Et mønsterbyggeri, der snart gik i forfald. Læs om borgernes utrættelige kamp mod offentlige myndigheder. København var en rotteplage. Kolera var årsagen til Brumlebys tilblivelse. Man havde egne butikker, sygekasse, bibliotek, badeanstalt, asyl og badeanstalt. Men man skulle opføre sig ordentlig, ellers blev man smidt ud.

 

I 1853 hærgede koleraen atter København. Hvis myndighederne havde lyttet til lægerne, var der måske ikke omkommet 4.700 mennesker.

 

Bedre hygiejne ønskes

Allerede i 1840 havde læge Emil Hornemann i skrift og tale gjort myndighederne opmærksom på, at byens dårlige hygiejniske tilstand med åbne latrinkuler, dårlig vandforsyning og arbejdernes elendige boligvilkår. Også den dårlige ernæring var et problem..

I 1845 havde ingeniør F.G. Kabell udsendt et skrift med baggrund i de lægelige krav om bedre hygiejne. Ingeniøren foreslog en kloakering af hele København med stikledninger til hver enkelt af byens ejendomme til spildevand og toiletafløb.

 

Ridestøvler, som følge af rotteplagen

Holmens Kanal havde i mange år været kendt som Københavns åbne kloak. Rotterne trivedes i store mængder. Ofte invaderede de Det Kongelige Teater i så store mængder, at herrerne for en sikkerheds skyld iførte sig deres ridestøvler. Damerne havde større problemer. De havde store kjoler i flere lag.

 

Drikkevand og spildevand fra samme sted

Toiletter i vores forstand eksisterede ikke. I stedet havde man åbne latringruber, dvs. En mødding, som blev tømt 2 gange om året. Latringruberne i gårdene var utætte. De såkaldte chokoladevogne kørte latrinen til Amager. Drikkevand fik man fra forskellige ”kilder”. Vandet blev ledt i render fra Københavns omliggende søer og endte f.eks. i Rosenborg Slotsgrav, der både blev brugt til drikkevand og til spildevand. Det samme gjaldt for de tre store søer i København.

I 1847 offentliggjorde Hornemann artiklen, Om adskillige mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygiejne som Middel herimod. Hornemann havde forskellige måder, hvordan man kunne løse problemerne.

 

Et besøg hos de fattige

En københavnsk præst, pastor Visby fortæller om et besøg i et udlejningshus for fattige familier:

• Deres Bolig er som oftest over al Beskrivelse slet. Den består i reglen af et eneste lidet, lavt og smudsigt Værelse, stundom med Adgang til et fælles
  Køkken. Opgangen er i Reglen ad en stejl og brøstfældig Trappe, ofte kun en Stige. Jeg har været på Steder, hvor denne Stige endte sig med en Lem, der måtte løftes op med Hovedet, og hvor man da befandt sig lige under Rygningen af Taget i et tresidet Rum under Hanebjælkerne. Kakkelovnen mangler ikke sjældent ganske.
• Selv i et Hus på Christianshavn, der tilhører en offentlig kasse., Overformynderiet, udlejes Værelser uden Kakkelovne. Ruderne ere lidt itu og tilklistrede med papir eller tilstoppet med Pjalter. Den største Urenlighed hersker næsten overalt. Der bliver aldrig vasket hverken Gulv eller Trapper, og da Vinduerne lige så lidt nogensinde oplukkes, for ikke at den Smule Varme, som er fremkaldt ved det menneskelige legemes Uddunstninger, skal tabes, hersker der i Reglen, en kvælende højst usund Atmosfvære.
• For sådanne Lejligheder betales fra 8 til 14 Rdl. Halvårlig, og der gives Huse, hvor der findes et Antal af over 50. De Fattiges Føde er i Almindeligheden tør Mad, og da denne vanskeligen vil glide, hjælper de derpå med Kaffe og Brændevin. Varm Middagsmad er sædvanligvis ukendt, undtagen når den tilsendes dem af godgørende Mennesker.

 

Politikerne i 1850: Det er for dyrt  

Borgerrepræsentationen lod i 1850 udarbejde et projekt til nedlægning af vandledninger, gasledninger og kloakledninger. De store udgifter fik både Borgerrepræsentationen og indenrigsministeren til at afvise projektet.

Man lavede også et forsøg, der dog kun varede i to måneder. Det var alt for dyrt, sagde politikerne

7.200 personer blev angrebet af koleraen i 1853, heraf døde 4.700. Sygdommen ramte mest i de fattige kvarterer. Særlig slemt stod det til i Fattigvæsnets stiftelser og de specielt indrettede kolerahospitaler.

I stedet for at forebygge ved evakuering, leje af lokaler, bestilte fattigvæsnets direktør 200 ligkister.

Berlingske Tidende skrev ironisk:

• at Direktionen snart ikke mere ville behøve at rømme Hospitalet, thi det ville ske af sig selv.

 

Lægeforeningen

Den 9. juni stiftedes Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. Man havde udsendt et brev til alle husstande i byen, der fortalte, at man ville aflægge et besøg. Man ville fortælle om sygdommen og dens bekæmpelse, skaffe trængende al mulig hjælp og ordentlig mad. I særlige tilfælde ville man evakuere beboerne og skaffe dem en anden bolig.

Foreningen indsamlede selv midlerne blandt de mere velhavende, men vigtigst var, at næsten alle københavnske læger sluttede op om initiativet, der naturligt nok blev lededes af Horneman. De værste huse blev evakueret, og beboerne ført til midlertidige nødboliger i Livgardens Kasserne samt i teltlejre på Christianshavns eksercerplads og glaciset tæt ved Sankt Jørgens Sø.

 

Brumleby opføres

Lægeforeningen havde allerede inden koleraens udbrud luftet planer om, at opføre en sund by for arbejdere. Et areal på Øster Fælled blev stillet til rådighed. Arkitekt blev ingen ringere end professor G. Bindesbøll.

I løbet af 1854 blev de første huse færdige, og i 1857 var der otte blokke parat. I 1867 udvidedes Brumleby med endnu otte blokke, denne gang tegnet af arkitekt Vilh. Klein.

Disse bygninger burde have givet inspiration, men byggespekulanter havde kronede dage, især på Nørrebro.

Ved indgangen til Lægeforeningens boliger, Brumleby, sidder et skilt med teksten:

• I året 1853 kom koleraen til København. Lægen Emil Hornemann tog samme år initiativet til at bygge Lægeforeningens boliger på Østerbro som de første sociale arbejderboliger opført i det åbne land uden for voldene.
• Gottlieb Bindesbøll blev arkitekt for byggeriet, og de første 8 blokke blev påbegyndt allerede i efteråret 1853. I 1860’erne blev der opført yderligere
  10 blokke, denne gang med Vilhelm Klein som arkitekt. Hele anlægget med Husholdningsforening, Børneasyl, Badeanstalt, Mødesal og Sløjdskole
  stod færdig omkring århundredeskiftet. Lægeforeningens boliger, Brumleby blev fredet i 1959.

De færdigbyggede Bindebøll – blokke havde pr. 1. oktober 1858 knap 200 børn i alderen 0 – 6 år.

Af dem var der plads til 30 i det nærliggende asyl på Blegdamsvej, som boligerne støttede økonomisk. Fra starten var det ikke plads til et asyl i boligerne.

I 1871 befandt der sig 400 børn under den skolepligtige alder i Brumleby. Men heller ikke i ”Klein – byggerierne” var der planlagt asylbyggeri. I løbet af året fik man dog etableret et asyl til 100 børn.

 

Moral og sundhed skulle højnes

Formålet med opførelsen af Brumleby, var foruden at forbedre sundhedstilstanden også at højne moralen i arbejderstanden. Hornemann skrev i 1876 et skrift om arbejderboliger:

• Dette lille Arbejde tilegnes herved den danske Arbejderstand, som deraf blandt andet vilskjønne, hvor meget Arbejde, og hvor meget Bekostning, Tid, Dygtighed, Uegennyttighed og Velvilje, der nu i en Række af Aar er ofret og fremdeles vil blive ofret af den såkaldte dannede Klasse for at skaffe Arbejderne et af Livets bedste Goder, nemlig en sund og billig Bolig, og derved Betingelsen for et hyggeligt Familieliv og en god Børneopdragelse.
  –
• Kunne dette bidrage til, at de blandt Arbejderne, som hidtil kun med Mistro havde set på deres bedre stillede Medborgere, i Fremtiden vilde med velvillige og aabne øjne betragte denne Klasse af deres medmennesker, da vilde de baade være en stor Ære for Arbejderen og en sand Glæde for Forfatteren. I sandelighed ideologisk magtoverdragelse.

Fundatsen for Lægeforeningens boliger omtaler formålet med foreningens byggerier

• sunde og billige Boliger for de ubemidlede klasser af Hovedstadens Befolkning. Beboernes sundhed, sædelighed og tilfredshed søges så vidt muligt fremmet ved hensigtssvarende og reglementariske Bestemmelser, navnlig til overholdelse af god orden og renlighed.

 

Omfattende kontrol med beboerne

Pladsmænd blev ansat. De skulle holde øje med, at beboerne opførte sig ordentlig. De var en slags lokal ordenspoliti, der overvågede og kontrollerede beboerne. Den fysiske renhed var forudsætningen for den åndelige renhed.

Man ville forbedre på de mennesker, man tog under vingerne. I vedtægterne §2 stod at man ville

• fremme deres sundhed, sædelighed og tilfredshed.

Disse pladsmænd havde uniformer. Deres arbejdsbluser var lavet af samme stof som det mælkedrengene havde på. På hovedet havde de en uniformskasket med et grønt bånd om. Her stod Lægeforeningens Boliger.

 

2.500 mennesker i Brumleby

Bestyrelsen måtte selv finansiere
lejeboligerne. Brumleby var karakteriseret ved, at der var lys og luft mellem de toetagers blokke, der bestod af et – og toværelses lejligheder med separat indgang, bestemt for familier, enlige og enker.

Husene var billige, der var ingen overflødig dekoration, og lejlighederne var små. Men det var det første sociale boligbyggeri i Danmark.

Da byggeriet var fuld udbygget, var der ca. 550 lejligheder i Brumleby med 2.500 mennesker. De gule og hvide husblokke er 50 meter lange med syv indgangsdøre, der hver fører til en eller flere lejligheder. De første blokke blev færdiggjort i 1854 og de sidste i 1872.

Til stuelejlighederne hører småhaver, mens arealerne mellem blokkene er delt mellem privathaver og fællesareal.

 

Nedslidt og belastet

Brumleby var smukt og gennemtænkt fra starten. Men snart blev det et nedslidt og belastet boligområde. Bestyrelsen skulle selv finde lånemuligheder. Man havde ikke råd til ret mange dårlige betalere.

Allerede i 1888 klagede beboerne over dårlig vedligeholdelse. Således havde de første bygninger ingen tagrender. Arkitekten, Bindesbøll døde i 1856, og først i 1861 – 62 ansatte man en murermester, der skulle gøre noget ved vedligeholdelsen.

Først ved århundredeskiftet var der foretaget ordentlig kloakering, og der var ikke toiletter i alle lejligheder, som oprindelig var planene.

 

Koleraen kunne brede sig til velhavere

Man havde vel også et politisk motiv med arbejderboligerne. Koleraen som raserede i arbejderkvartererne kunne jo tænkes at brede sig til velhaverkvartererne.

• Den Fattige, den arbejdende, bor og eksisterer under alt for slette Vilkår, hans Andel af Byen er så sammenpresset, at han ikke kan ånde frit, der ågres med Rummet, til ødelæggelse, for ham og med fare for os alle.

Bestyrelsen i Brumleby ville ikke økonomisk støtte opførelsen af Jacobs kirken på nabogrunden, men de havde ikke noget imod, at kirken kom ind i Brumleby. I Mødesalen blev der også holdt søndagsskole. Mellem blokkene var der friluftsmøder.

 

Kvinderne ville ikke bruge badeanstalten

Klein – blokkene fik lagt vand ind fra starten, mens det første byggeri først fik det i ombygningen 1895 – 1904. Så det var meget naturligt at Brumleby fik en badeanstalt i 1892.

Denne badeanstalt indeholdt 10 brusebade-celler, hver med sit påklædningsrum, et lille kontor og venterum, kedel – og kul-rum, samt passende bolig for bademesteren og familie. Et bad med håndklæde kostede 10 øre og et stykke sæbe 3 øre. Antallet af badende har man også tal på. 31.000 i 1893 og hele 40.880 i 1896.

• Kvindernes Brug af Badende har desværre været Tarvelig. Det vil sikkert i høj Grad fremme Sundhed og den personlige Renhed blandt Kvinderne i arbejderklassen., i Fald, der kunne blive Skik, at det kvindelige Tyende engang imellem fik en 10 – øres Badebillet og Tid og Frihed til at bade, som de nu får en Tur i Skoven eller en Billet til Tivoli (Årsberetning 1892)

 

Uorden, ufred og uvederhæftighed

Fra 1871 til 1908 blev der ført statistikker over udsmidninger. Og det svingede mellem 20 og 50 hvert år. Grunden var som regel inden for tre kategorier: Uorden, ufred eller uvederhæftighed. Det sidste var i forbindelse med huslejen.

Lejerestancen udgjorde fra januar 1860 – maj 1862 6.000 rigsdaler, hvilket var cirka halvdelen af den samlede lejeindtægt. Dertil kom der også, at inspektøren bedragede foreningen.

 

Strengere kontrol

I de følgende år blev kontrollen forstærket. Forbud med logerende blev også indført. I bebyggelsen var der på 48 adresser eksempler på ulovlige logerende. I Årsberetningen fra 1863 kan man læse:

• Det synes som om den strengere Kontrol med Lejens erlæggelse osv. Har gjort, at det især er den bedre del af denne Klasse, som nu er Lejere. Foruden Arbejderne fra de omkringliggende Fabrikker, Professionerne af alle Arter (Håndværkere), Vaskekoner og enkelte Pensionister findes der for Tiden også adskillige hertil flyttede Underofficersfamilier blandt Lejerne.
• Anstaltens fred, ro og Økonomi led alt for meget ved at beholde sletteste Lejere, hvilke derfor har været en nødvendighed efterhånden at fjerne (Årsberetning 1864).

 

Kønsopdelte værelser ønskes

Man var også bekymret for, hvordan beboerne sov, specielt om ugifte af forskelligt køn sov i samme værelse. Hornemann gav i Danske Arbejderboliger
en beskrivelse af de herskende forhold i Brumleby:

• Sædeligheden lider meget ved, at hele Familien undertiden sover i eet Rum, og endnu mere ved at Børnene af forskellige Køn, selv efter Modenhedsalderen er indtrådt, sover i een seng. Med Tiden håber man imidlertid at få dette forhold forandret ved blandt andet at sørge for flere Soverum med faste Sengetider og deslige. Hidtil sørger man at forebygge det, ved at pålægge Forældrene at sende konfirmerede Børn ud af Huset for at tjene osv.

Nu var Brunleby – lejlighederne ret små. Det var bedre i Nyborggade. Her blev der bygget 48 3 – værelses lejligheder, beregnet for familier med flere børn, hvor der kunne skaffes soverum for hvert køn særskilt.

Da denne bebyggelse blev revet ned i 1959, var der nogle der nægtede, at flytte. Så kom der presenning over.

 

Politiske møder var forbudt

Kostalden eller Mødesalen blev bygget 1897 – 1898. Grunden til, at den ført blev bygget på det tidspunkt, var at møder blandt beboere kunne være politisk farlige. Man var bange for, at socialisterne tog magten.

I 1880’erne var det forbud mod at holde politiske møder på området. Men rundt om i lejlighederne kunne man ikke forhindre sådanne møder. Inspektørerne forespurgte bestyrelsen, om de kunne få udvidet deres beføjelser til at kontrollere denne utugt.

Men den 21. august 1885 blev Østerbro Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet. Man lagde vægt på, at man var en diskussionsforening og ikke en vælgerforening. Bestyrelsen bestod næsten udelukkende af beboere fra Brumleby. I 1894 havde man 300 medlemmer.

Østerbro Husholdningsforening blev også stiftet i Brumleby. Gamle Danses Venner og Gamle Danses Værn holdt til i Kostalden.

 

Skole til de mindre børn

Da Klein – blokkene blev tilført i 871 var der ca. 400 børn mellem 7 og 15 år i Brumleby. De måtte gå den lange vej til Sankt Hansgades Skole på Nørrebro.
Dengang var der ingen kommuneskole på Østerbro.

I 1878 blev et lokale i Brumleby indrettet til skole for de mindre skolepligtige børn.

Man havde overvejet at bygge en rigtig skole, men i 1882 blev der bygget en kommunal skole i Ryesgade, hvor børnene begyndte at gå.

 

Østerbro Husholdningsforening

Østerbro Husholdningsforening (ØHF) indrettede den første butik i 1868. Et medlem havde stillet sit dagligværelse til rådighed. De første varer man kunne
købe var brød, mælk, fløde, gryn, øl, svovlstikker og pindebrænde.

I 1875 indrettede foreningen en hørkram under urtekræmmeren for handel med tungere købmandsvarer, øl og brændsel. I 1878 startede men en spækhøker – butik bag urtekræmmeren., og i 1886 et ismejeri.

Et bibliotek fik man også indrettet. I 1898 var man således oppe på 3.000 bind. Og to sygekasser var der også i bebyggelsen. Konfirmations – og begravelseshjælp var også noget som foreningen ydede tilskud til.

 

Lange ventelister

Boligernes popularitet ses samtidig af ventelistens størrelse. I de første mange år lå tallet i reglen på 200 – 300 ansøgere. Men i slutningen af 1920’erne
og i 30’erne voksede listen enormt. For at bringe listerne ned, skrev man på indtegningslisterne i 1930:

• da der er indtegnet ca. 550 Boligsøgende vil det vare mindst 10 År, inden denne Ansøgning kan komme i Betragtning

I 1935 var tallet oppe på 800. Man satte en grænse for at komme på listen til 65 år, og grænsen for indflytning til 75 år. I 1938 toppede listen med 1.000 ansøgere.

Pludselig dalede listen med ansøgninger. Bestyrelsen vedtog nemlig at give aldersrente – og invalidepensionister forret frem for børnefamilier.

Efterhånden udviklede man traditionsrige fester bl.a. boligblokkene og i Kostalden. Sommerfest, Høstfest, Julefest, Nytårsfest, Fastelavnsfest, teater – og filmforestillinger.

 

Brumleby fredet

I 1958 modtog Københavns Magistrat de første planer til et højhusbyggeri på Brumlebys jord. To tredjedel skulle overdrages til naboen, Københavns Idrætspark. Til gengæld skulle byggeriet gå i højden på resten af arealet, langs Øster Allé med 6 etager, langs Olufsvej med 11 etager og langs Østerbrogade med
7 etager.

De 602 lejligheder skulle bygges som socialt boligbyggeri. Men ildsjæle fik hele bebyggelsen fredet.

 

Forfald

I Brumleby var bebyggelsen ved at forfalde.

• Bygningernes bestanddele er på alle områder overordentlig hårdt medtagende.

Tagdækningens skifersten er porøse. Forsvarlige og holdbare reparationer er næppe mulige. Bjælkelag, gulve, døre kræver udskiftning i stort omfang. For flere bygningers vedkommende må stadig tilbagevendende svampeangreb bekæmpes og fornyelse af råddent tømmer og træværk finde sted. Fugtighed i vægge og gulve skaber alvorlige gener i et stort antal lejligheder.

Selve miljøet i det eksisterende Brumleby blev mistænkeliggjort, og også brugt som et argument for nedrivning.. Man mente pludselig at nabokontakten indeholdt for store mængder. Brumleby syntes sin ende nær. I 60’erne var der gået spekulation i boligbyggeri og – standard under devisen:

• Riv ned og byg nyt, det skaber vækst.

 

En kamp mod myndighederne

I Årsberetningen fra 1969 kan man læse:

• I oktober 1970 er ca. 310 lejligheder endnu udlejet til beboere af ældre årgange og ca. 180 lejligheder udlejet til unge. Der har ikke kunnet undgås,
  at der er opstået uoverensstemmelser mellem beboergrupperne, idet hver aldersklasse har sin særlige livsudfoldelse, og blandingen af lejere
  med så stor aldersforskel kan under de givne forhold ikke anses for absolut heldig. 10 lejligheder er forsøgsvis udlejet til unge narkomaner, for hvis vedkommende der også har været vanskeligheder at bilægge.

I 1970’erne var der store slagsmål mellem beboerne og myndighederne. Københavns Kommune var indstillet på, at lade bebyggelsen forfalde, så der kunne komme luksus-byggeri på stedet. Dette medvirkede til stærkt beboersammenhold, der eksisterer den dag i dag.

I 1971 besluttede Borgerrepræsentationen, at Brumleby skulle rives ned og erstattes af en plan fra 1965 med terrassehuse.

Beboerne havde i 8 år kæmpet med kommunen om at få vedligeholdt lejlighederne. Men kommunen ville hellere lade dem forfalde. Utætte tage og tagrender, u-malede vinduer og døre, slidte trapper uden lys, var noget af det, beboerne måtte kæmpe med.

Beboerne ville ikke finde sig i den behandling, og demonstrerede på Rådhuspladsen mod politikernes beslutning. Kommunen havde anmodet om ophævelse
af fredningen af Brumleby. I Brumleby blev der nedsat en Bevaringsgruppe. Gruppen fik til opgave at udarbejde et forslag til billigere modernisering.

Lejerforeningen gjorde hårdnakket modstand. De besatte lejligheder, lavede huslejeboykot og førte retssag. Beboerne var bestemt ikke tilfredse med, at Ungbo skulle overtage indstillingsretten til ledige lejligheder. Beslutningen kom som et lyn fra en klar himmel.

Og endnu mere forbløffet blev de, da de så overborgmester Weidekamps plan i 1976. Han foreslog en luksus-modernisering af bebyggelsen. Lejlighederne skulle koste 3.000 kr./mdl. Ligeledes foreslog han en skrabet vedligeholdelse fra kommunens side.

 

Mord i Brumleby

I 1978 skete der et mord i Brumleby. Den 20. marts blev den 40 – årige bogbinder, Kurt Svensson myrdet i sin lejlighed. Han var blevet stukket adskillige gange med en kniv. Morderen blev senere pågrebet.

 

Brumleby bliver hædret

Fra 1990 – 96 blev Brumleby renoveret i samarbejde med beboerne. I 1997 blev Brumleby sammen med Øksnehallen og Ny Carlsberg Glyptotek tildelt Europa Nostra Pris for bevaring og renovering.

I 2002 blev Brumleby solgt af Københavns Kommunes Byfornyelsesselskab og omdannet til  Brumleby Almene Andelsboligforening, administreret af KAB.

I 2004 blev Brumleby medtaget i den såkaldte kulturkanon under arkitektur. Nyt tag, fjernvarme og indlagte toiletter med brusebad blev installeret i alle lejligheder. I en 8 måneders periode måtte beboerne genhuses.

 

Hvad koster det?

Og hvad koster det så at bo i Brumleby? En lejlighed på 60 m2 med 60m2 loft koster 4.500 incl. Varme, antenne og a conto varme/el. (Det er godt nok en del år siden, vi skrev denne artikel)

 

Hvorfor hedder det Kostalden?

Hvorfor hedder mødesalen – Kostalden?

Vinduerne sidder helt oppe, lige som i en kostald. Nogle gange flygtede kvæget ned af vejen til Trianglen. Og døren til mødesalen stod åbent om sommeren. Så kunne det hænde, at en ko forvildede sig herind.

 

Hvorfor hedder det Brumleby?

Hvorfor hedder det egentlig Brumleby?

Ja, der er mange forklaringer. Brumleby blev bygget på Fælleden med kreaturerne græssende på den anden side af hegnet. Koen brummer dybt sin melodi, hedder det i Aakjærs Jeg er Havren.  Fra kvæget kom oksebremserne summende og brummende ind over Brumleby.

En anden forklaring er, at de oprindelige blokke faktisk hed Brumleby, mens de nye Klein – blokke blev kaldt for Kolyst. Da brokvarterene blev brolagte,
kunne beboerne høre, at de gamle kærrer rumlede, deraf navnet brumle.

Brumleby blev kendt som et kampnavn, for drengebander der spredte død og ødelæggelser i nabo – kvarterne. Og denne forklaring er netop gengivet i Martin
Andersen Nexø i ”Et lille Kræ”. Det handlede om kampene på Fælleden mod naboerne, Rabarberne fra Nørrebro

• Brumleby er raske drenge
• Olufsvej er ligeså
• Rabarberne de kryber sammen
• Når de en på tæven få.

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 1.02. 2022