Vi starter i Ryesgade i 1986. Men vi kigger også på, hvorfor almindelige borgere blev Bz’ere. Vi kigger forbi Sofiegården, der udnævnte sig selv til en republik. Ja så er det selvfølgelig Byggeren, der gav masser af hjernerystelser og flækkede øjenbryn. Vi kigger på etableringen af Folkets Hus og Folkets Park. Og så var det lige BZ Brigaden og Slumstormerbevægelsen. Ikke alt foregik på Nørrebro, men alligevel.

 

Kære læsere. Her er atter en artikel om Bz’ere og slumstormere. Vi har tidligere beskrevet smadrede vinduer, men det gør vi ikke i denne artikel. Vi prøver, at finde ud af, hvad baggrunden er for de bevægelser, der opstod. Og egentlig kunne vi lige så godt placere artiklen under København, det pæne Østerbro, men vi valgte Nørrebro. Her har foregået en masse kampe i tidens løb. Se blot alle de artikler vi kan henvise til.

 

14. september 1986

Det var den 14. september 1986. 1.000 Bz’ere var forsamlet på Rådhuspladsen. Mange af disse var maskeret. Ryesgade 58 skulle overtaget af Københavns Kommune. Alle forhandlingsløsninger var brudt sammen. Det var tegn på en voldelig konfrontation.

Den dag så det ud som politiet var i absolut mindretal. Demonstranterne angreb en byggeplads på vejen og sætter gravemaskiner og skurvogne i brand.

Politiet får forstærkning, og forsøger at bremse optøjerne. Men de må trække sig tilbage. Adskillige var ramt af murstene.

 

15. september 1986

Mandag den 15. september var situationen inde for barrikaderne anspændt. Man var kun ca. 200 tilbage. Et angreb fra politiet kunne ske, når som helst. Store politienheder var trukket op bagved Røde Kors bygningen.

Omkring kl. 10.45 foretog politiet det første angreb. Men taktikken glippede. Det var som om, at betjentene blev brugt som kanonføde. Men måske var det bare et skinangreb. Nu blev Trepkasgade – barrikaden angrebet af politiet, men de blev mødt af et sejt kæmpende forsvar.

En masse tilskuer strømmede til. Men det var ikke helt ufarligt. De blev fanget i dobbeltild.

 

Politiet trak sig tilbage til Rigshospitalets areal. Stemningen var høj inden for barrikaderne. Man benyttede tilbagetrækningen til at forstærke barrikaderne.

Politiet ændrede taktik. De ville anholde så mange som mulig, og så angribe, når barrikaderne var underbemandet. Men Bz’erne havde lugtet lunten. De foretog om aftenen angreb mod politikæderne i begge ender af Blegdamsvej. Som kampvåben brugte de moloer. Ja det var faktisk ret avanceret, for Bz’erne brugte også lysbomber og nødblus, så man kunne observere, hvad politiet foretog sig på Rigshospitalets areal.

En række uroer anholdt en person men blev angrebet af et større antal Bz’ere.

 

Godt organiseret

Inde i Ryesgade 58 var det meste organiseret. Man sørgede for nødtørftig renholdelse, bortskaffelse af affald m.m. Barrikaderne blev holdt vedlige af en anden gruppe. Man lavede retningslinjer for, hvordan barrikaderne skulle forsvares.

Barrikadegrupperne sørgede for fordeling af vagter. Andre grupper sørgede for madforsyning.

I selve huset havde man også en pressegruppe, som orienterede pressen om begivenhedernes gang.

 

Special – aftaler

BZ’ erne kæmpede også med Grønjakkerne. Og disse smadrede en daginstitution. Og det var BZ’ erne, der fik skylden for dette. En ældre dame blev overfaldt med knive, og mindreårige stjal i butikkerne. Det var som om lovløsheden var brudt ud i området. Bilejere blev advaret, om at de skulle fjerne deres biler inden den helt store konfrontation.

Hjemmehjælperne blev hjulpet af BZ ‘ erne til og fra området. Man tilbød også postbudene samme service, men de havde fået forbud om at gå ind i området.

Man lavede en aftale med brandvæsnet, om ikke at antænde barrikaderne af hensyn til brandfaren. Det var kun bål midt på vejen, der blev antændt.

Røde Kors havde oprettet et nødlazaret i området og de arbejdede sammen med Sanitetsgruppen.

 

Man forsøgte at få en aftale med renovationsvæsnet om at afhente skrald ved barrikaderne, men det ville man ikke.

 

Politiet forsøgte at boykotte madtilførselen

Politiet forsøgte at bremse for tilførselen af mad, men på snedigste vis lykkedes det for sympatisører at smugle mad ind til BZ ‘ erne.

Men dem, der så blev snuppet af politiet blev anholdt uden tiltaleforhold i op til 8 timer. Medierne fortalte, at politiet var tilbageholdende. Men anholdte kunne fortælle, at de var blevet gennembanket. Andre blev forhørt 12 timer i træk. Uroer var set nær barrikaderne med jernstænger og jerndragere.

Ældre bosiddende i Ryesgade – kvarteret blev forment adgang til deres bolig, fordi de ikke kun fremvise ID – kort.

 

Frivillig rømning

Et forslag om, at Ryesgade 58 skulle overtages af Cirkus Himmelblå Fonden og SID, og at BZ ‘ erne selv kunne vælge boligform blev afvist af politikerne på Københavns Rådhus.

 

At BZ ‘ erne alligevel valgte at rømme bygningen skyldtes udsigten til 5 – 6 års fængsel for mange. En masse nye folk risikerede betingede eller ubetingede domme. Man var bange for, at miste sympatien i lokalbefolkningen og man ville undgå en masse sårede personer.

Pressen havde skrevet spalter op og ned om terror – og voldsregimet i Ryesgade. Det blev opfattet som en hetz, der skulle gøde jorden for en massiv politiindsats.

Endvidere kunne man ved en fredelig opløsning bevare bevægelsen.

 

Politikerne lod sig ikke rykke

Politikerne lod sig ikke rokke. De prøvede hele tiden med forhalings – og inddæmningstaktik. Og politiet fik gang på gang ordre til at rydde de besatte ejendomme. Siden midten af 1960erme forekom der besættelser. Husbesættere og slumstormere ønskede ikke kun et sted at bo. Kravene udviklede sig til at blive samfundskritiske og anti –  kapitalistiske.

 

Slumstormerbevægelsen

Det var på Christianshavn, at kollektivet Sofiegården blev etableret. Med erfaringer herfra dannedes Slumstormerbevægelsen.

I dette tilfælde søgte man Københavns Kommune om lov til at anvende stedet til kollegieformål. Men kommunen syltede sagen. Her var 46 lejemål, og de unge skabte med ejerens billigelse en stor, lys og åben gård. Denne blev rammen om social samvær og kulturelle aktiviteter med musik og teater. Også de omkringboende blev blandet ind i aktiviteterne.

Alle væsentlige spørgsmål blev afgjort på lejermøder. Den daglige drift blev forestået af en bestyrelse valgt på en halvårlig generalforsamling.

 

Mødt af barrikader

Boligkommissionen pressede dog på en nedrivning på grund af sammenstyrtningsfare. Kravet var nedrivning af de to mindste huse i november 1968 og fraflytning af resten den 1. februar 1969.

Men det var netop de huse, som beboerne havde ofret mest tid og penge på. Andre eksperter pegede på at ejendommene var fuld forsvarlig at bo i. De manglende boliger til de unge gjorde en forestående nedrivning uacceptabel og urimelig for kollektivet Sofiegården.

 

Da nedrivningsholdet mødte, blev de mødt af barrikader. Samtlige dagblade dukkede op. Og nedrivningen blev udskudt. I gården blev der opført et stort telt, hvor en række stormøder omkring boligpolitik blev afholdt. De unge ville have bevis for at nedstyrtningsfaren var sandsynlig, og at en nybygning kunne påbegyndes senest tre måneder efter, såfremt de unge var tvunget til at forlade stedet.

 

Republikken Sofiegården

Den 19. februar 1969 blev Republikken Sofiegården som protest mod boligkorruption etableret. Republikken skulle bestå som et alternativ mod det bestående samfund. Republikken bestod i otte dage. Den 27. februar blev Sofiegården ryddet. I aktionen deltog 217 politibetjente og 23 Falck – folk.

Beboere og sympatisører havde besluttet at realisere besættelsen som ikke – voldelig. De blev båret væk, mens bulldozere smadrede de to huse. Man var lige glade med det faktum, at der stadig befandt sig personer i husene. 46 personer blev arresteret.

 

Udlejningen af tomme lejligheder blev sat i system gennem etableringen af et boligbureau. De boligsøgende kunne nu få noget at bo i, i tomme saneringsmodne ejendomme.

Efter nedrivningen bestod Sofiegården stadig i ni måneder. Man stillede forslag om, at der på grunden blev etableret kollegier i stedet for de planlagte andelslejligheder.

 

En masse ejendomme blev besat

I det følgende blev masser af ejendomme besat. De fleste endte med umiddelbare udsmidninger. Men det lykkedes dog at få etableret nogle bevægelser lige som i Sofiegården. De fik navne som Hudegården, Nordstjernen, Jægergården, Tømrergården m.m.

 

Og så kom besættelsen af Bådsmandsstrædes kaserne og etableringen af Fristaden Christiania. Og denne historie vender vi senere tilbage til i en artikel for sig selv.

Man kan sige, at bevægelsen døde i efteråret 1972, men besættelserne fortsatte dog i lidt mere begrænset form. Nu var det så organiseret i såkaldte Beboerbevægelser.

 

BZ Brigaden

I vinteren 1982 udvikledes en slagkraftig bevægelse under navnet BZ – brigaden. Kravet var nye kollektive samværsformer. Aldersmæssig blev spredningen noget større. Man ville nu gerne eksperimentere med alternative livsformer, blandt andet inspireret af Maos tanker og af De sorte Partners arbejde i USA ’s fattigkvarterer. Man udviklede egne produkter og radio. Mange af de besatte huse udviklede sig til baser for politisk virksomhed. Man havde en meget liberal indstilling over stofmisbrugere og flippere som ikke normalt tog del i det store fællesskab.

Man udgav et eget blad, Slumrosen. Og det lykkedes også politisk at komme igennem med et krav. Således stillede boligminister Aage Hastrup et såkaldt slumstormerparagraf til saneringsloven.

 

Folkets Park

I løbet af 1971 blev der foretaget såkaldte udadrettede aktioner. Sammen med beboerne i Stengade oprettedes Folkets Park på en tomt i Stengade. De mange aktioner resulterede endnu flere tilhængere. Således var der masser af aktioner i september, den såkaldte September – offensiv.  Stribevis af nye besættelser, demonstrationer og fester. Folkets Hus i forbindelse med Folkets Park blev oprettet.

Men netop den store succes kunne organisationen ikke magte.

 

Bevægelsen blev sprængt

Dette resulterede i at bevægelsen blev sprængt i tre dele. Gruppen, der ikke ønskede politisk skoling eller stram organisation, flyttede til Christiania. En anden gruppe startede BoML, Marxistisk – Leninistisk organisation på boligområdet. Man beskæftigede sig næsten kun med politisk skoling.

En sidste gruppe lagde kursen om, og kombinerede en vis terroretisk skoling med udadvendt praksis. Sammen med Kvarterets beboere lavede de aktioner for en forbedring af bolig – og levevilkårene.

Denne gruppe lavede i 1973 Nørrebro Beboerforening. Mange beboerforeninger blev på lignende måde dannet i det indre København.

 

I slutningen af 1970erne opløstes de fleste beboerforeninger. Mange af de store by indgreb var gennemført og aktivisterne var simpelthen kørt trætte.

Med en ny generation af unge i begyndelsen af 80erne kom der nu igen gang i husbesættelserne.

 

Kampen om Byggeren

Historien handler også om konflikten mellem lys og luft og beton byggeri, om modsætninger mellem direkte beboerdemokrati og centralistisk kommunal planlægning. Kampen om Byggeren er et eksempel på dette. Og det gik voldsomt for sig. Det har vi tidligere berettet om her på siden.

Saneringen på Nørrebro startede i 1960erne. Og den varede i rigtig mange år. Det var virkelig ikke sjovt, hverken for beboerne eller handelslivet. Da husene blev bygget, var det frit spil for boligspekulanter. Vedtægterne kom ført efter at mange af kasernerne var bygget. Det var 5 – 6 etagers ejendomme med små to – værelseslejligheder. De lå tæt ved hinanden. Man kunne ikke engang åbne vinduerne.

En dyb mistillid opstod blandt beboerne.

 

En lastbil med tømmer og søm

Saneringen for karreen mellem Stengade, Baggesensgade, Slotsgade og Prins Jørgensgade var længe under vejs. I løbet af 1972 blev karreen s nedslidte ejendomme revet ned. i juni 1973 godkendte Borgerrepræsentationen skitseprojektet, der gik under navnet Slotsgadehus.

Men projektet trak ud. i stedet blev tomten omdannet til p – plads.

En sommerdag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboerforening fest på tomten. Midt under festen kørte en lastbil ind med brædder, søm og værktøj. I løbet af søndagen rejste beboerne en byggelegeplads for kvarterets børn. Byggeren blev hurtig en yndet legeplads blandt kvarterets børn. Efter pres fra Nørrebro Beboeraktion blev legepladsen endelig anerkendt i maj 1974.

 

Planen led skibrud

Selve Slotsgadehus led skibbrud. Projektet viste sig at være i strid med byggevedtægterne, fordi det var for høj og for tæt. Kommunen godkendte det dog, selv om det stred mod diverse love og vedtægter. Nørrebro Beboeraktion klagede derfor til Boligministeriet.

Man fandt også ud af, at ejeren af grunden havde solgt den til overpris til boligselskabet i forhold til det, der var aftalt i saneringsregnskabet. Boligministeriet kunne da heller ikke godkende planen grundet manglende friarealer og den høje udnyttelsesgrad. Langt om længe lagde kommunen hele planen i skuffen.

 

Byggeren blev en succes

Der blev efterhånden ro omkring Byggeren. Børnene elskede legepladsen. Kvarteret var i forvejen underforsynet med vuggestuer, friarealer, børnehaver m.m. Efterhånden var der 6 mand ansat på Byggeren. En opgørelse fra oktober 1979 viste, at 185 forskellige børn havde brugt pladsen i løbet af en måned.

 

Helhedsplan 1

Men Weidekamp havde ikke glemt området. I januar 1978 godkendte Borgerrepræsentationen den såkaldte Helhedsplan 1. Men kritikerne var skeptiske. For det nye byggeri var meget tæt og indeholdt slet ikke de friarealer, der var brug for. Og det betød også, at Byggeren, Folkets Hus, Folkets Park m.m. skulle jævnes med jorden.

Nørrebro Beboeraktion havde øverst på ønskesedlen, en svømmehandel, et bibliotek, og et socialcenter. Man foreslog en mere nænsom sanering, hvor man rev de værste brandfælder ned.

 

En børnehave i Todesgade

Helhedsplanen indebar også en sanering og nybyggeri i Kirkekarreen, der lå mellem Baggesensgade, Todesgade, Blågårds Plads og Blågårdsgade.

Planen betød at en barak – institution i Todesgade skulle lukkes. I juni 1977 vedtog Borgerrepræsentationen at lukke børnehaven. Børnene blev henvist til ventelister til eksisterende institutioner.

På institutionens sidste dag blev børnehaven besat af folk fra Nørrebro Beboeraktion, der krævede at institutionen blev bevaret.

Den 15. august forsøgte kommunens håndværksafdeling under et opbud af 300 betjente, at fjerne institutionen. Men mere end 1.000 borgere satte sig til modværge.

Efter flere måneders besættelse genåbnede forældre og beboere institutionen. Men den fik dog kun lov til at fungere en måneds tid.

 

Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg

Den 10. juni 1978 kom en endnu større politistyrke sammen med skruebrækkere og fjernede bygningen. Men konflikten viste, at beboerne ville tages med på råd, når politikerne besluttede, hvad der skulle ske. Man var meget utilfreds med politikernes magtspil.

Men faktisk skete det modsatte. I december 1979 blev Helhedsplan 2 fremlagt. Her blev det besluttet, at Byggeren skulle jævnes med jorden. Byplansborgmester Villo Sigurdsson tilføjede dog i byggetilladelsen, at Byggeren skulle indpasses i planerne. Men på bedste udemokratiske stil fratog overborgmester Egon Weidekamp slet og ret Villo Sigurdsson myndigheden over byggeriet.

2.564 underskrifter blev indsamlet med kravet om, at Byggeren skulle blive liggende. Men Pelle Jarmer var ligeglad:

•  Demokratiet er jo ikke baseret på dørklokkebesøg. Jeg giver ikke ret meget for underskrifter indsamlet fra dør til dør. De fleste skriver jo under for at få fred.

 

800 betjente

Kommunen meddelte forældrene at Byggeren skulle halveres i første omgang. Den sidste halvdel måtte blive liggende til 1. april 1981. Kunne man ikke acceptere dette, ville det hele blive ryddet.

Den 24. marts 1980 bliver håndværkere, der skal rydde området stoppet af en fysisk blokade.

Den 22. april gennemfører håndværkere under overværing af 800 betjente rydningen af Byggeren. Men da dette er færdig går børn og forældre i gang med at flytte det hele over på den halvdel, der i første gang blev ryddet.

Den 29. april gennemfører skruebrækkere under et politiopbud, der aldrig før var set på Nørrebro, en total rydning af Byggeren. Folk måtte springe for livet.

 

Hjernerystelser og flækkede øjenbryn

Voldsomme kampe mellem almindelige borgere og politi opstod. Adskillige landede på skadestuen. Alvorlige hjernerystelser og flækkede øjenbryn efter berøring af politiets knipler havde følger. Omkring 70 mennesker blev arresteret. Og mange blev anklaget for vold mod embedsmand i funktion.

Om aftenen, da roen igen lagde sig over Nørrebro, gik tusinder af børn og voksne i gang med at genopbygge Byggeren med materialer fra byggepladsen ved siden af.

 

Den 30. april blev der bygget barrikader i kvarterets gader. Politistyrker samler sig på Dronning Louises Bro for at rykke ind og rydde barrikaderne. Efter en forhandling med Nørrebro Beboeraktion lover politiet ikke at rykke ind, hvis man selv rydder barrikaderne på Nørrebrogade.

 

Politikommando foran Kirken

Torsdag den 1. maj starter stille og rolig. Man fejrede dagen med fest og sang på Byggeren. Der er dans og musik ud til de lyse timer.

 

Fredag den 2. maj genlyder Nørrebro af en helikopter fra Søværnets Operative Kommando. Den svæver hele dagen over området. Den sender hele tiden meldinger til det kæmpe store opbud af betjente der efterhånden har forsamlet sig. Politiet har indrettet kommandocentral foran Hellig Kors Kirke på Kapelvej.

 

Koloner af kampklædte betjente bevægede sig ind i det besatte område omkring Byggeren, hvor mange tusinder mennesker slikkede sol.

Politiet krævede, at barrikaderne i Slotsgade, Prins Jørgens Gade og Stengade blev ryddet. Politiet lovede ikke, at røre Byggeren før Borgerrepræsentations møde om mandagen.

Nørrebro Beboeraktion gik med til at rydde nogle af barrikaderne. Men alligevel kom det til sammenstød med politiet. Politistyrker trængte de demonstranterne ind på den ene halvdel af Byggerens areal. Imens fjernede en bulldozer resten af barrikaderne.

I Radioavisen kunne man høre en af politilederne sige:

 Nu må vi lægge fløjlshandskerne på hylden og vi bruger kun den magt, der er nødvendig. Så må vi se udviklingen, hvem der vil lægge ryg til det.

 

Nørrebro i undtagelsestilstand

Lørdag den 3. maj var der kun forsamlet et par hundrede mennesker på Byggeren. ved 13 – tiden rullede pludselig 34 tunge lastbiler med grab og tre bulldozere ind i området. Kvarteret blev spærret af. Det hidtil største opbud af betjente som nogen sinde var set på Nørrebro, var forsamlet. Med knipler blev de få mennesker fordrevet. Og medlemmer af Chaufførernes fagforening gik i gang med deres arbejde.

Harmen mod, at politiet atter havde brudt deres løfte var enormt. Hele eftermiddagen og aftenen var der voldsomme sammenstød. Politiet drev folk frem og tilbage med brug af knipler og motorcykelbetjente.  I fuld fart kørte de ind i mængden og svingede kniplerne.

For første gang optrådte de grønklædte hundepatruljer. Med jævne mellemrum slap de hundene løs blandt flygtende mennesker.

 

Vi lægger ikke fingrene imellem

I Radioavisen hørte man politiet sige, at de ikke følte sig bundet af nogen som helst aftale. Hen på aftenen erklærede politiet Nørrebro i undtagelsestilstand. Fra Politiets Højttalervogne lød følgende budskab:

Vi vil ikke acceptere lovløse tilstande i byen. Og vi vil ikke lægge fingrene imellem. Vi kan ikke garantere Deres sikkerhed, og vi vil ikke acceptere, at De samler Dem. Opløb vil blive splittet med magt. Vi agter at rydde gaden. Vi vil ikke acceptere denne samlen og alt vil blive betragtet som opløb.

 

Et lovlig varslet folkemøde blev opløst på Skt. Hans Plads blev opløst af kæmpe politistyrker.

 

Søndag den 4. maj blev den ryddede Bygger – grund holdt under skarp bevogtning af flere hundrede betjente.

 

Mandag den 5. maj demonstrerede ca. 15.000 mennesker fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen imod nedlæggelsen af Byggeren.

Inde på Rådhuset stillede en række partier et forslag, der gik på, at man skulle tage afstand fra Weidekamps og Jarmers metoder. Et flertal afviste dog at behandle forslaget.

 

Arbejder under politibeskyttelse

Tirsdag den 6. maj blev der under massiv politibeskyttelse opført et massivt plankeværk omkring Byggeren.

 

Dagen efter begynder udgravninger på stedet under politibeskyttelse. Det kan så måske undre for de pågældende fagforeninger har ved tidligere lejligheder bebudet, at man ikke ville arbejde under politibeskyttelse.

 

Den 12. maj spærrede forskellige grupper for trafikken. 30 blev anholdt. Efterfølgende var der demonstration foran Vestre Fængsel med krav om, at de indsatte fra optøjerne fra Nørrebro blev løsladt. Der sad endnu 39 i varetægts – eller isolationsfængsel.

 

Tirsdag den 13. maj opgiver Nørrebro Beboeraktion deres fysiske blokade mod nybyggeriet. Man havde forgæves forsøgt at få Byggefagenes Samvirke til at stoppe arbejdet. Og det kan undre for de gentog, at de aldrig ville arbejde under politibeskyttelse.

 

Yngre besættere

De nye besættere var væsentlig yngre aktivister. De fleste var under 20 år. I slutningen af 1981 gik en gruppe sammen i Initiativgruppen for et Ungdomshus. Ønsket var at få et hus uden om de etablerede KUC – centre, andre ungdomshuse og beboerhuse. Man ville selv bestemme. De unge forestillede sig, at Københavns Kommune stillede et hus til rådighed, samt finansierede istandsættelsen.

Der blev søgt om tilladelse af ungdomshuset i den nedlagte brødfabrik Rutana på Nørrebro. Da der aldrig kom svar på kommunen, blev Rutana besat. To timer efter ryddede politiet området.

 

En gummifabrik

To uger efter gik det ud over en nedlagt gummifabrik lige i nærheden. Belært af erfaringerne barrikaderede de unge for en sikkerheds skyld på til første sals højde. Få dage efter blev det ryddet af politiet ved hjælp af tåregas og knipler. 98 unge blev anholdt. Det var ret så hårde anholdelser.

 

Et kloster på Vesterbro

Ugen efter blev Abel Cathrinegade – stiftelsen, et tidligere kloster på Vesterbro besat. Det gamle kloster havde været forladt i fem år. En masse aktiviteter opstod. Men daglig hærværk og tyveri forekom. Det kneb med fælles ansvarlighed. Initiativgruppen opgav huset efter 3 1/2 måned.

Men i løbet af 1982 oprettedes i alt 6 ungdomskollektiver, herunder Allotria, Bazooka og Den lille Fjer.

 

Jagtvej 69

Endelig fik man eget hus, Jagtvej 69. Efter jævningerne af kollektiverne blev det forholdsvis stille. Vi indledte med Ryesgade 58, der blev besat i sommeren 1983. Her boede omkring 70 unge mellem 14 år og 30 år.

I 3 1/2 år var huset i Ryesgade 58 besat.

 

Ja og sådan kunne vi blive ved. Men vi har tidligere, som det kan ses under dette beskæftiget os med kampe på Nørrebro. På www.norrebro.dk er der således cirka 40 artikler om Ungdomshuset.

 

Kilde: Se

Litteratur Nørrebro

• Dorrit Kampmann, No Widding: Tilfældet Sofiegaarden (1969)
• Madsen, Rye, Mellergaad, Thomsen: Ungdom 80 (1982)
• Volden m.m.: Ungdomshus nu, Tiderne Skifter (1982)
• Peter Wivel: Et sted at bo (1971)
• Poul Petersen: Fugle Større end vinden (VS – Forlaget 1986)
• Sten Bro: Kampen om Byggeren (1980)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Bulldozersanering ødelægger detailhandelen (1980)
• Terrornatten på Nørrebro (1999)
• At bo på Nørrebro
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Byggespekulation på Nørrebro
• BZ – bevægelsens Historie på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Dramaet i Husumgade
• Et Faderhus på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
• Hvorfor skulle Janne dø?
• Hypnose – mordene på Nørrebro
• Hypnose – mordene på Nørrebro – endnu mere
• Lersø – bisser
• Lersø – bøller og bisser – nok engang
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• Nørrebro – den 18. maj 1993
• Rabarberlandet
• Røde Rose på Nørrebro
• Skyd efter benene
• Slumstormere, Besættere og Autonome
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Politi og Banditter på Nørrebro (kun på FB)