Artikler
Januar 12, 2020
Vi skal styrke historiebevidstheden
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed. En københavner og ”Genforeningen”. Hold lige igen med selvforherligelsen. Det er sønderjydernes egen fortjeneste. Scavenius: ”Udspillet skal komme fra tyskerne selv”. Sindelagskontrol og splittede familier. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser, når det drejer sig om grænsedragning. Ordet Sønder – Jylland brugt i 1743, Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev gendannet. Det moderne Danmark blev skabt i 1920. I 1920 var der langt flere tyskere i Flensborg. I 1840’erne foretrak man et blandet samfund. Slesvig – Holstenere ønskede at frigøre sig. I Danmarkshistorien bliver de udråbt som landsforrædere. Bitter strid i det sønderjyske. ”I skal ikke blive glemt”. Det var også andre grænser. Tyskerne anerkendte ikke grænsen. Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen.
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed
Når man sidder og beskæftiger sig med historie, må man være forberedt på at blive frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed eller mærkelige algoritmer.
Jo historiebevidstheden er nedadgående. Man sluger alt det, der kommer på skrift også omkring den såkaldte ”Genforening”. Men lad os håbe, at dette kan give anledning til at tænke over, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Vi kan måske også begynde at tænke over, hvorfor tyskerne reagerer så stærkt på flygtningepolitik, grænsekontrol og vildsvinehegn.
En københavner og ”Genforeningen”
Jeg fortæller vidt og bredt, at jeg skal til Sønderjylland og holde festtale til en Afstemningsfest i Rens. Egentlig ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil sige. Det er så meget at tage af. Men også her bliver man mødt af fordomme:
Måske et berettiget spørgsmål. Men hvor bliver det skønt at møde gamle kammerater og kunne tale og lytte til sønderjysk, som ikke lige sådan er til at udrydde. Og måske kan man også lige korrigere de misforståelser der er ude i forbindelse med den såkaldte ”Genforening”.
Hold lidt igen med selvforherligelsen
Åbenbart er sandheden stadig ilde hørt. Det gælder også for besættelsestiden. Men man skal selvfølgelig være modtagelig for kritik.
Hold nu lidt igen med selvforherligelsen. Jo Nordslesvig var en del af den danske helstat. Men det er nu engang ikke det samme som det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig blev delt på midten. Nordslesvig blev en del af det danske kongerige.
Ja sådan stod det på forsiderne dengang efter afstemningen den 10. februar.
Det er sønderjydernes egen fortjeneste
”Genforeningen” fejres også i København. Der var inviteret VIP’ s i Det Kongelige Teater for at markere begivenheden. Men egentlig ville Danmark eller København slet ikke Nordslesvig. Det har vi berettet om i tidligere artikler. Den danske ambassadør i Berlin mente, at Nordslesvigerne lige så godt kunne vænne sig til at lade germanisere.
Danmark skal nok ikke bryste sig af at vi fik en afstemning. Det var ene og alene sønderjydernes egen fortjeneste, at der kom en afstemning.
Den danske regering mente, at de dansksindede ”oprører” nede i Nordslesvig var irriterende. De kunne ødelægge det ”gode” forhold til Tyskland. Selv Stauning bedyrede over for sine tyske partikammerater i 1917, at man sandelig ikke bakkede de oprørske dansksindede op.
Scavenius: Udspillet skal komme fra tyskerne selv
Scavenius ville ikke have, at det Nordslesvigske spørgsmål skulle diskuteres på fredskonferencen sammen med de allierede. Det kunne man selv diskutere med tyskerne. Men udspillet skulle komme dernede fra.
Sindelagskontrol og splittede familier
Glemmes skal det jo ikke, at den ny grænse i 1920 skabte et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Nordslesvig. Dette førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede i den grad diskrimination og sindelagskontrol. De dansksindede i Sydslesvig er for flertallets vedkommende tyske statsborgere. Og de tysksindede i Nordslesvig er for det meste danske statsborgere.
Glemmes skal det ikke, at det dansk – tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Det er flere jubilæer, der skal fejres. I den forbindelse er det meget mærkeligt at høre, når sønderjyske politikere mener, at man i det tyske mindretal nærmest skal tvinges til at bruge benævnelsen ”Genforening”
Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelse
Der findes ikke kun en fortælling om ”Genforeningen”. Husk lige det. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser, hvad der tjener helheden bedst.
Ordet ”Sønder -jylland” brugt i 1743
Det var en provins, der blev opdelt. Slesvig var historisk altid samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det meste af det danske mindretal, som også bruger betegnelsen Sydslesvig. Jo navnet Sønder – Jylland blev brugt i 1743. Nord for Kongeåen havde vi betegnelsen Nørrejylland.
Det var biskop Erik Pontoppidan, der i 1743 holdt et foredrag med titlen:
For at gøre hele historien endnu mere kompliceret, så er navnet Sønder – Jylland en del ældre end Slesvig.
Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget
Nå nogen tøver med at bruge benævnelsen ”Genforening” er det jo fordi er, at det ikke er at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med danske konger som lensherrer.
Men det var ikke det gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen ”Sønderjyllands Amt”. Og nu hedder det så Region Sydjylland.
Det moderne Danmark blev skabt
I 1920 fik vi et område, hvor der blev talt dansk i et vist omfang. Samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde Grønland og Færøerne i riget, men deres økonomiske og befolkningsmæssige betydning var mindre. Det betød, at der kunne skabes en samling af befolkningen, en enhedskultur som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat.
Danmark blev en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender i dag, geografisk og folkelig, var skabt. Var de den 10. februar 1920 den dag det egentlige demokrati blev skabt i Danmark?
I 1920 var der langt flest tyskere i Flensborg
Vi fik Påskekrisen. Og stridens kerne var kongens og store dele af befolkningen var frustreret over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efterfolkeafstemningen. Men egentlig havde man jo vel heller ikke regnet med dette. Kongehuset fik dog afklaret, at de absolut ingen indflydelse har på en regeringsdannelse.
Flensborg havde dansk befolkning i 1864, men det havde de ikke i 1920. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden. I Flensborg var de gode til at tiltrække nye beboere syd fra. Men i København ville man alligevel have haft Flensborg med til Danmark trods stort tysk flertal. Efterfølgende blev H.P. Hanssen jo nærmest gjort til forræder. Ved festlighederne i Dybbøl var det kun allernådigst at han fik lov til at tale.
I 1840’erne ville man have et blandingssamfund
Man glemmer også lige at nævne, at mange sønderjyder jo faktisk ikke ville indlemmes i Danmark. Underskriftsindsamlinger og andre kilder fra perioden viste, at i 1840’erne viste et flertal, at man ønskede at bevare det dansk – tyske blandingssamfund, som de var vant til. Men det var de yderliggående på begge sider, der vandt. Slesvig blev til sidst blandet i et dansk og i et tysk. Blandingssamfundet forsvandt.
Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig
Der er mange, der i tidens løb har haft en menig om, hvor grænsen skulle ligge. Man vil gerne lægge fortidens stridigheder bag sig. Grænsen var til diskussion i 1848, da Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det vil sige, at arbejderne nok ikke synes, at den var så demokratisk.
I Danmarkshistorien er de Slesvig – Holstenske oprører gjort til landsforrædere.
Men det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældig styret.
Det drejer som om 1800-tallet og 1900-tallet. Hvor hørte Nordslesvig til sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Frem til indlemmelsen gik mange i Slesvig fra at have en lokal slesvigsk identitet til at føle sig national tilknyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen stod man over for et sort-hvidt valg:
Efter afstemningen var det folket, der symboliserede nationen før var det kongen.
I 1863 var grænsen igen til diskussion
November – forfatningen 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte så til den næste krig og nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning ved Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Nu begyndte man at tvivle om Danmark kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Christian den Niende havde følere ude til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri. Det taler man heller ikke gerne om.
Vi havde en chance til fredskonferencen
Men det mest afgørende er nederlaget og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser i resten af århundredet.
Vi glemmer også den famøse fredskonference i London, hvor vi havde chancen for at få Nordslesvig med Flensborg. Men nej, vi troede stadig at vi kunne få det hele. Bismarck tilbød os, omtrent den grænse vi har i dag plus Flensborg.
H.P. Hanssen startede allerede i 1880’erne
Afstemningen den 10. februar 1920 kom ikke af sig selv. Det var ikke fordi, at Tyskland tabte krigen eller fordi Wilson foreslog en afstemning. Og det var heller ikke fordi den danske regering havde foreslået. Nej, det var skam dansksindede sønderjyder, der havde presset på, for at få den afstemning, de tidligere var blevet snydt for. Nu var der dog ikke et juridisk belæg for, at preusserne skulle afholde denne § 5 – afstemning.
Allerede i slutningen af 1880’erne var H.P. Hanssen den drivende kraft bag organiseringen af de danske nordslesvigere. Det var også ham, der som medlem af den tyske rigsdag fik skabt grobund for en officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig. Det var også ham, der var drivkraften bag den såkaldte Aabenraa – resolution den 17. november. Men også her kunne danskerne ikke blive enige.
Bitter strid i det sønderjyske
Flensborgbevægelsen ønskede modsat H.P. Hanssen en grænse syd for Flensborg, selv om byen var overvejende tysk. Så var det de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk ret til en grænse ved Dannevirke eller endnu sydligere ved Ejderen.
Disse forskellige holdninger skabte megen bitter strid og splittede familier og venner i Sønderjylland. Således var der folk, der holdt sølvbryllup to gange, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborg – folk.
Men vi fik da også et tillæg til grundloven her i september 1920.
”I skal ikke blive glemt”
Statsminister Neergaard sagde dengang til de dansksindede syd på, at de aldrig skulle blive glemt. Og man har da heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved de cirka 500 mio. kr., som de får hvert år.
Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med folkeafstemningen 1920. Man håbede på, at der senere kom mulighed for en grænserevision. En af de mest aktive, der kæmpede for en grænse ved Ejderen var A.P. Møller. Ja tilsvarende håbede det tyske mindretal også for at få Kongeå – grænsen tilbage.
Ja regeringens fald i 1947 handlede jo netop også om spørgsmålet om grænserevision. Det var statsministeren, der i løbet af 1946 havde gjort sig til talsmand om en grænserevision.
Der var også andre grænser
Der var jo også andre grænser. Toldgrænsen har fra 1200-tallet ligget ved Kongeåen. Den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også toldgrænser mellem de forskellige hertugdømmer, hvor okser for eksempel skulle fortoldes.
De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede for eksempel med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland ved vestkysten. Det tog for eksempel 70 år at planlægge vejstrækningen Tønder – Ribe. Det, der gjorde ekstra vanskeligt var, at strækningen skulle gå gennem tre kongerigske enklaver.
Man havde også vanskeligheder ved at administrere de retslige grænser, som netop var bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme. De kirkelige grænser skyldes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden.
Kirkesprogsgrænsen blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk. Disse sproglige grænser har også flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800 – tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.
Sindelagsgrænser
De kulturhistoriske grænser kom bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner.
De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv. De kan være både slægts – og traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden gennem familier og landsbyer. Da de er konstant under forandring, kan de være svært at indfange.
Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig. Nu skulle det være en del af Jylland og Danmark. Man ville for alt i verden forhindre at den nationale konflikt i at undergrave den ny grænse.
Det var ikke billigt
Der blev postet masser af penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenet blev udviklet. Elektricitet og telefonsystemer blev moderniseret. Det var både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at få det til at hænge sammen med det øvrige Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre med dansk økonomi.
Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces. Det krævede meget store investeringer.
Tyskerne anerkendte ikke grænsen
Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse. På forskellig måde forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal.
Fra begyndelsen af 1920’erne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.
Der måtte ikke tages kontakt til tyskerne
Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920’erne mere rigid ”Den følte grænse” var midlet. Målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen. Mange arbejdsgivere var vant til at hente medhjælpere på den anden side.
Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.
Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen
Den tyske regering støttede efterhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920’erne hjalp kreditanstalten trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.488 artikler. Heraf er 123 inden for kategorien ”Indlemmelse, Afståelse og genforening”
Januar 9, 2020
Fornemt besøg i Højer
I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.
Egnen plaget af stormfloder
Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933. I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.
Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.
Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.
Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.
Det slesvigske fastland strakte sig milevidt
Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.
Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.
På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.
På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.
De frisiske stammer
Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.
Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.
Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.
Marsken er lav
Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.
På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.
Masser af diger blev anlagt
Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.
I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.
Vadehavs-øerne var fastland
Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.
Mange omkom under stormflod
Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.
Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.
Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:
Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.
Folk omkom også under helteforsøg
De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv. I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.
Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.
De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.
Også i nyere tid har det været fare på færde
Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.
Der var ofte vand i marsken
Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.
Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.
Der pumpes bestandigt
Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.
Rudbøl og Rosenkrantz
Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.
De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.
De gamle frisergårde
Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.
Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.
Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.
Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.
Levende drengebørn i digerne
Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.
Masser af storke i Højer
Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,
Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.
Byer med en ejendommelig form
Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.
Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.
Den vestlige vej over Hjerpsted
Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.
Hærværk over Oldtidshøje
Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.
Fremragende udsigt
Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.
Trøjborg
Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.
Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.
Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.
Ballum Marsk knap så storslået
Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.
Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.
Katastrofen i Misthusum
I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.
Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer
Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.
Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:
Beboerne vendte tilbage
Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:
Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf
249 fra Tønder
186 fra Sønderjylland
Travlhed ved Højer Sluse
Fiskeri ved Højer
Askerode ved Vidåen
Omkring Vidåen og havnen i Tønder
Kanal gennem Tønder
En vandmølle i Tønder
Januar 9, 2020
Tønder 1932-1933
I forbindelse med sin bog ”De Jyders Land 1-2” besøgte Achton Friis Tønder i 1932 – 1933. Vi har redigeret lidt i teksten. Det blev nu ikke særlig meget om selve Tønder. Men det blev en del om kniplinger og lidt om Tøndermarsken, Møgeltønder og Guldhornene. Og så besøger vi tre frisergårde, Vester Anflod, Kjærgård og Nørre Sødam. Vi har samlet en oversigt over artikler om disse fire emner i slutningen af artiklen, så du kan fordybe dig endnu mere.
Et besøg i Tønder
Johannes Achton Friis er uddannet på Kunstakademiet. Han har lavet keramik, porcelæn og portrættegninger. Han deltog i 1906 – 1908 i Grønlands – ekspeditionen 1906 – 1908 og skrev en bog om dette.
Fra 1906 – 1908 udgav han trebindsværket De Danskes Øer, hvor han besøgte 132 øer. Fra 1936 – 1937 udgav han Danmarks Store Øer. I 1932 – 1933 besøgte han Tøndermarsken i forbindelse med bogudgivelsen De Jyders Land 1-2. Vi har kigget i bøgerne og redigeret i teksten og rækkefølgen.
Jejsing Bjerg
Fra mange sider havde jeg hørt om skønheden i Tøndermarsken. Det første indtryk af Jejsing Bjerg øst for Tønder gjorde ikke er større indtryk på mig. Men da jeg nåede helt ud i den, skuffede den mig ikke, Indtrykket blev helt anderledes, end jeg havde ventet, mere fremadrettet – og langt voldsommere.
Vester Anflod
Vi når Vester Anflod, Cornelius Petersens Gård, som er opført for 15 år siden. Det er et pragtstykke af en bygning, holdt fuldstændig i stilen som de gamle frisergårde. For at give et lille begreb om denne en etagers bygnings dimensioner behøver jeg blot at nævne, at der er 17 meter til tagrygningen. Alt andet står i forhold dertil. Hver ting ude og inde tyder på storslåethed og velstand. Det er en bolig for en bondehøvding (Læs artiklen. En rebel og hans gård) (Gården brændte i 1950’erne)
To ægte frisergårde
Jeg kommer forbi to ægte frisergårde, de ældste i hele marsken, Kjærgård og Nørre Sødam. (Ved åen)( Her skal du nok lige huske, at dette er skrevet i 1938 – 1939). Den første ejer er tysk, den anden ejer er dansk. Gårdene ligger kun 100 meter fra hinanden. Det må velsagtens være vanskeligt at være ”gode venner og trofaste naboer” her på grænsen, hvor spørgsmålet tysk eller dansk endnu bestandig er så brændende og striden ikke er ebbet ud.
De tysksindedes intolerance
Det siges hernede i marskegnene i Tønder Amt, at denne bestandige friktion for en stor del skyldes de tysksindedes intolerance og stridbarhed, der blandt andet af og til kan give sig udslag i unødvendige og irriterende demonstrationer. Ved de møder, som foranstaltes af danske, kommer ofte tyskere tilstede. Og det hænder at danskerne for eksempel synger ”Der er et yndigt land”, så rejser tyskerne sig demonstrativt og afsynger Deutschland, Deutschland. Modsætningsvis deltager danskerne ikke i de tyske møder og er overhovedet tilbageholdende og uhyre tolerante.
Det indre af Noahs ark
Kjærgård ligger lige som nabogården på et værft, den kunstige forhøjning som var gårdenes eneste værn, før digerne fik deres nuværende højde – to småbitte øer i det umådelige jævne græshav. Gården er opført 1736. Den står næsten endnu udvendig som dengang. Den er kun blevet forsynet med nye vinduer til beboelsesrummene og er fortrinlig bevaret.
Det er en typisk frisergård med de brede længer og høje tage, sammenbygget om den lille gårdsplads. Også staldenes og ladernes indre er bevaret, mens stuehuset indvendigt er stærkt moderniseret. Hvilke tagkonstruktioner af svære bjælker inde i disse udhuse – det er som det indre af Noahs Ark, beregnet på at trodse alle elementers angreb. I længerne velbevarede ydre, selv inde på den lille gårdsplads, rummer ikke alene helheden, men selv hver lille detalje, stor skønhed. Bemærk blot buernes form over åbningen i kvisten og over dørene. Hvilken hygge på denne gårdsplads, hvilket læ der må være for alle storme her bag de vældige tage!
I stuehuset, hvis gavl mod haven har tre kviste, findes kostald i den østre ende, der lige som i yderlængerne er forsynet med ganske små vinduesåbninger af en overordentlig smuk, oval form med en fremspringende ring af profilerede mursten.
Alt omkring denne gård synes røgtet med stor omhu. Beundringsværdig er haven med dens kastanjetræer og røn, en mægtig bøg, en mængde frugttræer, bag hvis læ alle mulige blomster vælter op af bedene. Kun på vestsiden er de store træer krøgede af vinden. Det virker forbavsende at finde en sådan oase midt på den åbne slette så nær den barske vestkyst.
Gulhvide fåremælksoste
Gårdens ejer er en mand midt i trediverne. Både han og hans hustru tilhører den tyske del af befolkningen, men de modtager mig med gæstfrihed og hjertelighed, som virker ægte jysk. Den unge frue er en nordisk type af reneste art. Men det er ikke nogen jyskpræget bondekone, man her har for sig. Hendes øjne spiller af liv ved hvert spørgsmål, der rettes til hende. Og hun svarer med en livfuldhed og en gestus, som er ganske fremmedartet. Samtalen drejer for en stor del om de dårlige tider, som også i høj grad rammer bønderne i marsken.
Inde på gårdspladsen finder jeg en mængde gulhvide skinnende fåremælksoste af form og størrelse som munkesten liggende til soltørring på trinene af en trappestige. Ejeren fortæller, at gårdens hovedsagelige indtægt for tiden er tilvirkning af sådanne oste. På grund af de lave kød – og flæskepriser betaler det sig bedre med ko- og grisehold. Han har næsten ingen køer mere, men derimod 120 får. Dem, der giver mælk kan gennemsnitlig indbringe ca. 30 kr. om året. Hertil kommer yderligere indtægten af salg af lam og fårenes uld.
Han har tidligere tjent store penge ved opfedning af kvæg. Dette var næsten alle marskbønders store indtægt en gang. Men det er slut.
Far og mor på besøg
Mens jeg taler med de to unge folk, kommer gårdejerens gamle fader sammen med sin kone på besøg fra Møgeltønder, hvor de har boet, efter at sønnen for et par år siden overtog gården. Næsten dagligt kommer de to gamle agende den halve mils vej herud i deres lille hestekøretøj. De kan ikke undvære stedet og må hele tiden spørge til gårdens drift.
Her ligesom på Kjærgård inviteres jeg naturligvis på kaffegilde som noget helt naturligt. De unge slider i marken, men de gamle overtager ledelsen indendørs, som om de endnu var de retsmæssige værtsfolk. Imens taler vi om, hvordan livet forhen har formet sig for dem hernede i marsken, hvor de har levet hele deres liv.
Den gamle mand fortæller, at oversvømmelser af selve havet aldrig har fundet sted i hans levetid, dertil er digerne alt for sikre værn. Men lige til det nye afvandingssystem for 5-6 år siden blev indført, stod marsken heromkring hver eneste vinter under vand fra regnen, så man kun kunne gå og køre ad digerne. Fra gården havde man langt til den nærmeste digevej, som går østen om to gårde til Møgeltønder. Børnene, som skulle i skole herfra, måtte hver morgen roes hen til denne. Færdslen fra gård til gård foregik vinteren igennem ligeledes i både, end dog også herfra hen til 100 meter fjerne Kjærgård.
Masser af vand
Men ensomheden har mennesker aldrig været trykket af hernede. Den var man vant til. Og om vejret var nok så skrapt, havde gårdens beboere deres ugentlige sammenkomster med kortspil og andet hele vinteren igennem, hvor de trodsede elementerne og mødtes på omgang. Konen og han sad ligefrem og gassede sig ved tanken om, hvor gemytlig livet havde formet sig. Men ofte var det slemt med høsten, når vandet allerede om efteråret steg op over de lave marker. Efteråret 1903 glemmes sent, da ødelagde vandet det allermeste – det sidste hø, man redede, kom først i hus juleaftensdag.
Beskrivelsen af Kjærgaards bygninger passer omtrent med Nørre Sødam, blot at den sidste er endnu ældre, hvad den også før indtryk af, blandt andet ved yderlængernes mure, der er opført af svære munkesten, er noget mere forvitrede af vejr og vind. Gårdens østside med gavlens døråbning er af fremragende skønhed, som kun brydes af de nye vinduer og en lem nær døren. Stuehusets uregelmæssige plan især facaden mod haven, viser dog at dette som modsætning til Kjærgård hyppigt har været underkastet forandringer.
Nørre Sødam 2020
Det vil nok være på sin plads at fortælle, at den mere end 250 år gamle gård Nørre Sødam er blevet solgt til Realdania By & Byg. De vil bevare denne unikke gårdtype, som kun findes i Vadehavsområdet. Forude venter en nænsom restaurering, der skal bevare og sikre den historiske værdifulde gård.
Der er kun få af disse tilbageværende værftsgårde tilbage. De har stor betydning for den samlede miljømæssige værdi i Tøndermarsken. Dette indgår i det igangværende Tøndermarsk Initiativ. Ejendommens værdi var sat til 3,3 millioner kroner.
Disse værftsgårde er opført med en helt speciel selvbærende tømmerkonstruktion. Den sikrede, at det ikke var murene, men derimod solide stolper og bjælker, der bar stråtag og lofterne. Det betød, at selv om murværket blev skyllet ud af vandmasserne ved stormflod, ville huset og taget ikke styrte sammen.
Når det stormede herude i Tøndermarsken og det gjorde det ofte, så åbnede far altid lågen op til loftet, så man kunne kravle derop, hvis vandet skulle komme. Sådan var det også med Nørre Sødam.
Den forrige ejer af gården, Peter Linnet inviterede ofte lejrskoler og andre på besøg som interesserede for den unikke bygningskonstruktion. Efter at have stået til salg i flere år er gården begyndt at se lidt forsømt ud. Der er også foretaget nogle ændringer, der ikke helt passer ind i den oprindelige byggestil. Det bliver det sikkert rettet op på nu.
Måske skal vi også lige nævne, at Kjærgård var under samme slægt helt fra starten til 1924.
Besøg af en ravn
Da jeg kørte herfra, kom en ravn til syne forude, siddende på en ledstolpe lige ved vejen. Da vi holdt og jeg stod ud af vognen lettede den og fløj 15 meter ind over marken, hvor den satte sig på en anden pæl og stirrede på mig mens dens fjer skinnede dybblå og violette i solen som anløbet stål. Det siges hernede, at denne pragtfulde fugl her på egnen bl.a. skal ruge i skovene nord for Gallehus.
Møgeltønder ligner en Tornerose by
Man har en særegen oplevelse ved synet af det smukke slot, Schackenborg med dets pragtfulde inspektørbolig og strålende park – et minde om østens frodighed og blidhed her i de barske vesteregn, men her virker det mangedobbelt i modsætning til midtlandets heder, hvor jeg kommer fra.
Det lille Møgeltønder ligner en Tornerose by, der synes at have ligget i dvale i to – tre hundrede år, men hvis beboere er vågnet hver lørdag for at skure deres huse udvendig. To gange om året maler de dem.
Alle disse små ensartede huse i den lange Slotsgade har deres egen helt særegen stil. Hver for sig er de en skønhedsåbenbaring med deres røde eller hvidkalkede murstensfacader, de mægtige kviste, stråtagene og de små karnapper. Som de ligger der i udbrudte rækker bag toppede brosten, vidner de hver eneste et om en hel bybefolknings dybe respekt for de gamle, som har skabt dem.
Denne gade er noget enestående i vores land. I Tyskland har man jo ældgamle byer, som er verdensberømte for deres skønhed. Her har vi kun denne ene, som tilnærmelsesvis når dem. Er det tilfældigt, at vi skal helt ned til den tyske grænse for at finde noget lignende?
Et par hundrede meter nordvest for Møgeltønder findes en bakke på 14 m’s højde, egnens højeste punkt. Den er forsynet med et udkigstårn, hvorfra man har et instruktivt overblik over egnen. Hele den vide banke er som en mærkelig isoleret oase, domineret af Schackenborg Slotspark. Uden for dette ligger kun den vide flade som en uendelig steppe, marskens umådelige græsflade med de snorlige kanaler og de fjerne diger.
Guldhornene i Gallehus
Da det første af vores to berømte guldhorn fandtes i 1639 ved Gallehus, blev det efter den flensborgske rådmand von Liitkens beretning afleveret til hans familie af finderen. Det var en lille pige fra Møgeltønder, som ernærede sig ved at kniple. En dag bragte hun hornet til von Liitkens moster, Marina Thomsen i Tønder. Guldhornenes historie er velkendt og det samme er kniplingsindustriens. Men det er den tilværelse som kniplepigerne sandsynligvis ikke.
20.000 arbejdede med kniplinger
Kniplingsindustrien, som fra sin hjemstavn i Mellemeuropa kom hertil i begyndelsen af det 17. århundrede, tog i det 18. århundrede et sådant opsving, at den i tiden fra 1744 til 1784 fra at beskæftige 12.000 voksede til at beskæftige ca. 20.000 personer. Den havde til sæde i Løgumkloster Amt, på Trøjborg Gods, i Grevskabet Schackenborg, på Rømø samt i de vestlige dele af Tønder, Aabenraa og Haderslev Amter. Stærkest var den på Tønder – egnen og Tønder var hovedbyen., hvorfra varen blev forhandlet.
Her fandtes allerede i midten af det 18. århundrede 25 kniplingshandlere. Endnu i begyndelse af det 19. århundrede kunne enkelte beskæftige 1.500 kniplepiger. Foruden de fastboende grosserere og købmænd førte en sværm af kræmmere varerne rundt både i ind- og udland.
Det blev formuende folk
En mængde kniplinger gik til Tyskland, Norge, Rusland og andre lande, ja helt til Østlandene nåede de. Det var store pengesummer, som i denne industriens blomstringsperiode nåede til landet. Alene for året 1805 andrager udførslen en sum af 262.000 Rigsdaler.
Kræmmerne, men især de store opkøbere i byerne blev formuende folk. Dette havde en af sine årsager i den elendige løn, som kniplerskerne fik for deres arbejde. De spandt ikke guld ved deres virksomhed. Det eneste eksempel, man har på, at der har været berøring med ædle metaller, er da pigen snublede over Guldhornet ved Gallehus.
Fængselsagtig tilværelse
Disse stakkels menneskers tilværelse formede sig overhovedet på den mest triste måde. De bandtes som regel til det næsten fængselsagtige arbejde allerede fra den tidlige barnealder. Og deres sundhed led allerede, da de var i opvækst, overordentligt under det bestandig stillesiddende liv og den sammenbøjede stilling, hvori arbejdet udførtes.
Sammen med den indelukkede luft udsatte dem i stærk grad af brystsyge og andre sygdomme. Adskillige imellem dem blev ligefrem forvoksede. At kalde deres liv fængselsagtigt er altså et mildt udtryk.
Et skarpt tilsyn
Regeringen vågede stærkt over, at de ikke udvandrede, for at kunsten ikke skulle læres i andre lande. Skete det at en ung pige blev grebet i at undvige, lokket af løfter om bedre fortjeneste, blev hun behandlet som en desertør. En pige fra Gram Herred blev lokket til Sverige af en jøde, som bragte hende til Kalmar. Kancelliet satte sig straks i bevægelse for at få pigen udleveret og jøden straffet.
Et skarpt tilsyn med alle bortrejsende blev indført i Hertugdømmerne. Kvartalslister affattedes over pigerne i de forskellige distrikter og tilstilledes amtmændene. Øvrigheden bemyndigedes ved Kgl. Reskript af 1740 til i nødsfald at arrestere de kniplepiger, som agtede at begive sig ud af landet. Også pigernes mødre løb en risiko ved at ville rejse. Stor ståhej vakte det, da det kom for dagen, at nogle kniplepiger i Tønder havde giftet sig med underofficerer af et der indkvarteret Oldenburgsk Musikregiment. De undgik dog arrestation, da de fulgte mændene til deres hjemstavn.
Ensformig tilværelse
Også arbejdets ensformighed må have været frygtelig. Mønstrene til kniplingerne leveredes enten af fabrikanterne i byerne eller opstod hos kniplerskerne efterhånden. Pigerne arbejde i årevis med et par enkelte mønstre. Derved kunne man så nå størst færdighed. En gammel kone havde i 40 år arbejdet med det samme mønster. Og lønnen var fuldstændig afhængig af forhandlernes forgodtbefindende. Særlig i nedgangsperioder, hvor store partier var opdynget hos grossisterne, tjente pigerne næppe til det tørre brød.
Et lille lyspunkt i ensformigheden var det, når pigerne om vinteren gik sammen for at spare lys og brændsel. Maskinerne kom efterhånden til og overtog. Men endnu i 1840’erne sad dog en mængde piger hjemme om vinteren og arbejdede ved tællelyset under Skomagerkuglen, som lyste over Knipleskrinet og Kniplestokkene. Kræmmerne vandrede endnu engang rundt og opkøbte varen.
Os, der er født og opvokset i Tønder ved, at det er en smuk by. Men det er rart hvis vores gæster også synes dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.486 artikler, herunder 249 artikler fra Tønder, herunder:
Januar 6, 2020
Utterslev Mose – dengang og nu
Pludselig blev man bedt om at holde to foredrag i træk, uden at betale noget som helst ude i Tingbjerg. Det hed Søborg mose, når det var blodigt. Utterslev er helt fra 1300-tallet. Ingen ville bortgrave 64.000 læs tørv. Et teglværk i Brønshøj. Karl Gustavs Træ. Slusemester – et vigtigt job. På Søborghus Kro huserede Grevinden fra Bagsværd. En kongelig jagthytte. Utterslev Mose, en central rolle for vandforsyningen. Private Springvands-Kompagnier. 643 brønde i København. 500 soldater gravede op i Utterslev. Da Vestvolden blev anlagt. Et imponerende bygningsværk. ”Hvad skal det nytte?” Befæstet med 65.000 mand. Så var det slut med mosevand som drikkevand. Indlemmet i Københavns Kommune. Der skulle bygges i Tingbjerg. 400 arbejdsløse blev sat i gang. Forurening af mosen. En Gedde på 129 cm fanget i mosen. Masser af tilgroning. Vandet er stadig i ubalance.
Skulle holde to foredrag i Tingbjerg
Jeg skulle holde et foredrag for en Pensionistforening ude i Tingbjerg. Det skulle så kombineres med et foredrag for nogle, der var på vandretur i området. Egentlig var det for en bekendt, der måtte melde afbud. Det var til en historiefestival, der blev afholdt over hele København. Arrangørerne var et Område – eller Kvarterløft i Husum eller Bispebjerg. Aftalen var, at jeg skulle holde foredrag fra 14 – 15.30. Honoraret var et par lokalhistoriske bøger fra området.
Da jeg så kom til stedet, var det igangværende arrangement forsinket. Jeg kom på kl. 14. 30. Men da jeg så var færdig, ja så myldrede til med folk, der skulle høre mit foredrag. Heldigvis havde jeg et foredrag med, så havde holdt på Nørrebro Bibliotek dagen før. Normalt holder jeg aldrig det samme foredrag to gange. Dem nu sad der i forvejen, ja de fik nu et foredrag, der varede fra 14.30 – 18.00. Og så fik jeg aldrig mit honorar.
12 timer efter, at jeg havde været der, lød der skud fra Tingbjerg. Det ellers normalt meget fredeligt herude.
Jo jeg har da senere været ude i bydelen og holde foredrag for andre arrangører.
Det var søde og opmærksomme tilhørere. Her er ikke noget at udsætte. Men det var ved den lejlighed, at jeg blev betaget af Utterslev mose. Tænk engang så tæt ved storbyen har vi denne naturskønhed. Og jeg har være her adskillige gange. Ja faktisk kender jeg nogle, der frivillig forsøger at bevare dette klenodie. En hurtig cykeltur hertil og du er i en helt anden verden. Og selv grågæssene er nysgerrige efter, hvem der besøger dem. Inden vi nu vender tilbage til fugle- og plantelivet herude, går vi lige en tur tilbage til dengang.
Det hed Søborg Mose, når det var blodigt
Men hed det nu ikke oprindelig Søborg Mose? Kigger vi tilbage på ældre kort finder vi begge navne nævnt. Ja de ældste kilder kalder faktisk stedet for Søborg Sø. Og stedet er den stejle skråning fra Buddinge ned til den oprindelige sø. Altså søen ved bakken.
Københavns Kommune ønskede et københavnsk navn, Utterslev, efter den oprindelige landsby i Brønshøj sogn, som blev indlemmet i København i 1901.
Her er sandelig sket mange forbrydelser gennem historien. Og ikke mindst under besættelsen. Men ”i den blodige mose” er der også sket seksualforbrydelser. Og så blev stedet pludselig omtalt som Søborg Mose i hovedstadspressen. Så kunne disse forbrydelser tillægges Søborg. Københavnerne brød sig ikke om begrebet U-terslev med trykket på ter!
Utterslev helt fra 1300 – tallet
På et kort fra 1865 ses, hvor Tingbjerg nu ligger. Det udgjorde egentlig en del af gårdene i Husum. I Husum var gårdene ikke som i så mange andre landsbyer blevet udflyttet med landbrugsreformerne i 1700- tallet. De lå stadig inde i landsbyen med jordene strålende ud derfra i en såkaldt stjerneudstykning.
På gamle historiske kort må man formodes at mosen har været en langstrakt lavvandet sø, der blev dannet, da isen for 12.000 år siden smeltede bort fra Sjælland og efterlod en tilfældig udformning af landskabet, som man kalder et bundmorænelandskab.
I middelalderen tilhørte mosen områdets største gods ”Hovedgården i Otterslef (Utterslev). Den lå i Støvnæs Herred, som Biskop Absalon fik af Valdemar den Store i 1166, Mennesker har sikkert haft bopladser omkring mosen, selv om der i Husum kun findes en enkelt gravhøj. Der kom tidligt en tæt bebyggelse omkring de to herregårde, Husoma (Husum) og Emendrop (Emdrup), som biskop Absalon ejede, samt Brønshøj Kirke, der menes at være bygget i 1150 af bispen Svend Norman, da København eksisterede som et lille fiskerleje.
Landsbyen Utterslev har eksisteret siden 1300-tallet.
Imod bøndernes interesse
I årenes løb har bønderne været omkring mosen og taget sig nogle friheder ved at hente tørv til brænde, græs og tagrør til tagdækning. Jo, og der var mange fisk. Nu var det også mange stridigheder mellem Brønshøj og Husums bymænd i første halvdel af det 17. århundrede.
Det var derfor imod bøndernes interesse, når Københavns vandforsyning opretholdt en høj vandstand, for at skabe et vandreservoir. Bønderne klagede, men en kongelig kommission afgjorde, at Vandvæsenet ejede søen. Efter mange stridigheder og klager blev der i 1810 indgået et forlig, hvor bønderne fik ret til at hente ”græs, siv og flæng” i mosen som typisk pindsvinekop og sødgræs.
Ingen ville bortgrave 64.000 læs tøv
Tørveskæringen, som ophørte i 1846, nåede bønderne aldrig at få tilladelse til. I slutningen af 1700 – tallet forsøgte byen også at få fingrene i mosens tørv. Man ønskede at bortforpagte hele området som tørveskær, hvor der kunne bortgraves 64.000 læs tørv om året i 50 år. Men der var ingen der turde påtage sig opgaven.
Hvor meget tørvegræs, der egentlig er opgravet, er uklart. Der var så mange retssager i det gamle Utterslev, som vidner om mørkets gerninger ude i mosen. Galgen stod på Bispebjerg, hvor Grundtvigskirken nu ligger.
Et teglværk i Brønshøj
Omkring 1640 købte en byskriver ved navn Arent Berents en gård i Brønshøj. Han anlagde et teglværk, og det er sandsynligvis det, som der findes rester af ude på Teglholmen i mosens vestligste del, hvor vandet tidligere blev rødt, når man gravede i mosen. Svenskerne ødelagde det i 1659 under deres belejring i København.
På grund af misvækst omkring 1650 opstemmede bønder vandet i Utterslev Sø, som mosen hed dengang, hvor 8 bønder fik deres marker og enge oversvømmet. De fik ret i deres klage, så forsøget måtte opgives.
Karl Gustavs træ
Natten mellem den 10. og 11, februar 1659 kom svenskerne efter deres mislykkede storm på København, hvor de slog lejr på Brønshøj Bakke ned mod mosen. Svenskekongen boede på en gård i Utterslev. De stjal dyr, fødevarer og indbo på gårdene.
For endnu 50 år siden stod der endnu et stort gammelt piletræ ud for det sted, hvor en lille sti førte til Brønshøj Kirke ud i mosen. Pilen kaldtes Karl Gustavs Træ, fordi sagnet fortalte, at Svenskekongen havde bundet sin hest til dette træ. Men desværre måtte man fælde træet, da det var gået ud.
Slusemester – et vigtigt job
I 1587 befalede Kongen ”at udgrave og rydde ”Otterslev Sø”. Samtidig blev vandstanden hævet ved bygning af en dæmning og sluse i markskellet mellem Buddinge og Emdrup, for at få stabile leverancer af fisk til ”Kongens bord”.
Fiskeriet var forbeholdt kongen, der fik leveret ”herrefisk” til taffel. Det vil sige gedder, karper og sudere. Embedsmanden Caspar Paselick fik i 1568 en særlig tilladelse til at fiske i Gentofte og Utterslev Søer med ”Togger og Ruser”, men ikke med store Vaad”.
På Søborghus Kro huserede Grevinden fra Bagsværd
Det var der, hvor Søborghus Kro lå på Frederiksborgvej, der fik kongelig privilegium i 1657. Kromanden var både kongelig damvogter og fiskemester. Der hørte rejsestald til. Der blev danset og spillet amatørteater. I krohaven ned mod mosen var der forlystelsespark med gynger og karruseller.
Karl Ølby var opvokset i Buddinge, hvor han var karl på den store proprietærgård Marielyst, hvor gårdens tre karle startede dagens arbejde klokken tre om morgenen. Når han skulle more sig, foregik det på Søborghus Kro. Her dansede han bl.a. med Angelica Pierri, grevinden af Bagsværd. Hun drak whisky som postevand. Hun blev født i 1870 og voksede op som plejebarn i en beværtning på Nørrebro. Og her på siden har vi beskrevet dette i en af vores artikler. Mændene stod tidlig i kø for at få et glimt af hende. Jo hun var et godt trækplaster.
Hun var gift mange gange og blev en rig dame. I 1900 købte hun Aldershvile Slot og efter et ægteskab fik hun grevinde-titel. I 1909 brændte Aldershvile Slot. Så gik det ned ad bakke. I 1914 begik hun selvmord og efterlod en gæld på 60.000 kr. Hendes ydmyge gravsten står ved ruinen i Aldershvileparken.
Kroen og krohaven forsvandt i 1940, men navnet Søborghus Kro blev i årtier bevaret af restauranten på hjørnet af Frederiksborgvej og Gladsaxevej.
En kongelig jagthytte
Indtil 1857 havde vekslende konger eneret på jagt i Utterslev Mose. Christian den Syvende byggede en jagthytte, Sokkelundille i 1770. Den har vi nærmere beskrevet i en artikel på vores side. Den ligger på Utterslev Torv 9, hvor den hvis nok nu er børnekulturhus.
Det er uklart, hvem der havde ret til at skære rør og hente græs i mosen. Dette førte til en del stridigheder, når bønderne klagede over oversvømmelser.
En besværlig vej
Da villaudstykningerne begyndte i første tiår af 1900 – tallet var grundene billige i Gladsakse, for adgangsforholdene var dårlige. Man kunne for eksempel stå af sporvognen for enden af Borups Alle og fra Frederikssundsvej dreje til højre af Otterslevvej ved Brønshøj Apotek. Denne hvide bygning ligger der endnu, men dengang ret ensom. Herfra gik det over stok og sten til Utterslev (Otterslev) gadekær, gennem haveforeningen Fælleseje (Horsebakken) ad en markvej og langs en engkant og over en dæmning, hvorefter man nåede en træbro, der førte til Søborgmagle.
Utterslev Mose – en central rolle for vandforsyningen
Utterslev Mose fik tidligt en central rolle for at sikre vandforsyningen til København. Hvor Søborghus egentlig lå, var før slusemesterens bolig. Her boede gennem historien forskellige slusemestre. Uden naturlige søer i nærheden blev man nødt til at foretage store udgravninger i 1400 – 1500-tallet, for at finde ferskvand til den voksende bys drikkevandsbehov, drive byens vandmøller og forsyne voldgraven med vand. Vandet kom fra Harrestrup Å (Ovre Å), Grøndals Å, Lygteåen, Damhusåen og Ladegårds Å Samt Utterslev Mose og Damhussøen. Det vestlige vandløbssystem var oplandet til Harrestrup Å. Det østlige vandløbssystem var området omkring den nuværende Utterslev Mose, Det var nødvendigt at skabe nogle varige søer i de lave enge uden for byen.
Det østlige system blev dannet, da Rosbækkens naturlige udløb fra det nordøstligste hjørne i Utterslev Mose blev opdæmmet ved anlæggelsen af Kongevejen til Fredensborg Slot, Fredensborg og Kronborg. Dette blev iværksat af Frederik den Anden i 1570.
Ved dette dæmningsbyggeri blev den højt beliggende Esrum Sø dannet. Utterslev Mose, der havde afløb gennem Rosbækken, ledte nu vand til Esrum Sø og videre gennem Lersøen og Lygteåen.
Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, som fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre i den gravede Ladegårds Å ind til engarealet, hvor Peblinge Sø blev anlagt. I trærør blev vandet nu ført videre til Sortedams Sø og byens brønd, hvorfra man kunne pumpe vandet op.
Private Springvands – kompagnier
Oprindelig havde disse naturlige vandløb, moser og søer ”monopol” på vandforsyningen. Men allerede for mange hundrede år siden begyndte man at grave render, kanaler og bassiner lige som Gentofterenden, Søborghusrenden, og Ålekistebassinet. Der blev opført pumpestationer, og man kom snart til at skelne mellem mere eller mindre naturlige vandløb og menneskeskabte rørlagte vandløb.
Tilledningen af vand fra Emdrup blev meget vigtigt, fordi dennes vandspejl ligger så højt, at alene trykket sørgede for en lind strøm af vand til beboerne i København. Det såkaldte springvand, Caritas – brønden på Gammel Torv fik også vand fra Emdrup Sø omkring 1580. Senere blev der også ført vand til Rosenborg Slot.
I løbet af 1700-tallet oprettedes en række private springvands – kompagnier, som for egen bekostning fik privilegium på at lede springvand fra Emdrup Sø til deres gårde i byen. En brøndmester eller vandkigger skulle vedligeholde renderne og indberette defekter.
643 brønde i København
Brønde udgjorde indtil for et par hundrede år siden en væsentlig del af Københavns vandforsyning. Christian den Fjerde ønskede også brønde som et værn mod ildløs. I 1727 var der 643 brønde i København.
Men der var også problemer. En præst klagede over, at der ofte fandtes lig af hore-børn smidt i brøndene. Der var også ådsler i brøndene.
500 soldater gravede op i Utterslev Mose
I 1702 blev Utterslev Mose oprenset på foranledning af Ole Rømer. I 1745 blev der efter kongelig resolution påbudt oprensning af Emdrup Sø og udgravning af en grøft i Utterslev Mose.
Kongen stillede 500 soldater til rådighed for arbejdet. I 1760 blev der dannet et rummeligt reservoir, efter at vandvæsnet havde iværksat skæring af tørv og oprensning af mosen.
Da Vestvolden blev anlagt
I 1880 fik Utterslev Mose en helt ny rolle, da den sammen med opførelsen af Vestvolden 1888 – 1892 indgik i et stort oversvømmelsesprojekt til beskyttelse af hovedstaden.
Da Vestvolden blev anlagt blev det areal, hvor Tingbjerg nu ligger, skilt fra den øvrige del af Husum og jordene til mange af landsbyens gårde blev opsplittet. Arealet nord for volden lå som en ø omgivet af voldanlæggene Gyngemosen og Utterslev Mose.
Volden var udviklet af 0berstløjtnant E.J. Sommerfeldt efter inspiration fra rn belgisk general. Systemet kendes også internationalt som ”den Sommerfeldtske” eller ”den Danske Front”.
Et imponerende bygningsværk
Det var oprindelig et imponerende bygningsværk med voldgrave, skanser, magasiner og underjordiske gange. Oprindelig var der også en jernbane bag voldene. Det var Danmarks største anlægsarbejde indtil opførelsen af Storebæltsforbindelsen. Men den teknologiske udvikling under Første verdenskrig bevirkede at Vestvolden mistede sin militære betydning. Den blev nedlagt i 1920 som følge af Forsvarsforliget 1909.
Vestvolden var bemandet under hele Første Verdenskrig, hvor der samtidig blev lavet armeringsarbejder, for eksempel blev der bygget stampladser for skytter, som kunne dække alle dele af graven. Der blev også lagt kilometervis af pigtråd.
Første gang man anvendte beton til forsvarsværk
Anlægget var banebrydende. Det var første gang man her i landet anvendte beton til de store kanonbunkers. Men nu er anlægget også andet end et historisk, militært anlæg. Den er også et langt sammenhængende rekreativt bælte af særpræget natur – med store pragtfulde træer, stille alleer og en righoldig plante – og dyreliv, som man sjældent ser andre steder så tæt på en storby.
En bitter og lang strid
Fæstningens planlægning og opførelse i 1885 – 1892 førte en bitter og langvarig strid med sig. Højre-regeringen Estrup ønskede hovedstaden befæstet, men imod var landbefolkningen under ledelse af det militante med ikke just militæriske venstre, hvis kraftige opposition mod regeringen fik stedse større tilslutning, som årene gik. Ministeriet trumfede sin vilje igennem og bevilligede de nødvendige midler ved de ”provisoriske love” og arbejdet på volden blev sat i værk.
”Hvad skal det nytte”
Denne gang var det ikke svenskerne, man var bange for men tyskerne. Viggo Hørup sagde allerede i 1883 med udsigt til øgede militærudgifter og udsigten til byggeriet:
Nederlaget i 1864 sad stadig de danske politikere solidt i kødet, angsten for den store nabo var betragtelig.
Afskrækkede denne befæstning så tyskerne i at besætte Danmark under Første Verdenskrig? Det gjorde det nu næppe, hvis det havde haft vital betydning for krigsførelsen. Tyskerne skulle binde store hærstyrker, så det var nok derfor.
Striden mellem Højre og Venstre blev formelt bragt til ophør ved forsvarsforligene 1894 og 1909. Det blev vedtaget at fæstningen ikke skulle udbygges yderligere, men kun vedligeholdes., indtil den i 1922 skulle nedlægges.
Befæstet med 65.000 mand
Men så kom den 1. august 1914. På denne dag beordrede en af voldens argeste modstandere P. Munch, volden armeret med den største hærstyrke, Danmark nogensinde har haft under fanerne, nemlig 65.000 mand (sikringsstyrkerne)Den radikale pacifist var blevet forsvarsminister – og verdenskrigen brudt ud.
En kort og hektisk tid i voldens militære fulgte. Men straks efter våbenstilstanden den 11. november 1918 blev sikringsstyrken hjemsendt. Folketinget vedtog at nedlægge volden som forsvarsværk fra den 31. marts 1920, to år før forudsat.
En bred og dyb voldgrav
Voldgraven er 16 meter bred og 3,5 meter dyb med flere ”vandfald” ved de tre kraftige betondæmninger syd for Frederikssundsvej – de er opført til regulering af vandstanden i graven og kaldes ”batardeauer”. Dæmningerne er spærret med kunstfærdigt smedede gitre for at hindre ”fjenden” i at benytte dem til at trodse voldgraven.
Imponerende oversvømmelses-anlæg
Hele voldanlægget danner en smuk og sluttet forbindelse mellem parkanlæggene Utterslev Mose og Køge Bugt Strandpark. Og det var også det imponerende oversvømmelses – anlæg, der forbandt de forskellige sektioner. Oversvømmelsen strakte sig fra Jægersborg Stemmeværk gennem den udtørrede Søndersø og Søndersøskanalen gennem Gentofte Sø og over et andet dige, der blev bortskyllet. Herefter gennem Gentoftekanalen til Utterslev Mose og videre frem i systemet.
Slut med mosevand som drikkevand
I 1859 fik København sit første vandværk. Anvendelse af mosevandet som drikkevand ophørte. Men helt frem 1950’erne blev mosens vand brugt i industrien bl.a. til papirproduktion på Nørrebro. Der blev også indrettet wc’er (water closet) i lejlighederne.
Søborghus Rende blev i 2008 omdannet til et naturligt vandløb. Om dyrene har fået de bedre af det, kan jeg ikke sige.
Indlemmet i Københavns Kommune
I 1900 blev Utterslev Mose sammen med byerne Brønshøj, Utterslev, Husum og Vanløse indlemmet i Københavns Kommune. Dengang var mosen domineret af kær og rørskov. Allerede i 1908 var tanken om en park med i en byudviklingskonkurrence.
Arealets højeste punkt ligger i ca. 26 meters højde og moserne i ca. 20 meters højde. Det højeste punkt ligger i det nordøstligste hjørne omtrent der, hvor Tingbjerg Fritidscenter ligger. Herfra skråner det temmelig kraftigt mod nord – øst og jævnere mod syd – vest.
Kommunen havde allerede på dette tidspunkt opkøbt arealer i området. I løbet af de første årtier af 1900-tallet erhvervedes endnu flere blandt andet Gyngemosen og Utterslev Mose og de gårde nord for Husum, som var blevet opdelt af Vestvolden. På det areal, hvor Tingbjerg nu ligger, blev der udlagt kolonihaver.
Der skulle bygges i Tingbjerg
I 1939 kom der en ny lov om boligsanering og i 1942 vedtog Borgerrepræsentationen en saneringsplan for kvarteret omkring Borgergade og Adelgade., som betød nedrivning af et meget stort antal boliger i kvarteret
Dette medførte et stort behov for genhusningsmuligheder og var en del af begrundelsen for at kommunen i begyndelsen af 1940’erne vedtog at opføre boliger på arealerne nord for Vestvolden.
Det var den kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen, der inspireret af engelsk byplanlægning, der gik i gang medudforme bebyggelsen.
Omdannes til naturpark
I 1925 og igen i 1933 besluttede Københavns Kommune, at mosen skulle omdannes til en naturpark, hvor mosen var så tilgroet, at der kun var åbent vand i den vestlige del. Mosen var nærmest omdannet til en losseplads. I 1939 behandlede man Københavns Borgerrepræsentations endelige forslag om at anvende en halv million kroner til parkanlæg i Utterslev Mose.
400 arbejdsløse blev sat i gang
I 1939 – 1943 blev store dele af rørskoven gravet op. Det blev udført af en flydende gravemaskine, som i folkemunde kaldtes ”Mosegrisen”. Dette gav stort set det udseende som vi kender i dag. 400 arbejdsløse fra storbyens stenbro var i gang. Man anlagde 17,5 km cykel – og gangstier, store græsplæner, 6 fodboldbaner m.v. Mosen fik ”en ret hårdhændet behandling”, idet man dels gravede kanaler omkring hele den fugtige del af mosen og forøgede vandarealet fra at være 2 – 3 ha til ca. 35 ha. Vanddybden blev forøget til 1,75 meter i hele mosen.
Forurening af Mosen
Det fattige Gladsaxe – kommune var glade for at slippe for anlægsudgifterne. Men så svinede man mosen til med spildevand næsten helt op til nutiden uden problemer. I Bakkelandet nordvest for mosen var der landbrug til høsten 1962.
Kemisk urenset spildevand blev op til 1960’erne udledt i Harrestrup Å Meget endte i Vestvolden og Utterslev Mose. Giften ligger mange steder stadig urørt på bunden
Kanalerne forhindrer – stort set – at ræve, hunde og mennesker får adgang til rørskovene, der blev omdannet til øer efter kanaliseringen. Kommunegrænsen mod Gladsaxe blev flyttet så hele mosen kom til at ligge i Københavns Kommune undtagen Gyngemosen.
Forureningen af mosen startede, da Søborg skulle kloakeres i 1908, hvor man byggede en gigantisk septiktank i mangel af hovedkloakering. Efter at spildevandet havde passeret den, blev kloakvandet udledt i Utterslev Mose. Først i 1931 kom kloakeringen helt i orden i Søborg. Men det skulle gå helt anderledes.
Balancen i søen blev forskubbet
Først troede man at et biologisk rensningsanlæg var tilstrækkeligt. Man byggede Gyngemoseværket i 1956, som ledte store mængder spildevand ud i mosen. Men det blev værre i 1960erne da Høje Gladsaxe bebyggelsen blev opført og industrikvarteret i Buddinge-Mørkhøj ekspanderede.
Balancen i søerne blev forskubbet. Store mængder fosfor, der virkede som gødning for algerne for ud i vandet. Da vandgennemstrømningen var lav, steg koncentrationen af næringsstoffer. Vandet begyndte at lugte. I vinteren 1962 – 63 indtrådte den første iltmangel-katastrofe i mosen. Man fandt nu masser af døde fisk. I eftersommeren 1968 kulminerede forureningen, da der forekom bundforurening i mosen på grund af iltmangel, samt en heraf følgende udvikling af metan og svovlbrinte.
Kloakudløb fra Gentofte, Gladsaxe og København var ved at kvæle mosen. I 1970 blev mosen faktisk erklæret død. 250 – 500.000 m3 slam ligger på bunden.
I 1975 blev kanalerne opgravet igen, hvorefter det fosfatholdige bundslam kom i kontakt med mosevandet. Forureningen tog igen til med negative konsekvenser for flora og fauna. I 1978 opdagede man 172 døde fugle på grund af en giftig bakterie.
I 1991 opmålte Kampsax Geoplan sø – og sivarealerne:
I juli 1994 blev der fundet hundredvis af døde skaller, suder, aborre, og gedder i kanalen ved vest for volden, fordi kloakkerne blev oversvømmet af en tordenskylle.
Den bakterie, der producere pølseforgiftning fik særdeles gode forhold i mosen. Det betød at 50 pct. af mosens bestand af svømmefugle døde. Nu begyndte myndighederne langsom at vågne op.
Den eneste naturlige tilførelse af vand til mosen kom ikke fra vandløb. Det måtte være udledning af spildevand fra Gyngemoseværket og ved overløb af kloaksystemet ved store regnskyl.
En Gedde på 129 cm
I sommerperioden reducerede man udledningen af spildevand, Men det betød så, at vandstanden reduceredes i mosen. For at modvirke dette påbegyndtes oppumpning af vand i voldgraven fra Harrestrup Å i 1980.
I 1998 blev der anlagt et ”grønt rensningsanlæg” i den østlige del af Vestmosen med det formål at rense kloaknettets spildevand for næringsstoffer inden det udledes i mosen. Det fjerner årligt 500 kg.
I 1985 blev der fanget 9 fiskearter i mosen. I maj 1988 blev der fanget en Brasen, der var 62 cm lang og vejede over 3 kg. Den var 15 år gammel. Og den største gedde, der er fanget vejede 14 kg og var 129 cm lang.
På et tidspunkt dukkede odderen op i mosen. Men så vidt vides kom minken i stedet for. Men om den stadig er her, vides ikke. Rørhønen er hvis ikke vent tilbage. Den var udsat for krybskytteri. Nogle påstår også, at de engang har set en lækat men en mosegris i flaben. Lækatten er der heller ikke mere.
Engang var også her ulovlige både i søen. Således fik man engang fat i hele 23 ulovlige både ved en razzia.
En lang fredningssag
Den 14. februar 1959 rejste Fredningsnævnet for København en fredningssag for Utterslev Mose. Københavns Kommune gjorde det igen den 25. juli 1998. Og kendelsen om fredningen kom den 13. juli 2000. Alting tager sin tid, når det offentlige arbejder. Så skulle man da tro, at det var for dyrelivets skyld.
Da mosen blev omdannet til naturpark, ophørte jagten på foranledning af direktør Manniche, selv om der dengang i træk ligger 15.000 ænder. Det gør det ikke mere. Men en tidlig morgenstund kan man godt være heldig at se 5.000 troldænder lande i mosen.
Engang Europas største koloni af hættemåger
Vandkvaliteten har det ikke så godt herude, dog er vandet klart i Kirkemosen. Og her er også set åkander. Undertegnede har dog også set enkelte svaner herude. Men disse er hvis meget afhængige af vandkvaliteten.
Med naturparken ophørte landbrugets udnyttelse i løbet af få år. Græsning og høslæt holdt formodentlig op lige efter Anden verdenskrig. Rørskæring med håndredskaber og pramme er sidst beskrevet ved Grønnemose Alle i 1943.
Rørskovene husede engang Europas største hættemågekolonier på 20.000 par. De kunne godt klare sig mod rævene. Men der er ikke så mange af dem mere. Til gengæld er antallet af grågræs 25 – dobbelt.
Masser af tilgroning
Langholmen er forbigået gravemaskinens gnaven. Måske er det ganske bevidst. Dette er et sted for de indviede. Civilisationen er her begrænset til et par bænke. Jo herude i NV blander fiskeørne, dværgfalke sig med musvåger og spurvehøge. De første forårstegn bliver markeret med tranernes komme.
Så længe gartnerne var ansvarlige for enge og overdrev kunne de holde uønsket vækst nede. Men fra 1970’erne gik det galt. Tilgroningen satte ind med naturens velkendte midler. Pil, rødel, ask og hyld på de fugtige områder. Tjørn og slåen på de tørre områder. Hertil kom importerede haveplanter. Gyldenris, hvid kornel, snebær og ahorn.
Kirkemosens eng var reduceret til en håndboldbane og Langholmens overdrev var skrumpet til 2 klatter på 1.000 m2.
Piletræet er nok det mest almindelig træ herude. Gennem mange hundrede år har man brugt dets grene til fletning af kurve og pilehegn.
Lokaludvalg gik i gang
Bispebjerg og Brønshøj – Husum Lokaludvalg indså, at der var en alvorlig mangel på folkelig debat om Utterslev Mose. I 2012 startede de netværket Utterslev Moses venner. Man startede det frivillige naturplejearbejde. Løsningen lå i rydning af krat og fældning af træer.
Krat, løvtræer og invasive planter havde på godt 40 år forandret stedets mikroklima så meget, at floraen var domineret af fugtigbundsplanter – ikke mindst brændenælde og sildig gyldenris. Belønningen kom lynhurtig – floraen genindtog det gamle land.
Men det var hårdt for de frivillige. Et kornel-krat dækkede 600 m2 i op til fem meters højde. Det tog 3 måneder med løvsave, grensakse og macheter at fælde dette vildnis af forvredne grene. Genstridige rødder blev fjernet med træktalje, stålkæder, svellebolte og drænspade.
Vandet er stadig i ubalance
I dag er vandet i mosen i ubalance. Det kan man se på dyrelivet. Imponerende er det at se de fællesskaber, der er vokset frem. Der er naturplejelaug, billaug, fårelaug m.m. Naturværkstedet Streyf spiller en stor betydning i formidlingen af mulighederne i Utterslev mose.
Siden 1990’erne har Københavns Kommune investeret mere end 200 mio. kr. i at forbedre vandkvaliteten i mosen. Måske bliver det nødvendigt at regulere fiskebestanden. Dette vil alene koste en million kroner.
Men kære læser. Tag engang at cykle derud. Det er en oplevelse.
Kilde:
Januar 4, 2020
Da Danmark blev samlet
Anmeldelse af bogen af Simon Kratholm – Ankjærsgaard: Genforeningen 1920- Da Danmark blev samlet. Det er en flot og velskrevet gavebog. Vi starter i 1864. Dette kunne måske være skrevet med lidt mere kant. Hertugdømmerne havde deres egen lovgivning. Hver især. Forfatteren har sympatier for ministeriet Zahle. Der skulle kæmpes for indlemmelse i 1920. Grænselinjen blev tegnet allerede i 1891. Grundig fremstilling af begivenhederne. Pludselig foragtede man H.P. HACanssen.
En flot gavebog
Det er en stor flot gavebog og egentlig er indholdet også fremragende. Bogen egner sig ikke rigtig som opslagsbog. Det kræver i hvert fald plads. Men man kunne nu godt have gjort mere ud af registret. Illustrationerne er et nummer for sig selv. Meget flot.
Vi bliver ført igennem, hvad der er sket inden kongen ridder over grænsen på sin hvide hest. Og selv Jomfru Fanny hører vi om. Vi hører om mennesker og soldater, ideer og personer.
Vi starter i 1864
Vi starter med begivenhederne i 1864 frem til Første Verdenskrig. Vi hører om den dansksindede soldat Lorentz Jepsens skæbne i krigen i engelsk fangenskab. Han knyttes sammen med forfatterens oldefar, Rasmus Christian Petersen. I modsætning til de 6.000 andre danskere overlever han myrderierne. Men ak 30 år efter tager han sit eget liv.
De havde deres egen lovgivning
Vi hører om nationalismen. Det er rigtig nok, som det står i bogen, at hertugdømmet siden den dybeste middelalder til hørte den danske krone. Men vi skal huske på, at kongen skulle regere Slesvig, Holsten og Kongeriget for sig selv. Og så havde alle dele jo også deres egen lovgivning.
Og så sidder man igen med ens egen overbevisning om, at det nok heller skulle hedde indlemmelse, afståelse eller grænsedragning. Men det mener forfatteren ikke.
Det var de nationale modsætninger mellem dansk og tysk. Det var dette, der førte til de blodige krige. Der var meget stor dansk befolkningsandel i Slesvig og Holsten.
Velskrevet og spændende
Ja Slesvigs deling har jo bestemt heller ikke været uden problemer. Bogen er velskrevet og spændende. Den er meget afvekslende. Det er jo egentlig også en ordentlig mundfuld, der skal forklares. Vi er sandelig også med ved forhandlingsbordet.
I Slesvig var der selvfølgelig mange, der ville hjem til Danmark. Ja hvor længe siden var det at Slesvig sidst havde været dansk? Og skulle man have en stor tysk befolkningsgruppe med til Danmark. Eller skulle kun de egne med overvejende dansk flertal tilbage til Danmark.
Det er ekstremt kompliceret at begive sig ud i dette. Og egentlig er historien endnu mere kompliceret. Således foragtede selv socialdemokraterne det som de dansksindede i Nordslesvig kæmpede for. Det har de så senere forsøgt at benytte. Men se dette står nu ikke i bogen.
Sympatier for ministeriet Zahle
Sympatien ligger hos H.P. Hanssen og de andre der kun ville have, at vi så vidt muligt kun skulle tage dem tilbage, som selv ønskede det. Kogen ville have hele Slesvig. Han var særdeles utilfreds med at ikke engang Flensborg kom med til Danmark. Jo der er også sympatier at spore for ministeriet Zahle og i hvert fald ikke for Jonas Colin.
Den tyske vinkel fylder nu heller ikke meget i bogen. Det er nok heller ikke bogens mål. Men alligevel kunne det nu have været interessant.
Der skulle kæmpes for indlemmelsen
Det var ikke en naturlig konsekvens af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, at Nordslesvig kom til Danmark. Der måtte sandelig kæmpes for det. Og i København var de ikke enige med de kæmpende i Nordslesvig – ikke i begyndelsen i hvert fald.
Vi følger de dramatiske begivenheder i Slesvig, Berlin, København og Paris. Vi følger tilfældigheder, tvivl, tro og triumfer. Vi følger de store kæmpere, H.P. Hanssen, Kloppenborg Skrumsager og Nis Nissen. Disse personer tog mindretallets selvbestemmelsesret op igen. Det ville de danske politikere ikke. Zahle og hans regering gik i den grad på listefødder. Man ville sandelig ikke genere den store nabo i syd.
Grænselinjen var tegnet allerede i 1891
Allerede i 1891 havde H.V. Clausen tegnet grænselinjen. Den angav en realistisk grænse mellem dansk og tysk. Der var dog stor uenighed om, hvordan en afstemning skulle finde sted. Også Vælgerforeningerne og bevægelserne var uenige.
Flensborg – bevægelsen ønskede Flensborg med – uden dansk flertal. Det var hverken Zahle eller H.P. Hanssens kop te. Der var jo også Ejder – bevægelsen med den energiske Colin. Med sejrherrerne ønskede denne hele Slesvig ned til Ejderen.
Grundig fremstilling af begivenhederne
Fremstillingen svinger mellem det journalistisk-populærhistoriske og mere traditionel historiefremstilling. Dette udbygges med vinkler, småepisoder og oplevelser. Det medvirker til at give en atmosfære. Her er kort, spændende valgplakater, samtidsfotos og illustrationer.
Det er i den grad en grundig fremstilling af begivenhederne. Det er medrivende og grundig. Og så grundigt forklarende og en personlig vinkel af hovedpersonerne. Vi får også eksempler på den knap så forsonende del af de to nationaliteter.
Måske ville det have været befordrende med nogle knap så stilfulde beskrivelser af 1864. Her kunne man passende have brugt kilder fra Glenthøj’ s side (Sønner af de slagne)
Pludselig foragtede man H.P. Hanssen
Ved Dybbøl-festlighederne fik H.P. Hanssen allernådigst lov til at tale. Han blev nærmest betragtet som forræder, fordi han ikke gik ind for Flensborg.
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 122 artikler der har relationer til Afståelse, Indlemmelse, Forening eller Grænsedragning.
Januar 4, 2020
Landevejen mellem Tønder og Ribe
En vej har det næsten altid været. Men 70 år kæmpede Kongeriget med Slesvig om strækningen. Vejproblemer uden for Slesvig blev løst. Et modtræk fra Kongeriget, strækningen-Ribe – Haderslev. En vejforordning fra Slesvig. Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe egnen. Bidrag til anlæg af hovedlandevej fra Ribe til Tønder. Ulemper for lokalbefolkningen.
En vej har der næsten altid været
En vejforbindelse mellem Tønder og Ribe har der naturligvis været der fra gammel tid. Her har også været andre forbindelser end nu. Således gik ruten før fra Tønder til Gallehus og længere nord på. Langs disse veje i ældre tid er der ført ret mange okser, køer og heste syd på. De gik skam ikke kun af Hærvejen.
Der fandt således masse af udskibning af okser fra Ballum og Højer. Det var nok omkring 1612, at der eksporten var størst. Ja så var det jo også de store markeder i Tønder og længere syd på i Husum.
Vejproblemer uden om Slesvig blev løst
Det var en meget simpel vejforbindelse fra Tønder til Ribe. I slutningen af 1700erne gennemførtes vigtige reformationer. Man var godt klar over store vejproblemer.
I 1793 tog man et overblik over situationen. Enkelte strækninger med betydelig færdsel blev optaget som hovedlandeveje. Andre blev nævnt som mindre landeveje. Men for begge kategorier skulle de vedligeholdes af ”Det offentlige”. I Vestjylland var afstanden store og bebyggelserne små.
Åbenbart kiggede man ikke ved den lejlighed på problemerne i Vestslesvig. Det afgørende var vel at dette hørte under det Slesvigske ministerium og i øvrigt under den hertugelige administration. Man var enige om en østlig og en vestlig hovedlandevej ind i hertugdømmet.
Modtræk: Ribe – Haderslev
Den østlige vej gennem Jylland skulle ende syd for Kolding, hvor den sluttede sig til vejen til Haderslev. Den vestlige hovedlandevej skulle slutte ved Ribe. Herfra og syd på savnede man en langt bedre forbindelse. Det blev nu i stedet foreslået at oprette en hovedlandevej fra Ribe til Haderslev. Men dette blev ikke til noget. De Slesvigske myndigheder havde et andet syn på sagen.
Som modtræk anlagde man i kongeriget vejen Kolding – Ribe (1852) Den blev optaget som hovedlandevej. Men det vestslesvigske vejanlæg var endnu ikke blevet gennemført. Dette samarbejde førte til store vanskeligheder fra såvel kongerigsk som slesvigsk side. Og det er uden tvivl dette manglende samarbejde mellem to sæt myndigheder inden for monarkiet, som var grund til, at man i lange tider ikke kom videre med den såre tiltrængte hovedlandevej.
Andre interesser har sikkert også spillet ind. Flere af Vestslesvigs største landsbyer som for eksempel Højer ville ikke blive tilsluttet.
En vejforordning for Slesvig
I 1842 kom der en vejforordning for hertugdømmet Slesvig. Heri var der tale om en hovedlandevej Tønder – Ribe til Gredstedbro. Men en ting er at trække en linje op på kortet, noget andet at få projektet gennemført.
Som en besværlighed kunne forudses, at vejen jo skulle gennemskære snart slesvigsk område, snart de under kongeriget hørende enklaver, og dette kunne medføre vanskeligheder, også ud over de rent administrative.
Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe vejen
For folk, der var henvist til at benytte omhandlende vejrute, og som vidste, at der andre steder blev udført forbedringer af vejene, kunne det være svært at holde utålmodigheden i tømme.
Således kunne man i ”Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende” for 1. maj 1846 læse følgende, der var forlangt indrykket:
Denne kritik har jo først og fremmest adresse til postvognen og dens kusk, men indirekte peges der dog samtidig på den usle vej. Noget resultat kunne indsenderen naturligvis ikke vente at skulle følge af et sådant hjertesuk i Ribeavisen. Men man nærmede sig trods alt den tid, da folkets røst skulle blive hørt i sådanne offentlige anliggender.
Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder
I Rigsdagssamlingen 1858 blev fremsat et forslag fra regeringen om:
I sin forelæggelsestale oplyste indenrigsministeren, at vejen skulle anlægges efter de for Slesvig gældende anordninger, og da den vil gå ud over en del kongerigsk territorium, havde det slesvigske ministerium andraget om, at kongeriget gav et forholdsmæssigt bidrag til vejens anlæg.
Amtmanden i Ribe Amt havde indstændigt anbefalet, at denne hovedlandevej kom i stand, idet landevejene i de kongerigske enklaver var i mådelig stand og kunne vanskeligt forbedres, før man vidste, hvor hovedlandevejen kom til at gå.
Hertil måtte ministeren føje, at det slesvigske ministerium, hvis der ikke kunne få det ønskede bidrag fra kongeriget, agtede at lægge hovedlandevejen så østlig, at den undgik enklaverne. Nu var det foreslået, at vejen skulle gå fra Ribe over Brøns, Skærbæk, Døstrup, Bredebro og Abild til Tønder. Da rundt regnet en tredjedel af denne strækning ville falde på kongerigsk område ville bidraget være tilsvarende.
Ulemper for lokalbefolkningen
Under Folketingets behandling af sagen fremkom ikke mindst fra Sofus Høgsbro, flere synspunkter, som klarlagde, hvilke vanskeligheder man ved vejens anlæg måtte regne med. Han var således betænkelig ved, at hele vejstrækningen efter forslaget skulle anlægges af slesvigske embedsmænd og efter slesvigsk lovgivning.
Dette ville betyde betydelige ”ulemper” for lokalbefolkningen i den kongerigske del. Han måtte derfor foreslå, at der blev anvendt kongerigske embedsmænd i de sogne, hvor flertallet af beboere hørte under kongeriget.
Et andet vigtigt anliggende var, at man efter slesvigsk praksis havde tænkt sig at forsyne den nye vej, hvor den skulle ligge under hertugdømmets administration med vejbomme, hvilket betød, at de vejfarende måtte betale her og der for at slippe igennem. Penge, der skulle bruges til vejens vedligeholdelse.
70 års kamp for vejstrækning
Da det blev foreslået, at den nordlige tredjedel af vejen nemlig fra Ribe til Brøns skulle stå under kongerigsk administration og ikke forsynes med bomme, ville beboerne her på dette slesvigske område slippe for at betale for at færdes på vejen. Ja for dem i de kongerigske enklaver blev det tale om dobbelt betaling.
Der kom til en lang debat om disse vejbomme. Men man var også betænkelig ved ar lade planen strande bare på dette spørgsmål. Den 20. december 1858 blev loven vedtaget.
Vejens østlige forløb mellem Skærbæk og Tønder gennemførtes under modstand fra slesvigsk side. Forbedringen var uomtvistelig. Da vejen 1860 – 62 blev fuldført, lå der ca. 70 års drøftelser bag. En sej tovtrækning, der vidnede om et eller andet der var galt mellem hertugdømmet og kongeriget. Det er ikke lige det, som vi har fået fortalt i historien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.482 artikler, herunder 186 artikler fra Sønderjylland.
Januar 4, 2020
Dansk og Tysk i Højer
Forskellige forhold til de tysksindede. Revolution i Højer. Stort tysk flertal i 1920. Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker til de tysksindede. Fem slags beboere i Højer. De blandede ægteskaber. Sønderjysk Tæppefabrik. En tysk hustru. Både dansk og tysk skole. De danske børn var i mindretal. Tog til Tønder og hilste på soldaterne 9. april 1940. Da undervisningsministeren kom på besøg. Lærerne risikererede at kigge på et kanonrør. Afsted til Fårhuslejren. Tyske privatskole opstod. Kaotiske forhold omkring 4. maj. 1945. To nationaliteter. Kreditanstalt Vogelgesang. De fortrød ofte, at de meldte sig. Han meldte sig til Waffen SS.
Forskellige forhold til de tysksindede
Egentlig skulle min Oma være blevet begravet af den tyske præst, men hun valgte den danske præst. Beslutningen var ikke så svær for hende. Her i Højer har dansk og tysk levet side om side i mange år. Som vi tidligere har nævnt, var det nok de tysksindede, der dominerede. Det var dem, der sad på de rigeste gårde. Det var også de tysksindede, der bestemte i Byrådet, hvor de havde absolut flertal i mange år. Og vi har også skrevet om en politibetjent, der nærmest blev presset ud af de tysksindede.
Og så var det Folmer Christiansen, der stort havde et godt forhold til de tysksindede i alle de år, han opholdt sig i byen fra 1939-2011.
Revolution i Højer
51 af byens borgere faldt under Første Verdenskrig. Det kunne selvfølgelig mærkes. Og også i Højer var der revolution. Vi har tidligere skitseret det, men her kommer en nærmere præsentation.
Det var i november 1918 og så brød der revolution over alt i Tyskland og Nordslesvig. Det skete selvfølgelig også i Højer. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd. Man sendte den offentlige udråber ud i Højer med sin tromme. Han bekendtgjorde:
Næste dag samledes naturligvis hele befolkningen på torvet. Klokken 12. Det landstormkompagni, der var udstationeret der, marcherede ind på torvet kl. 12. Og også en lille afdeling af marinen i Flensborg marcherede ind på pladsen. Lederen af marinen gik hen til kaptajnen for Landstormen og hev hans epauletter af ham. Han tog også hans sabel fra ham.
Dermed var revolutionen i Højer sådan set forbi. Derefter skulle der ellers dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik om aftenen på Centralhotellet. Det var igen denne marinere fra Flensborg, der førte ordet. Han var godt kendt med forholdene i Højer. Måske stammede jan fra Højer?
Han foreslog en bestemt håndværker til formand for Arbejder- og Soldaterrådet, men håndværkeren svarede:
Men marineren svarede ham:
Så var det ikke let at tale udenom. Men det blev nu ikke ham, der blev formand for Arbejder- og Soldaterrådet, som ikke fik den store betydning i Højer.
Stort tysk flertal
Det blev et stort tysk flertal i Højer den 10. februar 1920. Der var 73 pct. tyske stemmer og kun 27 pct. danske stemmer. Man kunne måske godt forstå, at tyskerne var fornærmede over, at de ikke skulle med ned til Tyskland. En gammel tysker skrev da også i sin bibel:
Efter Genforeningen skulle man jo prøve at leve sammen med hinanden under de forandringer, som det jo gav. Landet kom jo nu ind under dansk lovgivning. Men nu havde tyskere og danskere i Højer jo levet sammen i mange år. De havde jo egentlig haft et godt naboskab.
De unge danske gendarmer kunne nu godt spille fodbold sammen med de tyske unge. Det blev anderledes da nazismen dukkede frem i 1933.
Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker i Højer
Dette kom i høj grad til at præge forholdet. I Højer var de allerfleste tyskere gået over til nazismen. Det var blevet en meget stærkere stemning, end det var før. Alle kendte alle. I skolen skulle man sælge mærker, og det var sandelig ikke alle steder, man måtte gå med alle mærker.
Hvis det var Dybbøl-mærker, så fik børnene at vide:
Men det var ikke altid lige let, for der kom også børn udefra. Når man så kom til at gå ind til en tysksindet, ja så fik man at vide, at man nok skulle gå et andet sted hen. Andre steder fik man et decideret møgfald.
Fem slags beboere i Højer
Nu kunne forholdene i Højer godt være lidt komplicerede med så mange tysksindede. Det fik engang Troels Fink til afbryde følgende, da han var på besøg i Højer:
Det siger man selvfølgelig ikke til dem selv. Altså dem, der hverken føler sig danske eller tyske, men er sådan ind imellem. Måske stemmer de ved et valg dansk og ved et andet tysk. Sognepræsten N.P. Nielsen kaldte dem ”De uafgjorte”.
Kategori nummer to var de blakkede, der hældte til dansk side og nummer fire blakkede, der hældte til dansk side. Sådan sagde Troels Fink. Det lyder indviklet, men i praksis vidste man godt, hvor beboerne skulle anbringes i de fem grupper.
Der var faktisk en sjette gruppe i Højer, som man kunne kalde ”Jyllands – tyskere”. De kom nordfra til Sønderjylland. Du kunne ikke være andet end danskere, men som så gik over til tyskheden – i reglen fordi de blev tysk gift.
De blandede ægteskaber
De blandede ægteskaber – som det er en del af, fungerede normalt på den måde, at når det var en dansk pige og en tysk mand, så gik hun over til tyskheden. Det er jo også historien om håndværkeren fra Højer, der gik på valsen oppe i Nordsjælland. Så fandt han en pige deroppe. De blev gift og flyttede til Højer. Han var alle dage tysk og hun var alle dage dansk. Det var der ingen, der tog anstød af.
Det var en enkelt familie-det var en mejeribestyrer – han blev tysk gift. De fik tre sønner, hvoraf de to blev danske og den tredje tysk. En af de danske blev gift med en nord fra Hun havde det ikke så godt, at der var tyskhed i familien. Samtidig havde hun og hendes mand et meget nært venskab med en tysk snedkermester i Højer.
Højer er karakteristisk ved at danske og tyske bor imellem hinanden. I samme hus kan der bo en dansk familie og en tysk familie, og er der sygdom i familien, så hjælper den anden. Er der begravelse så går man uanset om det er dansk eller tysk.
Sønderjysk Tæppefabrik
Højer var i mange år afhængig af Sønderjysk Tæppefabrik. Den blev startet af en fynbo i 1919. Han havde studeret tekstilvirksomhed i Tyskland. Der havde han fundet sin kone i Hannover. Hun flyttede med til Danmark. Hun valgte at følge hendes mand, og det lykkedes hende at komme godt ind i det danske.
Han købte i 1919 et lille uldspinderi, der beskæftigede fire mennesker. Der var en klausul i handelen, at hvis Højer kom til Tyskland, så skulle handelen gå tilbage. Han ville have sin virksomhed i Danmark. Han gav sig til at fremstille tæpper. Op til 1940erne blev det Tønder Amts største industrivirksomhed.
En tysk hustru
Hans søn – som overtog fabrikken efter ham – giftede sig med datteren af byens tidligere tyske borgmester, og hans søn igen – der også var direktør på tæppefabrikken – giftede sig med datteren af den tyske præst her. Det var altså den tredje generation af sådan et blandet ægteskab.
Når man spurgte nummer to Kjærby – og det var det somme tider, nogen der gjorde – hvordan klarer I jer egentlig i Højer med alle de tyskere, så svarede han:
Dengang under Anden verdenskrig forærede Det Tyske Forening Hagekorsflag rundt til de tysksindede. Men de fik lov til at blive liggende i kommodeskuffen. Ja en enkelt lade flaget om til en mørkerød nederdel.
Både dansk og tysk skole
I den tyske tid fra 1864 til 1920 var der kun tysk skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk skole. Ja så skulle man jo lige finde lokaler til den. Det sparsommelige byråd fandt ud af, at børnene hidtil har kunnet finde plads i den forholdsvis nye skolebygning fra 1905. Der måtte de også være i fremtiden.
Det blev sådan, at den danske skole fik to klasser i den nordlige del, og den tyske fik tre klasser i den sydlige del. Over indgangsdøren stod der:
Op ad trapperne stod der også tyske indskrifter. De var nu så uskyldige, at ingen havde noget imod dem. Men de danske lærere mente alligevel, at man jo var i Danmark, så hver gang der skulle males, blev de tyske inskriptioner malet over.
Da undervisningsministeren kom på besøg
Inden den danske kvindelige undervisningsminister, Nina Bang var første gang på besøg på skolen i Højer, havde hun fået noget at vide i forvejen. Hun havde fået at vide, at der var fælles lærerværelse for både danske og tyske lærere og at der på lærerværelset stadig hang et billede af Kejser Wilhelm.
Da hun nu kom ind i lærerværelset sammen med lærerne og skolekommissionen, pegede hun på billedet og sagde:
Ja så måtte kejseren væk. Men de tyske og danske lærere blev så enige om, hvem der så i stedet måtte hænge der.
De danske børn var i mindretal
I frikvarteret var det fælles legeplads. Der legede danske og børn. Som regel foregik det hver for sig. Men det hændte også, at de legede sammen. Uden for skoletiden legede de også sammen. Men om vinteren i sneboldkampe kunne det godt opstå et problem. For de tyske børn var flest.
De danske og tyske lærere talte aldrig om nationale forhold. I besættelsestiden var det også sjældent, at de var i lærerværelset samtidig.
Tog til Tønder og hilste på soldaterne
Den 9. april fik de tyske elever allerede fri klokken ti. Da lukkede man skolen og gav eleverne fri. Mange af disse tog sammen med deres forældre til Tønder for at møde de tyske soldater. Det gik lang tid, inden disse kom til Højer.
Lærerne risikerede at kigge ind i et kanonrør
Fra 1943 til 1945 var der hele tiden soldater på skolen. Gymnastiksalen og skolekøkkenet havde de hele tiden. Sommetider havde de også klasseværelset. Og så brugte de skolepladsen som oplagringsplads og dels som øvelsesterræn.
Lærerne kunne risikere at kigge ud i et kanonrør, når de stod inde i klassen og kiggede ud, fordi tyskerne holdt øvelse på skolepladsen. Man kunne godt blive knotten og bede børnene om at synge en god dansk sang. Men det var de tyske soldater nu ligeglade med. Og egentlig opførte de tyske soldater sig pænt, selv om den støj og uro, de frembragte på skolen, var ubehagelige.
Afsted til Fårhus-lejren
Alle Zeitfreiwillige og tyske lærere i Højer blev hentet den 9. maj og ført i Fårhuslejren. Det skete under meget nedværdigende forhold. Derefter var der kun en tyske lærerinde tilbage på skolen. Senere kom endnu en til. Med nedsat timeantal holdt de skolen gående til den 27. juni, hvorefter den tyske skole blev lukket.
Tyske privatskoler opstod
De tyske børn var så uden undervisning resten af året. I 1946 blev der oprettet nogle særklasser, hvor tyske børn fik undervisning. Det skete dels af danske lærere, der underviste i dansk, historie og geografi og dels af tyske lærerinder, der underviste i de øvrige fag.
Det varede dog kun i tre måneder, så ville de danske lærere ikke mere. Derefter blev den tyske skole igen nedlagt. De tyske børn var så uden undervisning til den 7. juni. Den tyske borgmester ankom nu til den danske førstelærer og ville gerne indmelde 71 elever fra den tyske skole i den danske. Han ankom om eftermiddagen og forventede, at de kunne starte næste morgen.
I løbet af natten måtte der så pukles for at få det hele op i en højere enhed. Nu var det jo den store fordel at alle elever havde dansk som hjemmesprog. De forstod udmærket dansk.
I den følgende tid skød tyske privatskoler op rundt omkring i Sønderjylland. Det varede ret længe inden regeringen fandt ud af at tackle skoleproblemerne i Sønderjylland. Først i 1951 dukkede en ny tysk privatskole op i Højer.
Det var faktisk først fra omkring 1830 at folk bevidst gik over til det tyske i Højer. Og det var hovedsagelig de velhavende.
Kaotiske forhold omkring 4. maj
Den 4. maj og de første dage efter Befrielsen var meget kaotiske i Højer. Den 4. maj blev en søn af direktør Kjærby på Tæppefabrikken begravet. Den 1. maj var han blevet dræbt af noget ammunition, som tyskerne havde smidt fra sig. Det var det så nogle drenge, der legede med.
Kjærby’ s søn blev begravet den 4. maj om eftermiddagen. Et par dage efter blev en gendarm, der havde været i koncentrationslejr og var kommet meget syg hjem begravet. Der var også en dansk frihedskæmper, der stammede fra Højer, men som havde boet i Skærbæk, der blev dræbt af tyskerne 5. maj. Han blev også begravet i Højer. Man gik fra befrielsesfest til begravelse. Det var nogle mærkelige dage – dengang.
To nationaliteter
Dem nord fra havde efterhånden fundet ud af, at der var en tysk skole i byen, der var tyske foreninger, og der har været en tysk børnehave. Der har været tysk læge og tysk kirkegang. Men de opdagede knap nok, at der var to nationaliteter.
Under Første Verdenskrig havde mange i Højer hjælp af russiske krigsfanger. Men som vi allerede har skrevet, så var der 51, der ikke kom hjem.
Kreditanstalt Vogelgesang
Tyskerne oprettede i 20erne Kreditanstalt Vogelgesang. Deres opgave var at skaffe så meget jord på tyske hænder som muligt og få det båndlagt til det blev tysk. Det var sådan, at hvis en dansker solgte jord til en tysker, så blev han meget ugle set.
Efter ar Kreditanstalt Vogelgesang var oprettet, så oprettede danskerne Landeværnet, som så sørgede for så vidt muligt at beholde dansk jord på danske hænder. Men det betød meget i de år efter. Vi har også her på siden skrevet en artikel om dette tema.
De fortrød ofte, at de meldte sig
Det var svært i de tyske hjem, da mændene blev sendt til Fårhuslejren. Nogle af dem fik en ret lang straf. De dansksindede syntes stadig at det var unaturligt, at nazister meldte sig til tysk krigstjeneste. Men det var nu ofte at de fortrød. En ung tysker var hjemme på orlov og den tyske forening holdt fest på det tyske hotel. De bad ham om at fortælle om hans oplevelser. Han svarede:
Han meldte sig til Waffen SS
Ved kampene ved Bredevad den 9. april 1940 var han en helt.
Han lå i vejgrøften bag et maskingevær sammen med en dansk kammerat. Han har selv fortalt, at han helst ville have sprunget op og løbe over til sine venner. Men nu blev han liggende der. Hans kammerat blev ramt i hovedet og han gjorde alt muligt or at hjælpe ham.
Efter at træfningen var endt, blev de danske soldater taget til fange. Nogle dage efter blev de frigivet. Noget af det første han gjorde, da han kom hjem, var melde sig til SS. Et år efter faldt han i Rusland. Men i mange tilfælde var det forældrenes nazisme, der førte til dette, at de unge meldte sig til krigstjeneste. Der er mange triste historier fra denne tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 2, 2020
Rovmordet i Utterslev Mose
Rovmord opklaret på fire dage. Man skelnede to slags drab. Det var en ”lovlig krigshandling”. Volmer Nissen fik besked på at indstille efterforskningen både på drabet og smugleri af guld over Øresund. Han var ved at blive likvideret. Drabsmand var af god familie og fik derfor lov til at flygte til Amerika. Ingen blev nogensinde dømte for rovmordet. Dundal- gruppen var ellers kendt for kriminelle handlinger. Han blev knyttet til Brønshøj-bataljonen under ”Ringen”. Man forsøgte at løgge låg over kriminelle handlinger begået af modstandsbevægelsen.
Rovmord opklaret på fire dage
Ifølge politiets indberetninger blev den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd den 4. april 1945 fra sin forretning på Rungsted Plads på det Ydre Nørrebro. Samme dag blev han fundet skudt i Utterslev Mose. Efter krigen påtog modstandsbevægelsen ansvaret for drabet.
Politifuldmægtig Volmer Nissen opklarede drabet i løbet af fire dage. Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog. De var dumme nok til selv at hæve pengene. Det lignede et rovmord. Men de blev aldrig dømt.
Man skelnede mellem to slags drab
Volmer Nissen undgik med nød og næppe at blive arresteret den 19. september 1944. Han opholdt sig i Københavns Byret. Han flygtede med to politifuldmægtige i kulderegn over Sukkens Bro videre over Domhusets loft ned på et skur og via en stige nåede han i sikkerhed på Strøget. Hjulpet af sin far fik han ny identitet og et job som forsikringsagent.
Men i november måned fik statsadvokat Jørgen Trolle brug for ham. Tyskerne havde indset, at en storby som København ville bryde sammen uden en anklagemyndighed til at forfølge kriminelle. De lod derfor statsadvokaten samle en kreds af politifuldmægtige.
Man lærte at skelne mellem to typer drab. Hvis folk var slået ihjel med en økse, var det sikkert tale om et privat opgør. Var der tale om drab med en maskingeværsalve var det snarere et politisk drab begået af enten modstandsbevægelsen eller tyskerne. Disse drab måtte man ikke røre. De blev arkiveret på Retsmedicinsk Institut med en seddel på storetåen, hvorpå der stod ”PD”. Det betød ”Til politidirektørens efterforskning” efter krigen.
Måtte ikke efterforske smuglerier over Øresund
Efter krigen begyndte Volmer Nissen at efterforske smuglerier over Øresund. Der blev også smuglet guld under dække af, at man var modstandsfolk. Der var nogle, der tjente styrtende med penge. Men politifuldmægtigens efterforskning i Øresunds – kriminalitet blev standset fra højere sted. Nogle af de ledende i disse smuglerier havde åbenbart gode forbindelser.
Volmer Nissen ved at blive likvideret
Den 4. april blev den unge fuldmægtige Volmer Nissen fra Statsadvokaturen kaldt til Utterslev Mose, hvor liget af købmanden fra Rungsted Plads var fundet. Man kørte derud i en af Statsadvokaturens benzindrevne biler. Chaufføren var officielt kontorist med i virkeligheden en politibetjent fra Tinglev, der var efterlyst af tyskerne.
I nærheden af mosen blev man stoppet af en anden bil. Mændene fra den anden bil kom med hævede pistoler. Det var lige før, de to var blevet likvideret. Det viste sig at være Holger Danske – folk, der troede at politifuldmægtigen og chaufføren var danske Gestapo – folk.
De fortalte, at de havde været ude at undersøge købmand Hansen – sagen. De havde ikke kunnet finde noget på manden og var pikeret over, at han var blevet skudt.
Fik besked på at indstille efterforskningen
Kommisen i forretningen og enken blev afhørt af Volmer Nissen. De beskrev et godt signalement af gerningsmændene. Også kasseassistenten og afdelingsbestyreren i Bikubens Jagtvej – afdeling blev afhørt. Drabsmændene havde forsøgt at hæve pengene fra købmandens sparekassebog. Volmer Nissen fandt ud af, at det var den såkaldte Dundal – bande.
Mordet var en såkaldt politisk sag, som Volmer Nissen fik besked om, at lade ligge.
Drabsmanden var af god familie
Jens Kristian Dundal forsøgte efter krigen at vaske sig ren ved at sige, at han var modstandsmand. Men det lykkedes ikke rigtig for ham.
Han havde arbejdet for tyskerne, inden han begyndte at arbejde for modstandsbevægelsen. Men det var ikke ham, der havde begået selve drabet. Det var en mere interessant herre, der kaldte sig ”Babyface” Han var af fin familie. Hans far var overretssagfører.
De havde alle kendskab til modstandsmænd og her var der igen en, der var meget interessant. Han hed Aksel Heiberg. Han var en meget modig modstandsmand, der havde deltaget i mange aktioner, men han havde også plyndret banker til den store guldmedalje.
Var det grund til, at købmanden fra Rungsted Plads skulle myrdes? Han havde udtalt, at der også var noget godt i det, som tyskerne gjorde. Det var en modig udtalelse særlig i et kvarter som Nørrebro. Men dette berettiger jo slet ikke til et koldblodigt mord og røveri.
Dundal – banden var kendt for kriminelle handlinger
Dundal – banden var kendt for pengeafpresning, røveri og drab. Og Babyface, som havde begået mordet fik familien sendt til Amerika. Familien var velanset og havde gode forbindelser.
Jens Christian Dundal havde allerede et halvt år efter besættelsen meldt sig ind i DNSAP. Og det var han så de følgende år. I 1941 rejste han til Tyskland for at arbejde og han fortsatte i Norge.
I en periode i sommeren 1941 fungerede han som sabotagevagt for det nazistiske vagtselskab ”Organisation Todt”. Trods dette søgte han også kontakt med modstandsbevægelsen.
Han likviderede en anden sabotagevagt i Vanløse. Men Modstandsbevægelsen ville ikke direkte påtage sig ansvaret for dette drab. Men man ville ikke foretage sig yderligere i denne sag. I efteråret 1944 blev Dundal tilknyttet den såkaldte Brønshøj – gruppe med tilknytning til modstandspartiet Dansk Samling.
Han deltog efter eget udsagn i flere likvideringer og våbenkup efter at han i november på grund af svigtende nerver måtte flygte til Sverige for en tid. I februar vendte han tilbage til Danmark, fordi han havde fået at vide, at hans kone var syg.
Han blev tilknyttet Brønshøj – bataljonen
Nu blev han tilknyttet Brønshøj – Bataljonen under modstandsgruppen Ringen. De følgende uger gennemførte han sammen med andre fra gruppen en række røverier og røveriforsøg. Han forklarede, at det var for at skaffe penge til modstandsbevægelsen. I Nærum stjal de i en villa to bankbøger med et indestående på 87.000 kr., et par tusinder i kontanter samt sølvtøj, smykker og tøj til en værdi af 10.000 kr.
Dundahl skulle have modtaget sedler på folk, der skulle gennem en nærmere undersøgelse, men han opfattede det som om, at de skulle likvideres.
En anden fra Dundahls gruppe havde indtil sommeren 1944 været medlem af det nazistiske vagtkorps ”Sommers Vagtkorps”.
Det lykkedes ikke at få penge
Ude i Utterslev Mose havde man foretaget en afhøring af købmand Hansen. Det endte med, at de skød ham tre gange i hovedet. De sagde, at de ville have brugt pengene til en ny bil til modstandsbevægelsen. Der var 8.000 kr. på kontoen. Men lige efter bortførelsen havde købmand Hansens enke spærret kontoen i Bikuben.
Enken forklarede politiet at hendes mand aldrig havde været medlem af DNSAP eller nogen anden nazistisk organisation. Hun indrømmede dog, at han var ”tyskervenlig” men kaldte ham for et politisk skvadderhoved.
”En lovlig krigshandling”
Åbenbart havde den ene af gruppens medlemmer også været aktiv i Hærens Efterretningstjeneste.
Om Overlandsretssagførerens søn hed det i en række erklæringer fra kendte frihedsfolk, at han havde gjort et godt og påskønnet arbejde, først i Efterretnings- og Bladtjeneste, senere ved Sabotage og likvideringer. Også modstandsbevægelsen Holger Danskes advokat gik i brechen for sin advokatkollegas søn og:
Men egentlig var sagen i begyndelsen en helt almindelig kriminel sag. Men Københavns Politi betragtede efterhånden sagen som en ”lovlig Krigshandling”. I september 1946 optræder sagen for første gange som en af de drab, som blev foretaget:
Man forsøgte at lægge låg over kriminelle handlinger.
Jens Kristian Dundal og en mere fra drabet samt otte andre mænd fra Dundal-banden blev i september 1947 idømt mellem seks måneder og seks års fængsel for en række røverier begået i krigens sidste to måneder. På dette tidspunkt var ”Babyface” – overlandsretssagførerens søn for længst sendt til Amerika.
Ingen blev dømt for, at de i modstandsbevægelsens navn havde begået forbrydelser og ingen blev nogensinde dømt for rovmord.
Fra Modstandsbevægelsens side var man dybt fortørnet over at Statsadvokaturen efterforskede i disse drab, inden de blev bremset.
Efter besættelsen forsøgte man med held fra Justitsministeriets side også at bremse de kriminelle handlinger som modstandsbevægelsen var involveret i
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 292 artikler fra Besættelsestiden Før/Nu/Efter og 302 artikler fra det gamle Nørrebro:
.
Januar 1, 2020
Ikke alle mord undersøges
Når drab har sin egen status. Ikke alle drab dengang var moralsk rene. Mord kan pludselig forældes. Man holdt familie hen med løgn og bedrag. Langt fra alle var stikkere. Beslutninger om likvideringer blev taget på alle nivuer. Drabene skulle ikke undersøges ”Krig er ikke jura”. Frode Jacobsen forsvarede modstandsbevægelsen. Ingen undskyldning. Gjorde man modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste? Havde Danmark flest stikkere pr. indbygger. Kunne man stole på Centralkartoteket? Langt fra alle likvideringer skete under ordnede forhold. Da en tre – årig dukkede op hos underboen. Informationerne var ikke altid korrekte. Kun 82 likvideringer i Norge. Man lod sig friste. Er listen komplet? Det er ikke bare en støvet historie. Pludselige masser af patrioter. Hvorfor er det svært at tale om besættelsestiden? Modstand kræver håb. Tabu – og mørkebelagt. I april 1945 blev 100 likvideret. Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet. Danmark har brug for et eventyrbillede.
Når drab har sin egen status
Som udgangspunkt er et drab altså et drab, og så alligevel ikke. For de drab, som modstandsbevægelsen begik under krigen, har sin egen status og historie knyttet til sig. Det vil sikkert vække et ramaskrig af dimensioner, hvis der rejses tiltale mod tidligere modstandsfolk, der er gået over i historien som helte. Samtlige drab er gået over i historien som stikkerlikvideringer. Men var de nu også det?
Ikke alle drab var moralsk rene
Det kan efter så lang tid være umuligt at bevise, at de ikke dræbte med det forsæt at fjerne en stikker og beskytte modstandsbevægelsen, men handlede ud fra egne motiver som hævn, drab eller økonomisk vinding. Måske var købmand Hansen nazi- sympatisør, men han var ikke stikker. Og det beretter ikke til rovmord. Men det kom under begrebet legitime drab.
I sagen fra Padborg, som undertegnede skrev en bog om, opfandt myndighederne en historie, der skulle dække over de virkelige begivenheder. Man lukkede sagen allerede i 1947.
Ikke alle drab dengang var moralsk rene.
Mord kan sagtens forældes
Nej ikke alle mord undersøges. Det er så smart, at man kan mørklægge en sag. Så har du absolut ingen adgang. Det har du heller ikke med familiens underskrift. Hvis det rygtes, at du er i gang med at undersøge ting og sager, skal det nok ligges forhindringer i vejen.
Overraskende er det også, når det så lykkes at få nye ting frem, som sætter spørgsmålstegn ved en efterforskning, så åbner man den bestemt ikke igen. Og lokalbefolkningen er bestemt ikke på din side. Jo mord kan sandelig godt forældes. Det er ikke kun nede i Padborg, at der skete mystiske mord før og efter besættelsen.
Man holdt familien hen med løgn og bedrag
Vi vil i en senere artikel fokusere på et mord ude i Utterslev Mose, som vi har berørt i flere artikler. Her var der tale om et rovmord. Men myndighederne bestemte, at dette mord ikke skulle udforskes mere. Det var et mord, som Modstandsbevægelsen tog på sin kappe.
Det mord vi fokuserede på nede i Padborg, foregik efter besættelsen. Den sag lukkede man allerede i 1947, men vi kunne i vores bog dokumentere at politiet manipulerede med rapporterne. Men det værste var at man holdt familien hen med løgn og bedrag.
Langt fra alle var stikkere
Emnet er bestemt ikke populært at beskæftige sig med. Man bliver beskyldt for mange ting. I denne historie skal vi passe på ikke at forsynde os mod den historiske grundregel:
Egentlig handler besættelsens historie stadig om myten. Det er krig og kamp med helte og skurke, gode og onde, os og dem. Myten er præget af etiske og moralske elementer.
Frihedsrådet udsendte i 1944 en nytårshilsen, hvor man skrev, at ingen landsmænd er blevet dræbt på baggrund af deres overbevisning, men kun fordi, at de mod en høj betaling har påtaget sig at efterspore landsmænd og udlevere dem til Gestapo.
Men nu er det ikke alle de likviderede, der opfylder disse betingelser. Det var ikke mange af de likviderede, der direkte var stikkere. De var måske tyskervenlige i en eller anden form og bar tyske uniformer.
Beslutninger og likvidering taget på alle niveauer
Historikerne er stadig uenige om, hvem der gav tilladelsen. Man taler om ”Frihedsrådets Likvideringsudvalg” og ”Den Jyske Domstol”. Men de har aldrig eksisteret. De blev opfundet til lejligheden i sommeren 1945.
Beslutninger om dette blev truffet i alle niveauer i modstandsbevægelsens hierarki. Man mener, at der er begået 400 likvideringer. Nu har ingen af de tre forfattere de mord med, som vi i vores bog fandt i Padborg efter besættelsen.
Drabene skulle ikke undersøges
Der er aldrig foretaget en systematisk undersøgelse, hvorvidt der er begået drab eller en likvidering begået af modstandsfolk. Rigspolitichefen bad ellers i juli 1945 alle politikredse om at indberette besættelsestidens drab, hvorefter tanken var at lade Rigspolitiets rejseafdeling efterforske alle drab med henblik på at udskille modstandsbevægelsens likvideringer.
Men en sådan undersøgelse blev forhindret af Frihedsrådets Frode Jacobsen. Han ville som Minister uden portefølje sammen med Modstandsbevægelsens folk og Centralkartoteket ”udsondre” de drab som ikke skulle udforskes yderligere.
En liste med 500 drab blev overdraget til Frode Jacobsen. Herefter blev 320 drab fjernes som Modstandsbevægelsen tog ansvar for. I januar 1945 havde Frihedsrådet udsendt en proklamation, hvor man skrev, at man havde ”uigendrivelige beviser som til sin tid om nødvendigt kan fremlægges og godtgøre, at henrettelsen var påkrævet som en præventiv foranstaltning fra Frihedsbevægelsens side”
”Krig er ikke jura”
Den 25. august 1945 mente den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch, at det var tale om mord. Han stillede spørgsmålstegn ved likvideringernes berettigelse. Dem der stillede sig på samme side, var venstrepolitikeren og retspræsidenten Svenning Rytter og socialdemokraten K.K. Steincke.
Per Federspiel afløste Frode Jacobsen i efteråret 1945. Men Frode Jacobsen bevarede sin indflydelse som konsulent. Han sikrede sig, at ingen sager blev efterforsket. Begge de to personer havde samme holdning, at likvideringer var at betragte som krigshandlinger. Og det gjaldt åbenbart også for handlinger, der var foretaget efter besættelsen.
Frode Jacobsen mente at det var ”krig ikke jura”. Og det var underordnet om der ikke formelt bestod en krigshandling mellem Tyskland og Danmark.
Det lykkedes for Frode Jacobsen at få stoppet efterforskningen. Han indgik en aftale med en af sine nærmeste medarbejdere fra modstandstiden, juristen Niels Buch-Jensen, der blev justitsminister i befrielsesregeringen.
Frode Jacobsen forsvarede modstandsbevægelsen
Flere familiemedlemmer til de likviderede stillede spørgsmålstegn til, hvorfor deres familiemedlem skulle henrettes. Det skete også i sagen fra Padborg. På en eller anden måde blev der undersøgt en del nye sager. Men en masse blev også undladt. Der blev sendt ca. 20 korte og ”blakkede” erklæringer til familien.
Selv forfatteren Martin A. Hansen som tidligere var tilhænger af likvideringer var nu blevet skeptisk. I 1956 for Frode Jacobsen i blækhuset. Han ville indrømme, at 9 likvideringer blev kendt uberettiget.
Ingen undskyldning
Frode Jacobsen forsvarede modstandsfolkene. Hans motiver var sikkert renhjertede. Men derved fremstod likvideringerne smudsige og dunkle. Familien i Padborg fik ingen undskyldning. Man fik efter mange forgæves henvendelser til myndighederne et brev i 1947. at sagen var indstillet, og det selv om, at vi ved at der blandt de sidste fem, der henrettede ham var to navngivne politibetjente.
Gjorde man modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste?
Spørgsmålet er om man gjorde modstandsbevægelsen en bjørnetjeneste. Havde de ikke været bedre tjent med en fuldstændig åbenhed. Helligholdelsen har haft store menneskelige omkostninger. Og vi ved også at i Padborg har løgn fra myndighedernes side haft store menneskelige omkostninger for de efterladte. Ja faktisk for hele lokalsamfundet. Frygtelige rygter er opstået.
Forfattere, historikere m.m. og for den sags skyld alle os andre skal ikke gå ensidig efter Frode Jacobsen. Han ville ikke have, at frihedskæmperne efter at have ”kæmpet for Danmark” blev udsat for politiundersøgelser. Der skulle ikke kastes et dårligt lys over modstandskampen. Udlandet skulle heller ikke stille spørgsmålstegn.
Selv om nettet blev strammet m.h.t. at undersøge alle drab, så lykkedes det for Frode Jacobsen at forhindre det. Ja så kunne man jo bare skifte nogle emsige politibetjente ud.
De lokale politimestre, der mente at mord så så lidt betænkelige ud og selv begyndte at foretage en undersøgelse fik en næse af justitsministeren. Man skulle ikke begynde at undersøge de mord, der befandt sig på modstandsbevægelsens særlige liste.
Havde Danmark flest stikkere pr. indbygger?
Det er blevet hævdet, at Danmark var det land i Europa, der havde flest stikkere pr. indbygger. Dette har vi ikke mulighed for at undersøge her på redaktionen. Men per Federspiel anfører i en rapport fra april 1945, at Gestapos succes snarere skyldes danskernes tankeløshed og åbenmundethed end egentlig stikkeri.
De lister, der blev udarbejdet, indeholdt ikke tyske statsborgere med undtagelse af tre. Men rent faktisk blev omkring 39 tyske statsborgere likvideret af modstandsbevægelsen. Men man betragtede drab på tyske statsborgere som legitime krigshandlinger.
Kunne man stole på Centralkartoteket?
Mange af drabene eller likvideringerne stammer fra oplysninger fra det såkaldte centralkartotek. Men hvor pålideligt var disse oplysninger? Man havde oplysninger over 40.000 danskere, der var mistænkt for unational optræden.
Oplysningerne var baseret på et spinkelt grundlag. Ofte var de unøjagtige eller direkte forkert. Ved befrielsen var 21.800 interneret efter Centralkartotekets oplysninger. Omkring 13.000 blev siden dømt efter straffelovtillæggene.
Mange af likvideringerne slog fejl. De indgår ikke i statistikken. Årsagerne kan være flere. Den angrebne kan have forsvaret sig eller blevet såret. Steffan Emkjær har fundet frem til 96 drabsforsøg. Måske skal antallet endnu højere op. Han har således fundet frem til yderligere 52 skudvekslinger, som ikke er opstået i forbindelse med sabotage.
Mange blev likvideret fordi de var i tysk vagttjeneste. Argumentet mod dette var, at dette kun efter krigen rakte til fra 4 års fængsel. Svaret fra Modstandsbevægelsen var, at dette var en nødforanstaltning for at beskytte illegalt arbejde.
Ingen bevis for, at han var stikker
Modstandsmanden Hugo Horwitz siger bl.a.:
Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. I to tilfælde fik han fra højere instanser i politiet ordre om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne ikke være skyldige.
Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler på Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, Herluf i marts 1945 modtog fra Hans Christensen, der dengang var leder af politiets illegale efterretningsvirksomhed, samarbejde med tyskerne.
Herluf syntes, at det var lidt underligt, at han ikke fra beboerne i ejendommen havde fået dette bekræftet. Han sendte sine folk ind i butikken for at købe et slips og sikre sig at kysten var klar. Så stormede han selv ind i butikken med en skudklar pistol og ventede på at manden skulle dukke frem fra baglokalet.
Men det viste sig at være en af de illegale folk fra Politikompagniet, der arbejdede i forretningen. Så måtte manden jo være god nok, men der var åbenbart en, der var efter ham. Herluf bad sin mand om at advare manufakturhandleren om, at han skulle holde sig væk fra forretningen. Var det personlig hævntørst?
Langt fra alle likvideringer skete under ordnede forhold
Ofte blev sagerne slet ikke undersøgt. Rygter og hævntørst kunne føre til tragiske fejltagelser.
En ung kvinde på et værtshus blev af nogle kammerater over for en modstandsmand udpeget som mistænkelig. Samme aften blev hun dræbt.
Langt fra alle likvideringer foregik under ordnede forhold som Frihedsrådet har erklæret. Mange af likvideringerne er foretaget på et alt andet end veldokumenteret grundlag
Da en tre – årig dukkede op hos underboen
I en lejlighed i Webersgade på Østerbro fik en underbo en tidlig morgen besøg af den 3 – årige datter oppefra. Hun kunne ikke få sin morgenmad, for hun kunne ikke vække sine forældre. De lå og sov.
Underboen fandt faren skudt i hovedet, men dækket til med et tæppe. Moren lå på en hjørnesofa med snitsår overalt på kroppen. Under sofaen lå en blodig brødsav.
Det viste sig, at det var ikke en af de drab som modstandsbevægelsen havde legitimeret. Trods det skulle sagen mod faren ikke indledes, da han alligevel havde været involveret i så mange ting. Ja engang havde han også været stikker for politiet. Derimod skulle der indledes en sag mod mordet mod moderen. Denne hændelse fandt sted i begyndelsen af 1945. Først den 19. juni 1946 traf man denne afgørelse.
Modstandsfolkene tog ofte beslutningen om at likvidere danskerne, de mente var stikkere, uden at tale med modstandsbevægelsens ledelse. De blev skudt fordi de havde forbindelser til tyskerne eller fx var nazister. Den ældste, der blev likvideret, var 67 år og den yngste var 14 år.
Informationer var ikke altid korrekte
De illegale blade havde travlt med at forklare at medlemmer af modstandsbevægelsen ikke var blodtørstige og skydegale. De forklarede, hvorfor en person var blevet likvideret. Men nu var det dog ikke altid, at disse informationer var korrekte.
Likvideringerne kunne også mærkes på dem, der udførte dem. Det førte til psykiske sammenbrud og i enkelte tilfælde selvmord.
Hvem gav ordren. Ja flere modstandsfolk har talt om små sedler med navn og adresse, der kom fra kompagnichefen, men åbenbart var det ikke helt normalt. I Holger Danske var den almindelige holdning, at man allerede fra november 1944 måtte skyde på danskere i tysk uniform. Frihedsrådet gav først den tilladelse i februar 1945.
Formentlig var det lidt tilfældig om der først fulgte en afhøring inden en likvidering. I Asmus Jensens tilfælde fra Padborg fulgte der øjensynlig et par dages tortur inden likvidering. Her var der i hvert fald ikke tale om ransagning.
Man mener, at der på landsplan i tiden fra den 5. til den 9. maj er begået 12 drab i Danmark. Den ene af disse er likvidering af Asmus Jensen i Padborg. Ingen af de fem, der deltog i nakkeskuddet er blevet afhørt i forbindelse med dagen.
Kun 82 likvideringer i Norge
I Norge var der i alt kun 82 mennesker, der blev likvideret. Forklaringen på dette fra Frode Jacobsens side lød på, at der normalt kom commando-raids af folk fra England og efter endt gerning rejste tilbage dertil. Så i Norge var der ikke rigtig nogen at stikke.
Men sandheden var nok mere den, at hjemmefronten i Norge havde al mulig grund til at beskytte sig mod angivere, norsk nazificeret politi (Stapo) og tysk politi, der gang på gang trævlede det hjemlige modstandsarbejde op.
Man lod sig friste
Der var modstandsfolk, der lod sig friste til at berige sig selv. Og kriminelle søgte ind i modstandsbevægelsen. Det er ingen hemmelighed at lovløsheden herskede efter at politiet var blevet taget. Enkelte modstandsfolk lod sig berige af kriminalitet. Der er også eksempler på, at uskyldige mennesker blev myrdet og udplyndret. Mange mordere er aldrig blevet retsforfulgt.
Vi har her på siden et par gange været inde og berette om et rovmord i Utterslev. Vi vil snarest lave en lidt mere fokuserende artikel om dette tema, så hold øje med ”Rovmordet i Utterslev”.
Er listen komplet?
En del forfattere og historikere påberåber sig at have en komplet liste over de likvideringer, der blev udført. Det tvivler vi på. De har ikke haft adgang til politiets hemmelige undersøgelser, der er blevet udført. De har sikkert heller ikke kigget i kirkebøger m.m. som vi har i Bov Kommune. Åbenmundede præster har man ikke tænkt på, når man ville slette spor. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om selvmord er udført på åben gade en eftermiddag. Man kan læse meget i en kirkebog.
Måske kan man stille spørgsmålstegn ved de forfattere og historikere, der påberåber sig at have en komplet liste over likvideringer. De har ikke haft nok kildemateriale til at udarbejde det. Og de har heller ikke haft adgang til politiets hemmelige undersøgelser. De forbliver hemmelige. Måske er der foretaget flere end 400 likvideringer?
Det er ikke bare en støvet historie
Efter at have samarbejdet med en ramt familie, må jeg konstatere, at det er på tide, at familier endelig får klarhed. Men pludselig bliver man igen efter så mange år mødt med lukkethed. For disse familier er likvideringerne ikke bare en støvet historie, som man ikke skal have rippet op i. Det gælder vel både for familie og efterkommere men vel også for modstandsfolkene selv og deres pårørende. Og hvad med øjenvidnerne til drabene. Ja vel også lokalsamfundet. Vi fik med vores bog langt fra besvaret alle spørgsmål.
Disse spørgsmål ligger fortsat gemt i mørke arkiver, hvis ikke de på en eller anden måde er bortkommet.
I sagen fra Padborg, har vi fundet ud af, hvem der dræbte Asmus Jensen. Men hvorfor findes der officielle gerningsmænd, som ikke har begået drabet? Og hvorfor har man opfundet en historie til lejligheden, som vi i den grad har gennemhullet?
Man har kamufleret likvidering ved at få det til at se ud som flugtforsøg. Så har man fået personer til udskrive en rapport og belønnet dem med en topstilling. Se mere i vores bog ”Grænsen er overskredet”. Det kan undre, at man ikke har stillet spørgsmålstegn ved dette. Den Danske Brigade smækkede røret på. Men det lykkedes at få spredt historien til diverse historiebøger, der udkom dengang. Men ret hurtig spredte der sig en anden historie i Padborg – området.
Modstandsfolk skulle beskyttes med anonymitet, fordi nogle af dem frygtede hævnaktioner fra de dræbtes familier. Andre argumenter var at familien ville lide endnu mere overlast. I Padborg opstod der nye rygter, at man var i familie med en stikker, selv om det aldrig er blevet bevist.
Masser af patrioter
Der var flere øst-frivillige end aktive modstandsfolk. Men den 4. og 5. maj var Danmark omgivet af hærskarer af patrioter i hjelm og armbind. De gik alle som helhed under fællesbetegnelsen ”modstandsbevægelsen”. Men begrebet er diskutabelt, eftersom man i virkeligheden bør operere med flere hinanden næsten eller helt uafhængige modstandsbevægelser, som Frihedsrådet siden gjorde en behjertet, men ofte forgæves indsats for at samle under en fælles kommando.
Hvorfor er det svært at tale om besættelsestiden?
Hvorfor er det så svært at tale om besættelsestiden? Og hvorfor må man ikke stille spørgsmålstegn?
Modstandsfolkene havde da også hellere set et generaloprør med det etablerede politiske system og et andet efterkrigs – Danmark. Bevægelsen udgjorde dog aldrig en politisk front og kunne derfor ikke udgøre noget politisk alternativ. Den fik sin naturlige plads i befrielsesregeringen. Og kommunisterne fik et kanonvalg ved det første folketingsvalg i efteråret 1945, men allerede fra næste valg i 1948 var man tilbage ved de ordnede forhold.
Modstand kræver håb
Modstandsbevægelsen tabte freden. Ikke fordi den tabte den politiske magtkamp, for det var urealistisk at forvente det, men billet af, hvad der egentlig var foregået under krigen, var fortegnet.
Modstand kræver også håb. Der var intet håb i 1940, hvor tyskerne vandt store sejre. Man kunne imødese, at besættelsen måske ville vare i generationer. Det er ingen grund til at være specielt stolt af samarbejdspolitikken. Men den lader sig vel forsvare rent rationelt?
Vi kan i sidste ende takke modstandsbevægelsen og politikerne. De sidste sørgede for, at vi kom gennem krigen med mindst mulig skade. De første sørgede for, at vi kom ud af den med mest mulig ære, så vi fandt vores plads blandt de allierede og ikke blev sat i skammekrogen blandt Nazi – Tysklands samarbejdspartnere.
Men derfor må man stadig stille spørgsmålstegn ved, hvad der foregik. Mange af de ældre vi har talt med i Bov Sogn, som vi har talt med ligefrem frygtede folk fra modstandsbevægelsen. De blev straffet fordi de havde solgt kød, æg og brød til de tyskere, der gik vagt langs Flensborg Fjord.
Tabu – og mørkebelagt
Efter den 19. september 1944 havde Danmark ikke noget politi, da de blev arresteret og interneret af tyskerne. Mange blev fristet af krigens mørke og politiløsheden. Særlig for hovedstadens borgere blev væbnede røverier, overfald, pengeafpresning og drab en del af hverdagen. Nogle gange blev disse forbrydelser også begået i modstandsbevægelsens navn.
Mange synes, at det er forkert at rode op i datidens ubehagelige begivenheder. Det synes mange også nede i Padborg i forbindelse med vores undersøgelse på Asmus Jensen. Selv om historieinteresserede ved, hvor vanskelig det er at skaffe dokumenter i forbindelse med sådanne sager, blev vi beskyldt for at have begået ”den mest udokumenterede bog nogensinde”. Vi lagde vægt på nogle af vidnernes forklaring. Men måske er sagen stadig tabu – og mytebelagt.
I april 1945 blev 100 likvideret
Frode Jacobsen fastslog, at der var to betingelser, der skulle være opfyldt for at likvidering kunne finde stede:
Alene i april måned blev 100 likvideret. Om aftenen den 4. maj blev op mod 20 dræbt. Det kan virke paradoksalt med så mange likvidationer, hvor ingen var i tvivl om krigens udfald.
Modstandsfolk forklarer dog dette fænomen, at der nærmest var udbrudt borgerkrigslignende tilstande mellem modstandsbevægelsen og de nazistiske korps. De tyske myndigheder fortsatte også med at henrette modstandsfolk. Således blev jyske modstandsfolk henrettet den 28. april 1945.
Likvideringer fortsatte efter besættelsestiden.
Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet
Småaktioner ramte butikker, som havde solgt lidt for meget til tyskerne. Men disse aktioner blev ofte begået af folk, der ikke havde nogen tilknytning til modstandsbevægelsen.
Uffe Horwitz har forklaret, at der mod krigens slutning kom flere og flere desperados, der udviklede sig til rene revolvermænd. De havde ikke andet i hovedet end at komme ud og skyde.
Vi har bibeholdt hemmelighedskræmmeriet. Det kan man vel ikke mere belaste Frode Jacobsen for. Mange modstandsfolk føler også at de har deltaget i noget fordækt grundet dette forhold.
Under dække at være i modstandsbevægelsen blev der også smuglet og handlet mellem Sverige og Danmark. Det var guld og alt mulig andet. Hvis man ville af med en konkurrent, ja så anmeldte man bare vedkommende til tyskerne.
Danmark havde brug for et eventyrbillede
Danmark havde brug for et eventyrbillede. Tyskernes besættelse her i landet var til forskel fra andre landes en ”oprettelsesbesættelse”. Man gik vel knap så hårdhændet til værks som Frankrig, Holland, Belgien og Norge.
De få tusinde aktive modstandsfolk steg den 5. maj 1945 straks til ca. 50.000. Denne historie har danskerne stadig svært ved at sluge. Alle havde pludselig været rundt med illegale blade og været sabotører. Man havde brug for at polere modstandsbevægelsens image.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her under www.dengang.dk 1.480 artikler:
December 26, 2019
Aabenraa i Højmiddelalderen
Dette er en anmeldelse af Jørgen Wittes bog af samme navn. Dette er en bog med overraskelser. Vi kommer helt ned i dagligdagen. Det er som en ”politiundersøgelse”, Skraaen er fra maj 1335. Tidlig bebyggelse på Varnæs Hoved. Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen. Det ældste Aabenraa. Fogedens Gård. Store voldgrave. En almindelig bøde var på 3 mark. Tyveri var en alvorlig forbrydelse. Farveløs beklædning dengang. Tre gilder var det dengang. Kongen skaffede mere græsningsareal. Skibe tidligt på færde. Købmændene skulle spørge om lov. Handel på byens torv. Flere veje til byen. Den første og den ny kirke. Hvor lå Jørgensgård? Magten skiftede.
Bog med overraskelser
Vi vil her forsøge at anmelde en ny bog af Jørgen Witte ”Aabenraa i Højmiddelalderen” som er udkommet på Historisk Samfund for Sønderjylland.
Hvis du kigger bagerst i artiklen, vil du kunne se en oversigt over de artikler, som Jørgen Witte har bidraget med til denne hjemmeside. Du vil også kunne se en henvisning til andre artikler om Aabenraas oprindelse.
Her troede vi, at vi med vores artikler var så rigelig dækket ind m.h.t. Aabenraas oprindelse m.m. men der er sandelig meget nyt at komme efter i Jørgens nye bog. Og så er det skrevet i et sprog, der aldrig bliver kedeligt. Selv arkæologiske undersøgelser er beskrevet i et spændende og underholdende sprog.
Vi kommer helt ned i dagligdagen
Vi kommer helt ned i dagligdagen mellem 1230 og 1375 i Aabenraa. Og det spændende er, at langt de fleste ting er kendsgerninger. Ved hjælp af Skraaen, Konge Valdemars Jordebog og arkæologiske udgravninger bliver der tegnet et billede af det tidlige liv i Aabenraa.
Kigger vi bagerst i bogen kan vi se, at der i den grad er brugt et righoldigt kildemateriale. Skriftlige kilder, gamle kort og andre kultursprog sættes i en sammenhæng, der tegner et billede af en ung købstad i hastig udvikling.
Det er som en ”Politiundersøgelse”
Bogen er blevet til etaper over en længere periode – ja hvis nok i mere end fem år. Det er tydeligt at Skraaen er analyseret fra ende til anden og forfatteren har forsøgt at datere indholdet.
Der har jo også rundt i byen været en del udgravninger. Men vi kommer også dybere ind i byens liv, således kigger vi på samtidens politiske forhold, hvilke roller spillede kirken, handlen og retsvæsnet? Men hvordan så byen ud i det korte spænd og godt 150 år frem i historien.
Selv om det er en forholdsvis ”tynd” bog vælter det frem med interessante oplysninger. Interessant er for eksempel er, at havspejlet var 2 – 3 meter højere end i dag. Det vil sige omgivelserne var helt anderledes og kyststrækninger var anderledes.
Ja det er som en politiundersøgelse, og det er ærgrer Jørgen Witte, at der stadig er ubesvarede spørgsmål. Det er ikke lykkedes ham at få skovlen under det hele.
”Skraaen” er fra maj 1335
Skraaen blev indført i maj 1335. Den indeholder en række rettigheder og pligter for Aabenraas borgere og dens gæster. Og det sjove er, at det ikke ser ud til, at denne Skraa er lånt af andre. Den nævner hele tiden ”Kongens repræsentanter” før ”Byens Rådmænd”.
Opfattelsen var, at det, der ikke stod i dokumenterne, ikke eksisterede.
Tidlig bebyggelse ved Varnæs Hoved
Det har været et meget tidligt marked kaldet Oppner Bakken. En anden mulighed kunne være Varnæs Hoved. Her har der tidligt været en bydannelse. Bebyggelsen i Varnæs er dog ikke bevist arkæologisk. Men på voldstedet Vold, er der fundet brobelægning og nedgravede pæle.
Ved ejendommen Ornum, der lå midt på Varnæs Hoved lå en østvendt fjord, der tidligere kan have været anvendt som havn. Men på den anden side. Her var ret så stejle skrænter, så måske har det alligevel ikke været så velegnet.
En havn i bunden af Aabenraa Fjord har haft betydning for munkene i Løgum Kloster.
Valdemar tabte sit imperium syd for Østersøen
Valdemar den Første har været en aktiv mand. Han erobrede de store byer Lübeck og Hamborg. Han havde stor betydning for Aabenraas udvikling. I 1223 blev han og hans søn kidnappet på Lyø. Dermed mistede han sit imperium syd for Østersøen. Men det skete først endeligt efter ”Slaget ved Bornhøved” i 1227, som Valdemar tabte. Lübeck sluttede sig nu til Danmarks fjender.
Det er muligt, at det i 1231 lå en handelsplads længst inde i Aabenraa Fjord. Der findes ingen arkæologiske fund. Men i Kong Valdemars Jordebog, står det at kongens repræsentant i Rise Herred kræver told.
Kongen havde ”Kongelev” i både Søderup og Årslev.
Det ældste Aabenraa
Det ældste Aabenraa lå i området Søndertorv, Skibbrogade og Fiskegade, ”Opner” var en adelsby, det vil sige en gammel oprindelig landsby, men i 1230erne boede kun få bønder i landsbyen. Mange var udvandret til landsbyen Kolstrup – lige i nærheden.
Men i Opners bymark ejede kongen selv en ejendom med jord, der var 2 ½ mark Guld værd.
Fogedens Gård
Fogedens base var en befæstet gård, der lå der hver Nygade gik over i Nybro. Det må antages, at denne blev anlagt i 1230erne. Adgang til borgen kunne foregå med skib til vestsiden af Opner-bakken. Inde fra Aabenraa gik en vej hen over borgområdet til en nord – syd gående voldgrav ved Nygade-Nybro. Her førte en bro af store egeplanke over voldgraven.
Antagelig af rester af borgen blevet anvendt til anlæggelse af Slotsvandmøllen og Brundlund Slot. Under udvidelse af Skt. Nicolai kirke i 1640 er der sikkert også anvendt rester af borgen. Endnu i 1730 var der masser af stenblokke til overs. Disse kunne sendes til København, hvor man skulle opføre det nye Christiansborg.
Store voldgrave
Fjorden nåede oprindelig tæt på den vestligste del af den nuværende Slotsgade. Ud for nuværende Slotsgade 24 og Nybro 20 er der fundet kraftig tilspidsede egetræspæle. Måske var dette er form for forsvar, inden man fik voldgravene.
Der var nogle betydelige voldgrave på 2,5 meters dybde og 15 – 20 meters bredde nogle steder dengang.
En almindelig bøde var på 3 mark
I slutningen af 1250erne måtte fogeden også arrestere fremmede, hvis disse havde truet borgerne med ild og død.
En almindelig bøde kostede 3 mark, mens en almindelig hest dengang kostede 6 mark. Begik man en forseelse skulle man normalt betale en bøde på 3 mark til fogeden og 3 mark til rådmændene.
Det var billigt at blive borger i Aabenraa. Inden for seks uger skulle man blot betale fogeden 2 øre kobber (72 penninge) og et tilsvarende beløb til rådmændene.
Inden for Aabenraa Byfred kunne en mand frit købe jord, hus og gods og sælge det, uden at spørge sine slægtninge. Til Skt. Hans den 24. juni opkrævede fogeden en såkaldt arnegæld – Det var en skat på husstanden. Hver husstand skulle betale 11 penning.
Tyveri var en alvorlig forbrydelse
Den 30. november på Sct. Andreas skulle man betale en afgift på 1 øre (36 penninge) for deres grundstykke, der blev kaldt for toft. Og fra 1230 fremkom begrebet ”Møntskat”.
Man ved ikke, hvor mange rådmænd, der var i Aabenraa. Men det lykkedes i hvert fald for dem at skaffe flere og flere privilegier til byen. Det var også rådmændene, der bestemte, hvor meget de fremmede købmænd måtte købe.
Ja og en ægtemand havde ret til at dræbe en horekarl, der var i lag med hans kone.
Kongen udnævnte otte sandemænd på livstid. Men efter Jyske Lov kunne disse dog afsættes. Ved grove forbrydelser kunne Bytinget dømme fredløs. Grove forbrydelser kunne også dømmes på Landstinget.
Tyveri var også en alvorlig forbrydelse. Kongens repræsentant kunne hænge tyven uden dom, men den skadelidte måtte ikke tage sig selv til rette og hænge sin tyv.
Farveløs beklædning
Man ved ikke, hvor mange, der boede i Aabenraa i 1200 og 1300tallet. Vi ved, at der i 1509 var 108 skatteydere.
De færreste blev vel mere end 60 år gammel. Børnedødeligheden var stor (10 – 25 pct.) Døden tog også de yngre kvinder på grund af de hårde børnefødsler.
Husbonden måtte godt revse husstanden inklusive tyendet med en stok.
Hvis kvinder blev beskyldt for at have beskyldt hinanden eller brugt ukvemsord, kunne de benægte dette. Men fik de skadelidte medhold, skulle de skyldige straks straffes med at få med en sten, der var beregnet til dette. Man kan også få en straf som klageren, fogeden og rådet skønsmæssig idømmer hende.
Borgens klædning var dengang farveløs og det sprog som de talte kunne næppe forstås i dag.
Dengang var der tre gilder
”Skraaen” nævner tre gilder:
Angiveligt er der i løbet af 1200 – 1300-tallet er der kommet flere til. Fælles for sammenslutningerne, var Gildedrikken, hvor man drak øl og spiste sammen. Gildet gav medlemmerne social sikkerhed. Og Gildehuset lå angiveligt i Gildegade.
Kongen skaffede mere græsningsareal
”Forten” kaldte man den åbne plads midt i byen. I slutningen af 1200-tallet foretog man indgreb i denne ”Forte”. Men det kunne kun ske med tilladelse fra Rådmændene.
Borgerne i Aabenraa ejede heste, hopper og kreaturer, der gik frit på udmarken uden for det dyrkede område.
I 1230erne havde Valdemar den Anden doneret adgang til syv landsbyers overdrev. Han skaffede også med egne penge plads til fægang i Østerskov. Træ fra denne skov har også haft betydning for byggeri i byen.
Skibe tidlig på færde i Aabenraa
Allerede på dette tidspunkt har skibe i forskellige størrelser haft betydning i byen. Det er dog ikke arkæologiske fund, der kan hentyde til dette. Og hvor stor betydning det havde på dette tidspunkt er ikke kendt.
I Haderslev har man til gengæld fundet arkæologiske rester af et skib. Det er bygget i det jyske område ca. 1220. Det var klinkbygget lige som vikingernes fartøjer. Men konstruktionsmæssigt lignede det ”Koggen”. Det var 12 – 21 meter langt og 5 meter bred. Den var fladbundet og havde en ringe dybde. Det kunne fragte tungt last på flere tons. Måske har sådanne skibe opereret i Aabenraa Havn. Den oprindelige landingsplads har ligget nær Søndergade.
Munkene ville ikke betale told. I 1252 blev klostret i Løgum også fritaget af Konge Christoffer. Men fogeden ville i 1257 alligevel have told af dem. Igen engang nægtede de at betale.
Købmændene skulle spørge om lov
Handelen i Aabenraa skulle foregå på Torvet. En gang om året skulle man sammen med sin husvært betale såkaldt ”Torveørtug” på 10 penning. Den samlede sum under navnet ”Torvegæld” direkte til kongen.
Først i 1399 nævnes skibe fra Aabenraa i Lübecks toldregnskaber. I Skraaen var der fastsat regler om, hvordan fremmede kunne leje et hus i byen. I 1280erne blev denne regel revideret.
Handelen foregik med penning-mønter. Der er desværre kun fundet få inden for stadens område. Til gengæld er der fundet hele 45 stykker ved Rise Kirke. De er formentlig tabt ved ofring ved alteret.
Det var begrænset hvad fremmede købmænd måtte handle uden rådmændenes samtykke. Når fremmede ville sælge øl, måtte det ikke ske i skræpper (20 l) men kun i store mål med hele eller halve drømt af ca. 300 l.
Klædestoffer måtte heller ikke sælges i mindre stykker og salt måtte kun sælges engros i hele tønder.
Handel på byens torv
Søndertorv blev betegnet som byens oprindelige torv, men det kan også være blevet afholdt for enden af Skibbrogade, hvor det senere var en stor åben plads.
I Middelalderen varierede målenhederne fra landsdel til landsdel. Når en købmand skulle rejse med en ”skipper” måtte denne hjælpe med sømandsarbejdet og betale undervejs.
I 1200- tallet var der en del Aabenraa-borgere på Skåne – markedet.
Fra Senmiddelalderens Aabenraa kendes en sammenslutning af skomagere. Man har ligeledes fundet rester af et bageri med ovne i Søndergade.
Veje til byen
Man kunne komme af søvejen. Måske var det ryttere til hest eller bønder, der kom med okse og vogn. Den eneste vej, der omtales i Skraaen var Kolstrup Stenbro. Den slyngede sig gennem landsbyen Kolstrup op over Skedebjerg og videre til Brunde og Rise Kirke med tilknytning til den nord-sydgående hærvejstræk. Vejen førte også videre til Løgumkloster.
Fra landsbyen Hessel var der også forbindelser til Hærvejen ved Årslev og derfra til herredskirken i Rise. Fra Hessel kunne vejfarende eller gående til fods og hest komme uden om fjorden og ad mindre veje gennem Kolstrup. Der var også passage syd på mod Ensted.
Den første kirke
Husene dengang var givetvis bygget af træ med stavvægge eller bulvægge måske lerklinet med fletkonstruktioner. Egentlig var de ret brandfarlige.
Både i Slotsgade og Storegade er der flere spor af svelleveje. På hjørnet af den senere Søndergade 10 er der to meter under det nuværende terræn fundet resterne af det hidtil ældste hus i Aabenraa. Man kan se, at huset er gået til ved brand.
I senmiddelalderen blev købstadens byområde udvidet syd for bygrænsen. Den oprindelige kirke lå bag Skibbrogade. Den hed åbenbart Skt. Knud. Man opdagede rester af den, da man skulle lægge fjernvarmerør. Men meget mærkeligt fik man ikke foretaget arkæologiske undersøgelser.
Den nye kirke
Præsterne skulle kunne læse og skrive latin. De skulle kunne oversætte. Og så skulle de være ugifte og leve i cølibat. Alle i menigheden skulle mindst en gang om året skrifte. I landsbyen Hessel blev der oprettet en kirkelig domstol.
Efterhånden var der ikke plads til beboerne fra Opner, Kolstrup og Hessel i Østergade/Skibbrogade i Sct. Knuds Kirke.
Tiden var kommet til at bygge en n y kirke på toppen af bakken. Det var Sct. Nikolai Kirke. Fra 1250 – 1260 rejste den nye smukke kirke sig her. Under byggeriet opstod der et byggestop. Årsagen kendes ikke.
Måske har det noget at gøre med den langvarige kamp mellem kongen og æresbiskop Jacob Erlandsen. Biskoppen mente, at han kun havde en overordnet og det var paven. Det endte med at kongen fængslede æresbiskoppen.
Hvor lå Jørgensgård?
Spedalskhed var en frygtelig sygdom. I Aabenraa blev de spedalske indlagt i Jørgensgård Skov. Det var et stykke uden for byen. Der var mange forslag til helbredelse. Varme og kolde havbade og åreladninger var nogle af forslagene.
De skulle selvfølgelig også have deres egen kirkelige betjening. Der blev bygget et kapel for de spedalske. Det eksisterede til reformationen. Jørgensgård var placeret på et stort område. Man har fundet murrester herude. Og under anlæggelsen af smalsporsbanen fandt man skeletter herude. Men det er aldrig lykkedes at finde tilbage til dem. Så egentlig ved man ikke, hvor Jørgensgård har ligget. Og dette irriterer Jørgen Witte.
I første halvdel af 1300 må der have været vækst og optimisme i den lille købstad. Et nyt areal blev inddraget til udvidelse. Men det varede århundreder inden byen kunne udfylde dette.
Pesten holdt sit indtog i forskellige intervaller. Men hvor mange, der døde i Aabenraa, vides ikke. Det normale ved byldepest er, at 60 – 70 pct. af de døde omkom.
Magten skiftede
Magten i Slesvig skiftede i sidste halvdel af 1200 – tallet under krigeriske handlinger mellem konger og hertuger. Dengang handlede det ikke så meget om nationale forskelle vel snarere om magt.
Erik Glipping pantsatte byen til sin politiske støtte bisp Niels af Slesvig. Familiestridigheder førte til, at Abels efterkommere som hertug blev Aabenraas byherre. I 1313 blev Sønderjylland endelig udskilt som hertugdømme.
Bogen slutter med et særdeles omfattende kilderegister. En underholdende og interessant bog er hermed til ende, og den kan varmt anbefales til alle. Og selv med alle henvisninger er det en let læst bog til alle, der interesserer sig for Aabenraas tidlige historie. Godt gået Jørgen!
Kilde:
Andre artikler af Jørgen Witte på www.dengang.dk_
Hvis du vil vide mere: