Blågårdens Storhedstid

Her lå Teglgården. Hvor fik Gabel pengene fra? Frederik den Tredjes uægte søn ejede også Blågården. Talrige fiskedamme. Prins Carl købte ejendomme i 1706. ”Der kommer prins Pless med min bror Carl”. Sophie Hedevig, en streng og pietistisk dame. Haven blev udvidet. En ny hovedbygning blev bygget. Den var rigt udsmykket. Prins Carl forlod Blågården i vrede, men inden kom Zaren på besøg. Men ikke på Nørrebro. Han blev installeret inden for voldene. Sophie Hedevig ville indgå tvangsægteskab. Men hun var hvis nok kæreste med von Plessen. Han fik Blågården foræret. Og så blev han uvenner med kongen. Louise von Plessen faldt også i kongens unåde og blev udvist. Så var det Knud Jacobsen Lyhne, der fik et godt tilbud af Grev Holck. Denne var stråmand for kongen. Struensee fyrede grev Holck på gråt papir og sendte Støvlet – Kathrine til Hamborg. Vi skal også høre om englændernes ødelæggelser og skolelærerseminariet. Den første industri indfandt sig, og sandelig også et teater.

Teglgården

Vi har skrevet en del om Blågården. Hvad lå her før og hvad lå her efter. Men egentlig har vi ikke beskæftiget os så meget med de personer, som boede her. Det hele sluttede i forfald, og så forsøgte man med industri og et lærerseminarium. Senere blev det hele udstykket.

Vi ved, at Stadens Teglgård blev opført her i 1616-17. Ja helt nøjagtigt står det følgende:

• Teglovn med Huse og Lader paa Byens Bekostning af ny igen er opbygt.

Herefter fik stedet ”Teglgaardsvang”.

Hvor fik Gabel pengene fra?

Omslagsforvalter, rentemester og statholder Christopher Gabel byggede et lystslot med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå kaldte københavnerne stedet for Blågård, og det beholdt siden dette navn.

Men hvor fik Gabel alle de penge fra? Man mente, at det var hans indflydelse hos kongen, der gav ham alle disse penge. Men man beskyldte ham også for bestikkelse. Han fik nogle mægtige fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte og selve dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt’ er og Rosenkrantz’ er. Da han døde den 13. oktober 1673 var hans eftermæle vel heller ikke det allerbedste. Juristen Herman Conring skrev følgende:

• Han er ikke så udannet, som det almindelig siges, og ser man hen til hans naturlige begravelse, har han ingen lige.

Gabel vidste, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. Han faldt da også ved dennes død i unåde.

Det var i Gabels tid, at der her opstod en prægtig have med de så prægtige Lindealleer. Ellers lå der kun småpavilloner med blå tage på grunden. Hovedbygningen var langt yngre.

Frederik den Tredjes uægte søn

I 1688 solgte Gabel’ s ”ganske ubetydelige” søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve, som beholdt den i kort tid. Ja denne var Frederik den Tredjes uægte søn med Magrethe Pape. Derefter kom den i forskellige officerers hænder.

Talrige fiskedamme

I 1694 blev stedet købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede også lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingesøen. Efter Meyers død overgik ejendommen til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgarden, Cesar René Thehillac.

Prins Carl købte ejendommen i 1706

Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl købte ejendommen i 1706.

Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins Carl var ikke nogen betydelig personlighed. Han havde mange embeder og titler. Men egentlig var han kun en jævn og rolig godsejer, der tilbragte sin tid med at jage og ride og læse i pietistiske bøger. Han syslede også med ”Guldmageriet” og havekunsten. Dette kunne han så gøre i ”Prinsens Have” også kaldet Blågården.

Der kommer Prins Pless med min bror, Carl

Han var god mod sine bønder og kom godt ud af det med sin bror, kongen, der regnede ham for en stor ubetydelighed, der var fuldstændig i lommen på sin hofmester, den senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde en gang i spøg:

• Der kommer Prins Pless med min broder Carl.

Egentlig hed stedet nu ”Prins Carls Hauge”.

Sophie Hedevig, en streng og pietistisk dame

Hoffet, der førtes på Blågård, og hvortil prinsens søster Sophie Hedevig sluttede sig til. Hun var en meget streng pietistisk dame. Hun var yderst fornem men meget tilbagetrukket. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning og prinsessen 23. Og de spiste kun af ”sølv”.

Haven blev udvidet

Da Farimagsvejen i 1713 blev anlagt på en del af Accisebodvænget, som prinsen havde fæstet af Staden købte han resten og 1,777 kvadratalen af vænget langs Ladegårdsåen for 600 Rigsdaler. Købet skete dog med den betingelse, at han ikke foretog en opfyldning af Peblingesøen. Desuden skulle han lade Stadens ”Vandkiggere” få adgang til at foretage reparationer på byens ”vandrender”. Jo dengang var søerne drikkevandsbeholdere for København.

Haveanlægget var indrammet af to prægtige lindealléer, hvoraf den ene løb inden for plankeværket langs Nørrebrogade. Lodret på disse alléer flere andre og større. Et par af dem nærmest hovedbygningen er senere blevet til Blågårdsgade og Wesselsgade.

Langs den sidstnævnte var et smalt vandløb over hvilken en bro førte til Dosseringen som på hele strækningen var beplantet med piletræer.

Fra hovedbygningen og helt ned til søen førte en buegang tækket med kobber og indvendigt udsmykket med malerier.

Bag selve lysthaven med dens tilklippede træer var der sfinkser, pyramider og andre mærkelige figurer. Der var lysthuse, stive snørklede blomsterparterrer og skulpturer

Bygningerne lå samlet på arealets nordligst hjørne. Slotsgade er den gamle indkørsel til slottet. Til venstre for gårdspladsen mellem Nørrebrogade og Baggesensgade lå selve hovedbygningen, der havde facade mod Peblingesøen.

Bygningen var rigt udsmykket

Det var en et-etagers bygning med brudt tag. Der synes kun at have været seks værelser i stueetagen foruden forstue og en del små kamre i tagetagen.

Slottet var meget kostbart udstyret med silketapeter, malerier og kunstgenstande. Bygningens største værelse var en tre fags havestue, hvorfra der gennem glasdøre var udsigt til søen over et efter datidens smag prægtigt haveanlæg med springvand og fiskedamme.

En af værelserne var indrettet som bedesal og som var udsmykket med 33 bibelske motiver. Disse billeder blev skyndsomst nedtaget og overført til Prins Carls slot Vemmetofte.

En ny hovebygning blev opført

Gabels lille sommerbygning var for lille for prinsen. Han lod den nedrive og opførte en ny hovedbygning, en del pavilloner og lysthuse blev det også til.

Prins Carl forlod Blågård i vrede

Skønt Prins Carl var en af naturens mest godmodige mænd, lod han sig af sin søster ophidse, fordi kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow til dronning. Derfor brød de med hoffet og forlod Blågård. Sammen med den uundværlige Plessen bosatte de sig på godset Vemmetofte.

Siden lod han sig, svag af karakter, som han var forsone med kongen og Anne Sophie. Han nedlod sig endog til at stå fadder til en af hendes børn med kongen. Ved sin død i 1729 hade han testamenteret Sophie Hedevig, Blågård.

Da zaren var på vej

Mens denne gård var i kongens søskendes eje, indtraf der i 1716 en begivenhed, der vakte stor røre i København. Zar Peter den Store, der havde lovet Danmark hjælp mod Karl den Tolvte ankom med sin kone, den senere Katharina den Første til København.

24.000 russer var taget med. Glæden over denne hjælp var dog lidt blandet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede kongen ikke på zaren over en dørtærskel. Med blot en smule medvind kunne svenskerne pludselig vende zarens sind mod danskerne.

Zaren kom til at bo i købmand Wilhelm Edningers Gård inde i København. Han red med en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Han deltog i jagter ”karruseller” og andre hoffester.

Zaren blev installeret inden for voldene

For det andet var der slet ikke plads på Københavns Slot til de mægtige gæster. Rygtet var også nået til København, hvor forfærdeligt Peter og Katharina havde teet sig fra det øjeblik, han satte sin fod på dansk grund i Gedser og hun i Rødby.

Kongen bad prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig om, at de ville huse zaren på Blågård. Det var endnu i Dronning Louises tid så de venskabelige bånd mellem de to hoffer var endnu venskabeligt.

Skønt prins Carl, der dog var lidt betænkelig for sit pæne sølvtøj var tilbøjelig til at efterkomme broderens ønske, strandede arrangementet dog på prinsessen af religiøse grunde. Hun så i Peter den Store kun ”Barbaren” ”Moskovitten” var i hendes øjne det samme som en hedning. Således gik det til, at russerne ikke kom til at bo på Blågården.

Ved en diplomatisk manøvre af Christian Frederik Holstein lykkedes det at få zaren installeret inden for voldene, hvor han nærmest var fange.

Efterhånden voksede frygten for russerne, og københavnerne åndede lettet op, da man tog hjem. På Nørrebro kunne man godt mærke russerne. De stjal, hvor de kunne.

Sophie Hedevig ville ikke indgå i tvangsægteskab

Mens prins Carl var ret ubetydelig, var det modsatte tilfældet med Blågårds nye ejer, prinsesse Sophie Hedevig, der var en dame med en stærk vilje. Det var hende komplet fjernt at indgå i fyrstelig arrangeret ægteskab. Hun dyrkede sin musik og hun malede til husbehov.

Hun var som ganske ung blevet tvunget til at gifte sig med arveprins Georg af Kur-Sachsen. Hun holdt ham dog ikke ud ret længe. Så hævede hun forbindelsen til Christen den Femtes store fortvivlelse.

Hendes mor Dronning Charlotte Amalie arbejdede på en forbindelse mellem hende og den tysk-romerske kejser Josef den Første. Men det ville Sophie Hedevig absolut ikke. Så foreslog man hende Karl den Tolvte, for at gøre dennes stemning mod Danmark noget blidere. Han var for resten søn af en dansk prinsesse – Sophie Hedevigs tante Ulrikke Eleonora.

Var hun kæreste med von Plessen?

Helt uimodtagelig for blidere følelser var hun dog ikke. Gud og hvermand i Danmark vidste, at hun stod endog meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph von Plessen. Ja rygtet sagde endog – med urette, at hun var hemmelig gift med ham.

Breve fra kongen til Sophie Hedvig blev sendt til Plessen. Christian den Sjette befalede at brænde hendes brevsamling efter hendes død.

Hun skænkede ham Blågården

Sophie Hedevigs navn knyttes uløseligt til Danmarks historien derved, at hun gjorde sit gods Vemmetofte til adeligt jomfrukloster.

Sine varme følelser over for von Plessen dokumenterede hun derved, at hun ved et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede ham Blågård, lige som hun testamenterede ham et sølvtaffel og en sølvbuffet.

Plessen ville af hensyn til rygterne ikke tage imod Blågård, mens hun levede. Men så blev Christian den Sjette vred og befalede ham til at overtage gården som hermed gled ud af kongeligt eje.

Plessen købte mere jord til

Plessen købte masser af jord. Ved købet forpligtede Plessen sig også til at vedligeholde bolværkerne langs Ladegårdsåen.

Lad os kigge denne nye mærkelige ejer, som også var den, der gav lystejendommen dens endelige præg.

Carl Adolph von Plessen var født i 1678. Efter at have foretaget de for datidens unge adelsfolk sædvanlige uddannelsesrejser i udlandet blev han, som vi har set, nært tilknyttet til Prins Carls og prinsesse Sophie Hedevigs hof.

Han holdt ikke sit løfte

Da han i striden havde taget stærkt parti imod Anna Sofie Rewentlow, frygtede Frederik den Fjerde for, at han ved hans død skulle få så stor magt og gå imod Anna Sofie. Derfor gjorde kongen alt for at behage Plessen.

Ved sit dødsleje den 11. oktober 1730 kaldte kongen Plessen til sin seng. Han gav ham Elefantordenen om hans hals samtidig med at han Plessen om at beskytte dronningen og hendes børn mod deres mægtige fjender.

Plessen tog imod den flotte orden, men han holdt ikke sit løfte, tværtimod.

Måske var det derfor, at Christian den Sjette gjorde ham til medlem af Konsiliet og til Overkammerherre ved hoffet. Han styrede sine vidtstrakte godser dygtigt. Til at begynde med var venskabet mellem Christian den Sjette og Plessen godt. Han var dybt religiøs og kunne ikke gå med til den nye Pietismes intolerance.

Han blev uvenner med kongen

Men derved fik han en dødelig fjende i Dronning Sofie Magdalene. Plessen var en stolt adelsmand og sagde derimod alt, hvad der faldt ham ind til kongen. Kongen var vant til, at hans adelsmænd talte til ham i en mere hengiven tone.

Plessen tog sin afsked den 27. april 1733 fra Konsiliet, da kongen stadig anså ham som fører for en ”bande”, der rettede sine kræfter imod ham. Uden videre fratog kongen hans pension. Og han kom aldrig mere i statens tjeneste.

Han levede resten af sit liv for ledelsen af sine godser. Han ejede Førslevgård, Harrested, Gunderslevholm, Saltø, Kastrup, Fuglebjerg, Fodby og Dronningelund. Han interesserede sig ikke så meget for landboreformerne. Han oprettede 16 almueskoler, som han selv kontrollerede ved hyppige besøg. Han var i høj grad godgørende. Han forblev ugift og døde den 30. januar 1758.

Louise von Plessen faldt også i kongens unåde

Blågård kunne ikke være kommet i bedre hænder end Plessens. Ved C.A. Plessens død blev Blaagaard efter overenskomst mellem arvingerne overdraget til brodersønnen, generalløjtnant, kammerherre Frederik Christian von Plessen. Men han interesserede sig ikke rigtig for den. Han pantsatte ejendommen til sin svigerinde Louise von Plessen, der senere blev overhofmester hos dronning Caroline Mathilde, hvem hun på en meget uheldig måde søgte at holde uden for det slette selskab, som omgav Christian den Syvende.

Hun pådrog sig kongens vrede og blev landsforvist. Derfor blev hun nødt til i april 1765 at sælge ejendommen ved auktion.

Knud Jacobsen Lyne kom med det højeste bud

Den højest bydende var konsumptionsskriver Knud Jacobsen Lyne med 27.600 RDL. Knud Lyne var onkel til Knud Lyne Rahbek

Et godt tilbud fra Grev Holck

 Men han fik et meget godt tilbud af Grev Holck, Christian den Syvendes yndling. Egentlig ville Knud Lyhne ikke af med gården. Men han kunne ikke forudse, at inden pengene var betalt, så faldt køberen i unåde. Sælgeren blev nødt til at tage gården tilbage i en meget ramponeret tilstand.

Frederik Vilhelm Conrad Holck var født 1742. Han blev ganske ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende). Enhver kendte den ulykkesbringende indflydelse denne ”Djævel” havde hos kongen. Han hindrede bl.a., at Caroline Mathilde kom med på Holsten-rejsen.  Og siden på den store udelands-rejse. Han fortrængte den eneste, der kunne have hjulpet kongen, nemlig Reverdil.

Han var stråmand for kongen

Holck fik de højeste titler og ordener, Til sidst blev han udnævnt til Gehejmeråd og hofmarskal. Hans ægteskaber – med stiftamtmand Stokfleth’ s datter, bragte ham 80.000 Rigsdaler i medgift. Men hun døde kort efter brylluppet af ”småkopper”. Så giftede han sig med en datter af Grev Danneskjold-Laurvigen, der endnu var et barn på 15 år. Det bragte også mange penge. Han udnyttede kongen for penge. Derfor opnåede han også kongens gunst og deltog i hans vilde orgier.  

Kongen var sammen med Prins Georg Ludvig af Baunschweig – Beverns uægte datter, Anna Kathrine Beuthack. Hun fik under øgenavnet ”Støvlet – Kathrine”. Den berygtede skøge bjergtog fuldstændig kongen.

Da Holck indså, at stemningen i København var farlig også for ham selv, så længe Støvlet-Kathrine og kongen gjorde byens gader usikre ved nattetid fandt han det klogest at forlægge skuepladsen for disse udskejelser lidt uden for byen. Og for ham var den gamle prinsegård ved Peblingesøen det ideelle sted.

Det var næppe tvivl om, at købet af Blågårds var et maskespil. Kongen var den virkelige køber. Men det lyder meget mærkelig, at betalingen skulle ske i rater. Men måske fik Holck også her nogle økonomiske fordele.

Struensee fyrede Holck på gråt papir

Dette salg af Blågård må vel sættes til begyndelsen af 1767. Støvlet-Kathrine blev eksporteret til Hamborg i januar 1768. Og Knud Lyhnes genovertagelse af den mishandlede gård må være sket i eftersommeren 1770. Det var nemlig i dette år, at kongen rejste til Holsten. Holck havde arrangeret den, for at adsprede kongen. Men det var hvis ikke planlagt, at kongen skulle møde Struensee, som blev hans livlæge og så meget mere. Denne gav Holck afsked på gråt papir.

Blågård var i den grad ramponeret

Men desværre havde det været nok tid til at ødelægge Blågård. En del af Lindealléerne var blevet fældet. Men også inden døre var meget lagt øde.

Støvlet-Kathrine og hendes vilde horde havde ramponeret alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole, og de lystrede kun alt for villigt.

Og ejeren så kun smilende til. Det var jo ikke hans ejendele, det gik ud over. Bare kongen betalte og morede sig.

Holck trak sig tilbage

Efter at den kongelige unåde havde ramt Holck, trak han sig tilbage til sine godser Eckhof og Bordesholm i Holsten. Han opnåede også in 1789 at blive amtmand over Kiels, Cronhagen og Bordesholm amter. På sine ældre dage levede han som en patriark stille og tilbagetrukken. Han blev elsket og æret af sin familie og sine undergivne, fordi han var en munter og godmodig herre.

Hans landelige idyl blev dog ofte forstyrret af kreditorer fra hans ungdom. De lod han ikke i fred, før han døde. Han døde den 7. december 1800 på Eckdorf.

Tutein beholdt kun ejendommen i tre år

I Carl Bruuns fortræffelige bog ”København” påstås det, at det var Holck, der i 1777 solgte gården til den kendte købmand Peter Tutein. Men det var nu Knud Lyhnes arvinger, der gjorde dette. Tutein beholdt kun ejendommen i tre år. Han havde ellers planer om, at etablere en silkebåndsfabrik.

Ved auktionsforretningen var ejendommen vurderet til 55.000 Rdl. Men den blev tilstået Tutein for 23.000 Rdl.

Men ret hurtig kom Tutein i konflikt med Brand – og Vandkommissionen. Man tog overhovedet nogen hensyn til hans indsigelser. Derfor anlagde han en sag mod Kommissionen med krav om erstatning. Man blev enig om et forlig. Tutein fik et andet stykke jord som godtgørelse.

Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse, hvilken han betragtede som en god forretning. Derfor solgte han straks Blågården.

Problemer med Dugmanufaktur

Men egentlig var der fældet en dødsdom over Blågården. Der var ikke mere plads til kongelige eller private lystslotte på Nørrebro. I 1780 anlægger Johan Poul Kalckenberner sammen med Den Kongelige Danske Dugmanufaktur en klædefabrik på arealet. Den stolte have og hovedbygningen forfaldt efterhånden.

Den tyske fabrikant skulle selv indskyde 30.000 Rigsdaler af sine egne midler i et komplet klædemanufaktur med 20 stole. Spildevandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage i søen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.

Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. I maj 1782 havde Generalmagasinet ikke mindre end 135.886 Rigsdaler stående i manufakturet. Man begyndte at blive lidt betænkelig.

Kalckenberner betragtede forskellige foranstaltninger som mistillid, hvad det sikkert også har været. Han følte det som indgreb i sine rettigheder. Han protesterede mod, at Generalmagasinet skulle have adgang til sine bøger. Det endte med, at nu måtte der ikke investeres flere penge i foretagenet.

Kronprins Frederik tog magten

Nu var der jo heller ikke så mange at holde hof for. Enkedronningen Juliane Marie og hendes søn levede helst uden for København. Caroline Mathilde var død i landflygtighed. Hendes to børn, Kromprins Frederik og prinsesse Louise Augusta skulle jo først være voksne, inden de trængte til at holde hof.

Struensee var blevet henrettet på Fælleden.

Da kronprins Frederik tog magten og styrtede Guldberg var Blågården allerede ramt af forfald. Kronprinsen, den senere Frederik den Sjette var i forhold til sine forgængere meget nøjsom og var tilfreds med de slotte, der allerede stod til hans disposition.

Det gik heller ikke med linnedvæveri

I 1786 blev Det Kongelige Dugemanufaktur ophævet. Ejendommen var vurderet til 65.000 Rigsdaler og overgik til Finanskollegiet. De lejede ejendommen ud til industridrivende og private for bygningernes vedkommende. Haverne og markerne blev bortforpagtet.

De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker, der ville forsøge med et Linnedvæveri efter ”den Westphalske Metode” Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.

Arealet blev bortforpagtet

Mange ”overflødige” lejligheder blev udlejet til private folk. I 1800 blev der afholdt to auktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder. Men man fandt budene for lave.

Hele arealet med undtagelse af slottet og tilliggende på 7 tdr. land samt ”Accisse vænget” blev bortforpagtet til bogholder i Generalpostamtet Kancelliråd Nissen.

Dyrkning af farverplanter

For en ringe sum af 100 Rigsdaler årligt blev en lille del udlejet til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farverplanter.

Da Nissen i 1806 efter prinsregentens ønske /Frederik den Sjette frafaldt lejemålet gik det hele til Holmblad og Søn. De fik 27 tdr. land i livsvarig forpagtning for en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt fik de yderligere 10 tdr. Land. De fik et rentefrit lån på 4.000 Rigsdaler til opførelsen af et tørrehus og en mølle samt 150 Rigsdaler i årlig tilskud til en ekspert i farverplanter.

Dyrkning kunne ikke mere betale sig

Under bombardementet i 1807 blev plantagerne som slat andet naturligvis ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte, men plantagen kom ret hurtig i drift igen.

Men efter Napoleons endelige nederlag og da den europæiske fred var genoprettet kunne dyrkningen ikke længere betale sig. Plantagen blev nedlagt.

Jacob Holmblad var grundlæggeren af den nordiske farveindustri. Ja og virksomheden kørte videre, senere kom den til at hedde Sadolin og Holmblad.

Skolelærergymnasium oprettes

Men den 8. november 1790 blev det kongelige ”Skolelærerseminarium” oprettet. Man anvendte hovedbygningen og en del af pavillonerne til undervisningsbrug. I 1806 henlagde man 1,7 ha af jorderne til undervisningsbrug.

Allerede i 1739 havde Christian den Sjette udsendt en forordning, der tog sigte på at forberede skolevæsenet pålandet, men endnu i slutningen af firserne havde den ikke fået praktisk betydning.

Det var først, da Kronprins Frederik overtog regeringen og fik interesse for bondestandens oplysning, at der skete en forandring. I 1789 nedsatte han en kommission, der skulle fremkomme med forslag til reform af landets folkeskolevæsen.

Det kostede årligt 40 rigsdaler

Seminariets første direktion bestod af medlemmer af kommissionen, greverne Schimmelmann og Reventlow samt biskop Balle.

Uddannelsen skulle vare tre år, og årligt måtte der betales 40 Rigsdaler. For disse penge modtog eleverne:

• Undervisning, Bopæl, Kost, Ildebrand og Lys

Et sørgeligt syn

Da englænderne i 1807 belejrede byen flyttede seminariet til Jonstrup ved Værløse. Englændernes besøg havde sat sine tydelige spor. Alle havens anlæg var ødelagt. Frugttræerne var fældede. Dem brugte man som brænde.

Så heller ikke seminariet opnåede en synderlig lang levetid på Blågård. Det var et sørgeligt syn, der mødte folk, da igen så Blågård. Værelserne var mere eller mindre ramponerede. Orgelet var skamferet af kådhed,

Dårlig vandel og tone blandet semaristerne

Men nu var det også på grund af dårlig vandel, man flyttede. I Jonstrup ville man få en bedre sædelig vandel. Den dårlige tone blandt seminaristerne skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente præsterne.

Uha, folk med veneriske syge kunne man ikke have

Siden 1788 var der ført forhandlinger om at indrette et Skt. Hans Hospital på Blågård. Men det blev fra forskellig side protesteret mod forslaget:

• Skal de veneriske Syge, galdne Folk, de med Spedalskhed og andre farlige Sygdomme belemre Mennesker, bo saa nær Landevejen (Nørrebrogade) og maaske to sig i Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker

Først i 1802 blev en af væverbygningerne midlertidigt overladt Skt. Hans Hospital til en afdeling for venerisk syge.

Fra 1809 til 1815 blev hovedbygningen brugt som lazaret, som så flyttede til Guldhuset i Rigensgade.

Mens krigen stod på til 1814 anvendtes bygningerne til lazaretter til Landmilitæretaten. Jorderne blev udlejet til forskellige.

Frederik den Sjette manglede penge

Da krigen var slut manglede Frederik den Sjette penge. Han solgte derfor Blågården på en auktion for 100.000 Rigsdaler til generaladjudant von Römeling og divisionsadjudant kaptajn von Scholten.

To snydepelse

De to ville udstykke ejendommen. Men inden da anlagde de en bronze-fabrik. Men det gik i stykker. Særlig for von Scholten var det et stort tab. Ja sådan lød den officielle forklaring. Aftalen var, at de to skulle aflevere procenter, men det var hvis noget skummelt ved afregningen.

Bygningerne var i en meget dårlig forfatning. Jorderne havde aldrig været gode. I fugtige somre var de ofte oversvømmede.

I hovedparcellen blev der indrettet et ”Damp Værk for Brændevinsbrænding”

Og så var det at Anker Heegaard købte grunden og indrettede et jernstøberi. Men denne historie har vi skrevet om.

Nørrebro i 1830’ erne

Forlagsboghandler Otto B. Wroblewski skrev om resterne af Blågården i hans lille afhandling ”Nørrebro i 30’ erne”. Man kunne endnu ane de ”de små alleer”. Ved ”Blaagaardsvejen” lå en lille en-etages-pavillon med kvistetage. Ved Slotsgade stod to stenpiller, der tidligere dannede hovedsindskørslen til Blågården. Disse piller var meget store og kronedes af en gesims med en svær jernkugle, og de var indbyrdes forbundet med en jernstang.

Blågårdens hovedbygning var i Wroblewskis dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå en lavere tilbygning, der endnu var beboelig. I den ene boede en lysstøber. I den anden Nørrebros gemytlige politiassistent Garborg, der var berømt for sit gode humør.

Ja her stod det stolte slot som en ruin, ja nærmest som en brandtomt.

Pantomimeteater

Bagermester Shur havde købt hovedbygningen om omdøbt den til Pantomimeteater. Det var vel det første Nørrebros teater. I 1827 brød Pettoletti med et selskab på Vesterbro. Han lejede bygningen af bagermesteren. Han engagerede to engelske linedansere og mimikere samt deres døtre. Men de blev uenige med Pettoletti og lod sig engagere på Vesterbro.

De to yndige døtre blev gift med James og Adolph Price. Jo det er forfædre til vores Price – brødre.

Og ude på Nørrebro søgte Pellotti om tilladelse hos kongen til at opføre vaudeviller på sit teater. Tilladelsen fik han.

Wroblwskis bedstefar voksdugsfabrikant Shorn ejede en parcel af Blågård. Det svarer i dag til Nørrebrogade 49.

Teatret havde kort levetid

Men ak. Denne første del af Nørrebros Teater havde en kort levetid. Den 14. april 1833 brændte det. Og det var altså den gamle Blågård.

Teatret opnåede aldrig publikumst store gunst. Først og fremmest var det fordi Nørrebro var tyndt befolket. Indbyggertallet var i 1840 kun 3.300. Men selve beliggenheden var heller ikke god. Der fandtes igen gadebelysning.

For at komme til teatret måtte folk over den dybe og ildelugtende grøft langs Nørrebrogade. Og endelig lagde Det Kongelige Teaters direktion ved at censurere alt, hvad der lignede skuespil.

Heldigvis fik Pettoletti mere held på Vesterbro, hvor han opnåede flere rettigheder. Han grundlagde bl.a. Vesterbros nye Teater.

Jernstøberi og maskinsnedkeri

I 1838 grundlagde smedemestrene Ludvigsen og Hermann et jernstøberi på Nørrebrogade, og i 1872 grundlagde snedkermester Ferdinand Oxelberg Københavns første og i mange år største maskinsnedkeri i Smedegade 19.

Otto Wroblewskis far var stempelpapirforvalter, etatsråd Johan Daniel Wroblewski ejede også en parcel af Blågården. Derfor havde man nøglerne til de ellers lukkede stier langs Sortedams- og Peblingesøen.

Fornøjelsesselskabet Holbergs Minde

Ved siden af havde assessor Koop en parcel, som han ofte lejede ud til forskellige selskaber af fornøjelig art. En af disse var ”Fornøjelsesselskabet Holbergs Minde”. Deres punch var berømt i sin tid.

Begyndelsen til Burmeister og Wain

Shorn udlejede sin parcel i 1839 til Hans Henrik Baumgarten, der var maskinmester ved Berlings Trykkeri. Han kogte i en derude indmuret kedel farve til trykningen. I 1846 udviklede dette sig til firmaet Baumgarten & Burmeister og dette blev så igen til Burmeister & Wain.

Kilde:

• Knud Bokkenheuser: Vandringer på Nørrebro
• Wroblewski: Nørrebro i 30’ erne (1830’ erne)
• Charles Haugbøll: Blaagaardskvarteret – gennem 300 aar
• Litteratur Nørrebro
• Div. Artikler dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 251 artikler om Det gamle Nørrebro, herunder:

• Blaagaarden – på en anden måde
• Anker Heegaard og hans jernstøberi
• Omkring Blågårdsgade
• Blågårdsgade-dengang
• Blågård Seminarium
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Blågårds-kvarteret gennem næsten 400 år
• Russiske tropper i Fælledparken