Artikler
Marts 6, 2019
For Tysk krigsret i 1940
11 sønderjyder blev meget kort efter besættelsestiden stillet for en tysk krigsret anklaget for spionage. Hvor fik tyskerne deres information fra. Så sent som i 1971 stillede et Folketingsmedlem spørgsmål om sagen. Han fik ingen svar. Ikke en gang kommissionen efter besættelsen stillede spørgsmålstegn. Tre mand døde nemlig af disse i tysk varetægt. Redaktør Lausten døde af selvmord, sagde man. Kriminalassistent Dons døde af forgiftning, og hans bror døde to år efter af eftervirkninger af tortur, som han blev udsat for i Flensborg. Tyskerne kidnappede to af sønderjyderne og lod dem sidde indespærret i denne by i tre måneder. I forbindelse med sagen overskred tyskerne en masse aftaler. Og selve sagen var nok bare en fjer, der blev til fem høns. Men myndighederne har aldrig undersøgt sagen til bunds. Det var det samme som sagen mod Asmus Jensen? Har bad en politimester justitsministeriet om hjælp i 1971, fordi medierne var kommet for tæt på.
En forespørgsel i 1971
Det var i 1971, hvor der var en forespørgsel i Folketinget fra det konservative folketingsmedlem Johannes Burgdorf, Brændstrup til partifælden, daværende justitsminister Knus Thestrup. Det handlede om Viggo Laustens død i Kastellet og Peter A. Dons død. Ja faktisk døde en tredje et par år efter, som følge af den behandling, han havde fået.
Det var samme år, hvor Gråstens politimester forespurgte justitsministeren om, hvad han skulle gøre, for nu ville medierne igen rage i Asmus Jensens død efter besættelsen.
Ingen af de to sager blev undersøgt. Om sidstnævnte sag skrev vi om i vores bog.
Var det mord eller selvmord?
Begik Viggo Lausten fra Tønder selvmord eller var det mord. Frode Sørensen er ikke i tvivl. Peter A. Dons døde af hjertestop på grund af sin medicin, sagde man. Men heller ikke her er Frode Sørensen i tvivl. Lausten og Dons blev myrdet af tyskerne.
En fjer blev til fem høns
Man kan også kalde denne historie for ”En fjer bliver til fem høns”. Men historien fik tragiske følger for tre mand. Og historien viser også, at nogle af de danske myndigheder arbejdede sammen med Gestapo inden besættelsen.
Den første krigsretssag
Dette handler om den første krigsretssag, som blev gennemført i ugerne efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. 13 sønderjyder var anklaget for spionage for England. De blev anholdt og arresteret fra 12. til 28. april 1940.
De to af dem blev den 12. april kidnappet fra deres bopæl til Flensborg uden at de danske myndigheder fik besked. Der blev de fængslet.
Af de 11 der blev arresteret af dansk politi den 20, 26 og 28. april blev de 10 indsat i arresten i Aabenraa. Den sidste blev indsat i Haderslev. De fik at vide, at de var sigtet efter paragraf 105 i lov nr. 26 i Borgerlig Straffelov.
Det Danske Sikkerhedspolitis (SIPO) aktiviteter
Det danske Sikkerhedspolitis (SIPO) aktiviteter i efteråret 1939 fik stor betydning for krigsretssagen. SIPO og Gestapo arbejdede tæt sammen. Rigspolitichef Thune Jacobsen havde besøg af højtstående tyske politifolk. Han havde aftalt møde med Himmler, der dog meldte afbud i sidste øjeblik grundet sygdom. Efter besættelsen nægtede Thune Jacobsen, at det havde været et tættere samarbejde.
Efter 9. april 1940 blev en stor del af SIPO’ s arkiver på Politigården brændt. Thune Jacobsen mente dog, at der var blevet brændt for meget. Men åbenbart var ikke alt materiale blevet afbrændt.
Det drejede sig bl.a. om målerafløser Alfred Petersens aktiviteter. Han var fra Strandelhjørn. Og også overvågning af forsikringsagent Jens Dons aktiviteter var tilgængelig. Han var leder af en slags efterretningscentral. Petersen rejste ofte til Kiel og Cuxhaven for at observere militære observationer.
Tyskerne ville selv dømme i spionage-sager
Tyskerne bestemte ved et møde, at alle sager angående spionage, sabotage og ødelæggelse mod den tyske værnemagt efter folkeretten og den tyske militære straffelovgivning var undergivet den tyske krigsret. Værnemagten ønskede at gennemføre undersøgelser og afsige dom i disse sager ved egne organer som man selv medbragte.
Udenrigsministeren og rigspolitichefen protesterede omgående. Man blev dog enige om, at danske statsborgere, der umiddelbart efter besættelsen var blevet anholdt ville blive løsladt og overgivet dansk politi.
Tyskerne ville anholde 15 og heraf var 11 sønderjyder. Heriblandt var en tysker, to englændere og en københavner.
Tyskerne ville have de arresterede overbragt i tysk varetægt. Der opstod en del konfli9kter i den forbindelse. Man blev enige om, at de anholdte blev anbragt i dansk fængsel men under tysk bevogtning. Forhørene blev foretaget af en tysk krigsretsdommer.
I arrest i Aabenraa og Haderslev
Fangerne fra Aabenraa og Haderslev blev indsat i den tyske arrest i Kastellet. Dette skete under dansk protest.
Blandt de arresterede var redaktør Viggo Peter Johannes Lausten, Tønder (tysk statsborger).
Kommunikationen foregik pr. fjernskriver fra Rigsregistraturen i København til politimester Aage Agersted i Aabenraa. Den 20. april kl. 16.40 meddelte Rigsregistraturen:
Politimestren havde fået at vide, at han ikke måtte udlevere de arresterede til tyskerne. Men denne ordre blev så åbenbart ændret.
Afhentet af tyskerne
Den 28. april fik politimestrene i Aabenraa og Haderslev at vide, at de 11 skulle udleveres til tyskerne. Kl. 7 om morgenen blev de ti i Aabenraa afhentet af tysk militær. Peter A. Dons fra Haderslev blev transporteret i Haderslev Politis egen bil. Kl. 16.45 ankom fangerne til Kastellet i København. Efter at have afleveret deres personlige genstande blev de indsat i hver sin celle.
Det er værd at bemærke, at politichefen i Flensborg, Hans Hermansen, senere kendt under navnet Gestapo-Hermannsen, den 24.april havde meddelt politimester Agersted, at han intet havde med sagen at gøre.
Han blev i slutningen af april 1940 overflyttet fra Flensborg til Det Tyske Gesandtskab på Dagmarhus i København med den begrundelse, at man havde brug for en person med indgående kendskab til grænseområdet.
Et mærkeligt sammentræf er, at han ankom til København næsten samtidig med de arresterede. Han havde afhørt Dons og Petersen i Flensborg, efter at de var blevet kidnappet.
En indberetning til Justitsministeriet
Den 16. maj 1940 sendte statsadvokat Harald Petersen følgende indberetning til Justitsministeriet:
Oplysningerne om Dons agentvirksomhed for Secret Sercice bygger på de afhøringer, der begyndte i Flensborg den 15. april 1940 og som fortsatte efter udleveringen til Opdagelsespolitiet i København den 5. august.
Lausten lavede skitser
Smith fra Secret Service ønskede en agent ved vestkysten. Dons kendte Lausten fra besøg på redaktionen i Tønder. Og åbenbart har Smith og Lausten mødt hinanden på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg.
Dons fortæller, at Lausten tegnede en oversigt over batterierne på Helgoland. Det var samtlige batterier med angivelse af kaliber og rækkevidde. Ligeledes skulle Lausten have tegnet en 40 x 60 cm skitse over havnen i List på Sild. Ifølge Dons skulle Lausten have fået 200 kr. i honorar om måneden betalt af englænderne.
Tyskerne vidste besked
Allerede fra oktober 1939 havde Dons været under observation af SIPO. Dennes chef, Strøbech havde tætte forbindelser til Gestapo i Berlin og Kiel. Det er usandsynligt, at man har diskuteret overvågningen af Dons og Petersen.
Hvordan kunne tyskerne på så kort tid efter besættelsen vide så meget? Den 12. april kl. 9 pm morgenen blev Dons arresteret. Var det fra de ikke tilintetgjorte papirer på Politigården? Havde Gestapo fået informationer inden besættelsestiden? Eller havde SIPO – medarbejdere forsynet tyskerne med oplysninger den 10. eller 11. april?
Journalist: Dons blev mishandlet
Det tyske politi afhørte Dons den 15, og den 29. april. Og så igen den 22. maj. Journalist G.S. Tscherning, korrespondent ved Flensborg Avis skrev den 27. august 1945 i et brev til Justitsministeriet:
I breve som Dons sendte til familien i København får de at vide, at han er blevet godt behandlet. Her har der uden tvivl været censur på.
Skriftemål
At Dons skulle have været udsat for tortur i fængslet i Flensborg bekræftes af den danske provst i Flensborg, Waage Beck, som i juni 1940 havde en skriftemålssamtale med Dons, mens han var fængslet. Dons var blevet sådan mishandlet, at de tyske fængselsmyndigheder ikke turde nægte ham en samtale med en præst.
Ud over fysisk vold har den psykiske vold sikkert også tæret på Dons i forvejen skrøbelige helbred.
Indespærret i tre måneder i Flensborg
Petersen og Dons’ fængselsophold i Flensborg kom til at vare i næsten fire måneder. Renthe-Fink skrev ellers den 6. maj, at afhøringerne var afsluttet, og nu skulle de to overdrages til dansk restforfølgning.
Først den 5. august blev de udleveret til retsforfølgelse ved Københavns Byret. Dons blev efter sin mishandling i Flensborg den 9. august 1940 indlagt på Kommunehospitalets Psykiatriske Afdeling. Han blev i Københavns Byret dømt til fem års fængsel for spionage. Derefter bad han om at blive overflyttet til Horsens Statsfængsel, så familien kunne besøge ham. Men tyskerne var slet ikke færdig med ham. De afhørte ham endnu flere gange.
Stadig fængslet døde Jens Dons på Horsens Sygehus den 18. juli 1942 som følge af det, han havde været udsat for.
Redaktør Lausten fra Tønder
Vi vil koncentrere os om de to andre, der døde i tysk varetægt. Og vi starter med redaktør Viggo Peter Johannes Lausten fra Tønder. Han var tysk statsborger, men tilhørte det danske mindretal. I 1934 blev han gift med Karoline Clausen, datter af en dansksindet skibsarbejder fra Flensborg.
Lausten tog studentereksamen på Sorø Akademi i 1920 – 1922. Han fortsatte sine spejderaktiviteter som han havde påbegyndt i Flensborg. I 1922 kom Lausten i journalistlære på Flensborg Avis med redaktør Ernst Christiansen som chef. I 1933 blev han redaktør af vestslesvigsk Tidende, Flensborg Avis’ lokaludgave i Tønder.
Ingen ængstelse hos Lausten
Da nazisterne efterhånden overtog magten i Flensborg flyttede Lausten til Tønder. I 1934 – 35 var han sammen med andre tøndringer medlem af Sct. Georgs Gildet i Aabenraa. I 1935 fik man lov til at danne deres eget Tønder-gilde. Året efter blev Lausten gildemester. Og det var han lige til sin død.
Efter krav fra Fregattenkapitân Howoldt blev Lausten 20 april 1940 kl. 5 om morgenen anholdt på sin bopæl i det tidligere Marschbanhofshotel i Jernbanegade i Tønder. Sigtelsen lød på overtrædelse af Straffelovens § 105. Lausten blev kørt direkte fra bopælen til arresten i Aabenraa. Københavns Byret afsagde samme dag fængslingskendelse over Lausten. Denne blev forlænget 27. april til 4. maj.
Det eneste Lausten og de andre fængslede fik at vide, var at de var fængslet for spionage. Karoline Lausten besøgte sin mand i arresten den 22. april I en brev til redaktør Ernst Christiansen udtrykte hun stor optimisme med hensyn til mandens snarlige løsladelse. Hun skulle nok klare kontorets opgaver så længe.
Alt tydede på, at Lausten ikke så ængstelig på fremtiden. Som allerede skrevet blev de den 30. april kl. 7 afhentet af en tysk Feldwebel og kørt til Kastellet i København. Lausten blev indsat i celle nr. 12 efter at man havde frataget ham livrem og barbergrej.
Præsenteret for ”stærkt belastende materiale”
Sent om eftermiddagen den 1. maj blev Lausten afhørt af krigsretten i Kastellet under forsæde af Oberkriegsgerichtsrat Jänz. Den tidligere Sønderborg-advokat, H. Johannsen virkede som udspørger. Ifølge udskriften af 2. maj blev Lausten præsenteret for ”Svært belastende bevismateriale”. Han skulle have spioneret mod Tyskland. Lausten fik at vide, at det var Dons, der havde fremført anklagerne.
Inden da havde Jänz sagt, at han ville blive konfronteret med Dontz.
Der foreligger intet om Laustens situation fra sent om eftermiddagen eller først om aftenen den 1. maj efter endt afhøring. Han blev ført tilbage til sin celle.
Den 2. maj 1940 om morgenen
Ved 8 – tiden den 2. maj skulle Lausten have banket på sin celledør. Selv om der var en natpotte i cellen, er det nærliggende, at han ønskede at komme på toilettet. Fængselsbetjent Jakob Witbrecht hørte Laustens banken. Han kiggede gennem glashullet i døren og så, at Lausten stod tæt ved døren.
Lausten bad om at komme ud, og Weitbrecht svarede:
Weitbrecht henvendte sig til arrestforvarer Karl Graf, der lige var tiltrådt sin vagt og nu var i gang med at tilberede fangernes morgenmad.
Da Graf ifølge eget vidneudsagn kun måtte lukke en fange ud ad gangen og der tilsyneladende var en ude, fortalte han, uanfægtet af Laustens anmodning med at tilberede morgenmaden.
Først efter 20 – 30 minutter, da klokken var mellem 8.20 og 8.30 låste han sig ind i celle nr. 12. Her fandt han Lausten livløs, liggende på maven på gulvet i en blodpøl, hængende i en slips, der var fæstnet til sengestolpen. Der var meget blod i sengen og på gulvet. På sengetæppet lå et halvt barberblad.
Graf oplyste, at Lausten var iklædt underbukser, natskjorte og pullover. Natpotten var fyldt. Graf konstaterede, at der intet livstegn var hos Lausten. Han låste sig ud af cellen og tilkaldte en læge. Den tilkaldte læge var Unterartz Kurt Ehemann.
Snitsår på begge håndled
Dr. Ehemann oplyste, at han var blevet tilkaldt 8.30. Da han ankom til cellen konstaterede han straks, at fangen var død. Lausten havde om halsen bundet et slips, som i den anden ende var fæstnet til sengestolpen.
Dr. Eheman skar slipset over, vendte afdøde på ryggen og konstaterede, at der var et ca. 3, 5 cm langt snitsår på begge håndled. Liget var endnu lidt varmt. Døden var indtrådt og blodudstrømningen var stoppet. Dr. Ehemann tilkaldte straks krigsrettens chef, Jänz.
Besigtigelsen resulterer i, at man var overbevist om, at der her var tale om selvmord. Den danske politikommissær Søren Glud skrev i sin rapport at:
Tysk krav: Fælles presseinformation
Efter tysk ønske blev der indgået en aftale om, at der skulle udsendes en pressemeddelelse, hvor både danske og tyske myndigheder skulle godkende teksten. Jänz ønskede ikke obduktion og gjorde opmærksom på, at det her var tale om en tysk statsborger. Måske var det for at undgå konfrontation, at de danske læger billigede dette.
To dage senere godkendte Jänz dog, at der blev foretaget obduktion af Peter Donz. Obduktionen her viste, at hjertestoppet skyldtes forgiftning.
Kommissionen stillede ingen spørgsmål
Efter besættelsestiden blev der som bekendt nedsat en kommission. Men ingen af kommissionens medlemmer stillede spørgsmål om sagen, Lausten eller de andre arresterede. Den totale tavshed om den første danske krigsretssag virker besynderlig, ikke alene med Tschernings brev til Justitsministeriet, men i høj grad af Meissners dagbogsoptegnelser fra sine møder den 8. og 9. maj 1940, hvor man var meget opsat på, at Lausten ikke blev martyr.
Hvordan kunne Lausten være i besiddelse af et halvt barberblad og et slips, når han ved ankomsten havde afleveret sine personlige ejendele, herunder barbergrej.
Den hovedtiltaltes lillebror
Kriminalassistent Peter A. Dons var hovedtiltalte Jens Dons’ lillebror. Han blev afhørt af Krigsretten i Kastellet den 3. maj og her fik han forelagt anklagerne om spionage til fordel for England. Det fremgår ingen steder, om man har forbeholdt ham broderens belastende udsagn. Peter Dons nægtede sig skyldig.
Efter endt afhøring blev han ført tilbage til cellen. Næste morgen den 4. maj 7.45 blev Peter Dons fundet død i sin celle.
Arrestforvalter Karl Graf tilkaldte straks den tyske læge dr. Oeding, der konstaterede, at døden var indtrådt. Oeding oplyste, at der ikke var tegn på ydre vold. Han mente ikke, at det var tale om selvmord.For at fjerne enhver tvivl anbefalede han en obduktion. Krigsretten modtog besked, om dødsfaldet samme dag kl. 9.20.
Formentlig død af hjertesygdom
I forbindelse med afhøring af personalet i Kastellet oplyste arrestforvalter Karl graf, at Dons sidst var set i live den 3. maj kl. 21. Man havde undersøgt, om der i cellen fandtes genstande, der kunne benyttes til selvmord. Graf fortalte, at Dons lå på briksen. De havde bedt ham rejse sig, og da han forsøgte, skulle han have stønnet:
Den 4. maj foretog dr. Munck et såkaldt medico-legalt ligsyn. Af attesten fremgår det at
Der var ingen tegn på vold mod afdøde. Ingen objektive holdepunkter for forgiftning, men det sidste bør undersøges nærmere.
Peter Dons’ hjertesygdom var bekræftet af læge Lauritsen i Haderslev, der havde udtalt, at:
Samme læge havde kort før anholdelsen sygemeldt Dons i fire uger på grund af hjerteproblemer.
Obduktion konstaterede forgiftning
Efter ligsynet blev der aftalt med Oberkrigsgerichtsrat Jänz, at der skulle foretages obduktion af Dons. Obduktionen blev foretaget den 5. maj kl. 9 på Københavns Universitets Retsmedicinske Institut. Obduktionen blev foretaget af lægerne Sand og Munck. Man fandt frem til hjertesvækkelse. Men der var også tale om forgiftning på grund af barbitursyreforbindelse.
Man gjorde opmærksom på, at der var forsvundet meget i den hjertemedicin, som læge Lauritzen den 29. april havde ordineret. Af 500 ml var der kun 200 ml tilbage.
Men 11 dage efter obduktionen skrev statsadvokat Harald Petersen til Justitsministeriet, at ligsynsforretningen vedr. Dons endnu ikke var afsluttet. Hvorfor oplyste statsadvokaten ikke om årsagen?
8 sønderjyder løsladt efter en måned
Det er bevist at hovpersonerne forsynede Secret Service med oplysninger. Man kan så diskutere om det er spionage? At Dons og Petersen fik fem års fængsel var vel bare for at vise lydighed over for tyskerne. Ja hvis de var blevet dømt i Tyskland kunne de have risikeret at få dødsstraf. For den ene fik det dog alvorlige konsekvenser.
Af de 11 sønderjyder, der blev ført til Kastellet, var materialet over for de 8 så tyndt, at de blev løsladt. I løbet af en måned blev de 8 løsladt.
De tre sidste Hans Peter Lyhje, Peter Andersen Dons og Viggo Lausten fik samme straf – 5 års fængsel. Det vil sige, at denne straf aldrig blev forkyndt for de to sidste.
En række uafklarede spørgsmål
Havde Lausten fået besøg om natten i cellen? Var han udsat for psykisk eller fysisk tortur? Spillede politikommissær Hans Hermannsen en rolle den nat? Der er ingen beviser for, at han modtog penge.
Hvorfor skulle Lausten bede om at komme på toilettet, når han ville begå selvmord? Hvorfor var den morgen i besiddelse af et halvt barberblad og slips? Hvorfor nægtede de tyske myndigheder, at Laustens lig blev obduceret? Hvorfor accepterede de danske myndigheder dette? Hvorfor blev det nævnt i pressemeddelelsen, at Lausten var tysk statsborger og ikke at han de sidste syv år havde arbejdet i Tønder?
Hvorfor skulle Flensborg Avis lukkes?
Hvorfor måtte pressen kun bringe det ordvalg som tyske og danske myndigheder havde bestemt? Hvorfor blev Flensborg Avis lukket i 14 dage med baggrund af en udramatisk omtale af dødsfaldet? Hvorfor lagde man så stor pres på forsikringsselskabet Hafnia for at få klargjort Laustens livsforsikring til udbetaling med en hurtighed, der næppe er set før eller siden?
Man kan ikke afvise, at Lausten begik selvmord? Men hvorfor skulle han pludselig gå i panik og begå selvmord? Hvordan kunne Lausten have fået smuglet et barberblad og et slips ind i cellen?
Sagen blev aldrig undersøgt. Efter fangernes overflytning til Kastellet mistede politikerne interessen for fangerne.
’
Et folketingsmedlem henvendte sig til SIPO
Det var folketingsmedlem Jørgen Gram, Gabøl, der henvendte sig til SIPO med oplysninger om, at en sønderjyde sad inde med oplysninger om to landsmænds spionage. Denne Gram sad med i den kommission, der undersøgte myndighedernes gøren og laden under besættelsen.
Hvordan kunne tysk militær mindre end 36 timer efter deres besættelse ”kidnappe” Dons og Petersen til Flensborg? Hvor havde de fået deres viden fra?
I forbindelse med kommissionens afhøringer af Thune Jacobsen og Strøbech blev de tætte relationer til Gestapo afsløret, selvom Thune Jacobsen forsøgte at undvige.
Og selv om Dons og Petersen blev ført til Flensborg den 12. april, reagerede Udenrigsministeriet først henholdsvis den 24. april og den 20. april.
Stadig uafklarede spørgsmål
H.E. Sørensen, René Rasmussen og Franz Thygesen har også beskæftiget sig med Viggo Laustens død. De hælder på teorien om selvmord. Dette var måske for de såkaldte ”tunge” beviser, måske fordi han frygtede for sin skæbne, da han var tysk statsborger. Eller måske var det, fordi han gik i panik?
Men er 20 minutter nok til at gøre alt det, som Lausten skulle nå for at begå selvmord? Havde vagterne glemt at få slips og barberblad tilbage? Sagen bliver aldrig opklaret. Undertegnede forsøger ikke, at lave en konspirations – historie ud af dette. Som det vil kunne ses i kildehenvisningen er der også andre, der har undret sig!
Kilde:
På www.dengang.dk kan du finde 271 artikler fra Besættelsestiden(Før/nu/efter) herunder:
Marts 6, 2019
Borgerligt Regimente
Anmeldelse og beskrivelse af ny bog: Jørgen Mührmann-Lund: Borgerligt Regimente – Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde – Museum Tusculanums Forlag. Vi skal kigge på politiforordninger. Ja det er Danmarks historie på en anden måde. Og bogen er fuld af herlige historier om ”lovovertrædelser” og domsafsigelser. Fra 1548 kendte man i Aalborg til ordet ”Politi”. Bytjeneren skulle fange løse grise. I 1660 begyndte man at arbejde med Danske Lov. Politimesterens arbejde i København var opdelt i 12 kapitler. Det var bl.a. ski9k og orden, Falskmøntneri, Falsk Vægt og Mål. Men ude i lokalsamfundene sagde man, at det havde man altid gjort på den og den måde. Så var det lige Helligåndslovgivningen og ærbarhed og gode sæder. I lokalmiljøet ønskede man et renere nærmiljø. Her ønskede man en skrappere lovgivning. Der var reguleringer af handlen. Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love. Vi skal også høre om Landpolitiet og hoveribestemmelser.
Politiforordninger
Hvorfor skal bogen have så mærkelig en titel? Jo det har sin forklaring. I en ordbog fra 1641 omtales politi som ”borgerligt regimente i købstæderne”.
Dette handler om de forskellige politiforordninger lige fra brødpriser til renovation til helligdagsorden. Normalt blev disse forordninger vedtaget af hver købstads magistrat i samråd med borgerskabet og håndhævet af de kommunale embedsmænd.
Danmarkshistorie på en anden måde
Bogen er sine steder særdeles underholdende. Det sker, når forbrydelser og straffe skal beskrives. Men da det også er en afhandling, så kan vi ikke slippe for fremmedord. Her er det så godt med en ordbog. Nogle af afsnittene bærer også præg af at være en afhandling. Men man kunne sagtens have lavet en populariseret udgave.
Men bogen kan varmt anbefales. Det er danmarkshistorie på en helt anden måde. Den beviser også at jura måske ikke altid har været lige retfærdigt. På en meget pudsig måde kommer vi også ind på byhistorie. Flere steder berører man problematikken om, hvem der har magten hvornår og hvordan.
En politimester i København skulle finde ud af forholdene i Aalborg
Det kunne være svært for en politimester i København og finde ud af, hvordan man i Aalborg løste problemerne. Og det var sandelig ikke altid at befolkningen ville finde sig i forordninger m.m. Nogle gange ønskede lokalbefolkningen strengere lovgivning. Det gjaldt bl.a., når der var tale om forurening. Det var nok heller ikke behageligt at skulle drikke forurenet vand.
Fra ca. 1500 – 1800 søgte de danske konger at harmoniserer lovgivningen ved at udsende et stigende antal politiforordninger med gyldighed for hele landet. Denne udvikling tog fart efter enevældens indførelse. Og Christian den Femte oprettede en særlig politimyndighed i 1682.
En bylov fra 1522
I tre nordjyske jurisdiktioner undersøges borgernes efterspørgsel efter et ”godt” politi frem til år 1800. Vi vil her på siden forsøge at belyse det tidlige politis mangeartede opgaver gennem denne bog.
Bogen er en revideret udgave af en ph.d.-afhandling fra 2012.
Den senere politilovgivning har rødder i lokale vedtægter, som kaldes ”vilkår”. Disse vilkår omhandler primært handel og næring men også andre politiretlige forhold som bygning af stenhuse og placering af lokummer. Men også overdådighed ved bryllupper, barsler og begravelser.
I Christian den Andens bylov fra 1522 som skal ses i en forlængelse af udviklingen af disse ”vilkår” optræder ordet ”politi” for første gang. Man lægger op til forskellige politiforordninger, der i sidste end skal godkendes af kongen.
Christian den Tredjes politilovgivning indeholder også bestemmelser om landboforhold som hoveri, ulovlig skovhugst og vedligeholdelse af landeveje. Senere påbydes bønderne fra 1537 også at plante humle og frugttræer nok.
Ordet ”Politi” kendes i Aalborg fra 1548
I Aalborg støder man først i ordet ”politi” i 1548, hvor Christian den Tredje befalede magistraten:
Man møder politi og råd. Og i Aalborg bestod dette af 24 dannemænd. Det var de bedst e bosiddende og ældste borgere.
Ja i Ribe blev de fornemmeste dannekvinder hørt i forbindelse med vedtagelse af en politivedtægt om barselsfester. De var såkaldte ekspertvidner.
Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne
Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne. Såfremt han forsømte denne embedspligt, skulle han bøde 1 skilling. Men efterhånden var det bødlen, der skulle lave dette arbejde. Han skulle også indkræve bøder af borgere, der ikke renholdt gaden foran deres huse.
Den allerstørste del af vedtægterne regulerede byens handelsliv med forbud og forprang samt takster på brød, øl og kød samt tjenesteydelser fra vognmænd, dragere, bysvenden, byskriveren og bødlen. At lokalsamfundets velfærd er målet ses i vedtægterne, der forbyder salg af tagsten, lægter og søm til udenbys folk.
Den næststørste grupper af vedtægter handler om renlighed og brandsikkerhed.
”Tjenestefolk udi København”
Og en bestemmelse fra 1560 er interessant. Den handler om ”Tjenestefolk udi København”, som omhandler tyendets fæste og opsigelse. Denne skulle være vedtaget sammen med Kongens Foged i København. Men mon ikke bare, at man har kopieret en magistartsvedtægt fra hovedstaden.
I Christian den Fjerdes tid udsendes et stigende antal politiforordninger. De truer købstædernes autonomi. I 1613 blev lavene afskaffet. I 1619 kom så en reform af købstædernes ”justits, ordning og politi”.
Man begyndte arbejdet med Danske Lov
Efter enevældens indførelse i 1660 påbegyndtes arbejdet med Danske Lov. Der er erstattede de middelalderlige landskabslove i 1683. Egentlig skulle man også have haft en politilovgivning med. Men i 1681 nedsatte Christian den Femte en kommission, der udarbejdede en separat politiordning.
Det var købstædernes magistrater, der havde ansvar for at håndhæve disse forordninger. Således blev købemand Jens Bang stævnet i Aalborg i 1640 for at have pyntet sin kones ligkiste i strid med en luksusforordning fra 1624,
I 1667 blev en borger kaldt op på rådstuen og idømt en bøde på fire rigsdaler for at have holdt en overdådig barselsfest.
Den første politimester blev udnævnt i København i 1682. Det var Claus Rasch. I 1684 blev hans virke udvidet til hele landet, byfogderne skulle fungere som hans politifuldmægtige.
En pastor nægtede at tage borgerskab
I Aalborg var man lidt træt af Claus Rasch. Men mistro blev afløst af tillid. For Rasch bakkede Magistraten op omkring pastor Reenberg. Denne havde nægtet at tage borgerskab i byen, selv om han gennem flere år havde haft krambod med sild og kornvarer. Byfogden fik ordre til at opkræve dagbøder.
Købmænd i København bad Rasch om at anholde tre kvinder fra Aalborg, der solgte sild i hovedstaden. Og en anden klage fra købmændene var, at sildetønderne fra Aalborg var mindre end det anordnede tøndemål.
Overpolitiinspektøren i Aalborg konfiskerede i 1685 tre ”nødkroppe” (Oksekød), som nogle bønder fra Nørresundby faldbød i Aalborg. Dette var ulovligt. Aalborg Slagterlav havde eneret på at sælge kød i byen.
Politimesterens opgave inddelt i 12 hovedopgaver
Politimesterens opgaver var opdelt i 12 opgaver. Kapitel 1 handlede om gejstlige sager. Kapitel 2 var om helligfest og bededage. Det handlede om at opretholde ro og orden under gudstjenester og skride ind for tumulter både i og uden for kirken samt udskænkning på værtshuse. Ja det handlede også om arbejde, der afholdt folk i at komme til gudstjeneste.
Kapitel 3 handlede om ærbarhed og gode sæder. Ja det var forskelligartede ordensforstyrrelser som prostitution, nattesæde, ophold på værtshuse efter kl. 22, grassatgang ”med draget gevær” i gaderne, gadedrengenes kasten med sne, sten, affald eller fyrværkeri, injurierende ”skandaleskrifter” samt tjenestefolks ulydighed over for deres husbonder.
Kapitel 4 handlede om fremmede og løsgængere. Ja så var det lige fremmede spioner, omvandrende jøder, tatere og tiggere samt næringsdrivende uden borgerskab i købstæderne.
Skik og orden
Kapitel 5 var om skik og orden vedrørende håndhævelsen af luksusforordninger om bryllupper, barsler, begravelser og gæstebud samt rangmæssig påklædning.
Kapitel 6 var om torve. Her pålagde politimesteren at holde torvene ”her i staden” renholdte og fordele torvestaderne blandt de handlende.
Og kapitel 7 fulgte rengøringen. Denne gang var det på gader og veje. Rendestene og stakitter skulle følge reglerne. Byggematerialer måtte ikke blokere trafikken. Og så måtte der ikke udøves hærværk på vandposterne. Så var det lige lygter og vejtræer samt tilfartsveje, der skulle holdes i orden.
Kapitel 8 handlede om vandvæsnet, rensning af søer, grøfter og dæmninger.
Falskmøntneri, falsk vægt og mål
I kapitel 9 er vi over i køb og salg, omhandlende politiets indsats over for falskmøntneri, falsk vægt og mål, dørsalg, handel med usunde fødevarer, forfalskede guld – og sølvarbejder og forbudte bøger. Ja så skulle taksterne på brød, kød og øl være overholdt. Ja man skulle også tjekke bagernes og bryggernes forråd af korn og malt.
Kapitel 10 om lavene handlede om håndhævelse af de generelle forordninger om lavene, om svende og drenge samt de enkelte lavs kongelige artikler.
Vægtere, lygter og brandvæsenet figurerer i kapitel 11. Politimesteren skulle holde opsyn mad brandslukninger, ildsteder og skorstene.
Og den offentlige transport og kontrol med vognmænd og færgemandens takster er omhandlet i kapitel 12. Her er også bestemmelser om indretning af kroer og værtshuse på landevejene.
Klager over politimester Rasch skulle rettes direkte til kongen, mens klager over politiembedsmænd skulle rettes til Rasch.
”Det har vi altid gjort”
Det kunne dog være svært for de enkelte embedsmænd, at styre den lovgivning under devisen ”Det har vi altid gjort”. At være byfoged var ikke et helt let job.
Politimesterens betjente skulle udstyres med et tegn i form af en hvid stok med det særlige politisegl for enden. Også i provinsen skulle politisager indføres i en særlig politiprotokol.
I 1708 blev der oprettet politi- og kommercekollegium om foranstaltninger til at forhindre en pestepidemi fra Danzig og Königsberg til at brede sig i Danmark. Fra 1709 – 11 blev stiftamtmanden i Aalborg bl.a. pålagt at få indkommende skibe fra disse byer sat i karantæne på øen Kyholm ved Samsø. Stiftets godsejere skulle udsætte strandvagter.
Man skulle også sætte ind imod det, der kunne forårsage Guds vrede i forbindelse med pesten. Men nu var det næppe dette, der gjorde at Aalborg modsat København slap for pesten.
22 spørgsmål til Magistraten
I 1719 kom der en ny stiftamtmand i Aalborg, Gotfred von Petz. Han startede sin embedsperiode med at stille 22 spørgsmål til magistraten og borgmesteren vedrørende politiforvaltningen.
Der var masser samarbejdsproblemer dengang i Aalborg. Byfogeden nægtede at fjerne det affald som generede stiftamtmanden. Han sagde, at borgmesteren ejede en af de lossepladser, der førte op til amtmandens grund. Vægterne klagede over at byfogeden i fuldskab havde overfaldet dem.
Konflikter i Aalborg
I 1722 blussede konflikten atter op. En politistyrke bestående af to rådhusbetjente, to vægtere og byfogedens tjener beslaglagde nogle jødiske kræmmers varer under det årlige pinsemarked, selv om de havde stiftamtmandens tilladelse til at handle i byen.
I 1729 blev byfogeden Christen Schmidt afskediget og i 1730 ligeledes stiftamtmand Reitzer for at have støttet en flok håndværkere, der ikke uden grund at have anklaget Magistraten for underslæb.
De traditionelle kommunale velfærdsopgaver som forsyning af markedet med billige levnedsmidler og opretholdelse af orden og renlighed i byens offentlige rum forblev langt vigtigere opgaver for politiet end den overvågning af løsgængere og festligheder på helligdage. Magistraten lagde også stor vægt på forprang.
Helligdagslovgivningen
Politilovgivningen kan ses som en reaktion på kirkens manglende kontrol med menigheden i byen, hvor livet var mere frit. Indbyggerne forsømte i stigende grad gudstjenesten og ville hellere gå på værtshus.
I 1707 afviste kongen en fransk købmand. Han ville oprette et manufaktur mod at tillade en calvinistisk menighed. I Aalborg blev der indført en strammere helligdagslovgivning, der på mange måder var strengere end rigets.
En politivedtægt, der er specifikt rettet mod håndværkssvendes druk på helligdage, tyder på, at håndværksmestrene efterspurgte denne disciplinering af byens arbejdende ungdom.
”Forlokkelse” af piger
Under en politisag i 1741 klagede en skræddermester således over, at en svend gik i byen om søndagen og først kom hjem tirsdag aften trods mesterens formaninger. I 1764 blev en skomager ligeledes anmeldt af en bødker for at lade sine tjenestepiger forlede hans drenge til ”at drikke og tumle” en søndag efter kl. 22, da der ved ”sådan forlokkelse af pigerne kunne flyde andre ulejligheder”.
Politiet fredede den lokale elite
Politiet havde manglende autoritet. Man fredede den lokale elite og gik specifikt efter ”de ordinære” på deres helligdagspatruljer.
Sager om udskænkning i kirketiden samt private fester i dagtimerne truede den religiøse orden. Natlig uorden truede den offentlige sikkerhed og forstyrrede borgernes nattesøvn.
De fattige søgte at bruge politiretten som et billigt alternativ til de ordinære retter i sager om natlige gade- og værtshusslagsmål.
Ærbarhed og gode sæder
Overvejende handlede opgaverne vedrørende ”ærbarhed og gode sæder” mere om at bevare den traditionelle samfundsorden. Gaden blev et offentligt rum. Husstanden blev i stigende grad privat.
Øvrigheden forsøgte i høj grad at forhindre offentlig forargelse, frygt og uro, som kunne svække autoritetstroen og udvikle sig til opløb og oprør.
I sagerne om helligbrøde rettede dette sig ikke mod hele samfundet, men primært mod byens laveresociale lag, dens ”pøbel”. ”Ærbarhed og gode sæder” var snarere en form for social kontrol.
Nu var det godt nok svært med magtmidler at disciplinere afvigere. Det bringer bogen gode eksempler på.
Staten ville installere en negativ holdning til tiggere og løsgængere
Der var masser af politiforordninger om tiggere og løsgængere. Man skulle opretholde standssamfundet ved at forfølge folk uden tilhørsforhold til en husstand. Staten forsøgte at installere en negativ holdning til tiggeri og mobilitet i befolkningen.
Arbejdsføre løsgængere blev tvangshvervet. Og tugthusarbejde skulle forøge statens indtjening.
Der blev klaget over kvindelige daglejere, samtidig med at borgerne klagede over mangel på tjenestepiger. Enlige kvinder blev betragtet som en trussel mod moralen, sædeligheden og de mandelige borgers næringsprivilegier. Indsatsen mod omvandrende kræmmere rettede sig primært mod jøder, som var inviteret til landet i enevældens tid. Men borgerskabet anså disse som en trussel.
Heller ikke i Aalborg lykkedes det at skabe et positivt syn på almisselovgivningen og medlidenhed med tiggerne. Det var de mest afvigende vagabonder, der kom for politiretten.
Politiforordninger mod luksus og hasardspil
Der var dog ingen, der blev dømt for at give almisser eller huse tiggere. Antallet af omvandrende natmænd og vagabonder faldt i slutningen af 1800-tallet. Men måske skyldtes dette stigende velstand.
Politiforordninger mod luksus og hasardspil kunne ses som et middel til at opdrage befolkningen til sparsommelighed. Med luksusforordningerne lykkedes det til en vis grad at hæmme luksusforbruget eller spilleglæden.
Begravelsesforordningen af 1682
Men der er masser af dispensationer fra begravelsesforordningen fra 1682. Overtrædelser af luksusforordningerne blev forsvaret med at de var i overensstemmelser med lokal skik og brug.
Luksuslovgivningen var også efterspurgt af såvel adelen som borgerskabet som en støtte til dem, der følte sig presset til at efterligne mere velstilledes luksusforbrug selv om de ikke havde råd.
Forbuddet mod hasardspil imødekom klager over soldater, som lokkede borgere og bønder i fordærv med falskspil.
Man efterspurgte et renere nærmiljø
Det er næppe tvivl om, at indsatsen for at fremme renlighed, sikkerhed og bekvemmelighed i det offentlige rum var efterspurgt af Aalborgs indbyggere. Dog havde enevælden også en interesse i at sikre byerne mod epidemier og ildebrande samt i at fremme cirkulationen af varer og tjenesteydelser. Man kiggede også på miljø- og brandsikkerhed.
Ved at forvise løsgående svin og andre husdyr fra byens gader og fælleder var politilovgivningen også med til at fremhæve skellet mellem land og by. I den forstand kan den politimæssige regulering godt knyttes til den varige forandring af sociale holdninger og adfærdsformer.
Det var og lokale embedsfolk og borgere i Aalborg, der efterspurgte et renere nærmiljø. De var fuld af væmmelse over skarn, spildevand og ådsler i byens åer og gader. Urenhed blev forbundet med vanære. Indsatsen gik i første omgang på at sikre særligt ærefulde steder og personer som tinghuset og stiftamtmanden mod den smittende urenhed.
Også de almindeligere borgere forbandt væmmelse over det urene drikkevand med vanære. Temaet var en konflikt mellem forskellige brugere af det offentlige rum. Ja det var en kompetencestrid mellem magistraten og byfoged med stiftamtmanden som mægler.
Regulering af handel
Reguleringen af handlen med livsnødvendige varer udgjorde kernen af politiforvaltningen. Det angik byen og borgenes handelsprivilegier. Det var også et middel til at fremme etablering af manufaktur. Efterhånden var der også spørgsmål om regulering af brødpriser som et værn mod folkelig uro. Det er påfaldende, at det især var fra de fattige, der forlangte politimyndighederne s hjælp i sager om høje kødpriser, forprang og landprang, når magistraten svigtede. Man forsøgte ”at tæmme de handlendes ukristelige vindesyge”.
Politiet blev ofte anklaget for sin passivitet, og private angivere kunne kun lokkes til at angive deres medborgere ved udsigten til at få del i bøderne.
Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love
Kongemagtens forsøg på at afskaffe lavenes egne love og skikke var at forøge statens indtægter. Man ville lette styringen af borgerne.
Det er først i 1770’erne at lavene selv begynder at bruge den enkelte politibetjent til at ransage mistænkte fuskeres bopæle og konfiskere deres håndværksarbejder.
Men myndighederne ville også forhindre lavene i at chikanere enlige kvinder eller aftakkede soldater, der havde fået bevilling som frimestre for at spare fattighjælp. Politiet skulle kun skride ind i de tilfælde, hvor frimestrene forbrød sig mod deres bevilling ved at ansætte medhjælpere.
Med etableringen af en garnison i 1772 kom desuden problemet med soldater, der gjorde indpas i lavenes næring. Men indsatsen blev besværliggjort på grund af politiets begrænsede myndighed i den militære jurisdiktion.
I Aalborg så man, at lavene henvendte sig til politimesteren i København eller stiftamtmændene, når de mente, at magistraten svigtede sin forpligtelse til at forsvare deres næringsprivilegier.
Politiefterforskning af indbrud fra 1747
Forbedringsstraffene for ringe tyveri havde et generelt præventivt mål. Den første politiefterforskning af et indbrud fandt sted i 1747. Politiet skulle ikke længere fremhæve velfærden. Nu var det vigtigere at fremme sikkerheden.
I den lokale presse var der masser af læsebreve, der beskrev politimestrens passivitet. Og det var ikke kun borgerskabet, der skrev. Det var også jævne folk som Lene Andersdatter. Hun fortalte om hendes nabos smårapserier.
Generelt blev politiforhørene brugt til opklaring til at opklare småtyverier, som det ikke kunne betale sig at opklare ved en ordinær retssag. I nogle tilfælde afgjorde politiretten endda mindre sager med en disciplinærstraf.
Aalborgs pantelånere havde ikke nogen skrupler med at tage ågerenter af soldaternes tyvekoster.
Hvordan så det ud i de små købstæder
Hvordan så forholdene ud i Sæby? Der var folkelig modstand mod græsningsret. Og så var man ikke tilfreds med en aktion mod en populær vinkelskriver. De mere velstillede borgere bakkede op om politimyndighedernes indsats.
Et opgør i 1818 vidnede om, at der stadig var modstand mod politiet. Politiopgaverne blev en vigtig men ikke uoverskuelig opgave for byfogederne i de små købstæder.
Landpolitiet
Også situationen i Børglum-Jerslev herreder er blevet undersøgt. Landsbyfællesskaberne, godsejerne og præsterne fungerede som politimyndigheder på landet før der blev oprettet egentlig landpoliti. I 1684 blev der oprettet et statsligt landpoliti til at udfylde hullerne i den traditionelle sociale kontrol på landet.
Landpolitiet fik især til opgave at bekæmpe krænkelser af købstædernes handels – og næringsprivilegier, at forsyne de rejsende mellem købstæderne med gode landeveje og kroer samt at indfange løsgængere til tugthusene i byerne. Disse opgaver udgjorde hovedparten af landfiskalens opgaver. I nogle tilfælde måtte man også udfylde hullerne i strafferetsplejen på godserne.
Alt var ikke lige let at bekæmpe
Rets- og toldbetjente forsøgte at udrydde forbrug, produktion og salg af brændevin på landet. Men dette blev nærmest umuliggjort af landbosamfundets traditionelle ordensmagter. Modstanden tog både form af kollektive aktioner organiseret af landsbyerne og retlig modstand, hvor godsejere og andre husbonder udnyttede deres juridiske privilegier til at holde hånden over deres fæstere.
Det overvejende indtryk er, at den nye politimyndighed udelukkende imødekom byernes efterspørgsel på at fremme byernes økonomi på bekostning af landbosamfundet. Det gjaldt åbenbart at opretholde den standsmæssige del mellem land og by.
Dog viser de mange eksempler på modstand, at den enevældige stat ikke var i stand til at gennemtvinge sin vilje på landet i de tilfælde, hvor ordenshåndhævelsen ikke var efterspurgt af landboerne.
Landpoliti-forordningerne af 1791
Landpoliti-forordningerne fra 1791 havde til hensigt at en friere borgerlig orden på landet. Selv om forordningerne gav bønder og tjenestefolk en række nye rettigheder, kom det primært som en reaktion på godsejernes klager over ulydelige hovbønder som følge af tabet af politimyndighed over deres fæstere og frygten for løsgængeri og usædelighed blandt tyendet som følge af stavnsbåndets ophævelse.
Dermed er det en dobbelthed i forordningerne. Forordningerne havde til hensigt at bevare den traditionelle samfundsorden i stedet for at modernisere den.
Den samme dobbelthed så man i udnævnelsen af sognefogeder, som skulle fremme ”flittighed” blandt de andre bønder. Men frem for alt så skulle den kommunale orden, der gik tabt, da udskiftningerne opløste fællesskabet, genskabes.
Landsbyfællesskabet blev set som en forudsætning for god ro og orden.
Hoveri – bestemmelser
Implementeringen af forordningen om orden ved hoveriet var særdeles konfliktfyldt og præget af ulighed. Politiretten blev næsten udelukkende brugt af godsejerne til at disciplinere deres hovbønder på en hurtig måde.
Uberettiget hoveri blev henvist til de ordinære retters langsommelige behandling. Øvrigheden opfordrede parterne til at afgøre deres konflikt ved forlig fremfor dom. Det lykkedes politiretten at underkue bondestanden.
Retspraksis i tyendesager præget af ulighed
Retspraksis i tyendesagerne var også præget af ulighed. Statens interesse i at regulere tyendets arbejdsforhold var i højere grad at hindre løsgængeri og usædelighed blandt de unge tjenestefolk med henblik på at forøge landbrugsproduktionen.
I flere tilfælde fik tyendet dog ret i klager over løn- og arbejdsforhold i politiretten. Denne ret synes ikke at have et særligt virksomt middel til at disciplinere hovbønder eller tjenestefolk, der i stigende grad gjorde krav på borgerlige rettigheder.
Bogen kan varmt anbefales
Ved hjælp af tre steder i det nordjyske kommer vi vidt omkring. Bogen afspejler på udmærket vis livet i Danmark, dengang. Og sjov nok var det problemer i embedsstanden i den lokale by. Dette problem er vi ofte stødt på i vores historier. Vi opdagede tre fejl, som korrekturlæseren har overset. Som vi nok allerede har nævnt kunne man have valgt at udgive bogen i en populærudgave. Men nu har man så valgt denne ”forskningsudgave”. Såfremt man lige har dette i baghovedet er det en til tider overraskende bog med masser af gode historier.
Borgerligt Regimente
Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde (464 sider)
Museum Tusculanums Forlag
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.365 artikler herunder:
Marts 6, 2019
Kampen om Byggeren (NørLIV 22)
Dette er vores 22. bidrag til Ugevisen Nørrebro Liv. Man kan sige, at befolkningen på Nørrebro kæmpede både for børnehaver og legepladser. Det var i 1980 i en meget kaotisk tid med Buldozersanering. Der var ikke meget hjælp at hente fra politikerne oppe på Rådhuset. Men også på Nørrebro kneb det med opbakningen fra alle partier og opbakning fra hele fagbevægelsen. Politiet slog meget hårdt til. Bagerst i artikler har vi samlet en artikeloversigt over temaet slumstormere, autonome og BZ’ er på Nørrebro.
Dengang havde medierne travlt med at fortælle om, at kampene på Nørrebro blev udkæmpet af ”forkælede venstreorienterede” og ”venstreorienterede ballademagere”. Men sandheden var, at det var hele Nørrebro, der kæmpede. Forældre, pædagoger, detailhandlere, ja helt almindelige borgere. Man var trætte af den planløse sanering og de beslutninger, der blev taget.
De egentlige kampe udspillede sig omkring den 1. maj 1980. Men egentlig startede kampen allerede en søndag i 1973, da en lastbil kørte ind på en byggetomt. En meget populær byggelegeplads opstod.
I juni 1977 besluttede kommunen at lukke den seks år gamle midlertidige institution i Todesgade. Den 15. august møder 300 betjente op. Men de blev stoppet af 1.000 lokale beboere. Efter flere måneders besættelse åbnede beboerne igen institutionen. Men den 10. januar 1978 møder politiet endnu mere talstærk op sammen med diverse håndværkere.
En helhedsplan for området blev vedtaget. VS, SF, De Radikale og Retssamfundet stemte imod og højst overraskende undlod kommunisterne at stemme.
Allerede i 1975 var Nørrebro beboeraktion blevet sprængt. I Tømrergade var de domineret af DKP, og I Blågårdsgade var det VS. Denne sprængning blev udnyttet af Socialdemokraterne.
Byplanborgmester Villo Sigurdsson fik indført en klausul i byggetilladelsen, hvor der stod at Byggeren skulle indpasses i hele projektet. Men overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson myndigheden over byggeriet og udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens rydning.
Den dag, hvor kommunen havde varslet, at de ville rive byggeren ned stillede en tusindtallig skare forsynet med masker og citron i fald politiet ville anvende tåregas. Man lavede en blokade og hindrede byggearbejdere adgang.
Den 22. april indtraf den første politiaktion. Blokadevagter strømmede til. Flere hundrede betjente havde indfundet sig og efterhånden kom der forstærkning. Demonstranterne blokerede Nørrebrogade for at gøre opmærksom på, hvad der skete på Byggeren. Når politiet havde fjernet en blokade opstod der en 50 meter længere henne.
På Byggeren er de første huse blevet bevidst ødelagte. Og på Nørrebrogade havde de første fået brækket fingrene. Folk bliver gennembanket.
Den 29. april kom to blokvogne med en bulldozer på hvert lad og kørte ind på Byggerens område. De gik i nag selv om folk sad i tårnene på husene. De måtte i sidste øjeblik springe 4 meter ned.
En far med en lille dreng bliver ramt i hovedet. En halv time falder han om Politiet nægter at tilkalde en ambulance. Folk presses ned ad Stengade. Fire betjente banker en ung mand. I Rantzausgade og Åboulevarden er kampene i gang. Syv busser kapres. De køres på tværs af vejen og punkteres.
Der kastes med sten og flasker mod politiet. Butiksruder bliver knust og tømt for indhold. Den massive vold og de mange arresterede fik gjort flere aktive. Over natten bliver Byggeren igen opført. Masser af butikker raseret.
Onsdagen starter rolig. Ud på eftermiddagen dukker 400 betjente op. De forlanger at barrikaderne bliver ryddet. Politiet bliver i kvarteret. Civilbetjente piller folk ud. I Slotsgade er der udbrudt brand. Brandvæsnet kommer uhindret til stedet.
Torsdag den 1. maj er man tidlig på færde. En demonstration fra Christiania bliver mødt med knipler. De havde anmeldt demonstration til Fælledparken, men den gik til Byggeren. Over hele området er politiet i gang. Flere bliver indlagt. Ledet af helikopter forsøger politiet at indeslutte folk. I Elmegade forsøger 25 at drille politiet. De får en gang knippelsuppe.
Lørdag den 3. maj myldrer det med politi. Det vrimler ind med bulldozere og ladvogne. Ja man tæller 26 lastbiler. Alle demonstranter blev fotograferet og registret. Hvordan politikerne på Rådhuset kunne tolererer denne meningsløse vold, er der ingen, der kan forstå.
Sidst på eftermiddagen blev der delt løbesedler ud om et lovligt planlagt fællesmøde på Skt. Hans Plads. Der kom ikke ret mange mennesker men masser af politi. Politiet kom nu med højtalervogne og bekendtgjorde at de ville rydde gaderne. Politiet opfordrede nu folk til at forlade området, men det var afspærret af betjente i alle retninger. Folk flygter ind i opgange. Politiet smadrer vinduer for at komme ind til dem.
Folk bliver nu drevet ned til søerne var endnu en deling er klar til at modtage dem. Ingen slipper fri, alle får bank. Der er indført undtagelsestilstand på Nørrebro. I radioen taler man kun med politiet.
Den næste dag, søndag den 4. maj underholder Trille og Arne Würgler. Man går i protestmarch til Rådhuspladsen, hvor 15.000 mennesker forsamles. I sidegaderne holder politiets skovvogne med kampklædt politi.
Debatten i Borgerrepræsentationen ender med, at Socialdemokraterne sammen med de borgerlige ligefrem roser politiet for deres besindige adfærd. Udtalelserne får Nørrebro-borgerne til at se rødt. På Byggeren er folk aggressive. Flere begynder at kaste sten efter politiets busser. De bliver dog bremset af andre mere besindige.
Et nyt plankværk blev sat op omkring Byggeren. Det var folk fra Byggefagenes Samvirke som accepterede at arbejde under politibeskyttelse. Demonstranter var skuffede over, man ikke kunne få tømrerne med i deres aktion. Nørrebro beboeraktion kunne ikke mere for fagforeningerne med. Efterhånden opløs blokaden, opbakningen var ikke mere til stede.
Men historien om Byggeren er langt fra slut. Utallige blev arresteret under aktionen. De sad i isolation under efterforskningen. Mange oplevede at blive stuvet sammen i cellerne uden mad og drikke. Man var henvist til at forrette deres nødtørft i hjørnet eller i en håndvask. Dem der har siddet på Nørrebrogade slap med en bøde på 500,- kr. Men de fleste blev dømt for vold mod embedsmand i funktion.
En mand blev dømt 40 dage for at have cyklet mod fremstormende betjente. En anden mand fik ligeledes en dom på 40 dage for at have kastet et æbleskrog på låret af en betjent. En tredje mand sad varetægtsfængslet for at have rakt tunge af tre civilbetjente. Anklagen blev dog frafaldet, fordi han ikke kunne vide, at det var betjente.
En 37 – årig kvinde sad en uge i varetægt for at have kastet tre poser med vandfarve efter en bulldozer. Hun blev hentet af politiet, der brød døren ind til hendes lejlighed. De tvang på gaden iført natkjole. Man var ligeglad med hendes børn. Hun blev frikendt.
Med vold frem for demokrati tvang kommunen tingene igennem. Det var starten på en række meget voldelige sammenstød med ordensmagten. Ja man kan tale om en slags voldsspiral. Og i disse aktioner er det gået særdeles hårdt ud over detailhandelen på Nørrebro.
BZ – Bevægelsens historie på Nørrebro
Nørrebro beboeraktion og Kampen om Byggeren
Kampen om Ungdomshuset 1 – 3
BZ – Bevægelsen – endnu engang
Slumstormere, BZ’ er og Autonome
Røde Rose på Nørrebro
Fristeder og Ungdomshus
Ungeren set fra 6. klasse
Ungdomshusets Historie 1 – 2
Marts 6, 2019
I Nazismens skygge
De to ledere boede lige i nærheden af hinanden. Men de havde to forskellige mål. DNSAP blev brugt som trussel af tyskerne. Besættelsen forandrede forholdet mellem partierne. 500 veluddannede SA – folk stod parat, sagde Frits Clausen. Han stillede modkrav over for tyskerne. Jens Møller forkyndte, at det skete den 28, juni 1940 – men ak. Frits Clausen tog æren af den skrinlagte grænserevision. Hvervekampagne skete meget tidligt. Bare underskriv blanketten – Waffen SS venter. Tyskerne vidste udmærket at Clausen ikke kunne overtage magten. NSDAP –N ville ikke stille med folk til Frikorps Danmark. Valget i 1943 bar en stor skuffelse for Frits Clausen. Best ankomst betød stor indflydelse for NSDAP – N. Best kunne sagtens styre Frits Clausen. Best og Møller fik et kammeratlig forhold. Clausen sendte klagebrev til Best. Både Møller og Clausen var bekymret for deres sikkerhed. 29. august 1943 var et chok for Møller. Pessimismen voksede hos NSDAP – N
To forskellige mål
De to nazistiske partier i Sønderjylland havde helt forskellige politiske mål. Men alligevel konkurrerede de.
Men en folketysker hører ikke hjemme i det danske nationalsocialistiske arbejderpartis rækker, men i den tyske folkegruppes politiske organisation. Og det skyldes, at netop dette parti fører førerens ideologi videre til en nyordning af Europa, ja sådan forkyndte Jens Møller, partiføreren for NSDAP det.
DNSAP brugt som trussel
Fra tysk side havde man i december 1940 krævet et samarbejde mellem de to partier. Men egentlig fik nazismen aldrig den brede folkelige opbakning i Danmark.
DNSAP blev brugt som en trussel over for den danske samlingsregering. Og NSDAP – N troede næsten til det sidste på grænsespørgsmålet. Man ville være en slags brobygger til Norden. Man havde forskellige nationale politiske mål, men de to partiers ideologi var fælles.
Besættelsen ændrede forholdet
Besættelsen den 9. april 1940 ændrede forholdet mellem DNSAP og NSDAP-N. Besættelsen kom til at betyde nye muligheder for det tyske mindretal i Sønderjylland. Allerede dengang skrev lederen af VoMi, Werner Lorenz, at man havde lovet Danmark, at grænsespørgsmålet ikke måtte blive taget op af mindretallet. De tyske myndigheder ville heller ikke tillade provokationer over for de danske myndigheder.
Frits Clausen sendte den 14. april 1940 en redegørelse over, hvad han havde foretaget sig fem dage tidligere til en afdelingsleder i DNSAP. Han havde ikke forventet en besættelse af Danmark. Den 8. juli skrev han, at han ikke forventede lang levetid for regeringen.
500 veluddannede SA – mænd stod parat
Den 29. september kunne han meddele, at de havde arbejdet hårdt, og nu var de 500 veluddannede SA-mænd. Nu afventede man kun ordren. Og man så frem til, at ”vor elskede fører tager magten i vores fædreland”.
Men allerede fra starten var tyskerne skeptiske over for Frits Clausen og DNSAP. I et anonymt brev fra november 1940 anfører man at DNSAP savner en eller flere fremragende personligheder. Man kan ikke overbevise de brede masser.
Frits Clausen stillede modkrav til tyskerne
Tyskerne var sikkert også irriteret over de modkrav som Frits Clausen stillede. Man anførte igen engang, at Frits Clausen var uegnet til at opnå en betydelig vækst i sin bevægelse. Tyskerne mente også, at han havde optrådt ”udansk” og derfor ville han ikke få opbakning. Hvis han kom til magten skulle tyskerne bruge flere kræfter til at skabe ro. Mon ikke tyskerne allerede i slutningen af november 1940 havde afskrevet DNSAP?
NSDAP – N greb til selvtægt
Mindretallet greb den 9. april 1940 til selvtægt. Den nationale front mellem DNSAP og NSDAP-N blev skærpet. Dette øgede modsætningsforholdet mellem de to partier.
Efterhånden var Sønderjylland det eneste område, der var tilbage fra Versailles-freden, som tyskerne havde mistet, og som de endnu ikke havde fået tilbage. Dette irriterede mindretallet.
Det sker den 28. juni 1940!
Jens Møller udtalte den 16. juni 1940, at det ikke var tilladt at flage med hagekorsflaget:
Dette medførte det rygte, at Sønderjylland den dag ville blive indlemmet i det tyske rige.
Det var årsdagen for Versailles- freden efter Første Verdenskrig. Det udløste nærmest eufori, som fik mindretallets leder i Tønder til at udbryde:
Nu havde de tyske myndigheder dog ingen planer om at foretage en grænserevision. Mindretallet var skuffet, mens de dansksindede åndede lettet op. Frustrationerne blev vendt mod partifører Jens Møller. Rygterne var givetvis kommet fra de slesvig-holstenske organisationer.
Frits Clausen tog æren for manglende grænserevision
I slutningen af 1940 fik jens Møller at vide fra Berlin, at hans primære opgave var at hjælpe til med at Tyskland vandt krigen. Samtidig fik han besked på ikke at beskæftige sig med grænsespørgsmålet.
Frits Clausen brystede sig med efter besættelsen, at have været med til at sørge for, at grænserevisionen ikke var blevet til noget. Han skrev også i 1947, at han havde overvåget det tyske mindretal og overgivet sine observationer til de danske myndigheder. Clausen mente, at han havde bevirket, at der var sendt ekstra 100 betjente til Sønderjylland for at holde øje med mindretallet.
DNSAP’ s indberetninger var med til at skabe uro. Set ud fra den tyske besættelsesmagt besværliggjorde dette situationen i Danmark. De to partier konkurrerede nu om at påvirke de tyske myndigheder i hver sin retning.
Hvervekampagne startede meget tidligt
SS Standartenführer Müller fra Flensborg fra Flensborg kom over grænsen for nu at organisere hvervningen af frivillige fra mindretallet til Waffen SS. Allerede dagen efter besættelsen gik en intensiv hvervekampagne i gang.
Renthe-Fink udtalte efterfølgende, at han principielt var for optagelsen af danske frivillige i tyske militære enheder, men for at undgå vanskeligheder burde hvervningen begrænses til at omfatte medlemmer af det tyske mindretal, de danske finlandsfrivillige og medlemmer af DNSAP. Det var kun hos medlemmer af disse grupper, man kunne forvente de bedste muligheder.
Den danske lovgivning tillod ikke hvervning af frivillige til krigstjeneste, hvorfor man fra tysk side valgte at lade hvervekampagnen foregå fordækt. Enhver hvervning foregik derfor først, når man var kørt over grænsen.
Bare underskiv denne blanket – Waffen SS venter
De første sessioner i det tyske mindretal foregik omkring den 22. april 1940. Sessionerne foregik under dække af at de frivillige skulle deltage i Wehrsportskurus i Tyskland. Flere af de firvillige gav udtryk for, at de skulle deltage i et tidsbegrænset kursus. I virkeligheden blev de få dage efter præsenteret for blanket til underskrivelse. Her forpligtede de sig til at blive tyske statsborgere og gøre tjeneste i SS i flere år.
Ledelsen i mindretallet vidste med stor sandsynlighed, hvad der skete på dette kursus. SS var inde på, at NSDAP-N og DNSAP skulle samarbejde. Men det ville NSDAP-N ikke, da de følte sig som tyskere.
DNSAP ville også være med i hvervningen
Frits Clausen var først imod at stå for hvervningen af frivillige til Waffen SS, men skiftede efterfølgende mening. Konkurrencefaktorer havde sikkert været væsentlig i den situation. Men egentlig gik man i begyndelsen ikke helhjertet ind i sagen. Man tænkte stadig på at få magten.
Fra den 25. maj 1940 eksisterer der et håndskrevet udkast fra Frits Clausen til Rigskancelliet i Berlin, hvor Clausen bekræfter, at han ville starte hvervningen til SS-standarte Nordland. Her stillede han dog nogle krav til de frivilliges forhold til Danmark.
De frivillige måtte ikke gå tabt for partiet. De måtte ikke miste det danske statsborgerskab. 1. september 1940 blev der oprettet et Waffen SS rekrutteringskontor i København under ledelse af SS – officeren Erich Lorenz. Den danske regering syntes dog, at det havde taget overhånd.
Intern splid i DNSAP
En interne splid i DNSAP førte til dannelse af et nyt nazist-parti. Den danske Front. Men dette udnyttede Waffen SS til på ny at få Frits Clausen til at gå ind i hvervekampagnen. Frits Clausen havde to møder med Heinrich Himmler i februar og maj 1941. Dette gav Frits Clausen stor tillid til Waffen SS. En stor hvervekampagne blev indledt af både NSDAP-N og DNSAP.
Tyskerne vidste godt, at Frits Clausen ikke kunne overtage magten
Renthe-Fink ønskede at oprette et Frikorps Danmark. Clausen startede derfor en stor kampagne mod bolsjevismen. Clausen fik styrket sin position over for SS. Men man ønskede dog ikke på nogen tidspunkt, at DNSAP fik magten i Danmark.
Renthe-Fink skrev den 9. november 1941 om holdningen til DNSAP, at de ikke er i stand til at overtage magten i Danmark. I marts 1942 havde Rethe-Fink en samtale med Clausen. Her beklagede Clausen sig over den fjendtlighed hans parti og de danske frivillige var udsat for fra dansk side.
Clausen ville have den danske justitsminister og forsvarsminister udskiftet. Han ville stoppe hvervningen for at kunne forsvare sig over for de danske myndigheder. Renthe-Fink mente, at noget af Clausens utilfredshed skyldtes, at Quisling havde fået regeringsmagten i Norge.
NSDAP-N ville ikke stille med medlemmer til Frikorps Danmark
Deen 19. februar blev hvervningen fortsat. Og fra marts 1942 kom der gang i den, da Christian von Schalburg blev en populær leder af Frikorps Danmark. DNSAP ønskede ikke, at NSDAP-N skulle stå bedre over for tyskerne.
Det lykkedes for NSDAP-N at få deres vilje igennem ved ikke at skulle stille op i Frikorps Danmark. Det lykkedes ikke for Frits Clausen at få indrømmelser.
Frits Clausen drømte om at tage magten over NSDAP – N
Clausen havde en ide om, at han i det Storgermanske rige kunne få kontrollen over NSDAP-N. Og egentlig var SS ikke så begejstret for Jens Møller. Man mente ikke, at han stillede med nok frivillige. Ja de ønskede ham fjernet.
Det var kommet kritik i egne rækker over Jens Møller. Han havde sagt, at de frivillige ikke skulle bruges i stormtropperne, men det svarede ikke til realiteterne. Der var allerede en masse faldende.
I mindretallet var der en person ved navn Paysen, der udgav et skrift vendt mod ledelsen. Han argumenterede for et samarbejde med DNSAP. Men Himmler mente, at Paysen med det samme skulle indkaldes, og han bakkede Møller op. Men denne mente stadig, at SS stod bag det hele.
Valget i 1943 var en stor skuffelse for Frits Clausen
Folketingsvalget den 23. marts 1943 var en stor skuffelse fra Frits Clausen. Den danske befolkning havde i stedet valgt at bakke partierne bag samarbejdspolitikken op.
Clausen havde regnet med at gå fra tre mandater til mellem 8 og 15 mandater.
Det tyske mindretal stillede ikke op til valget. Himmler regnede så med, at det tyske mindretal ville støtte Clausens DNSAP. Mern efter Møllers overbevisning ville man gøre en bjørnetjeneste ved at stemme på Clausen, så han anbefalede ikke at stemme på DNSAP.
Bests ankomst skabte bedre indflydelse for NSDAP – N
Det tyske mindretal så Werner Bests ankomst til Danmark som en god mulighed til at få endnu mere indflydelse. Men for Best var det en mulighed for at styrke Scavenius-regeringen. Mindretallet forlangte efter valget at få oprettet et kontor under statsministeriet, som skulle tage sig af mindretallets anliggender. Kontoret blev efterfølgende oprettet på trods af dansk modstand.
Redaktør Bjørn Svensson mente, at fra at mindretalsspørgsmål var et rent dansk anliggende blev det nu et dansk – tysk projekt.
Best havde ingen problemer med at styre Frits Clausen
Under telegramkrisen mente Frits Clausen, at han skulle overtage magten. Det lykkedes dog for Scavenius at oprette en regering uden DNSAP.
Best havde ingen problemer med at styre Clausen og endda at fremme egne interesser. Det var vigtigt for Best over for Hitler, at påpege, at det var Clausens eget forslag, at der ikke skulle være DNSAP – ministre i Scavenius regeringen. Allerede fra starten havde Best besluttet sig for at sætte Clausen i skammekrogen. Men Best ville stadig gerne bruge Best som trussel.
Møller og Best fik et kammeratligt forhold
Møller og Best udviklede et godt forhold til hinanden. Best kalde ham ”Kammerat Møller”. Mindretallet fornemmede også en mere behagelige tone over for mindretallet. Best bakkede også op om mindretallets skole- og kirkeforhold i grænselandet.
Mens Clausen blev sat på sidelinjen, fik NSDAP-N større handlefrihed og styrket sin position over for de danske myndigheder.
Clausen sendte klagebrev til Best
Clausen havde efter valget sendt et brev til Best, hvor han gav udtryk for, at valget var en folkeafstemning for demokratiet mod det autoritære system, som Tyskland repræsenterede. Clausen kritiserede desuden de tyske myndigheder for ikke at have givet ham tilstrækkelig frihed til at angribe samlingsregeringens politik. Clausen benyttede desuden til at udtrykke sin mistillid til den politik, som SS førte i Danmark.
Oprettelsen af det Germanske Korps i 1943 var efter Clausens mening et dårligt skridt, som ville skabe uro i befolkningen. Clausen havde fået den fornemmelse, at dannelsen af de germanske korps gjorde at de frivillige fra DNSAP gik tabt for partiet, hvilket var i strid med de løfter, SS havde givet ham i 1941.
Derudover havde den tyske økonomiske støtte betydet, at DNSAP af den danske befolkning blev betragtet som et betalt tysk redskab. Han regnede med, at han nu ville kunne føre en mere selvstændig politik ved at fravælge den tyske økonomiske støtte.
Clausen havde erkendt, at DNSAP havde forpasset muligheden for at blive et troværdigt politisk parti ved at knytte partiet tæt til den tyske besættelsesmagt. Frits Clausen havde anerkendt, at han havde mistet sin politiske indflydelse.
Han beklagede også, at de frivillige fra Frikorps Danmark blev flyttet over i andre Waffen SS divisioner. Det havde også været en stor splittelse inden for Waffen SS med hensyn til, hvordan hvervningen skulle foregå.
Bekymret for sikkerheden i Bovrup
Frits Clausen var også blevet bekymret om sin egen sikkerhed. Han forventede uro og usikkerhed. Han anmodede i maj 1943 om bevogtning af DNSAP’ s hovedkvarter i Bovrup. Der blev etableret en midlertidig natbevogtning med to reservebetjente.
Clausen var kommet i strid modvind. Han forsøgte at kæmpe videre indtil han gav op i september 1943. Han meldte sig frivillig til fronten. Hans afgang som partifører betød, at partiet mistede sin sidste samlingskraft, hvorefter det oplevede en sand medlemsflugt og et udbrud af indre stridigheder.
Møller opretter ”Hjemmeværn”
Mindretallet havde med oprettelsen af det tyske kontor under Statsministeriet fået styrket sin position i Danmark. Man havde i februar 1943 fået oprettet ”Zeitfreiwilligendienst”, som skulle indsættes, når Danmark blev invaderet.
Korpset var en slags erstatning for alle dem i mindretallet, der ikke kunne ”undværes” eller var for gamle til at melde sig ved fronten. I januar 1943 blev det agiteret stærkt for at alle 17 – 60 årige i mindretallet skulle melde sig til dette korps.
De hjemmetyske virksomheder skulle stille sig til rådighed
Møller appellerede den 5. marts 1943 til en forstærket indsats på hjemmefronten. Alle de hjemmetyske virksomhedsejere skulle stille deres virksomhed til rådighed for produktion for den tyske værnemagt. Mindretallet var derfor meget optaget af at støtte den tyske krigsindsats samtidig med, at det var i gang med at opbygge et hjemmeværn, som skulle give større sikkerhed for mindretallet i Sønderjylland.
29. august 1943 – et chok for Møller
Den store omvæltning kom, da den danske regering trådte tilbage den 29. august 1943. Det kom som et chok for Møller, som i et brev den 21. september 1943 beklagede, den danske parlamentariske regering var trådt tilbage.
Han gav udtryk for, at han følte mindretallets arbejde som brobygger i Norden truet. Han påpegede samtidig, at Best var den eneste politiker af format, der nød almindelig dansk tillid. Møller var nervøs for, hvad den nye situation ville betyde for mindretallet. Den politiske handlefrihed, som det havde opnået med oprettelsen af det tyske kontor, kunne være truet, hvis undtagelsestilstanden medførte, at en ny rigsfuldbemægtiget i Danmark.
Også Møller frygtede for sin sikkerhed
Møller ønskede at bevare den privilegerede position, som mindretallet havde opnået efter valget. Da ”Zeitfreiwilligendienst” samtidig var blevet anvendt til bevogtningsopgaver i forbindelse med undtagelsestilstanden den 29. august 1943 frygtede Møller for mindretallets sikkerhed.
Pessimismen voksede
Det tyske mindretal blev mindre aggressivt i forhold til den danske befolkning i forholdet til den danske befolkning. Politiadjudanten skrev i november 1943:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.364 artikler, herunder 269 artikler fra besættelsestiden (før/Nu/efter) herunder:
Februar 21, 2019
Stinesmindevraget
Af Lisa Hildegarth
Stinesminde er en af kulturperlerne ved Mariagerfjord. Stedet er opkaldt efter en kokkepige, der tjente på godset Ouegaard. Da hun gik på aftægt fik hun et lille skovløberhus ved fjorden. I midten af 1800 – tallet opstod stedet. Her opstod også Stinesminde Teglværk. Her er vel 15 – 18 husstande. I midten af 1900 – årene var her en halv snes erhvervsfiskere. Men her ude i fjorden ligger et 13 meter langt skibsvrag. Man mener, at skibet tilhørte den svenske kaptajn Bertel Gyldenløve. Han ankom med skib og to kanonbåde i 1618. Han ville tage på togt og plyndre de rige gårde ved vandet. Men de lokale havde lugtet lunten. De skar fortøjningerne over på svenskerens skib og omringede ham. Så beordrede han, at de to kanonbåde skulle sænkes. De ligger tæt på Stinesmindevraget.
Stinesmindevraget
Det lille fiskerleje Stinesminde er en af Mariager Fjords kulturelle perler. På godset Ouegaard var der engang en kokkepige, der hed Stine. Da hun gik på aftægt fik hun et lille skovløberhus nede ved fjorden. Fiskerlejet fik sidenhen navn efter hende.
Stinesminde er det hyggeligste lille fiskeleje, man kan tænke sig. Det var i midten af 1800-årene, at landsbyen blev til, samtidig med, at der i nærheden anlagdes et teglværk. Stinesminde Teglværk ophørte i 1950’erne og en hundredårig epoke var slut. Tegl har i øvrigt været en god handelsvare på denne egn i århundreder. F.eks. er Kronborg bygget ved hjælp af tegl her fra egnen.
Landsbyen er ikke stor. Der er bare 15 til 18 husstande, men der hersker en nostalgisk stemning over byen, og en dejlig duft af ”gamle dage”. Fiskeri er der ikke meget af mere, men i første halvdel af 1900-årene var der en halv snes erhvervsfiskere, der tog ud fra denne lille havn.
En særlig attraktion, som tiltrækker folk fra både nær og fjern, er
Stinesmindevraget. Der er ikke nogen, der kan give en endegyldig forklaring på, hvor skibet kommer fra, men man mener, at det kan være den svenske kaptajn Bertel Gyldenkrones.
Kaptajnen sejlede i 1618 to kanonbåde og det skib som menes at være
Stinesmindevraget op gennem Mariager Fjord med det formål at tage på togt og plyndre de rige gårde ved vandet.
Da fjordens beboere opdagede hensigten, tog de selv affære, og ved hjælp af mandskab på en af Christians 4.s galeoner blev fortøjningerne skåret fri på kaptajnens skib, hvorefter det drev i land ved Stinesminde, hvor det sank på ca. 9 meter vand.
Da kaptajnen opdagede at han havde mistet sit skib og var omringet af fjendtlige magter, beordrede han sænkning af de to kanonbåde, hvorefter alle mand sivede ud blandt befolkningen i Nordjylland.
Siden har vraget ligget ubemærket hen indtil en dykker genopdagede det i
1974.
Det 13 meter lange træskibsvrag blev efter dets fund dækket til med fiskenet, som beskytter alle de nedre dele af vraget, medens stævn og master er utildækkede. Omkring vraget ses en kraftig jævn og dækkende vækst af muslinger og alger på selve nettet.
Vraget er bøjet på stævnen, så det er nemt at finde fra land. Det er muligt at køre næsten helt ned til det lille stykke stenstrand hvor man kan parkere og derfra svømme ud til bøjen.
Det kan anbefales at tage en båd med (den kan lejes på havnen i
Stinesminde) dette gør det muligt at nå de to andre vrag, der ligger tæt på der ved.
Vi takker for bidraget
Februar 21, 2019
Soldatergraven i Haven
Af Lisa Hildegarth
I et lille hus ved Bøffelkobbel i Nybøl boede veteran fra treårskrigen Jørgen Hansen Fink. Da Dybbøl skanserne var besat var der en forpost lige i nærheden af huset. Lokalbefolkningen var enten flygtet eller søgt tilflugt i kælderen. Prøjserne omringede stedet, der kom til kamp og de danske fangere blev taget til fange. Jørgen Fink fik fat i en såret dragon, der døde i huset. Ude på landevejen fandt han også en død soldat. I stedet for at køre de 2 km til Nybøl kirke blev de begravet i haven. I 1877 skrev Holger Drachmann et digt om stedet, og i 1920 besøgte han stedet. Ægteparret Fink havde opsat en mindeplade om de to faldne. Og i 1941 blev der opsat en mindeplade af De Danske Våbenbrødre over ægteparet Fink og de to faldne danske soldater. Hvert år den 22. februar afholdes en mindehøjtidelighed ved graven. Den er nu fredet og sikret af en fond.
Soldatergraven i haven
Én af skovene i Nybøl er Bøffelkobbel. Skoven blev plantet af hertug Philip Ernst af Glücksborg omkring 1715. Bl.a. lod han plante eg og bøg mellem Stenderup og Smøl. Skoven er kendt fra de Slesvigske Krige.
I det lille hus Bøffelkobbel boede en veteran fra Treårskrigen, Jørgen
Johansen Fink og hans hustru Kathrine Marie. Jørgen Fink blev soldat i
1842, ved krigens udbrud. I 1848 blev han indkaldt til 12. bataljon, i
1849 var han ved 3. reserve bataljon og var med ved kampene i Ullerup 6.april 1849. I 1850 var han med ved Mysunde, hvor han blev såret af en tysk kugle, der gav ham et dyb ar fra pande til isse. Efter behandling i
Sønderborg blev han overført til København – og han blev derved reddet.
Den 13. juni 1854 blev han gift med enken Kathrine Marie født Hansen – og fra Dybbøl, De købte husmandsstedet Bøffelkobbel, med et jordtilliggende på 3.1245 ha under Nybøl Ejerlav og et tilliggende på 2,3430 ha under Dybbøl Ejerlav, hvilket Kathrine Marie havde med hjemmefra sin fødegård i Dybbøl. Foruden landbrug drev de et malteri. Selv om de var meget dygtige, var de også meget fattige. Bøffelkobbelhuset var bygget som aftægt til Kådnersted nr. 20 ved Bøffelkobbel af Philip Philipsen, der var svigerfar til Peter Jørgensen som Kathrine Marie havde været gift med.
Peter var søn af boelsmand Jørgen Jørgensen Dybbøl, og blev gift med datteren af Philip Philipsen 8. oktober 1831. Philipsen flyttede derefter ind i aftægtshuset.
Den 13. juli 1850 døde Kathrine Marie Jørgensen og Peter Jørgensen giftede sig allerede samme år med Kathrine Marie Hansen fra Dybbøl. Dette ægteskab var af kort varighed, da Peter døde pludselig 13. april 1853. I kirkebogen står der ”Selvmord ved strikken”. Efter det retslige syn blev han gravsat i stilhed.
Den 35 årige enke Kathrine fandt nu Jørgen Johansen Fink fra Varnær. Han var født 11. juni 1817 og således 37 år. De blev kaldt Fink og senere da begivenhederne gjorde dem mere kendte, nævnes de som ”de gamle fra
Bøffelkobbel”.
Under krigen i 1864 blev Bøffelkobbelhuset på en meget ejendommelig måde brændpunkt i disse krigsbegivenheder. Efter at de danske soldater havde rømmet Dannevirkestillingen, og stridt sig tilbage ad landevejen fra
Slesvig over Flensborg og Gråsten til Sønderborg, blev soldaterne stuvet sammen i huse og gårde langs denne rute, når der endelig blev kommanderet:
HVIL!
I flere døgn var Kathrine og Jørgen Fink værtsfolk for disse af anstrengelser segnefærdige soldater, som af Kathrine blev opvartet med varmt øl, mælk og kaffe.
Under belejringen af Dybbølskanserne stod de danske forposter ved
Bøffelkobbel, hvor der i flere dage udspandt sig mange forpostfægtninger.
Mange af egnens beboere havde forladt deres hjem, og måtte ofte gemme sig i kældre eller andre sikre rum, for ikke at blive ramt under skududvekslingerne.
Kathrine og Jørgen Fink blev altså på deres eget husmandssted, mens deres
6-årige lille datter, Marie blev bragt i sikkerhed på Broagerland. Den 22. februar 1864 var forpostfægtningerne omkring Bøffelkobbelhuset blevet meget stærke.
I ly af snetykningen var preusserne med en stor styrke ubemærket rykket frem gennem skoven og helt frem til husmandsstedet. Den danske feltvagt var på 100 mand, og blev ført af løjtnant Henrik Helms; men den blev omringet og alle taget til fange.
Da kampene var ovre, vovede Jørgen Fink sig ud, fik fat i en dragon og bar ham ind i huset, hvor han kort efter udåndede i Jørgens arme. Lidt efter opdagede ægteparret en anden soldat, der lå dræbt ude på landevejen. Også han blev båret ind i huset. Og da Jørgen ikke kunne bringe ligene den 2 km lange vej til Nybøl Kirke, tog ægteparret i stedet den beslutning at begrave de to soldater på den bedste plads i forhaven.
Jørgen Fink gravede en dobbeltgrav i den frosne jord, og sænkede de to lig ned i graven, hvorefter begge blev dækket af dragonens blå kappe. Jørgen bad en stille bøn: “sov sødt i Jesu navn”, og kastede graven til.
Graven måtte desværre åbnes, da de preussiske styrkers chef ønskede vished for, at Jørgen Fink talte sandt med hensyn til de to soldaters begravelse i haven. Da preusseren havde set en flig af dragonens blå kappe, fik Jørgen for anden gang lov til at kaste graven til.
Ved krigens slutning blev gravstedet endelig indrettet med mindetavler og hvidmalede pæle, hvorpå der anbragtes kanonkugler, udskårne fugle og silkebånd i rød-hvide farver, som Kathrine hver aften tog ind, for at de ikke skulle blive ødelagt. Den ene af de tre oprindelige mindetavler bar teksten:
“Her hviler Danmarks tapre Sønner, som faldt for Overmagten, de slumrer sødt i Gravens Gjemme, dog fjernt fra deres Slægtninge. I Himlen har de
Sejren funden, Fredssol for dem er der oprunden.”
På den anden mindetavle kunne man læse:
“Her hviler 2de tapre Danske en Dragon af 4de og en Inft.af 18de Regt.,faldne den 22de Februar 1864.”
På en lille trætavle havde ægteskabet skrevet:
“I Jordens Muld vi henlagde de dyrebare danske Helte, som slog for gamle
Danmarks Ret. De led og kiempede med Ære, indtil de Heltedøden fandt.
Derfor vi Ærens Kranse flette til Minde for de danske Helte.”
Senere blev et smukt støbejernsgitter sat omkring graven.
For Kathrine og Jørgen Fink blev det et livsværk at pleje de to soldaters sidste hvilested i haven ved Bøffelkobbel – og deres gerning vil altid stå som et meget smukt eksempel på og udtryk for ægte og ærlig troskab mod det danske fællesskab.
De to soldater
Dragon ved 4. Dragonregiment, 5. kompagni, nr. 103 Jens Christensen, født
19. juli 1837 i Spjellerup sogn, faldet i en forpostfægtning ved
Bøffelkobbel 22. februar 1864, begravet i Jørgen Finks have 24. februar.
Søn af gårdmand Christen Rasmussen og Else Margrethe Jensdatter.
Hans mindetavle findes i Spjellerup Kirke ved Faxe.
Menig ved 18. Infanteriregiment, 2. kompagni, nr. 441 Hans Hansen, født 31. december 1840 i Kyse, Vallensved sogn, faldet ved Bøffelkobbel 22. februar 1864, begravet i Jørgen Finks have 24. februar. Søn af gårdmand Hans Jensen og Karen Sophie Nicolajsdatter. Hans navn findes på mindestenen foran Skt.
Mortens Kirke i Næstved.
Kathrine og Jørgen Fink kom ikke til at opleve Genforeningen. Kathrine døde 2. januar 1905 og Jørgen 8. august samme år, Datteren Marie, der var født i 1858, forblev ugift og døde i 1944 under Anden Verdenskrig. Ægteparret Fink ligger sammen med deres datter, begravet på Nybøl Kirkegård.
Mange har gennem tiderne – også indtil 1920-Genforeningen – besøgt
Bøffelkobbel, men mest kendt er nok Holger Drachmann, hvis digt lyder således:
“De vog dem; vi grov dem en Grav i vor Have, lagde dem ved Siden af den alfar Vej; alle vore Blomster skal smykke deres Grave sønderjyske Piger, I forglemme det ej! Hvem gemmer vi vel ellers vore Kranse til!”
Sådan skrev vor store digter i april 1877
Digtet gjorde graven landskendt.
De Danske Våbenbrødre afslørede 20. maj 1941 ved en smuk højtidelighed en mindetavle for Jørgen Fink og hans hustru, der i 1864 begravede to danske soldater i deres have og holdt dette gravsted vedlige indtil deres død – og herefter holdt af datteren.
Inskriptionen på soldaternes gravsted tolker i få, men meget rammende ord, hvad episoden ved Bøffelkobbel kom til at rumme af menneskelighed midt i denne krigs gru:
“Fjendehaand brød Deres Livsens Veje, Vennehaand redte det sidste Leje.“
Ægteparret Fink solgte før deres død ejendommen i 1888 til Hermann Wilhelm Christensen fra Kær, og flyttede ind i aftægtshuset ved siden af. Hermann W. Christensen betalte 3700 mark for jord, hus, have og alt beslag, desuden skulle han give ægteparret Fink en aftægt efter den tids målestok. ”De gamle fra Bøffelkobbel” tog ophold i aftægtsboligen og boede der lige til de begge døde i 1905.
Ejendommen blev i familien Christensens familie, indtil Jydsk Motorvejskontor overtog denne i forbindelse med udskiftning af arealer til den nye Alssund forbindelse. Aftægtshuset overgik til barnebarnet Christine Christensen. Hun var et yderst elskværdigt menneske der higede om graven i haven med kærlighed og pietetsfølelse. I hendes gæstebøger er der mennesker fra alle egne af landet. Ved hundredeårs mindet om krigen i 1864 fik hun af dronning Ingrid overrakt fortjenstmedaljen. Christine døde på Sundeved Plejehjem 9. marts 1976
Aftægtshuset solgtes af arvingerne til Nis og Peter Fåborg i Sønderborg. Da den ene af brødrene døde, solgtes huset til Forsvarsbrødrene med tilhørende grav i have
De danske Forsvarsbroderselskaber købte 1. december 1980 Danmarkshistoriens mest kendte, men også lille hus ved Bøffelkobbel, hvilket må glæde alle danske Våbenbrødre, der havde mulighed for at sikre dette mindesmærke for fremtiden – og altså at det bliver bevaret som et minde om en af de meget smukke hændelser i forbindelse med Danmarkshistorien.
Stedet er i dag fredet – og der er oprettet en fond, som skal sikre, at der ikke kan ske noget med dette mindesmærke på grund af økonomiske vanskeligheder.
Den bevægende historie om ægteparret Fink og Bøffelkobbelhuset er en del af historien om 1864. For at sikre husets fremtid og gøre det til en aktiv del af hele “Dybbøl-fortællingen” besluttede Forsvarsbrødrene og fonden bag Bøffelkobbelhuset at lade sig sammenlægge med Dybbøl Mølle, Historiecenter Dybbøl Banke og Museum Sønderjylland.
En mindehøjtidelighed finder sted i haven hvert år den 22. februar til minde om ægteparret Fink og de to danske soldater. Højtideligheden bliver afsluttet med sangen “Slumrer sødt i Slesvigs jord”.
Lokalhistorisk Forening for Sundeved
Februar 21, 2019
Fortællinger fra Gudenåen
Af Lisa Hildegarth.
Gudenåen er en beskeden aftager af en vild Istids-flod. Indtil begyndelsen af 1800-tallet var den kun farbar fra Randers til Bjerringbro. Fra 1810 skete der en oprensning til Silkeborg. En tur fra Randers til Bjerringbro (30 km) tog 3 dage. Det var pramdragerne, der trak. De var de laveste om bord og måtte sove agter. Skipperen og pramkarlene holdt sig til kahytten i stævnen. Man forsøgte sig også med hjuldampere, men vandstanden var for lav. Fra Bjerringbro til Silkeborg brugte man heste. De var ikke dyrere end pramdragerne. Omkring 1850 var der 20 pramme i gang op og ned ad Gudenåen. Pæle blev sat for at få dem rundt i åens sving.
Fortællinger fra Gudenåen
Vi må tro, at et navn som Gudenåen hidrører fra forhistorisk, fra den hedenske tid, for det må betyde sådan noget som den til guderne indviede å, og det kan ingen kristen have fundet på. Vi hører da også både om Gudensø og Gudenfjord – et andet navn Randers Fjord – i 1200-årene, men åens navn er mærkeligt nok først registreret i slutningen af middelalderen.
Det er Danmarks største å og siges at være den eneste, der kan klassificeres som en flod.
Den opstod i forbindelse med isens afsmeltning under den sidste istid – en dyb og bred dal, der ledede vældige masser af smeltevand bort, den skiftede både beliggenhed og leje under isens fortsatte afsmeltning, og den nuværende å er kun en beskeden arvtager efter den vilde istidsflod, men efter vore forhold er den altså så stor og – i hvert fald i nyere tid – den eneste danske å, der har haft afgørende betydning for samfærdslen.
Trafikalt set er den vestlige endestation Silkeborg Havn, men det er af forholdsvis ny dato. Indtil begyndelsen af 1800-årene var åen stort set kun farbar fra Randers til Bjerringbro, og det var denne forholdsvis korte strækning, man gennem århundreder drev pramfart – vestsejlads, som man sagde i Randers til forskel fra østsejladsen, hvormed man mente egentlig søfart på fjorden og havet.
Erfarne søfolk har altid haft foragt tilovers for kolleger, der aldrig var uden landkending, så der gik et dybt skel ved Randers Bro – pramskipperne viste sig ikke øst for broen – men ligesom havets folk havde også flodens mænd en tilværelse, der ikke lod sig adskille fra erhvervet; en folklore, der på sin vis var lige så rig, om end knap så dramatisk som søfolkenes.
Materielle levn findes knap nok bortset fra de trækstier, der visse steder er bevaret langs åen – nu til behagelig promenade, dengang, for mange år siden, ridestier, hvor trækheste – ofte reddet af drenge – asede af sted, medens prammen fulgte med ude på åen for enden en 100 meter lang line. Den måtte være så lang, fordi skipperen ved at tumle med sit ror skulle modvirke det skæve træk og holde prammen midt i åen.
Men trækstierne er af ret sen oprindelse – anlagt i forbindelse med den oprensning af løbet fra Bjerringbro til Silkeborg, der fandt sted omkring
1810 og derefter. Indtil da havde man klaret sig uden trækstier – og i øvrigt også uden heste, for Gudenåen havde som andre store floder sine pramdragere eller menneskelige trækdyr. En pram krævede to-tre mand, og turen fra Randers til Bjerringbro – godt 30 km – varede tre dage.
De vadede afsted langs de mudrede åbninger – tilsølede og pjaskvåde, de var krumbøjede af det ensformige arbejde, de døjede med al slags vejr, og selv om der var pauser og servering undervejs – skipper måtte lægge et måltid mad, og en kaffetår oven i den aftalte hyre på en pramdragerkro – var de rigeligt selvforsynende med brændevin. Om bord sov pramdragerne – eller som man kaldte dem: “lejemændene” – for sig selv i en kahyt agter, medens skipperen og pramkarlene – det egentlige dæksmandskab – holdt til i kahytten i stævnen.
For der har altid været afgrundsdybe klasseskel om bord – selv på pramme, og reglen var, at det dårligste arbejde også var dårligt betalt og gav den ringeste sociale anseelse. Lige så lidt som en hestetrækker ville spise ved samme bord som en studedriver, ville en pramkarl dele kahyt med en lejemand.
Man forsøgte sig – naturligvis – med hjuldampere på Gudenåen. Men vandstanden var for lav, og de skrøbelige skovlhjul blev smadret af den første den bedste sten, der stak lidt op af bunden. Så indtil jernbanen kom, så og sejrede, var pramfarten ikke bare rentabel, men den eneste mulighed, og hestene på trækstien repræsenterede faktisk den mest avancerede teknik. Man kunne da også have forventet, at hestespandet ganske enkelt ville fortrænge pramdragerne, men det skete ikke.
Man brugte heste oven for Bjerringbro, fordi fremførelsen af de tunge pramme mod åens stærke strøm her oversteg menneskelige kræfter. Og man fortsatte med at lade pramdragerne slæbe de første 30 km – for deres arbejdskraft kostede ikke mere end hestenes! Og så sparede man anlæggelsen af trækstier. Det er i dag ganske perspektivrigt – måske endda nyttigt – at holde sig disse forhold for øje.
Hvis mekanisering skaber arbejdsløshed, er den – paradoksalt nok – også en løftestang for lønninger, men de, der får glæde af det sidste, er selvsagt ikke altid identiske med dem, der måtte affinde sig med det første. Så hvis pramdragerne levede skidt af deres usle erhverv, levede de dog – i konkurrence med heste, endnu ikke overhalet af dampmaskiner og lokomotiver.
Hen ved et hundrede og tyve pramme blev i storhedstiden omkring 1850 slæbt op ad Gudenåen af mennesker og heste – for dernæst at rejse hjem til Randers igen, trukket af strømmen og hjulpet på vej af pramkarlene, der stagede og skubbede. Men så kom jernbanen – i 1863 Aarhus-Langå-Viborg, otte år senere Aarhus-Skanderborg-Silkeborg – og dermed sygnede pramfarten hen. Men den var længe, meget længe om at dø. Så sent som under Anden Verdenskrig livede den lidt op igen.
Ca. 1 km syd for Kongensbro står den sidste “swot mand” ved trækstien. Da prammene blev sejlet op og ned ad Gudenåen, var der flere af disse pæle langs trækstien. De blev brugt til at få prammene rundt i åens sving ved hjælp af et kraftigt tov. Når åen svinger, skulle man undgå, at prammene stødte på bredden. Man satte så en solid stolpe med en rulle på. Udenom den lagde pramdragerne tovet og fik derved kågen rundt i svinget uden at ramme land. For ikke at rådne blev den tjæret godt, og kaldes derfor – “æ swot mand”.
Tak for endnu et interessant bidrag.
Februar 21, 2019
Sjællandsgades Bad på Nørrebro (NørLIV 21)
Dette er vores 21. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler om en af de sidste badeanstalter i København, der ligger i Sjællandsgade på Nørrebro. Den blev anlagt ved siden af Simeons Kirke. Nu kunne man både for renset sjæl og legeme. Man har da også et slogan: ”For Gud og Bademesteren er alle lige”. 1923 opstod der en debat i BT, hvem der var mest renlige – kvinder eller mænd! Mange af Nørrebros lejligheder blev dengang bygget uden bad.
Egentlig blev badet opført som et renlighedsprojekt for byens arbejdere. Den personlige renlighed eller snarere mangel på denne havde været på dagsorden i en længere årrække. I andre storbyer rundt om i verden havde man opført flere såkaldte ”varmbands-badeanstalter”.
I København eksisterede kun nogle få selvejende og private bade. Har kunne københavnske arbejdere få sig et billigt bad.
Man diskuterede til stadighed om det at få et bad, var en kommunal sag, eller om det skulle overdrages til private. Men her var det ikke den store interesse.
I 1899 kom den socialdemokratiske gruppe med den senere borgmester, Jens Jensen med et forslag om en kommunal badeanstalt på det tætbyggede Vesterbro. I 1903 kom det første kommunale varmtvands-badeanstalt opført i Saxogade. I de følgende år blev der opført badeanstalter i Sofiegade på Christianshavn og i Helsingørgade. I 1917 kom turen til Nørrebro.
Der skulle dog en længere diskussion til inden man besluttede, at badeanstalten skulle ligge umiddelbart op ad den nyopbyggede Simeons kirke (1914).
Det var stadsarkitekt Hans Wright der tegnede badeanstalten. Han lagde meget vægt på, at bygningen skulle harmonisere med kirken. De to bygninger måtte ikke trykke eller skade hinanden.
Det smarte var nu, at Nørrebros arbejderbefolkning nu kunne få renset såvel sjæl som legeme. Sjællandsgades Bad er lige som kirken opført i røde mursten. Symmetrisk vinduer og rene linjer afspejler netop det, der var dens funktion at bringe orden og renlighed i arbejderklassens liv.
Den høje skorsten var karakteristisk for de tidligere badeanstalter. Man benyttede sig af kuldrevne kedler til opvarmning af badevandet. Den sorte kulrøg skulle sendes så langt til vejrs som muligt.
Badeanstalten var opdelt i en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på første sal. I kælderen lå kedel- og kulrummet. Kvistetagen var indrettet som bolig for bademesteren.
Kvindeafdelingen bestod af seks brusebade og seks karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af den ældst benyttede badeform opfattede de hurtige og billige brusebade som nødtørftige renselsesbade. Modstanderne af karbade påpegede at brugen af disse var uøkonomiske og uhygiejniske.
Der var også indrettet finsk inspirerede dampbade med fælles baderum for henholdsvis kvinder og mænd. Sjællandsgades bad var den første kommunale badeanstalt, hvor der var indrettet et såkaldt dampbad for kvinder.
En opgørelse fra en uge i oktober 1924 viser, at der på ugens fem første hverdage var mellem 200 og 300 mænd, der brugte brusebads-afdelingen i Sjællandsgades bad. Om lørdagen var tallet omkring 750.
Også hos kvinderne var lørdagen den store badedag. Omkring 400 havde valgt den dag til det ugentlige brudebad, mens antallet på ugens øvrige dage lå på 150-200. Den hurtige brusebad stod i højeste kurs hos mændene, mens kvinderne foretrak karbadet.
I 1923 blev københavnernes renlighed diskuteret i BT. Her blev det påpeget at mændene brugte badeanstalterne flittigere end kvinderne. Det følte en kvindelig badegæst sig provokeret over. Hun skrev:
Kvinderne måtte vente ca. 2 timer. Så længe havde arbejdende kvinder med børn ikke tid til at vente på et bad. De måtte derfor nøjes med etagevask ved håndvasken.
Ud over traditionel karbad lokkede Sjællandsgade – Badet også med karbad med æteriske olier, bademælk eller salt fra Det døde Hav. Der var wellnes fra top til tå og man kunne få massage. Jo man kunne med god grund kalde badet for ”Huset med Ro og Velvære”.
Sjællandsgades-badet fik en anden betydelig funktion i den multikulturelle bydel. Det fungerede som socialt værested, hvor brugerne faldt i snak og kunne mødes på tværs af kulturelle skel. Her kunne man hygge sig – i bar røv. Alt blev diskuteret fra religion til politik.
Der var stor modstand mod, at badet skulle lukke. Det vigtige sociale sted mødested var guld værd. Og som man sagde på Sjællandsgades Bad:
Badeanstalten er en vigtig del af Københavns historie. Mange af bydelens beboere har boet i små lejligheder uden bad. Badeanstalten var en del af deres hverdag. Det gjaldt ikke kun at blive vasket. Badeanstalten handlede også om velvære og fællesskab – et frirum fra stress og jag. Ja det er vel stadig en blanding af Den Gamle By, en indvandrerklub og Ungdomshuset.
Stedet blev fredet. Nu må det hverken rives ned eller ombygges. Kulturarvsstyrelsen begrunder fredningen med, at Badet har arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.
For et par år siden var der et tal fremme, at 10.000 beboere på Nørrebro stadig ikke har eget bad.
Der blev fokuseret yderligere på sundhed. Man kiggede nu boligerne. Fra 1940’erne blev der sat ind med saneringer af den gamle boligmasse. Der blev nu etableret badeværelser i de renoverede og nyopførte beboelsesejendomme. I takt med dette fik de kommunale badeanstalter nye funktioner.
Jo, hvad var det nu landstingsmand C.F. Sørensen sagde under en debat i Borgerrepræsentationen dengang. Ja han sagde, at kommunale badeanstalter aldrig har været en overskudsforretning. Men pengene gik til et godt formål:
Vi har set flere steder, hvor kommunens politikere bare har revet kommunens kulturskatte ned. I 2010 blev badet officielt lukket som led i kommunernes spareplan. I 2012 blev ejendommen fredet. I efteråret 2013 åbnede den private forening Sjællandsgade Bad atter dørene for Nørrebros borgere.
Februar 16, 2019
Klunserne (NørLIV 20)
Og så er vi klar med vores 20. bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Dette er historien om klunserne. Vi har allerede haft historien om Prinserne (Spritterne), Fælledbisserne og Lersø – Bøllerne. Det var nu langt fra alle Klunsere, der var afhængige af sprit. Men mange blev ødelagt af spritten. Der var flest af dem ude i Nordvest. Klunseren var sammen med vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Viceværten betragtede dem som et besværligt folkefærd. De skulle også passe på rotter m.m. Vi skal også høre om klunsernes årlige skovtur.
De var vel halvanden hundrede på Nørrebro og i Nordvest. Det var vel cirka halvdelen af dem, der var i København. De befandt sig hos
Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej – cirka 15 stk.
Dumman i Dagmargade – cirka 15 stk.
Møller i Ryesgade – cirka 20 stk.
Hovedstadens Pakhus i Todesgade – cirka 15 stk.
Jernhandlerne på Svanevej cirka 10 stk.
Under krigen var der mange flere, vel et par tusinde. Men da var der også mange penge i det. En klunser er en mand, der roder i skraldebøtter og på lossepladser efter kasserede tig og sager, for så at sælge det til en god produkthandler. Derefter investeres pengene i flydende varer.
Mange blev ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og trappegange. Han havde sit redskab ligesom slagteren. Det er ”Syvtallet”. Det er en slags takket hakke med et solidt træskaft.
Klunseren var sammen med Vagabonden blandt de fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, som han havde på. Ikke engang klunsercyklen ejede han selv. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne han indrette sig. Og så var det også dejligt at finde sig et halvtag.
Klunseren færdes altid rundt på Nørrebro og i Nordvest i en større eller mindre brandert. Viceværterne betragtede klunseren som tilhørende et besværligt folkefærd. Han arbejdede hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til at batteri i frakkelommen.
I det gamle Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfelds- kvarteret vrimlede der med uappetitlige gnavere, mus og rotter. Var man først blevet bidt af en sådan en, så var det med at søge nærmeste hospital og få en modgift.
En klunser var ikke sart. Men der er hårdrejsende historier, hvad han har fundet på Nørrebro. De startede tidligt, så de kunne skrabe et par kroner sammen til næste flaske spiritus. Det som man tjente i går var for længst brugt. Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før man havde det nogenlunde tåleligt. Klunseren var en slave af sin last.
Om aftenen finder man ham i et skur i et hjørne af klunserpladsen. Her hygger han sig med kammeraterne og straks samles der sammen til flydende varer.
I det lange løb ødelægger man maven ved dette konstante drikkeri. Men det gik også ud over blodomløbet i benene. Og så opstod der koldbrand. Mange klunsere døde af dette. Men ellers var det en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget. Og det havde sin virkning. Man vågnede om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på var med en ny omgang sprit. Og så var ringen sluttet.
Klunseskuret var de asociale klunsers eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig nedskrevet på folkeregistret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle have fat i en bestemt klunser. Her kunne klunserne selv lave mad med primus. Og hver gang kom vittigheden med at det var synd, at anvende spritten på denne måde.
En del af klunserne havde dækadresse på herberget ude på Bellahøj. Man skulle betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer. Man kunne indtage middagsmaden på en café under Højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade.
Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom breve både fra skattemyndighederne og pantefogederne. Så fik de kniven på struben. Der skulle også betales børnepenge og manglende skat. Og så fandt klunserne ud af, at det var bedre at klunse.
Ja det skete da også, at de kom i flot tøj. Det gjorde de under den årlige skovtur eller hvis de tog afsked med en god kammerat. Det skete ved fælles hjælp. De var altid gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande ved hinanden.
Og så var det gang i kedlerne. Og hver gang en var blevet barberet og vasket, så var det ud af klappen med ham og så i gang med den næste. Og selvfølgelig kom Jyde-Ole altid for sent, møgbeskidt. Snart var 33 klunsere parat, renvaskede og i nydeligt tøj. Ja selv rent undertøj havde de fået på.
Turen gik nord på. Man måtte ikke drikke på vej deroppe. Man skulle selv sørge for madpakken. Men der var masser af sponsorer og købmanden havde sponseret snaps. Tilfældigvis var produkthandlerens sortér – piger–også på udflugt. Egon havde sin harmonika med. Der blev danset på græsplænen. Det endte med, at Kusse – Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Walde havde fundet en, der kunne være bygget på B&W. Han blev nærmest mast.
Denne Kusse – Johannes havde fået at vide, at han ikke måtte drikke. Han skulle spise tre hjertepiller om dagen. Men han spiste nærmest tre i timen og skyllede dem ned med tre flasker portvin. Han blev senere fundet på Drejervej – død som en sild.
Tatoveringer klarede man også selv. Man startede med at kradse motiverne, og så var det bare tusch på. Det skete selvfølgelig i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.
Det var en stor sorg, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent. De fandt ham over i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i lommen, da de fandt ham. Han døde i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på denne måde med tre flasker kogesprit, ville han have frydet sig. Han var en hård hund.
Der blev samlet sammen til en krans med bånd på:
Hele 15 kammarater var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:
Kære læser. Vi nåede slet ikke at hilse på Kresjan Højtaler, Laurids Betjent, Ballet Ole, Løgne Hans, Luse Karl, Prima-Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude Jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten, Den Brølende Løve, Linje 14 og alle de andre.
Du kan læse mange flere historier på www.dengang.dk Her har vi bl.a. 255 artikler fra Det Gamle Nørrebro.
Februar 16, 2019
De fattiges Fabrik på Ladegården
København var prøveklud for lovgivning for fattige og arbejdsløse. På ladegården var der masser af institutioner. Gårdens økonomi var elendig. Her var lige fra krigshospital til hospital for afsindige. 20 dårekister blev indrettet. Her var også Arbejderanstalt. Arbejdsgivere foretrak slaverne (straffearbejdere). Arbejdsløse skulle hurtigt i arbejde. Nu fik arbejderne lys og varme. 102 rokke blev udlånt. En masse fabrikker opstod på Ladegården. Det startede med succes. Men ak, det gav underskud. Ladegårdens rygte var i den grad afskrækkende. Kvaliteten var uhyre ringe. Ladegårdslemmer var heller ikke velset på byens sygehuse. Derfor måtte man selv indrette et sygehus til lemmerne. Ladegården blev nedrevet i 1930.
København var prøveklud
København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativ til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer man startede i hovedstaden, forsøgte man senere at gennemføre ude i provinsen. Allerede omkring år 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner opstod. Det var Opfostringshuset, Tugt -, Rasp, og Forbedringshuset og Ladegården.
Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde og arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man også de fattige at bestille noget.
Masser af institutioner
Ladegården blev hurtig opgivet som det, bygningerne var bleregnet til. De oprindelige bygninger blev ødelagt under belejringen i 1658. Men helt til 1930 holdt der her institutioner til.
Gårdens økonomi var elendig
Ladegården blev oprindelig opført i 1620erne i skansen ved dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Området svarer i dag til et område afgrænset af gaderne, Åboulevarden, Rosenørns Allé, Worsaavej, og Jakob Dannefærds vej.
Selve bygningen var en lav længe, som kunne rumme 500 stykker kvæg. Et stormvejr i 1628 ødelagde bygningen. Kongen lod rejse en ny bygning. Denne gang var den i grundmur og tre etager. Den blev omgivet af bastioner og voldgrave. Vandet blev hentet fra Ladegårdsåen samt en gren af den, Rosenåen, som løb ud i Kalvebodstrand.
Gårdens økonomi blev dog aldrig god. Kongen havde stor underskud, hvorefter den til sidst blev bortforpagtet. Derefter begyndte en udstykning.
Fra Krigshospital til hospital for afsindige
I 1710 skænkede kongens bygningerne til Krigshospitalskassen. Under pestepidemien 1711 blev bygningerne brugt som pesthospital. Efter den store brand i 1728 blev bygningerne anvendt som husvilde – bolig.
I 1733 oprettedes en stiftelse kaldet Krigshospitalet, beregnet for både civile og militære fattige. De militære fonde for land – og søetaten skulle forsørge alle mænd, kvinder og børn som ikke, siden de var tilknyttet forsvaret havde ernæret sig i to år ved en eller anden borgerlig næring. En kapital på 1.200 rdl. Som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige garders og grenaderes enker overførtes til Krigshospitalskassen.
Fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.
I 1769 var Sankt Hans Hospital flyttet til Ladegården. Stedet skulle de Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne. Dem var der mere end 500 af på daværende tidspunkt på Ladegården.
20 dårekister
Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt kunne disse dårekister opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebet, at de blev anbragt i disse dårekister. De øvrige boede i lemmestuer, som var ret små kamre. Fik de et anfald blev de anbragt i dårekisterne. Ødelagde lemmerne deres sengetøj, fik de ikke noget nyt, så måtte de nøjes med halm. Det samme gjaldt for tøjet. Adskillige af de sindssyge gik nøgne rundt eller kun iført pjalter. I 1814 blev Sankt Hans Hospital overført til Roskilde.
I årene 1787 – 1805 blev der klaget over Ladegårdens elendige tilstand. Det blev ikke bedre efter 1807, hvor englænderne havde et batteri stående. Bygningerne var så ødelagte, at Fattigvæsnet flyttede i 1808 til Bidstrup Gård ved Roskilde.
Man var allerede i gang med at bygge et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu Hospital for Gale og Afsindige.
Arbejderanstalten
I 1822 blev Arbejderanstalten på Ladegården indrettet.
Kancelliet forespurgte i 1824 de lokale myndigheder om tallet på rejsende svende og tallet på arbejdsløse. Og svaret fra provinsbyerne var, at der ingen arbejdsløse var. Derimod bliver der i København efter forespørgsel oplyst, at der er cirka 500 arbejdsløse. Men det tal kan langt fra passe. Det var kun tallene på svendene.
Arbejdsgiverne foretrak Slaverne (straffefangerne)
Rundt om på torvene stod de arbejdsledige og ventede på, at nogle havde brug for deres arbejde. Men det skete, at arbejdsgivere foretrak at henvende sig til Fattigvæsnets anstalter. Herfra blev lemmerne udlejet. Men ofte var det Slaverne (straffefanger), som arbejdsgiverne foretrak. Disse slaver blev også anvendt som håndlangere ved masser af byggeri i København.
Betleri var forbudt. Men hvad skulle man gøre? Man skulle jo have noget at leve af. Fattigvæsnet skulle først og fremmest skaffe arbejde med betaling til gangbar pris. På landet var det ofte præsten, der var formand for Fattigkommissionen.
Arbejdsløse skulle hurtigt i arbejde
Fattigloven af 1799 og den senere forordning af 1803 om Købstædernes Fattigvæsen stræbte efter at den fattige ikke skulle blive forfordelt, men ved Fattigvæsens aftale med en fabrikant opnå en passende løn, så varer, der er fabrikeret på denne måde ikke skulle komme på markedet til særlig billige priser og således virke prisdykkende.
I forskellige københavnske sogne blev det i slutningen af det 18. århundrede oprettet arbejdshuse med det formål at skaffe arbejdsløse et fornuftigt arbejde. Man kunne både gå hjem og gå hen i arbejdshuse, men man kunne også risikere, at blive indlagt i arbejdshuse.
Lys og varme
I 1821 nævnes det, at de fattige gerne arbejder i Arbejdshusene, fordi de får lys, varme og en bekvem arbejdsplads. I slutingen af 1830’erne udtaler Københavns Fattigvæsen, således at man tilbød familiefædre arbejde som håndværkere eller daglejere i Fattigvæsnets stiftelser, samtidig med at de bevarede deres bolig.
I november 1833 blev Københavns Tvangs – og Arbejderanstalt indlemmet i komplekset. Efter en beskeden begyndelse voksede lemmernes antal.
Fattigvæsnet udlånte 102 rokke
I 1839 havde Fattigvæsnet beskæftiget 123 kvinder i deres hjem og udlånt 102 rokke.
Arbejdshuse skulle skaffe arbejde til indlagte lemmer såvel som ikke – indlagte. Spørgsmålet rejste sig, om Fattigvæsnet ikke tog arbejde fra private. Fattigvæsnet såvel som straffeanstalter antog fabrikssvende til at lede arbejdet. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for systemet:
En masse fabrikker på Ladegården
I 1816 blev der oprettet en Industri – indretning til beskæftigelse af arbejdsføre på Ladegården. Her blev der indrettet en uldfabrik, et farveri, en linnedfabrik, et lysstøberi og et rebslageri. Produktionen skulle først og fremmest dække Fattigvæsnets eget forbrug. Desuden skulle der leveres lærred til hæren, Negerklæder (Bambo) til Negrene i Vestindien, dækkener til de kongelige stalde, ligesom man også solgte varer til de handlende. På fabrikken skulle de mest arbejdsdygtige arbejde, mens man på arbejdshusene fortsatte med at lade de øvrige arbejde med spinding af hør og hamp.
Det startede med en succes
Det startede med succes. Man begyndte med Uldfabrikken i 1822. Til at lede denne antog man en tidligere klædefabrikant, der fik hjælp af et par dugmagersvende. De andre virksomheder blev også ledet af faglærte.
Størst på Ladegården var Uldfabrikken. Den beskæftigede i 1825, 224 personer. Man rådede over hele 18 arbejdsstuer. Inden udgangen af 1825 blev der forfærdiget 60.000 alen tøj, 4.500 alen gulvtæpper, senge – og dækketøj.
Linnedfabrikken havde vævet 24.000 alen, heraf 17.000 alen hørlærred.
Underskud
Men ak og ve. I 1825 var underskuddet for anstalten som helhed omtrent 8 skilling pr. dag pr. mand. Uldfabrikken var oppe på et underskud på 12 skilling, og Linnedfabrikken var oppe på et underskud på 28 skilling pr. dag pr. mand. Underskuddet blev betalt af Fattigvæsnet. I løbet af tre år havde man noget et underskud på 25.000 Rbd.
Ladegårdens rygte var afskrækkende
I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var
Man mente, at de først skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burdes lønnes lavere.
Man overvejede, at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken.
Kvaliteten var uhyre ring
Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.
I 1833 syntes det som om, man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end hvad man havde forstillet sig i 1822.
I 1839 stak lemmerne ild på bygningerne i protest mod planer om at adskille anstaltens mænd og kvinder ved at opføre et plankværk tværs over gården. Skaderne blev udbedret, og i 1848 deltes gården ved opførelsen af en ny tværbygning i tre etager samt tagetage.
En decideret fattiggård opførtes som en firlænget gård på et areal øst for arbejdsanstalten.
Ladegårdslemmer var ikke særlig velset
Ladegårdslemmerne var ikke en særlig velset patientgruppe på Kommunehospitalet. Det var ingen, der ville dele stue med dem. Man betragtede nærmest Ladegården som en tvangsarbejderanstalt for betlere og uordentlige fattige, herunder alkoholikere. Stedet var nærmest at betragte som Københavns Fattiggård. 700 – 800 af Københavns over 6.000 fattige fik her varig hjælp.
Nogle af sygdommene behandlede man selv
I 1870 ændredes forholdene sådan at Ladegården selv kunne forestå behandlingen af en lang række sygdomme, herunder benbrud, sår, visse urinrørssygdomme og andet. Mistro og modvilje skabte denne ændring. Ladegårdslemmerne blev af mange anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet.
Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmerne ikke undslog sig med at benytte Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.
I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.
Nedrevet i 1930
Sidst i 1880erne fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindelig Hospital. Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.
Det gamle domicil ved Ladegården blev definitivt forladt den 1. juni 1908. Og efter, at det var blevet udlejet til diverse formål, blev bygningerne nedrevet i 1930.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 254 artikler om det gamle Nørrebro bl.a. følgende artikler om Ladegården og Ladegårdsåen: