.

 

De ville ikke hjælpe den sårede i land

De roede nu hen i Leumoon-passagen, hvor de gik i land, da de var bange for at fortsætte til Hongkong Havn af frygt for sørøverne. Den sårede ville de ikke hjælpe i land, men lod ham ligge i båden, hvor han nær var druknet. Bundproppen var røget ud. Båden løb fuld af vand. Her lå han til næste formiddag, hvor han blev samlet op af en båd fra det engelske krigsskib Princess Charlotte. De havde en læge ombord. Derfra blev han bragt til Government Hospital i Hongkong, hvor vi nu forlader ham. Efter tre ugers forløb var han igen rask og hans sår lægt.

 

Truet med stor kniv

Førstestyrmanden besluttede sig for at overgive sig til havet. Han ville lade sig falde. En af de mange kinesiske både med fem mand ombord havde iagttaget hændelsen. Båden kom helt hen til ham og tog ham indenbords. En mand kom nu med en stor kniv og holdt hen over Førstestyrmandens hoved og spurgte om og hvor han havde penge. Men han havde ingen.

De spurgte så, hvordan de så skulle få de 10 dollar som han tidligere havde lovet dem. Dem skulle få af den danske konsul, når de bragte ham til havnen i Hongkong, svarede han. De talte nu med hinanden om det på kinesisk, inden de roede afsted.

 

Kineserne ville først have noget at spise

Da Førstestyrmanden nu så at de roede mod Leumoon – passagen sagde han, så godt han kunne tale, at de roede i den gale retning. Han fik nu at vide, at hvis han ikke straks holdt sin mund, ville de kaste ham overbord.

Efter et stykke tid sagde de til førstestyrmanden, at han ikke skulle være bange. De ville ikke gøre ham noget, men de ville først hjem og hente noget at spise. De roede helt op i bugten med ham. Efter at de havde slæbt båden med Førstestyrmanden op på stranden gik de lystigt syngende ind i landet.

Efter omtrent halvanden time kom de tilbage og roede så mod havnen i Hongkong med ham. På vejen lige inden Leumoon-passagen tabte Førstestyrmanden igen kræfterne og besvimede.

 

Overvejede at smide Førstestyrmanden over bord

Da han igen kom til bevidsthed, lå kineserne stille og roede ikke. Den ene som kunne lidt engelsk, spurgte om han mente, at han kunne leve så længe til de fik ham i land, ellers ville de ikke ro videre. Hvis han nu skulle dø, ville de ikke få noget for deres ulejlighed. Han mente at de lige så godt straks kunne smide ham ombord, for han synes at Førstestyrmanden virkede mere død end levende. ’

Førstestyrmanden anstrengte sig nu og sagde at han nok skulle leve. De skulle bare ro hurtigt til, hvad de så også gjorde efter at de havde talt sammen om det.

Førstestyrmandens kræfter forsvandt dog hurtigt igen selv om han anstrengte sig meget. Han så den fare som han befandt sig i. Så besvimede han alligevel efter kort tid.

 

De var i gang med at smide ham overbord

Hvor længe dette varede vidste han ikke. Da han kom til sig selv, var han omgivet af de fem kinesere, der havde taget fat i ham og løftet ham op.

Da han slog øjnene op. Lagde de ham ned igen. De satte sig rundt om ham og talte til ham. De sagde, at nu ville de ikke ro længere men kaste ham overbord, da han ikke kunne leve længere.

Herved ville han dø med det samme. De mente, at jo før det skete, des bedre var det for ham selv. Det gik endnu et stykke tid inden Førstestyrmanden var i stand til at tale. Han bad dem nu inderligt at ro videre. Det vartede dog noget inden de gjorde dette.

 

Mødet med Herluf Trolle

Kort tid efter så Førstestyrmanden den danske bark Herluf Trolle. Han bad nu kineserne at bringe ham ombord på skibet.

Tæt ved skibet besvimede han igen, men da de kom op på siden af skibet, kom han til sig selv igen. Han fandt styrmand Ravnkilde (en ven af ham). Nu besvimede Førstestyrmanden igen. Og i en periode på ca. 8 dage kan han ikke huske noget som helst.

Førstestyrmand Ravnkilde fra barken Herluf Trolde af København bragte ham straks til Seamenns Hospital ved hjælp af Mr. Rohs eller Ross, som han traf, da de kom i land. Denne havde tømret på Chico og var blevet gode venner med Førstestyrmanden.

 

Lægerne mente, at der var få timer tilbage

På hospitalet kaldte Resident Mr. Adams doktor Schebeling til hjælp. De behandlede og forbandt så Førstestyrmanden. De opgav dog samtidig håb om at kunne redde ham. Doktor Adams erklærede over for styrmand Ravnkilde, at der kun var få timer tilbage.

Førstestyrmanden fra Aabenraa – skibet, Chico kunne slet ikke tale mere og kendte ingen. Han overlevede dog de næste tre uger. Og nu begyndte han ganske langsomt at gå en helbredelse i møde. I løbet af 4 ½ måned var han nået så langt, at han kunne forlade hospitalet. Han kunne nu begive sig på hjemrejsen, men det skulle foregå under lægetilsyn.

 

Nedfældet i Sydamerika

Her vil vi nu forlade Førstestyrmand Georg Ludewig (Ludwig) Meinhardt. Historien som du har læst, er skrevet efter hans dagbog som blev nedfældet i Sydafrika:

 

• Dateret om bord på H.B. Mays steam Ship Vulkan

Simmons Bay

Cape og good Hope 12 te august 1864

 

Historien om Familie-ringen

Men historien er stadig ikke slut. Der er nemlig tilknyttet historien om Familie-ringen

Ifølge beretningerne skulle Familie-ringen, der er gået i arv til alle de ældste døtre af Meinhardt-slægten siden 1864 være købt på denne rejse.

Onkel Georg i Flensborg, der var søn af Georg Ludwig Meinhardt har fantasifuldt malet historien vedrørende denne smukke guldring med de mange diamanter. Han påstod, at hans far havde gemt ringen under armhulen, alt imens piraterne spredte død og ødelæggelse omkring sig. Og han havde købt denne til sin elskede kone.

En god historie, men nok ikke helt rigtig. Marie født Jessen, som han godt nok senere blev gift med, var på daværende tidspunkt kun 6-7 år gammel. Måske havde Georg Ludwig købt den til sin mor Anna Botilla.

Ingen kan vide, om den er købt før eller efter overfaldet, men det er vel også ligegyldigt. Marie fik i hvert fald ringen og blev gift med vores hovedperson. Om hun så fik den, da hun blev gift eller da svigermor døde i 1877, vides ikke.

Cathrine fik ringen ved sin mor, Maries død i 1902, da hun var 16 år. Tidde, som Cathrine blev kaldt, ejede ringen indtil 1960.

Hun døde hos sin datter Marie Eggertsen, født Meinhardt i Bjæverskov ved Køge. Ringen gik videre til Marie, der kun nåede at eje den i fem år. I 1965 gik den videre til Bodil. Ved hendes død vil den gå videre til hendes datter, Ellen Marie.

Det er ingen tvivl om, at ringen er købt i Sydamerika, diamanternes land.

Denne beretning som I lige har læst kære læsere vil gå videre hos Familien Meinhardt. Og det er klart at familien vil værne om ringen til minde om Førstestyrmanden.

 

Sådan står det skrevet

Som det så smukt hedder i Familie-beretningen:

 

• 150 år er i menneskenes verden så langt et spænd af tiden. For ringen er det som få minutter. Den kan bestå evigt, hvis den ikke igen bliver opslugt af jordens indre i et ragnarok af ild. Menneskerne kan ødelægge den som ring, men bestanddelene guldet og diamanterne, vil kunne ændres af jordens kredsløb. Det er en skøn tanke.

 

Kilde:

• Familien Meinhardt
• dengang.dk – div. artikler

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.690 artikler. Under Aabenraa finder du 162 artikler, herunder om Søfart:

 

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Søens folk fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Søfartshistorier fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, skibe og søfart
• En skibskaptajn fra Aabenraa

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde:

• Oplysninger fra Familien Meinhardt

 

Hvis du vil vide mere – www.dengang.dk indeholder 1.690 artikler. Under Aabenraa (162 artikler) finder du følgende artikler om Søfart: