B.S. Ingemann – Den Skjønne Litteratur

Af Lisa Hildegardt

 

Han levede sammen med Lucie i 40 år. Hun måtte dog vente i 10 år, inden de kunne gifte sig. Huset ved Sorø Akademi ligger der endnu. Akademiet startede i 1586, men lukkede et par gange. Ved sidste åbning blev den unge digter B.S. Ingeman ansat. Til Bernhardts store ærgrelse forblev deres ægteskab barnløst. Lucie blev kendt som altertavle – maler. Og B.S. Ingemann kender vi nok mest som salmedigter, men dengang blev han også kendt for sine historiske romaner. Stedet blev sted, hvor de kendte inden for kultur og litteratur mødtes. B.S. Ingemann døde i 1862. Trods et svageligt helbred overlevede Lucie sin mand med seks år.

 

 

 

B.S. Ingemann

1789-1862

 

Det ligger der endnu, Ingemanns hus. Her levede han sammen med hustruen Lucie i fyrre år, fra han blev lektor i dansk ved Sorø Akademi i 1822 til sin død i 1862. Huset ligger sydøst for hovedbygningen.

 

Parret samlede mange kulturpersoner i deres hjem i den periode, vi nu kalder dansk guldalder. Blandt dem, H.C. Andersen, der fandt et fristed i perioden på Slagelse Latinskole med den forhadte rektor Meisling. En del af parrets ejendele er udstillet på Sorø Museum sammen med en række bøger skrevet af Ingemann.

 

Akademiet blev grundlagt af Frederik 2. ved en af ham udstedt fundats den 31. maj 1586 som skole og opdragelsesanstalt for 30 adelige og 30 ufrelste elever, styrkedes af Christian 4., først ved oprettelsen af en

overbygning til skolen – det var det, der kaldtes Akademi – derefter ved at få status som Universitet. Det lukkede dog igen for så at genopstå i 1747 under Frederik 5., der lod opføre flere bygninger, herunder Ingemanns hus.

 

I 1754 arvede Akademiet stort set hele Ludvig Holbergs formue, men lukkedes atter i 1798 for dog igen at genopstå i begyndelsen af 1800-tallet. Det kan ikke undre, at skolens emblem viser Fugl Phønix eller

Føniks, som det også ses stavet. I forbindelse med denne genoprettelse ansattes den unge digter Bernhard Severin Ingemann, som lektor ved Akademiet, hvor han som kolleger blandt andet havde Christian Wilster, der oversatte Homers Odysseen, kritikeren, sproghistorikeren og filosoffen Peder Hjort og digteren Carsten Hauch.

 

Præstesønnen fra Falster, som blev født i selveste revolutionsåret 1789, havde et ufuldført jurastudium bag sig sammen med en kort udlandsrejse og en ti år lang forlovelse med Lucie Marie Mandix.

 

De to unge havde sendt hinanden øjekast tværs over Sankt Peders Stræde hvor den kommende digter boede på Valkendorfs Kollegium, mens Lucie som god borgerdatter gik bly rundt i sin far Jacob Mandix’ lejlighed.

Om kontorchefen i Rentekammeret – datidens finansministerium – var begejstret for datterens bejler, står hen i det uvisse. Ganske imod partiet kan han ikke have været, for hans invitation til Bernhard om at

komme på visit, skrev han: “Førend jeg kan tilråde min datter at indgå en forbindelse med Dem, må jeg vide, hvad udsigter De har for fremtiden”.

 

Lucie mente nok, hendes bejler havde brug for en noget skarpere spore, for hun ændrede ordet ’tilråde’ til ’tillade’ for at animere sin elskede til at tage sig sammen og skaffe sig en eksamen, der kunne føre til et

lønnet embede.

 

Ti år fik hun alligevel lov at vente, da Bernhard hellere ville skrive digte end fordybe sig i juraens kringelkroge. I 1818-19 drog han på en kongeligt finansieret dannelsesrejse. En sådan var obligatorisk for datidens skønånder, men skønt Ingemann kom til såvel Paris og Rom som Napoli og Dresden, var denne en af de korteste, litteraturhistorien kender til. Han fik dog i Napoli tid til at forelske sig kort og heftigt, men valgte at vende hjem til den ventende i Sankt Peders Stræde.

 

Mens han var af sted, nåedes han måske af rygterne om, at man syslede med tanken om at genoprette Akademiet i anledning af hundredåret for Holbergs debut som komedieforfatter med “Den Politiske Kandestøber”.

Rygterne havde talt sandt, og i 1822 kunne Ingemann modtage udnævnelsen til lektor i dansk ved Sorø Akademi, og ugen senere den 30. juli føre den da 30-årige Lucie op ad kirkegulvet i Hyllested Kirke i Vestsjælland.

 

At Ingemann er glad og tilfreds, skriver han i sine erindringer:

 

• Med mit Bryllup og min Ansættelse i Sorø 1822, begynder et nyt Afsnit i mit Liv, som maaske i alle Henseender er blevet det allerlykkeligste. I et dejligt Hjem paa en af de mest fortryllende Pletter i mit Fædreland, ved Hendes side, som jeg elsker højest i Verden, bor jeg her midt iblandt store Minder fra vor romantiske Tid paa Klostergrunden ved den skovkrandsede Sø.

Ægteskabet var lykkeligt om end i hvert fald til Ingemanns sorg barnløst. Lektorens forpligtelser indskrænkede sig til to ugentlige timers forelæsning og noget stilerettelse, derudover var han fri til at dyrke

sin muse.

 

Lucie malede og fik faktisk udstillet sine værker på Charlottenborg Slot i både 1824 og 1826. Begge gange var det blomstermotiver, som absolut var hendes styrke, men hun havde en ambition om at slå igennem som altertavlemaler. Hun forærede ikke så få altertavler til kirker i og omkring Sorø; men også kirker på Falster, på Fyn og i Jylland fik altertavler af hende, ja, helt til Færøerne, Island og Grønland

nåede hendes arbejder.

 

Fru Ingemann var ude for et uheld, der gjorde det svært for hende at gå, så gemalen anskaffede et æsel, han kunne trække hende rundt på, hvilket eleverne fandt grinagtigt, ligesom de syntes, det var affekteret, at

ægteparret lod sig ro ud på søen i en båd overspændt af et løvtag af grønne bøgegrene.

 

Til gengæld var de direkte vrede over hans vane med ved højtidelige lejligheder at stille sig med ryggen til dem, men have et spejl foran sig, som han kunne holde opsyn med dem i.

 

I dag er det salmedigteren B.S. Ingemann, vi husker. Vi stiger med solen op i østen, titter til hinanden som blomsterne og leder ikke om fristed.

Ved juletid synger vi hans tekst til Franz Gruber “Stille Nacht, Glade Jul, glædes over det jordnære billede om barnet, der danser på moderens skød, og følger ham i Sjælenes glade Pilgrimssang, der bekom ham

bedre end tanken om kødets opstandelse.

 

Hans salmedigtning var da også kendt og elsket i samtiden, ligesom den blev brugt på Sorø Akademi, der allerede kort efter hans tiltræden havde opfordret ham til at skrive nogle morgensalmer, der kunne anvendes ved skolens morgensamlinger.

 

Men det var hans historiske romaner, der gjorde ham til en bred, folkelig digter. Politisk var Ingemann tilhænger af den oplyste enevælde, som han så som garanten for landets og folkets åndelige såvel som timelige velfærd, medens demokratiet for ham stod for åndløshed, materialisme og

laveste fællesnævner.

 

Nationalismen havde han ikke opelsket, tværtimod. I modsætning til Grundtvig og i nogen grad Oehlenschläger havde han ikke dyrket den nordiske oldtid, men i sin digtning som i sit verdenssyn været europæisk, og alligevel bliver han vores nationalromantiske forfatter parexcellence.

 

Anledningen er tredelt. For det første er han sig ganske bevidst, at lektoratet er en hædersport, hvilket alene forventningerne til undervisning fastslår, hvorfor han finder, at det påhviler ham at betale kongen, der for ham er lig med nationen, tilbage.

 

For det andet havde Grundtvig i 1819 begavet ham med et eksemplar af sin Saxooversættelse sammen med opfordringen til at skrive en folkelig fortælling om Valdemarerne.

 

Og endelig stiftede han i sit udnævnelsesår bekendtskab med Walter Scotts historiske romaner. Scott havde skrevet to nationer ind i litteraturhistorien: Skotland med romanen “Waverley” fra 1814, England med “Ivanhoe” fra 1819, og i 1823 skulle han gentage kunststykket for Frankrigs vedkommende med “Quentin Durward”.

 

De tre inspirationsbække løb nu sammen ved Sorø Sø, hvor Ingemann bogstavelig talt omgikkes Valdemarerne. Ikke blot lå kongerne af den slægt begravet i Skt. Bendts Kirke i nabobyen Ringsted, deres trofaste støtter Hviderne lå i Sorø Klosterkirke, og desuden havde de præget landskabet, der omgav ham.

 

Bjernede og Pedersborg kirker begge ved Sorø, samt Fjenneslev Kirke midtvejs mellem Sorø og Ringsted, var grundlagt af henholdsvis Sune Ebbesen, Peder Torstensen og Asser Rig, alle mægtige Hvider. Sorø

selv skyldtes den i Ingemanns øjne største af dem alle, biskop Absalon der hviler under kirkegulvet sammen med sine forældre og bror.

 

Ingemann tog udfordringen op, og i 1824 udkom verdensromanen, “Valdemar den Store og hans mænd”, hvis fortale og programerklæring er citeret her:

 

• Stig op af graven, du slægt, som døde!
• Forkynd dit fald og afmal din brøde!
• Advar os for udslettelsens dom,
• Og vis os, hvorfra din frelse kom!

…

• Da ryster sjælen og vækker ånden,
• Og styrker hjertet og ruster hånden
• Til dansk og stor og til herligt id –
• Til Danmarks frelse i nødens tid!

 

Digteren opfordrer de døde til at stige frem og selv fortælle – med ham som tolk, selvfølgelig – om deres bedrifter, der skal mane nutidens danskere til store gerninger. Og som tolk ved digteren, hvordan bøgerne skal skæres til: De skal medrivende fortælle om spændende dåd, krig, og kærlighed skal være vigtige ledemotiver, og personerne skal være farve- såvel som blodrige, de gode skal være ædle og appellere til efterfølgelse.

 

Og så skal de ikke blot være nationale, men hvad man kunne kalde person-nationale. Hvor Scott benytter sig af historiske begivenheder, men lader de historiske skikkelser være bipersoner og frit opfundne hovedpersoner, er Ingemanns ærinde at holde de historiske aktører op for læseren som helte og eksempler til efterfølgelse.

 

Som hovedperson kan alle romanerne siges at have “folkeånden”. Denne så ubestemmelige ånd, der ifølge romantikken udspringer af fælles sprog og historie og giver sig udslag i folkets – ikke nationens eller civilisationens – religion, digtning og sædvaner.

 

Det var ikke uden betydning, at Saxooversættelsen var en inspiration. Ingemann så sig selv som den ny tids Saxo; kronikøren der med sin malende pen kunne få fortidens helte til at stige op af graven.

 

I Valdemar Sejr fra 1826 møder vi Saxo selv som omviser for den unge Carl af Rise i Sorø Klosterkirke:

 

“‘Jeg vil nu vise dig i hvad Selskab vi ere,’ sagde Saxo og følte sig selv helt underlig stemt ved i den natlige Stund at nærme sig sine store Henfarnes Grave”.

 

Nøgleordene er ‘selv’ og ‘sine’. Den underlige følelse, Ingemann beskriver, er den, der greb ham selv ved besøg i kirken, og som Saxo tager han ansvaret for sine personer, der er fremmanet af ham i bøgerne.

 

Kritikken var hård ved romanerne, som ved en sammenligning med Scott da også falder ganske igennem. Men hvad brød læserne sig om kritikken, de slugte tværtimod bøgerne. Valdemar Sejr udkom syv gange i forfatterens levetid, med første genudgivelse allerede to år efter den første, men Ingemann havde dog lyttet så meget til kritikken, at direkte unøjagtigheder blev ændret i denne og senere udgaver.

 

At de blev læst og elsket, skyldes selvfølgelig den bevidste måde, de var skrevet på. Det var ikke historiske opslagsværker så lidt som videnskabelige fremstillinger af begivenhederne; men drøje, medrivende og

pirrende fortællinger, der i spænding ikke stod tilbage for nogen og i fremmaningerne af ægte helte, tilbød læseren idealer til efterfølgelse, og de havde et klart sigte:

 

De skulle vise, at landets og folkets lykke kun sikredes i det tætte samarbejde mellem konge, kirke og folk. Eller som Grundtvigs ord fra 1839:

 

Konge-Haand og Folke-Stemme;

Begge stærke, begge fri;

De har havt i Danmark hjemme.

Mange hundred Aar før vi,

Trods al Brøst, al Frygt og Fare,

Gid de vinde maa og vare,

Skabe i et Gyldenaar

Gamle Danmark gode Kaar!

 

Folkets stemme skal ikke kastes i valghandlinger, men hviskes i kongens øre, så hans faste hånd kan udføre det, der er fornødent. Kun når folkeånden tager monarken i hånden, opstår den sande nation.

 

I september 1861 skrev Ingemann sit sidste digt “Den hemmelighedsfulde port”. Den 20. februar 1862 havde han en kreds af venner i sit hjem. Her læste han et digt, der handler om døden og det der måske skal ske derefter.

 

Næste dag blev han syg og fire dage senere døde han. Lucie offentliggjorde det på denne måde:

 

“Den 24. Februar henimod klokken 11 aften, gik digteren

Bernhard Severin Ingemann over fra dette liv til en højere tilværelse, hvori hans tanker alt i flere år daglig havde levet”.

 

Der blev trykt mange mindedigte af såvel H.C. Andersen, Paludan-Møller, Carsten Hauch og af Grundtvig. Grundtvigs digt lyder sådan:

 

Mellem Nordens hovedskjalde,

som jeg hilsed fjern og nær,

Ingen turde ‘ven’ jeg kalde

uden ham, som dåned her,

Mellem højolds bavtastene

står jeg med luren alene.

 

Trods Lucies svage helbred overlevede hun sin mand med seks år. Efter et besøg hos hende i 1867 skrev H.C. Andersen:

 

“Fru Ingemann sad underlig forladt i sin egen stue”.

 

Lucie døde således i 1868. Bernhardt og Lucie havde været gode støtter for hinanden gennem livet. Men det forblev en stor sorg for Bernhard, at de ikke fik børn. Men sådan blev det.

 

Ingemann ligger begravet på kirkegården ved Sorø Klosterkirke sammen med sin hustru Lucie.

 

Tak til Lisa Hildegardt