Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Buchenwald – lægen Værnet er stadig aktuel

Juni 5, 2020

Buchenwald-Lægen Værnet er stadig aktuel

Han er portrætteret i mindst tre dokumentarfilm. Der er bøger om ham på dansk, tysk og fransk. Nu er han igen blevet aktuel efter at en argentinsk sundhedsminister skal hædres på en pengeseddel. Han blev aldrig straffet for sine handlinger. To kollegaer skrev bemærkelsesværdige lægerklæringer, så han via Sverige kunne flygte Argentina. Her fortsatte han sine eksperimenter med at ”kurere” homoseksuelle. Heller ikke danske regeringer mente, at han skulle straffes for sine handlinger. Indtil 1933 var der også strafbart i Danmark at være homoseksuel. Det kunne give syv års fængsel. Indtil 1981 blev det betragtet som en sygdom. Himmler mente, at de udgjorde en fare for den nazistiske ideologi. I KZ – lejrene blev de placeret nederst i det livsfarlige hierarki med en lyserød trekant på fangedragten. Værnets forsøg i Buchenwald førte ikke til noget. Det var en meget tynd rapport, han afleverede til Himmler.  

 

En argentinsk sundhedsminister

Der er massiv kritik af, at den argentinske centralbank vil sætte billedet af en tidligere sundhedsminister på en pengeseddel. Det skyldes, at han i sin tid var sympatisør med det nazistiske styre i Tyskland og blandt andet hyrede en dansk SS – læge, der havde forsøgt at udradere homoseksualitet.

Ramon Carrillo’ s ansigt skal sættes på en 5.000 peso pengeseddel. Han var sundhedsminister i Argentina fra 1949 – 1954.

 

Værnet blev hyret i fem år

I 1947 hyrede Carrillo i 1947 på en femårig kontrakt den danske SS – læge Carl Værnet. Fra hele verden lyder det protester. Den israelske ambassadør i Argentina siger:

 

  • Når vi siger ”aldrig igen” med reference til Holocaust, er det ikke nogen ide i at hædre en, som i det mindste sympatiserede med denne ideologi

 

Det fremgår også, at den latinamerikanske del af Simon Wiesenthal Centre også har kritiseret beslutningen:

 

  • Carillo, foruden at være en beundrer af Hitler, skabte konceptet om ”den ideelle soldat”, som skulle afvise folk, han mente var afstikkere på race og kønsområdet.
  • Vi afviser valget af sådan en karakter, der vil skade Argentinas omdømme med sit billede på landets største pengeseddel.

 

Argentinas manglende opgør med fortiden

Denne sundhedsminister gjorde skam også gode ting. Han fik udslettet malaria i landet og halverede børnedødeligheden i sin embedsperiode.

Men valget af denne sundhedsminister udstiller også Argentinas manglende opgør med landets venligtsindede politik over for nazister under og efter Anden Verdenskrig. Han var lige som Værnet læge og de to udviklede et tæt forhold.

Storbritanniens ambassadør i Argentina siger:

 

  • Vi bør ikke mindes nogen, der deltog i denne mørke periode.

 

Hvordan homoseksuelle blev udslettet

Menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell, der har særligt fokus på homoseksuelles rettigheder, undrer sig over, at et demokrati som Argentina hylder en mand, der hjalp Carl Værnet:

 

  • Carillo sponserede Carl Værnet og lod ham fortsætte sin forskning i, hvordan homoseksuelle kunne udslettes. Carillo har ikke kunnet undgå at kende Værnets forbrydelser. Hvorfor hylder et demokrati dog ham?

 

Denne menneskeretsforkæmper vender vi tilbage til senere i artiklen.

 

Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina

Som vi tidligere i artikler har nævnt, så modtog Juan Perron masser af nazister og krigsforbrydere. Her i Argentina kunne de leve i fred og fordragelighed efter Anden Verdenskrig uden fare for at blive udleveret. De skulle bare stille deres viden til rådighed.

Mindst 12.000 krigsforbrydere flygtede til Argentina. Blandt de mest berømte var lægen Josef Mengele og Adolf Eichmann, der var en af hjernerne bag massedeportationer af jøder.

Og her i Argentina fortsatte Værnet ”sit videnskabelige speciale”. Han arbejdede for regeringen og bagefter åbnede han sin egen lægepraksis.

 

Det taler man ikke om

Regeringen i Argentina er såkaldte peronister – de identificerer sig med den tidligere præsident Juan Peron. Et angreb mod Carillo er et angreb mod hele regeringen.

Forfatteren Uki Goni, der har skrevet ”The real Odessa” siger, at samarbejdet mellem Argentinas regering og en række topnazister er ikke noget som man taler om. Nazismens historie i Argentina er stadig et tabu – det har aldrig været større.

Argentina benægter deres samarbejde med nazisterne. Den omtalte 5.000 – peso-seddel er sendt i trykken, men er endnu ikke sendt i omløb. Behovet for den ny seddel skyldes landets inflation, der i år ventes at være på 50 pct.

 

Jeg har en historie til dig

I 2009 sad der blandt publikum en person, der henvendte sig til instruktøren af en film om SS – manden Adolf Eichmann, der blev forevist i et teater i Argentinas hovedstad Buenos Aires:

 

  • Jeg har en historie til dig

 

Det blev til filmen ”Den lyserøde trekant – og nazi – kuren mod homoseksualitet”. Det var netop filmen om Carl Peter Værnet, der her i Argentina skiftede navn til Carlos Pedro Varnet.

Bøsser blev i store bundter sent i KZ – lejre og anbragt nederst i den livsfarlige hakkeorden med en lyserød trekant syet på fangedragten.

 

Den danske regering svarede ikke

Men allerede tidligere i 1998 henvendte menneskerettighedsforkæmperen Peter Tatchell sig til statsminister Poul Nyrop Rasmussen og spurgte, hvordan det efter Anden Verdenskrig havde kunnet lade sig gøre, at Carl Værnet var flygtet til Argentina fra retsforfølgelse, selv om han sad i dansk varetægtsarrest i 1946.

Nu har danske politikere aldrig været så meget interesseret i danske krigsforbrydere. Og statsministeren svarede da heller aldrig på henvendelsen.

 

Værnet blev anholdt

Efter befrielsen vente Værnet tilbage til Danmark. Han blev lige som andre nazi – sympatisører anholdt og interneret. Værnet erklærede sig uskyldig i krigsforbrydelser og mente, at han kun havde fungeret som almindelig læge.

Imens hobede beviserne sig op mod ham. Ved hjælp af tro medsammensvorne læger bluffede han sig til en kritisk sygdom.

 

To kollegaer hjalp Værnet til at flygte

Niels Birger Danielsen den ene af de fire forfattere bag den danske bog om Værnet fandt ud af, at han blev hjulpet ud af landet af to læger – Tage Bjering og Gunnar Kelstrup. De havde attesteret, at han led af en kritisk hjertesygdom, som kunne kureres i Sverige. Sygdommen var forkalkning af kranspulsårerne, noget der i 1940’erne var uhelbredeligt.

Læge Gunnar Kelstrup, der havde tilknytning til Generalstabens Efterretningssektion (forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste) og overlæge dr. Med. Tage Bjerring fra Kommunehospitalet afgav begge i 1945 og 1946 gentagende erklæringer på, at Værnet led af denne alvorlige hjertesygdom.

Den 24. januar 1946 skrev Tage Bjerring:

 

  • Værnet har en meget svær hjertelidelse, og jeg mener, at en fornyet fængsling antagelig vil medføre døden forholdsvis hurtigt, ligesom en afhøring i heldigste tilfælde vil nøjes med at fremkalde svære hjerteanfald med hjertekrampe.

 

Syv måneder senere den 22. august 1946 erklærede læge Gunnar Kelstrup over for statsadvokat Th. B. Roepstorff, at:

 

  • Læge Værnets sygdom i den siden da forløbne tid har udviklet sig på den måde, som er forudsat i overlægens erklæringer
  • Hjertekramperne har tiltaget i hyppighed trods al til rådighed stående behandling
  • Hertil er nu yderligere kommet, at på grund af de af hjerteanfaldene fremkaldte blodomløbsforstyrrelser er venstre hånd og arm i betydelig grad invalideret ligesom blodomløbsforstyrrelserne er synlig mærkbare på højre hånd og begge fødder.
  • Læge Værnet er ikke længere i stand til at klare sig selv ved f.eks. spisning, påklædning o.l.

 

Pressenævnssag

Men offentliggørelse af disse læge – navne førte til en pressenævnssag mod Niels Birger Danielsen efter en klage fra en søn til af en af lægerne. Klagen blev afvist af nævnet med tre stemmer mod en.

Samtidig arbejdede Værnet imidlertid aktivt for at få lavet en produktionsaftale med et engelsk eller amerikansk medicinalfirma om at fremstille et hormon, som Carl Peter Værnet havde opfundet

 

Symbol på undertrykkelse af homoseksuelle

Carl Værnet overlevede dog til 1965 efter et mere ind imellem strabadserende liv. Han døde som 72 – årig efter et trafikuheld. Men 56 år efter hans død er SS – læge Carl Værnet stadig et symbol på undertrykkelse af homoseksuelle.

Han var håndlanger for nazismens førende raceideolog Heinrich Himmler. I Buchenwald udførte han eksperimenter på bøsser for at gøre dem til heteroseksuelle og dermed kurere dem for homoseksualitet, der dengang blev betegnet som en sygdom.

Og selv om det er 56 år siden lever historien om hans ugerninger i bedste velgående takket være bøger, afhandlinger og dokumentarfilm og nu også en pengeseddel.

 

En streng opvækst

Han havde en streng opvækst på en gård med sine fire brødre. Hans far var en dygtig hesteavler. Det var i den lille by Løjenkær mellem Århus og Odder vores hovedperson voksede op. Faderen havde et voldsomt temperament. Han kunne finde på at binde Carl til to stolper i hestestalden og afstraffe ham med en ridepisk.

Da han begyndte på medicinstudiet, skiftede han navn fra Jensen til Værnet. Han mente, at doktor Værnet lød bedre end doktor Jensen.

Han oprettede en konsultation på Frederiksberg. Tilstrømningen til klinikken gav ham hurtigt tilnavnet ”modelægen”, som tilsyneladende kunne kurere hvad som helst. Han var kortbølgespecialist. Han gav løfter om helbredelse af alskens alvorlige lidelser. I den egenskab udviste han til tider en bizar moral i behandlingsmetoderne samt omgangen med patienter.

Da Carl Værnet i slutningen af 30’erne havde opfundet og udviklet en kunstig hormonkirtel, fremkaldte det højst hovedrysten fra den øvrige lægestand.

 

Underskud af testosteron

I løbet af 1940’erne svigtede patienterne klinikken på Platanvej, da de fandt ud af at lægens sympati lå hos besættelsesmagten. Siden, da klinikken blev solgt til tyskerne, blev den sprængt i luften af sabotører fra Holger Danske – gruppen.

Værnet mente i strid med hovedparten af tidens medicinske sagkundskab at homoseksualitet hos mænd skyldtes et sygeligt underskud af det mandlige kønshormon testosteron. Han tilbød at kurere dem ved at tilføre dette hormon og ville ved forsøg dokumentere, at det kunne ske ved hjælp af en ”kunstig kirtel”, han havde udviklet.

Kirtlen bestod af en stav med et depot af hårdt sammenpressede lægemidler, indpakket i guldfolie, som blev indopereret i kroppen og derefter lidt efter lidt frigjort i en jævn strøm over en lang periode. Opfindelsen fungerede grundlæggende som vore dages P-stav og blev patent anmeldt af Værnet i Danmark i 1943 og USA i 1946.

 

Også restriktioner i Danmark

Homoseksualitet var i Danmark strafbart helt frem til 1933 og kunne give syv år i tugthuset. Og det blev betragtet som en sygdom helt frem til 1981, hvor det blev slettet på Sundhedsstyrelsens sygdomsliste.

På Rigshospitalet lavede man forsøg med testikeltransplantioner på homoseksuelle i 1920’erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn.

 

Nazismens syn på homoseksuelle

Nazismen anså homoseksuelle mænd som moralsk degenererede og kriminelle. De blev sat i bås med, hvad nazisterne kaldte ”asociale”. Nazisterne så det blandt andet som en trussel mod nationens fællesskab, at bøsserne ikke fik børn. Dermed kom det tyske befolkningstal i fare og følgelig hele den tyske nation.

I 1937 sagde Himmler:

 

  • Hvis vi anslår en eller to millioner homoseksuelle, bliver resultatet, at syv – otte procent af de tyske mænd er homoseksuelle. Hvis tingene fortsætter på den måde, vil vores nation gå til grunde på grund af denne pest. En nation kan ikke i det lange løb tåle en sådan ødelæggelse af sin seksualøkonomi og ligevægt.

 

Lesbiske kvinder var ikke nær så problematiske, da de trods deres seksualitet stadig kunne føde børn og bidrage til riget. Nazisternes undertrykkelses – og disciplineringspolitik var derfor særligt rettet mod bøsser, som skulle ”helbredes” for deres sygdom, så de kunne bidrage både til krigsindsatsen og befolkningstallet.

”Rigscentralen til bekæmpelse af homoseksualitet og abort” ledede propagandaindsatsen imod homoseksualitet og støttede forskningen i fænomenet.

Blandt de medstuderende var Frits Clausen, der senere blev formand for DNSAP. Her meldte Værnet sig ind i 1930’erne.

 

En trussel mod den ariske race

Værnet var mere end velkommen hos Himmler. Han kunne godt lide at homoseksualitet åbenbart kunne helbredes. Denne ide sikrede Værnet store pengemidler fra SS. For nazisterne var homoseksualitet en trussel mod den ariske race.

Værnet fik et laboratorium stillet til rådighed hos Deutsche Heilmittel i Prag. I fire omgange opholdt han sig i Buchenwald for at udføre forundersøgelser, operationer og efterkontrol.

Nogle af mændene var blevet kastreret engang i 1930’erne og her gik det ud på at vise at den kunstige tilførsel af testosteron gav dem kønsdriften og evnen til at gennemføre samleje tilbage. For de andres vedkommende handlede det om, at hormontilskuddet skulle få deres seksualdrift til at rette sig mod kvinder.

Det blev efterfølgende testet ved at flytte dem til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück og kommandere kvindelige fanger til at forsøge at lokke dem til seksuel kontakt. Hvis det lykkedes, kunne de betragtes som ”helbredt”.

 

En meget tynd rapport til Himmler

De tyske lægekollegaer begyndte at gennemskue Værnet og skrev stadig mere skeptiske interne rapporter om danskeren og hans forsøg. I februar 1945 troppede Carl Værnet op i Himmlers hovedkvarter i det sønderknuste Berlin og afleverede sin endelige rapport.

Også i brevvekslingen mellem Værnet og Buchenwald, som er delvis bevaret, ses eksempler på lægeligt sjusk. Efterhånden mistede både Deustsche Heilmittel og SS’ økonomiforvaltning tilliden til ham. Dog ikke mere end at SS – rigslægen Dr. Ernst Grawitz i februar 1945 udbetalte ham 5.000 Reichsmark (svarende til i dag ca. 210.000 kr.) for hans arbejde.

Ud over en masse nazistiske floskler og evig troskab mod Himmler indeholdt rapporten ingen reel videnskabelig dokumentation og refererede især nogle behandlinger Værnet påstod at have lavet mod homoseksuelle i Danmark. Uden dokumentation, tal eller reel forskning.

De 93 sider rummede primært sygehistorier om succesrige behandlingsforløb, som Værnet angiveligt havde gennemført tilbage i sin tid i København, men i nogle tilfælde havde plagieret fra en amerikansk førkrigsundersøgelse. Forsøgene i Buchenwald blev kun beskrevet ganske overfladisk, så reelt leverede han intet bevis for sin teori.

 

Han blev aldrig gjort ansvarlig

Allerede i 1945 blev han beskrevet af et øjenvidne i Eugen Kogon’ s bog ”Der SS-Staat”.

Som vi tidligere har nævnt, flygtede han via Sverige til Argentina. Han blev nævnt under Nürnberg-processerne:

 

  • Carl Værnet var stærkt protegeret af Himmler selv.

 

Men på forunderlig måde blev der aldrig rejst en sag mod Værnet. Værnet nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn.

 

Stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse

Han var en mand, der stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse. Han var parat til at støtte hvem som helst, hvis det kunne tjene hans karriere. De fleste læger, der arbejdede i KZ – lejrene var unge og ambitiøse og uden større videnskabelige kompetence.

Også Ib Markwarth har lavet en 30 minutters dokumentarfilm om Carl Værnet.

Nu blev han ofte kaldt ”Danmarks svar på Dr. Mengele”. Men sammenligningen er nok vild overdrevet. Mengles forsøg resulterede i tusinder af dødsfald. Værnets forsøg var ikke drevet af ondskab. Han var langt fra en sadist. Men han havde en nærmest sygelig fortrængningsevne og blindhed over for egne motiver.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.575 artikler, herunder 318 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) inkluderet:

 

  • Værnet, lægen man lod flygte
  • Joseph Mengele – dødens engel
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • Bag KZ – lejrens pigtråd (Buchenwald)
  • Den Polske Historiefortolkning
  • KZ – Udelejr – Husum – Schwesing (Svesing)
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Døden over Barbi – jar
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • De svenske forbindelser – under Anden verdenskrig
  • Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
  • Hvad skete der i Borbruisk
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • SS – absolutte Grusomheder
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Mirjams flugt
  • Holocaust – aldrig igen
  • Himmler – og hans datter
  • KZ – lejr Ladelund
  • Auschwitz – en udryddelseslejr
  • Klaus Barbie – Slagteren fra Lyon
  • Odessa og de andre flugthjælpere
  • Nazi – jægerne
  • Sort Jord – Holocaust
  • Søren Kam – og hans erindringer
  • Jagten på Krigsforbrydere
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • Tilfældet – Søren Kam
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • I tysk krigstjeneste og mange andre

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden