Jeg vil tro, at alle i Tønder, kender en, som er ved Tønder Frivillige Brandværn, eller som vi sagde dengang, Æ Feuerwehr.

 

Altid på pletten

I Strucksalle´ kørte Æ Feuerwehr altid ind til siden, for at få Leif´ s far med, hvis der var brand i nærheden eller vestpå. Og på Lærkevej var det ”Nasser”,
der var Æ Feuerwehr´s forlængede arm. Engang da jeg havde været til morseundervisning i Ellum, synes jeg, at min knallert var lovlig varm. Jeg mente den havde godt af lidt afkølende. Så jeg smed vand på den. Det resulterede i masser af røg. Og ”Nasser” var den første på stedet. Han var dog ikke i reglementeret uniform.

 

Tønders plager

Kigger vi på artiklerne her på siden er det tre ting, som har plaget Tønder gennem historien, og det er:

1. Stormflod
2. Epidemier
3. Brand

Og i denne artikel skal vi beskæftige os med det sidste nemlig brand. Hele bydele er gået op i lys og luer. Men det kan i læse om i de enkelte artikler.

 

Den sidste store brand

Den sidste store brand, jeg selv oplevede i Tønder, det var mens jeg gik på Handelsskolen. Jeg så røgskyerne fra Trælasten for enden af Strucksalle´. Efterhånden kunne vi også se de tililende brandkorps fra det vestlige opland komme hyldende til hjælp.

 

Stor brandfare

Brandfaren i den gamle by var stor. Alle huse var stråtækte. Der blev oplagret letantændelige ting, som hø og halm til kreaturer, tjære lim m.m. Smedene med deres farlige ting, var henvist til en særlig gade, Smedegade.

 

Fra historien

• Omkring 1500 brændte en del af Sydvestkvarteret og af klostret.
• I 1517 gik hele Østergade samt Helligåndshospitalet op i luer.
• I 1522 brændte ”Vestergade – forstad” (Vest for Laurentiusstrømmen)
• I 1541 gik det ud over slottet. Her brændte bl.a. Det ”blå” tårn.

 

Øjenvidner

I 1581 udbrænder 300 huse i Vestergade og Storegade. For brandfarens skyld anlægges Søndergade. Det skete i 1591.

Et øjenvidne beretter:

• Fra Peter Lavrens hus, som hans mor lod bygge indtil Jannikens Gade (Søndergade), er kun to huse blevet reddet fra flammernes bytte. Det var de to huse ejet af henholdsvis Andreas Hinrichsen og Peter Matzen. Dog blev den ene kvist på Peter Matzens hus beskadiget. Han belønnede byens borgere
  med øl og takkede dem fordi de havde reddet hans hus.
• På den nordlige side af Jacob Vits hus på Torvet langs gaden er ikke et eneste hus undgået flammernes bytte. Også Amtmand Godske Rantzaus svigerfar slap ikke for den triste skæbne. Også hans hus til kul og aske.
• Man mener, at ilden opstod i Negels Holdesens (den tidlige borgmester) stald. Men de nærmere omstændigheder, kendes ikke. Dog siger rygterne, at tjenestepigen er forsvundet.

Den største katastrofe var vel nok for os ”amatør – historiker, at Rådhuset og byarkivet gik op i lys lue. Det siges, at borgmesteren døde af sorg.

Hertug Adolf måtte hjælpe byen med sine beholdninger af korn og flæsk. Et ” trøstebrev” sendte han også til byen.  Den 29. juli 1586 brænder Uldgade og Slotsgade

• Klokken er cirka 17. En omfattende brand har hærget det meste af Ulvegade og hele pladsen ”Hinter den Stellen. Det er også gået ud over husfogedens hus samt alt, hvad der ligger vest for porten.

På daværende tidspunkt var Uldgade en ret ny gade i Tønder.

 

Retningslinjer fra hertugen

Fra hertugen blev der udsendt forbud mod anvendelse af stråtag. Men det rettede man sig ikke rigtig efter. Man gik dog i gang med at anvende sten i gavlene. I 1599 anlægges Lillegade, ligesom Søndergade fungerede denne som en slags brandbælte.

 

Byens første sprøjte fra 1627

Gang på gang forbydes der at have stråtag på tagene, men forbuddet overholdes ikke. Byens rådhus havde også stråtag. En synsk borger påstod at han i 1596 havde set hele byen brænde. Amtmand Dietrich Blomme bliver skrækslagen, og henstiller til at man overholder alle påbud.

Amtmanden rettede henvendelse til byrådet om ændring af brandvedtægterne, efter hvilke det nu udtrykkelig bestemmes, at stråtag og høstakke ikke måtte forekomme i byen. Borgerne skulle anskaffe sig hver 2 læderspande og en 9 alen lang stige. Fra hvert af de 4 kvarterer udpegedes 2 kvartermestre til at føre tilsyn med ildsteder, skorsten, brandstiger m.m. 2 gange årligt.

Men byens første sprøjte bliver først anskaffet omkring 1627.

 

Mange brande

• Den 3. juli 1622 nedbrænder 11 huse i Sydvestkvarteret og Slotsgrunden.
• I 1642 brænder 40 huse i ”Vestergade – forstaden”.
• I 1649 brænder hospitalet.
• Den 26. oktober 1725 nedbrænder Østergade med hospitalet.

Efter denne brand, blev der opsat en mindeplade bed Østerport. Pladen befinder sig nu på Tønder Museum. Her står:

• Efter denne ulyksalige Brand den 15. Oktober 1725 er denne Port med en del af den sørgeligt nedbrændte Tønder By lykkeligt genopført i det Herrens År 1726 i September Måned af det blandt Brandtomter håbende i sorgen glade Råd og Folk. Herrens Navn værre Lovet fra nu af og i Århundreder. Halleluja.

 

Magistraten hjælper ofre

Tønder Magistrat begyndte i 1726, at udstede attester for de brandlidte borgere. Disse attester indeholdte en række enkeltheder om den skade, som branden havde forvoldt den enkelte borger. Meningen var så, at der skulle samles ind til de skadeslidte.

Skomager Hans Erichsen havde mistet hus og stald på 10 fag, og næsten alt løsøre og læder. Det sidste er ikke godt at miste for en skrædder. Borger og hospitalsforstander Cornelius Carstensen havde mistet hus og stald, og det meste af sin ejendom.

Ofte var det præsterne, der i sidste ende anbefalede en indsamling. Magistarten var flinke til at give skattefrihed, så borgerne igen kunne få tilværelsen til at fungere.

 

Foranstaltninger

I 1731 udsendte Magistraten en række foranstaltninger, der skulle forhindre en ”gentagelse” af brand

• Forordningens &5 bestemte, at i det første år efter publikationen, skulle alle huse og ”ildsteder” med stråtag ombytte disse med teglstene.
• I den anden år, skulle det samme ske med stalde i Sydvest – og Nordvest-kvarteret.
• I det tredje år skulle det samme ske med staldene i Sydøst – Og Nordøst-kvarteret.

De forsømmelige ifaldt en bøde på 20 RDL til kongen. For at lette ”sagen” for de uformuende fik de, der gav kredit til materialer, ret til at tage 6 % i rente. Deres fordring skulle nyde første prioritet.

Men handelen gik dårlig i Tønder. Der var pengemangel, mangel på materialer og på håndværkere. Det gik meget lang tid inden borgerne opfyldte Magistratens forordninger.

 

Halmviske

Næste problem var, at man brugte halmviske under teglstenene i stedet for kalk. Borgerne anfægtede, at kalken, hvis det dryssede ned, ødelagde deres korn. Et påbud fra 1804, fastslog dog, at man straks skulle understryge teglsten med kalk.

 

Frederik den femtes forordninger

Frederik den 5. udsender i 1762 en rettesnor til, hvad man skal gøre i forbindelse med brand.  Det var forbudt at ryge i stalde og lader. Slemme drenge måtte ikke skyde med raketter eller nøglebøsser til nytår.. Asken på arnen skal til natten anbringes således, at der ikke går ild i katten, som ynder at ligge ved ildstedet, og som let kan komme til at virke som brandstifter., når gløden sætter sig fast i hårene på den, og den så farer omkring i huset.

Magistarten skulle sørge for, at der ved byens offentlige brønde skulle stå en vandbeholder på en slæde klar til blive slæbt til en eventuel ”ildløs. Endelig
skulle Magistraten ”tænke” på at anskaffe to eller i hvert fald en sprøjte. Gaderne skulle holdes fri for store sten, affald og møddinger, så sprøjterne i tilfælde af brand kunne komme hurtig frem.

Hvis der var brand skulle man ”gøre anskrig” på gaden, og naboerne var (som gode kristne og desuden for deres egen skyld) forpligtet til straks at ile til hjælp,
for at hindre ilden i at brede sig. Klokkeren skulle løbe til kirken og lade klokken lyde. Vognmænd eller andre, som havde heste skulle straks spænde for og begynde at køre vandet til brandstedet i tønder eller oksehoveder eller hvad de nu havde.

De skulle ikke gøre det for ingenting. Der var præmier på at komme først, nemlig 2 rigsdaler. Nr. 2 fik 32 skilling og nr. 3 fik 24 skilling.

Til gengæld skulle de, der havde køretøjer og ikke ville køre, belægges med store bøder. Tømmermænd og murere skulle være forrest i kampen mod flammerne. To herrer fra Rådet og to dertil udvalgte borgere skulle på embedes vegne sørge for, at de tililende folk blev sat i arbejde. De skulle påse, at man
først og fremmest fik krudt, hør, hamp, beg, tjære og svovl ud af det brændende hus.

 

Dårlig vandforsyning

Et svagt punkt i Tønders beredskab var den dårlige vandforsyning. I 1781 nævnes rundt om i Tønder 20 sugepumper med lange pumpestænger. Vandet var for det første ganske utilstrækkelig. Brøndene løb også tørre, når der var unormalt forbrug, ved for eksempel brand. Som drikkevand kunne man slet ikke bruge brøndene.

Den underjordiske vandforsyning gennem træ-rør bestod helt til 1873. De rådne rør blev erstattet af brændte ler-rør. Byens brandsprøjte og andre redskaber havde plads i Kirkeboderne mellem Richtsensgade og kirken.

 

Brand på brød-fabrikken

På hjørnet af Vidågade og Østergade lige ved Seminariet lå der omkring 1869 en brødfabrik, hvis indehaver hed Johan Friedrich Jensen. Hvis man afleverede rug til fabrikken kunne man i bytte få brød.

En mørk oktober-nat opstod der pludselig brand på fabrikken. Viljen var der fra byens befolkning at hjælpe. Men der var total mangel på organisation. Der var også mangel på slukningsredskaber. Den 12. oktober havde indehaveren en annonce, hvor han takkede alle for deres hjælp

 

Der er hul i spanden

Den 20. oktober meddelte politimesteren, at alle, der havde mistet deres brandspande kunne henvende sig til brandadministratoren for at få dem udleveret. Politimestren havde fundet ud af, at mange brandspande var ubrugelige. De var simpelthen ubrugelige. Han bebudede, at de blev reparerede. Samtidig bebudedes et eftersyn af samtlige brandspande i byen. Var de ikke i orden, kunne der ventes bøder på tre daler eller endog fængsel.

 

Tønder Frivillige Brandværn en realitet

Efter branden i Østergade var der behov for et ordentligt brandvæsen. I løbet af de sidste 20 år var der i Tyskland opstået en del brandvæsen, der bestod af mandskab, som frivilligt underkastede sig den nødvendige disciplin og uden vederlag uddannede sig til brandmænd. Sådanne frivillige brandværn fandtes
navnlig i byer af middelstørrelse.

I Tønder boede en ung mand ved navn Julius Theobald Petersen. Han stammede fra Slesvig og kendte til det frivillige brandværn. Han kastede sig med stor ”ildhu” i arbejdet. Han havde bare den fejl, at han var for ung. Men så sprang seminarielærer P.J. Johannsen til. Han havde både alder og erfaring. Han blev værnets første kaptajn.
Männer – Turnverband

I Tønder havde ”Männer – Turnverein von 1865” set dagens lys. Dengang havde man den opfattelse at gymnastikken skulle tjene et formål uden for sig selv. Det skulle være et politisk, selskabeligt eller praktisk formål. Nu havde Turnverein i 1869 ikke noget særligt formål, så derfor blev starten på Tønder Frivillige Brandværn ”Turner – Feuerwehr”.

Seminarielærer Johannsen og maler Chr. Petersen tog til Slesvig for at se på brandmateriel og organisation for at lade sig inspirere.

 

De første øvelser

Hvert medlem anskaffer for egne midler en reglementeret ”Blouse”. Hjelm og anden udrustning leveres af værnet. Hver måned afholdes en øvelse efter kaptajnens bestemmelse. Den årlige generalforsamling finder sted hvert år den første søndag i november måned. Her vælges korpsets kaptajn, kasserer
og tøjmester ved simpel stemmeflertal. Den første øvelse i uniform blev afholdt med de gymnastikredskaber, der tilhørte ”Turner – Feuerwehr”.

Den 14. april 1870 kom værnet første gang ”i ilden” hos snedkermester Sehestedt.

 

Brandværnet – selvstændigt

Snart viste det sig uenighed om de økonomiske midler med hensyn til selve gymnastikforeningen og værnet. Den 31. maj 1871 skiltes parterne og organisationen fortsatte under navnet Tonderns freiwillige Feuerwehr.

 

Obligationer blev solgt

Man havde ikke råd til en ny sprøjte, så derfor blev der udstedt 200 obligationer a 2 ½ prøjsiske dalere. Magistraten overtog efter anmodning 40 obligationer. I 1871 blev den første sprøjte købt i Leipzig for 900 mark med tilbehør, og en prøve viste, at den svarede til forventningerne.

 

”Brand” i symaskinen

I 1874 var bogtrykker Rothes bedstemor ung pige hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop at syede på en af de moderne amerikanske symaskiner. Sådan et apparat var meget kostbart. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han farer ind i stuen og råber

• Dæ æ bran – Dæ æ bran.

Han tager den dyre maskine og kaster den fra 1. sals højde. Han mente, at forhindret en brand. Ganske givet har symaskinen udskilt noget røg.

 

Brand på Schweizerhalle´

En forsinket alarmering indløb den 10. august 1908. Årsagen var, at et bud tog fejl. Han løb til politistationen og anmeldte branden i stedet for til brandværnet. Schweizerhalle´ stod i brand. Og dengang kunne stedet godt henføres til det fjerne klippeland. Bygningen lå på en mægtig høj. , som også rummede en tilsvarende mægtig øl-kælder.

Ret hurtig løb brandværnet tør for vand. Brandfolkene måtte vente til der igen løb vand til. Man benyttede ventetiden til at rive en sidebygning ned og hente møbler ud.

Branden var anmeldt 14.30 men hen på natten var branden endnu ikke slukket. I ventetiden spenderede indehaveren en cognac til de svedige brandfolk. En tilstedeværende politiperson følte sig kaldet til at gribe ind:

• Ich verbiete mir jeden Alkoholgenüss bei der Löscharbeit (Jeg frabeder mig enhver nydelse af alkohol ved slukningsarbejdet).
  Den udskældte brandmand svarede ganske rapt.
• Do ska heller int ha.

 

Uheldig alarmering

En række uheldige omstændigheder fik katastrofale følger for guldsmed og fotograf Bødewadt. For det første lod alarmeringen noget tilbage at ønske, idet nogle hornblæsere, der skulle alarmere, netop denne aften ikke var hjemme. Dernæst var noget af brandslukningsmaterialet til reparation. En del plader med
optagelser fra det gamle Tønder gik tabte ved denne lejlighed.

 

Gave til brandvæsnet

En brand opstod i bager Lüthgens ejendom i Vestergade (senere skohandler Nissen). En stærk vestlig vind gjorde slukningsarbejdet vanskeligt, og ejendommen var ikke til at redde. Befolkningen i nabohusene blev evakueret. En meget syg og hjælpeløs kvinde blev evakueret.

Heldigvis nåede ilden ikke naboejendommene. Derfor testamenterede den hjælpeløses mand, kreaturhandler Laust Frandsen brandværnet sit hus NW
– kvarter 187, med 2 stalde og have samt 3 fenner, beliggende på Tønder mark, ca. 4 ha stor.

Efter nogle års forløb solgte brandværnet  hus og jord, da man trængte til rede penge til anskaffelse af uniformer og brandslukningsmateriel. Restbeløbet, 18.000 mark, anvendtes i krigsårene 1914 – 1918 til tegning af krigslån. Ved krigens slutning gik pengene tabt under inflationen.

 

Et nyt vandværk

En ny sprøjte blev anskaffet i 1899 og indrettet til at blive hængt på et køretøj. Men der var stadig sløjt med vand-tilførslen. Det skulle en regulær tyfus-epidemi til, for at Tønder i 1902 fik et ordentligt vandværk.

 

Samarbejde med andre værn

Op til 1. verdenskrig var der mange håndværkere, der var aktive i Æ Feuerwehr. Man samarbejdede med andre kredsforbund, og arrangerede stævner. Disse stævner kom til at fungere som instruktions-kursus.

Til en forbundsdag i Westerland på Sild i 1893, fik de deltagende medlemmer bevilliget gratis rejse på 4. klasse, men kun på fastbanen. Befordringen til og på øen måtte ske på egen regning.

Revnede bukser på Torvet

Også Tønder havde æren af at modtage gæster fra andre byer. Ved en sådan lejlighed skulle der fremvises en redning på et udspændt tov. Tovet var fastspændt
tværs over torvet til Sparekassens bygning. Alt var meget realistisk anlagt, og det var propfuld af mennesker. Men da brandmanden skulle ud af de snævre bukser, revnede de hvide bukser. Han begyndte at protestere. Men det hjalp ikke

• Du musst rutt, de Gäste wolln dat sehn. (du må ud, gæsterne vil se det).

Sådan sagde den hjælpende kammerat, gav ham et skub og ud gled brandmanden med revnede bukser og den bare popo til stor moro for hele forsamlingen.

Kor og musikkorps

Der blev fejret mange fester i Æ Feuerwehr. Man havde også en overgang et musikkorps på 16 mand. Ja det havde man i perioder. I 1913 måtte man nøjes med piberog trommer. Og et kor havde man også i en meget kort overgang.

 

Konerne protesterede

Inden en time efter en øvelse skulle korpset være trukket i civil. Man ville forhindre at korpset gik på slukningsøvelser på byens kroer. Ja, der var over 70 stykker. Tønder havde verdensrekord i antal kroer pr. indbygger på et tidspunkt. Men korpsets damer protesterede. Gang på gang faldt man i. En patrulje
skulle hente de forliste ægtemænd hjem til konerne. Men ak og ve, kammerater er jo også mennesker. Så de faldt også i.

 

En motorsprøjte

I 1931 var der en kæmpe brand hos trælasthandler Selmer i Vidågade. Branden begyndte kl. 3.30 om natten. Over seks timer varede kampen. Man fandt efterladenskaber fra branden en hel kilometer fra – ude på kirkegården.

 

2. Verdenskrig

I 1934 fik brandvæsnet en rigtig motorsprøjte og en motoriseret mandskabsvogn. Motorsprøjten var en stor gevinst under 2. verdenskrig  Under 2. verdenskrig blev Tønder Frivillige Brandværn alarmeret 150 gange.

• Den 11. juni 1942 bliver 4 personer dræbt og 16 såret, da et hus i Jernbanegade bliver angrebet af engelske jagerfly.
• Natten mellem den 14. og 15. april bliver samme hus angrebet. I ruinerne fandt man 5 døde og 7 sårede.
• Efter krigen bliver brandvæsnet også alarmeret 5 – 6 gange i forbindelse med sabotageaktioner mod tyskervenlige forretninger og hoteller.
• En kæmpe brand opstod i 1944 i Brødrene Tygesens manufakturforretning i Storegade. Man lagde slanger ud ned til Vidåen. Et blad skrev:

 

• Der lå en sort, slimet dynge af dejlige varer, som skulle have glædet mangfoldige børn juleaften. Overalt var gulvene dækket af et stort lag tjæresort mudder, der skjulte damestrømper, kraver, tråd og andre uerstattelige stoffer.

 

Vigtig beslutning

Branden var påsat. Og samme nat var der også en brand på Tønderhus.

I 1947 var tre forslag op at vende i Byrådet

• 1. Bevarelse af den gamle ordning på frivillig basis
• 2. Overladelse af brandslukningen til et nyt brandværn
• 3. Overladelse af tjenesten til organisationen ”Falck”

Man overlod brandslukningen til det reorganiserede frivillige brandværn, traditionen og brandvæsnets indsats gennem årene havde gjort udslaget.

En tragisk brand i Tonhalle

Mandag morgen kl. 4 den 5. september 1948 hørte naboerne til den kendte restaurant/hotel  Tonhalle en klirrende lyd, der stammede fra  brændte vinduer. Hele hotellet stod i flammer.. Man kunne ikke komme op af trappen. Der blev sat en stige op til privatlejligheden på 2. sal, hvor den aldrene Petrine Andersen
og hendes unge datterdatter sov. De kom begge ned af stigen. Den unge pige råbte, at servitricen, Frøken Eva Asmussen befandt sig i den fremmede bygning. Man fandt servitricen livløs.

 

Nye brandbiler

En af tyskernes efterladenskaber var en brandbil, der kunne præstere 1500 l vand i minuttet. Den blev sat i tip – top stand af Tønder – firmaet Bruhn & Knudsen. Den blev overgivet til væsnet i 1949.

En Land – Rover med påhængssprøjte, hvorved der kunne udlægges 300 meter slange i  løbet af et minut blev anskaffet i 1959.

 

Påsatte brande på Mejerholm

To ondskabsfulde ildspåsættelser fandt sted ved juletid 1956 og 27. september 1957 på den 200 år gamle marskgård Mejerholm. Ved den sidste brand måtte beboerne flygte halvt påklædte ud gennem vinduerne.

 

Nye brandstationer

Efter Kirkeboderne var der brandstation i Skibbrogade. Efter brandstationen var der igen damp, da Blenders Dampvaskeri flyttede ind. Siden 1. oktober 1955 har brandstationen haft til huse i ejendommen Jernbanegade 30. (Denne artikel er fra 2008

I trygge hænder

Og der er sikkert en masse mere at fortælle om Æ Feuerwehr.

Sidst jeg var forbi brandstationen, vel omkring tre år siden (2005) holdt der nogle flotte moderne brandbiler foran stationen, men også den gamle røde, som vi kender fra Tønder – festivalen. Jeg synes, vi skal være taknemlig for, at nogen vil sætte deres liv på spil for os.

På Tønder Brandværns hjemmeside står der, at man i dag (2008) rummer

• en automobilsprøjte
• en miljø – og redningsvogn
• en tankvogn
• en mandskabsvogn
• en lift

Når alarmen lyder i Tønder, møder al disponibelt mandskab op, og alle kommer med til brand, uanset hvilken brand, der er tale om. Det er for at holde gejsten oppe hos alle, ellers ville det kun være dem, som bor tæt ved stationen, som kom med hver gang.

Brandværnet støttes godt af virksomhederne i Tønder, som lader deres medarbejdere smutte i tilfældet af alarm. Uden dette ville det være svært at få folk nok. Specielt i dagtimerne.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Endnu mere brand i Tønder 

Redigeret 6 – 04 – 2022