”Efterverdenen vil påskønne mine fortjenester”, sådan skrev Caspar von Saldern på sit dødsleje. Han gennemførte mageskiftet i Gottorp, ikke af kærlighed til Danmark men til Holsten. Hans far var blevet fordrevet fra Aabenraa. Van Saldern døde i unåde og med slet rygte, forladt og forhadt af de allerfleste. I Polen blev han udråbt, som en af de værste voldsmænd, landet har set. Han var kynisk og ondskabsfuld over for dem, der kom ham på tværs. En kæmpe park og et Caspar von Saldern Haus bevarer minderne om ham.
Det startede med et foredrag
Ja egentlig startede det til en foredrag i Charlottenlund, hvor arrangøren fortalte, at han var i familie med adelsmanden fra Brundlund Slot. Han søgte så oplysninger om sin slægt. Det blev så til artiklen Adelsslægten fra Aabenraa.
Efter offentliggørelse af denne, har der været en del interesse fra familiemedlemmer. Så nu er det vel på tide, at vi ser på den mest berømte eller berygtede person, om man vil, fra familien.
Masser af arkivmateriale
Vi har under den første artikel henvist til en del litteratur over slægten. Men egentlig ligger der en del arkivmateriel og ældre bøger i Tyskland. Men i Udenrigsministeriet/ Rigsarkivet ligger der også en del. Der var efterladte papirer fra von Saldern på Schierensee og Hermann – Heespens Arkiv på Deutsch – Nienhof, Rewntlowske og Bernstorffske brevsamlinger på Jersbek, Altenhof og Stintenburg. Ja og så er det de Gottorpske Arkiver i Oldenburg.
Ældre tyske beskrivelser findes som skrevet også, men man skal nu ikke tage alt for gode varer. Således stødte vi på bemærkninger om, at von Saldern aldrig havde fået en greve – titel. Og dette passer ikke.
Han gik til grænsen
Tidligere har danske historikere fremstillet Caspar von Saldern som en mand af tvivlsom karakter, diplomat af rang og embede men måske mere en professionel agent, der var til fals for penge og udmærkelser. Han havde lejlighedsvis dog også en betydelig indflydelse. Man har nærmest fremstillet ham som en bedrager, der lod sig betale for enhver pris. Men dengang var det ikke unormalt, at diplomater lod sig betale. Måske gik von Saldern til den yderste grænse. Til sidst faldt det samtiden for brystet.
I Polens historie er Caspar von Saldern beskrevet som en af landets mest brutale voldsherrer.
Ikke kærlighed til Danmark
Vores hovedperson er født i Aabenraa i 1710. Han var søn af amtsforvalter Friederich von Saldern, der døde som amtsforvalter i Neumünster. Egentlig kunne Caspar von Saldern ikke have de bedste følelser over for Danmark – Norge. Da han var tre år gammel, havde hans far måttet forlade sin stilling i Aabenraa. Det var dengang, da den gottorpske del af Slesvig blev inddraget af Frederik den Fjerde.
Caspar von Saldern havde tilbragt sin barndom i en kreds af fordrevne gottorpske embedsmænd, som naturligvis hadede Danmark. Det var nok ikke af kærlighed til Danmark, at han ønskede et mageskifte. Det var sikkert af hensyn til Holsten og hans families fremtid.
Han holdt af penge
Von Saldern holdt af penge. Pengene fristede ham også, da han ledede de russiske interesser i Polen. Man sagde om ham, at man kunne få hans villighed ved at bestikke ham.
Uønsket i St. Petersborg
I årene omkring 1762 udnyttede von Saldern sine evner, og fik indflydelse over Peter den Tredje. Alligevel bevarede han sin stilling under Katherina den Anden. Men til sidst opdaget også hun hans dobbeltspil. Caspar von Saldern arbejdede for, at tronfølgeren skulle være medregent. Da tronfølgeren så gik til moderen og fortalte det, var venskabet med von Saldern også brudt på denne front. Fra den tid var han uønsket i Skt. Petersborg.
Han benyttede de kaotiske forhold ved Christian den Syvendes hof til også her at få en stor indflydelse.
Han kom til kort
Men gjaldt det de helt store skuepladser kom han til kort. Når det gjaldt Det Nordiske Forbund undveg Bernstorff ham. Frederik den Store slog ham kortene af hånden. Da han i 1771 blev russisk gesandt i Warschau, kom han i strid med samtlige polske partier og måtte skønsomst rømme marken. Det blev også et nederlag over for den russiske udenrigsminister Panin.
Det har historikerne glemt
Glemt har historikerne sikkert, at von Saldern som Præsident for et nyoprettet Generaldirektorium gennemførte en række administrative og sociale reformer, afskaffede fællesskabet og synes, at have foreslået Livegenskabets ophævelse på Domænegodserne. Han fik iværksæt forbedringer for Universitetet i Kiel, som var ved at forfalde. Han fik også bygget et par landeveje.
Involveret i Det Gottorpske spørgsmål
Caspar von Saldern blev i den grad involveret i det Gottorpske Spørgsmål. Sagens kerne stammer tilbage til 1544. I henhold til delingstraktaten mellem Christian den Tredje og hans brødre tilhørte dele af Slesvig Holsten hertugen af Gottorp.
En sikkerhedsrisiko
I krigene i 1600 og 1700 tallet havde de gottorpske hertuger flere gange gjort anslag mod Danmark og Sverige. Tilstedeværelsen af hertugdømmet Gottorp udgjorde i høj grad en sikkerhedsrisiko. Hertugfamilien var nært beslægtet med det svenske kongehus, og senere kom de i familie med den russiske kejserfamilie. Hvis Danmark ville angribe Gottorp ville det derfor få storpolitiske følger.
Den russiske alliance
Da Gottorpslægtens overhoved i 1762 besteg den russiske kejserkrone som Peter den Tredje var en krig med Rusland forestående, men pludselig blev kejseren afsat. Det nye russiske styre under Katerina den Anden (den Store) var interesseret i en dansk – russisk alliance vendt mod svenskerne. Dette resulterede i en venskabs – og garantitraktat i 1765.
I 1767 forhandlede man sig frem til hovedlinjerne i et foreløbigt mageskifte for løsningen af det gottorpske spørgsmål. Rusland anerkendte herved Danmarks ret til de gottorpske dele af Slesvig. Danmark fik derved erhvervet de gottorpske dele af Slesvig.
Polen blev holdt nede
Men Mageskiftet blev først officielt gennemført i 1773. Danmark gik fra en fransk til en russisk alliance. England stod i 1763 som storkrigens absolutte sejrherre. Samme år erklærede Peter den Tredje endelig fred med Preussen. Polen havde været Frankrigs interesseområde, men her sad Katarina tungt. Hun sørgede for at holde Polen nede økonomisk og udviklingsmæssigt, så hun bedre kunne kontrollere landet. Hun søgte en alliance med England, Preussen, Danmark og Sverige, dom modvægt til andre dannelser. Men det blev nu aldrig til noget system.
Krigen blæst i allersidste øjeblik
Danmarks krig mod russerne blev afblæst i sidste øjeblik grundet tronskiftet i Sankt Petersborg.
Von Saldern i 1741
Vi skal tilbage til 1741, hvor en kendt dansker, Klevenfeldt møder Casper von Saldern i Göttingen. Han skriver i sin dagbog:
Han ejer artige Videnskaber og sine Sprog i Perfection, har med Menage og Reputation anvendt nogle Aar ved dette Universitet og derved cultiveret sit naturlige Talent og Genie videre, end hans Aar ellers skulle have produceret.
Ifølge Klevenfeldt ville von Saldern til Danmark. Og Klevenfeldt skrev anbefalinger til Conferenceraad Thott og Justitsraad Eggers. Men von Saldern gjorde ikke alvor af sine planer.
Samme embede som sin far
I 1742 finder vi von Saldern som embedsmand i det Holstenske. Og det var i samme embede som den, hans far havde i Neumünster. På den tid var den gottorpske hertug, Carl Peter Ulrich død. Sønnen var endnu mindreårig. Den daværende lübeckske fyrst – biskop, den senere svenske konge Kong Adolf Frederiks styrede hertugdømmet.
Alvorlige beskyldninger
Det højeste beslutningsorgan efter fyrsten var Gehejmeconseillet i Kiel. Her havde von Saldern en betydningsfuld velynder i Gehejmeråd von Wetphalen. Og ham fik von Saldern brug for, da han straks efter sin embedstiltrædelse kom i strid med sin amtmand Grev von Dernath. Denne indgav en meget skarp klage over von Saldern. Såfremt klagen var blevet accepteret, ville det have ført til von Saldern afskedigelsen. Men han kunne forsvare sig, og brugte sine betydningsfulde venner. Men der kom dog til flere uoverensstemmelser.
I mellemtiden var von Salderns velynder, Gehejmeråd Ernst von Westphalen og hans bor blevet fængslet og idømt strenge straffe. Muligvis har von Saldern mærket jorden brænde under sig. Han turde i hvert fald ikke, at blive i Holsten og flygtede til Skt. Petersborg. Dengang blev man idømt en streng straf, hvis man uden tilladelse rejste hertil.
Underslæb og Falsk
Han søgte og opnåede foretræde for Storfyrsten. Von Saldern var så heldig at vinde hans gunst. Snart blev der givet befaling til at processen mod ham i Holsten skulle stoppes. Han havde åbenbart gjort sig skyldig i Underslæb og Falsk.
Og det syntes som om, at lykken nu var gjort i de højere russiske embedskredse.
Køb af godset Schierensee
Nogle år senere optræder han som storfyrstelig embedsmand i Holsten. Mere vides dog ikke. Men en kendsgerning er, at han købte godset Schierensee. Den 19. januar 1760 stiftede han et brandforsikringsselskab Die Saldernsche Brandgilde.
Gehejmeråd hos den russiske kejser
Fra året 1762 begynder von Salderns optræden at få historisk interesse. Den Holsten – Gottorpske Hertug Carl Peter Ulrich havde i januar 1762 besteget den russiske trone. I første halvdel af 1762 finder vi von Saldern som holstensk gehejmeråd hos den russiske kejser. Og i den egenskab kom han i berøring med Danmark.
De russiske og danske tropper stod over for hinanden
De russiske og danske tropper stod lige over for hinanden i Mechlenborg, parat til at banke hinanden. Forhandlinger var i gang i Berlin. Fra dansk side deltog Ahlefeldt og Assenburg. Rusland var repræsenteret af den russiske gesandt ved det danske hof, Baron Korff og von Saldern.
Netop som forhandlingerne skulle i gang, kom budskabet at Peter den Tredje var myrdet. Catharina den Anden var kommet til magten. Hun var stærkt påvirket af sin udenrigsminister Panin. Hun ville udvide den russiske indflydelse i Polen og Sverige, og det var ønskeligt for hende, at få et venskabeligt forhold til Danmark.
Forhandlinger om et mageskifte
Forhandlingerne om genoptagelse om de gottorpske forviklinger ved et mageskifte af den hertugelige del af Holsten og hertugdømmerne Oldenburg og Delmenhorst blev nu genoptaget.
Den dansk – norske regering fandt en særdeles ivrig understøttelse hos von Saldern i de forhandlinger, der gennemførtes i 1764 og 1765. Grev Panin, den russiske udenrigsminister var stemt for, at løse det gottorpske spørgsmål af fredelig vej. Han ville ikke vikles ind i tyske forhold. Men Panin var i modsætning til von Saldern en langsom natur.
Ærgerrighed og forfængelighed
Mageskiftet passede i begges politiske holdninger. Von Saldern så i Rusland en stormagt, der kunne gøre det muligt for ham at vinde politisk indflydelse. Det kunne smigre hans ærgerrighed og forfængelighed om han kunne blive en høj stjerne hos Katharina den Anden. Tænk, hvis han kunne blive hendes politiske rådgiver. Han fandt en nydelse i, at spille en stor diplomat, når han optrådte i mindre nabostater.
Ville give Rusland ”Fanden”
I 1772 og 1773 kunne han ikke dy sig for at spille op blandt danske diplomater i Skt. Petersborg. Her erklærede han, at han ville give Rusland Fanden. Rusland skulle være redskabet for hans egen storhed.
Ingen kunne være i tvivl om, at såfremt Peter den Tredje havde levet længere, ville han have fået bugt med Danmark – Norge. Han ville have føjet den kongelige del af Holsten til sit rige. Men disse planer havde Katherina ikke.
Lod sig godt betale
Von Saldern lod sig betale for de tjenester, han ydede Danmark – Norge. Det var ingen hemmelighed, selv på den tid. Wasserchlebe angiver således en samlet sum på 150.000 Rigsdaler og en årlig pension på 8.000 Rigsdaler. En del af disse penge blev udbetalt allerede inden mageskiftet var fuldbragt.
Skulle vinde von Salderns gunst
Den danske regering mente, at man skulle vinde von Salderns gunst. Desuden skulle fyrstinde Daskow vindes. Denne gjaldt for at være en naturlig datter af Panin. Hun havde meget indflydelse hos ham, og satte pris på hendes indflydelse. En skrivelse fra den 16. juni 1764 fra Bernstorff gav ordre til at udbetale 6.000 Rubler. Når der var sluttet alliance mellem Rusland og Danmark. Når mageskiftet var gennemført skulle fyrstinden have udbetalt 12.000 Rubler.
Von Saldern havde altid haft angst for den fornemme gamle dame.
Russerne ville ikke betale sundtold
Arkiver viser, at von Saldern gennem tiden har fået adskillige penge udbetalt. Hvor meget det egentlig beløb sig til, er der uenighed om.
I slutningen af 1765 var det afgjort, at von Saldern sammen med Gesandt Korff skulle lede forhandlingerne med danskerne i København. Men nu strammede russerne pludselig grebet. Man ville nu have vederlag for de tjenester man ydede Danmark. Det skulle ske ved at Sundtolden skulle eftergives for de russiske skibe. Heldigvis lykkedes det for Bernstorff at påvise, at dette var umuligt.
Ingen god kemi
I Berlin skulle von Saldern forhandle med Frederik den Anden af Preussen om den alliance som Katherina havde foreslået. Frederik den Anden var kendt for at være spydig over for de diplomater, han ikke brød sig om. Og det var bestemt ikke kemi mellem ham og von Saldern. Det hjalp heller ikke, at von Saldern opførte sig taktløs. Det endte med, at kongen viste von Saldern døren. Frederik den Anden brød sig bestemt ikke om, at nogen skulle diktere ham noget.
Et anseeligt følge til København
Den 24. november 1766 ankom von Saldern til København med et anseligt følge. Foruden sin søn, der var kammerherre havde han diverse vigtige folk med i følget. Ham fik bolig i det såkaldte Holstenske Hotel, der var blevet møbleret og indrettet til ham. Den 12. december begyndte forhandlingerne hos kongen.
Glæde i det danske hof
Og det var fest og glæde i den danske kongefamilie. Den 1. oktober var Christian den Syvendes søster, Sophie Magdalene i Slotskirken blevet formælet med den svenske kronprins, den senere Gustav den Tredje, der ved den lejlighed var repræsenteret af Greve Adam Horn. Otte dage efter var hun under festligheder fra Helsingør ført over til Sverige, hvor hun blev modtaget af sin brudgom. Den 4. november blev brylluppet fejret i Stockholm.
Nøjagtig samme dag var Caroline Mathilde i Gehejmerådssalen i slottet St. James pr. prokura viet til Christian den Syvende, idet Hertugen af York forstillede Christian den Syvendes person. Den 18. oktober var hun landet i Altona og under en række festligheder havde hun som rigets højt beundrede dronning gennemrejst sin brudgoms lande, indtil hun den 3. november mødtes med ham i Roskilde. Den 8. holdt de deres indtog i København. Brylluppet fandt sted i Christiansborg Slotskirke.
En berettiget angst
Der var fest og glade dage på hoffet. Men den unge og smukke dronning havde dog også en berettiget angst for, hvad fremtiden ville bringe. Christian den Syvendes blanding af umodenhed, karaktersvaghed og ondskabsfuldhed var efterhånden kendt i en bred kreds. Bare to uger efter sin tronbestigelse havde han afskediget St. Germain som leder af Landmilitæretaten. Adam Gottlob Moltke var blevet afskediget som overhofmarskal og som medlem af Gehejmeconseillet.
Mangel på fasthed og følelser
Bernstorff, som russerne satte meget pris på, var også mange for at få sin afsked. Christian den Syvende var med sin mangel i fasthed på følelser og meninger ved at ødelægge de resultater, man allerede havde opnået med russerne.
Kastede sig ind i rænkespillet
Caspar von Saldern var ikke ukendt med det, der skete i det danske hof og regering. Han kastede sig nu ivrigt ind i rænkespillet. Hans motiv var drevet af magtsyge. Men under sit ophold i København skulle han dog lige først skaffe sig nogle midler til sig selv, samt en karet. Alt dette skulle betales af regeringen. Og han fik, hvad han forlangte. Caspar von Saldern argumenterede for, at han skulle holdes skadesløs.
En regning på 40.000 Rigsdaler
Og det var ikke slut. Caspar von Saldern argumenterede også for, at hans rejse fra St. Petersborg over Warschau og Berlin havde kostet ham 10.000 Rigsdaler. Panin havde sagt, at turen til København ikke skulle koste ham noget. Men øjensynlig havde han ikke fået dækket sine udgifter. I København havde han desuden sat sig i yderligere udgifter. Selv påstod han, at han var en mand uden formue. Men vi skal huske på, at han havde erhvervet sig et gods. Han kunne også fortælle, at en mand af hans stand, burde leve med en vis anstand. Efterhånden var det en forsvarlig regning, som der efterhånden skulle udskrives i København. Men den danske regering turde ikke andet end at efterkomme von Salderns ønsker. Resultatet blev 40.000 Rigsdaler for at stille ham tilfreds.
Kongen træt af sin svoger
I mellemtiden var kongen blevet træt af sin svoger, Carl af Hessen. Denne havde været hans yndling, som han havde fået placeret i spidsen for Landetaten og givet et sæde i Conseillet. Og så havde han givet ham sin søster Louise til ægte. I de første dage af marts 1767 kom der til et åbent brud imellem ham og svogeren ved et bal hos Schimmelmann. Prinsen forlod snart efter Danmark for en tid.
Spillede hasard med russerne
Bernstorffs stilling var nu for alvor truet. Samtidig kom der nu alvorlige angreb mod mageskifteforhandlingerne. Man påstod, at russerne aldrig ville gå med til det, og at de ville landsætte tropper i Tyskland.
Kongen havde fået en ny yndling, Carl Friedrich Görtz. Og det var med stor frygt, at vennerne af den Benstorffske politik så denne Görtz vinde indpas hos kongen. De russiske forhandlinger var nu for alvor truet. Den danske regering og det kongelige hof spillede hassard med russerne.
Von Saldern kunne ikke se passivt på
Caspar von Saldern kunne heller ikke se passivt på, hvad der skete. Bernstorff var også en garanti for russerne, at det hele gik retfærdigt til. Man kunne ikke tolerere, at dennes indflydelse var dalende. Man kunne heller ikke stiltiende se på, at man fra dansk side stillede spørgsmålstegn ved russernes hensigt.
Bernstorff forsøgte at afsætte Görtz som gesandt i Berlin. Men det havde han ikke til hensigt. Nu lagde Caspar von Saldern også tryk på kongen. Og endelig kunne Bernstorff meddele, at Görtz var afrejst.
Varme bade
Endelig blev det foreløbige mageskifte underskrevet og von Saldern modtog en masse penge. Da dette var i orden rejste von Saldern på ferie og tog varme bade. Han vendte tilbage til København den 26. oktober.
Kejserinden lod meddele, at hun ville et vågent øje til Danmarks gøren og laden. I 1767 – 1768 blandende von Saldern sig i hvad der foregik på hoffet og i den danske regering. Han mente, at det var hans pligt.
Ridder af Elefanten
Jo van Saldern vedblev med at spille en overlegen rolle i København. Hans stilling som Kejserindens mest betroede diplomat gav ham store chancer for at spille denne rolle. Og ejendommelig nok blev von Saldern efterhånden en af Christian den Syvendes yndlinge. Von Saldern havde lune, var intelligent og tilpas ondskabsfuld. Og disse egenskaber har sikkert tiltrukket Christian den Syvende. Von Saldern havde let og uhindret adgang til at kunne tale med kongen i enrum. Under disse forhold modtog han åbenlyse hædersbevisninger, foruden de hemmelige pengefordele. Dette resulterede i, at han den 15. februar 1768 blev Ridder af Elefanten.
En Grevetitel
Von Salderns eneste datter, Anna Maria fik ordenen union parfaite. Selv blev han den 3. juni 1768 udnævnt til dansk lensgreve. Denne værdigved blev med det samme givet til hans søn C.H. van Saldern – Gunderoth. Denne værdighed skulle gå i arv til de mandelige efterkommere. Dog syntes det som om, at Caspar von Saldern ikke selv har benyttet grevetitlen.
Masser af afskedigelser på Hoffet
Den 26. oktober 1767 blev Danneskjold – Samsø afskediget fra sin stilling som medlem af Conseillet og tillige fra ledelsen af Søetatens anliggender. Den 19. november fik Reverdil sin afsked som kabinetssekretær hos kongen. Han fik besked om, at forlade landet. Den 22. november blev St. Germain afskediget fra styrelsen af Landetaten og sin stilling som Generalfeltmarskal. Også han fik besked på, at forlade landet. Snart var det Rantzau Ascheberg, der havde været statholder i Norge, der nu fik sin afsked. Han fik besked på ikke at vise sig inden for Københavns porte. Han fik en befaling at tage ned til sine godser i Holsten.
Den 5. februar var det kongens tidligere overhofmester Detlew Reventlow, der for kort tid siden sammen med Bernstorff og Thott var blevet optaget i grevestanden, der fik sin afsked. Også hans søstersøn Sperling blev fjernet fra hoffet. Han måtte gå som en slags forvisning som amtmand i det Slesvigske.
Rewentlows unåde varede dog kun kort, nemlig 14 dage. Så var han igen tilbage i Statsrådet. Det vidner vel lidt om kongens lunefuldhed og svaghed. Værre var det dog med Dronning Caroline Mathildes højtbetroede overhofmesterinde Fru von Plessen. Hun fik i de første dage af marts 1768 ikke blot hendes afsked, men også befaling til at forlade landet, uden at man gav hende pension. Endelig var det så Christian den Syvendes berygtede Frille, Støvlet Cathrine, der i januar 1768 blev transporteret ud af byen og ført til Altona.
Von Saldern havde andel i det
Det er ingen tvivl om, at von Saldern havde andel i alt dette. Han blev hidsig på enhver, der kom ham på tværs. Over for fremmede diplomater pralede han med den magt, som han havde. Allerede i 1766 havde han over for en engelsk diplomat erkendt, at han ville tale til de danske ministre med stokken i hånden. I breve som Reverdil referer, skrev han blandt andet:
Min Hovedplage hidrører fra Dronningen, der i Reventlow har mistet sin højre Haand. Endnu har hun sin venstre, den ondskabsfulde Fru v. Plessen, men også denne Haand skal jeg berøve hende. Sperling var hendes lønnede Spejder, det er en topmaalt Slyngel.
Det var ikke kun von Saldern selv, der blev berygtet for sin fremfærd. Man påstod, at ministre og hofmænd havde benyttet sig af von Saldern til at få deres modstandere ryddet af vejen.
Et toårigt ophold i Kiel
Samtidig med alle de intriger, hvori von Saldern spillede en fremtrædende rolle, gik forretningerne deres gang. I overensstemmelse med de hemmelige separat artikler som blev føjet til den endelige traktat den 1. februar 1768, udstedtes på von Salderns foranledning en nok så berygtet forordning om, at et toårigt ophold ved Universitetet i Kiel skulle være betingelsen for at få ansættelse som embedsmand i Slesvig.
Tårer i øjnene ved Elben
Nu var det foreløbig ikke mere at gøre for von Saldern i Danmark. Så i forsommeren 1768 forlod han landet, samtidig med at Christian den Syvende indledte sin store udenlandsrejse. Ved Elben sagde von Saldern farvet til kongen, også om han selv skrev med Taarer i Øjnene. Denne rejse var der mange, der var imod, fordi man var bange for, at den skulle ende i en skandale. Også her, har von Saldern haft en finger med i spillet. Han mente, at kongen skulle væk fra dronningen.
Det var faktisk på denne tur, at kongen mødte Struensee i Altona.
Polens værste plageånd
Storfyrst Poul var i mellemtiden blevet myndig og mageskiftet kunne nu gennemføres med hans billigelse. Og den russiske regering kunne bruge von Saldern som russisk gesandt i Polen fra april 1771 til september 1772. Det var ved denne lejlighed, at han blev genstand for had. Han blev udnævnt til en af polakkernes værste plageånder.
Et forskud på 20.000 Rigsdaler
På et tidspunkt bad von Saldern, den danske regering om et forskud på 20.000 Rigsdaler af de 100.000 Rigsdaler, der var lovet ham. Igen fortalte han, at han ikke var en rigmand. Men han havde dog været i stand til at købe det adelige gods, Annenhof i Holsten. Som han forenede med sin tidligere ejendom Schierensee.
Arbejdede med tre ting
I 1772 udtaler von Saldern, at han arbejder for tre ting:
- Freden med tyrkerne
- Mageskiftet
- Storfyrstens ægteskab
Han var kommet tilbage til St. Petersborg, og var blevet Panins politiske rådgiver. Men han udtalte også, at når han var færdig med disse ting, ville han give Rusland Fanden, han agtede derefter aldrig i sit liv at sætte sine ben i dette land igen.
Forhandlingerne trak ud
Forhandlingerne om mageskiftet trak ud. Problemet var, at hverken Panin, Kejserinden eller von Saldern kunne døje den danske minister Osten. Fra dansk side mente man, at det var von Saldern, der med vilje trak forhandlingerne ud. I slutningen af 1772 og begyndelsen af 1773 kunne det dog også se ud som om von Saldern ikke brugte den store iver for at komme videre. Men von Saldern mente dog, at det var Panin, der var skyld i forsinkelserne.
At dø som tigger
Von Saldern meddelte nu den danske regering, at han ikke kunne rejse fra St.Petersborg for at fuldende mageskiftet uden at få 12.000 Rigsdaler:
Om faa Uger bliver jeg 63 Aaar. Jeg staar ved Enden af min Løbebane, og det er med aldeles ødelagt Helbred. Staten vil snart blive befriet fra den aarlige Pensionsbyrde til mig. Man har kun nødigt lade mig leve i min Usselhed, min Rolle vil snart være udspillet.
Jo van Saldern brugte også udtryk som, at dø som Tigger.
En fregat skulle hente ham
Han mente da også, at en dansk fregat skulle hente ham. I København mente man dog lige, at dette ønske lå på grænsen. Men man ville forsøge ikke at virke så ydmygende, derfor befalede man, at kadetskibet Fregatten Christiansø gjorde sit togt til de østlige farvande i Østersøen. Således så det ud som om man kun lejlighedsvis tog van Saldern med.
Men hans forfængelighed var tilfredsstillet. Han gik om bord den 7. august. På vejen til Kiel blev fregatten overrasket af en kraftig storm. Von Saldern led af voldsom søsyge. Stormen bevirkede at man måtte gå til Dragør i stedet for til Kiel.
Forhandlinger i København
Von Saldern benyttede lejligheden til at føre forhandlinger med ministeriet på Fredensborg og i København. Han mødte også kongen, og mente, at kongen var blevet meget svækket på de fem år, hvor de ikke havde set hinanden.
Adelsmænd ville ikke have mageskifte
Ikke alle var begejstret for den sidste underskrift. Der var en sand legion af embedsmænd, som der ikke mere blev brug for. Mange af disse var adelsmænd. Og der var 7 officerer til 19 dragoner. Allerede i 1772 havde forskellige adelsmænd skrevet til von Saldern, om han dog ikke kunne forhindre mageskiftet.
Ja man havde fundet ud af, at en Madamme Bjelke stod i et fortrolighedsforhold til Katherina den Anden. De udvekslede jævnligt breve. Og herigennem forsøgte adelsmænd også at gøre deres indflydelse gældende.
Fra dansk side kaldte man de fjendtlige adelsmænd for tilhørende det svenske Parti. Måske var det fordi den svenske konge, Gustav den Tredje var meget imod mageskiftet.
Truede med at opgive mageskiftet
Og selv om van Saldern havde bebudet, at han ikke ville blande sig i de indre anliggender, så ville han lige have et ord med, når det gjaldt Slesvig Holstens overordnede styrelse. Da Reventlow og Schimmelmann var på besøg hos ham på Schierensee kom det til et voldsomt sammenstød mellem ham og Reventlow om denne sag. Von Saldern gik så vidt, at han erklærede, at såfremt hans ønske ikke blev opfyldt, blev der ingen mageskifte.
Man bøjede sig atter
Den holstenske adel var ikke begejstret for at skulle se almindelige borgere i den overordnede ledelse. Von Saldern var ikke særlig populær i disse kredse. Han blev i den grad lagt for had i disse kredse.
Den danske regering ville ikke så kort før mål begyndte at forhandle med russerne om en oversekretærpost. Man mente, at under disse forhold måtte man komme von Saldern i møde. Igen trak han det længste strå over for den danske regering.
En adelsmand fra Holsten
Man fandt så et kompromis og fandt frem til en titel som Directeur. Og denne titel var betroet til en mand som
Baade ved sin Fødsel og sin Vandel var i stand til at vinde Landets Tillid
Denne chef skulle så tages fra den holstenske adel. Men det skulle ikke være en som bar på gammelt nag til Danmark. Og stillingen gik til A.P. Bernstorff, skønt denne ingenlunde var født Holstener. Men han kunne dog regnes for at høre til den holstenske adel, da han ejede godset Borstel i den kongelige del af Holsten.
Mageskiftet var fuldbyrdet
Endelig den 16. november var mageskiftet fuldbyrdet. Von Saldern overdrog det hertugelige Holsten til Reventlow. Mange taler og festivas blev afholdt. Derefter rejste alle kommisærer til Oldenburg, hvor en tilsvarende ceremoni fandt sted den 10. december. Fire dage efter fuldbragte von Saldern sit sidste hverv ved at overdrage Oldenburg og Delmenhorst til Fyrst – Biskoppen af Lübeck, Frederik August.
Von Saldern fik samme dag resten af de 100.000 Rigsdaler, der var lovet ham.
Find dig et roligt og tilbagetrukket liv
I Rusland var man bange for, at han vendte tilbage. Men Storfyrsten havde endelig fået taget mod til sig, og fortalt, hvilke planer Von Saldern havde pønset med. Det var i februar 1774. Det vakte moderens store forbitrelse, og pludselig fremkom der flere anklager mod von Saldern.
Kejserinden gav Panin ordre til at skrive et brev til von Saldern, hvori han blev opfordret til for fremtiden at tilbringe et roligt og tilbagetrukket liv. Han skulle ligeledes tilbagesende en gave, han havde fået af kejserinden. Og så skulle han da også lige vide, at han ikke mere var velkommen i Rusland.
Panin erklærede van Saldern evig fjendskab
Nu havde måske været et meget velovervejet træk af von Saldern at forlade Rusland på det tidspunkt, som han valgte. Hans planer om at styrte Panin var slået fejl. Og da van Saldern endelig havde forladt havde den russiske minister ikke meget til overs for den holstenske adelsmand:
Saldern var den værste slyngel, der kunne tænkes. Den danske regering havde han søgt at svige, uagtet han gav det udseende af at han arbejdede for Danmarks sag og mageskiftet, var han dog vendt tilbage til Polen og søgt at bringe forhandlingerne til at strande.
På et tidspunkt var det dog lykkedes for von Saldern at vende Katherina den Anden mod Panin. Så en kort overgang var udenrigsministerposten i fare.
Kejserindes ord havde ramt von Saldern
Men Katherinas ord havde dog ramt von Saldern meget hårdt. Ja det var endda meget ydmygende, at han blev bedt om, at skrive sin afsked.
Han havde løjet om Frederik den Anden af Preussen ved at sige til den danske gesandt, at denne ville have mageskiftet opsat, indtil de polske forhold var ordnede, for at Danmark kunne nødes til at garantere den nye ordning af disse.
Beskyldt for omfattende bedrageri
Von Saldern blev foruden andre bedragerier beskyldt for at have stukket 12.000 Rubler i lommen, som de danske regering havde givet ham med det hverv at betale dem til fyrstinde Daskow. Han skulle desuden i 1771 have forfalsket Kejserindens underskrift for at tiltuske sig penge. Han havde også højforræderiske planer med storfyrsten, der skulle være medregent sammen med hans mor.
Kunne trække sig tilbage
På et tidspunkt blev von Saldern også fornærmet over at hans bror Christian Albrecht von Saldern, der var Conferenceraad ikke fik Danneborgs – ordenen.
Han kunne nu med sin grevetitel, sine høje ordner, sine mange penge og den store årlige pension trække sig tilbage. Han forsvinder nu ud af historien
Den flotte have
På sit gods, Schierensee lod Caspar von Saldern anlægge en eremitagehave, med lysthuse, stier og fiskedamme. Hele 20 lysthuse blev anlagt, og på selve Heeschenberg blev der bygget en hytte til godsherren, hvor han kunne slappe af. Her anbragte han et stort billede af kejserinden og her blev der også afholdt gudstjenester.
Lysthusene var enten ovale eller runde og mange lå gemt inde i skoven eller var anlagt på høje. Alle huse fik et navn, Blå Hus, Stenhuset, Det Ovale Hus, Det Runde Hus, Solitude, Bon – Bon, Bellevue m.m.
Vidnesbyrd om smag og pragtlyst
Måske var parken også et Vidnesbyrd om hans smag og pragtlyst. Han fortalte til gæster, at stedet skulle bringe ham ro oven på et stormfuldt liv. Hvorvidt han virkelig faldt til ro vides ikke. En gammel gartner, der viste folk rundt i haven længe efter von Salderns død, fortalte gerne om sin afdøde herres gavmildhed.
I løbet af sommermånederne skete der en masse selskabelighed i parken.
I unåde og slet rygte
Efterhånden trak Caspar von Saldern sig helt tilbage som en mand, der var i unåde og som havde et slet rygte. De sidste år havde han tilbragt meget ensom. Han døde den 31. oktober 1786 af en yderst smertefuld død.
Parken gik ikke i glemmebogen
Efter Casper von Salderns død i 1786 overtog familien alle ejendomme og vedligeholdelsen af parken. Da tipoldebarnet Frederike Marie Sophie i 1860 døde, blev vedligeholdelsen af parkanlægget næsten indstillet. Men parken gik aldrig helt i glemmebogen.
Ludvig den 18’s gemalinde, Marie Louise tilbragte i sin landflygtighed en sommer på Heeschenberg. Og i 1794 besøgte den senere statsminister, Frederik Moltke stedet.
Men i 2002 blev parken anerkendt som et historisk arv og kultursted, og kom igen til sin værdighed. Parken blev anerkendt som en bemærkelsesværdig park. Caspar von Salderns interesse for kunst og havepleje kom igen til ære og værdighed. Godsejeren hedder nu Günther Fielmann.
Kynisk og brutal
Caspar von Saldern var opkomlingen, der med alle midler ville opnå en plads i solen. Han skaffede sig magt og rigdom og sikrede slægten en anset stilling. Han blev dog ikke særlig vellidt hos den gottorpske adel. Hans karakter havde mange frastødende træk. Han var kynisk og brutal. Han var en sammensat personlighed.
Danmark var ikke mere neutral
Men vi skal ikke glemme, at mageskiftet og oprettelsen af det selvstændige hertugdømme Oldenburg har forhindret, at Moskvovitterne satte sig fast ved Østersø og Nordsø. Derfra kunne de let have bestemt Vesteuropas skæbne. På den anden side, nu var Danmark ikke mere neutral. Det benyttede svenskerne sig af og erobrede Norge.
Efterverdenen vil påskønne mine fortjenester
På sit dødsleje i 1786 har Caspar von Saldern i et brev til A.P. Bernsdorff udtalt sin forvisning om, at Efterverdenen engang ville anerkende hans fortjenester for Danmark.
De nærmeste efterkommere
Caspar von Salderns datter døde ugift. Hans søn, Carl Heinrich, der var greve, Gehejmeråd og amtmand i Kiel, Cronshagen og Bordersholm Amter, døde allerede to år efter faderen uden at efterlade andre børn end en datter, Maria Sophia Charlotte. Denne giftede sig med Kammerherre og Landråd C.F. von Brockdorf. Den ældste datter blev gift med en fransk officer, von Mesmer, der antog navnet Mesmer – Saldern. En hofjægermester ved navn Mesmer – Saldern var ejer af Shierensee og Annenhof, dengang Preussen og Østrig i 1864 bemægtigede sig Holsten og Slesvig.
Kilde: Se Litteraturliste under En adelsslægt fra Aabenraa – desuden:
- Otto Brandt: Caspar von Saldern und die Nordeuropäische Politik im Zeitalter Katharina 2. (Erlangen und Kiel 1932)
- E. Hom: Caspar von Saldern og den dansk – norske regering
- Hermann: Geschichte des russischen Staats (1853)
- Reverdil: Struensee
- Arkiver m.m., som nævnes i begyndelsen af artiklen.
- Diverse artikler i Historisk Tidsskrift