Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen

Hvem er Achton Friis? Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder i 1932 – 33. En maler med humor. Et Tornerose Slot. De smukke ”Aabenraa – piger”. En tur til Varnæs. Der var også noget trist. Bakkerne blev mere voldsomme. Turisterne var endnu ikke kommet – dengang. Udsigt fra Galgebakken. De rige Løjt – gårde. Jinges grav. Flere ulve på egnen. Nu kommer ”de Genner – drenge”. Nis Kromand. Knivsbjerg og Røde Mølle.

 

Hvem var Achton Friis?

Vi har bladret lidt i ”De Jyders Land”, og her er vi så standset op, da Achton Friis mødte egnen omkring Aabenraa. Vi kommer i denne artikel langt omkring. Det er lige fra Varnæs til Knivsbjerg, Rødekro, Øster Løgum. Genner, Løjt Land og selve Aabenraa. Achton Friis har sin helt egen måde at lovprise naturen på. Vi vil så ind imellem ikke spare på kommentarer. Vi skal lige gøre opmærksom på, at det var 1930erne, at den berømte forfatter og eventyrrejsende besøgte området.

Han skrev ”De Jyders Land 1 – 2 i 1932 – 1933. Og de ældre af os er jo klar over, at han inden da havde skrevet ”Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han ”De Danskes Øer, et trebinds væk over 132 øer. Ja og ikke nok med det. I 1936 – 1937 blev det så til et to binds værk Danmarks Store øer.

 

Aabenraa er ingenlunde distanceblænder

Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder. Gå blot en sådan solfyldt majdag gennem den gamle del af byen gennem Ramsherred og Slotsgade ja så tror du, at du befinder dig i en provinsby fra midten af det 18. århundrede.

Se på alle de nysgerrige karnapper, der stikker hovederne frem foran hinanden og kigger på langs ned ad gaden. Men først og fremmest, list dig ind i en af de gamle baggårde, hvor hylden hælder ud over de frønnede plankeværker og småbygninger snubler over hinanden – et sted for katte og kanariefugle og Aabenraas gamle skippere. Et sted, hvor Spitzweg kunne have hentet alle sine motiver.

 

En maler med humor

Her skal vi nok lige skyde ind, at Carl Spitzberg var en tysk maler, der først kom sent i gang. Han var egentlig apoteker. Han forstod, at forene realisme, fantasi og humor og levede fra 1806 til 1885. Mange af hans motiver var nemlig fra byer som kunne minde om Aabenraa.

 

Et Tornerose – slot

Gå ned til den mindste af byens havne, Nordhavnen og se som jeg i dag en tremastet Helsingborg skonnert laste træ med baggrund af den nære bøgeskov og himmelhøje bakke – den blåsorte tjære på det brede skrog, masternes ravgule søjler og de nøgne fyrrebjælkers mængde.

Så er det Dronning Magrethes slot, nu embedsbolig men med omgivelser så eventyrlig som var det en Tornerose, der sov bag dets mure og ikke en amtmand. Slettet med dets omgivelser danner klimaksen af hele egnens skønhed. Det skal ses sydfra over engene med græssende kvæg, disse engflader, der danner fjordens fortsættelse og er lige så jævne som dennes vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk landskab findes ikke.

Frodighed og velplejethed præger det og de omgivende skove. Bakkernes kraftige fald mod fjord og enge og de rige agre.

 

De smukke Aabenraa – piger

Man må jo sige, at Achton Friis forstod at beskrive Aabenraas skønhed. Men det er ikke spor overdrevet. Jeg husker en sommerdag, hvor vi cyklede fra Ensted ned mod Kystvej. Så derude på fjorden så vi Dannebrog ligge der på stille vand. Sådan et syn glemmer man heller ikke.

Ja-ja. Her skulle man misunde dem, som går i denne ”Wunderschöne Monat Mai og rejs til Aabenraa. Aldrig på noget andet sted af så ringe udstrækning har jeg set så mange yndige piger som her. De er lyse og lysblonde til hobe og i dette solskin går de alle i fine lette sommerdragter. De bararmede blondiner med den lette solbrunede lød og de slanke legemer, den yndefulde gang, det rene, bedårende ungpige – blik. De er som åbenbaringer. Forårets Apotheose Primavera mødt hundrede gange på gaden i Aabenraa.

 

En tur til Varnæs

Fra Aabenraa skal man tage ud ad vejen langs fjordens sydside til Varnæs, men man bør helst gøre det på en høstdag, en augustdag med karsk vejr og sol over de åbne kornmarker., hvor negene står tæt med hver sin solglorie om toppen, over den blå fjord og skovens vindrørte kroner. Mellem kraftigt svungne banker med spredte trægrupper fører vejen bestandigt med udsigt over den brede fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et såre pragtfuldt sted.

Yderst står klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule skred ned mod en strand, der er dækket af mægtige nedrullede kampsten. Helt ude på findes et sted som stærkt minder om ”Stenkastkrogen” på Romsø men hvis kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige.

Ovenfor klinten et fuldkommen romantisk landskab med sæd- og kløvermarker og højstammede trægrupper, kulminerende ved den yndige gård ”Varnæs Vold”. Her er storslået og mildt på en gang, yndefuldt som et folkeeventyr er dette landskab – de røde køer, den grønne kløvermark, vejens slyng ned mod gården i den dybe dal mellem de skovklædte højder, fjorden derude med den hvidtskummende kyst. Det er vidunderligt dansk, dette østkystlandskab, dets sødme er den friske honning – ikke puddersukker som i den indre Vejle Fjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække sommergæster til som fluer, synes disse steder ukendte.

 

Også noget trist

Sammen med dommer Chr. Andersen, i hvis hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min ørkenvandring gennem alle landets hoteller, gjorde jeg udflugter til landskaberne vest for fjordene, mest ad den gamle ”Hærvej”.

Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige hedeegne i vest, er højtliggende og umådelig kuperet, og for det meste så sandet og stenet, at man skal lede længe for at finde elendigere jord. Hele denne strækning vest for linjen mellem Genner Fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det mest triste, jeg kender.

 

Bakkerne bliver mere voldsomme

Men når man bryder af fra Hærvejen ved Rødekro og kører mod Aabenraa bliver landskabet så stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt bjerglandskab man farer igennem med mægtige langstrakte banker og dybe kløfter, der åbner sig brat foran en. Men hvilke enge og marker og hvilken skovrigdom.

Dette er så sandelig en natur, som må kunne gøre den mest forhærdede brostensdyrker til lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første del af vejen fra byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme bakkeparti langs den gamle fjordlavning.

 

Turisterne var endnu ikke kommet – dengang

Op ad bjerg ned i dal står de vældige bøge med sollys gennem de unge blade, vekslende med store lysninger, hvor egebundens yppige flora er baggrund for det blanke kvæg. Men blot et par kilometer vest for byen er man atter oppe på højderyggens kam og ser de gamle hedeflader, milevidt over engene om Hærvejen mellem Øster Løgum, Rødekro og Bolderslev – en uhyre modsætning til dette Østens Arkadien.

Og Aabenraaegnen er endnu ikke blevet opdaget af turisterne, er højst besynderligt. Ja se det sagde Achton Friis dengang, men de er nu kommet godt efter det.

 

Udsigt fra Galgebakken

Jeg mindes en aften, siger vores berømte hovedperson, da vi efter solnedgang gik op på bakkerne bag byen og stod tavse og så ud over denne, mens oldenborrerne brummede og flagermusene jagede i tusmørket, da lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte gader et for et sammen med de første stjerner, da fjorden lå som et opalfarvet skjold under den violette jordskygge på østhimlen. Da bad jeg en stille bøn til den landflygtige plan om at skærme stedet mod den turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt vink om at standse en stund netop her.

 

De rige Løjt – gårde

Løjt – halvøen eller Løjt Land, det høje land mellem Aabenraa Fjor og Genner Fjord er også et besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende hegn overhånd netop her, så det næsten føles beklemmende at færdes ad halvøens veje, så frodigt gror langs deres sider tjørn og hassel, hyld og roser, syrener og brombærbuske.

Enhver bondesøn herfra skulle fare til søs nogle år. De fleste Løjt-bønder havde været viden om, før de slog sig ned på den fædrene gård. De stolte gamle bøndergårde bar omtrent helt op til vor tid spor af deres ejermænds langfarter.

I de anseelige gårde havde på den tidhver stue sin hovedfarve, f.eks. kraprødt i ”vinterstuen”, cinnober i ”Sommerstuen” og ultramarin i ”storstuen” – døre, lofter og vægge med samme farve. Langs lofterne gik forgyldte lister, og på dørfyldningerne var broget malede buketter eller ornamenter.

Jeg ved ikke, om sådanne Løjt-hjem endnu findes. De få jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt fabriksbohave og er lige som næsten alle andre bønderhjem i landet blottede for et hvert præg af ejendommelig kultur. Men blandt de gamle bøndergårde findes hernede endnu enkelte pragteksemplarer, som i hvert fald udvendigt har bevaret præget af at være rejst af godtfolk i en god tid.

Vi kan så sige til Achton Friis, at de stadig findes både på Løjt Land og Rømø – de gårde, der minder om søfart til det fjerne.

 

Jinges grav

Hele turen langs Genner Fjords vest – og nordbred ud til Sønderballe Hoved går gennem et landskab af fremragende skønhed, det er udpræget Lillebælts – natur med al dens ynde og frodighed, hvor bøgeskovens grupper løfter.

Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der på den nordre side af vejen været en hulning i jorden, som kaldes ”Jinges Grav” Det er en gammel ulvegrav, over hvilken der i sin tid var anbragt en vippe, på hvis yderste ende et stykke kød blev anbragt som madding.

En fattig kvinde ved navn Jinge gik en aften ud for at ville tage kødet, man faldt ned i kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommet folk til, der trak hende op, eller om hun døde dernede.

Hyrdedrengene fra egnen brugte tidligere den gamle ulvegrav som læ, men nu er den jævnet, et hus er bygget på stedet og en have dækker graven.

 

Flere ulve på egnen

Jes Markosen i Genner har fortalt følgende:

 

• På vores toftebanke ned mod vores nabos gård stod en kalv i tør og man lod den stå ude om natten, da ingen troede der var nogen fare for den så nær ved husene. Men en morgen da folkene kom op, havde ulvene taget livet af kalven og ædt noget af den. – Sønden for byen bed vilddyrene en nat også en del dyr og var strejfet nordpå til Krapold, hvor de samme nat bed et andet ungkreatur ihjel.

 

Nu kommer ”de Genner – drenge”

Genner – boerne skulle have været knippelstærke folk, og i deres hyppige stridigheder med Løjt – boerne var der ofte en eller anden gammel stærkodder, som klarede ærterne med et dommedagstag.

Således hændte det engang, da bønderne begge steder fra var på hovkørsel med korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjt – boerne var kommet først til broen med deres vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig på kuskesædet og råbte:

 

• Af vejen i Løjt drenge, for nu kommer de Genner drenge!

 

Da Løjt – boerne ikke hummede sig for så lidt, kørte Per Lassen hen på siden af deres vogne, der bestandigt befandt sig mellem ham og skibet. Så råbte han til kaptajnen, om at han var parat til at modtage hans sække:

 

• Javel er du parat

 

Ja sådan råbte kaptajnen fra skibet. Da stod Per Larsen op i vognen, tog en sæk i sin næve, svang det i luften og kastede den hen over Løjt – vognene og over på dækket, hvor den brast, så kornene spredtes til alle sider. Skipperen råbte:

 

• Holdt – kør væk i Løjtninger, de Genner – boer kommer ”æfor”!

 

Nis Kromand

Ikke mindre berømmelig er striden på Løjt Made blevet, hvor den gamle bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slå græs med sine folk, samtidig med at de Løjt karle brugte leerne på åens modsatte bred. Efter at parterne i nogen tir havde ”ærtet hinanden”, sprang løjt – boerne over åen og gik på med næverne.

Men en Genner – bo greb den første, der kom over og smed ham et langt stykke henad marken ned mod åen.  Så siger den gamle Nis Kromand:

 

• Nu da du har vist mig det, så kan A sgu og gjør det

 

Og så greb gamlingen en anden Løjt – bo og hev ham lige så langt væk. Ved dette syn flygtede resten af fjenderne over på deres enemærker.

 

Knivsbjerg og Røde Mølle

Udsigten fra det nærliggende Knivsbjerg er storslået. Genner Fjord ligger som en lille ting dernede som en lillebitte ting nede ved foden., et kunstigt vandspejl mellem de store skove.

Ja så er det også Runde Mølle, der ligger gemt i sin frydefulde skovdal ”med de nattergale og andre fugle små som tale” med den brusende møllebæk ved de store damme, der nu driver turbiner, hvor før vandmøllernes hjul svang om de knagende aksler.

 

Kilde

• Achton Friis: De Jyders Land 1-2

 

Hvis du vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.511 artikler heraf 149 artikler fra Aabenraa inklusive:

 

• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• En degn fra Varnæs
• Skovene omkring Aabenraa
• Fra Varnæs til Felsted
• Løjt Land – for 170 år siden
• Landmåleren fra Løjt
• Løjt Land – masser af historie og kulturer (7)
• Løjt Land – den femte tur
• Løjt mellem dansk og tysk
• Anekdoter fra Løjt
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa