I 30’erne var arbejdsløsheden stor, og det kunne mærkes især på Nørrebro. Ofte måtte arbejderne sendes hjem, da der ikke var materialer nok, til at man kunne producere. Så var det ikke altid muligt, at få en dejlig tallerken havregrød med sukker og en stor kop mælk.

 

Et tomt spisekammer

Spisekammeret var tomt. Det eneste man kunne få, var masser af sukkermadder. I stuen var der kun baggårdens lygter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen måtte børnene ikke selv tænde. Tændstikker var farlige for børn. Elektriciteten var lukket på grund af manglende betaling.

 

De fine med udsigt til gaden

På Nørrebro boede alle de fattige til højre med udsigt til baggården. De fine havde udsigt til gaden. På hver etage boede der fem familier, som skulle deles om to
toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring Skyttegade.

 

Dårlige toiletforhold

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når man skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld blev den tømt i køkkenvasken.

De store drenge skulle ellers tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så det skete først efter mørkets frembrud, at det skvulpende indhold blev tømt i toilettet.

Men det blev for meget for dem, så Pølsedrengene, som de blev kaldt, tømte indholdet i vasken, både det ”store” og det ”lille”. Resultatet var at indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet.. Det var ikke ualmindeligt, at vasken blev brugt som pissoir.

Man kan godt forestille sig den stank, der bredte sig rundt omkring i lejlighederne.

 

Kakkelovnen

Stuen blev opvarmet af en lille kakkelovn. Når der var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere, at gøre det i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og der var kun koldt skyllevand. Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.

 

Store badedag

Hver lørdag skulle familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være, at de tissede i vandet.

Der blev skrubbet, og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lus

Bagefter blev det kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

Uheldigt at have fnat

Det var meget uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende. Så måtte børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lejlighederne var en lopperede

Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus, og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og loft.

 

Lånekontoret

Havde man slet ingen penge, ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte et beløb. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne, hvis man havde fået løn. Så var det måske råd til lidt mere havregrød.

 

Konkurrence i at rapse

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes
udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause indtil man gik i gang igen.

Havde man slet ingen penge, kunne man jo stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig sang. Så fik man måske måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød.

Man kunne også forsøge at charmere sig ind hos den lokale slikmutter. Omkring Skyttegade hed hun for resten Musse. Disse tag – selv togter skabte gys og spænding og stor respekt i baggården. Men slikmutter Musse, holdt dog øje med ungerne. De flotte chokoladeæsker på disken var kun udstillingsmodeller, der var ikke noget i dem. Så nogle gange blev ungerne snydt.

 

Frelsens Hær

Mange af børnene gik i søndagsskole hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger efter. På Blågårds Plads blev der fortalt om Gud den almægtige.

 

Far er ikke hjemme

Selvfølgelig måtte man ikke stjæle og lyve, men det var da fristende at stjæle æbler og lignende, når man ikke havde penge. Man måtte heller ikke lyve. Men var det ikke at lyve, når købmanden kom med regningen, og man skulle sige, Far er ikke hjemme, når han gemte sig inde i soveværelset?

 

Den store gevinst?

Gasmanden kom hver måned for at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været der. Så blev der ellers brutalt lukket for gas og lys. Så var det slut med varm kaffe, kartofler og spejlæg.

Far prøvede at skaffe familien velstand ved at spille poker eller rafle. Den store gevinst lå lige forude, mente far.

 

Dullen fra Kommunen

Når det gik for dårligt, ja så kom Dullen på besøg. Dullen var den tilsynsførende fra kommunen. Hun skaffede nye tandbørster, og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm mad. Så var det bedre med rødgrøden med sukker og mælk. Man kunne jo også sælge den sidste spisebillet, så var det plads til nogle cerutter eller en øl til far Uden for folkekøkkenet blev der foretaget en ivrig handel med spisekort.

Ja og så kunne man to gange om året få en tøjpakke fra Børnenes Kontor. Så behøvede man ikke mere at gå i de såkaldte socialsko, som var ternede kludesko.
Disse var aldeles håbløse i regnvejr.  Var man rigtig heldig, kunne man få en ferieplads gennem Københavnske Skolebørns Ferieophold.

 

Organiserede slåskampe

Børnene var i evig kamp med viceværterne. Øretæverne måtte man tage, når man blev fanget. Og så var det Ladegårdsåen. En dejlig legeplads. Især på det grønne område ned til åen. Her blev hurtige boksekampe arrangeret. Havde man 4 stokke, ja så havde man allerede en boksering.

Kampene mod de andre gader og veje var også vigtige at holde vedlige. Organiserede kampe med kæppe, koste, stokke, læderremme og hvad man kunne få fat i, hørte til dagligdagen.

I åen blev der fanget aborrer og skaller. Sommetider var man heldig, og fangede en gedde. Der blev sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmere, salamandere eller skøjteløbere. Man løb på skøjter om vinteren, og balancerede på isflager.

Kunsten var at vippe de andre i vandet uden selv at blive våd, men det lykkedes ikke hver gang. Så måtte man selv i baljen – og hjem for at blive varmet – både i den ene ende og i den anden.

 

Ikke Guds bedste børn

Præsterne var opmærksomme på at befolkningen især i Rabarberkvarteret ikke var Guds bedste børn. Især i Brorsons Kirken var der en flok præster, der ville ordne det moralske forfald. Disse præster var anført af Vilh. Kold, der senere blev Indre Missions formand. Han var både fysisk og åndelig en kraftkarl. Han var ikke bange for at dykke ned i kasernerne.

 

Rart med hjælp

I nærheden havde man også Mariahjemmet, hvor fromme diakonisser forsøgte at gøre dagligdagen mere behagelig for de udsatte. I Brohusgade 17 lå døvstumme-hjemmet. Det var rart, at nogle ville hjælpe.

 

Ikke uartigt, at være luder

For enden af Korsgade var der engang en politivagt, hvor urolige folk blev gennemtævet til de ikke kunne røre sig mere, fortæller Rarbarberdrengen Christian Christensen.

• Der var også helt enlige kvinder, som syede og som ofte fik besøg af en fin mand, der gav dem penge som hjælp til husleje og mad. Og endelig var der
  nogle yngre kvinder, som arbejde om natten, og som drengene i gården kaldte ludere.
• En dag forklarede en dreng mig, at en luder var en pige, der gik ud på gaden om aftenen og fandt et ”rær”, der betalte hende for at få lov til at bo hos
  hende om natten. Jeg fandt ikke noget uartigt i det. Det var da meget pænt af pigen, syntes jeg …..

 

Umenneskelige vilkår

Der var masser af drukkenskab, råhed og skøger i kvarteret. Men der voksede også et fællesskab frem. Et fællesskab, der hjalp hinanden.

Fidusbyggeriet på Indre Nørrebro blev helt op til vores tid brugt som menneske-bolig. Ufattelig, at man ikke gjorde noget ved dette tidligere. Men masser af bygherrer sad selv i Borgerrepræsentationen og lavede love, der beskyttede dem selv. De manglede det følelsesmæssige engagement, der var nødvendigt for at
ændre og afhjælpe beboernes fortvivlede situation.

I de små lejligheder boede generation efter generation. Det var umenneskelige vilkår i sundhedsfarlige bygninger.

 

Den sorte firkant

Det var ikke kun fordi at Heegaards fabrik forurenede eller det faktum, at bygningerne stod så tæt, at der sjældent kom dagslys ind i stuerne, at kvarteret blev kaldt Den sorte Firkant. Forklaringen er, at alle politisager og børneværnssager på et tidspunkt blev afmærket på store kort over København. Der blev aftegnet en sort masse med en lang hale (Ryesgade) i forhold til de omgivende boligområder.

Firkanten var under ½ km2. Her boede der 20.000 mennesker, og heraf var der 4.000 børn under 14 år. Af firkantens 8.400 lejligheder var totredjedele på 2 værelser eller mindre. Gennemsnitsstørrelsen af disse lejligheder var på 30 m2.

Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed, børnedødelighed samt lav skoleuddannelse var kendetegnende for det slum, der blev bygget.

 

Børnenes wienerbrød blev hugget

Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte også sin barndom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans – Kirken, derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej, og de boede også på forskellige steder i Frederik den Syvendes gade. Asta fortæller om en hændelse på et børnehjem lige i nærheden af hendes bopæl, der forargede hende meget, da hun boede på Ydre Nørrebro:

• Et kendt bageri inde i byen havde tilbudt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede. To af de største drenge blev da om formiddagen sendt ind til byen for at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage på
  kurvens indhold. Når drengene havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud til hjemmet på det yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem
  for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt.
• Var det for en meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og klagerne fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at der var fest i huset, fik lov at sidde ved vinduerne ud til gaden og kigge på os derude…..

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 12. 04. 2022