For anden gang brød slottet i brand. Man manglede stiger og vand. Brandvæsnet var for langsom og folketingets formand blev beskyldt for at pleje egne interesser. Desuden udtalte han, at et tredje Christiansborg ikke ville blive opført. Dette blev betragtet som en fornærmelse mod kongen.

Christiansborg blev anvendt til audienser, kur, tafler, soireer og store og små hoffester: det var et helt fænomen at tænde de mange og prægtige lysekroners tusinde stearinlys i riddersalen. Det tog flere dage. Tanden på hvert eneste lys skulle omvikles med tænd-tråd og alle disse tråde skulle samles neden for lysekronen. Under disse stod lakajerne med små lysestabler. På signalet fra overhof-marskallen løb alle tænd-trådenes utallige småflammer til vejrs, så lysekronen tændtes.

 

Fyret op i kakkelovnen

I forbindelse med rigsdagens sammen-træden fyrede man kraftigt i slottets kakkelovne den 3. oktober. På et tidspunkt mente man, at det lugtede af gas, men det tilskrev man de nyindkøbte møbler.

En rengøringskone ville hente sit tøj, men da hun nåede op af trappen kunne hun høre noget knitren.

I et af folketingets lokaler i fløjen over det gamle kongelige bibliotek og under den vestlige ende af Riddersalen, var der udbrudt brand. Ilden var opstået i stenografernes værelse lige i nærheden af kongelogen.

Slottets og rigsdagens personale tog straks fat på at slukke ilden. Man brugte blandt andet Ildslukningsapparat. I første omgang troede man, at have fået bugt med ilden. Men en halv time senere fandt man ud af at der var ild i Riddersalens gulv. Branden menes, at være opstået klokken lidt over tre.

Der var ganske vist en brandtelegraf i portnerbygningen, men den gik ikke direkte til brandstationen, så portneren mente, at det var lige så hurtig at sende et bud hen til brandstationen.

 

Det burde ikke ske

Man var belært af slottes første brand. Derfor havde man både installeret brandmure, jerndøre vagter og slukningsmateriel. Men bygningen havde den svaghed, at den bestod af en masse hulrum.

Brandvæsnet fra den nærliggende hoved-brandstation i Nikolaj Kirketårn kom hurtig til stede. Man regnede det i starten for en lille brand, som brandvæsnet hurtig kunne få bugt med. Men i datidens aviser blev det berettet.

• Sprøjterne kom ikke hurtig nok, især kneb det for den gamle Damsprøjte til at komme derhen. Der blev straks beordret Militær til hjælp. Brandinspektør, fhv. Ingeniørkaptajn Mejer havde Kommandoen.

Christiansborg var en kompliceret bygning, og der opstod hurtig problemer. Åbenbart var brandvæsnet ikke klar over det utal af hulmure, der var på slottet. Meldingen til stationen kom ført klokken halv fem. Vagtmester Hyller begav sig sammen med stationssprøjten, 2 strålemestre yderligere 10 mand samt håndsprøjte, redningsstige m.m. til slottet. De fire andre indenbys stationer blev ligeledes alarmeret.

Klokken kvarter i fem var der endnu kun tre sprøjter til stede. Rigsdagsfløjen var da i lys lue.

Åbenbart måtte brandfolkene ikke komme ind i Riddersalen for slotsforvalteren. Brandfolkene søgte efter ilden og brød tros slotsforvalteren gulvet op.

Klokken fem var der mødt fem sprøjter op. Man mente på daværende tidspunkt at med den ild, man havde set, at være tilstrækkelig. Kort efter fem mente brandvæsnet, at de havde kontrol over situationen.

 

Rigsfløjen i lys lue

Ilden brød rigtig ud ved halvsekstiden, men først adskillige timer senere vidste man, hvor det bar hen. Klokken kvarter i seks var situationen ændret. Brandvæsnet måtte fra stationen telegrafere efter forstærkning. Pludselig opstod der eksplosioner, antagelig forårsaget af gas. Man meldte om de første sårede brandfolk.

Dampsprøjterne fra Gothersgade var blevet bedt om at komme. Men her havde man kun mandskab til at betjene en af tre.

Man havde tre heste med seletøj, men kun en kusk. En kulvogn burde også have været afsendt, men man savnede en kusk. Først kokken halv otte var alle dampsprøjter i brug. Pludselig manglede man vand. Den ene dampsprøjte fungerede ikke mere.

Efterhånden kom brandkorpsets reserve, sprøjterne fra broerne og suge-værkerne fra depothuset i Gothersgade.  En masse mennesker var i gang med at evakuere malerier, bøger, protokoller med mere. Dette forhold gjorde det bestemt ikke lettere at bekæmpe ilden.

På Det kongelige Teater opførte man den aften Statsmand og Borger. Men man nåede ikke ret langt før forestillingen blev afbrudt. Emil Poulsen trådte frem og fortalte at slottet stod i luer. Det blev ikke til mere skuespil. Folk gik ned til stranden for at betragte et andet mere uhyggeligt skuespil.

I og omkring slottet var det natten igennem en heftig aktivitet. Man kunne have forventet at der skete en evakueringsplan. Men det var ikke tilfældet. Redningen af værdierne foregik til dels efter tilfældighedernes princip.

Indtil kvarter i otte havde man håbet at begrænse ilden til Rigsdagsfløjen, som med en brandmur var adskilt fra hovedbygningen. Men det var umuligt at begrænse flammehavet. Klokken halv otte var der ild i hoved-fløjen.

Ved ni-tiden havde havnevæsnets to dampsprøjter indfundet sig. Marinens samt Amagers dampsprøjte havde ligeledes indfundet sig. Senere mødte Ladegaardens sprøjte op.

 

Tavse og triste

Tilskuerne stod tavse og triste, mens de observerede det sørgelige syn. Himlen var oplyst, de vældige rødgule flammer dannede et kraftigt lys. Et uhyggeligt bulder opstod, da skorstene faldt.

• Skridt for Skridt, Fod for Fod væltede Ilden frem. Sprøjternes Straaler faldt som Draaber i Ildhavet. Og der var Øjeblikke, hvor det hele saae ud
  som vild Flugt for Elementernes Rasen. Kavaler-fløjen faldt.

Plænen omdannet til pulterkammer

Klokken halv tolv brændte alle slottets fløje. Træværket var faldet ned, og man kunne stadig høre knald fra faldene bjælker. Det lød som et helt bombardement. Da ilden brød ind i Dronningefløjen var Thorvaldsens Museum og Slotskirken stærkt truet.

Man råbte hele tiden efter vand og stiger. Men der var hverken det ene eller andet. I kælderen brændte gassen endnu. Man kunne ikke slukke. Ingen vidste, hvor hovedledningen var.

Man frygtede at branden ville brede sig til andre dele af hovedstaden. Alle evakuerede ting blev samlet på plænen foran Frederik den Syvendes statue. Den blev omdannet til pulterkammer.

 

Kirken ødelagt

Brandvæsnet havde forventet, at den dobbelte jerndør til kirken havde været aflåst. Men her fandt man soldater i gang med at brække det kostbare gulv op. Denne vandalisme fik man stoppet og fjernet soldaterne, samtidig med at adgangen til kirken blev bevogtet. Havnevæsnets dampsprøjte ydede en stor hjælp
til at oversprøjte kirken med vand. Den stærke vind spredte ilden med stor hast mod kirken.

Under branden modtog man et telegram fra Malmø, der tilbød dampsprøjte og mandskab. Ved tretiden om natten ankom mandskabet fra Sverige til havnen. Men da var hjælpen ikke mere nødvendig.

Og for at det ikke var nok, så indløb der en brandalarm fra brændevinsbrænderiet i Nyboder om morgenen ved seks tiden. Op af formiddagen den 4. oktober blev der meddelt om brand i slotskirkens tag, men dette blev dog hurtig slukket.

 

Kongen – dybt berørt

Kongen var ved 19 – tiden blevet underrettet om branden. Han kørte derpå straks mod byen og umiddelbart til brandstedet. Han var ledsaget af Prins Valdemar og sin bror, Prins Hans. Prins Valdemar var hele aftenen behjælpelig med at redde, hvad reddes kunne.

Da dronningefløjen var fortabt, gav Kongen ordre til at sprænge den lille mellem-bygning til kirken med dynamit. Sprængningen blev foretaget af Løjtnant Faber fra Ingeniørtropperne.

Ved to – tiden meldtes kirken og museet ude for brandfare. Kongen var dybt berørt over branden. Han udtalte følgende:

• Under den Sorg, som igaar har ramt Os, vor Hovedstad og hele Landet, idet det stolte Christiansborg i Løbet af faa Timer er blevet et Rov for Flammerne, føle Vi Trang til at udtale Vor oprigtige og hjertelige Tak for de Beviser paa Mod og Uforsagthed, utrættelig ihærdighed og
  opfordrende Beredvillighed til at yde Hjælp, der – som Vi selv personlig havde Lejlighed til at overbevise Os om – i saa fuldt Maal aflagdes
  ikke blot af Kjøbenhavns Brandcorps og af Hærens og Flaadens forskjellige Afdelinger, Officerer, Underofficerer og Menige, men ogsaa den studerende Ungdom, saavel som Borgere af alle Samfundsklasser. Det er disse forenede Bestræbelser, det skyldes, at de nationale Skatte, som Slottet husede, I det væsentlige ere blevne frelste fra Undergang.
• Givet paa Amalienborg den 4de October 1884
• Christian R.

 

Formanden i centrum

Folketinget og Rigsdagen måtte holde deres møder under primitive forhold i Fredericiagade. Her forblev man til 1918, hvor man kunne tage det tredje Christiansborg i brug. Højesteret måtte flytte til Det Bernstorffske Palæ i Bredgade.

Og Folketingets formand kom i søgelyset, fordi han udtalte, at der ikke blev bygget et tredje Christiansborg. Dette blev bevidst misfortolket som en fornærmelse mod kongen. Formanden blev også beskyldt for at have ladet redningsmandskabet sørge for sit eget møblement forud for alle kostbarheder i den kongelige malerisamling.

Man regnede med at branden havde kostet tre unge soldater livet. Mindst 15 var blevet kvæstet, mange alvorlig.

 

Anerkendelse og kritik

En del brandfolk fik efter branden tilkendt dusører for deres arbejde. Det overordnede personale måtte nøjes med at have deltaget i det vanskelige slukningsarbejde. Dagbladet roste også brandvæsnets indsats men satte spørgsmålstegn ved materiellet. Men Dagsavisen mente at lederen, Meyer
ikke var sin opgave voksen. Men dette protesterede de menige brandfolk imod. I Berlingske Tidende forsvarede de deres leder.

Men Dagsavisen gjorde brandmændenes udtalelse til grin. Men så trådte kommandør Wilde til og satte tingene på plads. Også Brygger Jacobsen blandede sig i diskussionen. Og resultatet af det hele blev en styrkelse af brandvæsenet i København.

 

Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 

Redigeret 24-03-2022