Artikler
September 24, 2019
De Forsvundne Nazidokumenter
En fremragende men også rystende bog er udkommet. Den viser, hvor ligegyldig vi er med vores kulturarv. De forsvundne dokumenter vil ramme forskere i flere generationer. Og tro endelig ikke, at alle rets-dokumenter bliver tilgængelige. Vi har selv gjort vores erfaringer. Selv med fuldmagt fik vi ikke indsigt. Men det var der andre, der fik. Heldigvis fik forfatteren til denne bog stoppet tyverierne. Men en underlig retssag og et Rigsarkiv, der kunne finde ud af det fik forfatteren til at foretage sine egne undersøgelser. Der er mangler på 30 pct. i sager om de danske øst-frivillige. En topnazist og en succesrig sønderjysk forretningsmand blev ikke engang afhørt af politiet, selv om han bestilte tyveri. Flere tusinder af dokumenter er aldrig kommet tilbage. De befinder sig derude og er sikkert steget i værdi. Bogen dokumenterer mulige krigsforbrydelser af danskere. Bogen har vakt berettiget opsigt, og tro nu ikke, det er så let at få arkivadgang.
Vi har kigget efter
Det er blevet meget besværligt på arkiverne. Mange sikkerhedsforanstaltninger skal man efterhånden igennem. Og så er det lige sin sag at komme ind og se i arkiverne. Da vi skrev vores bog, og skulle ind i arkiverne sagde man efterhånden.
Det var arkiver, som vi via familien havde ret til at få indsigt i, men så alligevel ikke.
Man ville ikke have, at vi fik indsigt
PET og Politiforeningen ville ikke have, at vi fik indsigt i en likvidering, der skete efter besættelsestiden. I historiebøgerne stod der, at det var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen på flugt. Vi fandt så ud af, at han var blevet likvideret på kort afstand af fem medlemmer af den lokale modstandsbevægelse. Vi fik ligsynsrapporten, og det var klar tale.
Politiet fortsatte deres undersøgelser, som om, at der var tale om en flugt. De var selv indblandet i historien. Og den blev simpelthen lukket.
Politiet ville ikke modtage anmeldelse om mord
Aabenraa Politi ville da heller ikke modtage anmeldelse om mord. Sagen er nemlig for længst ”henlagt”, sagde de. Og det vidste vi jo godt. På arkiverne sagde de, at det var af hensyn til gerningsmændene. Men hvad med ofrene? Hvad med den efterladte familie, der gennem hele livet er blevet fyldt med løgn?
De to, der stod som gerningsmænd og var med i Den Danske Brigade fik efterfølgende militære topposter. Eksemplet er nævnt, fordi der er nogen, der forhindrer os i at få sandheden frem. Og det er ikke altid selve gerningsmændene. Og dog. Hvis det inderst inde er myndighederne!
Hvor mange dokumenter er efterhånden forsvundet?
Gad vide hvor mange dokumenter, der efterhånden ikke mere er tilgængelig på Rigsarkivet. Den tidligere topnazist, Ejnar Vaaben var ansat i Rigsarkivet til 1972. Her har han haft rig mulighed for at fjerne dokumenter.
Erik Høgh – Sørensen skrev i 2004:
Hvorfor lyver politiet?
1.062 dokumenter er stjålet. Værdien er vel på 3 mio. kr. De fleste af dokumenterne handler om dem, der kæmpede for tyskerne. Dokumenterne er stjålet over tre år. Det er den halvofficielle forklaring. Men kan vi stole på det?
Berlingske Tidende havde i 2016 spurgt efter den person, der havde bestilt en masse dokumenter. Og her sagde politiet, at det kun var forbogstaver på personen. Men det viste sig, at det var hans fulde navn.
En opmærksom politibetjent
Dette fremgår af den nye bog ”De forsvundne Nazidokumenter – Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. Den er skrevet af den historieinteresserede politibetjent Martin Q Magnussen.
Under et besøg på arkivet lagde han mærke til to usædvanlige gæster, der havde tatoveringer og ikke fordybede sig som andre besøgende. I stedet stjal de dokumenterne ved at gemme dem i udhulede notesblokke.
Rigsarkivets medarbejdere havde godt nok bemærket de to muskuløse, kronragede mænd med tatoveringer, som havde søgt og fået adgang til Kaj Burchards arkiver. De havde fået hans fuldmagt og bildte personalet ind, at de var i gang med en bog med titlen ”Mit liv på Østfronten”.
Men måske var medarbejderne glade for mangfoldigheden af gæster som Rigsarkivet kan byde på. De undrede sig ikke over, at de to kun var der få timer ad gangen. Forskere bruger meget mere tid.
Så let er det ikke at få arkivadgang
Deres adgang til alle dokumenter fik de ved at fortælle, at de var ved at skrive en bog om Kaj Buchardt, der kæmpede for nazisterne under Anden Verdenskrig. Så let er det normalt ikke at få arkivadgang, skal vi hilse at sige.
På udspekuleret vis stod de to arkivtyve bag et af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende tyverier. Til operationen brugte de en skalpel, en udhulet notesblok, et arkivskab, et par søforklaringer. For øjnene af arkivrotter og personale stjal de masser af dokumenter. Med skalpellen skar de dokumenterne fri. Og i de udhulede notesblokke skar de dyrbare dokumenter fri.
I perioden 2009 og 2012 var mere end tusinde dokumenter fra tiden under og efter Den Anden verdenskrig forsvundet, herunder især fra retsopgøret med de danskere, der trådte i nazisternes tjeneste.
Og tyveriet blev opdaget af den opmærksomme betjent, der nu har skrevet bogen. Mange af dokumenterne blev fundet i en lejlighed i Esromgade på Nørrebro. Ja dengang blev der foretaget ransagninger på fire lejligheder i København.
Efter en måneds efterforskning blev de to varetægtsfængslet. Det viste sig at de havde relationer til både Hells Angels og nazi – veteranmiljøet i Danmark.
En meget mild dom
De to har været på besøg over 200 gange på arkivet på at stjæle stakkevis af dokumenter. Ja de to gerningsmænd slap med forholdsvis milde domme, og er i dag atter på fri fod. De to mænd blev ellers sigtet for en tyveriparagraf med en strafferamme på seks år og i yderste tilfælde otte år.
Derudover blev de sigtet efter straffelovens § 194 for at have fjernet ting af offentlig interesse. Her er strafferammen tre år.
Men åbenbart regner myndighederne det ikke for uerstattelige og et umistelig kulturarv for Danmark. Ja anklageren havde sammenlignet det med tyveriet af Guldhornene
Måske havde forsvareren sagt til de to, at det var en stor fordel for dem, hvis de tilstod. Og det gjorde de. Sagen berammet til fem dag, hvor forskellige vidner skulle indkaldes. Nu blev hele domsagen afsluttet efter bare en dag.
Samlermiljøet i Danmark
Så behøvede man jo ikke at dykke ned i samlermiljøet i Danmark. Det er svært at kortlægge. Men ifølge forfatteren er der en stærk tavshedskodeks i dette miljø. Og der er også 10 danske storsamlere, som både har viljen og midlerne til at købe store samlinger for flere hundrede tusinde kroner.
Ud over disse findes der et hav af småsamlere, der på militaria – messer, loppemarkeder og internettet handler med effekter fra Anden Verdenskrig. Blandt de stjålne dokumenter, var papirer fra Kaj Munks drabssag, herunder den seddel, der lå oven på præsten og dramatikerens døde krop, da man fandt ham i en vejside i 1944.
Det underlige var, at både forsvareren, anklagemyndigheden og Rigsarkivet var tilfredse med sagens udfald og dommen.
En underlig fornemmelse
Forfatteren, Martin Q Magnussen havde en underlig uforløst fornemmelse. Han havde været indkaldt som vidne, em havde ikke fået chancen for at fortælle, hvad han vidste om tyvriet. Han troede overhovedet ikke på, hvad de to tyve fortalte i deres vidneudsagn.
Magnussen troede hverken på, hvor lidt de hævdede at have stjålet eller formålet med tyveriet. Han fortalte, at han ikke var klar over, hvor de evt. noter til bogen var, da den USB – nøgle, hvor de lå gemt, var blevet væk hos politiet. Der har nok aldrig eksisteret en.
Allerede dagen efter dommen, beskrev en samler på et internetforum, hvordan han år forinden var blevet tilbudt nogle af dokumenterne. Men han havde dog ikke råd til at købe dem.
Samleren var aldrig blevet afhørt af politiet. Politiet havde kun fundet frem til fem købere, der havde købt for 37.650 kr. Det var meget belejligt, for det passede stort set med, hvad en af tyvene sagde i retten.
Ingen af storsamlerne var blevet afhørt. Dette forekom Magnussen lidt mærkelig med det kendskab han havde til samlermiljøet.
Magnussen kontaktede nogle af køberne, der vidnede i retten. Her fortalte de, at de havde købte dokumenter fra før 2009. Det var modsat det, som de havde fortalt i retten.
Rigsarkivet siger, at de har styr på det
I 2014 måtte Rigsarkivet genanmelde tyveriet, fordi de pludselig fandt ud af, at der manglede en masse dokumenter. Men Rigsarkivet har dog nægtet, at der mangler så mange dokumenter, som Martin Q Magnussen hævder.
Forfatteren mener dog, at der hos en af gerningsmændene stadig befinder sig dokumenter om Kaj Burchard.
For et par år siden afleverede Weekendavisen en del dokumenter fra Bovrup – kartoteket. Avisen havde fået dokumenterne via en mellemmand i Jylland. Disse var heller ikke meld savnet.
Hvem var E.H. Rasmussen?
Han var en stor succesfuld forretningsmand i Sønderborg. Han havde haft et rejseskab med 40 busser, et rederi med syv – otte skibe og et ejendomsselskab. På et tidspunkt havde han 500 mand ansat.
Ja vi er sikkert mange, der har sejlet med hans spritbåde, ind til EF forbød dem i 1999.
Nazi – mand aldrig afhørt
Han var en højt respekteret forretningsmand i det sønderjyske. Men Københavns Politi har aldrig afhørt ham, efter at han havde bestilt en masse dokumenter af to personer. I første omgang bildte Københavns Politi os ind, at det kun var forbogstaverne. Men man har måske ikke haft ressourcerne til at tage til Sønderborg for at afhøre ham?
Troskab
E.H. Rasmussen har skam sammen med historikeren Peter Møller Hansen skrevet en bog, der hedder Troskab. Men som så mange andre SS – bøger med danskere, der tjente tyskerne så var de bare brave soldater, der kæmpede for Hitler.
Han tog til Slagelse, hvor han deltog i NSU’ s kurser. Her mødte han Schalburg og blev meget betaget af ham.
Forholdet til de civile var godt?
Den 26. juni 1940 lader han sig hverve på Wandalls Hotel i Svenborg. Han regnede med, at han skulle på et kursus i Klagenfurt i Østrig. Men straks ved ankomsten får de at vide, at nu tilhører de Regiment Nordland og er underlagt de tyske krigslove.
Forholdet til de civile var gode. De behandlede russiske krigsfangere glimrende. De havde aldrig hørt om udryddelser af jøder. Og de kan heller ikke forstå, at de skal kaldes for landsforrædere, for de havde jo udelukkende kæmpet for at udrydde Bolsjevismen.
En frontkæmper, der kom til tops
Russerne voldtog civile kvinder. Ellef H. Rasmussen og hans SS- kammerater forsøgte at beskytte dem. Det er vel en forventet fremstilling.
Rasmussen var helt uskyldig, hævder han
Jøderne skulle fjernes. De var undermennesker. Fra faghistoriske bøger fremgår det at Waffen SS og Diwision Wiking deltog i en masse ugerninger.
I Zbov blev byens jøder myrdet da Rasmussens deling var i byen. Det fremgår så ikke, om det er en bestemt deling, der har stået for nedskydningen. Og det er vel ingen hemmeligheder, at der gik masser af rygter i soldaterkredse om jødeudryddelser.
I direkte kontakt med Felix Steiner
I krigens sidste tid blev han chef for 2. bataljon i SS – Regimentet ”Danmark”. Han stod i direkte kontakt med en af Adolf Hitlers højest rangerende generaler, Felix Steiner.
Da han kommer hjem, bliver han mentalt undersøgt og sat i Fårhuslejren.
Både han, hans far og mor samt hans bror blev dømt for landsforræderi under retsopgøret.
Hans bror holdt vagt i Frøslevlejren og var med til at arrestere Hvidstensgruppen.
Aldrig undersøgt om E. H. Rasmussen begik krigsforbrydelser
E.H. Rasmussen får en dom på to år og fem års fratagelse af de borgerlige rettigheder. Den dom anker han, fordi han kun var 17 år, da han søger i tysk tjeneste. Og han får domsnedsættelse.
Han mener ikke, at have begået krigsforbrydelser. Det er dog heller aldrig blevet undersøgt
I Sønderjylland føler han sig mere velkommen trods sin fortid. Han opretter et firma, der sælger krydderier og maskiner til sønderjyske slagterforretninger. I 1960erne kommer supermarkederne og overtager.
Men så hører han om flydende supermarkeder og køber et skib. Og så er hans lykke gjort.
Deltog i kammeratskabsmøder
E.H. Rasmussen har altid ment at tyskerne kæmpede en legitim kamp. Han fortrød aldrig det som han gjorde. Han var stadig nazist i en sen alder og deltog i kammeratskabsmøder i Waffen SS.
Det bemærkelsesværdige i bogen Troskab er, at der under flere fotos henvises til E.H. Rasmussens private arkiv. De burde ligge i Rigsarkivets kasser. Men der har de måske engang ligget?
Begik Kaj Burchardt faneflugt?
Der var gået rygter om, at den kendte danske SS – soldat ikke havde været med i Berlin i krigens sidste dage, men at han var deserteret forinden. Men den ene af de dømte for nazi-tyveriet kunne pludselig fremligge billeder og afhøringsrapporter efter krigen med egne udstregninger, som skulle dokumentere, at den danske SS – soldat havde været i Berlin.
Forfatteren undrer sig også over, at Kaj Burchards straffesag er væk – på nær tre stykker gennemslagspapir uden betydning for sagen.
Har historikere ikke en moralsk forpligtelse?
Man skulle tro, at historikere på en eller anden måde har en moralsk forpligtelse til at se kritisk på de påstande danske SS – Soldater kommer med. Og læserne skal nok kigge på historierne med en kritisk distance.
Måske har historikere og forlag været for naive. Der har ikke været den fornødne selvransagelse. Og nu mangler det måske en masse dokumenter, der kunne have fortalt sandheden.
Mange dokumenter er aldrig kommet tilbage
Martin Q Magnussen viser, at massevis af dokumenter aldrig er kommet tilbage til arkivet, som det ellers er påstået. Og Rigsarkivet kan ikke dokumentere tyverier fra før 2009, hvor man gik over til et digitalt søgesystem. Man destruerede gamle lånesedler. Sandsynligt har der allerede været tyverier i gang før 2009.
Det var i dette år, at Rigsarkivet var gået over til det elektronise bestillingssystem Daisy. Før havde Rigsarkivet brugt fysiske bestillingssedler. Men de sedler var blevet destrueret. Derfor har det ikke været muligt, at genskabe rigsarkiv – tyvenes eventuelt tidligere besøg.
Buchards erindringer fulde af løgn
Kaj Burchardt er blevet brugt i mange standardværker. Men i bogen er det beviser på, at han har løjet om sin krigsdeltagelse. Hans erindringer er fulde af løgn. Han var ikke i Berlin i krigens sidste tid. Men de afgørende dokumenter mangler i sagsmappen.
Således er det også påvist, at mange danske nazisters dokumenter mangler.
Dengang påstod den ene af tyvene, at han havde reddet dokumenterne fra forbrændingen i København, da han arbejdede som revisionsarbejder, fordi arkivet var i gang med at slette alle spor fra retsopgøret før den såkaldte 75 års – klausul blev ophævet, og alle kunne få adgang til sagerne.
Magnussen undersøgte selv sagen
Martin Q. Magnussen følte en forpligtelse til at undersøge sagen nærmere. Rigsarkivet og Politiet havde efter retssagen afsluttet deres undersøgelser.
Forfatteren gik i tyvenes fodspor. At sagen kaldes Rigsarkiv – sagen er faktisk misvisende. Tyveriet begyndte dengang, da Landsarkivet for Sjælland lå på Nuuks Plads på Nørrebro, hvor alle sagerne fra Københavns Byret befandt sig frem til 2012. Herefter blev Landsarkivet lagt sammen med Rigsarkivet.
Forfatteren har fundet ud af, at de to tyve har haft adgang til 1.500 arkivkasser med materialer. Af praktiske årsager koncentrerede Magnussen sig kun for de sager med dømte, som havde deltaget i tysk krigstjeneste – og kunne konstatere, at der ud fra bilagslisterne manglede dokumenter i en række af arkivkasserne.
I de 600 sager, som han gennemgik, havde tyvene brugt følgende fremgangsmåde. Først havde de gennemgået hver eneste mappe og dokument i sagerne og vurderet, hvad der havde særlig høj værdi og derefter enten revet eller skåret de eftertragtede bilag ud. Det var tydeligt, at afhøringsrapporter, dokumenter fra fangelejre og personlige dokumenter var i høj kurs.
Bogen dokumenterer sandsynlige krigsforbrydelser af danskere
Bogen dokumenterer også, at en række af danske nazister var i berygtede KZ – lejre. Magnussen kan også berette om danske nazisters andel i en massakre i den østrigske by, Graz. I lejren blev amerikanske soldater, jødiske fanger og kommunister brutalt skudt ned.
Men danske SS – soldater har haft let spil i Danmark.
Kulturministeren vil have klar besked
Kulturministeren mener ikke, at de skiftende forklaringer fra Rigsarkivet har været tilstrækkelige. Hun forlanger nu en redegørelse for, hvorfor man har sagt og gjort, som man har og hvordan Rigsarkivet vurdere sikkerheden på arkivet.
Rigsarkivet har tidligere sagt, at alt var i skønneste orden. I bogen dokumenteres det, at tyverierne er langt mere omfattende end tidligere hævdet. Og forfatteren, Magnus Q Magnussen er bestemt ikke imponeret over Rigsarkivets håndtering af sagen.
I 2014, et år efter dommen vedkendte Rigsarkivet, at der ikke manglede noget. Weekendavisen havde af omveje kommet i besiddelse af dokumenter, som måske stammede fra tyveriet.
Nu erkendte Rigsarkivet, at der næsten ikke manglede noget:
Rigsarkivet holder ikke selv øje med QXL
Utroligt at Martin Q. Magnussen selv måtte anmelde til politiet i 2016, at der blev solgt dokumenter fra auktionssiden QXL. Utroligt at Rigsarkivet ikke selv holdt øje med dette.
Og det var først, da Magnussen på en lukket Facebook – gruppe opdagede, at også her blev der solgt hemmelige dokumenter, at Rigsarkivet igen anmeldte det til politiet. Til Berlingske sagde man nu:
Da politiet så efterfølgende tog kontakt til Rigsarkivet, kneb det med hjælpen. I 2018 besluttede politiet derfor at henlægge sagen på grund af manglende beviser. I mellemtiden var den ene af tyvene død.
Først efter en ekstrabevilling til Rigsarkivet på fem millioner kroner, erkendte Rigsarkivet, at det syntes tydeligt, at
En mangel på 4,6 pct.!!!!!
Konklusionen på gennemgangen i 2018, at der i retsopgør – sagerne fra Københavns Byret var mangler som følge af tyveri med 4,6 pct. af sagerne. Gennemgangen havde ganske vist afsløret mangler i 30,9 pct. af sagerne, men Rigsarkivet mente ikke, at dette kunne tilskrives tyveri. Derfor må det korrekte tal skulle findes mellem 30,9 pct. og 4,6 pct.
Konklusionen var, at det er tusindvis af stjålne dokumenter, der fortsat befinder sig på det sorte marked eller allerværst destrueret/bortkommet.
Omfanget af tyveriet langt højere
Martin Q. Magnussen er til freds med, at Rigsarkivet endelig har erkendt, at de ikke har fået alle dokumenter tilbage. Men han mener stadig, at de har undervurderet omfanget af tyveriet.
De to er gået primært efter dokumenter om danske østfront – frivillige. Magnussens egne undersøgelser viser også, at inden for denne kategori mangler der over 30 pct. Rigsarkivet har formået at få manglerne nedskrevet til et cifret tal. De har medtaget alt inden for cykeltyveri, spirituskørsel og andet medtaget i optællingen af sagerne fra Københavns Byret i perioden.
Forfatteren siger bl.a.:
Han anslår, at tyvene kan have solgt for millioner af kroner, eller at den ene af tyvene fortsat ligger inde med dokumenter for ”flere millioner kroner”.
Forfatteren mener samtidig, at man ikke skal bebrejde politiet for det hele. Det hjælper ikke på det, når den forurettede ikke vil hjælpe til med at få opklaret sagen.
Til november kommer der en dokumentarfilm på TV2, der de seneste to år har fulgt forfatterens forsøg på at forklare historien.
Tidligere nazi-vagt slap, dokumenterne var forsvundet
To tidligere medlemmer af Frikorps Danmark slap for anklager om krigsforbrydelser begået i Hviderusland under Anden verdenskrig. En dengang 91 – årig dansk mand var i 1943 vagt i den tyske militær n- og uddannelseslejr Waldlager i Bobruisk i Hviderusland. Men man opgav at rejse bevisbyrden mod ham og en nu svensk statsborger.
De havde under afhøringer fortalt om, hvordan jødiske fanger i flere tilfælde blev henrettet med nakkeskud. De to mænd var angiveligt de eneste overlevende som gjorde tjeneste i Waldlager. De har nægtet at have haft noget med disse henrettelser at gøre.
Oplysningerne var kommet frem i bogen ”En skole i volde”.
Det fik Simon Wiesenthal Centeret – en organisation som jagter tidligere nazifoirbrydere til at opfordre justitsministeren til at indlede en sag mod de to tidligere Frikorps Danmark mænd.
Men da man skulle have fat i de to mænds dokumenter, var de forsvundet.
Vi får ikke alt at se
Fra 2020 ligger Rigsarkivet de forske dokumenter ud digitalt om retsopgøret. Men det er langt fra alle, som vi får lov at se. Hele 2 millioner dokumentsider fra retsopgøret er blevet scannet og arkiveret. Herefter vil de blive vist i Rigsarkivets kildeportal ”Arkivalier Online”
De fleste af arkivalierne fra retsopgøret 1945 – 50 er omfattet af Arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år. De vil være tilgængelig i årene 2020 – 2025.
Men som det kunne ses i begyndelsen af denne artikel, skal du ikke være sikker på, at selv med familiens bemyndigelse, at du har adgang. For hvis du har til hensigt at offentliggøre visse dokumenter, så får piben en anden lyd.
På TV ser det lovlig let ud, at få adgang til diverse dokumenter om besættelsestiden. Men sådan er det ikke i virkeligheden. Du får ikke bare sådan adgang til arkiverne.
Bogen har vakt berettiget opsigt
Ja vi kom hvis vidt omkring i vores anbefaling af bogen ”De hemmelige Nazi – dokumenter” Men ”Den Gamle Redaktør” er sikker på, at vi vender tilbage til den. Det er en vigtig og foruroligende bog om vores historie og vores kulturarv. Vi må nok erkende, at danskerne hverken var bedre eller dårlige end andre nationer under krigen.
Bogen har vakt berettiget opsigt i mange kredse. Det er en vigtig bog. Og det er godt gået af Magnussen. Vi har tidligere omtalt bøger, hvor forfattere ikke kan finde dokumenter, som burde være der. Dokumenter har man sikkert også ”ladet bortkomme”. Indirekte har Magnussen vel vist, at der stadig er masser af røgslør over besættelsestidens historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.447 artikler, og deraf 285 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) inklusive disse:
September 21, 2019
Jarlen af Botwell – Fra Skotlands kongesæde til Dragsholms fangekælder- og det sidste hvilested i Fårevejle Kirke.
Jarlen af Botwells sidste hvilested er Fårevejle Kirke, som er sognekirke for Dragsholm Slot. Han blev begravet som en rigtig konge i selve kirken. Hans sidste kone var Skotlands dronning Mary Stuart som blev halshugget. Men vores hovedperson var først gift med en norsk adelig. Men hende forlod han efter at have brugt alle hendes penge. Så blev han gift med en skotte. Og han var leder af en plan, der dræbte Mary Stuarts mand. Og hende giftede han sig med. Efter blot en måneds ægteskab måtte han flygte. En storm bragte ham til Norges kyst. Frederik den Anden tog ham til fange. Hun ville ikke udlevere ham. Efter 11 års dansk fangenskab døde han. Han blev lagt i en glaskiste. Men i 1949 fik Jarlen sit sidste hvilested. I 1979 blev han lagt i en egetræskiste. I 2006 ville familien have de jordiske rester udleveret.
På en høj skrænt nord for den udtørrede Lammefjord ligger den anselige, hvidkalkede kirke, der oprindelig var en romansk kampestensbygning med enkelte hjørnekvadre og vinduesindfatninger af frådsten
Kirken er kendt for at være hvilested for Jarlen af Bothwell. Det var naturligt, for Fårevejle Kirke var Dragsholms sognekirke. Og skønt hans sjæl og hans legeme på det uhyggeligste havde fået fangehullets stempel, blev han begravet, som det sømmede sig en kongelig person, ikke på kirkegården, men i selve kirken. Kun simple folk blev jordet på kirkegården; og vel var Bothwell kun en fange, men man må huske på, at han ikke var dømt efter danske love, og at hans hustru, Skotlands dronning, endnu var i live.
James Hepburn, Jarlen af BothweII, blev født i Skotland 1536. Han var en voldsom og skrupelløs mand, protestant, men ivrig skotte og modstander af al nærmere forbindelse mellem England og Skotland. På grund af partikampe var han jævnligt landflygtig. En tid var han i Danmark, hvor han giftede sig med en norsk adelig pige ved navn Anna Rustung. Hun fulgte ham da han rejste videre, men blev ladt tilbage i Nederlandene efter at han havde opbrugt hendes medbragte formue.
I januar 1565 kaldte dronning Maria Stuart ham hjem til Skotland, og han blev hendes ivrige tilhænger. Han blev gift med en skotsk kvinde, Jane
Gordon, så vidt vides uden at gøre rent bord efter sit norske ægteskab.
I største hast blev der dog sørget for skilsmisse. Det gik meget let. Han forlangte selv ved den katolske gejstlige ret ægteskabet ophævet som indgået inden for forbudte grader, og dette lykkedes, skønt der kort efter brylluppet var udstedt dispensation som sikkerhed for dets gyldighed. For den protestantiske ret måtte hans hustru søge skilsmisse på grund af ægteskabsbrud. Ved Bothwells indflydelse var alt ordnet på 4 dage!
Bothwell var en ledende mand i det komplot, der myrdede Maria Stuarts mand, lord Darnley. Den 15. maj 1565 giftede han sig med Maria Stuart, samme år som han den 9. april havde myrdet hendes mand. Han blev i den anledning gjort til hertug af Orknøerne. Maria Stuart satte selv hertugkronen på hans hoved. Hun var i sort fløjels enkedragt, han i prægtige juvelbesatte klæder.
Ægteskabet med Darnleys morder gav Maria Stuarts fjender så gode kort på hånden, at hun havnede i deres hænder, og kun en måned efter ægteskabet, blev hun anbragt i husarrest på øslottet i søen Lochleven.
James Hepburn flygtede til Orknøerne, men måtte flygte videre, og en storm satte ham ind på den norske kyst. Her blev han taget til fange og ført fra Norge til Malmøhus i Skåne. Frederik 2. nægtede at udlevere ham til skotterne, der uden tvivl ville have ham henrettet. Kong Frederik mente, at han gjorde Elisabeth af England en tjeneste – hvad han sikkert også gjorde ved at beholde ham i fangenskab.
Efter fem års fangenskab på Malmøhus, med gode forhold og forplejning på slottet, blev James Hepburn ført til det knap så hyggelige fængsel på
Dragsholm, hvor han døde som sindssyg i slottets fangekælder i 1578 efter i alt 11 års dansk fangenskab.
Jarlen af Bothwell blev gravsat i Fårevejle Kirke, hvor han gennem mange år lå i en glaskiste i et rum, man fik adgang til gennem kirkens gulv. I 1949 fik jarlen sit sidste hvilested i den nuværende krypt under kirken – fra 1976 i en lukket egetræskiste.
Der er fri adgang til jarlens kapel under kirken. Her kan man se hans våbenskjold og oprindelige kistelåg, samt få lidt informationer. Derudover kan anbefales Mogens Højlands bog: Jarlen af Bothwell.
Så sent som i 2006 ville Jarlens skotske slægt hente de jordiske rester hjem til det skotske højland.
Sir Alastair Buchan-Hepburn, en skotsk slægtning af jarlen og en amerikansk advokat ved navn Anthony P. Bothwell, også en fjern slægtning og den franske forfatter Catherine Hermary-Vieille, har alle slået sig sammen for at få resterne af jarlen udleveret til Skotland.
De vil have gjort Jarlen til skotsk patriot og en DNA-test skal fastslå om det er den rigtige jarl der ligger i Fårevejle Kirke.
Henrik Bach, sognepræst i Fårevejle Kirke, vil ikke modsætte sig en mulig udlevering, men han vil være ked af at miste jarlen.
– Så må vi videre se om han bliver eller går igen.
Maria Stuarts skæbne kender vi godt. Hun blev dømt til døden for højforræderi for at planlægge at vælte sin kusine Elizabeth og selv overtage tronen af England.
Den 8. februar 1587 blev Maria Stuart halshugget.
Kilde: Mogens Højland: Jarlen af Bothwell
September 20, 2019
Emil Noldes liv – vest på (b)
Dette er en nyredigering af en ældre artikel fra 2010. Emil Nolde havde altid været imponeret af Tønder. Han studerede former og farver i naturen. I begyndelsen tog familien afstand fra Ada. At gengive korrekt er ikke kunst, mente han. Til Utenwarf med en populær have. Han var bedre til at male end til at jage. Skønhed kunne ikke erstattes. Han fik inspiration af Halligerne. Emil Nolde mente, at folk i grænselandet var forvirret. Afvandingen i Tøndermarsken var politisk. Der var masser af røveriforretninger. Han blev uenig med Tønder Kommune og tog til Seebüll. Museum i København ville kun meget modvillig modtage hans kunst. Han følte sig udenfor. Hvordan var det egentlig med jøderne. Han blev først rigtig anerkendt i en meget sen alder.
Emil imponeret af Tønder
Vi har i en tidligere artikel beskrevet Emil’ s barndom i Nolde. Dengang hed han Emil Hansen. Vi har hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde han det her vest på?
Hans mor spurgte ham ofte, hvor mange ansatte han i grunden fik? Helt uret havde nok ikke. Andre store malere havde mange medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever, der hjalp Emil Nolde.
Når Emil fremviste sine værker vidste hun ikke altid meningen med dem. Emil var meget imponeret over de store markeder, der var i Tønder. Disse tiltrak bønder fra et stort område. Og også bondesønner, der på den måde lærte at handle.
Emil kunne godt lide det liv, der udspillede sig. Der var okser, stude og heste, der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte interesse.
Studerede former og farver i naturen
Når det var jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå der dag efter dag. Men det var ikke altid, der var selve jagten, der interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj og tænke på former, farver og linjer. Han studerede himlen, dyrene og naturen.
Han havde altid sin hund med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her vest på.
I den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere, skuespillere, akrobater og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst liv og levede lemfældigt lige som sigøjnere.
I området var der dog endnu ikke født nogen kunstnere.
Afstand til Ada
Da han skulle præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i København opstod der problemer. Svigerinden turde ikke at møde skuespilleren. Og bror Hans, der i sin soldatertid var meget tysk, bebrejdede Emil, at han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han sandelig ikke møde.
Hun fik fremvist den flotte natur. Hun så de steder, hvor han fangede de største fisk. Hun så sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.
Også naboerne kom og hilste på den nye kærlighed.
At gengive korrekt er ikke kunst
Bror Hans var kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada. De blev ret gode venner. Adas far var præst.
Det var et stort savn for Emil, da hans elskede mor døde. De havde haft mange dybe samtaler.
Emil mente ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind og skyer skulle forme værket, mente han.
Midt under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket forurenet vand. Hurtigt kom Ada hjem fra England. Forgiftningen varede i flere uger.
Han malede i flere uger, nu konstant dag og nat. Målet var ”Den sidste nadver” Et pinsemotiv fik han også malet. Hans familie kunne ikke rigtig forstå dem.
Emil kunne godt lide sine ophold på Als. Her malede han også flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land.
Til Utenwarf
I sommer 1912 kørte han med sin svoger, Lorenz over Lægan, Møllehus og Aventoft. De kørte længere vest på. Mod Lyst og Rudbøl. Her ville Emil gerne bo: man fandt også et lille hus.
Men Peter Nissen gjorde som om han ikke ville sælge det lille hus. Men svogeren havde gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.
Ofte gik turen mod Tønder og Møgeltønder. Emil var begejstret for naturen omkring Vidåen og Rudbøl Sø. Men dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf var omgivet af vand hele vinteren, ja selv om sommeren kunne der ske oversvømmelser.
Bedre ril at male – end at jage
Omkring 1916 satte han Utenwarf i stand. Der blev hamret og malet. I skuret blev der etableret et atelier. Og i stalden blev der lavet soveværelse.
Hver dag tog Emil ud for at stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb så mere med de andre levnedsmidler.
Han havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste sig at geværet skød skævt. Men han indrømmede selv, at han var bedre til at male end at jage.
Da han i 1917 fyldte halvtreds forsøgte han sig med et selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke så god til. Vinteren dengang blev forfærdelig. Ja de nærmest sultede.
De tog til Berlin. Og da de kom tilbage, kunne familien nærmest ikke genkende dem, så afmagret så de ud. Men pludselig fik de igen mælk, smør, kød og brød.
På Utenwarf fik de foræret en ko af svogeren som Ada malkede. Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og fede. Haven kom op at stå. Nu gik det endelig fremad for parret.
Nu går kunstneren i seng
Naboen havde to smukke døtre, Misse og Lisbeth. Især den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine malerier. Ada lavede alt det grove arbejde, mens Emil kunne koncentrere sig om sit malerarbejde.
Hesten Fritz gik gennem høj vand. Den var bestemt ikke vandskræk den led af.
Når Emil slukkede lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet:
Det var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude på Vidåen.
De store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for Emil Noldes arbejde, men de var ifølge ham selv meget hjælpsomme. De regnede nu heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld lovpriste de jagten.
Skønhed kunne ikke erstattes
Ofte tog parret med deres hund ud på vandet blot for at nyde naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst andet, mente Emil Nolde.
Når de vilde gæs fløj over det landsted smed Emil pensel og farver og skyndte sig ud for at kigge efter dem. Det var sjældent, at han fik ram på dem med sit gevær.
Kæmpe ål blev der fanget. De blev ofte røget. I det store vandlandskab stak store gårde op på værfter. Men nogle gange steg vandet så meget, at beboerne måtte søge tilflugt på høloftet. Så måtte man bare vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige små og store stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer fra 1362 og 1634 havde kostet mange tusinder livet.
Ikke langt fra Utenwarf er der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog er der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp mod vandet.
I den lille landsby Lyst boede Nikolaj Nielsen som hjalp til på Utenwarf. Her boede også fiskeren Adolph og snedkeren Kloisen, der byggede Uttenwarfs lille mølle.
Et blomsterparadis
I 1919 var Utenwarfs have blevet et sandt blomsterrige. Fordommen om, at der ikke kunne gro blomster i marsken blev manet til jorden. Et lille stykke paradis sagde man. Helt fra Møgeltønder kom man gående langs diget og beundrede blomsterne.
Den lille familie havde igen genoptaget forbindelsen til Adas familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland og Island, men i stedet blev det en tur til Hallig Hooge. Det fascinerede denne vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelsen af nyt land. Men også historien om det land, der forsvandt blandt andet Rungholt gjorde indtryk på maleren.
Inspiration fra Halligerne
Emil tog også selv til Hallig Hooge. Med sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over inspirationen. Mange kendte malerier blev til her.
Han mente selv, at farve er energi og energi er liv. Med farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg, jubel, glæde, drama og drøm kan man danne med farver, udtalte han.
Forvirret i grænselandet
Emil Nolde mente, at dem, der er født i et grænseland, er meget mere præget af for eller imod. Spørgsmålet var, hvad er tysk? Hvad er dansk? Delingen af Slesvig ramte ham hårdt. Grænsen blev trukket lige ude foran deres hus. Hus og land lå pludselig i Danmark, erkendte han:
Dansk, tysk, plattysk og sønderjysk
På fødestedet Nolde var der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde. På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere tørre tal.
Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen i Burkal og Nolde området var dog dansk.
Politisk afvanding
Da afvandingen af marsken begyndte frygtede Emil, at egnens skønhed ville forsvinde. Stilheden blev afløst af larm og aktivitet. Emil havde selv regnet og tegnet sin afvandingsplan. Han overrakte den til den ledende ingeniør (Se artiklen: Emil Nolde og Tøndermarsken).
Pludselig fandt Emil Nolde ud af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt hans egen plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt for den egn, han elskede.
Den 30. august 1923 opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt temmelig hurtigt. Der var en trykkende stemning. En mærkelig spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En stormflod var uundgåelig.
19 digearbejder længere nordpå var blevet overrasket af stormfloden. Ikke længe efter nedbrændte den store frisergård, Nienhof lige i nærheden.
Røveriforretninger
Inflationen kom. Og for Emil Nolde var det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige Møgeltønder opstod der ligefrem røverforretninger, fortalte Nolde.
En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde i området havde opnået pludselig rigdom, men også lige så pludselig fattigdom. Ham fandt man pludselig druknet, fortalte Emil Nolde.
Folk var blevet forvirret og først efter nogen tid blev maleren igen produktiv. Han mente, at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om ”Neue Kunst” der udkom i 1921 havde noget med af den nu 54 – årige Emil Nolde.
Uenig med Tønder
I 1926 tog man den beslutning at forlade Utenwarf. Familien var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på. Mange naboer havde også protesteret over for Tønder Kommune. Men de blev alle afvist.
Mange beboere var anvist på vand fra Vidåen. Men det forhold havde Tønder Kommune ikke tænkt på ifølge Emil Nolde.
Seebüll – det nye hjem
Ægteparret tog den beslutning, at man ville syd på. Mange rejser blev foretaget langs vestkysten ned til Hamborg. Men de fandt ikke det rette sted at bosætte sig. Pludselig en dag fandt de et tomt værft.
Seebüll-Hof blev en realitet. I foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf til Seebüll på tre både og to overfarter. Allerede samme år var et nyt attelier blevet bygget.
Museum modtog kun modvilligt hans kunst
Nolde er i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det er nok de færreste, der ved, at han forblev at være dansk statsborger fra 1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og tysk.
I lille Emils barndomshjem blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i højtysk og mange i omegnen talte også plattysk.
Da Ada døde i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til Statens Museum for Kunst i København. På den måde håbede han på at fremme forståelsen mellem Skandinavien og Tyskland. Det var en nation, der ikke hørte til de mest populære. Det var kun yderst modvilligt, at museet modtog disse billeder.
Denne afvisning skyldtes sikkert, at Emil Nolde havde meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet NSDAP – N.
Han var fuld af beundring over for den stærke nationale rejsning. Men nazisterne var nu ikke rigtig vilde med ham. Han blev smidt ud, fordi hans billede var ”forfærdelige” og ikke i overensstemmelse med den nazistiske kunstforståelse.
I den nazistiske ideologis øjne var hans billeder forfærdelige, dekante, ubrugelige, primitive, farvestærke, spontane og grumme. Men det var dog topnazister, der godt kunne lide hans billeder.
Følte sig udenfor
Det var nu langt fra den første afvisning, han oplevede. På hans københavnerrejser møder han store kunstnere som J.F. Willumsen, Joakin Skovgaard, Viggo Johansen og Wilhelm Hammershøj at kende.
De umalede billeder
Egentlig kunne Goebbels godt lide Noldes kunst. Men nazisternes chefideolog, Albert Rosenberg afskyede dem. Efter sigende blev over tusinde værker beslaglagt eller destrueret. Og historien om maleforbud samt begrebet umalede billeder er en historie som Nolde med held har videregivet. Det skulle efterlade et billede af, at han var blevet offer for nazismen.
Og den historie har vi alle troet på, selv Siegfred Lenz i hans bog ”Deutschstunde”, der handlede om en maler bag diget. Vi så også den skønne fil, der blev lavet over bogen.
Nolde og Jøderne
Egentlig var Nolde en forkæmper for tyskheden. Ved afstemningen i 1920 ville han ikke stemme imod sin kones fædreland. Efter grænsedragningen tog han bevidst imod det danske statsborgerskab, men blev medlem af det tyske mindretal.
Han støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var det bedste at udvise alle jøder af Det Tredje Rige. Der var mange sammen fald mellem nazismens ideologi og Noldes.
I hans bog ”Jahre der Kämpfe” skrev han om jøderne:
I 1938 skrev Nolde til Goebbels:
Og Nolde lagde ikke skjul på, hvad han mente med ”den urene kunsthandel”. Det var jødiske gallerister og profitmagere.
Anerkendt i sen alder
Emil Nolde var religiøs. Men på et tidspunkt havde han svært ved at finde sig selv. Eventyrlige væsner, groteske skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud. Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med selvskabte mytologier.
I en sen alder blev han anerkendt. Som 80 – årig blev han gift med den 26 – årige Jolanthe Edelmann.
I 1957 efter hans død åbnede Nolde Stiftung Seebüll tillægget til hans testamente. Her skrev han:
Og dette museum/galleri/spisested er et besøg værd. Overraskelsen er at se den spændvidde i Noldes kunst. Det er som, man kunne se om han var i god eller dårlig humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk (1.446 artikler):
September 18, 2019
Militære Efterretninger i Grænselandet
Den mest udokumenterede bog, som jeg har læst. Ja sådan var reaktionen fra nogle, da vores bog om Asmus Jensen udkom. Her en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet ved grænsen. Sikkert også udokumenteret. Arkiverne er ikke tilgængelige for ”amatører” Syd på, var en frikorps-bevægelse i gang. Der var ”voldsomme kommunisturoligheder” i gang. Padborg voksede fra Klondyke til Danmarks største frihavn på land. Postmesteren opbyggede et netværk. Gendarm Malling-Jacobsen var en af dem. Der var kontakt til Dons – gruppen. Og så var det speditør Andreas Andresen. Farver Jacobsen var en vigtig person fra Aabenraa. På sejltur til Mürwick. Interesse for indhold i vognene. En meget dansksindet kæmner. Da Rottbøl familien havde kontakt. Flere af Dons gruppens medlemmer i tysk varetægt. Fleggaard videregav oplysninger. Lunding i tysk fangenskab.
Arne Sørensen var gået ”under jorden”. Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen. Efterretningsvæsnet blev reorganiseret. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Urolige tider og mystiske mord i Padborg. Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder. Kaos i Flensborg. Kommunister gemte sig i Det danske Mindretal. Forholdet mellem Modstandsbevægelsen og englænderne var ikke altid lige godt. Der var også gnidninger i Flensborg. Villaer i Kollund Østerskov, hvor Familien Best og ledende personer fra Mürwick havde opholdt sig, fungerede nu som hovedkvarter for efterretningsvæsnet. Overvågning af Det tyske mindretal fortsatte lang tid efter besættelsen. Vi skal også lige hilse på chefen for det hele en overgang, og den første chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, H.M. Lunding.
Den mest udokumenterede bog, jeg har læst
Da vi skulle udgive vores bog om Asmus Jensen, der blev myrdet et par dage efter befrielsen fandt vi mange mystiske ting i Padborg og omegn. Vi vidste godt, hvilke arkiver vi skulle i. Det lykkedes også at få nogle dokumenter, der kunne dokumentere, at vi havde ret i de fleste af vores påstande. Men mange af vidneudsagnene kom fra hovedpersonens hustru. Og dem var der mange, der ikke ville anerkende. Efterhånden blev arkiverne lukket for os. Mange af disse ting, der i det følgende bliver beskrevet, har vi allerede været inde på. Se venligst bagerst i artiklen.
Således har man skulle finde sig i bemærkninger, som:
En delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland
Heller ikke alt, hvad der står i denne artikel, kan dokumenteres. Se venligst det omfattende kildemateriale, der er brugt. Mange af konklusionerne vil være realistiske formodninger. De arkiver, der skal bruges for at dokumentere påstandene er lukket for os amatører. Der er sikkert velrenommerede historikere, der har adgang. Også de kilder, som vi har brugt har haft adgang til alt, som de gerne ville.
Men som forfatterne Ole Grøn og Michael Clemmensen selv siger i en artikel, som vi også bruger som kilde:
Når man beskæftiger sig med disse ting er direkte indsigt ofte begrænset. Hvis man vil søge netværket, skal man lede efter de sociale relationer. Der er ofte et sammenfald.
H.M. Lunding
En vigtig person i alt dette er H.M. Lunding, selv sønderjyde. Han blev i 1937 tilkommanderet den danske generalstabs efterretningssektion og blev her næstkommanderende. Han udførte under besættelsen under dæknavnet ”Bent” spionage for englænderne mod den tyske værnemagt. Han fik i 1938 til opgave at opbygge et netværk af agenter og meddelere i Tyskland. Han udbyggede nettet, så det også kom til at dække dele af Polen.
Efter 9. april tog Lunding initiativ til flere skjulte og bevæbnede grupper i Jylland. Frem til den 29. august 1943 var han ansvarshavende for P-ordningen i Jylland.
Han blev arresteret den 29. august 1943 og overført til Tyskland. Under et besøg i Stockholm gav han oplysninger til det polske gesandtskab. Men en tysk spion havde opdaget ham.
Han sad i to år i tysk fangenskab, først i gestapo-fængslet i Prinz Albrechtstrasse i Berlin. Han hørte til de prominente fanger. Uformelt havde han under et forhør hos Obersturmbannführer Heinrich Müller fået sin dødsdom. Han fandt, at Lunding ikke var særlig meddelsom, idet han trods trusler om tortur nægtede kendskab til de fremsatte anklager.
I sidste halvdel af 1944 blev Lunding overført til KZ – lejren Flossenburg i Østbayern. Han blev anbragt lige ved siden af Abwehr-chef Wilhelm Canaris. De kommunikerede via morse-banketegn. Natten til den 9. april vågnede Lunding, da Canaris blev hentet til henrettelse.
Den 16. april kom Lunding sammen med 39 prominente medfanger på en transport til KZ – lejren Dachau, hvor de blev indkvarteret i lejrens bordel, der nu var blevet nedlagt. Fire dage senere fik de besked om, at nu var der filmforvisning i et stort baderum, der var indrettet som lejrbiograf.
Men gamle Dachau – fangere kunne fortælle, at biografen for længst var nedlagt. Det omtalte baderum betød aflivning ved gas. Men et kvarter før kom der en kontraordre. Den 22. april kom gruppen igen på transport, nu mod Innsbruck. Turen fortsatte syd på mod Italien. De blev befriet af amerikanske tropper.
I 1950 blev Lunding udpeget som chef for den nyetablerede Forsvarets Efterretningstjeneste og overtog rollen som ´chef for den milirære efterretningsarbejde efter Ejnar Mygdal Nordentoft. Denne stilling havde han indtil 1963.
Den dansk – tyske grænse gennem mere end tredive år
I forbindelse med Unnaernes afsløring af raketanlægget på Peenemünde måtte fru Lunding tage til Tyskland for at aftale koder med Unna – familien, da hendes mand lige var blevet taget af tyskerne. De kodede breve fra Unna – familien til Lunding blev adresseret til hans sigermor – Frants Thygesens svigermor.
De informationer, der fremkommer i artiklen understreger den dansk – tyske grænses vigtige efterretningsmæssige rolle gennem disse tredive år. Dette er jo logisk, selv om det ikke er et forhold, der har været fremhævet specielt klart tidligere.
Ikke alle have rent mel i posen
Men da vi lavede forarbejdet til vores bog, oplevede vi mange fordomme. Måske var det fordi, vi fandt ud af at familier, som folk respekterede måske ikke havde helt mel i posen. Vi måtte således forsyne Asmus Jensens datter med et andet navn.
Og så kom der beskyldninger om, at vi for meget troede på hovepersonens hustrus’ udsagn. Man mente ikke, at de var troværdige. Hvorfor skulle de ikke være det?
Den første periode
Den første periode er årene 1919 til 1922. Man opfattede, at den største trussel mod landet var det daværende Sovjet Rusland. Den potentielle trussel fra Tyskland blev dog ikke ignoreret.
Den anden periode
Den anden periode er 1923-1930. Her blev der mere og mere klart, at politikerne krævede, at forsvaret af de jyske halvø ikke kun skulle indledes i Sønderjylland. Man var stadig opmærksom på truslen fra Sovjet.
Den tredje periode
Den tredje periode var 1931 – 1932, hvor truslen fra Tyskland blev understreget af den begyndende genoprustning af landet fra 1928 og den igen ustabile politiske situation. Vi kunne vel heller ikke forlange allieret støtte på grund af reduktionen af størrelsen af den britiske flåde. Man skulle koncentrere sig om udfordringen fra Japan.
Det blev afgørende at følge situationen i Nordtyskland. Man måtte supplere varsling om aktiviteterne på den anden side af grænsen. Man havde Grænsegendameriet og agenterne i Berlin og de tyske havnebyer.
Efterretningstjenesten opdaterede i begyndelsen af årtiet sine oplysninger om sovjetisk militær organisation. With blev tidligt i 1931 kommanderende general og fik hermed det samlede ansvar for at forberede landforsvaret af Danmark.
Den fjerde periode
Den fjerde periode 1933 – 1936, hvor truslen blev en Versailles – revision. Den indenrigspolitiske ramme for hæren blev ændret med statsminister Stauning og hans tillidsfolks samarbejde med With.
Vigtigt var også en overvågning af de nazistiske hjemmetyskere. Og endnu vigtigere var det at følge situationen syd for grænsen.
Den femte periode
Den femte periode er fra 1937 – 1940, hvor krigstruslen og senere angrebstruslen blev stadig mere akut. Under den nye, energiske generalstabschef Ebbe Gørtz’ ledelse ændrede forsvarsforberedelserne sig til at være realistiske og fokuserende. Der skete en udbygning og supplering af diverse netværk.
Den sjette periode
Den sjette periode er 1940 – 1945, hvor det generelle samarbejde mellem hæren og dansk – nationale politikere, herunder socialdemokratiet er grundigt beskrevet af Palle Roslyng i hans disputats.
Den afsluttende periode
Den afsluttende periode er fra 1945 til ca. 1950. Truslen blev rettet mod øst nu med udgangspunktet på den anden side af Østersøen og fra foden af den jyske halvø. Men efter denne tid blev medlemmer af det tyske mindretal stadig overvåget.
Clemmensen har været inde og kigge i Statspolitiets arkiv om politiets interne efterretningsvæsen. Grøn har talt med overlevende vidner eller deres familiemedlemmer.
I begyndelsen af maj 1920 afløste en dansk hærstyrke af regimentstyrke ”Sønderjysk Kommando, den franske og den britiske bataljon, der havde overvåget folkeafstemningerne tidligere på ret.
Politisk og social uro syd for grænsen
I perioden efter Christian den Tiendes tur gennem Sønderjylland i 1920 kom der flere gange meldinger om politiske og sociale uroligheder syd for den nye grænse. De lokale myndigheder og Grænsegendameriet var bange for, at urolighederne ville passere grænsen.
Udviklingen blev fulgt intens i Nordtyskland. I maj 1919 var der således indberetninger om, at sikkerhedssituationen i Flensborg og Holsten var kritisk. Man havde opsnappet en marinedagsbefaling fra Wilhelmshafen.
Frikorpsbevægelse i Gang, syd for grænsen
Midt i august 1920 modtog Sønderjysk Kommando en melding fra en sergent Overgaard om, at tyskerne transporterede geværer og anden soldaterudrustning til Harrislee.
Tyskerne havde opmagasineret vognladninger af krigsmateriel i en stor bygning i Harrisleegade. Efterretningsvæsnets Sektion C rapporterede, at højrenationalistiske tyskere var ved at danne frivillige korps i hele Sydslesvig. Flensborgs overborgmester fra 1899 til 1930, Todsen stod angivelig i spidsen for frikorpsbevægelsen.
Korpset skulle allerede være på 5-6.000 mand. De havde alle en militær uddannelse og havde angivelig pensionerede officerer som førere. Nogle af styrkens våben blev opbevaret i private hjem.
”Voldsomme kommunisturoligheder”
I begyndelsen af 1921 blev den Sønderjyske Kommando holdt i beredskab på grund af ”voldsomme kommunisturoligheder” på den anden side af grænsen. Den umiddelbare trussel mod Sønderjylland var dog kombinationen af voldsom politisk uro i Tyskland og illoyale revisionistiske hjemmetyskere.
Postmesteren fra Padborg
Nu skal vi hilse på en person, der fik betydning for efterretningsarbejdet hernede ved grænsen. I 1931 efter 8 år i Skærbæk blev Niels Grøn Madsen som 41 – årig forfremmet til postmester for grænse – og transitposthuset i Padborg. Han var landets yngste postmester. Hurtigt blev han medlem af sognerådet i Bov Kommune og indtog fra 1938 – 1943 posten som sognerådsformand.
Postmesterfamilien oplevede gennem faderens familie den mærkelige ustabile periode i Flensborg før Hitlers magtovertagelse i 1933.
Otto og Mogens, postmesterparrets børn legede frit med tyske børn over grænsen. De lærte hurtigt at tale indfødt tysk. Otto husker fra et besøg formentlig fra 1932 under et besøg hos onkel Nicolai og tante Titte et sammenstød med skyderi mellem et demonstrationstog af kommunistiske arbejdere fra værftet og et af nationalsocialister. Det skete nederst i Harisleegaden lige neden for onklen og tantens vindue.
Padborg – fra Klondyke til Frihavn
Padborg blev efter 1920 et Klondyke som udviklede sig omkring dette centrale transitpunkt for post- og togtrafikken over den nye dansk – tyske grænse. Padborg havde i 1921 ifølge Kraks 1935 vejviser 47 indbyggere, mens antallet i 1930 var vokset til 1.161.
Der var efter ”genforeningen” blevet bygget en ny station, posthus, politistation, butikker m.m. Med tiden udviklede stedet sig til:
Ja det er faktisk et citat fra Hans Frede Fleggaard. Den lille by fik pludselig en central rolle for spedition, persontransport, fremmedpoliti, toldvæsen, post m.m. Padborg blev med andre ord et ideelt udgangspunkt for efterretningsvirksomhed rettet mod Tyskland.
Postmesteren opbyggede masser af kontakter
Niels Grøn Madsen opbyggede i og ud fra Padborg et netværk af kontakter, der i denne sammenhæng kan tyde på, at han her har fungeret som distriktsagenten for Flensborg – området.
Ottos erindringer om de af familiens potentielt efterretningsrelevante kontakter fra syd for grænsen, som hyppigt besøgte deres hjem, bliver naturligt bedre og mere detaljeret med tiden.
Niels Grøn Madsen trak sig tilbage til herreværelse for at tale uforstyrret. Otte husker ikke præcis proceduren ved Maren Sørensens besøg, men mener også her, at hun og Niels Grøn Madsen havde mulighed for at tale sammen alene.
Malling – Jacobsen
Der var en meget nær forbindelse mellem officer i Grænsegendameriet ritmester, Aage Malling Jacobsen, Kollund og Niels Grøn Madsen. Malling – Jacobsen optræder også på listen over efterretningstjenestens meddelere og tillidsmænd. Lunding nævner ham også som en del af sit alarmsystem 9. april 1940. Han har sikkert allerede i 1920erne haft en betydelig rolle.
Malling – Jacobsen og Grøn Madsen var begge frimurere og deltog begge aktivt i møder i logerne i Aabenraa og Sønderborg. De kørte begge to i Malling – Jacobsens private bil. Logerne kunne være velegnede steder for koordinering og udveksling.
Andreas Andresen var også frimurer. Han deltog også i møderne. Men han kørte selv. Dem der kom i Frimurerlogen blev anset som gode danske mænd. Vi har til gengæld i mindretallets arkiver set at Andreas Andresen lejede lokaler ud til Wehrmacht, som de så brugte som depot. Her var masser af biler, tæpper, feltrationer, tøj m.m.
Post til Flensborg Avis gik via Padborg
Al post til Flensborg Avis gik til posthuset i Padborg. Her blev den så dagligt sorteret af avisens altmuligmand, Christian Ludvigsen. Det, der kunne bruges ind i Tyskland, tog han med til Flensborg. Denne trafik fortsatte gennem hele krigen undtaget et par måneder i 1940.
Otto Grøn husker, at postmesterfamilien bl.a. fik mange interessante bøger, der ikke måtte komme ind i Tyskland. Ludvigsen havde en god relation til postmesterfamilien. Han fungerede som en slags bybud for dem til indkøb og småærinder i Flensborg. Ludvigsen fik mulighed for at overbringe kodede meddelelser.
Flensborg Avis udkom også i Danmark. Den største redaktion nord for grænsen var i Tønder, hvor den udkom under navnet ”Vestslesvigsk Tidende”. Fra 1933 – 1940 var det Viggo Lausten, der var redaktør. Denne blev i 1940 taget af tyskerne som medlem af Dons – gruppen. Som vi tidligere har berettet om, døde han i egen eller anden hånd på Kastellet.
Ifølge Otto Grøn havde Niels Grøn Madsen ”direkte” kontakter til centrale personer på Flensborg Avis. Han nævner I.K. Lausten (Viggo Laustens far) og Jacob Kronika. Han var meget velorienteret og kritisk over for tyske forhold. Ifølge de tyske myndigheder måtte han ikke være korrespondent for en avis i Tyskland. Men han stod i kontakt med Flensborg Avis via søsteren Marie Kronika.
Kontakt til Dons – gruppen
Postmesteren fra Padborg havde kontakt med to medlemmer af Dons – gruppen. Grøn – Madsen fungerede som underagent mht. forsikringssalg for Jens Dons. Denne synes at fungere som et mobilt bindeled mellem gruppens medlemmer. Han har sikkert også været aktiv for at hverve nye agenter for englænderne.
Købmand Nicolaus Nissen Wind fra Bov, der også blev taget af tyskerne lige efter 9. april 1940 havde også kontakt med Niels Grøn Madsen. Wind kom rundt ved at sælge grisefoder. Han transporterede det rundt i sin lastvogn. Wind var iflg. Trap sognerådsformand i 1935. Der var åbenbart ikke vandtætte skodder mellem engelsk og dansk efterretningsvirksomhed i 1930erne.
Andreas Andresen
Der var nære relationer mellem postmester-familien og speditør Andreas Andressen og hans kone Luise fra starten i Padborg. Andreas Andressen blev født i Flensborg i 1904. han blev i 1926 ansat i firmaet Søndergaard C.G. & Søn. Fra 1930 overtog han firmaet, der havde hovedkontor i et lille rødmalet træskur på stationens toldbehandlingsområde.
Andreas Andresen overtog jobbet som sognerådsformand, da Grøn Madsen på grund af hjerteproblemer i 1943 måtte trække sig.
Fra Padborg til Sverige
Det forekommer sandsynligt, at Lunding, da han opbyggede sit agentnet i 1937, benyttede Andreas Andresens vidtstrakte internationale transportnet. Et eksempel fra krigens tid er en sikker rute fra Padborg til Sverige. Der gik gennemgående plomberede vogne med appelsiner fra Spanien til Sverige. Andreas Andresen var som speditør i stand til at få personer på de plomberede vogne, så de kunne komme til Sverige uden tjek.
Dette vides at være sket i mindst to tilfælde. Den ene var Mogens, Otto Grøns tvillingebror, der var ansat som speditør hos Andreas Andresen. Han var jagtet af tyskerne på grund af sabotage. Den anden var en unavngiven modstandsmand. Eneste problem med den rute var den lange ventetid over Øresund.
Andreas Andresen var fra 1942 til sin død i 1976 en meget aktiv kasserer i Den danske Hospitalsfond. Efterretningsvæsen koster mange penge, og så er det ønskeligt at man råder over indirekte og diskrete finansieringskanaler.
Mange kontakter
Martin Hammerich, der på H.P. Hanssens foranledning blev udnævnt til sekretær for statsministeriets udvalg til forberedelse af genforeningen var også meget aktiv i det aktivistiske danske netværk dengang. Han var også aktiv i køb af dansk ejendom.
Ved grænseovergangen til Kruså var det ”Kong Peter”, der ledede KDAK’ s grænsekontor. Hans rigtige navn er glemt. Men han indgik også under en eller anden form i netværket. En anden person, der nævnes er Lærer Thomsen fra Udby.
Maren Sørensen var sygeplejerske og præst. Hun kom fra Valsbøl syd for grænsen. Hun havde en meget stor kontaktflade, Hun var aktiv i efterretningsvæsnet også efter krigen.
Pastor Petersen som var præst ved den tyske Mariakirke (Vor Frue Kirke) i Flensborg var dansksindet og var jævnlig i kontakt med Grøn Madsen.
Farver Jacobsen – en vigtig person fra Aabenraa
Farver Jacobsen fra Aabenraa var en central person for Dansk Samling. Der var en gruppering, der hed ”Kredsen”. Ligeledes var der en gruppering, der hed ”Forsvarsligaen”. Her var militære sagkyndige og erhvervsfolk som også samarbejde med efterretningsvæsnet.
Farver Jacobsen var en ret central person i efterretningsvirksomheden især i 1942 og 43. Søsteren Ingeborg i Hamborg blev af Lunding rekrutteret før krigens start. Hendes mand var den berømte dermatolog C.W. Unna.
V1 og V2 – raketter
Parret kom i 1943 via deres gartner, der havde været chauffør for en åbenmundet tysk general, under vejr med V1 og V2-anlæggene på Peenemunde. Det førte til bombning af anlæggene samme år.
Som tak for sin tjeneste fik C.W. Unna lov til at drive praksis i Aabenraa, Ingeborgs fødeby.
En spion syd for Padborg
Niels Grøn Madsen fik en del med Lundings folk at gøre. Det var på grund af overvågning af en tysk spion ved Padborg. Det var tale om en gårdmand ved navn Andreas Meyer, der boede på gården Simondys, syd for Padborg. Den lå i Danmark, men havde også en smule jord på den anden side af grænsen. Den var erhvervet i 1920.
Grøn Madsen holdt som postmester øje med breve mellem Meyer og hans net af agenter. De var bl.a. interesseret i afsejlingstidspunkter for skibe mellem Esbjerg og England med henblik på planlægning af torpedering af dem.
Andreas Meyer havde en ”postkasse” til den tyske efterretningstjeneste i en grøft lige ved den tyske side af grænsen. Når der dukkede et brev op, der skulle undersøges, ringede Grøn Madsen til Lundings central, som så sendte et par mand, der afhentede brevet hos postmesteren. Et par timer senere kom de igen med brevet.
Stort våbenlager nedgravet i Frøslev Plantage
Otto Grøn fortalte, at den danske hær havde nedgravet store mængder af våben i Frøslev Plantage. Måske var det forberedelse til en form for undergrundskamp mod tyskerne allerede før krigen.
Agenter rekrutteret i Padborg
Padborg Station havde udviklet sig til et knudepunkt for togtrafik, post og spedition. Politistationen havde 14 betjente og der var et anseeligt antal toldere. Der boede i området også en del kokke, tjenere og andet togpersonale, der var knyttet til de internationale tog, der passerede gennem byen.
Byen var derfor velegnet udgangspunkt for udvikling af agenter rettet mod udlandet. Det virker, som om Lunding har udnyttet denne mulighed og rekrutteret flittigt i byen.
På sejltur ved Mürwik
Kriminalassistent Ole Johansen var ansat i fremmedpolitiet, der havde ansvar for paskontrol og relaterede funktioner. Fra 1937 begyndte han og Otto grøn at sejle sammen i Flensborgs danske sejlklub ledet af hans Peter Bernhard Hansen.
Klubben havde fået foræret et antal juniorbåde af A.P. Møller. De to kørte sammen til sejlklubben i Flensborg på Ole Johansens motorcykel. Under disse sejlture indsamlede de systematisk militære efterretningsdata som f.eks. tidspunkter og regelmæssighed i sejltiderne for 3 – 4 øvelsesubåde fra marineakademiet i Mürwik, der var den centrale skole i Tyskland for uddannelse af flådeofficerer.
I 1938 foretog de en køretur i Tyskland, hvor de observerede afprøvning af luftværnssirener. De havde da en formodning af en kommende krig.
Ole Johansen blev ansat i Rigspolitiets Visumkontor, hvor han udviste stor kreativitet med hensyn til at få personer ud af landet. Han er da også registret i modstandsdatabasen.
Man var advaret om 9. april
Marineattache Kjølsen skrev hjem og forklarede, at nu skete det snart, at tyskerne gik over grænsen. Gennem årene har man diskuteret Rostock – myten. Og man skulle næsten tro, at den var sand, da man så hvad der skete.
Oberst Lunding kunne indrapportere, at det tyske vogntog umiddelbart syd for den dansk – tyske grænse var ca. 60 km lang. Den 8. april opsnappede en af Lundings tyske agenter det eksakte tidspunkt for det tyske angreb, nemlig klokken 4 om natten den 9. april. Dette indtelefonerede Lunding til generalstaben, som sendte oplysningerne videre til regeringen. Da tyskerne endelig angreb, fik Lunding sig en mindre overraskelse.
Han konstaterede, at det tyske artilleri i Sønderjylland ikke som ventet ankom med den forreste angrebsstyrke tidligt den 9. april, men de dukkede først op dagen efter.
Regeringen vidste altså også, at tyskerne ville angribe klokken 4 om natten, men regeringen forholdt sig fortsat passiv.
De danske hærenheder var ganske vist blevet sat i alarmberedskab, men hvad hjalp det, når det var blevet forbudt at grave sig ned, og når flåden og Grænsegendarmeriet ikke måtte skyde før fjenden havde beskudt dem?
Sådan noget er benzin hos konspirations- tilhængernes bål.
Min far i Tønder vidste halvanden uge i forvejen, at der holdt en masse tysk militær syd for grænsen. Det havde en tyske fiskechauffør fortalt ham. Ved Højer dige kunne man fra Sild høre jetjagere varme op. Og folk ved grænsen havde i næsten en hel uge set et dansk fly flyve langs hele grænsen dagligt.
Dem, der faldt i kampen for Danmark havde kun fået begrænset annimutation. I hvert fald de soldater, der blev sendt ud fra Søgård-lejren.
Interesse for indhold i togene
Mikkel P var i fremmedpolitiet. Han var en af de ledende på stationen i Padborg. Han var den øverst ansvarlige for Told – og paskontrollen. Han interesserede meget for de ammunitionstog, der skulle videre til Finland. Han var med til at indsamle efterretninger om disse transporter.
Lunding nævner Mikkel P som efterretningsaktiv i 1940. Han stod også på en liste fra 1942/1943. Han har antagelig været virksom i militær efterretningsvæsen før besættelsestiden.
En meget dansksindet kæmner
Grøn Madsen havde et tæt samarbejde med kæmner Erik Sonne. Han var glødende dansksindet, og havde tilbragt en nat i fængsel for at have spyttet i jorden foran en tysk soldat.
Ifølge sønnen nægtede han pure at udlevere informationer til tyskerne om borgere i kommunen for efterforskning mod dem. Han var i kraft af sin stilling i en god position til at fremskaffe alle typer administrative informationer til brug for arbejdet mod tyskerne.
En anden person, der var brugt allerede inden Første verdenskrig var vandrelærer Niels Nielsen Kjems fra Sydslesvig. Han var tysk statsborger men dansksindet.
Da Rottbøl – familien besøgte postmesteren
Der var også en kontakt mellem Rottbøl familien på Børglum Kloster og Niels Grøn Madsen. Denne hjalp med at skaffe et beløb, som familien havde erhvervet ved at sælge en større fabrik syd for grænsen. Og den gang var det svært få penge ud af Tyskland.
Det var jo sønnen, der blev skudt af dansk politi i Vordingborggade/Øresundsgade i København, da han arbejdede for SOE. Åbenbart har faderen længe opereret i efterretningsvæsnet.
Flere af Dons – gruppen døde i tysk varetægt
Vi har i flere artikler beskrevet modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Og det har vi også omkring Dons – gruppen, der blev taget få dage efter tyskernes besættelse. Man kan undre sig over, hvem der har givet tyskerne informationerne. Viggo Laustens død har vi været inde på. Peter Dons døde på grund af forgiftning af hans hjertemedicin. Noget tyder på, at de efterretninger, der blev indsamlet var af en lidt uprofessionel karakter. Men trods dette så er det kendskab til, at tyskerne torterede to af gruppens medlemmer i Flensborg over flere måneder. En af disse døde senere.
Fleggaard videregav oplysninger
Også Peter Fleggaard’ s købmandsbutik lige ved Padborg Station spillede en rolle under krigen. Det var her tyske soldater havde mulighed for at købe mad, når de kørte nord på. Ifølge lokale kilder udviste købmanden en diskret men klar interesse i, hvad de havde på togene og hvor de skulle hen. Han fik en masse informationer som sikkert er gået videre.
Lunding i tysk fangenskab
Den 29. august 1943 opløste tyskerne det danske militær. Lunding kom i tysk krigsfangenskab mens resten af staben overførtes rimelig intakt til Stockholm. Det var efter august 1943 Svend Truelsens opgave at reorganisere efterretningsnettet i Danmark. Det var klart, at hærens arbejdsløse officerer skulle anvendes.
Arne Sørensen ”under jorden”
Lederen af Dansk Samling Arne Sørensen boede ”under jorden” i et lille vogterhus tilhørende gårdejer Hans Schmidt i Kollund. Der var relationer mellem Farver Jacobsen og Harders, der bestyrede Rønshoved Højskole.
Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen
Ved siden af normal højskole fungerede stedet som uddannelsessted for modstandsbevægelsen.
Modstandsbevægelsen hårdt ramt
Som vi tidligere har beskrevet i diverse artikler, så blev modstandsarbejdet i Sønderjylland hårdt ramt af Gestapo i slutningen af 1944. Samtidig med, at politiet blev taget den 19. september, arresteredes ca. halvdelen af gendarmerne. De sendtes til koncentrationslejre.
Dette var også tilfældet for Malling-Jacobsen, der også blev anklaget for efterretningsvirksomhed. Det lykkedes for farver Jacobsen at komme til England, hvor han gik ind i den britiske hær.
Efterretningsvirksomheden måtte reorganiseres
Niels Grøn Madsen døde under en cykeltur af sine hjerteproblemer. Det betød at modstandsarbejde og efterretningsvirksomhed måtte reorganiseres nok engang. Denne reorganisering blev foretaget af Åge Højland-Christensen, en af de meget aktive officerer i Ringen. Denne gruppe var den mest dominerende i det centrale og sydlige Jylland.
Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende
I løbet af 1943 gik Otto Grøn og Jens Peter Thomsen i gang med at opbygge et undergrundsblad ved navn ”Grænsevagten” Det skulle fokusere på problemerne i grænselandet.
Jens Peter Thomsen blev under forberedelserne taget af tyskerne. Efter en uges tortur på Shellhuset blev han frigivet med løfte om aldrig mere at lave illegalt arbejde. Den milde udgang af arbejdet skyldte at Jens Peter Thomsens far, der var mejeribestyrer i Gammelgab nær Broager, havde deltaget i 1. verdenskrig sammen med dyrlæge Jens Møller, der senere blev leder af NSDAP – N. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Og det var ikke første og eneste gang, han gjorde dette.
Urolige tider og mystiske dødsfald i Padborg
Efter befrielsen var der ret urolige tider ved grænsen. I forbindelse med vores bogudgivelse fandt vi ud af fem mystiske dødsfald. Og det var foruden mordet på Asmus Jensen. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Han blev skudt af to navngivne medlemmer af Den danske Brigade. Disse fik senere topposter i Bruxelles. Sandheden var dog, at Asmus Jensen blev likvideret på klods hold af fem medlemmer af lokale modstandsbevægelse.
Familien blev holdt hen med diverse løgne. Vi kan se, at politiet forfalskede diverse rapporter. En lokal politimester skrev på et tidspunkt til justitsministeren og spurgte, hvad han skulle gøre, fordi at nu spurgte pressen igen engang.
Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder
Et folketingsmedlem forespurgte om, hvornår man fik sandheden om Asmus Jensen. Han fik aldrig noget svar. Folk, der fortalte sandheden om mordet omkring Asmus Jensen blev mødt med hævn. Vi har spurgt ældre mennesker i Bov Kommune. Her kan fastslås, at modstandsbevægelsen langt fra var populær alle steder. Folk der havde solgt æg og kød fra deres gårde tyske soldater, der gik vagt ved Flensborg Fjord blev mødt med repressalier.
Men efterhånden som vi gravede os længere og længere ind i arkiverne blev de lukket for os. Men vi nåede dog at tale med nogle ældre mennesker, der havde oplevet ting og sager.
Den kendte forfatter og forstander på Jaruplund, Niels Bøgh Andersen var åbenbart aktiv for SOE og OSS. Måske havde Ringen også noget med det at gøre.
Kaos i Flensborg
Flensborg havde i de sidste uger op til kapitulationen fungeret som Det Tredje Riges hovedstad. Admiral Dönitz som vi også tidligere har nævnt regerede fra marinastation Mürwik. Flygtende fra de russiske tropper hobede sig op i Sydslesvig og Holsten. Befolkningen var steget med 61 pct. Flensborgs befolkning var steget fra 69.000 i december 1940 til 101.000 i december 1945.
Mange topnazister fik job hos de myndigheder. Andre blev hjulpet på flugt. Mange forsvandt nord på gennem Danmark. Tusindvis havde fået skiftet identitet.
Kommunister gemte sig i det danske mindretal
Det danske mindretal var blevet et fordelagtig skalkeskjul for tyske kommunister. I en periode interesserede Stalin sig meget for Kielerkanalen, som kunne give russerne bedre adgang til Nordsøen. Der var mange gode grunde til at området syd for grænsen og specielt Flensborg og distriktet der omkring var interessant.
Forholdet mellem modstandsbevægelsen og englænder ikke altid godt
Det var ikke altid at forholdet mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de engelske soldater var det allerbedste. De engelske myndigheder blev rasende, da den danske modstandsbevægelse begyndte at organisere hjemsendelse af tyske flygtninge. På det tidspunkt var der hungersnød i Sydslesvig og Holsten.
Således ved undertegnede, at modstandsbevægelsen på et tidspunkt sendte flygtninge fra Oksbøl til Kolding med busser. Derfra gik det med tog til Gedser til Wanemünde, hvor flygtningene blev læsset af. Historien er fortalt af en afdød politibetjent, der selv var med på turene. Men det står ikke beskrevet i nogen kilder, som vi kan finde. Hvor mange ture, det drejede sig om, vides ikke.
Betjenten fortalte, at også lokale modstandsbevægelser sendte flygtninge retur.
Der var også gnidninger i Flensborg
Gennem en forbindelsesofficer i en dansk militær repræsentation i Flensborg holdt man fra dansk side tæt kontakt med den nye besættelsesmagt syd for grænsen. Men også her var der alvorlige gnidninger.
Den første forbindelsesofficer, der ledede militærrepræsentationen i Flensborg var oberstløjtnant P.W. Toussieng, som dog blev fjernet fra engelsk side fordi han, med Lundings ord:
Villaer i Kollund Østerskov var hovedkvarter
Den første adjudant ved militærrepræsentationen var Jørgen ”Ole” Hald, der fra tidligere sammenhænge var kendt fra modstands – og efterretningsaktiviteter. Han blev af englænderne forlangt fjernet i løbet af 1946. Men han forlod posten tidlig i 1947.
Han havde allerede fra slutningen af 1945 det overordnede ansvar for dele af militærets efterretningsarbejde i grænseområdet, som bl.a. involverede arbejde ud fra efterretningsstationen i de to store nabovillaer Olinda og Lola.
De to villaer er overtaget efter topnazister, hvor bl.a. Werner Best og officerer fra Mürvick har opholdt sig, Nu havde dansk og amerikansk efterretningspersonale indtaget villaerne.
Lunding tog selv over i Flensborg
Lunding tog over efter Toussieng i januar 1946. Han undgik at få flere adjudanter udvist og klarede at holde sig selv i sadlen til repræsentationen blev nedlagt i sensommeren 1950.
Jørgen ”Ole” Hald blev trukket tilbage til basen i Kollund Østerskov, efter at han måtte forlade posten i Flensborg.
Overvågning af Det Tyske Mindretal
I det sønderjyske kørte politimester Brix næsten sit eget løb med at overvåge folk fra Det Tyske Mindretal. I lang tid blev Knivsbjerg – møderne også overvåget. Det var Det Tyske Mindretals årsmøder. Ja man fandt også ud af, hvem der havde abonnement på Der Nordschleswiger. Brix ville også indføre en spion – ordning, men det blev ikke den store succes.
Og som tak for sin store indsats blev politimester Brix udnævnt som den første chef for PET.
Kilde:
Hvis du vil vide mere, om hvad der skete i Sønderjylland, så se bare her. www.dengang.dk indeholder i alt 1.446 artikler, herunder:
September 17, 2019
Hanstholmfæstningen
Hanstholm-fæstningen er en del af Vestvolden(Atlantvolden). I 1942 blev byens befolkning tvangsevakueret. 10.000 tyske soldater blev udstationeret heroppe ved Nordens største fæstning. Ved vestkysten blev der bygget mellem 6.000 og 8.000 bunkers. Det krævede lige så meget beton som tre Storebæltsbroer. På 20 km’ s afstand kunne kanoner fra Hanstholm – fæstningen bryde gennem panserstål. Rækkevidden fra 55 km. Men anlægget kom aldrig i anvendelse. Skov – og Naturstyrelsen har udpeget anlæggene som bevaringsværdige for eftertiden. I 1971 kunne vi alle se anlæggets bane i filmen Olsen Banden i Jylland. Besøg det flotte museum heroppe.
I dag myldrer det især om sommeren med tusindvis af besøgende, der kanter sig ind og ud gennem den smalle indgang til Hanstholmfæstningen “Festung
Hanstholm”, på Molevej i Hanstholm. Indgangen blev bevidst gjort trang for at holde eventuelle ubudne gæster stangen, dengang tyskerne under Danmarks Besættelse omdannede Hanstholm til det stærkeste af de tyske støttepunkter på den jyske vestkyst som et led i den 5500 km lange Atlantvold – også kaldet Vestvolden fra Murmansk ved Nordnorges kyst til Biarritz ved den fransk-spanske grænse.
Hanstholm er en ung by, som for størstedelens vedkommende er anlagt på
Hanstholmknuden. Den ældste del af byen udgøres af den lille, romanske
Hansted Kirke fra 1100-tallet, og det 23 meter høje nuværende Hanstholm Fyr fra 1843, som er det kraftigste i landet, samt nogle murermesterhuse, men efter den påbegyndte anlæggelse af en større fiskerihavn ved Helshage i 1917 begyndte der at vokse et mindre bysamfund frem oppe på den nøgne knudes stormomsuste top.
Indbyggertallet steg fra 421 i 1916 til 673 allerede i 1925 og 799 i 1940.
Utilstrækkelige bevillinger og prisstigninger forsinkede arbejdet med havnen, og i 1941 gav Folketingets Finansudvalg sin tilslutning til – efter besættelsen – at fuldføre byggeriet i en noget ændret udgave. I 1942 standsede arbejdet helt, og byens befolkning blev tvangsevakueret, fordi hele området skulle omdannes til Nordens største fæstning.
Allerede den 10. april 1940 var der foregået indkvarteringer i langt de fleste af byens huse, og et stort antal bygningsarbejdere var gået i gang med at opføre befæstningsanlæggene i området. De fik senere følgeskab af tyske soldater, der bemandede de mange forskellige installationer. I alt blev der stationeret 10.000 tyske soldater i forbindelse med de fire gigantiske kanonstillinger og 275 andre bygningsenheder på stedet.
Den stærke befæstning af Vestkysten med dens mellem 6000 og 8000 bunkers, hvis opførelse krævede lige så megen beton som til tre Storebæltsbroer, havde sin baggrund i frygten for en allieret invasion og ønsket om at kunne beskytte de skibe, der langs kysten sejlede op til Norge, selv om den vigtigste trafik gik gennem Kattegat. Indsejlingen hertil blev spærret ved mineudlægning og to svære kanonbatterier med rækkevidder på 55 km. Det ene lå i Kristiansand i Sydnorge og det andet i Hanstholm.
Anlæggelsen af Hanstholmfæstningen og resten af Atlantvolden blev udført af den tyske frontarbejderorganisation Todt med navn efter ingeniøren Fritz Todt (1891-1942), der tidligere havde foreslået anlægget af de tyske autobaner, og som rustningsminister afløstes af Hitlers yndlingsarkitekt Albert Speer (1905-1981).
Tyngdepunktet I Hanstholmfæstningen var fire svære 38 cm kanoner. Hvert rør var ca. 20 meter langt. Transporten fra Thisted foregik på en specialbygget jernbanevogn med 64 hjul, og hele kanonenheden vejede færdigopstillet ikke mindre end 650 tons. Til hver kanon var der bygget et fæstningsværk, som indeholdt mandskabsrum med faciliteter til 90 mand, ammunitionsrum og maskincentral med eget vandforsynings- og elektricitetsværk. Kanonerne kunne både bruge 495 kg granater, som kunne nå 55 km ud, og granater på 800kg. På 20 kilometers afstand kunne disse gennembryde panserstål på 42 centimeters tykkelse, men ud over en prøveskydning i juni 1941 kom kanonerne aldrig i anvendelse.
Ved Hanstholm blev der i alt anlagt seks batterier. De fire 38 cm kanoner var installeret I Hanstholm II. Hanstholm II havde fire 17 cm kanoner, der var et flakbatteri med fire 10,5 kanoner og tre andre batterier, som hver var udstyret med 7,5 Vickers-kanoner. Der gik enorme mængder cement til bunkers og kanonfundamenter, hvortil kom de mange forskellige installationer, ildledercentral, pejle- og lyttestationer, tekniske værksteder, kontorer og mandskabets opholds- og samlingsrum.
Intet under, at ruinerne af de store befæstningsarbejder fortsat sætter deres præg på bybilledet i Hanstholm ligesom andre tyske byggerier. Inden for Hansted kirkesogns 9 kvadratkilometer findes endnu omkring 800 betonanlæg. Den store Hanstholmfæstning med tilhørende anlæg har strakt sig helt fra Svinkløv til Thyborøn, hvor der var to batterier, ét ved Thyborøn og ét ved Agger. Også ved Vigsø mod øst var der et batteri med fire franske 10,5 cm kanoner, mens der ved Bulbjerg ved kysten længere østpå lå et batteri med fire sovjetiske kanoner, og Klitmøller ved Hanstedreservatets sydvestside samt Lyngby længere nede ad kysten var ligeledes stærkt befæstet.
Under Museumscenter Hanstholm hører foruden det nævnte Bunkermuseum, som åbnede for publikum i 1980, marinekystbatteriet umiddelbart syd for
Hanstholm. Det indgår som led i centres formidling af Hanstholmfæstningen og hører i lighed med marineflakbatteriet i den sydlige udkant af byen og dele af infanteriforsvaret af Hanstholm til de 20 udvalgte tyske krigsanlæg, som Skov- og Naturstyrelsen i en rapport fra 1998 har udpeget som bevaringsværdige for eftertiden.
Den store 38 cm kanon, der har stået, hvor Bunkermuseet nu er indrettet, blev fjernet efter krigen, men bl.a. en af 800 kg-granaterne, der i mellemtiden havde fungeret som armbolt på et lokalt skibsværft, er kommet tilbage. Blandt museets største trækplaster er nok den tidligere 2 km lange ammunitionsbane, hvor man på de originale skinner kan komme ind at køre med et rekonstrueret tysk ammunitionstog som kører gennem nogle af batteriets store bunkere. Banen blev første gang landskendt i 1971 gennem filmen “Olsen – Banden i Jylland”.
Hvad byen Hanstholm angår, flyttede indbyggerne tilbage efter Danmarks befrielse, og staten overtog hele det bebyggede område. Efterhånden blev et storstilet havnebyggeri sat i gang, og i 1967 indviede man den kombinerede fiskeri- og trafikhavn, som siden er blevet udvidet både i 1977 og 1987. Hanstholm by har i dag omkring 2.150 indbyggere.
Billedtekst: Batteri “Hanstholm I” blev opstillet i 1940 og indgik med fire 17 cm kanoner som et led i det tyske kystforsvar i Danmark under Anden Verdenskrig.
I sommeren 1942 blev batteriet opstillet på dets endelige plads i klitterne syd for Hanstholm Fyr, og der blev støbt bunkere til kanonerne, ildledelsen, ammunitionen og til beskyttelse af mandskabet. Disse betonbygninger henligger i dag som ruiner. Det er muligt at komme ind i bunkerne. Husk at medbringe lommelygte.
www.dengang.dk har 283 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
September 12, 2019
Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849. Her var også en træfning i 1645, hvor svenskerne måtte tage flugten. Den 28. februar 1864 siger legenden, at Niels Kjeldsen blev skudt ned bag fra af grev Gustav von Lüttichau. Inden da skulle Niels Kjeldsen have kæmpet bravt. Nu sagde rygterne at man hos preusserne havde skålet for det danske heltemod og at greven var blevet fyret. Man havde brug for helte i 1864. Der blev tegnet en heltetegning af en høj, blond og bredskuldret Niels Kjeldsen. En mindesten blev rejst. Men ak, Mange af senere kunne professor Karl Larsen fortælle, at Greven, der kun var 19 år var blevet forfremmet og fået to medaljer. Kjeldsen var ikke blevet dræbt uhæderligt. Og i øvrigt var han sorthåret, lille og spinkel.
Vejstykket Kolding-Vejle har, som hele “den blodige vej” fra Bornhøved til Viborg, været scenen for flere krigerske sammenstød. På Almind Mark ved Almind Å ca 5 km syd for Blåkærskoven, stod under Torstenssonfejden, 7. august 1645, en træfning hvor svenskerne blev slået, og 7. maj 1849 kæmpede Olaf Rye mod Slesvig-Holstenerne under sit tilbagetog, for blot at nævne et par episoder. Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849.
En vinterdag den 28. februar 1864 stod en lille ryttertræfning, hvor dragon Niels Kjeldsen faldt. Han var 22 år, da han i 1863 blev indkaldt til militæret. Han blev indrulleret i 6. dragonregiment og blev kaldt for dragon Ullerup: Han kom fra Ullerup i Give sogn.
Under det danske tilbagetog red en dansk feltvagt på en korporal og otte menige ad vejen og blev set og indhentet af en styrke på 40 preussiske husarer. Det var ikke meningen at den danske styrke skulle indlade sig i kamp, den skulle trække sig tilbage og give melding om at fjenden var under fremrykning, men de preussiske heste var lettest. Den danske korporal red en god hest og slap bort, men de tungere menige dragoner havde ingen mulighed for at slippe fra forfølgerne. Nogle af dem blev straks fanget.
Mens de øvrige prøvede at slippe væk, blev dragon Niels Kjeldsen indhentet af tre preussere. Han ville ikke kapitulere, men trak blank og forsvarede sig, mens han fortsatte sit ridt mod nord. Han blev ramt af et hug over højre arm og tog sablen i venstre og trak samtidig over i den anden vejside. Han havde lige langet en preussisk underofficer et lammende slag over armen, da han selv blev skudt ned bagfra af grev Gustav von Lüttichau.
Skuddet var dødeligt. Han gled af hesten, og preusserne fortsatte forfølgelsen af de andre danske dragoner, for at hindre dem i at nå tilbage med deres melding.
Kampen vakte stor opsigt, for under den ulykkelige krig, der føltes knugende håbløs, havde danskerne brug for alle eksempler på at de danske soldater dog gjorde hvad de kunne.
Formentlig lagde preusserne ikke særlig vægt på den krigsmæssigt set meget lille episode, men ikke desto mindre drak de preussiske officerer om aftenen i officersmessen i Kolding “den faldne danske dragons skål”, for en ældre opfattelse af, hvad krig var, levede på den tid endnu.
Men fortællingen om Niels Kjeldsen blev en dansk legende. Den tog hurtigt den form, at han havde værget sig, indtil han fejt blev skudt ned bagfra af en preusser, og anekdoten fik den slutning, at de preussiske husarers chef i messen havde drukket Niels Kjeldsens skål og beklaget, at en af regimentets officerer havde dræbt ham uridderligt, så han gjorde bedst i at tage sin afsked straks, hvad man hævdede, at han gjorde.
Mindestenen blev rejst på Niels Kjeldsens dødssted i 1891, og et maleri af Frants Henningsen, som skildrede episoden med den stovte danske dragon, blev udstillet på Charlottenborg i 1902. Det hed ”En helt fra 1864” og blev købt til Frederiksborgmuseet. På maleriet ses Niels Kjeldsen ventende og barhovedet, en vældig viking til hest, blond og med lyst fuldskæg, mens hans banemand er redet til siden, helt ud på marken, for at fælde ham fra baghold.
Men så greb professor Karl Larsen ind. Han var ikke ganske ukyndig i emnet.
Blandt andet havde han i 1897 udgivet dagbogsoptegnelser og breve skrevet under krigen 1864, under titlen “Under vor sidste Krig.”
Han påviste nu i en pjece der hed “Dragon Niels Kjeldsen og hans
Drabsmand”, at både legenden og maleriet fortalte historien meget unøjagtigt. Det var rigtigt, at Niels Kjeldsens skål var blevet drukket i den preussiske officersmesse samme aften, men grev von Lüttichau, der i øvrigt kun var 19 år gammel, var ikke blevet bedt om at tage sin afsked, og han havde heller ikke gjort det, tværtimod var han blevet forfremmet og fik to medaljer for kampen nord for Blåkær Skov.
Niels Kjeldsen var ikke blevet skudt ned bagfra mens han holdt stille og ventede på et angreb, men under den almindelige forfølgelse, efter at han havde gjort en preussisk husar ukampdygtig. I øvrigt var Niels Kjeldsen ikke en stor blond vikingekæmpe, men en lille spinkel og sorthåret mand.
Uagtet professor Karl Larsen ydede Niels Kjeldsen al hæder for hans kamp trods den håbløse situation, og uagtet han ikke havde til hensigt at
“skænde de danske Farver”, blev han meget voldsomt angrebet og beskyldt for at støtte preusserne.
En kreds af danske officerer skrev så en række artikler, som blev udsendt samlet, og i dem fik professor Karl Larsen fuld støtte: Han havde ret, kampen på landevejen havde været regulær nok i enhver henseende, og Niels
Kjeldsen var ikke blevet dræbt på nogen uhæderlige måde.
Diskussionen blev hed og drejede sig bl.a. om at Niels Kjeldsen muligvis først havde trukket sin pistol. En lille pudsig ting var vistnok med til at forvirre billedet. Tanken om at Niels Kjeldsen havde skudt først kom formentlig af, at den unge greve under det voldsomme ridt havde haft det lidt pinlige uheld at sende den første kugle igennem det ene øre på sin egen hest, og det fandt han næppe grund til at prale med i rapporten. Men hovedsagen er, at man fra dansk side, efter at den meget animerede debat havde lagt sig, anerkendte at den danske legende ikke var rigtig. Frants
Henningens billede blev fjernet fra Frederiksborgmuseet i 1913.
Fuld klarhed over hver detalje i kampen bliver der næppe nogensinde. Det er utænkeligt, at samtlige deltagere i en så kort og forvirret hændelse skulle have fattet alle enkeltheder så objektivt, at samtlige skildringer bliver ens. Snigmyrdet blev Niels Kjeldsen ikke. Men her på landevejen nord for Kolding faldt han den 28. februar 1864. Ved hans mindesten dvælede man i ærbødighed mange årtier efter.
Teksten på mindestenen lyder:
I Helte modig enekamp
Mod Prøisiske husarer,
Faldt her på landevejen
Dragon
Niels Kjeldsen
Den 28 februar 1864
Ene mod mange
Holdt du tappert stand
Kæmpede med ære for dit fædreland
feigt han skød dig ned,
Men din daad, dit minde
Har vor kjærlighed.
Hans støv hviler på Give kirkegård
*
Underliggende stens tekst:
Foranlediget reist
År 1891,
Ved Kolding og Omegns
Forsvarsbrødre Forening
Af 1889
*
Tekst på sten bag mindeanlægget:
Anlægget er restaureret
I anledning af H.M. Kong CHR. Den X´s
Regerings Jubilæum 15 maj 1937
D.F.B Kolding og Omegn
*
Stenen er placeret, ca. 1,5 km syd for Højen og ca. 2,5 km nord for Blåkær Skov, ved 2½ milestenen ca. ud for den vestlige ende af Aldebertsmindevej
https://skrold.dk/ebog/dragonnielskjeldsen.pdf?fbclid=IwAR2_atf_Y5fKepyuNAkJf8zqiXC4ACjm9wQm3T7l-z4-5lF0PnaFuW6G1g4
September 12, 2019
Stenkældrene fra Løgten Mark
Vi er sydvest for Frederikshavn. Stenkældrene er fra Jernalderen ca. 500 før Kristi. De blev fundet 1956. Kældrene menes at have været dækket af græstørv. Der er også fundet rester af bålsteder. Kældrene kan have været brugt til beboelses- og forrådsrum. De kunne måske også have været brugt tilflugtsborge.
Vendsyssels eneste bevarede jernalderkældre er indrettet i et græsbevokset område i det 64 meter høje terræn ved Løgten sydvest for Frederikshavn. De ligger i et område, der i øvrigt er meget velforsynet med gravhøje fra oldtiden. Stenkældrene udmærker sig tillige ved at være nogle af landets smukkeste og største af slagsen.
Kældrene består af flere, indtil 1,5 meter dybe kamre. Væggene er sat af kampesten i flere skifter med de største nederst i bunden og de mindre øverst. Gulvene er hyppigt brolagte. Nogle af disse kældre har indgange fra to sider, hvorfor de tidligere er blevet tydet som løngange eller jordhuse, svarende til dem, der omtales i Islandske Sagaer.
Fundene på Løgten Mark blev gjort 1956. Udgravningerne blev forestået af
Moesgaard Museum ved arkæolog Poul Kjærum i årene 1956-59. Syv stenbyggede kælderanlæg blev udgravet i en lille banke, der i jernalderen har dannet en lille halvø. Mod øst og syd har halvøen været afgrænset af en sø og mod nord af et åløb mod syd. Tre af kamrene består af et eller to små ovalformede rum, som alle kun har én nedgang, der enten er krum eller bygget vinkelret på en smal passage ind til selve kammeret.
De øvrige kældre har foruden én eller to indgange også afløb til det gamle åløb. En af kældrene har en særlig kompliceret udformning, idet den består af tre sammenbyggede kamre, forbundet ved smalle passager. En kanal forbinder et til kammeret stødende vandreservoir med en stensat brønd, mens kælderen menes at have været dækket med græstørv på birkebark; der er fundet spredte stumper af lerklining og i et par af dem tillige af træstave, derimod ingen spor af stolpehuller.
Dateringen af stenkældrene går tilbage til keltisk jernalder ca. 500 f.Kr. som baseres på fund af lerkar-fragmenter efter store, grove forrådskar. Desuden fremkom ved udgravningen en del knusesten – løbere til skubbekværne samt dele vævevægte og ildbukke. Der er ikke konstateret spor efter egentlige ildsteder, men ud for et par af kældrene er der gjort fund af rester efter bålsteder.
Den manglende tilstedeværelse af ildsteder synes at udelukke kældrenes funktion som beboelseshuse, og vandrenderne eliminerer løngangsteorien.
Kældrenes forskelligartede udseende og placering i forhold til vandet antyder derimod, at de nok har haft flere formål.
Arkæologer hælder selv til den opfattelse, at flere af dem kan have tjent som forråds og beboelsesrum; i sidstnævnte tilfælde antagelig kun sæsonbestemt – om end der kan rettes indvendinger mod en sådan tolkning pga. rummenes ringe størrelse. Dog kendes fra England stenbyggede huse af samme dimensioner og fra samme tid. De har måske haft et lignende formål som de jævngamle tilflugtsborge, som kendes fra hele landet fra samme urolige periode. Noget sikkert bevis for deres funktion har dog hidtil ikke kunnet føres.
Efter at Frederikshavn Kommune har erhvervet hele området, er kældrene blevet gravet fri og gjort tilgængelig for offentligheden.
September 12, 2019
Frederik den Syvendes Kanal
Kanalen fra Løgstør til Lenderup Strand blev anlagt ved hjælp af skovle og trillebøre i årene 1856 – 1861. For Løgstør og Nibe havde det ikke set så godt ud. Nu skulle der graves en kanal. Den var ikke så bred at to skibe kunne passere hinanden. De måtte så vente i en lille havn for begge ender. Man lavede en træksti på begge sider langs den 4,4 km lange kanal. Fra 1898 til 1900 lykkedes det endelig at grave en kanal gennem Løgstør-bredningens østligste sandbanker. I en halv snes år fungerede begge vandveje samtidig. I 1914 blev Frederik den Syvendes Kanal lukket. Man kan dog få en sejltur med kanalbåden. I 1958 blev kanalen fredet.
Den 4,4 km lange, 25 meter brede og 3 meter dybe kanal fra Løgstør til
Lendrup Strand blev anlagt udelukkende ved hjælp af skovle og trillebøre i årene 1856-1861. I 1914 blev kanalen lukket, men bevaret. Den er ikke blotet kulturhistorisk monument, men rummer også et helt særligt naturområde der består af kalkoverdrev og strandenge.
Da Aggertangen i 1825 blev brudt igennem, var det en gave til de vestlige
Limfjordsbyer. Fra de tidligste tider havde Aalborg som Limfjordens stærkeste handelsby gjort alt for at herske over fjordens sejlads og handel, gang på gang prøvede Aalborg alle midler og veje, endog vejen om ad kronen og regeringen, for at bremse de andre byer, kvæle deres privilegier og hindre, at de fik nye. Aalborg var i høj grad stemt for, at Aggertangen igen blev lukket, men de vestlige byer havde nu endelig fået et åndehul.
For Løgstør og Nibe så det knap så lyst ud. Med de nye strømforhold i fjorden forsvandt silden totalt fra Løgstørs nærhed, og byen gik ret stramme tider i møde. Den lå bag Aalborg ved udfarten til Kattegat. Men vest for Løgstør, hvor Limfjordens smalle strømløb pludselig åbner sig i
Løgstør Bredning, var der gennem tiderne dannet svære sandbanker, så sejlads med blot nogenlunde rimelige skibe var umulig. Løgstør havde en vis indtægt på at fragte varer over fladvandet, men også Aalborg blev nu mere interesseret i at kunne sejle vestpå i fjorden.
Problemet blev løst på en højst original måde. Midt i 1800-årene var der rivende fremgang i teknik og i de praktiske videnskaber. Man drømte om, og troede på, løsninger af alle problemer ved hjælp af videnskab og teknik, og tiden vrimlede med fantastiske projekter, og naturligvis kunne der skaffes vej for sejladsen i Limfjorden. Man mente dog ikke, at det var muligt at grave igennem sandbankerne vest for Løgstør, for den rende ville bare sande til igen – og så skabtes planen til den mest utrolige kanal, der er bygget i Danmark.
Den blev gravet i årene 1856 til 1861, syd og sydvest på fra Løgstør, og den blev bogstaveligt talt lagt lige i strandkanten. Den er 4,4 km lang, 25 meter bred, og den skulle føre skibsfarten fra fjordens østlige til dens vestlige del, og omvendt, ikke over sandbankerne ved Løgstør, men langs med vandet, akkurat inde i land. Ved hver ende af kanalen blev der bygget et lille havnebassin, så skibe kunne vente, for kanalen blev ikke bred nok til at to skibe kunne passerer hinanden. Der blev lagt en svingbro over den, og en træksti på begge sider, så skibene kunne trækkes gennem kanalen. Der blev bygget et kanalfogedhus og hvad der ellers hørte til. Kanalen blev indviet af Frederik 7. den 13. juli 1861 med kanonsalut og tusindvis af fremmødte. Den fik navnet Frederik den Syvendes kanal. Og da bankerne i Kattegat ud for Limfjorden – Hals Barre – blev gravet igennem, blev hele Limfjordssejladsen forbedret, så der var ganske god brug for den store kanal.
Fra 1898 til 1900 lykkedes det endelig at grave en rimeligere sejlrende igennem Løgstørbredningens østlige sandbanker og holde den ren i en dybde af 4 meter. Godt en halv snes år virkede de to vandveje samtidig, fordi man ville se, om den ny direkte sejlrende holdt, hvad teknikerne lovede.
I 1914 blev Frederik VII’s Kanal lukket for sejlads. Men den blev hverken sløjfet eller opgivet, den blev kun lukket i begge ender, for at den ikke skulle sande til, og den kunne åbnes igen med rimeligt varsel, hvis den ny sejlrende skulle svigte. Men tiden har vist, at sejlrenden gennem bankerne er god nok.
Der har været planer fremme om at omdanne kanalen til dambrug, men det blev heldigvis kun ved tanken. Dens ventebassiner ved hver ende ligger her stadig, kanalen er her stadig, med bro – veje – dæmninger og bygninger. I dag ligger kanalen som et storslået minde om fortidens søfart og ingeniørkunst.
Den indbyder til en guidet sejltur med kanalbåden – eller en spadseretur langs trækstierne. Uanset om man bevæger sig på eller ved vandet, får man en fantastisk naturoplevelse. Frederik VII’s Kanal blev fredet i 1958.
Billedtekst: De to Kanalbetjenthuse ved Lendrup ligger ved siden af hinanden på en smal, græsbeklædt tange mellem Frederik VII’s Kanal og
Limfjorden.
September 12, 2019
Vikingegravpladsen på Højstrup Hede
Dengang var vandstanden højere og gravpladsen lå tættere ved vandet, Specielle skibssætninger er til minde om betydningsfulde vikinger. Gravpladsen er fra 800 – tallet eller og så kaldet tidlig vikingetid. De mange fordybninger minder om alle de sten, der er fjernet i tidens løb. Gravpladsen blev fredet i 1881.
På markerne ved Tømmerby Fjords østlige bred i Vester Hanherred ligger der en gravplads, der stammer fra vikingetiden. Dengang var vandstanden højere, og pladsen lå tættere på vandet med udsigt over fjorden. Blandt de mange grave findes der også de specielle skibssætninger, der blev rejst som minde om betydningsfulde vikinger. Et vidnesbyrd om, hvor vigtig skibsfart var for vikingerne – både som handelsfolk og som erobrer.
Gravpladsen består af over en snes, især cirkulære småhøje, enkelte ikke mere end 50 cm høje. De små høje, hvoraf nogle enkelte dog er ovale eller trekantede af form, har både rummet jordfæstegrave med ret fattige gravgaver og brændte lig og brandgrave. Derudover findes her fire ret medtagne skibssætninger og omkring 75 fritstående sten.
Skibssætningerne, som har lidt under stentagning op gennem tiderne, er dannet af buede rækker af mere eller mindre oprejste sten. De øvrige sten på gravpladsen er både blevet tolket som rester af endnu mere forstyrrede skibssætninger eller måske helt andre stenanlæg og som egentlige bautasten, eftersom indskriftsløse mindesten også indgik i vikingetidens gravkult.
I en enkelt af højene er der f.eks. fundet seks bautasten anbragt i række over graven, men dækket af den lille jordhøj. Ud fra undersøgelser af gravgodset i nogle af gravene har man tidsfæstet Højstrup Hede-gravpladsen til begyndelsen af 800-tallet, det vil sige fra tidlig vikingetid.
På gravpladsen oplyser de mange tilgroede fordybninger, at mange sten er blevet gravet op. En at de tilbageblevne sten bærer præg at, at man forgæves har forsøgt at kløve den. Stenene er sikkert blevet anvendt som fundamenter på gårdene og slået til skærver på vejene.
Gravpladsen blev fredlyst i 1881
September 10, 2019
I Kollund Skov lå to villaer
Vi har tidligere beskrevet dette i to artikler. Vi har nu samlet det under en artikel. Vi fik nemlig reaktioner på første del, som vi nu har indlemmet i denne artikel. De to villaer kan i den grad fortælle historie. Det er tale om Villa Olinda og Lola. Vi skal høre om villaernes historie. Du fik bådehus og havn med til prisen. Vi er Kollund Østerskov. Her boede Familien Anthon. Men åbenbart havde topnazister adgang til villaerne fra 1941. Og her er opholdt Werner Best sig også. I den sidste tid af krigen opholdt Hilde Best sig her med fem børn og en barnepige. De lokale aviser var fortørnet over det kæmpe spritlager, som man fandt her efter besættelsen. Man ved, at Jens Møller og hans kone kom her på besøg. Men her kom også folk fra den nærliggende flådestation Mürwik. Måske var Dönitz en af dem. I Tingbogen fremgår at det var Marie Anthon, der var ejer af villaerne. Men her skulle der efter krigen have boet englændere. Og efterretningsvirksomhed skulle være foregået herfra.
Villaerne var bygget i 1888 – 1890
De to villaer i Kollund, som vi her skal høre om, blev bygget af købmand Joh. Richard Schwartz. Ja, han var også skibsreder. De blev sat til salg i 1905 for 125.000 mark.
Det var ejendomsformidler Max Brassel fra Berlin-Charlottenburg, der blev brugt til handelen. Han havde udformet en flot brochure, der fortalte om indretningen. Hele ejendommen var på 31ha. De var bygget i 1888-1890.
Bådehus og havn var med i prisen
Olinda var på 8 værelser med to verandaer. Her var kælder. Lola var på hele 10 værelser. Dengang kunne man købe herligheden med tre heste og køer. Og så var der i 1893 bygget et udsigtstårn. Et bådehus og en havn ud til Flensborg Fjord fik man også med. I nærheden var der dengang også guldfiskedam.
Ejendommene blev derefter købt af Johan Anthon. Ejendommene gik i arv i familien. Sønnen Oskar var ejer fra 1920. Han døde i 1939. Enken Marie var ejer til sin død i 1949. Derefter fulgte nevøen Johann Heinrich Anthon.
Vi er i Kollund Østerskov
Vi er i Kollund Østerskov med masser af natur omkring. Her var bassiner til oplagring af ål. Her kunne man se ud over Flensborg Fjord og Okseøerne. Og man kunne også få postkort med de to villaer på.
Hvem var Johan Anthon?
Den, der huskede Johan Anthon, fornemmede ham ikke som rig. Han var en gammel, krumbøjet og hvidskægget mand. Rigdommen kunne bedre fornemmes på sønnen, Oscar og hans frue. Fruens kommandostemme kunne man høre langt i den stille skov.
I Lola havde inspektør Julius Henningsen også boet. Han havde indrettet en hundekirkegård lidt længere oppe i skoven.
I første halvdel af 1930 skete der en stor omvæltning for Kollund Østerskov. Og så begyndte bilerne at komme. Familien Anthon var de første, der havde fået bil. Den første var en Adler, den næste var en endnu dyrere, en Mercedes.
I Lola boede en familie Engelke, og det var den ældste søn, Hans, der havde arvet navnet Anthon.
Topnazister havde råderet over disse villaer fra 1941
Og hvorfor er det lige, at vi skal høre om disse to villaer. Jo her boede Werner Best en gang imellem. Han havde råderet fra efteråret 1944. Det vil sige han og familien måtte bruge Villa Olinda. Og personalet brugte Villa Lola, der stod vinkelret på Olinda
Ja faktisk havde topnazister råderet over villaerne fra 1941, da det var den danske regering, der beslaglagde de to villaer og stillede dem til rådighed for besættelsesmagten. Det var det tyske mindretal, der havde foreslået det.
Normalt boede Werner Best til daglig i patricer villaen Rydhave i Charlottenlund sammen med sin hustru Hildegard (Hilde) og deres fem børn. I dag er villaen bolig for USA’ s ambassadør i Danmark.
En grund til at Werner Best lejede husene var vel i første omgang for at sikre familien i de sidste dage af krigen. Tilmed var der kort afstand til Tyskland og kunne derfor være praktisk
Men se det er der delte meninger om. For villaerne kan også være stillet til rådighed af ejerne. Men dette interesserede ikke datidens medier. I stedet kunne man i datidens tone den 29. maj 1945 i Sønderjyden i stedet læse:
Hvad Dr. Best havde gemt i Villaer ved Kollund
Og tonen var bestemt ikke anderledes i Dybbølposten:
Var alt stjålet?
Det lyder som om det hele var stjålet, men mon ikke de lokale købmænd var glade for kunderne i Villa Olinda og Lola?
Åbenbart kendte de danske myndigheder ikke til ”overlevelseslageret” i forvejen. Men det gjorde englænderne antagelig, og hvorfor gjorde de så det? Jo, der var ansat en gartner.
Og denne gartner blev brutalt myrdet af den lokale modstandsbevægelse efter besættelsestiden. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Det skulle være folk fra Den Danske Brigade, der skød ham. Men det er ikke sandt. Det var fem mand fra den lokale modstandsbevægelse, der likviderede ham med nakkeskud.
Ja vi ved det endnu ikke, og vi har heller ikke nogle skriftlige beviser på hans tilknytning til SOE.
Jo, Asmus Jensen har en overgang været gartner og medhjælper ved disse to villaer. Vi er blevet nægtet adgang til yderligere arkiver efter at vores bog er udkommet ”Grænsen er overskredet”.
Folk fra Flådestationen kom her også
Det er usikkert hvor meget Werner Best benyttede villaen, men sandsynligvis var det kun i kortere tid. Derimod kunne man ofte møde folk fra den nærliggende flådestation Mürwik, der var på besøg her i villaen. Om storadmiral Karl Dönitz også var på besøg var muligt. Der var jo så rigeligt med forsyninger i villaerne.
Asmus Jensen arbejdede for Anthons svoger
Anthons svoger havde en bagerforretning i Flensborg, og her arbejdede Asmus Jensen. Det var her igennem, han har fået jobbet.
Hvor længe Asmus Jensen var ansat her vides ikke, og hvad det reelle formål med hans ansættelse var, vides heller ikke. Oplysninger har vi fra en kontakt i Flensborg, der på gamle dokumenter har set hans navn i forbindelse med villaerne.
Og ofte, når Best var på besøg, så man også Jens Møller i villaen. Og rygter vil vide, at også Scavenius indfandt sig her. Jens Møller var leder af NSDAP – N og leder af det tyske mindretal i Sønderjylland. Også jens Møllers kone, Marie var her ofte.
Hilde Best og villaen
I krigens sidste tid bragte Hilde Best familiens vigtigste ejendele til villaen. Selv opholdt hun sig i Grabow i vintermånederne 1944/45.
Ved krigens afslutning blev hun anholdt og i første omgang anbragt i flygtningelejren i Oksbøl sammen med hendes børn. Senere blev de overført til Fittinglejren.
Hilde Best bragte sine resterende ejendele fra Tyskland til Villa Olinda. I april 1945 flyttede hun med de fem børn og barnepige ind i huset. Her opholdt de sig til få dage før befrielsen den 5. maj 1945., hvor de returnerede til Rydhave i Charlottenlund. Det vides ikke om nogle af børnene gik i skole i den tyske skole i Sønderhav.
Der blev regelmæssigt leveret vare til fru Best fra købmanden og bageren i Sønderhav. Når bageren kom med varer, skete der flere gange at fru Best spurgte om nyheder fra den engelske radio.
Det lykkedes for Hilde Best, at få det ønske opfyldt, at se villaen i Kollund. Hun har senere fortalt, at hvis ikke det var politiet, der havde taget alt i huset, så var det modstandsbevægelsen, der havde taget effekter som souvenirs.
Familien Best’ s ejendele stjålet
Efter krigen var Hilde Best længe bekymret for hvad, der var sket med villaen i Kollund og inventaret. Hun skrev således til Mimi Møller efter nytår 1945/46 at villaen tilsyneladende havde stået uden opsyn siden kapitulationen i maj 1945. Der skulle således have været tre indbrud i villaerne.
Rygterne ville vide, at englændere havde boet i villaerne i tre måneder.
Den 28. april skrev Hilde Best til Werner Best. På det tidspunkt sad hun sammen med børnene og barnepigen Helene Klein i den store fangelejr i Oksbøl, som vi tidligere har skrevet om. Hun blandede sig ikke med de andre flygtninge. Werner Best var dengang indsat i en amerikansk krigsfangelejr nord for Frankrig. I brevet nævnte Hilde at hun havde mistet alle sine ejendele i Kollund.
Den 1. november blev Hilde, børnene og barnepigen overflyttet til en flygtningelejr i Fitting ved Vorbasse, hvor de opholdt sig til den 22. april 1947, hvorefter de blev hjemsendt til Tyskland. Under opholdet i Fitting lykkedes det for Hilde Best, at besøge Villa Olinda. Det viste sig ganske rigtigt at alle hendes ejendele var væk.
I Padborg stod hendes veninde Jens Møller’ s kone, Mimi Møller og fulgte hende det sidste stykke vej over grænsen.
I Tingbogen står det anført, at Marie Anthon ejede villaerne. Det jorde hun også under hele anden verdenskrig. Også fra 1941, hvor topnazister gjorde brug af villaerne.
I forbindelse med arbejde med vores bog, fandt vi ud af, at der efter krigen foregik ting og sager i Kollund Østerskov, som kunne vidne om noget militært efterretningstjeneste. Det vender vi tilbage til, hvis vi ikke også bliver bremset i dette arbejde.
Familie Anthon
Familien Anthon oprettede et Eisengieserei i 1865 i Friesische Strasse 5, hvor de havde et lokale på 40 m2. Efter første verdenskrig købte de et støberi i Gråsten, som fik navnet Anthon und Söhne, maskinfabrik og jernstøberi.
I 1920 flytter virksomheden til Flensborg. Anthon følte sig dårlig behandlet af de danske myndigheder. Først etablerede man sig i Schillerstrasse. Virksomheden havde succes med bygning af teknologiske maskiner. Blandt andet fremstillede man møbelmaskiner.
Ligeledes blev Anthon nægtet at bo i sin bolig i Kollund af de danske myndigheder. Senere fik han dog tilladelse til at bruge villaen som sommerhus.
I Gråsten forsøgte man i 1922 at føre virksomheden videre. Men det lykkedes ikke rigtig. Virksomheden blev solgt et par gange, og til sidst endte det i et konkurs. Resterne blev overtaget af et firma i nærheden af Hovslund
Og i Kollund blev villaerne i 1961 solgt og ombygget.
NB: Vi er godt klar over, at brugen af anonyme kilder samt manglende skriftlige kilder som følge af manglende adgang til arkiver kan virke utroværdig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.439 artikler, heraf 282 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter)