Blushøjlejren
Af Lisda Hildegarth
Fra kommunens side havde man tænkt, at denne lejr skulle være et slags nødtørftsanstalt. DSB kunne når som helst opsige lejemålet. 76 vognpladser var der. Vaskemulighederne var indskrænket. Det kostede kun et symbolsk beløb på 10 kr. pr. måned. I de første år var det præget af orden og renlighed. Men folk strømmede til området og arealet blev udlagt til det dobbelte. Rundt om i landet opstod ”selvgroede Roma-lejre” (Hed dengang noget andet – dag et “Forbudt Facebook – ord” ). Myndighederne tvang dem i lejlighed. Mange måtte have vognmænd til at trække deres vogne. Disse var ikke i den bedste stand. En larmende petroleumslampe sørgede for lys. Men flinke naboer udlejede mere eller mindre lovlige strøminstallationer for 25,- kr. om måneden. I 1962 besluttede Københavns Kommune, at nu skulle man flytte.
I 1948 lejede Københavns Kommune et areal af DSB på Blushøjvej 47 matr. nr. 2c af Valby. Der blev opført en toiletbygning med pissoir og lokumsspande, der blev tømt af natrenovationen. Langs med Blushøjvej var der fire vandaftapningssteder med kloak. Der blev opstillet et antal skarnkasser og indrettet en tørreplads. Til de mindste børn blev der lavet en sandkasse.
Desværre modsatte magistraten sig, at der kom elektricitet, vand og kloak ind på pladsen, da disse installationer ville give pladsen status som permanent vognpark, og det måtte for enhver pris undgås. Vognparken var fra kommunens side alene tænkt som en midlertidig nødforanstaltning, hvad de rejsende da også accepterede alene ud fra den kendsgerning, at lejren som nævnt lå på et lejet areal, og at DSB når som helst kunne opsige lejemålet.
Vognene ankom, og blev stillet op i rækker med 5-6 vogne i hver række. Der blev på den måde oprettet 76 vognpladser med ret smalle gangstier mellem vognene, og de blev ikke funderet på nogen måde. Det vil sige, at der i regnvejr, og når frosten gik af jorden, var et ubeskriveligt ælte, som ingen kunne være tjent med.
Vaskemuligheden var i forvejen skåret ned til et absolut minimum, da alt vand skulle hentes i spande nede ved Blushøjvej. Derefter skulle husmoderen tjene en skilling ved at gå fra dør til dør for at sælge børster, efter at hun først selv at have “trukket” dem. Når hun kom hjem, skulle hun tage sig af alt det praktiske som at varme vand, så børnene kunne blive vasket. Der skulle vaskes tøj, laves mad osv. osv.
Set fra de rejsendes synspunkt lå lejren ideelt. Den lå i frie og landlige omgivelser ud mod grønne, ikke byggemodne arealer, hvor børnene kunne tumle sig uhindret. For de voksne lå den centralt med direkte trafikforbindelser til København og omegn.
I foråret 1948 flyttede de rejsende fra Husum til Blushøjvej 47 i Valby.
Fra starten var det meningen, at det alene var de rejsende fra Nørrebro, der kunne bo på pladsen. Men her slækkede kommunen tidligt på kravene, så enlige rejsende, der havde boet i vogn andre steder i hovedstaden, nu også kunne flytte ind med deres vogn. Og private, som boede i vogn i København, ja, de fik hen ad vejen også lov at stille deres vogn op. Alt mod en symbolsk leje af 10 kroner pr. måned.
De første par år var forholdene i lejren noget nær ideelle, set fra alle synspunkter. Man dannede en lejerforening med en markant gøgler som formand, og han så til, at den vedtagne selvjustits på pladsen blev overholdt til punkt og prikke. Alt fungerede perfekt – selv toiletforholdene. Orden og renlighed prægede lejren, og den kommunale opsynsmand havde et let arbejde.
Betingelsen for at kunne leje en vognplads på arealet var fra starten, at tilflytteren skulle være såkaldt rejsende, dvs. være handelsmand, skærsliber eller gøgler med direkte tilknytning til de gamle rejsende familier. Enhver tilfældig fribytter med beboelsesvogn skulle ikke kunne oprette lejekontrakt.
Men som sagt, disse betingelser kunne desværre ikke overholdes i praksis, viste det sig, for da rygtet om den pragtfulde plads, spredtes som en løbeild ud over landet, strømmede både rejsende og private til med vogne.
Resultatet blev efter et par års forløb, at det oprindelige areal måtte udvides til ca. det dobbelte, til i alt 5300 kvadratmeter.
Antallet af toiletter blev ikke tilsvarende forøget, men det ville nok heller ingen praktisk betydning have haft, for i kølvandet på udvidelsen af vognparken til i alt 68 lejemål fulgte almindelige opløsningstendenser i lejrens organisation. Lejerforeningen gik i fisk, selvjustitsen faldt helt fra hinanden, og ordensbegrebet eksisterede ikke mere; alt flød.
Opsynspersonalet fra kommunen fik pludselig fuldt op at gøre. Men opgaven oversteg alle kræfter, så personalet til sidst måtte give helt op.
Vognene er et kapitel for sig. I perioden fra anskaffelsen af de første vogne omkring år 1900 og op til 1920’erne, da de rejsende i Jylland og på, øerne endnu brugte en hest som trækkraft, måtte vognene nødvendigvis have en sådan størrelse, at hesten kunne magte at trække dem på dårlige grusveje, som dengang var mest almindelige. I begyndelsen klarede de fleste rejsende sig med en 6 alens vogn, som det hed; altså at vognen var knap fire meter lang. Her skulle være plads – og det var der – til hele familien, der som regel bestod af forældre og tit en fem-seks børn.
Med vognen som ramme om familielivet indledtes en helt ny æra for de danske rejsende. De kørte i det rullende hjem, fra by til by, forspændt med en enkelt hest, og de handlede, sleb og spillede, hvor de kom frem. Flere af de rejsende havde lagt en nogenlunde fast rute, så de efterhånden blev godt kendt med den lokale befolkning. Man ventede køretøjet ved den eller den årstid, og forholdet til befolkningen og myndigheder var ganske udmærket.
De allerførste beboelsesvogne var indrettet med kun ét rum; der var simpelthen ikke plads til flere. Der var som regel i den bagerste ende af vognen, og lige indenfor var der på den ene side en køkkenvask og på den anden side et lille køkkenbord. I den anden ende af vognen var der slået et par køjer op til forældrene, måske adskilt fra det øvrige rum med et forhæng. Mellem køjerne var der lige plads til et lille vindue, der kunne åbnes. Her stod husfaderen og styrede vognen under kørslen til næste plads.
Sovepladser til børnene blev meget primitivt redt op på gulvet, der bestod af brædder med sprækker imellem. Ved sengetid blev der lagt et par tæpper ud, der fungerede som både underlag og madras, og om vinteren, når tæppet frøs fast på gulvet, var det om morgenen vanskeligt at flå af, uden at der blevet revet huller i det nederste. På grund af de snævre forhold var det en umulig opgave at opbevare rigtige madrasser i vognene.
Husmoderen lavede mad enten på et primusapparat eller i kogekakkelovnen, og køkkengrejet blev efter opvasken omhyggeligt gemt bort i en skuffe under køkkenbordet med et forhæng om. Den grove tilberedning af maden og familiens storvask foregik udendørs. Køkkenvaskens afløb var naturligvis et lodret rør gennem gulvet ud i det fri.
Sidst i 1920’erne skilte de rejsende sig af med deres heste, og da blev vognstørrelsen fuldstændig ligegyldig for i hvert fald transportens vedkommende; den foregik nu pr. bane eller pr. lastbil. Af hensyn til landevejskørslen efter en lastbil, hvor farten var forholdsvis høj, måtte de gamle træhjul udskiftes med små lastbilhjul med gummislanger og dæk.
Bilhjulene var nødvendige for transportens skyld, men til gengæld var de meget uhensigtsmæssige, når vognen holdt stille over en længere periode.
Luften sivede ud af slangen, hjulene blev flade, og dækkene brækkede itu og rådnede. Det forhindrede mange gange de rejsende i at flytte så ofte, som de selv og omgivelserne ønskede.
For at overgå hinanden anskaffede de rejsende sig større og vogne, og enkelte blev ejer af nogle på størrelse med en mindre jernbanevogn; flot udstyret med gesvejsninger, jalousier og jernskodder for vinduerne, hensigtsmæssigt indrettet med køkken, stue og soverum, men umulig at flytte pga. de ubrugelige hjul.
På den måde opstod der flere steder i landet selvgroede, såkaldte “Roma-lejre”, hvor de rejsende holdt hulter til bulter, indtil kommunale myndigheder tog affære og tvang beboerne i lejlighed. De, der slap af sted i tide, måtte se i øjnene, at det frie liv på landevejen lakkede mod slutningen. Da de fleste rejsende havde solgt hesten, som de kun havde udgifter af, måtte de fremover leje en lastbilvognmænd til at flytte vognen og trække den fra plads til plads.
Andre benyttede sig af jernbanen, men hertil måtte de også have fat på en vognmand, der kunne køre beboelsesvognen til rampen på jernbaneterrænet.
Ved vejs ende skulle de også entrere med en vognmand, der kunne transportere vognen hen på markedspladsen, hvor der var en chance for, at de kunne holde i nogen tid. Men de rejsende følte sig ikke velkommen nogen steder. Enkelte vogne fik allernådigst lov til at blive stående på en godsvogn eller at blive sat af på jernbanens areal for at holde der, mens de selv “handlede byen af”, som det hedder. Det sidste var ret almindeligt så sent som i 1940’erne, men DSB var ikke begejstret for denne ordning, da personalet havde erfaring for, at de rejsendes børn om aftenen, når det var blevet mørkt, strøg omkring mellem skinnerne på området og samlede kul ved lokomotivernes serviceplads til den hjemlige kakkelovn.
I 1965 er de flotteste og mest hensigtsmæssige vogne isoleret overalt og indrettet efter alle kunstens regler med adskilt køkken og et soverum med køjer. Opholdsstuen har moderne olievarmeovn, og der er tilslutningskontakt til elektrisk lys. Maden laves i køkkenet på et moderne flaskegaskomfur med bageovn; køkkenbordet har hygiejnisk plasticbelægning og vask af rustfrit stål med afløb til en beholder, der tømmes efter behov.
De moderne vogne er altså velisolerede og absolut egnede til helårsbeboelse i modsætning til de vogne, der er bygget blot få år tidligere, og som måske er blevet bygget til et helt andet formål end beboelse, måske som et transportabelt arbejdsskur ved en byggeplads.
Desværre var det umuligt at finde vogne af god standard i Blushøjlejren. En sådan vogn – bygget til formålet – koster en mindre herregård, og ingen rejsende havde mulighed for at træffe en afbetalingsordning for det beløb.
Hovedparten af vognene på Blushøjvej var omkring 1958 i en sådan stand, at de af enhver sagkyndig øjeblikkeligt ville blive betegnet som uegnet til bolig for mennesker og i hvert fald for børn. Mange vogne var utætte og dårligt eller slet ikke isolerede. Der holdt flere udrangerede rutebiler uden motor, der fungerede som bolig, og hvad det vil sige, forstår kun den, der har besøgt en familie, når frost og snestorm sætter ind. Stålkarrosseriet og de uisolerede ruder suger i den grad kulde til sig, at en gloende kakkelovn i den ene ende af rutebilen ikke formår at varme op i den anden. Udvendigt var de fleste dårligt holdt med maling, hvad for så vidt var en ærlig sag, da de i hvert fald ikke gav sig ud for mere, end de var.
Pladslejen var som nævnt 10 kr. om måneden, og man tolererede, at lejeren satte flere vogne ind på pladsen, eller han klaskede et par primitive skure op. Derfor kunne man ved en rundtur i lejren opleve at se de særeste sammenstillinger og sammenbygninger af vogne og skure.
Rekorden af pladsudnyttelse blev sat af en gøgler, der havde anskaffet sig en udrangeret, toetagers rutebil. Den var umulig at varme op, men praktisk, da man så også havde loftsplads til opbevaring af større genstande.
Allerede fra lejrens start blev vognene stillet op i lange rækker med vognene stående i forlængelse af hinanden og med en smule afstand mellem de enkelte vogne. Faren for en storbrand var til stede i hele lejrens levetid, men heldigvis gik der ikke menneskeliv tabt, selv om et par vogne i årenes løb futtede af i løbet af et øjeblik. At det gik godt, var et under.
Hvert lejemål fik et løbenummer, der blev noteret på folkeregistret som familiens officielle bolig, og det var tillige postkasse. Det er nævnt, at myndighederne af principielle grunde modsatte sig elektrisk installation på pladsen, men de rejsende, der ville have elektricitet i vognene, fik det nu alligevel. Det kunne ske på to måder,
Gøglere har altid været et selvhjulpent folkefærd, som nok skulle vide at klare sig under alle himmelstrøg, og at skaffe sig elektricitet var derfor en smal sag. Flere af dem stillede blot en larmende petroleumsmotor med generator op under vognen. Man startede motoren og voila: Lys over land!
Diverse omformere gav også beboerne mulighed for at installere fjernsyn, hvad flere i Blushøjlejren naturligvis også havde.
En endnu snildere måde var, at vognparkens flinke naboer, der var produkthandlere, simpelthen leverede strøm fra deres egne lovlige elektriske installationer via lange plasticledninger, der gik fra vogn til vogn. Prisen for leveret elektricitet handlede man sig til, men i reglen var den 25 kr. om måneden. En ret god pris for leverandøren om sommeren – kunne man synes – men så afgjort ikke om vinteren, da der var installeret mange varmeovne rundt om i vognene.
Kommunens tilsynsførende vidste naturligvis god besked om de ulovlige installationer, men lukkede det ene øje. Beboerne kunne derfor erstatte petroleumslamperne med elektriske pærer, og derved nedsætte brandfaren i lejren ganske betydeligt. I nogle tilfælde blev primusapparatet smidt ud til fordel for en elektrisk kogeplade.
I beskrivelsen af vognparken på Blushøjvej er vi nu nået til vejs ende, og Blushøjlejrens fuldstændige afvikling.
Den 28. februar 1962 besluttede Københavns Kommune, at beboerne i lejrens
- 76 vogne skulle flytte. Det var ifølge politikerne hensynet til den opvoksende generation, som retfærdiggjorde denne beslutning. De rejsende med de bedste ressourcer protesterede. De mente, at lejrens udvikling til slumkvarter opstod, fordi man havde tilladt private, dvs. ikke rejsende, at flytte til lejren. Af lejrens ca. 76 vognpladser var 22 udelukkende beboet af private.
Myndighederne valgte på grund af lejrens tilstand at forvise alle fra
Blushøjlejren. Flytningen fra livet i Blushøjlejren til livet i en lejlighed var hård for mange både unge og gamle. Sandsigersken Corinta oplevede, hvordan hendes søster blev påvirket af tvangsflytningen til en lejlighed. Corinta skrev i sine erindringer:
- “Noget gik i stykker i hende, og da man sanerede Blushøjlejren, hvor vi trods alt var nogle stykker samlet, der havde noget tilfælles, og hvor man kendte hinanden”.
- De rejsende kunne langt hen ad vejen fortsætte deres beskæftigelse fra en lejlighed, men det store sociale netværk forsvandt.
De rejsende blev i første omgang tildelt en lejlighed i København i almindelige beboelsesejendomme, hvor der var ledige lejligheder og en husleje, som de kunne betale. Med de begrænsede midler, som de fleste rejsende rådede over, endte en del i brokvarterernes slumlejligheder. De fleste familier ønskede derfor at flytte ind i de såkaldte finnehuse: nogle husvilde boliger i Valby. Dette ønske blev i adskillige tilfælde også imødekommet overfor de børnerige familier.
Svenskehusene i Valby huser også i dag mange rejsende. Da Køgebugt-banen blev anlagt, skar den lige igennem bebyggelsen. Derfor er 14 huse på Følager afskåret fra de andre på Ellestykket og Pilestykket. Der findes desuden to mindre tilsvarende bebyggelser ved Lykkebovej og Kulbanevej. I dag er Svenskehusene en andelsforening.
Kilde:
Blushøjlejren – (det forbudte ord), tatere og danske rejsende af: Anders Enevig (1923-2013) historiker og forfatter.
Tak til Lisa Hildegarth
- www.dengang.dk indeholder 2.123 artikler
- Under København finder du 211 artikler
- Under Andre Historier finder du 101 artikler
redigeret 18-03-2024