Artikler
December 23, 2018
Historier fra Slogs og Kær Herred
Historier fra Slogs og Kær Herred
Vi er øst for Tønder og både nord og syd for grænsen. Vi har kigget på helt gamle myter og sagn. Herredsfoged Nis Henriksen flygtede fra Urnehoved. Og så spurgte han hyrdedrengene til råds. Dybt inde i skoven lå en borg. Der var masser af nisser og spøgelser i området. Der var en borg ved Rørkær. Sankt Hans var helt speciel i Jejsing. Og så var det Helligvandskilden ved Rørkær. Ægteskabsdjævlen var løs i Hostrup. Så er det Sagnet om ”Tyge fra Noll” Holger Danske sidder i Olmerdiget. Kæmperne byggede kirker. Syd for Vidåen ligger Vidding Herred. En vold var opført af svenskerne. Kæmpen fra Hanved smed en sten. Sønder Løgum er noget af det værste. Kvinden fra Made. Og så brænder der en ild i Rens.
Øst for Tønder
Vi befinder os lige øst for Tønder, hvor vi mod vest har Rørkær og mod øst har Tinglev. Men vi har også mod syd og syd for den nuværende grænse fra Sønder Løgum i vest til Jardelund i øst.
Vi har kigget i ældre folkemindesamlinger og vi har ledt efter sagn fra området. Vi har ikke kunnet stadfæste alle steder.
Hvad er en Vætte
Og så skal du nok lige have en forklaring på et begreb ”Vætte” som forekommer en del i disse artikler, hvor vi går langt tilbage. En ”Vætte” er i familie med en nisse. De bosætter sig gerne under menneskers boliger. De er tyvagtige og kan gøre sig usynlige. De er ofte forbundet med ulykker og sygdomme, men de kan også være fredelige. De stammer fra den hedenske mytologi, men de er fortsat under den kristne tid.
Herredsfoged Nis Henriksen
Dette er nok en af de mest kendte historier fra området.
I Bylderup Sogn boede en herredsfoged, som havde et stort ord, at skulle sige på Urnehoved Ting. Han sad på Hajstrupgaard og hed Nis Henriksen. Han skulle fælde dom mellem to konger, mellem Christian den Anden og Frederik den Anden. Det var en meget farlig sag.
Nis Henriksen fedede sin hvide hest med mæl og hvedebrød. Han gjorde sig en rød kappe som røde pile ikke kunne gå igennem. Så red han i lands farver til Urnehoved Ting og kundgjorde sin dom:
Det tog Tingmændene ham ilde op, thi den herre de ville have Folkets Herre, Christian den Anden, var netop ”flyet fra lande”.
Nis Henriksen måtte flygte. Pilene for efter ham, men hans røde kappe tog dem. Hans hvide hest sprang over Bolderslev Byled, og før ledet blev lukket op for dem, der ville fange ham, var han borte. I Burkal Skove søgte han skjul, indtil Landets Herre fik magten og gav ham et Fribrev på Hajstrupgård.
Da hang Nis Henriksen sin røde kappe med pilene op i Bylderup Kirke, hvor den hængte til den smuldrede hen.
Det havde været en svær sag at dømme i, men han turde dømme. I en anden sag måtte dommeren give op.
Herredsfogeden spurgte hyrdedrengene
Herredsfogeden spurgte hyrdedrengene om en mand kan kræve bod for sår, der er givet af hans redningsmænd. I en lignende sag rådspørger fogeden hyrdedrengene fra Ravsted.
Det var en skrædder og en bonde, der havde handlet korn, som de ikke ejede. Da kornet var dyrt, ville bonden gøre sin ret gældende over for skrædderen. Slogs Herreds dommer var ikke kyndig i børsspil. Og det var hyrdedrengene i Ravsted vel heller ikke. Men de dømte frit.
De mente, at ingen af de to havde retten, for det man ikke ejer, kan man ikke handle med. Begge burde have en bøde for snyd. Denne dom afgav Slogs Herreds ret.
Dybt inde i skoven
Skoven groede meget tæt gennem Slogs Herred. Det var kun et sted i Burkal Skov, hvor solen kunne trænge igennem og det var det hellige sted – Helligstedet
Høgsholt ved Ravsted lå også dybt inde i skoven, så ingen fremmede kunne finde det, man da Hanen galte, fandt fjenden alligevel vejen og ødelagde borgen.
Nisser og spøgelser
Der kæmpede to nisser mellem Ravsted og Hyding. Og i Rørkær er der en helligkilde. Og så siger man at det spøger mellem Rørkær og Jejsing i Toskesig.
I Bylderup er et stykke Helligjord, som ikke må dyrkes, thi da vil der komme krigsfolk i røde bukser og binde heste i kornet. Måske er det et offersted ligesom Kvindemose i Tinglev.
Vælg en anden vej
Nær Bylderup Skel ligger Dyrmospolde, hvor en stærk karl ville tage kampen op med ”Vætterne” og råbte:
Han fik Vættens byrde på sin ryg, frem og tilbage igen til Dyrmospolde. Siden var hans kraft brudt. Man må hellere gå om ad vejen over Eggebæk end ad gangstien forbi poldene.
En borg ved Rørkær
Syd for Rørkær ligger i de kongelige enge, Elhjemvold, en sandbanke, hvor sagnet kender en borg og en brolagt vej til Rørkær.
Sankt Hans i Jejsing
Mellem Rørkær og Jejsing søgte man til en Korsvej Sankt hans aften. Her kunne man blive helbredt. Man kunne også gå rundt med en knogle i lommen mod gigt, andre havde en kartoffel i lommen og andre igen noget svovl.
Ja mange i området smurte også salve på, Sankt hans aften. Det skulle også hjælpe.
Helligvandskilden
Folk valfartede til Helligåndskirken ved Rørkær. Der skete mange mirakler her. Det rapporterede amtmand von Königstein til regeringen i Gottorp den 15. august 1703. Og det er ganske vist. I 1927 undersøgte man kilden, og fandt frem til, at den var ret radiumholdigt.
Ægteskabsdjævlen i Hostrup
Den 7. juli 1592 havde Laurens Frellesens hustru, Mette i Hostrup Sogn født et barn. Det var ifølge præsten en lille pige af gruelig skabning. Barnet var dødfødt.
Præsten mente, at det var Guds straf. Laurens havde fået et forargeligt liv. Præsten konkluderede, at Ægteskabsdjævlen Asmodeus havde været der.
Sagnet om ”Tyge fra Noll”
I Nolde skulle der før 1365 have været et gods, ejet af Peter Ebbesen. Den sidste ejer hed Tyge (fra Noll). (Nold). Men er det nu sandt? Det er fundet træ fra vold – og vandanlæg på stedet. I Sognet findes et gammelt sagn fra Valdemarstiden.
Det første sted man møder denne Tyge i forbindelse med landsbyen Nolde ved Burkal er i Pontoppidans. Danske Atlas.
Egentlig findes der flere historier om denne Tyge. Men hans navn kendes også fra folkevisen om Sven Vaned. Og der findes sikkert også en tredje version.
Kong Valdemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot i syv år. Da snakken slap op blev løbere sendt ud i landet for at høre og spørge nyt. Meningen var at snakken skulle i gang igen En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han første mødte 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og til sidst 12 rødklædte.
Han standsede derefter en gammel kone, der kom kørende. Bag i hendes vogn var der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en gammel mand. Han kunne fortælle, at de 12 grønklædte ryttere var hans farbrøfre. De 12 blåklædte var hans morbrødre og de 12 rødklædte var hans sønner.
Men se nu kunne budbringeren vende om, tilbage til Sønderborg, for nu var det nyt at berette.
Holger Danske sidder i Olmersdiget
Holger Danske sidder mange steder, også i Olmersdiget Ja der findes også et dige, der ligefrem hedder Holger Danskes Dige. Den skulle ligge i skellet mellem Slogs og Lundtoft Herreder.
Kæmperne bygger kirkerne
To kæmper byggede kirker, hver sine to og to, i alt seks stykker øst fra. Først byggede de Hjordkær i Rise Herred og Uge i Lundtoft Herred. Dernæst byggede kæmperne Bjolderup og Tinglev Kirker med spir i Slogs Herred. Til sidst rejstes Bylderup og Ravsted med tårne.
Ja der findes også en historie om da Hjordkær og Hellevad Kirker blev bygget, da kastede to trolde sten efter hinanden.
Kæmpernes magt vokser, som de vinder land fra kullede kirker øst på til spir og tårne i vest.
Syd for Vidåen er Vidding Herred
Syd for Kongeåen er Hvidding Herred og syd for Vidåen er de Viding Herred, mellem dem er det halvfrisiske Højer Herred. Vidding Herred hører i Valdemars Jordebog til Friserbygderne, der nævnes Udland (Utland). Til dette Udland grænser Kær Herred. I disse 8 sogne som var omfattet af herredet var der otte adelsgodser under tyske herrer.
Koen ville ikke til Læk
I Læk havde Kong Valdemar en stor gård. Her har siden været stor markeder. Det hedder sig i skæmtesprog:
Måske var det fordi koen skulle rede skatterne ud i Læk, og bonden nødig ville trække den dertil.
Vognene sad fast
Et andet mærke er Storehøj ved Karlum, hvor fæstningsvolde spores nær Tinningsted.
Der er fare på færde mellem Læk og Dagebøl inde i Udland. Der var et sted, der hed Udlandsgrænsen. Man sagde at her holdes vognene ikke blot fast, men de førtes til bage, før man atter fik gang i dem.
En vold opført af svenskerne
Lidt sydligere øst for Stedesand By, skal der være spor af en vold, der skulle være opført af svenskerne. Muligt er det den gamle Udlandsgrænse, der går her.
Kæmpen fra Hanved smed en sten
Ved herredets østgrænse, Vis Herred, Isted Syssel stod en fingermærket sten ved Medelby, kastet af kæmpen fra Hanved, Vis Herred efter Medelby Kirke.
Karlum Folk spiste Boghvedegrød
Karlum Folk bærer sig ad lige som fynboerne. Skærer en stump Boghvedegrød ud, stikker armen i den, når de om morgenen går ud til hestene. Det er ”Davren”. Af moserne graves lyspinde op.
Sønder Løgum var noget af det værste
Det er lettere at gå gennem Helvede udbrændt end gennem Sønder Løgum. Ja der er kun en ærlig mand her, det er præsten og han stjal får.
Kvinden af Made
Det er i Nordsognet, men nede i Sydsognet på Ellum Syssels sydgrænse mod Friserne i Enge Sogn den hellige kvinde, som taler tunge spådomsord for landet.
Hun boede nær kirken i et hus, der hed Made, det er den grødtunge Engjord. Ved et bryllup spåede hun, at krig skulle komme over landet. Og en hvidhåret konge ”fly af land” støttet til sin hvide stav.
Da stiger en blå hær af havet ved Vidding herred, men mod den kæmper vore, og de vinder, de vinder langt ud om Lande. Der bliver fred og folkeheld.
De ord fremsagde Kvinden af Made, den grødegivende, ved et bryllup. Hun spår om lykke for grønne enge, når en hvid Konge er vandret heden og en blå havstrøm overvundet, når sneen er borte og havet i ro, bliver der vår og lykketider.
Der ses en ild i Rens
Der ses en ild i Rens, hvor det brænder tre lys på Trehøj fjorten dage før og efter Mikkelsdag, fordi en far og to sønner, som gik og høstede dræbte med hverandre med lysene og jordedes i højen. Faderens lys er det største i midten. Smart er de stille og snart springer de om i kampen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
December 20, 2018
Der var gang i den – på Fælleden (Nør.LIV 14)
Her er vores 14. bidrag til Ugeavisen NørrebroLIV. Vi kigger på noget af det, der skete ude på Fælleden. Markmanden havde store problemer. Det var her, at Struensees hoved faldt. Her var hestevæddeløb. Og så var det også Maja Robinson, der viste bart for lidt håndøre. Det var herude at arbejderne kæmpede i 1880erne. Men det var også galt i 1934.
Markmandens store problemer
Vi har allerede hørt om arbejdernes kamp, men der var mange andre der kæmpede herude på Fælleden. En af disse var markmand eller markfoged Holger Dønneke. Han boede på det sted, hvor Nørrebrogade 88 ligger i dag. Han lagde muligvis navn til vandhullet Holger Danskes Briller ud mod Jagtvejen. Markmanden kunne konstatere, at militæret efterhånden fik ejerfornemmelser herude.
I 1679 holdt militæret for første gang mønstring herude. Og i 1710 kæmpede 15.000 soldater i fire uger på Fælleden. Her var blevet alt for mange selvgravede huller til markmandens store fortrydelse.
I 1716 lå her en russisk hær på 30.000 mand på lejr. I første omgang var der ingen fare for københavnerne. Men soldaterne begyndte at stjæle i de få bebyggelser, der var på Nørrebro. Zar Peter skulle have boet på Blågården, men det blev der sagt nej til. Meningen var at russerne skulle have hjulpet danskerne med at erobre Skåne. Men Zaren blev sur og rejste hjem med sin store hær, og københavnerne åndede lettet op.
Struensees hoved falder
Ja og så blev der i 1770 – 72 foranstaltet hesteløb på Fælleden, ansporet af Struensee, der interesserede sig meget for hestesport. Dengang vidste han ikke, at her skulle hans hoved senere rulle. Det var i 1772. Og det var den 27 – årige bøddel Gottschalck Mühlhausen, der stod for det. Denne bøddel var kendt for ikke altid at ramme. Rygterne sagde, at han var meget drikfældig.
Struensee havde set sig varm på dronningen, men det var nok fordi, at adelen følte truet, at han skulle af med hovedet. General von Eickstedet havde udkommanderet 4.000 matroser, og 1.200 fra infanteriet var her også for at holde styr på de 30.000 tilskuer, der skulle opleve det makabre skue.
Efter den store brand i 1795 blev fælleden brugt til teltlejr for de husvilde.
Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser, og elever fra Hærens militære højskole. Der var også andre, der holdt øvelser herude. Og så var der fest, skønne uniformer og musik i spidsen. Mest populært var det, når Borgvæbningen var herude. Så fulgte koner, børn og kærrester med. Efter øvelserne var druk og hor. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings og afføringskanal langs Blegdamsvejen.
Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde deres kompagni og holde sig på benene. Og sønnen fik lov til holde fars gevær i marchen på vej hjem.
I 1847 var der næsten kun mos tilbage på Fælleden. Slotsgartner Rothes plan, gik ud på, at militæret skulle have meget mindre plads. Men efter forhandlinger med krigsministeriet blev der kundgjort, at de ikke kunne undvære en eneste centimeter.
I 1857 måtte politiet tage sig af kreaturerne. Politiinspektør Brædstrup skrev til Magistraten i slutningen af juli at han antog at kreaturerne sultede på grund af vedvarende tørke. Man antog, at 1.100 kreaturer på dette tidspunkt ”græssede” på Fælleden.
Atter engang hestevæddeløb
Nu var det ikke kun militæret, der ødelagde jorden. Selskabet til hesteavlens Fremme havde i 1832 fået lov til holde væddeløb på Fælleden, med et andragende om at gentage dette blev afslået i 1833.
Man forsøgte igen i 1840. Nu var der en særlig omstændighed. Christian den Ottende skulle krones, og Selskabet bad Magistraten at foreligge sagen for denne. Og det kan godt være at Magistraten gav deres tilladelse. Det var en sejr. Nu kunne man hvert år afholde hestevæddeløb med eller uden kongelig bevågenhed.
I slutningen af 1800-tallet græssede droske-vognmændenes heste her. I sommermånederne var Fælleden et yndet opholdssted for kvarterets børn. Her blev også afholdt gadekampe. Og det kunne gå ret barsk for sig blandt Nørrebros gadebander. Men når politiet kom, ja så gik man sammen mod politiet.
Næsten 2.000 mennesker var mødt op på Nørre Fælled i 1889 for at høre hr. Huth tale om håndspålæggelse, der fremkaldte varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen. Han krævede kvaksalverloven ophævet. Hrt. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning.
Maja Robinson viser bart
Herude befandt Fælledbisserne sig også. Ja egentlig startede de ude i Lersøen. Jo det var en flok stærkt alkoholiserede personer. Her forekom ofte slagsmål. Godtfolks passage over fællederne ved aftentide var absolut ikke uden risiko. Maja Robinson var dronningen herude. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun tilsendt penge, og disse blev med det samme investeret i flydende kost. Hun havde været usædvanlig smuk. Hun gik da også rundt med et billede af sig selv fra dengang indtil det var slidt op.
Når hun blev anholdt af politiet kunne hun finde på at trække al tøjet af. Det fik så betjentene til at blive røde i hovedet. Men mindre kunne også gøre det. Ved Holger Danske’ s Briller kunne raske ungersvende se hende løfte op i kjolen for 5 øre.
I al stilfærdighed plantede bormester Jensen i 1909 det første træ i Fælledparken. Borgmesteren kom kørende på en cykel, netop som regnen brød ud i stride strømme. Efter at have kastet muld på det første træ udtalte borgmester Jensen håbet om Fælledparkens trivsel, hvorpå han satte sig op på sin cykel og kørte bort. Højtideligheden var forbi.
Ja det var sandelig ikke kun det berømte arbejderslag i 1880erne på Fælleden. Kommunister og strejkende søfolk lavede i 1934 ballade. Mødet var egentlig blevet forbudt. Men en stor menneskemængde havde forsamlet sig. Da talerne begyndte at udfolde sig, huggede det ridende politi til. Angrebet mødtes med modangreb. Det ridende politi blev mødt med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til slagmarken. Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, for at urostifterne ikke skulle få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag. Kommunister blev slået på flugt. På kommunisternes kontor i Blågårdsgad og Arbejderbladets redaktion arresteredes folketingsmedlemmerne Aksel Larsen og Munch – Petersen.
December 18, 2018
Skidenstræde (Krystalgade) – dengang
Inde i Admiral Gjeddes Gård. Strædet bag degnens gård. Byens rende. Grænsen mellem land og by. Et af Europas ældste museer. Huslejehjælp til præsteenker. Den første botaniske have. Her boede Lars Hemmingsen og Ludvig Holberg. Kongen sendte en mand til udlandet efter undervisere. Her boede både kendte mennesker og jævne folk. Der kom en spøjs vejviser fra 1748. Kun 6 uger efter man anmodede om navneskift gik det igennem. Man kunne ikke just prale med, at man boede i Skidenstræde. Ja alle gader dengang kunne have være kaldt Skidenstræde.
Inde i Admiral Gjeddes Gård
På tre sider var gården omgivet af smukke gamle bindingsværksbygninger. En lav mur ind til naboen indesluttede firkanten. En gang var her et bassin med guldfisk. Og her var et flot springvand. Det var en forgyldt renæssanceløve, fra hvis gab den spinkle vandstråle sagte rislede ned i bassinet. Over løven hang en mørk trætavle med udskårne bogstaver, der kort fortalte gårdens historie.
Det var midt i Admiral Gjeddes Gård. Der stod noget om, at man bag gården kunne se rest af den gamle Skidenstræde. Men nu skulle nok temmelig meget fantasi til at forestille sig, at her lå noget, der mindede om en middelalderstræde. Og tænk en gang så flot en går i et stræde med dette navn!
Strædet bag degnens gård
Jo Krystalgade hed indtil 1818 Skidenstræde. På et kort over København omkring 1500 star der anført ”strædet bag degnens gård” Men kært barn har mange navne. I 1493 omtales den/det som ”det stræde, som løber fra Nørregade og hart bagved Bispens Gaard af Sjælland.
I 1517 finder vi den tredje betegnelse. Der tales om en ejendom, der ligger ”Hjørne Østen for Nørregade og Norden op til den Rende, som løber bag Bispegaarden”.
Byens rende
Den rende, der her tales om, er ”byens rende”, hvis udgangspunkt var det sumpede og mosede terræn i nærheden af Skt. Petri kirke. Renden havde fald mod Nørregade og løb ”bort ad Rosengården” for at munde ud i Pustervig.
Den har antagelig været et led i Københavns ældste befæstning mod nord. Men foruden at være voldgrav har den også ført spildevandet med sig. Og beboerne langs renden har naturligvis ladet sig friste på en nem måde at blive deres skarn kvit.
Grænsen mellem by og land
Noget særligt hyggeligt resultat kunne det naturligvis ikke blive. Graven eller grøften var sandsynligvis ofte tilstoppet. Og særlig galt må det have været, når det traf ind med større regnskyl. Så flød vand, slam og andre uhumskheder ud over strædet. Og det var intet unaturligt i, at gyden i folkemunde fik navn efter snavset og blev kaldt Skidenstræde.
Renden kaldtes også ofte ”byens ende”. Det var jo grænsen mellem by og land. Dens fortsættelse, Landemærket, betød, at her standsede byen, og landet begyndte.
Denne rende skal være blevet nedlagt i begyndelsen af det 16. århundrede. Men så sent som i 1539 var den endnu i brug. På denne tid får kansleren Johan Friis til Hesselager skøde på en grund i Kannikestræde (nuv.nr.10) og bebygger den således at strædet bliver lukket mod Købmagergade.
Under en reparation af kælderen i nr. 6 er der fundet en muret hvælving, der menes at være fremkommet ved, at der er givet renden en anden retning, da Friis´ grund blev bebygget.
Et af Europas ældste museer
Den gamle kendte Skidenstræde fra Fiolstræde til Købmagergade, har, så vidt man har kunnet konstatere, ikke haft nogen egentlig selvstændig bebyggelse. Mod byens side var det Kannikegårdene og deres jorde, der strakte sig ud til renden. Og til den anden side var der åbne marker. Det var dog ikke tilfældet for den del af strædet, der løb mellem Nørregade og Fiolstræde, og som er bevaret i det nuværende Krystalgade.
Det meste af den nuværende universitetsfirkant blev i året 1539 skænket til universitetet, der på den øverste halvdel anlagde en have. I 1551 blev denne grund overdraget til Hans Barnekov, som her opførte en gård, der atter 1603 kom i universitetets besiddelse. Hans Barnekov var fadder til den bekendte Christian Barnekov, der efter sagnet satte sit liv til ved at frelse Christian den Fjerde. I slaget på Skællinge Hede i Holland 1612 overlod han sin hest til kongen, da hans egen blev dræbt under ham.
Den resterende del af arealet ned til Fiolstræde blev optaget af Zoologisk Museum og universitetsbiblioteket blev af Frederik den Tredje ”givet og funderet til alle tre kirker i København”.
Jo et af Europas ældste museer blev skabt i København af den vidt berømte professor Ole Worm. Den indeholdt mange mærkværdige ting og sager.
Huslejehjælp til præsteenker
Der var meningen, at der her skulle opføres tre boliger til præsteenker. Kongen bestemte, at præsteenkerne skulle have boligen i ti år uden afgift. ”hvadenten de i Guds navn giftede sig igen eller vedblev at være hæderlige enker”.
Denne plan kom dog aldrig til udførelse, da kirkerne fandt det billigere at udrede en huslejehjælp til enkerne.
Den første botaniske have
Grunden lå derfor ubenyttet hen til den 2. august 1600, da Christian den Fjerde skænkede den til universitetet med det formål, at anlægge en have, ”hvori der skulle ympes og plantes sønderlig Simplicia”
Det blev Københavns første botaniske have. Den havde sin plads her i halvandet hundrede år, indtil den i 1760 blev flyttet til Amaliegade ved Toldbodvej. Universitetsbiblioteket og Zoologisk Museum blev opført og taget i brug henholdsvis 1861 og 1870.
Her boede Niels Hemmingsen
Den første grund på den anden side Fiolstræde, der var på størrelse med Frue Kirke og universitetspladsen var optaget af den gamle degnegård. Ud til Skidenstræde var stuehuset forsynet med en udbygning, som bl.a. benyttedes af Rasmus Glad (Erasmus Lætus) til studerekammer. Det var her, denne fremragende dyrker af den latinske poesi skrev sine berømte lejligheds – og festdigte bl.a. til Christian den Tredje og Christian den Fjerdes dåb.
Den næste grund, der også var en gammel Kannikeresidens har i årene 1558-1580. Det tilhørste et af reformationstidens store navne Niels Hemmingsen.
På den tredje grund og ud til selve det gamle Skidenstræde indrettede Ole Worm sit raritetskabinet, der var ganske enestående for sin tid og en seværdighed af rang. Det blev dog også grundstammen for alle danske museer. Enkelte af rariteterne findes endnu på Nationalmuseet. Senere blev grunden delt og Oluf Borch opførte her sit kollegium 1688.
Til udlandet efter undervisere
Den følgende grund, nuværende Kannikestræde 10, Admiral Gjeddes Gaard, blev i 1539 overdraget ”de tre Kongens Kansler”, Johan Friis til Hesselager. Ved hans død 1570 overtog brodersønnen Johan Friis til Hesselager.
Ved hans død 1570 overtog brodersønnen Kristian Friis til Borreby, gården og opkøbte resten af jorden ned til Købmagergade. Han opførte et palæ, der af samtiden blev betegnes som kongelig. Men ved hans død 1618 blev den nederste del solgt fra. Her blev så Regensen opført i årene indtil 1623. Men godt hundrede år tidligere havde den nederste del af Regensens grund været beboet af den navnkundige kannik dr. Peder Albertsen.
Det var denne mand, Christian den Første sendte til udlandet for at skaffe lærere til det nyoprettede universitet. Men foruden lærere vendte Peder Albertsen også hjem med en bogtrykker, Gotfred af Ghemsen. Han blev installeret i Kannikegården mellem Kannikestræde og Skidenstræde. Her blev de første bøger i Danmark trykt bl.a. ”De danske Kongers Rimkrønike (1495).
Her boede Ludvig Holberg
Pudsigt nok har dette gamle stræde aldrig officielt heddet Skidenstræde, selv om det mand og mand imellem har båret navnet. I begyndelsen af år 1500 sker der nemlig en ændring af gadebilledet, idet på strækningen Fiolstræde-Købmagergade anlægges en ny gade bag det gamle stræde.
Magisternes Vedtægtsbog nævner således 1523 ”thet ny stræde, som løber norden for Canniche gorderne”. Det er tale om nuværende Krystalgade, som fra 1567 officielt fik navnet Skidenstræde.
Men selv om det gamle stræde havde mistet sin betydning som færdselsvej, blev det stadig ved at eksistere. 1635 får den tredje kansler, Friis (til Kragerup) skøde på haverne bag professorgårdene. Det er i denne have, at den unge fattige Ludvig Holberg har tilbragt sine fristunder, mens han 1708 – 1709 var huslærer for gehejmeråd Gjeddes sønner.
Haven var skilt fra det gamle stræde ved en mur, og efter sigende skal Holberg her ugenert have lyttet til de jævne borgeres snak ude i strædet.
Her boede jævne folk
At der endnu er bevaret en lille rest af dette stræde må uden tvivl tillægges viceskatmester Holger Vind. I grundtaksten for 1689 oplyses det nemlig, at han har tre beboelseshuse ud til Skidenstræde.
Efter den store brand i 1728, der jo raserede hele kvarteret, blev grundene her yderligere udstykket og bebygget. Den lille gadestump fik nu i skøderne betegnelsen ”den fælles gang”, hvortil ejere af Kannikestræde og Skidenstræde begge havde adgang.
I et målebrev fra 1743 meddeles, at længden er 12 alen, 2 kvarter og 3 tommer, mens bredden kun er 3 alen. Målene er den samme den dag i dag.
Det er karakteristisk for det nye Skidenstræde, at det gennem de første par hundrede år fortrinsvis har været beboet af jævne folk, håndværkere, arbejdere og kongelige tjenestemænd. I mandtallet fra 1659 nævnes i alt 18 personer, heraf betegnes 12 som fattige.
En vejviser fra 1748
Der eksisterer en meget kuriøs vejviser fra 1748, der også nævner beboere i Skidenstræde. Den skyldes den højst mærkelige person Hans Barhov. Han var født i Norge og blev teologisk kandidat. Men selv om han flere gange har været kapellan, var han dog ingen kirkens mand.
Han var en galant dameven, og berømte udenlandske alkymister søgte ham, fordi det sagdes, at han var i besiddelse af opskriften på den tinkur, der kunne forvandle metaller til guld. Det er formodentlig grunden til at hans efterladte papirer er blevet opbevaret i rigsarkivet.
Foruden en sjusket selvbiografi, der bortset fra sin plumphed godt kan sidestilles med Casanovas erindringer fandtes også manuskript til en håndbog over københavnske borgere, Den er trods sin mangelfuldhed meget interessant. I første række giver den naturligvis et levende indtryk af forfatterens erotiske interesser. Man har et meget stærkt indtryk af, at han med forkærlighed har noteret de adresser, han er kommet til kundskab om gennem sine kvindelige bekendtskaber.
Både navnet og stanken blev hængende efter at renden var blevet overdækket i begyndelsen af 1800 – tallet.
Kendte mennesker boede her skam også
Men i det 19. århundredes begyndelse tager ”honette” folk Skidenstræde i besiddelse. Chr. Winther, Bindesbøll, Orla Lehmann og general Schleppegrell for bare at nævne nogle.
Kun 6 uger for at få ændret navnet
Men generelt syntes vel borgerne, at det var forbundet med så meget snavs ved navnet, at det kunne trænge til at blive vasket rent. Den 9. november 1818 opnåedes der en kongelig ”Placat” tilladelse til at kalde strædet Krystalgade. Det var første gang, en gade havde fået navneforandring, og det gav selvfølgelig anledning til, at mange gader med ildeklingende navne søgte at følge eksemplet.
Ja det gik faktisk kun 6 uger efter at 16 af gadens grundejere i en brev til Danske Kancelli havde ansøgt om at få gadens navn ændret. Ja det var vel nok tale om samtlige grundejere.
De skrev at Skidenstræde nu var blevet brolagt og nu fremstod som en smuk og reel gade, der kunne yde den herligste passage mellem hovedstadens to førende kirker Vor Frue og Trinitatis Kirker.
De udenlandske forretningsforbindelser kunne få det indtryk, at man boede i en kloak. Stadskonduktør Rawert mente nu ikke, at begrundelsen var tiltrækkelig. Han gjorde opmærksom på, at man tidligere havde afvist Kattesundet og Dybdensgade om at få navneforandring. Andre embedsmænd gik ind og afviste Rawerts indvendinger.
Man kunne også finde på, at skrive sådan på brevet til Skidenstræde:
En imponerende bygning, der rummede zoologisk museum blev opført. Og snart var det ikke længere plads i Krystalgade. I 1967 blev det gamle museum lukket for publikum. Nu skulle man ud i Universitetsparken. Det vil sige, at det åbnede først 1970.
Man kunne ikke prale med Skidenstræde
Nej Skidenstræde var ikke en adresse, som man pralede med. Sådan var det også for dem, der boede i Hyskenstræde. Hysken er det gamle ord for lokum. Ja på et tidspunkt hed Skidenstræde meget uofficielt Lars Winders Stræde efter en rådmand i tiden.
Alle gader kunne have heddet ”Skidenstræde”
Vi har i tidligere artikler beskrevet at det lugtede i København. Alle gader var forsynet med dybe rendestene. De tjente som kloakledninger og førte til utallige klager fra beboerne. Hvis det havde været tørt og varmt i længere tid, og det så satte ind med voldsom regn, ja så fyldtes kælderlejlighederne med kloakvand.
Ophobning af affald forhindrede også ofte trafikken i det gamle København. I en uendelighed modtog Rådhuset klager over, at vognmændene ikke fjernede affaldet. Rundt om i gårdene var det møddinger som ude på landet. Et par tusinde heste og et tilsvarende antal køer inden for voldene satte også sit præg på miljøet. Hertil kom omstrejfende hunde og katte.
Ja værst var det med natrenovationen. Til boligerne havde man opført småhuse i gårdene, som man kaldte priveter. Neden under lå murede latringruber. Disse blev som regel tømt to gange om året. Når man trådte på de lemme, der dannede gulvet trængte det øverste flydende lag op gennem huller og sprækker.
Natmændene arbejdede efter deres egne regler uanset, hvad de sagde oppe på Rådhuset. Ikke et under at København har været overbebyrdet med epidemier og sygdomme i massevis.
Ja egentlig kunne navnet Skidenstræde have været brugt om enhver gade i København. Kun et par hundrede meter fra det latrinære navn optræder Pisserenden. Ganske vist forsvandt køerne efterhånden. Men omkring 1900 kom kvinderne til Farversgade – kvarteret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 158 artikler fra Det gamle København herunder:
December 13, 2018
Tønder-Erindringer 2018 – forsøg på anmeldelse
Denne gang skal vi læse om seks meget forskellige historier. Og dette giver heftet en dejlig variation om historier fra Tønder og enkelt fra Møgeltønder. Altid skønt hvis man kan genkende eller huske nogle. Birgitte fortæller om nogle underfundigheder, da hun ankom til byen. Optiker Gonde Hansen fortæller om familieforetagenet. Og så var det Møgeltønder Skole, hvor der sandelig var problemer i begyndelse. Erindringer fra en tosproget barndom er festlig fortalt. Og min gamle heppe-kammerat fra Aabenraa stadion, Flemming Henningsen fortæller om genkendelige personer fra min ungdom i Tønder. Og begejstringen for Tønder amatørscene er forståelig i Uwe Petersens beretning.
En fremmed kom til byen
Af Birgitte Bargfeldt
Så var den der igen – Tønder erindringer for 19. gang. Vi skal forsøge at anmelde heftet. Der er både kendte og ukendte med i heftet. Men sådan må det vel være, hvis det er 51 år siden, at man forlod Tønder.
Den første som man ser, er Birgitte Bargfeldt. Hende jeg den store ære af, at hilse på, da jeg for en del år siden holdt foredrag på Schweizerhalle om Tønders historie og det at være Tynne-knajt i København.
Birgittes svigermor mente ikke, at man kunne flytte til Tønder. Det var sådan en tysk by. Men Birgitte og hendes mand fandt hurtig ud af, at en solnedgang i Tønder kunne tage sig ud som et maleri af Emil Nolde. Hurtig fandt Birgitte ud af, at hvis betyder når. Og den person, som hun mente hed Ove i virkeligheden hed Uwe. Og i tandlægeklinikken var det første uforståelige, som manden Christian stødte på var:
Det var et drama på biblioteket, da Birgitte havde valgt læge. Hun valgte den første på listen, og det var Doktor Brenner. Men han var jo tysk.
Sådan var det også med butikkerne. Der var masser at vælge imellem. Men slagter Marcussen og Andersen & Nissens Boghandel var tysk.
Kontorer og butikker lukkede i middagspausen så alle kunne komme hjem og spise. Der var ingen lyskryds, ingen trafikpropper og ingen bakker, men alligevel lykkedes det for Birgitte at dumpe til den praktiske prøve til kørekortet.
Jo året var 1965 og det er skønt refereret i hendes beretning. Hende og hendes mand var ivrige biografgængere. I biografen i Højer fandt de ud af, at der altid var pause midt i forestillingen, fordi der skulle skiftes spoler.
Sjov nok kan man huske en af Birgittes kollegaer Lis Reinau, hvis smukke datter Lisbeth, som jeg gik i klasse med.
Og Birgitte og Christian skulle kun have været her i et kort stykke tid. Men efterhånden er de med tiden blevet ”en slags sønderjyder”. Således godt opmuntret går vi til næste artikel.
Familiefirmaet Jacob Nikolaj Hansen – Guld – Sølv – Optik
Af tidligere urmager og optiker Gonde Hansen
Vi starter med at høre om familieforholdene. Bedstefar startede butik i Møgeltønder. Efter 1920 flyttede man butikken til Tønder. Det var først i Storegade 24. Men allerede i 1923 flyttede man butikken til mere rummelige lokaler i Storegade 2. Familien blev boende i Møgeltønder. Tyren frem og tilbage foregik med tog.
En gammel HGF (Høj Gammel Ford T) blev anskaffet men den var for dyr i reparation. En ny blev anskaffet. Ofte måtte man sove på værkstedet. Bedstemor havde fået koldbrand og måtte have amputeret det ene ben op til knæet. Da de holdt guldbryllup, var det med en køretur i karet, hvor der var lys i vinduerne i Tønder.
Forfatteren til artiklen tilbragte det meste af barndommen i Leosallé 22. Efter at firmaet havde købt ejendommen Storegade 23 flyttede familien i 1950 op i anden sal.
Gonde blev indkaldt til Jydske Telegrafregiment på Langelandsgades Kaserne i Århus. Jo den kender undertegnede godt. Her lå han også i 12 måneder. Men han blev så modsat undertegnede genindkaldt i tre uger.
En dag var faderen faldet om inde i boksen i forretningen Han døde uden at være kommet til bevidsthed kun 63 år gammel. Farbroderen blev købt ud af butikken og startede sammen med sønnen en optikerforretning i Fredericia.
I Tønder trak moderen sig tilbage efter et par år. I 1970 overtog forfatteren til artiklen firmaet som den 4. marts 1976 blev til et anpartsselskab. 1. maj 1984 fejrede firmaet 90 års jubilæum.
Efter lang tid med fremgang kom der en vanskelig tid. Dengang var der 8 mand i firmaet. Der blev taget en beslutning om, at det skulle være en ren optikker-forretning og en mand-kone butik. Med andre ord, hele personalet skulle opsiges. I sommeren 1985 blev der holdt udsalg, og der blev ryddet godt op.
Navnet på butikken blev ”Gågadens Specialoptik”. I Billund var Gonde med til at starte en sammenslutning af selvstændige optikforretninger ”Nyt Syn”. Der fulgte nu syv gode år.
Den 1. september 1992 blev forretningen overdraget til en anden. Dermed var det slut for ”familiefirmaet Jacob Nicolaj Hansen”. En udmærket virksomhedshistorie fra et firma, som jeg husker fra min lærertid.
Møgeltønder Skole
Af pensioneret lærer Povl Clausen, Møgeltønder
Først i 1960erne havde lærestaben på Møgeltønder Skole været ustabil. Grunden hertil var en retssag mellem to lærere på skolen. Da dommen blev afsagt, mente størsteparten at dommen var forkert og søgte væk fra skolen.
Dette var meget uheldigt for børnene, der skulle nøjes med forskellige vikarer. Da Clausen kom til skolen, fortalte de ældste elever, at de havde haft 7 – 8 forskellige klasselærere. Retssagen fik også den uheldige virkning, at forældrene til eleverne blev delt op i to grupper.
Fra 1967 og fem år frem var der stor udskiftning af lærere. I begyndelsen af 1970erne skulle der vælges en ny leder på skolen. Clausen søgte i den periode 1972 – 1973 et årskursus, da han havde på fornemmelsen, at der ville opstå ny uro på skolen.
Den 1. februar 1972 blev der valgt en ny leder, men det blev ikke den lærer fra skolen, som også havde søgt. Som følge deraf forlod alle lærere skolen. Det var mærkeligt at vende tilbage til helt nye kollegaer. Men de nye blev der stort set i 25 år.
Som lærer blev man tiltalt med efternavn, men efterhånden gled det over i at være fornavn. Clausen mener ikke, at tiltaleformen har noget med respekten at gøre. En som har stor indflydelse på en skole er pedellen.
Vi får i artiklen en gennemgang af aktivitetsdage, praktikundervisning, skolefest med teater, oplevelser med elever og forældre og oplevelser som gårdvagt. Et lille indblik i pædagogik får vi også.
Fredag den 18. juni 1999 var det Per Clausens sidste skoledag.
Erindringer fra en tosproget barndom
Af tidligere inspektør i Told og Skat, Uwe Petersen, Tønder
I det meste af sin barndom og indtil sit 18. år boede Uwe Petersen i huset hos sine bedsteforældre, Kirkepladsen 1.
Ved Genforeningen vælger bedstefar at blive ansat hos De Danske Statsbaner. Det var en stor omvæltning for bedstefar og bedstemor på 64 og 57 år, at få en 3 ½ års knægt i huset. Heldigvis fik de meget hjælp hos naboen, Pastor Magle og Anna Magles datter, Grethe.
Til præstegården hørte en stor have, der strakte sig fra baghuset på den anden side af Nørregade og helt ned til alléen ud for Liebestempel. Her var der masser af mulighed for leg.
Ingen kendte til, hvad Uwe’ s fremtid skulle bringe. Faderen befandt sig i Tyskland. Bedstefar besluttede fra første dag at tale dansk til ham. Med bedstemor og faster Annemarie talte Uwe tysk.
I august 1943 rejste Uwe med bedsteforældrene til Gentofte. Anledningen var at hans far og hans kommende stedmor skulle giftes. Efter en tryg tid kom nu en helt ny verden i Gentofte med en stedmor, han slet ikke kendte.
Hurtig blev det kendt, at han var tysk statsborger. Det sikreste sted i frikvartererne var bag en aflåst toiletdør.
Carit Etlar havde boet i det hus, han nu boede.
Men far og stedmor blev skilt, så var det atter tilbage til Tønder i april 1944. Den 17. september 1945 blev Uwe indskrevet på Tønder Øvelsesskole i 3. b. Den brogede skolestart bevirkede, at skolekundskaberne var lidt mangelfulde. Men bedstefar sørgede for, at lærer Gläser gav ekstra undervisning.
Uwe fortsatte i 1. mellem på Tønder Kommuneskole. Der spændende beretninger fra banen og fra Vidåen. På sin fødselsdag fik Uwe lov til at invitere sine klassekammerater til en tur på Vidåen til anløbsbroen ved Lægan.
Uwe stod og kiggede, da de tyske soldater gik hjemad i Søndergade i 1945. På et tidspunkt kastede en af de tyske soldater en pakke viklet ind i noget stof. På vej hjem opdagede Uwe, at det var pengesedler. Og han mente det godt kunne berige hans bedsteforældres tilværelse. Men reaktionen fra bedstefar var ikke sådan, som Uwe havde forestillet sig det.
Bedstefar tog ham med på politistationen, hvor Uwe måtte aflevere pengene til en meget bøs udseende herre bag et stort skrivebord. Bedstefar forklarede, at de penge de tyske soldater havde med sig beholdt man ikke selv.
Det sjove er, at Uwe har haft Olaf Knudsen som lærer. Den fornøjelse havde jeg også de første år på Tønder Kommuneskole. Og så tjente Uwe nogle ekstra lommepenge ved at ringe med kirkeklokkerne.
Efter bedstefaderens død blev der talt tysk i hjemmet. Uwe startede på Tønder Lærerseminarium. Men efter det første år, havde han ikke bestået. Nu søgte Uwe så i stedet ind hos toldvæsnet. Og i 1955 startede han om toldelev i Lemvig.
I år 2000 vendte han sammen med sin kone Jytte tilbage til Tønder. Det var den samme by, hvor de mødte hinanden for mere end 60 år siden. Ja det sjove er, at de flyttede ind i det hus, hvor hans tosprogede barndom startede for 80 år siden.
God og interessant artikel.
Mit Tønder gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne
Af tidligere Quality Control Inspector Flemming Henningsen, Lemvig
Her har vi så en, som jeg kender. Flemming og jeg er skyld i, at Aabenraa (Aabk) ofte har banket B1909 på Aabenraa Stadion. Vi har simpelthen skreget os hæse dengang. Og det har sikkert hjulpet på præstationerne på banen.
Flemming er født i Vejle og boede i Klovtoft. I 1963 kom han til Tønder sammen med sin mor og storesøster. De boede på Kastanieallé på 56 m2. De handlede i begyndelsen hos købmanden på Kastanieallé 10. Men da købmand Meyer i Carstensgade gav ”bom”, når man betalte regningen, så skiftede man selvfølgelig til ham.
Det var en kæmpe omvæltning at komme fra en lille landsbyskole med to klasseværelser til Øvelsesskolen med 29 elever i en klasse. Flemming kunne hellere ikke i begyndelsen vænne sig til, at når læreren spurgt, så skulle man rejse sig op, træde et skridt til siden væk fra bordet, inden man svarede. Sådan var det i hvert fald i Klovtoft men ikke på Øvelsesskolen.
Flemming fortæller, at han i begyndelsen var sky og genert. Ja sådan kender man ham nu ikke. Han sad helt inde i et skur og gemte sig i frikvarterne. Men det havde Olaf Knudsen opdaget og opfordrede klassekammeraterne til at inddrage Flemming.
Blandt legekammeraterne var det også kendte personer, som undertegnede kendte. Og vi får da også nogle herlige historier fra dengang, også da fru Horst inddrog bolden, fordi boldbanen stødte op til hendes have. Politiet måtte tilkaldes for at få den udleveret. Hun sagde ofte:
Og så er jeg glad for, at Flemming nævner, at Lærkevej var de dygtigste til gadefodbold. Vi havde også en professionel træner.
I 1968 flyttede Flemming til Strucksalle 19. Faderen kom i 1969 tilbage til familien og Elmegade 5 blev købt af familien.
Så kom Flemming i erhvervspraktik hos Andersen & Nissens Boghandel, hvor undertegnede som de skarpe læsere sikkert ved, hvor jeg havde været i lære. Ja og så var der praktik hos Jydske Tidende, hvor Flemming så sin egen filmanmeldelse trykt i avisen.
Ude på Handelsskolen havde Flemming også de lærere, som man kender. Winther-Johannsen mente, at eleverne havde lært amerikansk på Øvelsesskolen. Og det var jo engelsk, man havde brug for. Og forstander Thiim mente ikke, at eleverne var gode til tysk, men det mente censoren fra Aarhus:
Dengang var det åbenbart på efternavn og De ude på handelsskolen.
Flemming fik lærerplads ude hos Nissen Sølsted. Og kørerkortet blev taget ved fru Jordt på Ludvig Andresens Vej. Det faldt ikke i god jord hos bedstefaderen. En kvinde kunne ikke lære nogen at køre bil.
I 1975 blev Flemming ansat hos TØMA i kontrolafdelingen. Her var han helt til 1988. Et år var Flemming hos Brdr. Hartmann. Så blev han kontaktet af Vølund i Esbjerg og solgte sit hus på Ved Slotsbanken.
Nu har Flemming altid interesseret sig for sport, både håndbold, fodbold og atletik. Og sandelig om han ikke også i fem år var formand for Lokalhistorisk Forening. Og 13 koncerter med Rolling Stones er det blevet til.
Ja og den helt store lidenskab er tændstiketikker og – æsker. Flemming har ca. 145.000 fra 174 lande. I dag bor Flemming i Rom uden for Lemvig.
Skønne historier, godt fortalt Flemming. Jeg ved, at du vil læse denne anmeldelse.
Erindringer fra Tønder Amatørscenes barndom og ungdom
Af pensionist Henry Madsen, Tønder.
Det første møde med Tønder Amatørscene (TAS) var en Tønder Revy på Tønderhus i marts 1977. Og Henry kom til at skrive tekster. Den første tekst hed ”Det er mig og Egon Nielsen”. Det handlede om borgmester Børsting Andersen, kommunaldirektøren og det nye rådhusbyggeri.
Næsten alle prøver blev overværet og henry var dybt imponeret af skuespillerne. Ja og helt euforiske blev de alle sammen ved at læse anmeldelserne. De fleste aftener blev afsluttet med en tur på værtshus, dog ikke for Henry.
Man blev instrueret i ikke at benytte toilettet under forestillingen. Trappen knirkede gudsjammerligt. Og så var det altid koldt i Tønderhus’ sal. En børnescene blev også etableret.
Efter tre vellykkede revyer blev det besluttet at opføre et rigtigt teaterstykker. Der var ros af pressen, men meget få tilskuere. I 1987 blev et brændende ønske opfyldt – et egt spillested. Det blev det gamle missionshotel i Spikergade.
Der er også blevet spillet 50’er og 60’er kaberet.
I 2003 genopstod revyen i Tønder. Hvert år bliver det spillet fem forestillinger for stort set fulde huse.
Da undertegnede forlod Tønder havde vi ikke dette. Og da jeg boede i Padborg skrev jeg et par tekster til Kruså-revyen. Flot artikel af Henry Madsen. Begejstringen var ikke til at tage fejl af.
Det var en flot Tønder-Erindringer, som kan varmt anbefales. Man behøver ikke at være medlem af Lokalhistorisk Forening. Jeg er sikker på, at Jefsens Bog & Ide sælger den i løssalg. Grunden til at det er en fornøjelse at læse heftet er det varierede udbud af erindringer. For en gammel Tynne-kanjt er det selvfølgelig altid sjovt, at læse om folk, som man kender.
Kilde: Tønder-Erindringer 19 (Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune)
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 236 artikler om Det Gamle Tønder, heriblandt:
December 6, 2018
Der kommer altid en sporvogn (NørLIV 12)
Dette er vores 12. indlæg til Nørrebro LIV. Det handler om sporvogne. Der var barske forhold for de ansatte. De måtte først hente hestene inden de kunne starte. Såfremt heste-sporvognen var forsinket skulle de ansatte betale bøder alt efter hvor meget sporvognen var forsinket. Det pæne borgerskab brugte drosker fra 1828. De første hestetrukne sporvogne kunne klare ti passagerer. Helt frem til 1972 var der en kæmpe remise med plads til 200 vogne. Den blev brugt frem til 1972. Ja så var der også dengang, man havde syrevogne.
Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn – en linje 5 fra Nørrebro.
Det pæne borgskab brugte drosker, og de første så dagens lys i 1828. Men den kollektive trafik startede med de såkaldte rumlekasser, hvor passagererne i bogstaveligste forstand blev kastet over hinanden.
Men se allerede i 1842 kørte der en omnibus fra Østerport via Blegdamsvejen og Lygtevejen (Nørrebrogade) tilbage til byen igen via Nørreport. Gennem årene skete der mange ændringer. Men i 1864 eksisterede der to omnibuslinjer til Nørrebro. Ja og de to omnibusser, der kørte hed Napoleon og Victoria.
De første hestetrukne sporvogne havde kun plads til 10 passagerer. Det kunne en sund hest sagtens klare.
I 1863 startede det første sporvognsselskab, men allerede i 1867 startede Nørrebro Sporvejsselskab.
Man anlagde i flere omgange en remisse på Lygtevejen(Nørrebrogade) og indrettede nogle kontorbygninger i Baldersgade. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Remissen på Nørrebro blev brugt helt frem til 1972. Det hele blev til det vi i dag kender som Nørrebrohallen.
Kørslen startede kl. 7.30 om morgenen. Der blev kørt hver 12. minut frem til kl. 22.24. Helt oppe, ubeskyttet mod vejret kostede det kun 4 skilling. Masser af arbejdere benyttede sig af dette.
Fra 1. februar 1868 fik man overenskomst med konditor Bolt, Nørrebrogade 13, hvorefter publikum. Som ventede på sporvognen ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen kunne tage ophold i Konditoriet. På et tidspunkt kunne betjente rejse gratis. Det samme gjaldt for vovsen.
Arbejdsforholdene var elendige. Arbejdsdagen var på 16 – 17 timer. Og spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. Opstod der forsinkelser på turen, hvori kusken kunne gøres skyldig, måtte denne betale 4 mark for hver 3 minutters forsinkelse.
Egentlig var hestene en af de største udgifter, derfor forsøgte man sig med damp, men det blev en fiasko.
På et tidspunkt i slutningen af 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige selskaber. Der var overhovedet ikke nogen koordination. Der var forskellige uniformer og ingen havde styr på kørerplanen. Der var ingen stoppesteder. Et nik til vognstyreren var nok og så stoppede han.
I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognskonduktører. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op til direktøren. Denne mente ikke, at arbejde i frisk luft var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret.
Fabrikant Sophus Hauberg kæmpede i mange år for en sporvognslinje til Nørrebro. Han oprettede den fabrik, der senere fik navnet Titan. Han havde brug for, at mandskab kom rettidigt ud til maskinfabrikken.
Han søgte koncession til at drive Sølvgades sporvognslinje. Efter tre års forhandlinger fik han endelig et ja. Men så var det lige Fælleden. Det var et gammelt militært område. Man kunne ikke bare have at civilister krydsede frem og tilbage to gange om dagen.
I 1891 opstod der problemer idet der udbrød en kraftig influenzaepidemi blandt hestene. Det blev nødvendigt at indskrænke driften. Konstant var der ca. 40 heste syge.
Den 26. maj 1892 oplevede man den hidtil største indtægt på en enkelt dag, nemlig 2.024 kr. Det var den dag, hvor Kong Christian den Tiende og Dronning Louise fejrede guldbryllupsdag.
I 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarer i gennemsnit til at hver beboer brugte sporvognen 57 gange.
I 1897 skete der en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen, Slotsgade ville lige som de andre drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.
Den 4. marts 1897 kørte den første elektriske sporvogn. Ja man reklamerede nu med lysture ned ad Nørrebrogade.
Man havde forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derud af uden heste. På Kongens Nytorv fik man så ladet op. Der blev dog udsendt en meget generende syrelugt. En indsamling mod disse resulterede i 8.618 underskrifter.
Man forsøgte også med dampsporvogne og dampomnibusser. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Lokomotivet blev fremstillet på Nørrebro hos Schmidt og Mygind. Og det var prøvekørsel om natten. Det gik ikke stille for sig. Beboerne var bestemt ikke begejstret. De smed kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Efter lokomotivet.
Det hændte også at beboerne måtte hjælpe med at skubbe op ad bakker eller i snevejr. Så forlangte politiet, at der skulle være klokker på sporvognene. Dette spolerede så mange borgeres søvn.
Ved Nørrebro Sporvejes ophør rådede man over 24 to – etagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn. Selskabet rådede ikke selv over heste. De måtte leje dem hos diverse vognmænd. Det var også det første selskab, der gik over til elektrisk drift.
Der var nu ikke let for alle med de nymodens elektriske sporvogne. Således kunne man i 1902 læse denne besked til damerne:
December 3, 2018
Boyebanden på Fyn
En dramtisk historie af Lisa Hildegarth
Dette er ikke en nissehue men en bondehue fra 1800-tallet. Den befinder sig i en glasmontre i Middelfart, tilhørende fæstemand Niels Hansen fra Broendehuset.
I årene omkring 1850 plagedes Vestfyn af en bande forbrydere, der gik under navnet Boyebanden. 16 kvinder og 43 mænd blev stillet for retten. En fik tiltalefrafald, tre blev dødsdømt. Resten fik dommer fra to gange fem dage på vand og brød til livsvarigt tugthus. Og det fik de for indbrud, røverier, brandstiftelser og mord.
Boyebanden på Fyn
Den ser større ud, end man kan forestille sig, som den ligger dér i glasmontren på Middelfart Museum. En nissehue vil ethvert barn svare, hvis man spørger det, hvad det er. En bondehue fra 1800-tallet ville svaret lyde fra en etnolog, og det er selvfølgelig præcis, hvad der er tale om.
En strikket lue, som Thyboere ville have kaldt den, højrød og stor nok til at kunne trækkes godt ned om ørerne, når frosten satte ind. En hue, som generationer af danske bønder har båret; så almindelig at den er blevet synonym med bondens overjordiske ledsager, gårdboen – eller nissen, som han kaldes og kendes af hvert barn i landet.
Huen i glasmontren fortæller så sin egen blodige historie
Den tilhørte i sin tid fæstemand Niels Hansen fra Broendehuset lige vest for landevejen, der i dag fører fra Assens mod Nørre Åby, men i 1853 var hovedvejen fra Assens til Middelfart. Navnet havde huset efter en bro i østenden af Føns Vig. Samme bro havde givet navn til gården, der ligger på den østre side af landevejen, en gård, der også spiller en rolle i historien, som tager afsæt i den røde hue.
I årene omkring 1850 plagedes Vestfyn af en bande forbrydere, der efter deres leder bar navnet Boyebanden. Hvor mange medlemmer banden havde, om det var et fast sammentømret forbrydernetværk eller om slynglerne kom og gik, vides ikke. Hvad vi ved er, at da banden endelig blev stillet for retten, anklagedes 16 kvinder og 43 mænd, alle fra Fyn, den overvejende del født mellem Jordløse i øst og Vejlby i vest.
Af disse fik én tiltalefrafald, tre blev dødsdømt og resten idømt straffe spændende fra to gange fem dage på vand og brød til livsvarigt tugthus. Deres forbrydelser omhandlede indbrud, røverier og tyverier fra bl.a. kirker, men de gik heller ikke af vejen for falskmøntneri og røverisk overfald med forsæt om drab.
Lederen hed Jens Henrik Christiansen Boye og blev født 24 sep. 1823 i Gribsvad i Rørup sogn som søn af en snedkermester og dennes hustru. Ud over en yngre bror havde Jens en søster, Maren Laurine, som vi senere kommer til at høre om.
Boyebanden hærgede gennem flere år det vestlige Fyn med indbrud, røverier mord og brandstiftelser. Det første mord finder sted 31 marts 1852, og skønt den, der udfører selve drabet, er et bandemedlem ved navn Peder Olsen, dømmes ikke blot han, men også Laurine Boye for det. De arresteres begge to år senere i forbindelse med opklaringen af det andet mord, og Laurine er den første, der erkender sin skyld, nemlig i forhør 4. april 1854, mens Peder Olsen først vedgår mordet, da han tre dage senere forelægges Laurines tilståelse.
Med udgangspunkt i forhørsprotokollerne kan forbrydelsen og baggrunden for den kortlægges.
Laurine og Peder Olsen havde i en periode, en halv snes år tidligere dannet par, bortset fra et års tid, hvori Laurine havde fået et barn med en anden mand. Nu havde hun i et stykke tid haft sine øjne på gårdmand Jørgen Rasmussen i Rold nord for Vissenbjerg. Det var Peder Olsen, der præsenterede de to for hinanden, og han udtaler til forhørsprotokollen, at meningen var, Laurine efter giftermålet skulle tage sin ægtemand af dage, så hun og Peder kunne blive gift og overtage gården.
Hvorom alting er, havde gårdmanden to søstre, der boede på gården. Især den ældste, Ingeborg, var Laurine en torn i øjet, da den kommende svigerinde styrede gården med streng effektivitet. Maren frygtede derfor, at hun ikke ville få det råderum, hun ønskede, når hun giftede sig med gårdmanden, og hun udtænke derfor koldblodigt, at Ingeborg måtte ryddes af vejen.
Hertil havde hun brug for Peder Olsens hjælp. I første omgang omgikkes Laurine med tanker om at give svigerinden rottegift, men denne plan opgav hun. I stedet forlangte hun, at Peder skulle slå Ingeborg ihjel med vold og foreslog ham at anskaffe sig en dertil egnet kølle, hvilket han efter eget udsagn nægtede.
Imidlertid var Laurine vedholdende, og 30. marts 1852 indvilligede Peder Olsen i at udføre drabet, der blev planlagt til at finde sted aftenen efter. Den 31. marts tilbringer såvel Ingeborg som Peder, Laurine og flere andre dagen i Boyes hus. Sent om aftenen følges Peder Olsen, Laurine og Ingeborg et stykke vej, men da de kommer nord for Etterup, tager Laurine afsked med de to andre, der fortsætter ad en sti mod Rold. Her foreslår Ingeborg, at de skal sætte sig i læ af et gærde. De har tidligere haft intimt forhold til hinanden, og pigen tænker vel, at hun og Peder har en fremtid sammen. Han, der kun har tanke på den gerning, han nu skal udføre, har imidlertid ikke sans herfor, hvorimod han kun giver hende et kys, og lægger hænderne om hendes hals og kvæler hende.
Da Ingeborg er død, kommer Laurine til, og sammen bærer de liget til en tørvegrav i nærheden. Her lader de den døde krop glide ud i vandet og går tilbage efter Ingeborgs paraply og træsko, som de lader følge den døde i tørvegraven. Herefter går de to tilbage mod Boyes hus, og skønt Peder påstår, at han udtrykker anger over det skete, er Laurines svar: “Skidt, nu kommer jeg i en god stilling”.
Som sagt kommer disse omstændigheder først for dagen, da de to arresteres i forbindelse med det næste mord, som finder sted 11. oktober 1853.
Jens Boye mødes denne dag med Anders Hansen Sørensen med tilnavnet “Pranger” i Trøyberghuset på Blanke mark. Huset tilhørte Christen Hansen kaldet “Sosmeden”, muligvis fordi han supplerede indtægten som fisker med at kastrere smågrise. De tre havde ifølge Jens Boyes tilståelse siddet sammen i Middelfart arrest og her erfaret, at husmand Niels Hansen i Broendehuset lå inde med en anselig sum penge. Og hermed er vi tilbage ved den genstand, der har sat denne historie i gang. Den røde hue i glasmontren på Middelfart Museum.
Ifølge rygtet skulle Niels Hansen altså være en holden mand. 150 rigsdaler, mente Boye at vide, befandt sig i husmandsstedets skab; penge han havde tænkt sig at røve. Hans plan, som han forelagde sine medsammensvorne, gik ud på, at han selv ville lokke husmanden ud af huset, hvorefter Pranger og Sosmeden skulle gå ind, tage pengene, slå Niels Hansens kommende hustru ihjel og brænde huset af. I mellemtiden ville Boye selv hænge Niels Hansen, så det for myndigheder og andre ville se ud, som om husmanden havde begået såvel mordbrand som selvmord.
Planen mislykkes til dels. Godt nok lukker Niels Hansen op og lokkes med ud under påskud af, at Sosmedens vogn er væltet, men da Boye søger at lægge ham en strikke om halsen, mislykkes hans foretagende, og Niels aner uråd, men indhentes på sin flugt tilbage til sit hus. Boye stikker ham en kniv i maven, hvorefter han hårdt såret flygter op til den nærliggende Broendegård. Da Pranger skrækslagen er stukket af, bliver Boye og Sosmeden enige om at afblæse det hele og vender tilbage til sidstnævntes hus, hvor de får noget at spise, hvorefter de to gæster lægger sig til at sove på høloftet, mens Sosmeden vel har søgt ægtesengen.
Niels Hansen bliver bragt tilbage til sit hus, hvor han inden sin død tre dage efter ugerningen indgår ægteskab med sin forlovede Mette Marie Jensdatter.
Med mordet er dagene talte for Boyes bande. Politiretsassessor Herman Rothe får ikke bare opklaret mordet på Niels Hansen; det lykkes ham også at optrevle banden samt at få de to skyldige i mordet på Ingeborg Rasmusdatter til at erkende deres forbrydelse. En forbrydelse der er svært at se nogen formildende træk ved. En kvinde myrdes med koldt blod midt i, hvad vi tror er forspillet til et elskovsleje, af en mand, der sammen med sin kæreste har tænkt sig derefter at slå hendes bror ihjel, så han og Laurine kan komme til at sidde som gårdfolk.
Også det andet mord er brutalt og uden forsonende træk: Tre koldsindige voldsmænd udnytter en mands hjælpsomhed til at lokke ham ud af hans eget hus, hvorefter de stikker ham ned og efterlader ham hårdt såret i oktobermørket, for selv at gå tilbage og indtage deres aftensmad.
Og deres straf? De dømmes alle til døden og til at lægges på hjul og stejle. Det sidste omstødes dog af Højesteret, ligesom Prangeren og Sosmeden undgår bøddeløksen og i stedet idømmes livsvarigt tugthus, da retten tager hensyn til, at de ikke aktiv deltog i mordet. I stedet idømmes de offentligt kagstrygning. Også Laurine undgår bøddeløksen, da hun dør i kvindefængslet på Christianshavn 19. juli 1855.
Det var sædvane, at eksekveringen af dødsstraf fandt sted i så umiddelbar nærhed af gerningsstedet som muligt, og den 15. august 1856 ankommer Boye og hans to kumpaner under bevogtning til en bakke, der i dag går under navnet Boyes Banke. Her indfinder birkedommer N.Madsen og vidnerne sognefoged Hans
Pedersen fra Ørslev samt sognefoged Anders Hansen fra Balslev sig kl 5 om morgenen på gårdejer Christen Christensens mark, der er beliggende på banken, som befinder sig straks øst for landevejen Assens – Nørre Åby lige før vejen fra Ørslev.
Efter at Jens Boyes hoved var skilt fra hans krop med ét hug, kunne de forsamlede tilskuere fra hele Fyn overvære, at hans kumpaner blev bundet til en kag og pisket, hvorefter Boyes lig begravedes på stedet, som skik og brug var.
Skarpretteren skulle ikke pakke sin økse langt væk: Næste dag brugte han den på marken ved Etterupgård ved Rørup til at eksekvere dommen over Peder Olsen.
Senere tider har sat en rå sten og et trækors over Jens Boyes grav og den, der er ihærdig, kan finde den på banken, som rejser sig, hvor vejen mellem Tybrind og Ørslev krydser Assens-Middelfartlandevejen. Det kan måske synes som en vis historisk retfærdighed, at ingen af morderne tilsyneladende har efterladt sig andet end deres navn og mindet om deres ugerninger.
Det samme gælder for deres ofre, når bortses fra den meget håndgribelige hue, der ligger i sin glasmontre på Middelfart Museum, og om hvilken museet har noteret sig følgende:
“Rød, strikket tophue med lodden, fløjlsagtig kant og topkvast. Niels Hansen døde 40 år gammel 14.10.1853
Skænket af husmand Jens Chr. Jensen, Broendehus, Nr. Åby.”
November 29, 2018
En barnemorder fra Jægersborggade (Nør.LIV 11)
Dette er vores 11. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. For øvrigt tak for positiv respons. Det handler om Barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby. Hun blev anklaget for at have myrdet 8 børn. Men antagelig har hun myrdet 25 stk. Og 3-4 af dem begik hun på Nørrebro, i Jægersborggade og på Assistens Kirkegård. Det er hendes gøren og laden på Nørrebro, som vi her kigger på.
Sagen var egentlig svær for kriminalpolitiet. Flere gange ændrede Dagmar Overby forklaring. Og ikke alle myrdede var savnet. Hun blev dømt for at have myrdet 8 børn. Men hun havde mange mere på samvittigheden, måske op til 25 stykker.
Jo det var en mor, der havde fortrudt at have bortadopteret hendes datter, der satte politiet i gang. Nu var datteren væk.
Det er en grufuld beretning fra Nørrebro og København i tidsrummet i årene 1916 – 1920. Ja man mener man skal tilbage til 1911. Så længe politiet ikke kunne finde ligrester af bestemte personer kunne man ikke rejse tiltale. Men mindst tre barnemord foregik på Nørrebro:
Den 1. november 1915 flyttede Dagmar ind hos kærresten i Dagmarsgade 16 2. sal. Men det var en katastrofe for Svendsen var blevet fyret. Han var for langsom til at levere vare ud. Huslejen var for høj og Dagmar blev indlagt på kommunehospitalet. Den 5. marts 1916 blev hun udskrevet og flyttede ind hos Svendsen, der nu havde fået et værelse i Jægersborggade. Han fik endelig arbejde hos Nielsen og Winther på Blegdamsvej 60. Men ak det varede kun en uge. Så fik han arbejde hos Schmidt, Mygind og Hüttenmeier.
Dagmar ville gerne have et barn, men det ville Svendsen ikke høre tale om. Så fik Dagmar ideen om, at tjene penge ved at tage børn i pleje. Dengang skelnede man mellem tre klasser af ”trængende”, der kunne komme i betragtning til understøttelse. Fattigvæsnet skulle i nogle tilfælde sørge for børns opfostring og opdragelse ”i et eller andet Huus”. Man Rasmine passede ikke ind i systemet. Hun havde født uden for ægteskabet.
En dag så hun Dagmars annonce i Aftenposten. Her stod at et ægtepar ønskede at adoptere et udøbt drengebarn. På den måde kom ”fru Svendsen” ind i billedet. Man enedes om, at Rasmine skulle betale 12 kr. om måneden i plejeløn.
Dagmar Overbye var ikke engang nået Nørrebros Runddel før det gik op for hende, at dette ikke var gennemtænkt. Inde på Assistens Kirkegård, tog hun et navlebånd som hun viklede stramt om barnets hals. Da hun var sikker på at barnet var dødt smed hun liget i tønden i en retirade, der ikke var låst.
Hun gik hjem til Jægersborggade og stillede barnevognen ude på gaden foran opgangen. Svendsen sad og læste. Hun foreslog, at han gik ud at pantsætte den. Det var en, som hun havde haft lånt ud til en veninde. Ja og den indbragte 20 kr.
Tre dage efter den 18. april blev der meldt fra politiet på Christianshavn, at man havde fundet liget af en nyfødt dreng i det latrinaffald, som blev skyllet ud af spande og tønder, natrenovationen havde kørt ind den forgangene nat på Kløvermarken.
Den næste Dagmar fik fat i var Maren Hansen. Dagmar forlangte 400 kr. som et engangsbeløb. Men hun accepterede 300 kr. På vej hjem fra Kongens Nytorv besluttede hun at tage barnets liv. Hun kom hjem til en tom lejlighed. Hun lagde barnet på sengen og klædte det af. Så gjorde hun lige som sidste gang, kvalte barnet med navlebind. Liget blev pakket ind i nogle gamle klude, som hun igen svøbte i avispapir. Den lille bylt gemte hun under sengen.
I en sporvogn til Amager sammen med hendes datter Erena havde Dagmar taget bylten med liget med. De gik langs Øresundsvej. Langs den gik en mudret grøft. På et tidspunkt lod Dagmar avispakken med barneliget falde derned. Hun trådte dog lige derned og gemte det halvejs inde i et kloakrør.
Ja og senere vendte Dagmar tilbage hos Maren Hansen og forlangte nu det hele beløb på 400 kr.
Den 19 årige Esther Mathilde var kommet galt af sted. Hun havde også set Dagmars annonce i Aftenposten. Dagmar fik 200 kr. for at tage barnet med sig. Derefter skulle hun have 30 kr. de næste ti måneder. En kontrakt blev underskrevet. Dagmar underskrev sig med Erena Rosenkrantz. Barnet blev svøbt i nogle tæpper.
Men hjemme i Jægersborggade kvalte Dagmar den lille dreng. Hun gemte liget i et skab. Hun kunne ikke huske, hvordan hun fik liget bragt af vejen.
Hun sendte urtekræmmerens søn ud til Ester Larsens adresse i Ungarnsgade efter de første 30 kr. Samtidig skrev hun, at ”Lille broder har det godt og trives ualmindelig godt”.
Hjemme i Jægersborggade var det tydeligt, at der var kommet flere penge på kontoen. De havde alle sammen fået nyt tøj. Flere personer havde set parret med store penge. Og sådan noget er altid mistænkelig i et fattigkvarter. Men Dagmar sagde til Fru Nielsen, at hun havde arvet penge fra en greve i Jylland, som var far til hendes lille datter. Men Dagmar fik overtalt Svendsen til at flytte fra Jægersborggade.
Den 25. november 1916 skrev Dagmar til Esther, at hun er flyttet på landet. Nu skriver hun at hun er flyttet i Svendsens hus og posten nok ikke kender Rosenkrantz. Endvidere skriver hun også ”at lille broder har fået to tænder og trives godt”.
Gamle protokoller viser, at der den 25. maj 1918 blev indbragt et barnelig på Fælledvejens Politistation, der var fundet på en grav på Assistens Kirkegård.
Hun skulle egentlig være henrettet ved halshugning, guillotine eller økse. Det skulle ske offentlig. Men det skete aldrig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne slet ikke affinde sig med at være indespærret. Hun blev overført til Skt. Hans i Roskilde og døde den 6. maj 1921.
November 29, 2018
Vesterbro omkring år 1900
Der var bal i trejeklasses ventesal. Ejendommen lugtede af ost. Og så var der et eldorado af liv og lystighed. En duft af krydderier, fisk, tovværk og tjære. Vi besøger Rasmus Pengeløs. Denne mark frygtede man. Og Folkets Hus var tilholdsstedet. Murermesteren ville kun have dem med fast arbejde som lejere. Der var masser af lånekontorer. Spækhøkere, urtekræmmere og bagere var her også. Om lørdagen var det som en markedsdag. Man hjalp de arbejdsløse. Og mange gik sulte i seng. Flere blev smidt ud, der kunne ikke betale huslejen. Bajere blev stillet frem til betjentene. Ikke alle betjente var ens. Og så blev han forelsket i Sorte Marie. Napoleon og Sorte Jacob var frygtet. Nytårsaften på Vesterbro, så var det ballade. Jo, der var sportshelte. Så gik den vilde jagt efter knapper. Vi besøger Jægerhuset og Ny Ravnsborg. Lille Tivoli var for den lette brigade. Så var der øvelser i den ædle krigskunst. Søndagsudflugten til Frederiksberg. Frederiksberg var ikke så velfriseret. 1901 gik byggeriet i gang.
Bal i tredjeklasses ventesal
Fra Ny Vestergade kunne man endnu i slutningen af 1890erne se til Kalveboderne. Her var store tømmerpladser. Tusinder af brosten var lagret op her.
Fra den gamle restaurant Bræddehytten, der lå lige over for banen ved Tivoli – siden, kunne man se og se, når lokomotiverne skulle dreje på den store drejeskive. Og når vi nu er ved dette emne, så var det på Hovedbanens tredjeklasses ventesal, hvor det kørende personale afholdt deres årlige baller.
Ejendommen lugtede af ost
På hjørnet af Istedgade og Knudsgade (Eskildsgade) lå der en osteforretning nede i kælderen. Det betød at hele ejendommen lugtede eller duftede af ost. Ja og pigerne over for, levede af prostitution. Det hade de fået tilladelse til. Og det vrimlede med værtshuse og bordeller i gaden.
Eldorado af liv og lystighed
Det var vedtaget i 1877, at dette eldorado af liv og lystighed måtte foregå. Og det skete både tidligt og silde. Det var pigerne og deres alfonser, der domminerede kvarteret.
Pigerne sad i deres lette gevandter og bankede på ruden med en hattenål for at gøre mandfolkene opmærksomme på deres yndigheder. Prisen for et besøg var 75 øre.
Først i oktober 1906 blev den offentlige prostitution gjort ulovlig. Det var den daværende justitsminister Alberti, der sørgede for dette. Den herre måtte senere tilstå, at han havde svindlet for millioner af kroner. Ja og så blev han kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej på Nørrebro og døde et par dage efter.
Pigerne blev splittet for alle vinde og fortsatte deres virksomhed andre steder. Men kvarteret var berygtet, og det skulle da gå en hel menneskealder inden pigerne helt forsvandt.
En duft af krydderier, fisk, tovværk og tjære
Har lå også en stor hørkræmmerforretning grundlagt i 1885. Der duftede af krydderier, sild i store tønder og klipfisk i høje stabler. Der duftede også af tovværk og tjære. Gulvet i Stenbølles forretning var hvidskuret og sandbestrøet.
Her var to små sild for 10 øre eller en stor. Her var en sennepskværn, hvor man for 2 øre kunne fylde en kop.
Den uheldige mælkemand
På Frydsvej (Tøndergade) var mælkemanden meget afholdt med ak. Han kom af dage på en frygtelig måde. En dag da det storemede ret voldsomt, blæste en rude fra en etagerne i en ejendom. Den hvirvlede ned og mælkemanden, der kom i det samme blev ramt i halsen og var død med det samme.
Hos Rasmus Pengeløs
Fiskerkonen og hendes mand gik rundt i kvarteret og råbte med deres markante stemmer. Lige over for lille Frydsvej (Tøndergade) lå i Sundevedsgade en forunderlig legetøjsforretning. Det var et sandt eventyr for børnene. Indehaveren blev for resten kaldt Rasmus Pengeløs.
Her kunne man for kun to øre købe små vogne med en hest for. Et lokomotiv med svinghjul kostede 10 øre.
Denne mark frygtede man
Kvarteret lå omgivet af marker, hver drengene tumlede sig på. Men det var nu en mark, de ikke kom så meget på. Og det var Galgebakken. Det hed sig, at det var her Struensee og Brandts hoveder blev sat på stage og at deres radbrækkede lemmer blev lagt ud efter henrettelsen på Øster Fælled i 1772.
Da man i 1895 gravede grunden ud til det første arbejdernes forsamlingshus, fandt man her resterne af de henrettede. Dette blev videregivet til Skt. Petri Kirken.
Folkets Hus
Der var en stor have til Folkets Hus. Her er udspillede der sig et muntert liv om sommeren. Her kunne madkurve selvfølgelig medbringes. Bajerne kostede 15 øre, lige som kaffen og to kager til kun 5 øre.
Her var karruseller, gynger og vipper og anden fornøjelig underholdning. Her var sportsstævner og socialdemokratiske brandtaler.
Hver søndag blev der spillet komedie. Billetprisen til hele salen og balkonen var 35 øre. Og så var der dans til den lyse morgen. Baltegn kunne erhverves for 25 øre.
Hele haven duftede af hyld og Jasmin. Her var blå og hvide syrener. Jo det var et åndehul. Vinteren var blevet tilbragt i de skidne baggårde med stinkende skraldebøtter og lokummer. Så var dette en kæmpe afveksling.
Murermesteren ville kunne have dem med fast arbejde
En toværelses lejlighed kostede fra 15 til 18 kr. For tre værelser med kammer måtte man betale 25 kr. Man beregnede en ugeløn til huslejen. Der var naturligvis lokummer i gården. Elektrisk lys var det ikke noget af. Det var endnu petroleumslampernes tid. Det kostede 6 øre for en flaske petroleum.
Murermester Hansen i Oehlenschlægersgade i nr. 29 havde fundet lejere, der alle havde fast arbejde. Så han skulle sikkert nok få lejen ind.
I skolen var der nok ikke pædagogikken, der gjorde sig gældende. Her blev spanskrøret flittig brugt. Ja man skulle næsten tro, at de fleste lærere var sadister.
Masser af lånekontorer
Der var ret så mange lånekontorer i kvarteret. Der kunne man se både mænd og koner vandre ind med deres fattige ejendele for at låne 50 øre eller en krone. Der var dyner, lagner og deres pæne søndagstøj, der måtte holde for. En krone kunne måske slå til, til at par dages forbrug.
Spækhøkere, urtekræmmere og bagere
Der var et par spækhøkere, der boede i kælderen. Her kunne man købe for ti øre blandet pålæg, en skive rullepølse, saltkød og kødpølse. Man kunne få for 5 øre leverpostej, en fjerding fedt for 15 øre. Man kunne samme sted få for 3 øre fløde med skind på.
Hos urtekræmmer Nygaard hentede man en halv fjerding kaffe. Der handlet på bog, som det hed. Så kunne børnene hente varerne. Når så ugelønnen faldt om lørdagen, så måtte konerne ned og betale. Men se denne handel blev ikke så lidt indskrænket under den store sørgelige arbejderkamp.
I Oehlenschlægersgade 27 boede bageren. Her fik man rosenbrød, mandelstænger, kaffebrød og sukkerkringler for 2 kr. pr. stk.
Om lørdagen var det som en markedsplads
Der var også meget livligt i Istedgade dengang. Om lørdagen havde butikkerne åbne til klokken 9 lørdag aften. Og så åbnede de igen fra 7 til 9 søndag morgen. Efter kirketid var der igen nogle, der åbnede. Der var lutter små butikker, der lå side om side.
Og på gadehjørnerne stod gadehandlerne og faldbød deres varer. Der var en lørdag aften et mylder som på en markedsplads. Og beværtninger var der jo et hav af. Der lå faldgruber på næsten hvert andet gadehjørne og i kældrene.
Gadehandlerne havde fem røget sild for 10 øre, tre bundter radisser for 5 øre. Store fede rødspætter til 15 øre.
Søndag morgen kunne man være heldig at gøre et godt kup hos spækhøkeren. De skulle jo have solgt ud. Der var jo ikke køleskabe, så kunne man byde, og resterne blev så solgt for højeste bud.
Man hjalp de arbejdsløse
Der var ikke i mange arbejderhjem dengang der blev til middagsmad i den tid. Det var vandgrød med en kop skummet mælk og så nogle rugbrødshumpler til. Men sammenholdet var stort i kvarteret. Mange børn blev sendt af sted med en spand middagsmad til venner, der var arbejdsløse.
Legekammerater, hvis forældre var arbejdsløse fik pandekager og æbleskiver. Og så fik de øl med sukker i. En flaske hvidtøl kostede 7 øre. Det var heller ikke sjovt, at se en familie, der var sat på gaden, fordi de ikke kunne betale huslejen.
Børnene blev sendt til byggepladserne for at hente brænde til kakkelovnen eller til havnen for at samle kul, der var faldet ned under losningen. Så blev dette fyldt op i en gammel barnevogn.
De gik sulten i seng
Der blev åbnet samaritaner rundt om i byen for at afhjælpe den værste nød. Der blev serveret gratis vandgrød med en rugbrødhumpel til og et glas skummet mælk.
Man ernærede sig som gårdsangere, der ellers blev jagtet som vilde dyr. Mange krigsveteraner fra 1864 forsøgte sig som gårdsangere. De manglede enten en arm eller et ben.
Frysende koner stillede sig op ved bagerbutikkerne om vinteren ved 4-tiden for at være den første til at købe gammelt brød. Og når mælkemanden kom og ringede med sin klokke, så kunne der købes en kande varm mælk, aftappet fra vognen til 4 øre.
Det var ikke hver aften, at børnene kunne gå i seng, mætte og tilfredse. En tør rugbrødsskorpe var en himmerigs mundfuld at få lov til at ligge og sutte på. Ofte måtte forældrene gå sultne i seng, fordi de gav børnene de smuler, som der var.
Smidt ud
Det fattige bohave blev stillet på fortovet og en betjent blev sat til at passe på stumperne. En jernseng, et træbord, nogle vakkelvorne stole, lidt køkkentøj og nogle urtepotte med nogle forpjuskede planter. Så stod der en grædende kone indsvøbt i et falmet sjal og talte med betjenten. Man var smidt ud og kunne betale huslejen.
Manden var ude for at finde et nyt sted for at anbringe deres fattige ejendele, Børnene holdt sig langt væk. De var flove over situationen. Alt for tidligt mærkede de livets barske virkelighed at kende.
Husværterne tilbød ofte, at folk kunne få lov til at bo gratis i to måneder, og få hele lejligheden gjort i stand, når bare de ville flytte ind. Men det viste sig ofte, at der var væggetøj i ejendommen, og så var det med at søge et andet sted hen.
Bajere stillet frem til betjente
På hjørnet af Mathæusgade og Oehlenschlægersgade lå beværtningen Vilvorde. Det var hvis nok på et tidspunkt en af Vesterbros ældste værtshuse. Her stillede man også bajere under trappen i gadedøren til betjentene. Det var vigtigt for en værtshusholder, at holde sig gode venner med politiet. Så blev der nemlig set lidt gennem fingrene med, hvad der foregik
Ikke alle betjente var ens
Nu var alle betjente ikke ens. Der var en, som var kendt over hele vestebro for sin hjælpsomhed. Han var stærk som en bjørn, men han havde måske ikke lyttet så meget efter i skolen. Han var ikke så god til at skrive. Og det at skrive rapporter var ikke lige hans stærke side.
Det kunne hænde at en fuld mand kom dinglende hen ad gaden med en masse hujende børn efter sig, så det tog betjent Christian Holm ikke så nøje. Han kendte sine folk, og hvis han ikke anså vedkommende for at være farlig, så fulgte han vedkommende hjem, så han kunne sove rusen ud.
Hvis der var fyre, der havde drukket hele ugelønnen op og så bankede både børn og koner, så tog han ikke så let på det. Han sørgede for en trækvogn og fik dem læsset op på den. Så gik det med hylende børn bagefter til Svandsgades politistation. Og så blev de sendt i detentionen.
Forelsket i Sorte Marie
Nu måtte Christian Holm også tage sig af de løse piger. Han måtte sørge for, at de blev indendørs. Og han brugte altid det trick, at skete det en gang til blev han nødt til at skrive rapport. Det plejede at virke.
Måske havde Sorte Marie måske ved den lejlighed blinket lidt for meget med hendes smukke øjne. Men vores betjent var blevet forelsket i hende. Og Sorte Marie var blevet forelsket i betjenten. Og snart svirrede rygterne hos pigerne. Snart måtte Christian Holm stå ret for selve politidirektøren, der mindede ham om, hvilken skandale han havde rodet politietaten ud i.
Stående fik Christian Holm ordre til at afslutte forholdet eller at forlade politiet. Han smed øjeblikkelig sin hjelm og sin frakke foran en chokeret politidirektør. Denne skulle ikke bestemme, hvem han ville have som kone. Og Sorte Marie blev gift med politibetjenten. Og så kunne historien have endt lykkelig. Men det gjorde den ikke.
Christian blev havnearbejder. Og det var et hårdt arbejde. Der blev drukket tæt, vel en snes bajere pr. dag. En dag faldt Christian ned i lasten på et skib. Han lå i lang tid med indre kvæstelser på hospitalet.
Han begyndte igen i havnen. Det gik slet ikke. Han skrantede. Og så fik han tuberkulose. I løbet af kort tid døde Christian Holm.
Napoleon og Sorte Jacob
To andre betjente, store kraftige med tyrenakke og en ølmave, som de benyttede på en meget effektiv måde til at give et puf, så man trillede hen ad gaden, blev kaldt for Napoleon og Sorte Jacob.
De passede på kvarteret Saxogade, Dannebrogsgade og Mathæusgade. Dette kvarter hørte ikke til de mest stille i byen. Urostifterne fik travlt, når de to nærmede sig. Og ungerne skreg, at det lynede. Disse to holdt heller ikke af at skrive rapport. De ville hellere gennemtæve urostifterne i en port.
Nytårsaften på Vesterbro
Nytårsaften var helt specielt på Vesterbro. Ungdommen slæbte gamle sofaer, halmmadrasser og andet husgeråd, der alligel skulle kasseres, på gaden. Så blev der hældt en flaske petroleum til 5 øre over det hele. Det kan godt være, at det så blussede op. Så hentede bisserne og bøllerne, som bladene kaldte ballademagerne dagen efter, latrintønderne og lokummerne i gården ud og smed over bålet.
Under skrigende munterhed blev gamle trækvogne også flammernes bytte. Men her dukkede Napoleon og Sorte Jacob med kniplerne fremme og der blev rekvireret hjælp fra andre stationer, når der var nytårsaften på Vestebro.
Men når politiet var borte og brandsprøjterne havde slukket ilden, så var folkene igen på gaden.
Det var ikke til i flere dage i det nye år, at åbne vinduerne. Det var en ulidelig stank over hele kvarteret. Stanken trængte ind i stuerne. Det lugtede af latrin alle vegne. Folk måtte tage gardinerne ned og vaske dem.
Napoleon og Sorte Jacob tog dem med på stationen som de kendte. Det var ikke nødvendigvis de skyldige. De måtte bøde for fortidens synder.
Sportshelte
Dengang var der også sportshelte. Det var cykelrytteren Thorvald Ellegård, der kørte sig til et verdensmesterskab. Der hvor hovedbanegården nu ligger lå cykelbanen, hvor Ellegård kørte.
Og så var det bryderen Bech Olsen, der ligeledes blev verdensmester i brydning.
En af disse kampe foregik på Vodrofflund, en forlystelseshave på Vodroffvej. Det var en stor fed tyrker, som Bech Olsen med et kæmpe brag blev kastet i gulvet.
På jagt efter knapper
I Istedgade mellem Skydebanegade og Absalonsgade, lå der en boghandel. Her kunne man købe dekorationer for 4 øre pr. ark. Og det var nok at vælge imellem. Fantastiske skovtæpper, slotssale, bondestuer, vilde bjergegne, som var taget ud af Grims eventyr. For en fem øre kunne man så købe en cikoriekasse hos urtekræmmeren. På den byggede man så det fineste teater.
I Oehlenschlægersgade 24 boede et par gamle søskende, der havde en manufakturforretning. Denne butik havde også sin helt egen duft. Her kunne man købe knapper. Tre stykker for 2 øre. Dem brugte man til spil.
Men man brugte også knapper til at samle på. Særlig eftertragtet var de knapper, der sad på ladegårds-lemmernes blå sommerjakker. Det store blyknapper. Hver torsdag havde disse lemmer udgangstilladelse. Så var der chancer for at købe disse knapper. Og de kostede en øre stykket. Efterstræbt var også knapper fra brandfolk, jernbanefolk og politiets uniformer.
Jægerhuset
Vi skal sandelig også huske Jægerhuset. Det lå på hjørnet af Enghavevej og Sønder Boulevard. Det var et traktørsted med gynger og vipper. På et skilt stod, at madkurve kunne medbringes. Det lå nede i en fordybning, hvor man skulle ned ad nogle trapper for at komme til indgangen og haven.
Det var et sted, hvor de mange jægere holdt til, når de kom hjem fra jagten. Gasværkshavnen fortsatte langs Boulevarden, der lå som et sumpet og opfyldt terræn med marker, der strakte sig helt ud til Avderød. Det var som at være på landet med de mange køer og heste, der gik og græssede. De bølgende kornmarker kunne ses lige så langt som øjet rakte. Her var også et meget rigt fugleliv.
Når jægerne så kom ind med deres bytte, så skulle resultat så drøftes. Og det skete i Jægerhuset. Det var et yndet udflugtssted. Madkurven blev pakket og der blev spist i det grønne.
Ny Ravnsborg
Længere ud ad Valby til kunne man se Gl. Carlsbergs bryghus, der lå ud til den gamle banegårdsgrav. Men dengang gik der ingen tog her.
Vestre Fælled lå mellem Enghavevej og Fælledvej, deraf navnet. Så tog man ellers drager med. Jernbanevoldene blev planeret og de sumpede områder opfyldt. Jægerhuset stod der til 1920.
På Fælledvejen lå et andet gammelt traktørsted, som hed Ny Ravnsborg. Her samledes folk sig, når de havde været til begravelse på Vestre Kirkegård. Der skulle drikkes gravøl. Senere blev stedet et yndet udflugtsmål og her spillet revy.
Omkring Istedgade var de grå bygninger placeret uden hensyn til lys og luft. Og i 1895 opførtes Vestre Fængsel. Når man stod på Sønder Boulevard kunne man se fængslet ligge som en truende mørk silhuet i det øde landskab.
Når man skulle besøge sin kære afdøde, skulle man forbi fængslet.
Lille Tivoli for den lette brigade
Når man gik fra skolen, gik vejen forbi kvæghusene ved Halmtorvet og så forbi slagtehusene. Lige over for Gasværksvej lå Vestre gasværk med sine store beholdere. Så var der Alfred Banzons fabrikker, hvorfra der kom en skøn duft af krydderier og andre fine sager.
Her lå også et lille traktørsted, som man kalde Lille Tivoli. Det var et lille hus med en have foran. Men stedet var nu ikke så meget besøgt af godtfolket. Gæsterne var kvarterets lette brigade med deres alfonser. Det hele så også lidt skummel ud.
Øvelser i den ædle krigskunst
Ellers var her flere oplagspladser og marker. På markerne var der fordybninger og vandhuller. Her blev der udkæmpet mange kampe mellem gadens kamptropper. Drengene var bevæbnet med remmer og stave. Der var øvelser i den ædle krigskunst og blodet flød. De sejeste var dem fra Saxogade og Oehlenschlægersgade.
Men krigsbegivenhederne endte også ofte alvorlig med hospitalsbesøg. Politiet måtte sætte en stopper for flere slag. Men i skolen blussede kampene op igen. Og her var krigsskuepladsen ofte Halmtorvet. Kom der en ny knægt i klassen skulle der også afgøres, om han nu var den stærkeste. For hvis man var det fik man foræret lakrids og cigaretter af de andre.
Søndagsudflugt til Frederiksberg
Om søndagen tog familierne også til Søndermarken på Frederiksberg. Og så kunne man på hjemvejen tage et smut forbi Bakkehuset. Her kunne man så få historien om, at dette var engang et berygtet værtshus på den gamle Roskilde Landevej.
I Valby Langgade lå Korups Have, et meget søgt udflugtssted for vesterbroerne. Her udfoldede der sig om sommeren et muntert liv. Lidt længere henne lå et andet traktørsted, det var afholdsrestauranten Skovly. Her var en stor gammel have, hvor der også blev spillet teater.
Men også Alleenborg på Frederiksberg var et udflugtsmål. Her var et meget muntert folkeliv. Her kom det jævne folk og soldater med deres piger. Langs vejen var der små lysthuse med kulørte ruder ud til vejen.
Frederiksberg var ikke så velfriseret
For nogen var Schultz Variete et forbudt område. Her optrådte letpåklædte syngepiger med deres frivole sange.
Sommerlyst lå længere op ved Runddelen. Det var forbeholdt det bedrestillede borgerskab samt den fine del af byens borgere.
Dengang var Frederiksberg Alle ikke se velfriseret som nu. Nej det var på regnvejrsdage en pløret vej med grøfter på begge sider. Der var store villahaver foran de enkelte grosserer- og direktørboliger.
1901 med gang i byggeriet
I 1901 var der vældig gang i byggeriet på Vesterbro i kvarteret omkring Boulevarden. Sankelmarksgade blev helt udbygget. Boulevarden blev planeret, og der fyldtes mere og mere op ude i Kalveboderne. I 1901 blev den nye godsbanegård anlagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 156 artikler om Det gamle København, herunder:
November 29, 2018
København – i begyndelsen af 1900 – tallet
Man kunne få penge for rottehaler, men ikke for en levende rotte. Vi besøger en af de fine skoler. Mange gik rundt med bind om næsen. Og så kunne man købe sild til mågerne. Rotterne sprang mellem benene. Lørdag var det åben til kl. 23 i butikkerne. Vi møder nogle herlige originaler. En af den hed ”Er det sandt, hvad jeg siger” Så gik man til foreningsbal. Karneval var meget populær dengang. Man ”lå på landet” Og så skulle man ses på strøget. De rige fik på konto og ikke alle betalte. Men mange arbejdere havde en kummerlig tilværelse.
Nægtet at modtage en levende rotte
Dengang kunne man få chokoladecigarer, der var lige så store som almindelige cigarer. De fine skulle ikke ned ti retiraderne i gården. De havde klosetspand oppe i lejligheden. Og den blev afhentet af renovationsmændene. Men de skulle gennem køkkenet med den.
Der var masser af rotter dengang også hos de fine. Afleverede man en ottehale hos de fines udlejer, så fik man to kroner. En gæv jysk stuepige mente da, at hun ville aflevere en levende rotte, som hun havde fanget. Men hun fik ingen penge. Hun blev nærmest jaget ud.
En af de fine skoler
En af de fine skoler dengang i år 1900 var Slomann´s skole på Jacob Danefærdsvej ved Åboulevarden. På vej til skole, kunne det hænde at turen gik via Murergade. Her boede en lille ”Slikmutter”. Hun havde slik i kræmmerhus til kun 1 øre. Slik var et kræmmerhus med sirup. Man kunne også hos bageren købe 5 øres kager.
Ja, der på skolen var Frøken Finsen. Hun var søster til den berømte Niels R. Finsen. Der var sandelig flere berømtheder. Det var den herlige digter Viggo Stuckenberg, der var lærer i dansk. Han læste de mest herlige historier, men døde alt for tidligt.
En meget kendt koncertsanger, Wulff Hansen fungerede som sløjdlærer. Han havde en meget stor stemme. Han blev vist nok skolebestyrer på De Vestindiske Øer, hvor han også endte sine dage.
Som sanglærer havde man en kendt koncertsanger, Anders Brems.
Med bind om næsen
Dengang gik der folk på gaden med bind om næsen. De led af sygdommen, Lupus. Denne sygdom var ret udbredt. Men man kunne blive helbredt med lydbehandling. Det fandt Finsen ud af.
Masser af sild til mågerne
Jo der kørte hestesporvogn endnu til Nørrebro – dengang. Den kørte på skinner, og der var spændt to heste foran. Den, der holdt længst var ”Hønen”, som kørte ad Nørregade.
Ad Købmagergade gik en bus, der ikke kørte på skinner. Om vinteren havde denne hele fire heste spændt foran.
På Dronning Louises Bro var der altid fyldt med vogne med sild, og mænd råbte: ” Sild til mågerne – 10 øre pr. pakke”. Gik salget ikke så godt, kunne man få dem for 5 øre pakken.
Første Juledag 1901 var der nærmest orkan. Folk klamrede sig til gaslygtepælene. Ruder blev blæst ind. Jo, der var gang i vejret.
Rotterne sprang mellem benene
Endnu i 1909 var der grøft foran mange butikker på Nørrebrogade. Så måtte der plader over så kunder kunne komme ind i butikkerne. I baglokalerne var der altid masser af rotter. Skulle de ansatte ud på lageret og tælle op til status, måtte man ikke være sarte, for her sprang rotterne mellem benene på en.
Ja ofte skete statusoptællingen om vinteren. Det kunne være så koldt, at blækket frøs til is. Så måtte der hentes et nyt blækhus. Dengang kendte man ikke til fyldepenne eller kuglepenne.
Lørdag var det åben til kl. 23
I de større forretninger forlangte chefen, at kunderne blev ekspederet med det samme. Så ofte måtte den stakkels ekspedient ekspedere to – tre stykker på en gang. Selv om der var 10 ansatte regnede chefen det kun for 8. Han mente nemlig at der altid var en, der var syg, til frokost eller på toilet.
Det var dengang man åbnede kl. 7.30 om morgenen og lukkede kl. 20 på ugens første fem hverdage. Om lørdagen lukkede man ført kl. 23. Lærertiden var dengang fire år. Og lønnen, ja første år var det 10 kr. om måneden, derefter 20 kr., 30 kr., og det sidste år 40 kr.
De herlige ”Originaler”
Det var også dengang man mødte alle Københavns festlige originaler, som vi til dels tidligere har omtalt her på siden. Det var Jomfru Tidsfordriv, en lille vissen kone med en kurv på armen. Heri havde hun mange mærkelige ting. Hendes faste stade var en trappesten på Landemærket lige over for Rundetårn. Hun havde altid mange mennesker om sig. Hun snakkede med alle, der gad at snakke med hende.
En anden original, som man mødte dengang var Frederik den Syvendes søn. Han var en stor mand, som havde begge sine frakkeopslag dekoreret med elle mulige kors og stjerner, købt i en forretning, der handlede med disse ting – antagelig hos Bertelsen på Nørrevold. Han troede fuldt og fast på, at han var søn af Frederik den Syvende. Ingen kunne overbevise ham om det modsatte.
Hurtig Karl var en høj tynd mand, som holdt til på Købmagergade. Han småløb altid midt ud på gaden, stoppede ved hver eneste hestepære og trampede den flad. Så fortsatte han til den næste.
Så var det ”Diplomaten”, en høj meget bleg mand. Han var altid iført en gammel, men velholdt jaket med stribede benklæder, hvide bomuldshandsker og en stor urkæde over maven. Han gik ustandselig fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv og tilbage igen.
Chronemann var en forhenværende artist, der var kommet til skade, og nu nærmest var et stakkels vrag. Men han havde en træsko, som han spillede på, som på en violin. Og han fik da også lokket toner frem på hans primitive instrument. Man fortalte, at han i sin ungdom var en verdensberømt artist. Hans glæde var stor når folk puttede to øre ned i hans træsko.
Professoren var en lille grå mand med meget langt hår. Han havde et torv om livet som bælte og gik med en meget slidt frakke. Hver aften stod han uden for Wivels restaurant og tiggede. Han stod der hver aften fra klokken 8 til de lukkede. Når folk kom ud gik han frem og rakte hånden ud, og så gik han et skridt tilbage, når han havde fået mønter. Dette gentog sig aften efter aften.
Da han døde gik rygterne, at han havde testamenteret en stor sum til kønssygedommenes bekæmpelse. Det fortaltes, at han havde en ”galant” sygdom (Syfilis).
Er det løgn, hvad jeg siger
Han talte aldrig med nogen, var altid meget alvorlig, men travede hver eneste dag.
Men den mest festlige af alle originaler var ”Er det løgn, hvad jeg siger”. Ja man kaldte ham også for Krølle – Charles. Han var en yderst særpræget type, en lille skrutrygget mand, som holdt til på Amagertorv på hjørnet ved Københavns Diskontobank, som lå ved siden af Helligånds Kirke.
Det var mange emner, han holdt brandtaler om. Når han blev opmærksom på, at der var mange damer til stede, brændte han de meste sjofle ord over hovederne på dem. Så fnisede de og skyndte sig bort. Det øvrige publikum var ved at revne af grin.
Han holdt store foredrag om Napoleon og mange andre. Han kunne lange remser udenad om mangt og meget. Han samlede altid et meget stort publikum om sig. Helt normal var han ikke, men ganske uskadelig. Kom politiet, stoppede han altid sin veltalenhed med ordene:
Og så stak han af. Damerne som havde stået og hørt på ham, gik forargede bort. Politiet gjorde ham intet, da han jo var ganske uskadelig.
Til foreningsbal
Dengang var der masser af foreningsballer, men de var mest søgt af ungdommen. Ellers dyrkede selskabeligheden mest i hjemmet.
Man kunne gå til bal i Prins Wilhelms palæ på Sankt Annæ Plads, ja man kaldet det hvis nok også Prins Larsens Palæ. Entre kostede 50 øre. Smørrebrød kostede 10 øre pr. stk. øl også 10 øre. Og så kunne man pænt køre pigen hjem i en droske. Også City Selskabslokalerne og Myginds Selskabslokaler på Nørrevold var ret stærkt besøgt ved foreningsballerne.
På hjørnet af Østergade og Kirsten Bernikows Gade lå der på 1. sal en thesalon, der hed Metz Thesalon. Den var meget stærkt besøgt lørdag og søndag. Her kom en stor del af datidens kendte ungdom. Så blev der danset om eftermiddagen, hvad der var meget fornøjeligt.
En populær restauration var der på Møllers Hotel, Nørre Farimagsgade 55. Der kunne man få koldt bord, pænt almindeligt pålæg, varm ret – som regel biksemad – for 1 kr. en øl for 10 øre og snaps for 10 øre, og så kom snapsen på bordet til fri afbenyttelse. Så kunne man godt give 30 øre i drikkepenge.
Karneval var populær dengang
De lidt bedre stillede spillede L’hombre, bridge kendte man endnu ikke dengang. Damerne broderede eller diskuterede deres tjenestepiger. Dengang hed det endnu ikke husassistenter. Når klokken blev 22, blev der serveret kaffe eller the samt franskbrød eller kager.
Kun ved særlige højttidelige begivenheder som fødselsdage eller andre særlige dage, der skulle fejres, blev der serveret smørrebrød med øl og snaps. Så var der naturligvis også de helt store anledninger til at feste, som bryllup, konfirmation, sølvbryllup m.m.
Karnevaller var også meget populært dengang.
Man ”lå på landet”
Ja og dem, der havde råd, de ”lå på landet”. Det fornemste var i Charlottenlund. Her lå der villaer, som man kunne leje hele sommeren. På Fredensvej kostede det 150 kr. for en hel sommer. Ja så kunne man jo altid udleje førstesalen til et andet familiemedlem.
Når så alle villaer i Charlottenlund måtte man tage til takke med fiskerhytterne i Tårbæk. Det var så knap så fint.
Man skulle ses på Strøget
Man gik strøgtur fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Men den virkelige og bedste tur var fra Amagertorv til Kongens Nytorv. De rigtige københavnere, som ville se og ses, gik mest på denne strækning. Byen og inderkredsen var jo meget mindre end i dag. Selvfølgelig var det ikke alle, der kendte hinanden, så var det dog en stor klikke, der kendte hinanden.
Gik man ad Østergade mødte man alle kendte, journalister, skuespillere og forfattere.
På konto
En af de mest kendte og fineste butikker dengang, var herreekviperingshandler E.S. Hansen i Pilestræde, det var lige på hjørnet fra Østergade. Den gamle E.S. Hansen på 70 år sad på en stol og hilste på alle ved indgangen og fik en sludder med dem.
Der var ingen, der betalte kontant. Det hele gik på konto. Kundernes sønner, som uddannede sig i København fik skrevet sokker og skjorter på fars konto. Men ikke alle var lige gode til at betale og gamle E.S. turde ikke at sende rykkere.
Mange havde en kummerlig tilværelse
Arbejdsløshed var der meget af, der var også meget fattigdom. En meget stor del af Københavns arbejderbefolkning levede en kummerlig tilværelse med dårlige lønninger, elendige boliger med meget få muligheder for at få hjælp. Det var et meget stort proletariat. Dengang kendte man ikke til at arbejderbørn kunne studere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 156 artikler om ”Det Gamle København herunder:
November 29, 2018
Sønderjyske Årbøger – 2018 – en anmeldelse
Vi har kigget på Sønderjysk årbog 2018, og anmeldt den ud fra egne forventninger. Skal vi være lidt hård, kunne vi godt have undværet tre artikler. De bragte ikke rigtig noget. Men ellers kommer vi vidt omkring. Vi er i Haderslev under Hertug hans den ældre. Så er det Krabbe – sagen, en modstandsmands – erindringer og den frygtelige aussenlager i Husum. Vi møder en, som vi troede kun var en original, men som rummer flere ting. Jo det var Haugaard i Aabenraa. Så er vi i kamp i Første Verdenskrig og kigger på mindretallets opbygning og tysksindede studenter i København. Og så er det et par anmeldelser.
Kan man anmelde sådan en årbog? Ja det kan man vel godt, hvis man gør det ud for egne forventninger. Hvad havde man selv regnet med? Man kan vel ikke bedømme hver artikel ud fra, hvor godt den enkelte har beskrevet hans emne.
Man må sige, at vi kommer vidt omkring. Også i år. Vi har tidligere berettet om fortræffelighederne ved Historisk Samfund for Sønderjylland.
Vi får jo foruden leveret 8 stk. Månedsskrifter om året. Det ene nummer er mere spændende end det andet. Og ja, spekulerer lidt på, hvorfor den og den artikel ikke var i årsskriftet frem for det andet.
Det var vel også i nogle af artiklerne i årsskriftet, der ikke fængede. Og måske burde Hans Schultz Hansens artikel om 29 august 1943 have været med i årsskriftet. Det var spændende læsning, og man fik ting at vide, man ikke vidste i forvejen.
Men lad os kigge på Årsskriftet, som er prydret med en tegning af Frøslevlejren af Jens Martin Sørensen fra 1944
Thomas Bonnemann Egebæk: Den gale præst – Johannes Oldendorph og hans elvbiografi
Præsten levede fra 1524 – 1566. Flere gange blev præsten fyret fra sit job på grund af sit iltre temperament. Vi får også et indblik omkring livet i Hertug Hans den Ældres hof. Han påbegyndte først sin bog i 1563 og den sluttede ved sin død.
Præsten var yderst stridbar. Han var fuld af tanker om sin egen dygtighed. Han beskrives også som en lærd nar. Men åbenbart har faglitteraturen også været skeptisk over for vores hovedperson.
Han var født af en velstående familie i Haderslev. Et job førte ham til Thomas Crammer i London, hvor han skulle afskrive tanker og filosofi. Men ak denne Crammer blev senere brændt for forræderi og kætteri af den katolske dronning Maria.
Johannes Oldendorph var begyndt at blive syg og uenige med folk omkring sig. I august 1550 rejste han hjem til Haderslev. Her skulle det gå hele seks år, inden han fik et fast job. Og dette job beholdt han indtil 1562. Problemerne tordnede aig op for ham. Han havde fundet fjender både i byrådet og i Hans den Ældres hof. Fire gange havde Olendorph selv opsagt sit job.
Hertugen beskrev ham ellers som en fin og lærd mand.
Oldendorph krævede lønforhøjelse og istandsættelse af sin bolig. I første omgang var man da også gået med til dette. Men provst Boie havde sat et rænkespil i gang. Pastor Oldendorph mistede på den måde sin stilling.
Pastoren tog derefter til København for at besøge sin anden bror. Men han blev mere syg og tog tilbage til Haderslev i august 1562. Året efter blev han forelsket og gift. To år senere blev han far til en datter.
Pesten ramte allerede Haderslev i 1565, men først nu i 1566 begyndte den at sprede sig. Hans kone Catherina blev også ramt men kom sig. Men da præsten blev ramt overlevede han ikke.
Det var en udmærket artikel om en ikke helt almindelig præst og godt krydret med citater fra præstens egen biografi.
Martin Sejer Danielsen: Trædeild og Skattegravning
Ja her skal vi hilse på en gammel bekendt, som vi har mødt under originaler i Aabenraa. Vi vidste slet ikke, at Christian C, Haugaard fra Aabenraa havde disse talenter, at han i den grad kunne fortælle sagn. Vi vidste godt, at han var god til at underholde.
Ja for egentlig handler artiklen også om sagn. Sagnfortællere forsøger at bevare troværdigheden. Ofte foregår sagnet i et landskab, som man kender. Og så er sagn relativ kortfattet.
Christian C. Haugaard var en de informanter, som den store sagnsamler Evald Tang Kristensen brugte. Han opsøgte udelukkende dansksindede og mindst tre gange var han i Aabenraa.
Vores hovedperson er født i Nørre Hjarup i Øster Løgum Sogn. Senere finder vi som udlært farversvend i Aabenraa i 1860. I 1885 bor han på adressen Ramsherred 28 hos sin mester. Senere er han flyttet hen i nummer 24. Som pensionist bor han på Rebekkagang, hvor han dør i 1920.
Frederik Fischer udgav i 1857 for første gang ”Slesvigske Sagn”. Her kan Haugaard sagtens have fundet inspiration til nogle af sine sagn. Haugaard var i den grad dansksindet. Han gjorde en masse for at genere de tysksindede og modtog en masse bøder. Han trodsede øvrigheden og afprøvede hele tiden grænser.
Temaet i Haugaards sagn var netop forskellen mellem juridiske og moralske love. I efterkrigstidens Aabenraa blev Haugaard husket som pengeglad, men Tang Kristensen husker ham som yderst påholdende.
Haugaard havde godt nok spurgt om penge for de informationer, han gav videre. Men han blev lovet bøger. Og de indgik i det lejebibliotek som Haugaard oprettede og tjente lidt penge på. Ja så solgte han også kaffe og underholdte med sine sagn. Og han var en fremragende fortæller.
En interessant artikel og et hyggelig gensyn med Haugaard.
Klaus Tolstrup Petersen: Krabbe-affæren – et valg for eller imod de danske sønderjyder.
Venstres spidskandidat i Kalundborg, den tidligere formand for Folketinget, Christopher Krabbe var kommet i stormvejr. Hans datter, der var redaktør af den dansksprogede avis Danevirke havde skrevet nogle tyskvenlige artikler. Og så havde hendes far forsvaret hende. Det var jo ikke så godt.
Artiklen prøver på at finde ud af denne problematik.
Krabbes kandidatur var nu i 1901 i fare. Ja man talte ligefrem, om at datteren havde begået forræderi for bladet var generelt tyskervenlig.
Sagen var jo den, at 200.000 dansksindede var mod deres vilje kommet under preussisk styre. Særlig fra slutningen af 1870erne skete der en germanisering af området. Kulminationen kom da von Köller blev overpræsident i Slesvig Holsten.
Det var en hidtil uhørt stramning af de dansksindedes vilkår. Der skete en masse udvisninger af de danske provokatører og deres familier. Danskerne måtte ikke tage på udflugter nord for grænsen. Man måtte sandelig heller ikke tage på højskoleophold.
Men Köller-politikken havde den modsatte effekt. I Rigsdagen i Berlin var der også et flertal for at fordømme Köller-politikken. Men det betød dog ikke, at udvisningerne ophørte. Men til sidst måtte overpræsidenten dog forlade sin post.
Dannevirke var i 1838 oprettet som den første dansksprogede avis. Efter 1864 blev avisen lukket af de tyske myndigheder. Den genopstod så i 1879, da dyrlæge Bjørnshauge havde overtaget den. Dette blev mødt med skepsis. Han havde slet ikke blandet sig med de dansksindede. Men den ansvarshavende redaktør Mathias Cornelius Mathiesen kørte den som en dansk national avis.
Og også i slutningen af 1870erne opstod de danske aviser, Flensborg Avis, Modersmaalet og Hejmdal.
For nu at klare sig i konkurrencen forsøgte Bjørnshauge nu at omstille avisen i en mere kompromissøgende retning. Det ville den nuværende redaktør ikke være med til. Ny redaktør blev Margrethe von Wildenrath – Krabbe. Dette vakte i den grad opsigt. Damen havde ikke noget som helst med landsdelen at gøre. Nu forlod de fleste af journalisterne også bladet. Abonnementstallet raslede ned.
Den Nordslesvigske Folkebank valgte at opsige bladets gæld på 73.000 mark. I juli 1900 solgte Folkebanken til Modersmaalet.
Men Wildenrath-Krabbe fik etableret et nyt blad med navnet ”Det Gamle Dannevirke” Sandsynligvis med tysk kapital. Avisen fik dog kun 150 abonnenter og overlevede kun i tre år. Så måtte de dreje nøglen rundt.
Niels Hjort var en af Krabbes mest indædte modstandere under hele ”Krabbe-affæren”. Han var direktør for Latin- og Realskolerne i København. Men han havde stor interesser for Sønderjylland. Han oprettede Fonden af 5. oktober 1898, der hjalp med at skaffe lån til sønderjyske ejendomme.
Flensborg Avis havde en afventende rolle. Og en bevægelse mod Krabbe fik kun en halvhjertet støtte i Flensborg Avis. H.P. Hanssen tog del i kritikken mod Krabbe. Men Gustav Johansen mente, at den kvindelige redaktør ikke havde nogen som helst politisk indflydelse, men han mente at H.P. Hanssen spillede dobbeltspil.
Krabbe kunne dog lade sig vælge i Kalundborg uden modkandidat. Men trængslerne var langt fra slut. Og der var ingen ministerpost til Krabbe. Han blev fravalgt.
I 1904 – 1905 kom det frem, at Pastor Jacobsen som ejede den tyske Creditbank Sherrebeck skulle låne 75.000 mark af den preussiske statsbank. Disse penge skulle gives videre til Wildenrath – Krabbe til at købe Dannevirke ud af Folkebanken.
Men planerne faldt til jorden, da Jacobsen ikke kunne få sikkerhed. Krabbes politiske fremtid hang nu i en tynd tråd. Hjorth har udgivet en lille bog om Krabbe-affæren, men kun set ud fra hans synspunkt.
En udmærket artikel om en af de mange episoder fra dengang. Undertegnede kendte udmærket til Dannevirkes gøren og laden. Men krabbe – affæren i denne belysning var nyt.
Kathrine Crone og Max Odsbjerg Pedersen: Den Sønderjyske Dræber – drabshandlingen og 1. verdenskrigs vold i det sønderjyske erindringsmateriale
Sønderjyske krigsdeltagere fra første verdenskrig havde voldsomme oplevelser med drab, vold og ødelæggelser. 30.000 sønderjyder deltog i krigen. Hvad fik sønderjyder til at dræbe og hvordan beskrev de det?
Ja man jo godt undre sig lidt over spørgsmålet? For er det ikke mere psykologi end historie? Man måtte ikke beskrive det i almindelig feltpost, men det måtte man i dagbøger.
Man var vel ikke interesseret i at beskrive sig selv som en aktiv dræbende soldat i den tyske hær lige efter Genforeningen. Skyttegravene lå mellem 20 og 300 meter fra hinanden. Ja nogle gange lå man kun 5 meter fra fjenden. Der blev nogle gange kastet håndgranater mod hinanden.
På Facebook har vi nu gennem længere tid kunne følge med i krigens gang. Her har det været fremragende reportager, hvor man ligefrem havde hovedpersoner, man kunne følge. Det har været René Rasmussen fra Museum Sønderjylland, der har redigeret dette.
Hvis en fjende overgav sig var det 50 pct’ s risiko for at han blev skudt. Hvis ikke blev han anbragt op til flere år i en krigsfangelejr.
Der er beskrevet, hvordan man hævnede kammeratens død. Men mange erindringer er også blevet efterrationaliseret. Man finder også eksempler på mellidenhed med fjenden.
De to forskere har også beskrevet, hvordan man brugte sproget. Krigens vold og væsen træder i forgrunden mens egne voldshandlinger bliver sjældnere beskrevet.
Denne artikel fængede ikke rigtig, og det skyldes nok emnet. For første verdenskrig er jo generelt meget interessant.
Martin Göllnitz: Tysk Grænsekamp i København
Det er også en af de emner, der måske ikke rigtig fængede. For egentlig var det jo ikke en grænsekamp, de havde disse unge tysksindede studenter. Det var vel nærmest en kamp mellem dem selv og deres overbevisning. Vi hører så i artiklen, hvem der gerne ville organisere dem. Men de var jo ikke en politisk magtfaktor, og de var jo heller ikke ret mange.
De studerende havde sluttet sig sammen i Verbindung Schleswigscher Studenten”. Og det står godt nok i artiklen, at de varetog en vigtig grænsepolitisk rolle. Men undertegnede kan ikke rigtig få øje på denne rolle.
Disse unge mennesker fik politisk opbakning fra folketingsmedlemmet fra Slesvigsk parti, Johannes Schmidt-Vodder og professor Otto Scheel fra Universitetet i Kiel.
I de første år var der mindst tre aftener om ugen forbeholdt tysk kultur. Om onsdagen var det gymnastik og om torsdagen var der diverse kurser.
Mange af de studerende tog i 1934 afstand fra NSDAP’ s pøbelvælde.
Kieler Studentendienst fik kontrollen med de nordslesvigske studerende. Ofte blev studierne afbrudt af arbejdstjeneste, værnepligt, SA-tjeneste, skoling af kammeratskab og andre ideologiske forpligtelser.
Jens Møller ønskede indflydelse på de studerende i København. I 1939 blev de en underafdeling af NSDAP-N. I perioden 1940 – 44 var der dog kun fire til seks aktive.
Hans Flintholm Hansen: Erindringer om modstandsarbejde, arrestation og fangenskab
Inden sin død i 2001 overtalte Hans F. Hansen’ s børn ham til at skrive sine erindringer. Det var ikke meningen, at det skulle udgives. Men børnene blev overtalt. Hans Flintholm Hansen blev taget af Gestapo i oktober 1944 og indsat i Frøslevlejren. I april 1945 tog han med ”De Hvide Busser” til Sverige.
Det er en dejlig uimponeret beskrivelse af det farlige arbejde, som en modstandsmand påtog sig dengang. Også skønt at læse noget som ikke er forskerrelateret, man får helt naturligt et andet sprogbrug.
Der skulle fragtes post over grænsen ved Aventoft. Men kontaktmanden i grænsebyen var blevet bange for, at tysk politi hold øje med ham. Man diskuterede nu, hvordan den illegale post nu fremover skulle smugles til Danmark.
Man diskuterede også, hvordan man skulle lave sabotage mod banegården. Problemet var bare, at man manglede sprængstof. Vores hovedperson boede på dette tidspunkt omkring Rangstrup. Men man skulle over grænsen efter post. Så vores hovedperson cyklede til Tønder, hvor man havde tyske officersuniformer, blanketter, nummerplader m.m. Og Hans spillede engelsk krigsfange. De andre var iført tyske officersuniformer. Det gik også smertefrit over grænsen. Man fik udleveret den illegale post. Og tre af folkene gik over grænsen ved Lydersholm. De danske gendarmer var ganske givet blevet informeret.
Ja efter den vellykkede aktion cyklede vores hovedperson igen hjem til Rangstrup.
Et våbenlager skulle flyttes hurtigst muligt. Det befandt sig i et udhus på en gård, som tyskerne havde indtaget. Det lykkedes at få flyttet lageret op på en lastbil. Men ved Thomashus var der en vejspærring. Der var kun et at gøre, og det var at skyde sig igennem. Og det kom som et chok for tyskerne.
Ind i Vesterskoven kørte man og gemte bilen. Så tog man cyklerne og cyklede hjem. En ny gruppe blev dannet og undervist i våbenbrug og fremstilling af bomber. En politibetjent blev gemt og illegale blade blev distribueret. Mange af møderne foregik ved amtslægen og her kom også nye ordre.
Men gruppen blev opdaget. Og så var aftalen, at man trods tortur m.m. skulle forsøge at holde mund i 48 timer. Vores hovedperson blev anholdt og bragt til Aabenraa. Her var en bil med illegale blade blevet standset. Hans sad længe i enecelle. En lærer fra Bolderslev blev kortvarig sendt ind i cellen og derfra gik turen så til Staldgården i Kolding.
En dag gik turen så til Frøslevlejren. Arbejdet bestod af 2Idiotarbejde”. Det værste ved Frøslev var de frygtelige morgener. Man blev vækket kl. 4. En flok fulde tyskere beordrede så til appel. Kaptajn Digmann blev så beordret til at læse op af en liste med navnene på dem, der desværre skulle syd på.
Der blev købt cigaretter til 1,- kr. stykket af nogle jernbanearbejdere. Det var godt nok dyrt. Man fik også lov til at sende bud til Købmanden i Faarhus. Det kostede så wienerbrød til vagten.
På et tidspunkt, da man arbejde på godsbanen i Padborg blev man inviteret til kaffe og kage i et nabohus. Men det var åbenbart nogle hjemmetyskere, der havde ondt af dette. Næste dag var huset pludselig omringet af SS og Gestapo. Så var det slut med den fornøjelse.
Eneste avis, der var tilladt, var Nordschleswigsche Zeitung. Og det var trods alt bedre end ingenting. Hyggen forsvandt efterhånden som lejren blev overfyldt. Vi får også en beskrivelse af turen med de hvide busser, og det var næsten en jubeltur fra Frøslev til Sverige.
Som allerede skrevet, en af de bedre indslag i bogen.
Jens-Christian Hansen: Sønderjyder i Slesvigsk Koncentrationslejr
Her besøger vi den frygtelige KZ – lejr i Husum. Og her sker en masse frygtelig ting. For kort tid siden har vi dog bragt en artikel på vores side med omtrent de samme kilder som her.
Det vil være en gentagelse, hvis vi skulle referer artiklen, derfor henviser vi til vores tidligere artikel.
En meget relevant artikel på noget, som vi ikke ved så meget om.
Adrian Schaeffer – Rolffs: Kortlægning af national mindretalspolitik – Interviews med eksperter vedr. de nationale mindretals politiske deltagelse i det dansk – tyske grænseområde
Ved 60 års jubilæet for København – Bonn erklæringen sagde den tyske indenrigsminister Frank Walther Steinmeyer:
Hvordan fungerer mindretalspolitikken i det dansk – tyske grænseland egentlig? Omtrent 20.000 tyskere og 50.000 danskere anser sig selv som medlem af en eller to mindretal. Vi får i artiklen en gennemgang af organisationen i mindretallene.
Dette er nok den tungeste artikel i bogen. Den er meget informativ. Skulle undertegnede have lavet et tilsvarende portræt havde det nok været med lidt mere kritiske billeder.
Anmeldelser:
Hans Andersen: Sydslesvigs danske skoles historie 2 bind:
Anmelderen H.E. Sørensen savner et slags leksikon over hver enkelt skole, og en mere konsekvent oversættelse af diverse breve.
Jan Andresen Tranekjær: Soldaterskæbner fra det dansk-tyske grænseland 1939 – 48:
Spændende indblik i fire menneskeskæbner i Anden Verdenskrig. Bogen slutter sig til den kilde- og erindringslitteratur, der findes især om dansksindede sydslesvigers krigsdeltagelse. Desværre mangler vi endnu det tyske mindretals fremstilling.
Tom Buk-Swienty: Det ensomme hjerte
Desværre kan man ikke altid finde ud af, hvornår det er læge Horn eller forfatterens udlægning. Forfatteren negligerer undertiden den rendyrkede Hitler-begejstring, der også greb mange af tyskerne. Det er også groteske, sjove, traumatiske, voldsomme og erotiske oplevelser i bogen. Trods anfægtelser er ”Det ensomme hjerte, en anbefalelsesværdig bog, siger historikeren Henrik Lundtofte.
Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach Nielsen (red): Reformationen i dansk kirke og kultur 1-3
Værket burde have givet plads til et særligt kapitel, som præsenterede noget af særpræget i kirkelivet syd for Kongeåen. Nu kan læseren forledes til, at tage fremstillingen af den kongerigske virkelighed som dækkende også for Sønderjylland. Det var ikke altid tilfældet før 1920.
Hans Kristensen: Hertugræve og Køkkenharer – Jagt, vildt og Jægere i Sønderjylland før Genforeningen
Denne bog har vi også anmeldt her på siden. Og vi er helt enig med anmelderen: Engagerende, velunderbyggende, veldisponerende, velfortalt og velillustreret.
Carsten Porskrog Rasmussen: Historien på Væggen-historiemalerier på Sønderborg Slot
Helt grundlæggende savnes overvejelser over, hvorfor en hel del af klassikerne gennem tiderne har haft så stor en virkelighedskraft på beskueren. Samlet set er bogen alligevel interessant og vellykket, ligesom den er en væsentlig indgangsbibel til museets imponerende samling.
Helge Viingaard: Patrie et Litteris – Haderslev Katedralskole gennem 450 år
Beretningen om skolens historie er spækket med meningsfyldt baggrundsstof og sidefortællinger. Bogen er absolut anbefalelsesværdig.
Hans Wolf: Sønderjyder på Østfronten i 1. verdenskrig
Det er hovedsagelig velstående gårdmænd eller gårdmandssønner, der skriver og det gør det selvfølgelig noget misvisende at tale om ”den lille mands krig”. Den har vi selvfølgelig til gode. Vi har også krigshistorie til gode. Hans Wulf har imidlertid vist vejen, og det er en fin, særdeles grundig og veldokumenteret begyndelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk Kan du bl.a. finde følgende artikler: