Artikler
Februar 18, 2020
Afstemningsdagen 1920 i Tønder
Ikke så mange dansksindede. Ikke alle plakater var lige gode. Nogle tog sig af de togrejsende. Den sønderjyske Fond. Flagstangen var ved at kække. Man kendte de danske vælgere. Engelske patruljer på gaden. Man ventede spændt på resultatet. Dansk fest på Tonhalle. De engelske soldater blev hidkaldt. Hverdagen meldte sig med problemer. ”Dânen raus”. Fra 1933: ”Heim ins Reich”.
Ikke så mange dansksindede
Tyskerne fik seminaristerne og mange andre unge til at hjælpe sig med forberedelserne til valgdagen. Der var kun få danskere til at klare det forberedne arbejde. Der skulle f.eks. klæbes plakater op, et arbejde som drengene var bedst til. Mange af plakaterne var næste morgen klæbet over med en lille plakat med ordene:
Ikke alle plakater var lige gode
Den første plakat i Tønder var forfattet af Claus Eskildsen:
En plakatkrig var I gang. Tøndringerne mente selvfølgelig, at Eskildsens plakat virkelig var bedre end de mange, der kom nordfra. På en af dem stod der noget som tøndringerne havde svært ved at forstå:
Der var nogle, der skulle tage imod de stemmeberettigede fra Danmark og vise dem, deres kvarter. Nogle gæster kom allerede den 8. februar. Og så var der ellers placeret to piger på Tondern – Station med et stort skilt med indskriften:
Nogle tog sig af de togrejsende
Tyske drenge lod ellers pigerne mærke, at de ikke havde noget at gøre der, mens de ventede på togets ankomst. Når gæsterne så henvendte sig, blev de ledsaget hen til Hotel Kopenhagen på hjørnet af Kogade og Vestergade. Der var der installeret et valglokale. Derefter blev de så ledsaget til deres kvarter.
I Vestergade 8, hos bagermester Thorvald Petersen boede en søn af fysikus Ulrich og en søn af postmester Lepper hvis fædre var blevet fordrevet fra Tønder.
Den Sønderjyske Fond
I salen på Hotel Kopenhagen havde man et stort lager af madvarer og brugt tøj til uddeling blandt trængende. Dette var blevet tilsendt fra Sønderjysk Fond. Det var en god håndsrækning til en forarmet landsdel.
I Tønder rullede den ene jernbanevogn efter den anden ind fyldt med madvarer og tøj til uddeling. Dem der aktiv hjalp med uddelingen måtte ikke få del i dette. Man kunne da ellers godt have brugt et par sko.
Med besvær fandt man frem til en gammel kone i Uldgade. Hun sad og græd, da man endelig havde fundet frem til hende. Hun havde lige fået at bide, at hendes søn var ”vermisst”.
Flagstangen var ved at knække
Poul Christian von Stemann var kommet til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen. Han udgav senere sine erindringer. Om den 10. februar skriver han, at man indtil kl. 2 om natten hørte musik fra byen.
Han blev vækket kl. 7. Han fortæller, at det var orkan og øsende regnvejr. Man tænkte på at sætte barduner på den store flagstang foran huset. Man var bange for, at denne skulle knække. Det ville være et dårligt varsel. Men man nøjedes med at hejse et mindre flag fra en af gårdene.
Kl. 9 blev det lille flag sat op foran hovedbygningen. Både det og stangen var fra 1864. Alt imens sang man ”Vift stolt fra Kodans Bølge”.
Man kendte de danske vælgere
Stemann og Grev Schack kørte senere ind til Tønder. Alt var roligt derinde. Der var en masse mennesker på gaden. Og der var masser af flag, også danske. Mange butikker var lukkede, for at de kongerigske ikke skulle købe alt. Der var ingen optøjer endnu.
Ved Rigsdagsvalgene in 1903 og 1912 havde der kun været henholdsvis 40 og 80 danske stemmer. Jo Tønder var en tysk by.
Valglokalet var i Bürgerschule, det nuværende Tønder bibliotek.
Og i Tonhalle skulle aftenens danske fest afholdes. Det var med hvide kjoler og røde skærft for pigernes vedkommende.
Bankbogholder V. Christiansen, Tønder Landmandsbank lånte en hestevogn i Rørkær. Gamle og syge måtte hjælpes. Jo de dansksindede havde gennemgået valglisterne og vidste, hvem der skulle afhentes.
Engelske patruljer på gaden
Engelske patruljer gik gennem gaderne. Der var også 10 mand af englænderne i Højer. Kaptajn Tretow-Loof fra den internationale kommission var Schackenborg til frokost. Han er her i de bevægende dage. I nat boede han i Tønder. Loft og Stemann var enige om, at man ved kommissionens bistand skulle se at få så mange som muligt af de urolige og ubehagelige elementer udvist, inden det blev dansk. Det ville blive besværligt med udvisning til den tid.
Man ventede spændt på resultatet
Efter middag tog Loof, Stemann og Grev Schack til Tønder. De var i kontrolkommissionen for afstemningen. Resultaterne indløb pr. telefon fra kommunerne. Herfra blev de telefoneret videre til Aabenraa, hvorfra resultaterne indløb fra andre amter.
Fra andre telefoner gik det så fra Tønder ud til forskellige forsamlinger rundt om. Klokken 20 var valglokalerne blevet lukket.
Kontrolkommissionen var naturligvis fuldtallig til stede. Først kom meddelelserne fra de mere tyske egne. Danskerne i kommissionen begyndte at se lidt betænkelige til hinanden. Men så kom efterretningerne mere jævnt fra hele afstemningsområdet. Så begyndte man at blive mere tryg.
Grev Schack roste sine tyske kollegaer for at bevare deres selvbeherskelse på en anerkendende måde. Det blev sent efter midnat før de samlede resultater fra alle afstemningslokaler forelå og i fællesskab nød man smørrebrød og øl.
Dansk fest på Tonhalle
På Tonhalle var den danske fest begyndt i den smuk pyntede sal med flag og grønt. Bankdirektør R.P. Rossen holdt festtalen ud fra ”Det gamle Testamente, hvor Israels folk befries fra trældom. Forsamlingen ventede spændt på resultatet. Det forelå kl. 23:
Flertallet ville være i Tyskland men på grund af zonen- inddelingen og en-bloc-afstemningen var Tønder sikret til at blive dansk.
De engelske soldater blev hidkaldt
Efter den danske fest gik man trætte ud af Tonhalles udgang til Kobbergade. Men her var døren blokeret af en stor flok hujende tyskere, der snag ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”.
Nogle af de dansksindede listede sig ud af hovedindgangen. Der blev ringet til englænderne, der var indkvarteret på Seminariet. Kort tid efter marcherede de op gennem byen, og så blev der igen ro.
Grev Schack og Stemann tog tilbage til Møgeltønder og nåede lige at få det sidste med i Møgeltønder Forsamlingshuse, inden de gik i seng.
Hverdagen meldte sig med problemer
Festrusen over afstemningsresultatet den 10. februar 1920 efterfulgtes af glæden over ”Genforeningen” den 15. juni 1920, varede længe.
Hverdagen meldte sig dog med mange problemer i erhvervslivet, skole og administration. Men nu kunne man frit synge danske sange, være på talefod med læreren, læse danske bøger.
Midt i al den herlighed forandrede byens liv og udseende sig lige fra gadeskilte til postbudenes udseende.
”Dänen raus”
Grev Schack fortæller, at han den 5. marts var taget afsted til Nibøl. Typograf Thomsen Flensborg og advokat Andersen var talere. Det var en væmmelig stemning, næsten kun tyske tilhørere, tyske sange og stadige råb ”Dänen raus”. Thomsen havde stort besvær med at komme til orde. Han fik som oftest kun anbragt ”Verehrte Anwesende”. Danskerne slap for bank, men det kneb.
Det danske hovedkvarter var i Centralhotellet. I et hjørne lå en del agitations- og flyveblade og plakater., som man ikke havde kunnet få afsat. Det var ikke muligt at blive af med tryksagerne. Stemningen var ikke god i Sydtønder Amt.
Den 14. marts var der så afstemning i zone 2. Nu var forholdene nøjagtig omvendt. Nu måtte danskerne prøve at gøre gode miner til slet spil.
Fra 1933: ”Heim ins Reich”
Men ak, allerede fra 1933 lød tonerne så ”Heim ins Reich”. Den sønderjyske ungdom vågnede ved disse ord og dannede Det unge Grænseværn. Og se det er en historie i sig selv.
Kilde:
Februar 17, 2020
100 – års festlighederne bliver overskygget
Vi skal vel fortælle den rigtige historie. To historier overskygger festlighederne. Afstemningsfester bør fortsætte. Fortæl om Slesvigs deling eller Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Hvem forvalter vores historie? Debatten om de tosprogede skilte. Europarådet bestemmer åbenbart. I Sønderborg siger manat det er symbolpolitik. Problemet skal løses her og nu, siger man. Aggressive kommentarer. Hvad med skilte på sønderjysk? En gammel sang med ny tekst. Det er et vildt og voldsomt vejr. En vigtig kulturel skildring. Vi puster liv i fremmedhadet. Mangel på kulturel og historisk indsigt? Så sent som i 1906 sagde den tyske landsret, at sangene var ”ophidsende” Grænseforeningen: Kritikken er forfejlet. Kursus i ”dansk – tyske forhold”. Da TV – syd afviste en film.
Vi skal vel fortælle den rigtige historie
Det skulle i den grad have været festligt. Nemlig at mindes, grænsedragningen for 100 år siden. Måske kunne det nu være muligt at fortælle den rigtige historie om begivenhederne dengang. Men nej. I København fortælles der om de københavnske politikers store indsats for at få Sønderjylland til København. Men sådan var det jo ikke i virkeligheden. Ja selv i Sønderjylland er man rystet over at høre sandheden. Mange københavnske politikere foragtede ligefrem de danske sønderjyders kamp. Og H.P. Hanssen blev jo nærmest af den københavnske befolkning udkåret som landsforræder.
To historier overskygger festlighederne
Nu havde det så været muligt at fokusere på sandheden og ikke det glansbillede, som mange medier gerne vil give årsagen til festlighederne. Her på siden har du i hvert fald rig mulighed for at følge den historisk rigtige udgave af historien. Hvorfor bruger medierne ikke dem, der virkelig har tjek på historien. I Sønderjylland findes der i hvert fald et par stykker, der gengiver den rigtige version af historien.
Der er særlig to historier, som overskygger festlighederne. Og det er tyske skilte i Sønderjylland og så omskrivning af ”sønderjydernes kampsang – Det haver så nyeligen regnet”.
Afstemningsfesterne bør fortsætte
I mange år har man i Sønderjylland fejret afstemningsfesten rundt omkring på kroer, forsamlingshuse m.m. Selv optrådte jeg i Rens, der ligger mellem Tønder og Tinglev. Det var en herlig oplevelse. Der sad man og snakkede med mange mennesker, man slet ikke kendte. Og det var stuvende fuldt. Vi fik mad som dengang, og brandværnsorkesteret spillede alle nationalsange. Og det skønne var, at det var flere med fra det tyske mindretal.
Der var så en enkelt, der ikke var helt enig med min version af de københavnske politikers ageren op til afstemningen.
Det er er en fin tradition med disse afstemningsfester på den lokale kro eller forsamlingshuse. Her i Rens blev det holdt på en nedlagt efterskole. Men det bliver nok mindre af disse fester fremover.
Fortæl om Slesvigs deling – eller Nordslesvigs indlemmelse
Historien, som vi hører er ”fortællingen om grænsen som det lykkelige mål”. Måske burde man hellere tale om delingen af Slesvig eller om ”Nordslesvigs indlemmelse”. Dengang handlede det om at stå på den rigtige side af grænsen mellem dansk og tysk magt.
Læg i grunden mærke til, hvor dominerende mindretallets problemer er blevet i dag både på den ene og den anden side af grænsen.
En god lille bog
En af de kloge bøger, der er kommet, er en lille bog af Hans Schultz Hansen, der bare hedder ”Genforeningen”. Dengang var det hele Danmarks selvforståelse og det er det vel også i dag på 100 års dagen. Men normalt er det en sag for sønderjyderne selv. Undertrykkelse og grænsekamp er levende sønderjysk erindring. Det er noget, der lever i mange sønderjyske familier den dag i dag. Men også det ebber ud efterhånden.
Hvem forvalter vores historie?
Forvaltningen af historien er blevet en sag for grænseprofessionelle tilknyttet grænseprofessionelle, de nationale mindretalsorganisationer og den akademiske verden, der fra 90erne har været stærkt præget af ideologisk globalisme. Ja sådan udtrykker Christian Egander Skov det i en artikel i Berlingske Tidende.
Debatten om tosprogede byskilte
Debatten om tosprogede skilte i Sønderjylland er ikke ny. Det er en debat, der kører med jævne mellemrum i grænselandet. Vi har også tidligere skrevet om det på vores side.
I 2015 satte Haderslevs borgmester et tosproget byskilt op. Men det blev fjernet inden for et døgn. De danske myndigheder har været gode til at efterleve Europarådets henvisninger omkring mindretalsrettigheder. Hver femte år udsendes en rapport om disse forhold. Og så starter diskussionen forfra.
Europarådet bestemmer åbenbart
Ja egentlig har befolkningen ikke noget at skulle have sagt, for det er Europarådet, der bestemmer. Og Danmark har skrevet under på aftalen. Selv om borgmestre har talt om afstemninger, ja spå gælder det ikke rigtig. Medierne har også haft debatten op at vende i forbindelse med ”Genforenings – festlighederne”. Her har man fuldstændig misforstået mindretalsrettighedernes funktion.
I Sønderborg siger man at det er symbolpolitik
Ifølge Europarådets rapport er det fortsat det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark, der er et ømt punkt i det sønderjyske. I Bund Deuscher Nordschleswiger (BDN), der er det tyske mindretals hovedorganisation, håber man dog, at man snart lægger fortiden bag sig og bevæger sig fremad. Det sagde Harro Hallmann, kommunikationschef i BDN til Jyllands Posten:
Ja sådan sagde Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg til TV-syd.
Problemet skal løses her og nu
I rapporten fra Europarådet slås der fast, at manglen på tosprogede byskilte skal løses her og nu.
Men kan embedsmænd bare bestemme dette. Som nogle byrådspolitikkere har sagt det, så er sårene fra Anden verdenskrig endnu ikke helet. Andre har så ment, at 2020 netop er året, hvor Grænselandet skal vise, at man lever sammen i fred og med respekt for hinanden. Tosprogede skilte skal jo netop være et bevis på, at man har lagt stridighederne bag sig og er kommet videre.
Egentlig er det Centraladministrationen, der har ansvaret for, at der kommer tosprogede skilte. Sønderjyderne har faktisk ingen indflydelse på dette.
Misforståelserne skyldes, at Danmark hører til en af de få lande i Europa, som ikke har vedtaget en lov om nationale mindretalsrettigheder. Det betyder, at der er skabt uklarhed om, hvordan mindretalsrettigheder skal omsættes i det danske retssystem og administrativt.
Aggressive kommentarer
Ligesom sidste gang, så er der igen ret aggressive kommentarer. Således bliver det tyske mindretal beskyldt for at være magtsyge. Det tyske mindretal bakker dog også op om skiltene. Man mener, at det markerer ”anerkendelse og respekt samt åbenhed og tolerance”.
Det sønderjyske erhvervsliv bakker også op. Man vil hellere have dem op i dag end i morgen.
Hvad med sønderjysk?
Desværre er det som om, at debatten er blevet forvrænget. Det var tydeligt se i et indlæg i TV2 News, der tydelig afslørede ukendskab til forholdene i Sønderjylland. Atter engang fik seerne et forket billede af landsdelen og omgangstonen. Måske kunne blive enige om sønderjysk på byskiltene som for eksempel Tønder – Tynne.
Da ”Den gamle Redaktør” var ved at blive fyret
Det tyske mindretal taler også sønderjysk. Ja, det minder mig om en episode fra min læretid i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder. Nissen mente, at jeg skulle tiltale alle dem fra det tyske mindretal på tysk. Min far havde sagt, at jeg sagtens kunne tale tysk.
Men jeg forsøgte at forklare Nissen, at man i det tyske mindretal også talte sønderjysk, og derfor ville jeg tiltale dem på sønderjysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund, kun et par dage efter, at jeg var startet.
En gammel sang med ny tekst
En anden ting, der overskygger 100 års – festlighederne er Sigurd Barretts oversættelse af ”Det haver så nyligen regnet”. Nu var det ikke hans egen ide. Grænseforeningen havde ønsket at forny den gamle sang. Sigurd Barrett har i forbindelse med festlighederne været engageret til mange opgaver.
Jo han blev anklaget for at være historieløs og at det er en hån mod Sønderjyllands historie.
Egentlig er det en gammel folkemelodi bearbejdet første gang af Sven Grundtvig i 1861. Mern det var Johan Ottesens tekst fra 1890, der sendte en hvas hilsen fra Sønderjylland mod det tyske overherredømme med ordene ”Frø af ugræs er føget over hegnet”
Johan Ottosen var lærer på Efterslægtsselskabets Skole
Det var et vildt og voldsomt regnvejr
Siden har sangen flere gange i danmarkshistorien fået nyt liv. Den er gennem mere end 100 år også blevet brugt som kommentar til Tyskland under de to verdenskrige. Og det er i den grad, så den i flere omgange er blevet forbudt af den tyske besættelsesmagt.
Nu var det flere sange, der blev forbudt dengang. Læs vores artikel ”Den Blå Sangbog”.
I 2020-udgaven, der har fået titlen:
Og så lyder det ellers meget forsonende:
En vigtig kulturhistorisk skildring
Dette mener så mindst en brevskriver er en så skandaløs mangel på kulturel og historisk indsigt, at man bliver ganske målløs. Brevskriveren mener, at den oprindelige version af sangen repræsenterer en ”vigtig kulturhistorisk skildring”
Sigurd Barrett bedyrer selv, at han elsker den gamle version af melodien, men at han ville føre sangen ind i en anden tid med et nyt sigte. Desuden siger han til TV 2:
Vi puster liv i fremmedhadet
Forfatteren til den nye tekst ønsker da heller ikke at rippe op i gamle sår eller træde historiens stier. Den gamle version handlede om, at det var nogle forfærdelig nogle, der aldrig skulle komme her. Vi puster liv til fremmedhadet, hvis vi bliver ved med at synge den. Ja sådan mener forfatteren.
Og Grænseforeningen mener, at det er nye tider for de dansk – tyske relationer. Vi har brug for et tæt og tillidsfuldt forhold til Tyskland.
Mangel på kulturel og historisk indsigt?
Man må jo nok konkludere, at dette er rigtigt. Men kigger vi på historien, så var situationen i 1890 sådan, at alt håb syntes ude for de dansksindede sønderjyder. Og den var skrevet i anledning af sønderjyders besøg i København. Den gamle tekst skal jo forstås ud fra sin tid og kontekst. Den er en skildring af en epoke.
Man skal nok passe på med at lancere sådanne ting på en sådan baggrund især når man ikke magter at fortælle om baggrunden for den gamle tekst, som udviklede sig til at blive en ”kampsang”. Så kan man vel godt tillade sig at kalde det for mangel på kulturel og historisk indsigt.
Så sent som i 1906: ”Ophidsende”
Tyskerne opfattede jo også andre af danskernes sange som et farligt agitationsmiddel. Den sønderjyske sprogforening måtte advare at synge disse sange, da det faktisk kunne få katastrofale følger.
Så sent som i 1906 erklærede Den Tyske Landsret, at ”de forbudte sange” var:
Grænseforeningen: Kritikken er forfejlet
Grænseforeningen mener, at kritikken af den nye takst er forfejlet. Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen siger følgende:
Kursus i ”dansk – tyske forhold”
I vores bog ”Grænsen er overskredet” der udkom i 2017, skrev vi foruden hovedhistorien bl.a. små episoder omkring det dansk – tyske forhold i grænselandet. Heri indgik bl.a. den historie herunder.
I anmeldelsen af bogen skrev Siegfried Matlok bl.a., at han mente, at Deutsche Bücherei i Tønder skulle lave en kursusserie i 2020 på baggrund af mine historier i bogen. Det skulle handle om det dansk – tyske forhold. Men der foreligger dog ikke nogen invitation til dette.
TV – Syd forbød filmen
Jeg har skrevet dette før. Min afdøde kone, Hane var ansat hos BIS Video, og lavede bl.a. film til TV – Syd. Hun lavede bl.a. En film om grundlæggeren af EDB – programmet Comal 80. Som underlægningsmusik brugte hun ”Det haver så nyligen regnet”. Hun fik en musiker fra Aabenraa til at indspille den.
Dagen før meddelte TV Syd, at de ikke ville bringe filmen på grund af musikken. Dette skete vel for ca. 30 år siden, men alligevel!
Skal vi så ikke vende tilbage til den sande historie om, hvad der skete dengang for 100 år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.504 artikler herunder 126 artikler inden for ”Indlemmelse, Afståelse, Genforening”:
Februar 16, 2020
Ellef Rasmussen – og den brune tid
Lad det dog ligge, Han fortsatte med ”Veterantræf”. Spændende og hård. Hvorfor blev han aldrig afhørt? Øretæve til dem, der betalte mest. Hitler på radio. Mange fritidsaktiviteter. Mødet med en Nazi – betjent, Niels Bukh og Schalburg. Da NSU – Svendborg blev oprettet. Til hvervemøde. Hos Regiment Nordland i Klagenfurt. Som skarpskytte. I KZ – lejr Dachau. Ellef stiger i graderne. I kontakt med felix Steiner. Waffen – SS opførte sig eksemplarisk!!! – Skepsis over for historiske detaljer. Det var ukrainske soldater, der skød jøderne!!!! – De danske SS – soldater fortæller samme historie. Stor imødekommenhed over for hans påstande. Var de allierede ikke bedre selv? Med politiet ude at købe tøj. Krigsforbryder? – Det har aldrig interesseret de danske myndigheder. Familie sad fængslet. I Sønderjylland interesserede man sig ikke så meget for fortiden!!!!
Lad det dog ligge
På et af Sønderborgs museer er der en permanent udstilling om Ellef Rasmussens fortjenester og fortræffeligheder. Han skabte i den grad aktiviteter og arbejde til Sønderborg. Sådan en person kan man ikke tillade sig at bespotte med historier fra en brun tid. Men problemet var, at Ellef Rasmussens brune tid også fortsatte efter krigen faktisk til hans død. Og han fortrød på ingen måde, hvad han havde gjort.
Lad det dog ligge! Hvorfor rippe op i dette! Ja, han gjorde det faktisk selv. Og det var i form af bogen ”Troskab” sammen med historikeren Peder Møller Hansen. Men her som 93 – årig har han nok ikke fortalt hele sandheden.
Han fortsatte med ”Veterantræf”
Han besluttede sig at købe et skib, og det gik godt. Da EF satte en stopper for det toldfri salg og dermed også de såkaldte spritruter, bor Ellef Rasmussen i et palæ i Sønderborg. Rederiet har 500 ansatte og syv skibe. Og Ellef har sandelig også sat andet i gang. Han har rejseselskabet EH: Rejser GmbH som råder over hele 40 busser. Dertil skal så lægges et ejendomsselskab og E.H. Rasmussens Fond, som støtter personer, der ”uforvarende er kommet i økonomisk udføre”.
Men fortiden har han dog på ingen måde gjort op med. Han fortryder skam intet.
Han har gennem årene ansat mange tidligere østfrontfrivillige på sine skibe, ligesom han frem til sin død som 93 – årig i januar 2016 har været hyppig deltager og medaljemodtager ved diverse arrangementer for veteraner fra Waffen SS.
Flere gange var han selv vært for disse veterantræf, så sent som i 1988 foregik det på en af hans skibe. Denne kultur, der her opstod, er ikke mindst tegnet af Den Kolde krig
Spændende og hård
På museet fortæller man næppe denne historie, men Ellef havde ingen problemer med sin SS – fortid. Han kalder den for ”spændende og hård”.
Hvorfor blev han ikke afhørt?
Men noget er mystisk, for på Rigsarkivet mangler en masse dokumenter om og med E.H. Rasmussen. Den højt respekterede sønderjyske forretningsmand er aldrig blevet afhørt i denne forbindelse af politiet. Åbenbart havde han bestilt disse dokumenter af to personer.
Havde Københavns Politi ikke ressourcerne til at tage til Sønderborg og afhøre ham?
Det bemærkelsesmæssige er også, at i bogen Troskab er der en del fotos, der henviser til E.H. Rasmussens private arkiv. Men de burde ligge i Rigsarkivets kasser. Der har de måske engang ligget?
Øretæve til dem, der betalte mest
Han går på Øksenbjerg Skole i Svendborg, hvor han bliver kendt som en dreng, de er villig til at dele øretæver ud på vegne af højestbydende. På et tidspunkt gør han sig bemærket ved at binde en lærers bil fast til et træ.
Hitler på radio
Faren Ellef Thorvald Rasmussen, er dansk og ansat i Post og Telegrafvæsnet, mens moren, Hertha Rasmussen, er fra Dybbøl. Ellef var inspireret af sin mor, der kom fra det tyske mindretal. Hun hørte Hitler tale på radio.
I 1930erne får hun ofte besøg af veninder og familie, som tager turen til Svendborg med skibe under det såkaldte ”Kraft durch Freude – projekt.
Sejlturene er gratis, for projektet skal signalisere, at Tyskland er i opblomstring, hvilket gæsterne også taler meget om. Og dette imponerer Ellef.
Mange fritidsaktiviteter
Det var ingen social armod, der gjorde ham til en vred, ung mand. Ganske vist beskriver han sit barndomshjem som fattigt. Men den historie hænger ikke sammen. Hans far havde en pæn høj tjenestemandsstilling i staten. Ellef fortæller, at han fra en tidlig alder måtte arbejde for at understøtte hjemmet. Men for en dreng, der således næsten ikke havde fritid, havde han påfaldende mange fritidsaktiviteter.
Mødet med en Nazi – betjent
En aften spænder han en snor ud foran døren til naboens hus, og så kravler han op på taget og dækker skorstenen til med kviste. Det betyder, at huset bliver fyldt med røg og naboen kommer ud – i øvrigt bevæbnet med en økse. Han falder over snore, hvilket Ellef Rasmussen finder stærkt underholdende.
En lokal betjent, Heinrich Husen, hører imidlertid om episoden og giver Ellef Rasmussen et valg.
Ellef tager lussingen, hvorefter betjent Husen siger, at han godt ved, at Ellef ikke er et dårligt menneske. Det har Ellef enorm respekt for, og fra den dag ser han voldsomt op til betjent Husen.
Niels Bukh og Schalburg
Og denne betjent er glødende nazist. Han anbefaler Ellef at tage en tur på kursus på Ollerup Højskole for at styrke kroppen og dermed sjælen og høre forstander Niels Bukh tale om danskhed.
Ellef sluger det hele råt. I Svendborg møder han senere en række nazister, som mener, at han har godt af en tur til Slagelse, hvor Dansk Nationalsocialistisk Arbejderpartis Ungdomsorganisation NSU holder kurser.
Også det råd følger han. Her møder han den senere leder af Frikorps Danmark, Christian Frederik von Schalburg. Han får at vide, at han skal hilse med strakt arm altså heile. Da
Da NSU – Svendborg bliver oprettet
Da den tyske krigsmaskine tromler ind over den danske grænse 9. april 1940, er 17 – årige Ellef Rasmussen ”hirdfører”, altså leder, af en nyåbnet NSU – afdeling i Svendborg, men ikke længe endnu.
I december 1945 skulle juristen Aage Elmquist, som Danmarks justitsminister tage stilling til om den første af mange dødsdømte landsforrædere skulle benådes eller skydes. Måske havde Elmquist bedre forudsætninger for at forstå unge, der var blevet vildført af nazismen, end så mange andre. Ifølge en ubekræftet oplysning i ”Troskab” var Elmquist’ s søn, Bernt i 1939 således som 17 – årig med til at starte en lokalafdeling af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom i Svendborg. Sønnen døde som 21-årig under en sejlulykke.
Til hvervemøde
Den tyske hærfører Heinrich Himmler vil gøre Waffen – SS til en germansk hær af arier fra hele Europa, men umiddelbart kan han dog ikke rekruttere i Danmark, da det vil være imod den samarbejdsaftale, som tyskerne har med den danske regering.
I den tyske værnemagt er man heller ikke tilhænger af planerne, men i maj og juni bliver der alligevel holdt en række møder rundt omkring i Danmark. Officielt er det tale om kurser i blandt andet maskinskrivning for arbejdsløse, men reelt er det tale om hvervemøder til Waffen SS.
Den 26. juni 1940 møder Ellef Rasmussen op på Wandalls Hotel i Gerritsgade sammen med 30 – 35 andre unge mænd fra Svendborg. Her får de at vide, at hvis de kommer gennem nåleøjet, venter der et mellem tre og seks måneder langt politisk kursus i Klagenfurt i Østrig, hvilket er tillokkende på en tid, hvor man sjældent kommer ud af sognet.
De får besked på at klæde sig af, og da de er nøgne, skal de lave armbøjninger og andre fysiske øvelser samt gennemgå en lægeundersøgelse. De skal også dokumentere at de er arier. Dette betyder ifølge den nazistiske ideologi, at de tilhører den nordiske race.
Men det er ikke nok. Har man en kriminel fortid, kan man ikke bruges, tatoveringer er også forbudte. En af de unge bliver sorteret fra, fordi han har dårlige tænder. Tyskerne vil have cremen – de bedste af de bedste.
Hos Regiment Nordland i Klagenfurt
De fleste må gå skuffet hjem, men tre slipper igennem – og blandt dem er Ellef Rasmussen, som stadig tror, at han skal på politisk kursus i Østrig. Han bliver klogere ved indgangen til Lendorf Kaserne ved Klagenfurt.
Her gøres det klart for de nyankommende, at de er ankommet til Regiment Nordland. Nu er de underlagt de tyske krigslove. Regimentet hører under Waffen SS og har et stærkt islæt af skandinaviske frivillige, og her bliver Ellef Rasmussen genforenet med sin gamle mentor, Heinrich Husen.
Som skarpskytte i Regiment Nordland
Da Ellef Rasmussen har fået sin grunduddannelse, bliver han indsluset i Division Wiking – som skarpskytte. Nu tager det ene slag det andet. Først går turen til Østfronten, hvor divisionen deltager i Operation Barbarossa – invasionen af Sovjetunionen. Undervejs bliver Regiment Nordland lagt sammen med Frikorps Danmark og får navnet Regiment Danmark. Og mens Heinrich Husen falder ved Mirowka i Ukraine i juli 1941, går det unge Rasmussen godt.
Han fortæller senere, at han godt kunne lide at være snigskytte, og at han så vidt muligt gik efter at skyde russiske officerer. Han lavede et lille hak i sin geværkolbe, hver gang han dræbte en.
I KZ – lejr Dachau
Da Regiment Danmark i sommeren 1943 er i Kroatien for sammen med den kroatiske milits at nedkæmpe Titos partisanbevægelse, bliver Ellef Rasmussen på et tidspunkt er underofficer kaldt til Bad Holtz i Sydtyskland. Det var godt nyt. Det betød nemlig, at han skulle være officer. I sin uddannelse blev han turdet ørerne fulde om den ariske races overlegenhed.
Et besøg i KZ – lejren Dachau blev det også til. Her lavede man forsøg på handicappede. Rasmussen syntes, at det var udmærket, at der blev udført medicinske forsøg over for disse, så de ikke belastede samfundet.
Rasmussen kæmpede for det han mente var rigtigt.
Ellef stiger i graderne
Ellef Rasmussen påstår i sin bog, at han ikke har dræbt en eneste, der ikke havde våben i hånden. Men gået på klingen indrømmede han at have set et eller andet. Han påstår dog, at han aldrig har begået krigsforbrydelser. For historikeren er det umuligt at afsløre, om dette er sandt eller ej.
Men en ting er sikkert. Han var ikke kommet så langt i SS, hvis ikke han havde troet på det racebiologiske budskab i nazismen. Efter officersuddannelsen bliver han sendt til fronttjeneste på Baltikum, hvor han kæmper i både Estland og Letland. Efterhånden stiger han i graderne.
I kontakt med Felix Steiner
Efter slagene i øst bliver han sendt tilbage til Tyskland ad søvejen – landvejen er tabt – for at forsvare den sidste bastion – Berlin. Nu er Ellef Rasmussen chef for Regiment Danmarks 2. bataljon. Han fik besked på at oprette stillinger omkring general Felix Steiners armegruppe nord for Berlin. Steiner forfremmer ham til hauptstürmführer – hvilket svarer til kaptajn – og indstiller ham til Ridderkorset. Men få dage efter kalder Felix Steiner ham til sig. Han meddeler, at krigen er tabt. Han vil tage over til fjenden og indlede forhandlinger. Ellef Rasmussen får besked på, at hvis Steiner ikke var tilbage inden for 24 timer, så skal han løse soldaterne fra deres militær – ed og lade dem klare sig selv.
Ellef Rasmussens verden går nærmest til grunde. Men en ordre er en ordre. Efter 24 timer og 5 minutter kaldte han soldaterne – der er omkring et par hundrede – sammen og så anbefalede han dem, at de overgiver sig til de allierede. Absolut ikke til russerne.
Waffen SS opførte sig eksemplarisk
En ting er, at man fortæller sine erindringer. Noget andet er, hvad man skriver og hvad man ikke skriver. I dette tilfælde har historikeren Peter Møller Hansen stillet spørgsmål og diskuteret forskellige forhold med hovedpersonen. Der er påvist uoverensstemmelser mellem forfatterens beretning og andre værker.
Ellef Rasmussen siger, at man opførte sig ordentligt og upåklageligt. Danske SS – soldater opførte sig upåklageligt og eksemplarisk. Det var kun russerne, der begik overgreb. Grusomhed lå ikke til mentaliteten i Waffen – SS. Men denne nedtoning er generelt i danske SS ers erindringer.
Skepsis over for historiske detaljer
Men man ved, at netop i de områder, hvor Ellef Rasmussen befandt sig forekom der grusomheder og deciderede krigsforbrydelser. Man sidder tilbage med en vis skepsis over de historiske detaljer. Vi hører ikke om soldaternes overgreb mod civilbefolkningen. Har den så ikke fundet sted?
Forholdet til de civile var godt. De behandlede de russiske krigsfanger glimrende. De havde aldrig hørt om udryddelser af jøder. Og de kan heller ikke forstå, at de skal behandles som landsforrædere, for de havde udelukkende kæmpet for at udrydde Bolsjevismen.
Men egentlig lyder det som efterrationalisering med uviljen mod kommunismen. Det virker dog som om, at han har et skødesløs forhold til vold.
Det var ukrainske soldater, der skød jøderne!!!
Det var en barsk omgang, uden tvivl om dette. I Ellef Rasmussens division blev fire ud af fem enten dræbt, såret eller taget til fange det første år. De, der kom i fangenskab, døde næsten alle i Gulag – lejrene.
Det var de ukrainske soldater, der skød jøderne på gaden. Ja sådan lyder forklaringerne fra Ellef Rasmussen. Russerne voldtog civile kvinder. Også her gjorde han og sine SS – kammerater alt for at beskytte dem.
Jøderne skulle fjernes. De var undermennesker. Fra faghistoriske bøger fremgår det, at Waffen SS og Division Wiking deltog i en masse ugerninger. Men dette har Ellef Rasmussen ikke deltaget og havde kendskab til det påstod han.
I Zbov blev byens jøder myrdet, da Rasmussens deling var i byen. Det fremgår så ikke, om hvilken deling, der nedskød dem. Og det med jødeudryddelserne gik som rygter hos alle soldater dengang. Så uanset skyldig eller ikke, så kunne man nok ikke have været uvidende om det.
De danske soldater fortæller samme historie
De danske SS-soldater fortæller altid den samme historie, at de blot har været friske soldater, der havde kæmpet bravt i den tyske hær. E.H. Rasmussen var blandt de højst rangerede danskere i tysk tjeneste under krigen. I bogen ”Troskab” får vi en historikers bedømmelse. Han sætter godt nok spørgsmålstegn ved flere af påstandene, men de bliver ikke nærmere undersøgt. Peter Møller Hansen nævner da også, at medlemmer af Division Wiking var aktive i mordet på mindst 600 jøder, og at Rasmussen var i området på det tidspunkt. Der bliver ikke yderligere efterforsket.
Stor imødekommenhed over for hans påstande
Ellef Rasmussen fortæller, hvordan han var med til at erobre byen Rostov i juli 1942. Det er velbeskrevet at jøderne i Rostov i begyndelsen af august måned blev myrdet. Egentlig kunne Peter Møller Hansen have undersøgt den nyere holocaust-forsknings spor, der fører til de områder, hvor Ellef Rasmussen har befundet sig, men det har historikeren ikke gjort. Man må sige, Peter Møller Hansen går meget langt i hans imødekommenhed over for Ellef Rasmussen.
Søren Kam, der levede et stille liv i Tyskland uden retssager, forekommer flere gange i bogen. Det gør den berømte Per Sørensen også. Sidstnævnte griber mere og mere til flasken. Senere får han et decideret sammenbrud i erkendelse af, at krigen er tabt og at hans kone har haft en affære med Frikorps Danmarks tidligere chef, K.B. Martinsen.
I modsætning til Søren Kam havde Ellef Rasmussen et tættere og kollegialt forhold til Per Sørensen, der i øvrigt blev dræbt i Berlin i april 1945.
Man hører over radioen, at Danmark har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Rusland. Dette legimiterer så Division Wikings krigshandlinger uanset, hvad de foretager sig.
Var de allierede ikke bedre?
Rasmussen beretter, hvorledes han som krigsfange i en lang kolonne afkræftede og sårede soldater skulle marchere mod den tidligere koncentrationslejr Neuengamme øst for Hamborg. Marchen foregik i løb med hænderne løftet over hovedet. De der ikke kunne holde tempoet, blev af engelske og canadiske soldater gennet af vejen og skudt. Det er en praksis, som man udmærket kender fra dødsmarcherne.
Selv kommer han først i fangelejr i Tyskland, siden til Fårhuslejren. Senere bliver han undersøgt på det psykiatriske hospital i Middelfart. Her skulle det afgøres, om han var mentalt stærk nok til at blive retsforfulgt.
Med politiet ude at købe tøj
Den 25. maj 1946 idømmer dommer Holger Keyser – Nielsen i Nyborg Ellef Rasmussen to års fængsel og en fratagelse af alle borgerlige rettigheder i fem år. Den dom anker han. Og den 24. oktober beslutter Landsretten at nedsætte straffen, fordi Ellef Rasmussen kun var 17 år, da han blev hvervet. Derfor bliver han løsladt.
”I kan da ikke sende mig ud sådan her”, siger Ellef Rasmussen, som stadig var iført sin efterhånden noget slidte og bestemt ikke populære SS – uniform med tilhørende støvler. Det kunne dommeren ikke gøre så meget ved, men et par af betjentene kendte Ellef Rasmussen. De besluttede at hjælpe ham med at købe et sæt tøj.
Det var så den 24. oktober 1946, at en 24-årig mand iført en laset, feltgrå kampuniform fra Waffen-SS gik ind i en tøjbutik sammen med et par betjente. Kort efter var han i besiddelse af en skjorte, tre par sokker og en billig kradsende habit vævet af kohår og uld. Det var alt, hvad han ejede.
Krigsforbryder – det har aldrig interesseret de danske myndigheder
Han var landsforræder og forhadt overalt, men ikke desto mindre blev han en meget respekteret forretningsmand, som man ikke kan tillade sig at sætte en plet på. Han har gjort så meget godt for Sønderborg.
Det er aldrig blevet undersøgt om E.H. Rasmussen har begået krigsforbrydelser. Dette var ikke noget, der interesserede de danske myndigheder.
Familien sad fængslet
Han havde ikke særlig gode kort på hånden. Hans mor, bror og far sad i fængsel. Søsteren var blevet gift og rejst. Modstandsbevægelsen havde ryddet familiens hus på Øksenbjergvej. Selv en medalje, som han havde fået under sit ophold på Ollerup Højskole, har modstandsfolkene stjålet.
Hans bror holdt vagt i Frøslevlejren og var med til at arrestere Hvidstensgruppen.
I Sønderjylland interesserede man sig ikke om fortiden!
En overgang ryddede han sne i København. Det lykkedes ham også at få et job som sælger på en konservesfabrik – men kun til direktøren hørte om hans fortid. Sådan en som dig kan vi ikke være bekendt at sende ud til kunderne, sagde han, og så var det slut me det job.
Så blev han medhjælper på en gård ved Sebbelev på Als hos noget familie. Det gik op for Ellef Rasmussen at på de kanter var man ikke så fjendtlig stemt. Det lykkedes ham at banke et firma op, som solgte blandt andet krydderier og maskiner til sønderjyske slagteri forretninger.
Det gav så godt, at han købte et lille hus i Sønderborg. Men op gennem 1960’erne satte supermarkederne imidlertid slagterbutikkerne under pres. Og så var det, at han købte et skib. Og lykken var gjort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang,dk indeholder 1.502 artikler, heraf 301 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Februar 15, 2020
Holocaust – fornægteren fra Kollund
Thies Christophersen skyld i at Kværs og Kollund fik masser af besøg. Leder af en forsøg i Auschwitz-lejren. En nynazistisk bevægelse. Udgiver af mange skrifter. Mange domme. Hvem er Ernst Zündel? Hovedtaler ved Hitlers 100-års fødselsdag. Voldsomme demonstrationer. Tre ministre kom op af stolene. Offentlig debat i det sønderjyske. ”Almindelige mennesker” kaldt til høring. Meningsudvekslingerne fortsatte. Den Danske Forening: ”Det er Heksejagt”. Regelmæssige nazi – møder i Kollund. En sponsor fra Hawaii. Fordrevet ud af Landsbybeboerne Han døde hos sin søn. Eksempler fra Auschwitz – Lüge.
Skyld i at, Kværs og Kollund fik masser af besøg
Thies Christophsen var født i Kiel i 1918. Han var i den grad skyld i, at Kollund og Kværs fik masser af besøg. En gang imellem var endda en politihelikopter på besøg. Og et par gange var han oppe i Padborg Boghandel, hvor jeg ekspederede ham.
Leder af et forsøg Auschwitz – lejren
I 1931 blev han medlem af Das deutsche Jungvolk, der senere blev indlemmet i Hitler Jugend. Efter den almindelige skole, tog han en landbrugsuddannelse.
Under krigen fik han en granatsplint i hjernen og kunne ikke mere bruges ved fronten. Han var stolt over at have mødt ”Der Führer” som ung.
På førerens fødselsdag den 20. april 1943 giftede Christophersen sig med sin kone Edith.
Nu var han også en kort periode i Auschwitz – lejren, hvor han dog ikke var vagtmand som hævdet, men skulle lede et planteprojekt i en udelejr. Han blev indsat som SS-sonderführer i en SS forsøgsanstalt for havebrug og forsøg med fremstilling af gummi i sidelejren Raisko. Denne lå cirka tre kilometer fra hovedafdelingen.
På baggrund af dette udgav han skriftet eller bogen ”Jeg var i Auschwitz/Auschwitz – løgnen. (Læs en kort beskrivelse i slutningen af denne artikel)
En ny nynazistisk bevægelse
Efter 1945 var han ifølge egne oplysninger politisk aktiv i CDU og i det højreekstreme Deutsche Partei før han blev medlem af Nationaldemokratische Partei Deutchlands.
I 1945 overtog han også familiens bondegård.
Thies Christophersen var en af hovedmændene bag nazi – revisionismen, en nynazistisk bevægelse som forsøger at omskrive historien med tilbagevirkende kraft, således at man benægter KZ – lejrens eksistens og de begåede grusomheder. Han er forfatter til en række propagandistiske skrifter, herunder levnedsskildringen Die Auschwitz – Lüge.
Udgiver af mange skrifter
I slutningen af 1960’erne var han grundlægger af ”Notgeminschaft Deutscher Bauern. Han var landmand i Slesvig – Holsten. Og fra 1965 udgav han månedsbladet ”Deutscher Bauer”
I 1969 overdrog han sin gård til sin søn.
Fra 1971 blev han udgiver af tidsskriftet ”Kritik – Folkets Stemme”. Han grundlage Borger – og Bondeinitiativet DBI. Det var også ham, der udgav Manfred Roeders ”Deutche Bürgerinitiative”.
Sammen med andre Holocaust – fornægtere og nazister gennemfører han forskellige aktioner.
I 1973 indledte Statsadvokaten i Flensborg en sag mod ham. Det var på baggrund af en bog som han havde udgivet – ”Ist Rassebewusstsein verwertlich?” Han starter sit forlag, Nordwind – Verlagsbuchhandlung i 1975.
Mange domme
I 1976 fik han en bøde på 1.500 DM for at udbrede nationalsocialistisk propaganda. Senere fulgte flere domme for at udbrede nazi – propaganda.
I 1978 blev han dømt for at opildne befolkningen. Og i 1979 blev han dømt for at distribuere forbudte symboler.
I første omgang blev hans bog ”Die Auschwitz – Lüge” distribueret gennem et schweizisk forlag.
I 1981 blev Christophersen igen dømt af Landsretten i Flensborg. Han flygtede dog fra straffen til Belgien. I 1983 var han indblandet i et nynazistisk arrangement, der skulle mindes afdøde nazister.
I 1984 blev han anholdt ved den tysk/belgiske grænse. Og her kom så nye anklager mod ham.
Til Danmark
I 1986 drog han så til Danmark. Her fortsatte han så sine aktiviteter med ”Nordland – forlaget” Hans Kritik – forlag flyttede han til Lausanne. Og nu blev den danske nationalsocialist Poul Riis Knudsen involveret i udgivelsen af ”Die Bauernschaft”.
Hvem er Ernst Zündel?
I 1988 mødte han op som vidne for Ernst Zündel, der var anklaget. Hvem var denne Ernst Zündel?
Han emigrerede fra Tyskland til Canada i 1958. men han blev udvist fra Canada og udleveret til de tyske myndigheder efter 10 års lovtrækkerier. Zündel risikerede op til fem års fængsel for Holocaust – benægtelse og opfordring til racehad.
Ernst Zündel, der har beskrevet Adolf Hitler som en ”anstændig og fredelig mand” oprettede i 1970’erne forlaget Samisdat Publishing, der blev hurtig verdens største distributør af nazistisk propaganda.
Han var nær ven med den britiske Holocaust – benægter David Irving og Thies Christophersen. Zündel forsøgte forgæves at flygte til USA
Hovedtaler ved Hitlers 100 – års fødselsdag
I 1988 flyttede han til Kollund efter at være dømt tysk fængsel bl.a. for udbredelse af nazistiske skrifter. I 1989 var Thies Christophersen en af hovedtalerne ved et arrangement til ære for Adolf Hitlers 100 – års fødselsdag.
Voldsomme demonstrationer
I 1994 kom der til ret så voldsomme demonstrationer i de ellers fredelige landsbyer Kværs og Kollund.
Tilrejsende demonstranter og autonome løb storm mod ejendomme, der tilhørte den gamle nazist Thies Christophersen. De råbte og skreg og sprayede graffiti. Hans beskedne træhus i Kværs var overvåget af et videoanlæg.
Han havde boet 8 år i Danmark uden lovbrud og problemer selv om alle rettænkende mennesker hellere så det modsatte. Hans tanker og ideologi fortjente at havne på historiens mødding.
Han forsøgte at få dansk statsborgerskab med det lykkedes ikke.
Tre ministre kom op af stolene
Demonstrationerne fik tre ministre ud af starthullerne vedrørende et muligt indgreb mod nazistisk propaganderen i og ud af Danmark. En borgerlig vægtertjeneste blev efterhånden udviklet. Disse afsang danske sange.
Nazisten Thies Christophersen fik at vide, at han og hans skrupskøre og anakronistiske ideer var ”ugræs er føget over hegnet”.
Justitsminister Bjørn Vesth lovede borgerne i Kollund at gøre, hvad han kunne inden for Grundlovens rammer. Og formanden for Folketingets Retsudvalg, Bjørn Elmquist lod impulsiv handling følge ord, da han straks anmeldte hele affærens ophav, den tyske asylindehaver Thies Christophersen til politiet. Anklagemyndigheden fandt imidlertid ikke hjemmel til at fremme sagen.
Offentlig debat i det sønderjyske
I den offentlige debat i Sønderjylland blev der ytret betænkeligheder ved de selvindbudte, hætteklædte såkaldte ”autonome’ s” dukken op på åstedet.
Et par vægtige røster i pressen skal vi da også have: Fhv. amtsborgmester Erik Jessen:
Og en skarp røst fra det tyske mindretal:
Bjørn Svensson lancerede kampberedt og klar i tanken som altid udtrykket:
”Almindelige mennesker” indkaldt til høring
Folketingets Retsudvalg tog den 28. november 1994 det pædagogiske fornuftige initiativ at indbyde ”almindelige mennesker” med kendskab til forholdene i grænselandet til en høring på Christiansborg. Man drøftede mulighederne for at lovgive mod nazistisk virksomhed her i landet.
Ifølge østrigsk og tysk straffelov er KZ – benægtelse en forbrydelse. Der bliver slået hårdt ned på enhver form for hitlerisme.
Han blev krævet udleveret fra Danmark til Tyskland, fordi han havde spredt skriftligt materiale om Holocaust – fornægtelse i Tyskland. Problemet var bare, at dette ikke er forbudt i Danmark.
Meningsudvekslingerne fortsatte
Meningsudvekslingerne fortsatte. Lektor, lic. Jur. Jens Peter Christensen:
Justitsminister Bjørn Westh:
Landdagsmand Karl Otto Meyer:
En talsmand fra beboerforeningen i Kollund:
Den Danske Forening: Det er Heksejagt
I bladet Danskeren nr. 6 fra 1994 mener ”den Danske Forening, at man skal bakke Holocaust – fornægterne op. Under overskriften ”Heksejagten 1984 – og ti år efter skriver bladet bl.a.:
Regelmæssige Nazi – møder i Kollund
200 Antifascister fra Tyskland blev holdt tilbage ved grænsen.
Thies Christophersen ville helst markedsføre sig selv som en stakkels gammel og fattig mand, som var forfulgt. Hans Auschwitz – løgn var udkommet i over 100.000 eksemplarer. Ja den var efterhånden blevet en slags Neonazi – bibel.
Regelmæssigt havde Neo – nazister fra Europa og USA mødt hinanden her på Molevej 12 i Kollund. I Kværs var der planlagt et nyt trykkeri, som skulle ledes af en anden nazist, Meinolf Schönborn.
Folkebevægelsen mod Nazisme var også til stede ved demonstrationerne. De kæmpede så sammen med Demos om, hvem der havde startet demonstrationerne.
Og Politiken, der langt hen ad vejen havde forsvaret nazisterne og deres såkaldte ”rettigheder” ikke mindst deres umistelige ytringsfrihed, var dog nu kommet frem til, at nu måtte der gribes ind. Nu skulle nazisterne straffes. Men der skulle dog ikke ske et forbud.
Frede Farmand udgav også en bog om Thies Christoffersen.
En sponsor fra Hawaii
Og pengene til alle sine aktiviteter fik Christophersen fra den tidligere u – bånds kommandant Henry Kersting, der boede på Hawaii. Han var nu kendt som skatteunddrager. Ja Christophersen kunne frit benytte sig af Kerstings konti. Denne Kersting havde også forbindelser til andre Holocaust – fornægtere, Karl Philipp og Ernst Zündel.
Fordrevet af landsbybeboerne
Den 22. december 1994 kunne man så I Neues Deutschland læse, at det er lykkedes for beboerne i den lille landsby Kollund at jage den tyske nazist Thies Christophersen ud af byen. Om onsdagen havde der foran hans hus holdt en flyttebil. Avisen mener, at den 78 – årige mange gange dømte nazist er forsvundet til øen Fyn, hvor han ejer et sommerhus. Og så understreger avisen, at i Skandinavien er det ikke forbudt med Nazi – propaganda.
Theis Christophersen døde hos sin søn
I 1994 blev ”Bauernschaft” beslaglagt af de tyske myndigheder. Ernst Zündel overtog dog udgivelsen i en periode.
I 1995 var han i en kort tid i England. Så flyttede han til Belgien.
Mellem 1995 og 1996 opholdt Thies Christophersen sig i Schweitz. Men herfra blev han udvist i 1996. Åbenbart har han også i perioder opholdt sig i Spanien.
Kort før sin død, blev han dog anholdt i Tyskland. Men han var alt for syg til en retssag. I 1997 afgik Thies Christophersen med døden i landsbyen Molfsee ved Kiel af nyrekræft. Han opholdt hos sin søn.
Eksempler fra Auschwitz – Lüge:
Polakkerne sang under deres arbejde
Thies Christophersen fortæller i sin Auschwitz – Lüge, at folk er blevet presset til tavshed. Han mener, at det højst er omkommet 200.000 jøder under krigen. Han henviser også til, at den sidste kommandant i Auschwitz, Richard Baer (fra 1943) er det vigtigst vidne. Men han øde under mystiske omstændigheder den 17. juni 1963. Thies Christophersen fortæller, at han 14 dage forinden var kernesund. Det parisiske ugeblad ”Rivarol” havde berettet, at han ikke var til at rokke for den påstand, at ”han i al den tid, han havde ledet Auschwitz, aldrig havde set et gaskammer eller vidst, at sådanne overhovedet skulle findes”.
Thies Christophersen prøver at bilde os ind, at polakkerne under deres arbejde sang polske folkesange, og at sigøjnerne dansede. Middagsmåltidet indtog han ofte sammen med flygtningene, når de fik mad fra ”gullachkanonen” Og nogle af fangerne tog på ferie syd på.
Biograf, teater og kirke til flygtningene
Det var heller ikke tale om, at tyskerne bare tog ejendomme fra bønderne. De fik fuld erstatning. I efteråret 1944 blev lejren for første gang bombet af allierede. Det kostede så 20 fangere livet. Senere fulgte der, ifølge Thies Christophersen mange flere bombninger.
Der var både biograf, kirker og teatersale til flygtningene. Og så modtog Thies Christophersen privatundervisning af en jødisk flygtning. Så er han kørt rundt i lejren og undersøgt alle ildsteder og rygende skorstene. Han fandt aldrig det mindste tegn på masseudryddelse.
Krematorierne blev først opført efter krigen
Der var heller ikke en konstant lugt af brændt kød over lejren. Det var lodret løgn ifølge Thies Christophersen. I nærheden af hovedlejren lå imidlertid en beslagssmedje. Her lugtede det af brændte hove, når hestene blev skoet.
Så eksperimenterede man med at få ny viden om gravide kvinders ernæring. Og det passede ikke, at man afprøvede nye lægemidler på fanger.
Og krematorierne fandtes ikke, da Thies Christophersen var i lejren. Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at de først var opført efter krigen. Der blev heller ikke skudt nogen mennesker prøver Thies Christophersen at bilde os ind.
Det er ikke uden grund, at han kalder det for ”Løgnen”
Og så bedyrer han, at han absolut har sagt sandheden. Han håber så, at hans beretning kan bidrage til at give vores ungdom mere agtelse for deres fædre, der kæmpede som soldater for Tyskland og ikke som forbrydere.
Ak ja, man kan i grunden godt forstå, at det bliver kaldt for Auschwitz – løgnen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.501 artikler herunder 300 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
Februar 14, 2020
Auschwitz – en udryddelseslejr.
Dette er artikel nr. 1.500. Og det markerer vi med en ekstra lang artikel. Det bliver med noget af det mest rædselsfulde under Anden verdenskrig. Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et meget nuanceret indblik i Udryddelsernes historie. Var det 20 mio. der døde under Holocaust? Har vi slet ikke lært af Holocaust? Auschwitz er den onde fællesnævner. Hvorfor bombede man ikke? Holocaust kom ikke som et lyn. Jo her var swimmingpool og bordel. Rudolph Höss forstod godt, hvorfor jøderne skulle udryddes. Bødlerne tog også på udflugt. Der var tre hoved – og 40 underafdelinger. 900.000 blev myrdet med det samme. For halvdelen af de overlevende kom redningen for sent. Mødet med virkeligheden efter krigen var et chok for de overlevende jøder. Det tyske retsvæsen har i den grad fejlet.
I det sydlige Polen
Polske Oswiecim er en by der lever i skyggen af Auschwitz. Byen har 38.000 indbyggere, en velbesøgt McDonald, en netto, shoppingcenter, isskøjtebane og et nyopført hotel. Vi er i det sydlige Polen, en times kørsel fra Krakow.
Er 20 mio. døde under Holocaust?
For ca. 7 år siden kunne forskere fortælle, at der var langt flere koncentrationslejre, hvor man begik forbrydelser, og at op til 20 mio. mennesker døde under Holocaust. Det er dobbelt så mange som hidtil antaget. Det stod at læse i The Independent og The Telegraph.
Amerikanske forskere fra United States Holocaust Memorial Museum i Washington har gennemgået alle de lejre, fængsler og institutioner, som Hitlers regime anvendte til at indespærre og dræbe jøder og andre systemkritikere.
Der var 42.400 forskellige institutioner
For et par år siden mente man at kende til 20.000 steder, men nu viser det sig, at udryddelses – og lejr-systemet var langt mere omfattende. Forskere har nu fundet frem til 42.400 forskellige institutioner. Forskere mener nu at mellem 15 og 20 mio. er omkommet.
Udover jøder blev der også dræbt sovjetiske og polske krigsfanger, romaer, politiske modstandere, homoseksuelle, modstandere af nazismen, handicappede, Jehovas Vidner og andre.
Halvdelen af jøderne i Tyskland vil forlade landet
I en artikel i Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, om at det er behov for hurtig handling på grund af omfattende antisemitisme. Næsten en ud af to jøder har tænkt på at forlade Tyskland. Og det sker netop på grund af dette problem.
Samtidig vil Tyskland arbejde for nye hårdere straffe over for dem, der benægter Holocaust, hvilket i dag er ulovligt i Tyskland og en halv snes andre lande i EU. På Auschwitz – dagen lød det fra Franz Walter Steinmeier:
Han henviste til, hvordan en højreorienteret terrorist i efteråret dræbte to personer og kun blev hindret i at begå en massakre i en synagoge i byen Halle, fordi en tyk og låst trædør holdt ham ude.
Voldelige og antijødiske holdninger
Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer har for nylig udtalt, at ”mindst 12.000 personer på den yderste højrefløj i Tyskland menes at være potentielt voldelige.
19 mio. af tyskernes 69 mio. mennesker har antijødiske holdninger. De mest antisemitiske steder i verden er ifølge undersøgelsen Vestbredden og Gaza, hvor 93 pct. har antijødiske holdninger.
Har man ikke lært af Holocaust?
Man skulle jo tro, at folk havde lært af Holocaust. Men en undersøgelse fra 2014 tyder på det modsatte. Hver fjerde voksne i verden var ifølge denne undersøgelse ”stærkt inficerede” af antijødiske holdninger. Det er meget skræmmende at historieløsheden breder sig på denne måde.
I undersøgelsen, som var lavet af Anti – Defarmation League (ADL), konkluderes det også, at omkring halvdelen af verdens befolkning ikke ved, hvad Holocaust er.
Ved indgangen til udryddelseslejren Auschwitz står i dag den enkelte sætning:
Undersøgelsen er fra 2013. 53.100 voksne mennesker fra 102 forskellige lande har svaret.
Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem. Har vi intet lært? Jøder chikaneres, myrdes, fordi de er jøder. Jødiske institutioner må bevogtes af soldater. Jøder kan ikke frit vise deres religiøse tilhørsforhold.
Auschwitz er den onde fællesnævner
Auschwitz står som den store onde fællesnævner for Holocaust.
Nazisternes udryddelse af seks mio. eller flere jøder er stadig det moralske omdrejningspunkt. Dermed ikke sagt, at andre folke – og massemord var mindre tragiske. Tyrkiets mord mod armenierne, nazisternes mord mod sigøjnere og handicappede, Lenins og Stalins mord på 40 mio. Og Maos mord mod 60 mio. mennesker.
Når det lige er nazisternes mord på jøderne, der huskes bedst, er det fordi, at det opstod i det civiliserede Europa og viste at selv i højtudviklede samfund lurer barbariet lige under overfalden. Der var intet folk andet end jøderne, der var udset til total udryddelse. Endelig var nazisternes ekstreme racisme af hidtil ukendt karakter.
Hitler nævnte jødeudryddelse i en tale og han gav ordre.
Adolf Hitler og hans nationalsocialister havde lige fra 1920erne en plan om at myrde alle jøderne. Det var tale om en tidlig bevidst intention. I Mein Kampf fra 1925 udtalte Adolf Hitler sig stærkt antijødisk. Men her blev der dog ikke fremsat direkte planer om en udryddelse.
Til gengæld holdt Hitler en tale den 30. januar 1930. Her talte han om udryddelser af jøder. Fra starten var han en blodtørstig darwinist, der ville have en racekamp, hvor han håbede, at den arisk tyske race ville vinde. Nazismen var ikke blot et udtryk for tysk nationalisme, der stræbte efter et Stortyskland. Hitler ønskede den totale racekrig, hvor jøderne var udset til at forsvinde, fordi de symboliserede den civilisation, som Hitler foragtede.
Göring benægtede dog senere. At Hitler overhovedet kendte til jødeudryddelse. Og det findes da heller ikke nogen skriftlige ordre fra ham i den forbindelse. Hitler har aldrig besøgt Auschwitz eller andre KZ – lejre. Men ak og ve. Både Joseph Goebells og chefen for SS, Heinrich Himmler noterede 12 december 1941 noterede i deres dagbøger, at Hitler havde givet grønt lys for jødeudryddelse.
Holocaust er et resultat af krigens udvikling, siger nogle historikere. Der var pres fra toppen og længere nede i systemet for en radikal løsning.
Holocaust kom ikke som et lyn
Nu kom Holocaust ikke som et lyn fra en klar himmel. Både medier, politikere, efterretningstjenester og regeringer vidste, at Hitlers styre var begyndt at sætte folk i koncentrationslejre. De modtog rapporter om indespærringer i ghettoer og lejre.
Det lykkedes for Rudolf Vrba og Alfred Wetzler at flygte fra Auschwitz. De dikterede deres historie til repræsentanter for Det Jødiske Råd i Zilina i Slovakiet. Det var en historie, der var suppleret med skitser over lejrens opbygning, gaskamrenes indretning og kapacitet samt lister over antallet af jøder og andre, der endte deres liv i lejren.
Det lykkedes kun 144 fanger at flygte permanent fra lejren.
De to flygtede nedskrev omhyggeligt alle deres oplevelser i koncentrationslejrene og lagde vægte på Auschwitz. Rapporten blev skrevet på slovakisk, engelsk og tysk.
The Kastner Train
Det jødiske råd i Zilina lovede de to eksfanger, at de skulle sørge for at sprede den skræmmende rapport, men det skete ikke andet, at de sendte materialet videre til Rudolf Kastner, der stod i spidsen for en organisation, der hjalp jøder på flugt. Man undlod også at sende rapporten videre til det jødiske råd i Budapest, fordi man var i gang med at forhandle med Eichmann om det, der senere hedder The Kastner Train.
Dette tog forlod den 30. juni 1944 med Eichmanns fulde accept Budapest med kurs mod Schweiz. Om bord var over 1.600 jøder, der dermed undgik gaskamrene i Auschwitz. Turen havde de betalt med rigelige mængder guld, diamanter og kontanter.
Denne Kastner blev ført fejret som en helt i Israel, men da det kom frem, at han havde samarbejdet med nazisterne, blev han snigmyrdet i Israel.
Ambitionen var daglig at sende 12.000 jøder fra Ungarn til Auschwitz.
Endelig kom rapporten videre
Rapporten kom ingen vegne. Nu havde man mistet tålmodigheden og kontaktede bl.a. Vatikanet og dermed Pave Pius den 22, der informerede både den britiske og amerikanske regering. Efterhånden nåede rapporten også medierne.
Nu var dette langt fra den første beskrivelse af forholdene i Auschwitz.
En modig polsk soldat
Allerede i september 1940 lod den polske soldat Witold Pilecki sig frivilligt deportere til Auschwitz for på den måde at skaffe sig viden om, hvad der foregik i lejren.
Under sit ophold i lejren organiserede han den første modstandsbevægelse blandt fangerne. Det lykkedes ham løbende at få sendt informationer ud fra lejren. Allerede fra foråret 1941 blev alle informationer sendt videre til den britiske regering. I sine rapporter fortalte Witold om nazisternes massive udryddelse af jøderne og andre grusomheder i lejren.
I efteråret 1942 begyndte jorden at brænde under ham. Tyskerne havde da allerede afsløret og dræbt adskillige medlemmer af modstandsbevægelsen. Natten mellem den 26. og 27. april 1942 lykkedes det for ham at flygte.
Pilecki og mange andre havde håbet at nazisternes forbrydelser i Auschwitz havde ført til et allieret angreb mod lejren, men det skete som bekendt aldrig.
Hvorfor bombede de vestallierede ikke?
De vest allierede kunne senest fra 1943 i kraft af deres luftherredømme have lagt hindringer i vejen for Holocaust. De gjorde ingenting for at afskære forbindelseslinjerne til udryddelseslejrene, selv om de udmærket vidste, at togene kørte mod Auschwitz, Treblinka, Solibor, Majdanek. Man spildte ikke en maskine eller en bombe.
Man brugte hellere en masse fly til at fjerne gamle europæiske byer fra landkortet. Appeller om at stoppe Hitlers dødsmaskiner prellede af på både London og Washington. Heller ikke gaskamre forsøgte man at ramme. Man havde endda fotos.
Ok, det var ikke muligt at præcisionsbombe. Teknikken var endnu ikke udviklet dertil. Men man ramte da i 1944 et forsyningsdepot i nærheden af Auschwitz.
Det blev et helvede på jord
39 polske fanger blev sendt til lejren fra Dachau til Auschwitz under opbygning for at levere pigtråd. SS – unterscharfführer Beck sagde til dem, at det var heldigt, at der ikke var kommet en bekræftelse på at efterlade dem i KZ Auschwitz, fordi det ville blive et helvede på jord. Dette var i juni 1940.
Som udgangspunkt skulle lejren rumme polske politiske flygtninge. De første af disse ankom i maj 1940.
Den græske kvindes tragiske død
En græsk kvindelig fange druknede i lejrens latrin, som var en kæmpemæssig grube, der daglig fyldtes med den skvulpende masse af afføring. En SS – mand betragtede smilende kvindes anstrengelser for at komme op. Han skubbede langsomt stille og rolig med sine sko pigens fingre fra brættet, og den lille sank ned i den ækle grød.
En særdeles travl SS – mand
Ja det var også SS – manden Josef Kehr, der ledede desinfektionsafdelingen og sprøjtede giften Fenol i tusindvis af fanger. Ifølge den tjekkiske jøde, Jan Weiss, der blev tvunget til at flytte lig for ham, tog han indimellem to fanger ad gangen i samme værelse.
Ved rampen blev det med det samme taget beslutning om i hvilken række fangerne skulle deles ind. Det var de arbejdsdygtige og alle de andre, der blev ført direkte til gaskamrene.
Da Himmler besøgte Auschwitz
Egentlig er det kun en ting, der er værre end Auschwitz, og det er at verden glemmer, at den fandtes. Tyskland var et af Europas mest højkulturelle samfund. De gav os de største tænkere og kunstnere. Men så fandt de på gaskamre!
De mange lig i massegravene forurenede grundvandet og truede hele området med sygdom. Det var sikkert derfor, at Himmler beordrede gravene tømt og ligene brændt.
Den arkitekt, der tegnede krematorierne blev frikendt ved en domstol i Wien i 1970’erne.
Heinrich Himmler besøgte Auschwitz ud på eftermiddagen den 17. juli 1942. Det fremgår af hans efterladte kalender. Det startede med, at han blev budt på te hos kommandant Rudolph Höss. Derefter besøgte han lejrens kvindeafdeling, et landbrugsområde og selve arbejdslejren.
Derefter bød kommandanten på en middag.
Dagen efter fortsatte besøget antagelig i udryddelseslejren Birkenau. Rudolf Höss beskrev besøget, mens han ventede på sin henrettelse efter krigen:
Jo, her var skam en swimmingpool
Holocaust – benægtere har hævdet, at der var en swimmingpool i Auschwitz. Det er sådan set rigtig nok. Her var ikke adgang for almindelige fangere. Kun vagterne fra SS og særligt udvalgte fangere havde adgang.
I virkeligheden var swimmingpoolen et vandreservoir, der indeholdt vand til brug ved brand – men nazisterne fik bygget vipper, så reservoiret kunne anvendes til rekreative formål.
Rudolph Höss forstod godt, at jøderne skulle masseudryddes
Den ene ordre var værre end den anden. Men hvordan kunne man medvirke til disse folkedrab. Det var ikke et særligt jødehad hos den enkelte. Holocaust var ikke et specielt tysk fænomen. Var det en svaghed ikke at følge en ordre? Mens lederen af Auschwitz, Rudolph Höss sad i fængsel skrev han en selvbiografi:
Han så reelt jøderne som en trussel mod det tyske folk og var enig i den nazistiske jødepolitik.
Efter krigen efterrationaliserede han:
Höss mente, at udviklingen havde skadet Tyskland. Man føler sig mere truet nu end før krigen. Han mente, at ”det var i den gode sags tjeneste” at udrydde jøderne.
Jøderne blev fremstillet som dyr
Inderst inde vidste man godt, at man gjorde noget moralsk forkert. Nazisterne forsøgte at fremstille jøderne som umenneskelige ved at fremstille dem som skadedyr.
Et andet argument var, at de stærke tyske værdier som styrke, disciplin, ære og fædrelandskærlighed var så stærke, at de moralsk kunne retfærdiggøre drabene som nødvendige og rigtige. Man mente, at jøderne var undermennesker, der ville fordærve landet og det tyske folk. Det kunne være ubehageligt at udføre drabene, men hvis man sagde fra var det udtryk for svaghed og ikke for moral.
Måske forholdt gerningsmændene sig slet ikke moralsk til deres gerninger. De havde ingen fornemmelser for deres handlinger. De fulgte blindt ordrer uden at tænke over, reflektere eller forholde sig til de moralske aspekter af drabene.
Bødlerne tog på udflugt
Kommandanterne og det menige mandskab arbejdede i skyggen af gaskamrene. Det var tale om familiefædre, der tog på arbejde og brutalt myrdede mennesker og derefter kom hjem og legede med deres børn. Deres arbejde påvirkede dem tilsyneladende ikke det store.
Karl – Friedrich Höcker var SS – officer I Auschwitz, ikke fangevogter, men adjudant for lejrkommandanten. Det som gør Höcker til noget særligt, var hans hobby som fotograf, for i modsætning til så mange andre, så fotograferede han ikke ofrene, men gerningsmændene.
Nogle fotos viser ledende SS – folk i lejren i rolig samtale, andre er fra en slags firmaskovtur, en fællers udflugt til en feriehytte, man spiser blåbær og spiller harmonika og ler til fotografen. Det uhyggelige ved de billeder er, at bødlerne ikke ligner uhyrer. De ligner mennesker, som dig og mig,
Og så er det Sonderkommando, som var en enhed af jødiske fanger i Auschwitz, der arbejdede i krematorierne. Der er eksempler på fanger, der måtte brænde egne ægtefælder. Dem, der overlevede, fortalte ikke om deres egen rolle før længe efter.
Størstedelen af de omkring 232.000 mindreårige fanger blev dræbt, mens SS – mandskabet levede med deres familier, som om intet unormalt eksisterede.
Masser af medicinske eksperimenter
Det var også her Joseph Mengele, der udførte eksperimenter. Ofte så man ham komme på sin motorcykel hen til rampen. Han interesserede sig især for tvillinger og foretog eksperimenter, der dræbte 1.500 børn. Læs vores artikel, vi har skrevet om ham.
Der var også andre læger, der eksperimenterede i Auschwitz. Det var for eksempel Carl Clauberg . Han steriliserede tusindvis af kvinder ved at sprøjte formalin op i deres livmoder. Mange af kvinderne omkom under de medicinske forsøg i Blok 10. Efter krigen og russisk fangenskab nedsatte Clauberg sig som gynækolog.
Himmlers tale 1943
Heinrich Himmler holdt den 4. oktober 1943 en tale for en gruppe SS – officerer, hvor han påfaldende åbenhjertigt adresserede jødeudryddelsen:
Tre hoved – og 40 underlejre
Hovedlejren, også kaldet Auschwitz 1 blev indrettet i en tidligere kaserne, som havde huset polske soldater. Lejren blev udvidet med udryddelseslejren Auschwitz 2 (Auschwitz – Birkenau) og Auschwitz 3 (Auschwitz – Monowitz). Dertil kom omkring 40 ”underlejre” i forbindelse med industrien i området og fangerne, der som slavearbejder blev udlejet til de omkringliggende fabrikker.
Nogle kilometer fra lejren etablerede IG Farben således i 1941 en fabrik for syntetisk gummi (Buna)og benzin med tilhørende fangelejr.
Blandt de mest frygtede udelejre var ”Bauhof”, hvor fangerne med de bare hænder skulle flytte byggemateriale fra jernbanesporet til lejren. Materialerne blev brugt til udvidelse af lejren. Fangerne måtte i løb slæbe cement og armeringsstål 11 timer dagligt. I andre arbejdskommandoer skulle fangerne slæbe træ, i andre skovle grus i en grusgrav. Kvindelige fanger risikerede at måtte stå i vand til brystet og rense damme, der skulle bruges til fiskeopdræt i den sumpede egn langs floden Sola. For dem var den forventede levetid kun få uger.
Om aftenen kom fangerne udmattet hjem. Man bar på ligene på dem, der var pryglet ihjel, skudt eller segnet sammen i løbet af dagen.
Gaskamre og Krematorier
I Auschwitz var der syv bygninger som fungerede som gaskamre. For at destruere ligene var der hele fem krematorier. Men der fandtes yderlige tre steder, hvor man kunne få ligene væk. Det foregik næsten som på et industriel løbebånd. Det hele var sat i et effektivt system.
Nu var det hele ikke sat i system fra starten. Fra de første gasninger i 1941 til de daglige mord på jernbanetransporterne ved ”Ungarn – aktionen” i 1944 blev anlæggene hele tiden udbygget. Teknikken og organiseringen blev hele tiden udbygget og forbedret.
I Auschwitz – Birkenau havde gaskamrene en kapacitet på 8.696 personer pr. gasning. I krematorierne kunne 4.416 voksne personer på 24 timer brænde. Tilsvarende krematorier blev installeret i Buchwald, Dachau, Mauthausen og Gusen.
De første forsøg med Zyklon -B
Mens Rudolph Höss var taget til en samtale med Albert Eichmann i Berlin, gassede stedfortræderen SS-Haptsturmführer Karl Fritzsch sovjetiske krigsfanger i en kælder. Fritsch mener selv, at han er opfinder af Zyklon-B-Metoden.
Den 2. september 1941 blev blok 11 ryddet. Den næste dag blev 600 sovjetiske krigsfanger og 250 syge gasset i kælderen. Om morgenen den 4. september blev kælderen besøgt med gasmasker. Her levede endnu et par fangere. Så blev der hældt lidt mere Zyklon B på. Om eftermiddagen var de sidste fanger også døde. Om natten til den 5. september blev ligene hentet fra kælderen og klædt af.
Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS – folk har fortalt, hvad de hørte inde fra gaskamrene. Først skrig, så en buldrende larm og til sidst kun en summen. Så blev der stille. Men først efter en halv time lukkede man de lufttætte døre op igen.
Helga og hendes mor overlevede
Første oktober 1944 blev Helgas far sendt på en transport. Og tre dage efter var det også Helga og hendes mors tur. Hun troede, at faderen stod på perronen og tog imod. Ved ankomsten til Auschwitz havde Helga lagt mærke til den rygende skorsten. Det må være en fabrik tænkte hun. I morgen er det dig, der stiger op af den skorsten, sagde en af fangerne.
Der var en tydelig stank fra krematorierne. Og så var det askeregnen. Det var ligesom den sorte regn. Ja det var et mareridt.
Rechts, Links råbte SS – officeren. Dem, der blev sendt til højre, fik lov til at leve lidt længere. Helga Weiss blev lige som sin mor sendt til højre. Af de 15.000 børn, der blev sendt fra Theresienstadt til Auschwitz, var der kun de 100, der overlevede.
Alle fik håret barberet af. De kronragede havde svært ved at genkende deres familiemedlemmer.
Arbejdet var hårdt og maden var uspiselig. Frygten for at blive sendt i gaskammer var ved at gøre den 14 – årige Helga vanvittig. Hver gang, man blev revet ud af barakken, var hun overbevist om, at nu skete det. Når man så blev sendt under bruseren. kunne man ikke vide, om der kom vand ud af dem. Efter 10 dage blev Helga Weiss og hendes mor sendt videre. De overlevede også Freiberg og Mauthausen.
Men deres far eller mand så de aldrig igen. Blev han gasset ved ankomsten til Auschwitz. Han bar også briller. Dette var ikke særlig populært. Så så man intellektuel ud, og så røg man direkte i gaskammer.
900.000 blev myrdet med det samme
Af de cirka 1,3 mio. mennesker, som blev deporteret til Auschwitz, blev cirka 900.000 henrettet med det samme. Når en transport ankom til lejren, foretog SS – personalet de såkaldte selektioner. Efter at have afleveret deres ejendele blev de arbejdsduelige sorteret fra og registreret i lejren, men resten blev sendt direkte til gaskamrene.
Når de nyankomne blev gasset, blev deres ejendele sorteret af fangerne, og alle værdigenstande blev beslaglagt af nazisterne.
Området, hvor sorteringen foregik blev kaldt for Canada – fordi landet Canada dengang blev anset for et meget rigt sted.
De første systematiske udryddelser af fanger blev indledt i september 1941 med fenolindsprøjtninger.
Da Tyfus ramte Auschwitz
Den 29. august 1942 blev halvdelen af fangerne i Auschwitz dræbt., fordi de var blevet ramt af tyfus. Undersøgelserne af fangerne var meget lemfældige. Alene en svag mistanke om, at en fange havde den ekstremt smitsomme sygdom var ensbetydende med en brutal død.
Egentlig var det meningen at en million ungarske jøder skulle likvideres i Auschwitz. Det blev ”kun” til 400.000. Og det skete først efter voldsomt pres fra Vesten, der fik den ungarske leder Miklos Horthy til at stoppe deportationen
Pludselig skulle alle i Familielejren likvideres
I Auschwitz var der en periode en familielejr, hvor folk blev meget mildere behandlet. Men pludselig uden videre greb nazisterne til at likvidere denne familielejrs beboere. SS – lederen Heinrich Himmler, der var chef for Adolf Eichmann havde i begyndelsen af 1944 planer om forhandlinger med de allierede om en separat fred. Uden om Adolf Hitler ønskede han at sondere mulighederne for fred, og for at promovere disse forhandlinger ønskede han at fremstille jødernes situation som bedre, end den var,
En vigtig del af denne plan var en aftale med International Røde Kors, der skulle besøge Theresienstadt i juni 1944 og naturligvis også se familielejren i Auschwitz. Da det blev aftalt, at der foruden repræsentanter for International Røde Kors og tysk Røde Kors også kom to danske repræsentanter med i delegationen, besluttede nazisterne at satse på at fremstille de danske jøders situation som specielt god. Man pyntede det dansk – jødiske kvarter i Theresienstadt så det så præsentabelt ud, lavede en film, hvor jøderne vinkede glade og arrangerede fodboldkamp og koncerter.
Samtidig rensede man ud i Theresienstadt og sendte grupper af sted til Auschwitz og installerede en del af dem i familielejren. Delegationen var da også yderst tilfreds med forholdene. Efter besøget skulle familielejren i Auschwitz ikke bruges til noget, derfor blev der givet ordre til at alle skulle likvideres.
Her var sandelig også et bordel
Der åbnede et bordel i sommeren 1943 i lejrens blok 24. Mellem 10 og 20 kvinder arbejdede der på en gang. Fangerne i arbejdslejren kunne benytte sig af dem. Prisen var to mark i lejrens valuta – det samme som prisen på en pakke cigaretter. Mange SS – folk benyttede sig også af tilbuddet.
Bordellet var åbent efter ordre fra Himmler, som et sted, hvor fanger kunne modtage en belønning, men efter krigen berettede flere overlevende fanger, at almindelige fanger benyttede sig af det. Ja det gjorde SS – vagtmandskabet også. I alt 230 kvinder gjorde tjeneste her. En SS – mand hold vagt og kunne overvåge seancen gennem et kighul. Hver betjening tog præcis 15 minutter og missionærstilling var den eneste tilladte måde at gennemføre samleje på.
Da de russiske soldater kom
Den 27. januar 1945 nåede de sovjetiske soldater frem til Auschwitz. Klokken var tre om eftermiddagen, og der havde været kæmpet hårdt også om den lille by. Soldaterne havde været udmattede af for lidt søvn og tung oppakning, som de stred sig fremad i snevejret i deres hvide camouflageuniformer. De kan ikke have haft nogen anelse om, hvad der ventede dem.
De kom først til Monowitz – lejren. Det tog dem tre timer at forcere porten, som tyskerne havde mineret. Inde i lejren lignede folk skeletter. De var i stribet tøj og havde ingen sko. Det varede lidt, inden de indsatte kunne få øje på sovjetstjernen. Så brød jublen løs.
Da den Røde Hær nærmede sig, satte SS – kommandørerne ild på nogle af træbarakkerne og sprængte krematorierne. I ugerne forinden måtte titusinder af fanger på de såkaldte dødsmarcher, videre til andre KZ – lejre vestpå. Mange af de udpinte og svage fangere overlevede ikke de ugelange vandreture i op til 25 minusgrader.
Men ak, der var masser af spor af de forfærdelige forbrydelser. Der var stadig massegrave på størrelse med tennisbaner. Her lå tusinder af døde kroppe med lig af babyer, børn, kvinder, mænd, gamle i et omfang, der ikke var til at overskue.
Der var mange, der var mere døde end levende. Kvinder der vejede 25 – 30 kilo og mænd, der måske vejede 5 kg mere.
For halvdelen kom redningen for sent
Der var vel 7.500 fangere tilbage. De 600 af dem var børn. Nogle af dem kunne ikke længere huske, hvad de hed. Spurgte man dem, hvad de hed, svarede de med deres fangenummer. SS – folkene havde ladet de sygeste og svageste tilbage, da de rømmede lejren. De sidste 56.000 fanger var sendt på dødmarch ind i Tyskland.
De sovjetiske soldater medbragte tæpper og tøj samt delte te og brød ud til de udhungrede fanger, mens læger og sanitetssoldater forsøgte at tage sig af de mest medtagende. Dagen efter deres ankomst lod de sovjetiske soldater en ko blive bragt ind i lejren. I løbet af få minutter var den slagtet, skåret og fordelt. For mange af de udmarvede fanger kom befrielsen dog for sent. I løbet af de efterfølgende uger døde op mod halvdelen af de overlevende.
Mange måtte blive lejrene, fordi absolut ingen ville modtage jøder. I Bergen – Belsen var der således 20.000 jøder, der først forlod lejren i 1951.
Da Eva Schloss skulle holde tale
Som stedsøster til den jødiske pige Anne Frank var det naturligt at bede Eva Schloss holde en tale, da der i London i 1986 skulle åbnes en udstilling om den berømte bogforfatter.
Hendes egen dramatiske fortid havde hun i vid udstrækning fortrængt, men hendes lidelser under jødeforfølgelserne i Europa havde sat sine dybe spor. Hun havde aldrig genvundet sit glade og udadvendte væsen før krigen. Og om natten drømte hun tilbagevendende, at et stort hul ville opsluge hende.
Når hendes børn spurgte til hendes fangetatovering på armen A/7252, svarede hun, at det var hendes telefonnummer. På opfordring fra udstillingens arrangør kunne hun dog ikke undslå sig og sige et par ord.
Talen blev et vendepunkt. I det øjeblik ved udstillingen talte hun for første gang om livet under jorden i Holland, tilfangetagelsen og transporten til Auschwitz sammen med sin bror, far og mor.
Familien var blevet forrådt
Familien Schloss måtte som jøder i Wien flygte efter Anschluss, Østrigs indlemmelse i Det Tredje Rige. Et par år senere lykkedes det dem at få visa til Holland, hvor de slog sig ned i Amsterdam. Her levede de en ubekymret tilværelse., hvor forfatteren blandt andet lærte Anna Frank, der var bosat i samme nabolag, at kende.
Dagen før Eva Schloss’ 11-års fødselsdag blev Holland besat og familiens mareridt begyndte forfra. Langsom, skridt for skridt blev deres tilværelse forringet gennem tyske forordninger, der lammede deres bevægelsesfrihed. Faderen var klar over, hvor det bar hen, hvorfor familien gik under jorden for at forhindre deportation.
Livet i skjul var en evig angst for tyske razziaer, i total afhængighed af hjælperne. På Eva Schloss’ 15-års fødselsdag i maj 1944 slap heldet op. Familien var blevet forrådt og blev sendt i den hollandske transitlejr Westerbork. Opholdet varede her kun ganske kort. Familien blev deporteret til Auschwitz, hvor Eva Schloss og hendes mor blev skilt fra mændene i familien.
I lejren lærte de hurtigt, hvordan held og gode kontakter var vejen til overlevelse, men også at lejren blev drevet gennem en selvforvaltning, hvor de som udøvede volden ofte, var andre fanger.
Mødet med Amsterdam var en blandet fornøjelse
Kort før Den Røde Hær’ s ankomst blev faderen og broderen sendt afsted på en af de såkaldte dødsmarcher. Hverken faderen eller broderen overlevede. Efter befrielsen fulgte en rejse gennem Europa præget af en kaotisk overgangsperiode mellem krig og fred, hvor millioner af hjemløse mennesker drev rundt.
Det lykkedes Eva Schloss og hendes mor at komme tilbage til Amsterdam, hvor deres lejlighed utrolig nok stod urørt, da den var registreret i en kristen kvindes navn.
Mødet med Amsterdam var dog alligevel en blandet fornøjelse. Det hollandske samfund nedslidt efter en brutal besættelse, der blandt andet havde betydet sultedøden for tusinder af civile. I dette klima var det ikke mange, der kerede sig om traumatiserede flygtninge.
Jøder, der havde overlevet rædslerne i tyskernes koncentrationslejre, blev nu mødt af regninger, da vendte hjem til Holland. De blev krævet husleje og ejendomsskatter for deres boliger for den periode, der havde været deporteret. Det var byrådet i Amsterdam, der havde taget denne beslutning.
Moderen gift med Anne Franks far
Det lykkedes dog for de to kvinder at få genetableret en tålelig tilværelse. De fik genetableret kontakt til Anne Franks far, der som den eneste fra sin familie havde overlevet.
Da moderen omsider erkendte, at hun aldrig ville få sin mand at se igen, indledte hun et forhold til Otto Frank, med hvem hun giftede sig i 1953. De to kom til at hellige resten af deres liv til Anne Franks dagbog, der siden blev sat op som teaterstykke, filmatiseret og læst af millioner af mennesker over hele verden.
Denne udvikling kom også til at have konsekvenser for resten af familien. Hvert menneske, der overlevede Auschwitz, havde deres egen Holocaust – oplevelse. For Anne Frans stedsøster var påvirkningen særdeles håndgribelig. Hun skulle leve i skyggen af verdens mest berømte Holocaust – offer. Men hendes bog kan dog varmt anbefales.
Der var omkring 140.000 jøder i Holland, da tyskerne invaderede landet. Kun cirka 35.000 overlevede jødeforfølgelsen og de tyske dødslejre.
Da Oskar Schindler reddede 1.300 jøder
Eugenia Mansor fik en ring på sin 18 – års fødselsdag. Den var fremstillet af en beundrer på Oskar Schindlers emaljefabrik. Ringen prøvede en råbende lejrvagt i Auschwitz at tage af hendes finger i efteråret 1944.
Denne Oskar Schindler var medlem af nazistpartiet. Men han redede mellem 1.200 og 1.300 jøders liv. Dette er skildret i Steven Spielbergs Oskar – bestrøede film. Filmen er forenklet men strengt baseret på virkeligheden. Han tiltalte fangerne med ”mine damer og herrer”.
Han var agent i den tyske kontraspionage og en sleben forretningsmand. Da Polen blev besat bestemte han sig for at udnytte situationen til egen fordel. De jødiske arbejdere kunne indkøbes til spotpris. Han elskede penge og smukke damer. Han havde set sine arbejdere som investeringer mere end noget andet. Han beskyttede dem samtidig. Ved hjælp af bestikkelsespenge fik han flyttet sine arbejdere til barakker nær fabrikken.
Har Hitler ikke udryddet jer?
Egentlig skulle Eugenia føres til disse barakker, men noget gik galt. I tre uger så hun døden i øjnene i Auschwitz inden det lykkedes for Schindler at købe hende fri nok engang. Hende og hendes beundrer overlevede krigen. Men da de skulle tilbage til friheden, blev de mødt af:
Man var bestemt ikke velkommen. Det lykkedes hende at komme til Haifa. Da hun står på skibet, bliver hendes navn nævnt i en megafon. Hendes beundrer er ankommet.
Da Oskar Schindler forlod alle sine jødiske arbejdere, var han forarmet. Han flygtede til Argentina. Schindlers børn, de 1.200 arbejdere på listen købte en gård til ham for at hjælpe ham på fode. Men han var ikke bonde, og en mand der stod tidlig op for at pløje. Han forlod både gård og kone og tog til Tyskland. ”Hans børn” købte ham nu i stedet en teglfabrik. Frem til sin død i 1974 rejste han 17 gange til Israel for at fejre befrielsesdagen.
Da de hollandske jøder kom hjem, var det tomt i de hollandske menigheder. Lige som i Danmark var der ingen psykologisk hjælp at hente for de overlevende. De måtte kæmpe alene med deres traumer. En knugende tavshed herskede.
Vi er forpligtet til at retsforfølge denne person
I 2013 sigtede de tyske myndigheder den 93 – årige Hans Lipschis for drab i udryddelseslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Han skulle angiveligt have været vagt i lejren 1941 til 1943. Han menes at være medskyldig i mere end 10.000 drab i sin tid i Auschwitz. Hans anholdelse var led i en større kampagne, hvor de tyske myndigheder vil retsforfølge de sidste fanger fra Auschwitz, inden de dør.
Statsanklageren udtaler, at man har ledt efter beviser på, at den tiltalte har været på arbejde de dage, hvor transporterne med fanger, er kommet ind i lejren. Han har selv påstået, at han udelukkende fungerede som kok i Auschwitz. Hans Lipschis fremskredne alder har ikke påvirket anklagemyndigheden. Statsanklageren sagde:
Hans Lipschis boede 26 år i USA. Men da hans fortid som nazist kom frem, flyttede han tilbage til Tyskland, hvor han har boet siden 1982.
Bogholderen fra Auschwitz
Omkranset af 50 tidligere fanger fra Auschwitz, hvoraf flere vidnede i retten, var den 93-årige Oskar Gröning. anklaget for medvirken ved og medvirken om drab på 300.000 fanger i Auschwitz.
Mordene fandt sted i løbet af blot to måneder fra maj til juli 1944, mens gaskamrene i Auschwitz nærmest kørte i døgndrift. Lægerne sagde god for at gennemføre retssagen mod Oskar Grônning, der også blev kaldt for ”Bogholderen fra Auschwitz”
Han lagde aldrig skjul på sin fortid
Sagen har fået stor opmærksomhed, fordi hovedpersonen har aldrig skjult sin fortid. Han har beskrevet sin fortid i dødslejren indgående. Den tidligere SS – mand har i årevis kæmpet mod den tidligere tyske soldat og Holocaust – fornægter, Thies Christoffersen, som ”Den Gamle Redaktør” her har mødt, når han var inde i Padborg Boghandel for at handle.
I en 87 siders beretning skriver Oskar Grönning om sine oplevelser. Han skriver bl.a. om et mord på en baby. En SS – soldat tog babyen op i benene og smadrede babyens hoved mod jernsiden af en lastbil. Han kunne ikke tåle babyens skrig.
Oskar Grönning blev fritaget for tjeneste i KZ – lejren, taget til fange og interneret i England. Da han kom tilbage til Tyskland, levede han et normalt liv uden nogensinde at blive straffet.
Nu mødte han op med gangstativ, krumbøjet og mærket. Hvorfor havde man ikke anholdt ham mange år tidligere?
Det tyske retsvæsen har fejlet
Det tyske retsvæsen har været miserabelt og fejlet stort. Da krigen sluttede, var 6.500 mennesker, som havde arbejdet i KZ – lejrene stadig i live. 43 SS – mænd var for retten. 9 af dem fik fængsel for livstid, mens 25 andre fik kortere fængselsstraffe. Alle andre gik fri.
Når man sådan laver research, møder man diverse tal. Et andet tal siger, at 7.000 vagter og lejrpersonale, som var direkte involveret i udryddelsen i over en million mennesker i Auschwitz, er kun cirka 750 blevet straffet.
En af dem var lejrens første kommandant Rudolf Höss, der blev hængt foran lejrens port den 16. april 1947. Det sidste han så, var skiltet over porten med teksten ”Arbeit macht frei”.
Forbryderne kunne dybest set bare vende tilbage til det samfund, som de kom fra. De forsvandt tilbage i deres gamle nabolag. I mange år var der ingen, der bekymrede sig om, hvad de havde lavet.
Han er medansvarlig for mordene
For de overlevende fanger er det et bittert faktum, at der var så lidt interesse for at domfælde dem for forbrydelser mod menneskeheden. En af de overlevende fanger siger:
Allerede i 2002 fortalte den dømte sin historie til BBC og Der Spiegel. Han meldte sig til Waffen SS som 19 – årig – 19 år gammel. Han var bankuddannet. I 1942 blev han udstationeret i Auschwitz. Han blev sat til at bogføre fangernes personlige værdier ved ankomst til Auschwitz.
Men hvorfor blev han først stillet for en dommer i 2015? Andre med direkte blod på hænderne er det lykkedes at undgå opmærksomhed og straf.
Ingen fra statsbanerne blev gjort ansvarlige
Der blev forhandlet om nedslag i prisen med de tyske statsbaner for større grupper. Børn under fem år rejste gratis. Herefter blev fangerne anbragt i kreaturvogne og kørt til den visse død i Auschwitz. Det var ikke en eneste ansat hos statsbanerne, der efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser.
Stilheden overdøver alt
Auschwitz – museet blev sidste år besøgt af 2,3 mio. besøgende. Det er fire gange så mange som for 20 år siden. Busserne holder i lange rækker. Men stilheden. Den overdøver alt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Dette er artikel nr. 1.500 på www.dengang.dk Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 299 artikler, herunder:
Februar 11, 2020
Den polske historiefortolkning
Polakkerne kom ikke til Auschwitzdagen. Der omkom masser af polakker. Den nye polske historielov er populær – i Polen. Den nye lov skal skræmme historikere. Dengang var der tre millioner jøder i polen. Massemordene i Jedwabne. Regeringen: Kendsgerningerne er usikre trods dom. Sådanne bøger er svære at sluge for polakkerne. Kampen om fortiden spiller en afgørende rolle i polsk politik. Den polske regering vil bestemme, hvordan historien skal skrives. Polen skal hvidvaskes.
Polakkerne kom ikke til Auschwitzdagen
Polens regering var ikke repræsenteret, da verdens ledere var samlet i Jerusalem for at markere 75 – årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Koncentrationslejren lå under Anden verdenskrig i det tysk besatte polen.
Det var Polens præsident Andrzej Duda, der havde afvist invitationen. Han var utilfreds med, at Polen ikke ville få taletid ved begivenheden. Den ære tilfaldt Rusland, USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Det kan jo undre, at Polen ikke fik taletid, men det skyldes nok en ny lov, som Polens regering har indført.
Der omkom masser af mennesker
Polakkerne er blevet pikeret over pludselig at få påduttet begrebet ”polske udryddelseslejre” Vi ved alle sammen, at det var tyske ”vernichtungslager” . Det var bl.a. Auschwitz, Treblinka og Belzec. Tre millioner blev udryddet, heraf var 2,7 mio. jøder.
5,5 millioner polakker blev dræbt under Anden Verdenskrig og alene i Auschwitz var det også 74.000 kristne polakker.
Den nye polske historielov er populær – i Polen
Det er en forbrydelse at beskylde den jødiske nation for medansvar for holocaust og formidlere af ”usandheden” risikerer fængsel i op til tre år. Kritikere er rasende, men i Polen er loven populær. Man kan sige, at dette igen er et eksempel på, hvordan politikere kan tage erindringen om fortiden og bruge den som et våben til at skabe politiske resultater i dag.
Den nye lov skal skræmme historikere
En af dem, der sikkert bliver ramt af den nye lovgivning, er forfatteren Anna Bikont. Hun tegner et forfærdeligt billede af forholdet mellem jøder og polakker dengang og nu. Hun konkluderer, at polakker, ansporet af tyskerne i mindst 30 byer dræbte deres jødiske naboer. Hun hævder, at nutidens Polen nægter at se fortiden i øjnene.
Konservative politikere og historikere afviser hendes og Jan Gross bøger. Den nye lov skal skræmme historikere og journalister til at beskæftige sig med polsk historie for eksempel om jøderne.
Det andet formål er indenrigspolitisk. Polens historie er under angreb fra især udenlandske historikere. Den polske regering har med held fokuseret på ”dem mod os”. Loven er som sagt temmelig populær i Polen, men ikke i udlandet.
Israel, USA og Frankrig har protesteret og brugt meget skarpe anklager som ”Holocaust – benægtelse” og ”omskrivning af historien”. Men regeringen i Problem med Jedwabe-historien”, den kommer vi tilbage til.
Dengang var der tre millioner jøder i Polen
Der var i 1930’erne tre millioner jøder i Polen. De udgjorde omkring 10 pct. af befolkningen. Jøderne levede i parallelsamfund med egne skoler, partier og medier. Egentlig var det polske samfund ikke antisemitisk som det tyske. Men myndighederne reb omvendt heler ikke ind over for udskejelserne.
En politirapport beskriver, at en præst var så antijødisk, at hver gang, han var fuld, så skød han efter en jødisk skrædder i nabolaget. Den katolske lokalavis beskrev i 1938, en effektiv boykot af jødiske forretninger i området:
Massemordene i Jedwabne
I 1939 besatte Sovjetunionen det østlige Polen blandt andet ”Jedwabne”. Det blev skæbnesvangert. De polske magthavere betragtede jøder og polakker som lige. De blev ligeværdige og det var et kæmpe chok for polakkerne. Jøderne kunne nu blive lærere, politimænd og de fik de samme rettigheder som andre. Og det forstærkede kun det lokale had. Og dette førte også til en ide om at jøderne samarbejdede med bolsjevikkerne.
22.juni 1941 invaderede tyskerne så Sovjetunionen – herunder det østlige Polen – og i by efter by skete det samme som skete i Jedwabne. Tyskerne ansporede en gruppe mellem 40 og 80 polske mænd til at genne polske kvinder, mænd og børn ud på torvet, ydmyge dem og marchere dem til en lade. De tvang en gammel rabbiner til at gå forrest med en rød fane, og en anden gik med en Lenin-buste, hvorefter gerningsmændene låste jøderne inde i laden og satte ild til den. Mindst 300 jøder brændte ihjel – og yderligere 40 jøder blev dræbt andre steder i byen.
Gerningsmændene bag drabene var de polske beboere i Jedwabne fastslog en uafhængig polsk undersøgelsesdommer i 2002 efter 111 vidneafhøringer og to års efterforskning. Tyskerne havde formelt ansvaret og tillod drabene, men det var polakker, der udførte dem, fastslog dommeren.
Anna Bikont dokumenterer også at lignende tilfælde forekom i mange nordøstlige byer i Polen i hvert fald i 30 byer og sikkert mange flere. Mange beboere sidder i dag fast i fortiden. Enten benægter de, at polakker slog jøder ihjel og hævder, at det var tyskerne. Og ellers hævder de, at jøderne selv var ude om det.
Regeringen: Kendsgerningerne er usikre
Men den polske udenrigsminister mener, at kendsgerningerne omkring Jedwabne er lidt usikre:
De fleste polakker mener i dag, at historien er opspind, og at der ikke er et folkefærd, der har reddet så mange jøder som polakkerne.
Når en regering forbyder, undsiger, ignorerer, eller bortforklarer kritisk historie, risikerer den at komme til at stå inde for den kritikløse historie og sådan er det også blevet opfattet andre steder i verden.
Sådanne bøger er svære at sluge
Jan T. Gross som er historieforsker, er også blevet retsforfulgt. Hans bøger er svær at sluge for polakkerne. Hvad der egentlig skete den gang, er tabu for mange i dag. Gross beskriver klunserne ved Treblinka, der lod sig fotografere ved resterne af jøderne efter, at de havde været i gaskamrene. Polske journalister nægtede at tro på fotoernes ægthed.
Udplyndringerne af jøderne foregik både før og efter gaskamrene af den polske lokalbefolkning. I landdistrikterne var der massemord på jøderne og i byerne var det pengeafpresning mod dem. Gravrøveri var sat i system.
De polske bønder tilsluttede nazisternes udryddelse af jøderne. Den katolske kirke i Polen var bekendt med forholdene. Men de forholdt sig tavse.
Kampen om fortiden spiller en enestående rolle i polsk politik
En renskuret polsk historie bliver et argument for polsk patriotisme sådan som regeringen nu engang definerer patriotisme. Hvis det ikke er noget at skamme sig over i fortiden er det heller ingen grund til bare en smule ydmyghed i nutiden.
Kampen om fortiden spiller en enestående rolle i polsk politik. Somme tider føles det som om polakkerne lever i fortiden.
90 pct. af de polske jøder blev udryddet under anden verdenskrig. I dag er det kun mellem 10.000 og 20.000 tilbage. Engang befandt det største jødiske samfund i Europa sig her.
Den polske regering vil bestemme, hvordan historien skal skrives
Den polske regering forsøger nu at bestemme, hvordan historien skal skrives. Det gør man ved at ignorere eller renvaske antisemitismen, pogromerne og dele af holocaust. Det centrale i den nye polske lov er værd at citere:
Samtidig truer Knesset nu med at vedtage en lov, der skal gøre det til en forbrydelse at nedtone, at også polakker deltog i Holocaust som gerningsmænd.
Polen skal hvidvaskes
Den polske lov betyder, at ikke alene er ulovligt at tale om polske KZ – lejre. Loven betyder også, at det generelt er strafbart at hævde, at polske borgere, embedsmænd eller institutioner var involveret i krigsforbrydelser. Loven vil ramme forskere som forholder sig kritisk til Polens historie under nazismen.
Historien bliver omskrevet for at hvidvaske Polen under Anden Verdenskrig og præsentere landet for omverden som en nation, der udelukkende havde ofre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.499 artikler, heraf er 298 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter):
Februar 11, 2020
Werner Best retfærdiggjorde sig selv
Vi kigger atter engang på Werner Best. Medierne var ellevilde. Scavenius roste Werner Bests erindringer. Duckwitz og Svenningsen er også med. Herskerfilosofi. Flere halve og hele usandheder. Duckwitz benægter. Best var udset til at gennemføre den nazistiske revolution. Det var Best, der var udset til den nazistiske revolution. Det var også ham der oprettede Schalburgkorpset og foranstaltede modterror. Han holder sig dækket ind bag herskerteorier. Han blev kaldt ”Skrivebordsmoderen”. I Danmark blev han benådet til 12 års fængsel. Han blev mentalundersøgt. Gode venner med Jens Møller. De lokale mente, at familien Best holdt overdådige fester. Han var bitter og frustreret over behandlingen i Danmark. Han viste ingen tegn på skyld eller ansvar. Et anklageskrift blev præsenteret for ham i 1989 – skyld i 8.000 menneskers død.
Vi kigger atter engang på Werner Best
Vi har skam tidligere beskæftiget os med Werner Best og hans familie. Og så har vi anmeldt en udmærket bog om Werner Best tidligere. Ja og så mødte vi familien i en af flygtningelejrene.
Da vi arbejdede med vores bog ”Grænsen er overskredet” fandt vi to villaer i Kollund Skov, der var blevet overdraget til familien Best. Her skulle vores hovedperson i bogen, Asmus Jensen angiveligt have arbejdet som gartner. Efter krigen fungerede disse to villaer som base for det engelske efterretningsvæsen.
Vi har nu atter engang kigget på Siegfred Matlok’ s bog: Danmark i Hitlers hånd.
Medierne var ellevilde
Det var i november 1988. De danske medier var ellevilde. Nu kom Werner Bests erindringer fra sin tid i Danmark. Siegfried Matlok, dengang chefredaktør på der Nordschleswiger stod for udgivelsen, redaktion og forord. De store blade forsøgte at overgå hinanden med ting og sager fra bogen.
Men reaktionerne var overvejende negative. Historikere frakendte beretningen større værdi. De fleste anmeldere opfattede det som at renvaske en gammel nazist.
Et år efter kom bogen i en dansk billigudgave. Men da havde røret lagt sig. Ja det var næsten upåagtet, men udgaven bragte byt stof fra Bests brevarkiver.
En blandet landhandel
”Dänemark in Hitlers Hand” – med Best’s manglende situationsfornemmelse “Dänemark in meiner Hand” er en blandet landhandel. Erindringerne fylder ca. en tredjedel. En anden tredjedel er en dokumentsamling. De fleste er aktstykker fra Den parlamentariske Kommission. Tillægget er fjernet i udgaven fra 1988.
Den sidste tredjedel er en række statements fremført af Best i samtaler med Matlok over en ti – årig periode. Men egentlig er det ikke noget nyt i dette. Vi finder også nogle portrætter af nogle nazi – koryfæer udarbejdet i 1949 under Best’ s fængselsophold.
Scavenius roste Werner Bests erindringer
Best’ s beretning har været kendt siden 1970’erne. Dengang forkastede historikerne den som værdiløs. Men bogen er egentlig et fascinerende indblik i selvforståelsen hos den mand som Hitler i november 1942 sendte som statholder til Danmark.
Meget ejendommelig så sendte Werner Best manuskriptet til Scavenius for at få hans kommentarer. Ja de to fortsatte med at sende breve til hinanden til Scavenius død i 1962.
Scavenius roste manuskriptet for at være nøgterne og saglig. Han foreslog enkelte rettelser, som Best tog ad notam. Ja Scavenius skrev også forordet, et forord, der trak paralleller til hans egen forhandlingspolitik under besættelsen. Han fremhævede ”Bests bestræbelser for at modsatte sig Hitlers krav, hvad der var til gavn for vort land”.
Man kan måske undre sig over, at Scavenius accepterede Bests fremstilling, for det var nu ikke alt, der var lige korrekt.
Duckwitz og Svenningsen er også med
Beretningen vandrer videre til Best’ s personlige rådgiver Georg Ferdinand Duckwitz, der sad som vesttysk ambassadør i København. Han nåede også store poster under Willy Brandt. Skønt denne Duckwitz var antinazist, så var han en stor beundrer af Willy Brandt. Han forsvarede ham under krigsprocessen.
Vi kan også henvise til den udmærkede bog af Hans Kirchhoff om denne, selv om nogle af erindringerne nok er blevet konstrueret med det formål at vaske lidt smuds af sig.
Så er det selvfølgelig også udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen, der er med i Best’ s erindring.
Herskerfilosofi
Werner Best’ s beretning er bygget op over hans herskerfilosofi og hans juridiske og bureaukratiske tænkemåde. Vi får hele tiden at vide, at det var en ”fredsbesættelse”, men Best erkender, at tyskerne brød aftalen flere gange.
Den brede befolkning accepterede forholdene. Men det var en lille klikke af ”tenorister”, der ikke gjorde det. Ifølge Best var de styret af englænderne. De brugte dem kynisk i deres hemmelige spil.
Han mente ikke, at den tyske tortur var værre end i andre lande. Han mente også, at dansk politi brugte ”tortur”, da den ”kommunistiske modstandsregering” efter befrielsen kastede sig over sine tidligere fjender. Et simpelt regnestykke vil da også vise at terroren vejede tungest i Frihedsrådets vægtskål end i besættelsesmagtens, når antallet af sabotager og drab på tyske soldater og sympatisører gøres op. Ja sådan så Best på det.
Han mente selv at leve op til 9. april – traktaten og dens garantier for dansk suverænitet. Og så kommer ellers en redegørelse for alt det gode, han gjorde for Danmark.
Han modsatte sig bl.a. Jødeaktionen ved at torpedere den via Duckwitz. I krigens sidste uger gik han ind for en fredelig kapitulation på Nordfronten. Han stoppede generalernes ønske om at slå det sidste slag på dansk jord.
Flere halve og hele usandheder
Men kigger man lidt nærmere på de mange påstande Werner Best kommer med, så indeholder de en række diskutable påstande og endnu flere halve og hele usandheder.
Det er ikke korrekt at 9 – april – ordningen havde traktatmæssig karakter. Dette protesterede Scavenius også imod. Og Fredsbesættelsen fortsatte udover 29. august 1943.
Det moralsk forkastelige i at en stormagt overfalder en småstat og påtrykker den et forbryderisk regime ligger uden for Best’ s problemstilling. Han forholder sig heller aldrig konkret til de mange tyske løftebrud.
Duckwitz benægter
Nu er det nok ubestrideligt at Best forhindrede det, der var værre. Men hans fremstilling af dette forbryder sig med sandheden. Nu er det nok for meget at gå ind på alle eksempler. Han hævder således, at han havde beordret Duckwitz til at lække informationen om jødeforfølgelsen. Men det har Duckwitz selv flere gange dementeret.
Han roste sig af det frie valg i 1943, men valget var stækket og manipuleret.
Og så skulle han have saboteret Hitlers krav om en modterror i forholdet 1 til 5, men et sådant krav er aldrig blevet dokumenteret.
Best var udset til at gennemføre den nazistiske revolution
Best taler om en legal dansk regering. Men Best glemmer at fortælle, at Hitler med ”den endelige ordning” forstod en indlemmelse af Danmark i ”Das Reich”. Og Best var udset til at gennemføre den nazistiske revolution, men med ”legale” midler, som det var sket i Tyskland i 1933.
I Danmark sorterede den rigsfuldbemægtigede under udenrigsminister von Ribbentrop. Men som SS’ er var han i endnu højere grad Himmlers mand – selv om kontakten med rigsføreren forløb mere i det skjulte.
Når Best i 1943 sendte Frits Clausen og hans mænd ud i kulden var det således ikke kun for at tækkes den danske regering men også fordi han fandt de danske nazister for ubrugelige.
Det var Best, der oprettede Schalburgkorpset
I stedet skabte han Schalburg – korpset som en fremtidig SS – bastion for germaniserings – og nazificeringsprocessen i Danmark. En SS – patrulje fik han også hentet hjem fra Polen som husmagt og som modvægt til modstandsbevægelsen og det tyske militær. Den blev første gang sat ind i augustoprøret i 1943.
Best skriver skånsomst, at Himmler i september sendte nyt politi til Danmark – hvor politiet ikke havde eksekutive beføjelser før. Men han undlader at fortælle at det var ham der siden den 29. august bombarderede Berlin med telegrammer om at få Gestapo og kriminalpolitiet herop.
Måske var jødeaktionen ikke et mål i sig selv, men Best’ s middel til at skaffe sig et politiapparat i kampen om magten i Danmark. Jødeaktionen var måske alligevel kommet på et eller andet tidspunkt.
Han dækker sig ind bag herskerteorier
For Best var regimets notoriske forbrydelser et spørgsmål om en håndfuld personers onde genius, den ”rasende profet” Hitler, ”skolemesteren” Himmler, og ”dæmonen” Heydrich.
Han dækker sig ind bag juraen og sine herskerteorier når det gælder den nazistiske imperialisme, således kryber han i skjul bag den professionelle rolle når det gælder forholdet til nazismen som regime.
Han blev kaldt ”Skrivebordsmoderen”
Werner Best blev egentlig kaldt for skrivebordsmorderen. Han troede i den grad på den nazistiske ideologi og var rede til at gå hele vejen. Han var velbegavet, havde politisk tæft til at agere pragmatisk og opportunistisk, hvis han kunne tjene det højeste ideologiske mål med dette.
Fra sin tidligste ungdom var Werner Best højreradikal med udpræget antisemitiske og antidemokratiske synspunkter. Som 20 – årig var han modstandsaktivist og sabotør i det fransk besatte Ruhr-område. I 1930 blev han medlem af det tyske nazistparti NSDAP. Og i slutningen af 1931 blev han medlem af SS.
Bests løbebane inden for SS
Best studerede jura og indleverede i 1927 sin doktorafhandling. I 1929 blev han retsassessor, men has lovende juridiske løbebane blev afbrudt i 1931, da han blev kendt for de såkaldte Boxheimer – dokumenter, som var en udførlig plan for NSDAP’ s magtovertagelsesplaner. Heri indgik også likvideringen af politiske modstandere.
Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var vejen inden for retsvæsnet igen åbnet for Best. Han var således politichef i Hessen. I 1935 fik han en ledende position i Gestapo. Og han sørgede for, at det tyske retsvæsen ikke fik noget at vide om de tidlige KZ – lejre.
I 1935 udformede Best nogle meget restriktive jøde – love. Det var også ham, der formede Gestapos ideologiske grundlag.
Efter den tyske besættelse i Frankrig blev Best en central aktør. Han spillede en central rolle for 350.000 franske jøders fremtid.
I juni 1942 kom han til det tyske udenrigsministerium. Og i november 1942 afløste han Renthe-Fink i Danmark. Hitler ønskede at kursen skulle skærpes i Danmark.
Best ønskede også at maksimere den danske fødevareeksport til Tyskland.
Benådet til 12 års fængsel
Ved befrielsen blev Best interneret og senere dømt for krigsforbrydelser. Han blev dømt til døden men senere ved Højesteret blev dette nedsat til 12 års fængsel. Han afsonede dog kun de seks år. I 1951 blev han benådet og udvist. I Tyskland fik han dog en succesrig karriere som privatpraktiserende advokat, hvor han bl.a. gav juridisk bistand til en række tidligere SS . kollegaer.
Han blev mentalundersøgt
Da han skulle afsone sin straf, blev han mentalundersøgt:
Han hævdede hele tiden, at han ville det bedste for Danmark.
Gode venner med Jens Møller
Allerede efter 5 dage på sin post mødte Werner Best lederen af det tyske Mindretal, Jens Møller. Dette udviklede sig til et varmt venskab mellem de to familier. Ja efter besættelsen bad politimester Brix Mimi Møller om ikke mere at skrive breve til Hilde Best. Men det var hun nu lige glad med. Hun fortsatte med at skrive breve.
Det var da også Werner Best, der gjorde sin indflydelse gældende for at Jens Møller kunne få en dyrlægestilling i Gråsten.
De lokale mente, at familien Best holdt overdådige fester
De lokale kunne berette om overdådige fester hos Familien Best inde i de to villaer i Kollund Østerskov. Problemet var bare, at på det tidspunkt befandt Werner Best sig i fængsel og Hilde Best og hendes børn og barnepige var interneret i Oksbøl – lejren. Herholdt hun sig mest for sig selv og beklagede at hun skulle ydmyges på denne måde. Hun havde også anmeldt tyveri fra villaerne i Kollund.
Men se efter besættelsen opholdt det engelske efterretningsvæsen sig i villaerne. Kan det være dem de lokale forvekslede familien Best og kammeraterne.
Ja Jens Møller gik i Der Nordschleswiger og forsvarede Familien Best.
Den tætte forbindelse til familien Best blev bevaret efter besættelsen, således var en af sønnerne Uwe Møller, der havde overtaget praksissen i Gråsten på besøg hos familien Best i 1976.
Bitter og frustreret over behandlingen i Danmark
I hele hans efterkrigsliv var Werner Best bitter og frustreret over den behandling, som han havde fået i Danmark. Måske havde han med sine erindringer håbet på en form for oprejsning. Han føler selv, at han blev ydmyget og krænket. Og denne bitterhed var ikke kun facade. Nu var han en stor skuespiller, men han var også en stor selvbedrager. Han forstod aldrig, hvorfor han var hadet i Danmark, som han havde reddet fra Hitlers hånd – på bekostning af sin karriere.
En af de få danskere, der forstod Werner Best, var Erik Scavenius – også et menneske som krigen havde spoleret.
Werner Best viste ingen skyld og ansvar
Matlok konfronterede Werner Best med den kritik som hans erindringer havde fået i Danmark. Og svaret er vel typisk for Werner Best’ s fortrængningsmekanisme. Han dækker sig bag ”volkische” principper – uden at ville eller kunne se de katastrofale konsekvenser for nazismens forbrydelser. Han fordømmer godt nok massemordene på jøderne, men han sørger så for at inddrage andre folkemord. Og man finder ingen afstandtagen til nationalsocialismen – ingen skyld og intet ansvar.
Et anklageskrift mod Werner Best
Endelig den 5, juli 1989 udsendte statsadvokaten i Düsseldorf et anklageskrift vedr. mord på 8.723. Men kort tid efter døde Werner Best. Det var i 1990, hvor han var 86 år gammel. Han nåede aldrig i Tyskland at udstå sin straf for sine krigsforbrydelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.498 artikler, heraf 297 artikler fra besættelsestiden (Før/Nu/Efter) herunder:
Februar 11, 2020
Afstemningsfest – Rens – 10. februar 2020
En skøn aften på Rens Efterskole. Og for dem, der ikke ved det. Så ligger byen mellem Tønder og Tinglev lige ved grænsen. Vi fik mad fra dengang, og så spillede Tinglev Brandværneorkester. Dette foredrag blev hold på sønderjysk. Men her er det så gengivet på dansk.
Skøn stemning
Salen var stuvende fuld. Der var musik af brandværnet, og fik mad som dengang i 1920. Jo og der var en skøn stemning. Og ”Den Gamle Redaktør” mødte gamle bekendte og to skønne kollegaer fra tiden i Aabenraa. Dette foredrag blev afholdt på sønderjysk.
At holde foredrag, når man har spist
Hvor er det dejligt at se så mange mennesker her i aften. Og hvor er det længe siden, at jeg sidst har været her. Gad vide, om jeg kan genkende nogle af jer. Hvorfor skal jeg som københavner stå her i aften? Ja det stod jo i indbydelsen, at jeg fra København. Og hvordan har en københavner forstand på det her?
Nu var det jo med lidt blandede følelser, at jeg sagde ja til det her. Men Ruth mente, at det var fredelige mennesker i Rens og omegn. Men også det, at skulle spise lige inden, man skulle op og sige en masse kloge ting. Det prøvede jeg en gang i Æ synnejysk Ambassade i København efter at have indtaget 4 stk. af Asger Rehers ”Brøtort”, inden jeg skulle holde et to timers foredrag om ”Sønderjysk Kaffebord” Det er ham, der viser røv i Ørkenens Sønner.
Måske en ”Fætter Modsat”
Jeg har også her gjort mine erfaringer om det dansk/tyske forhold og endda skrevet en halv bog om temaet. Men bare rolig. I første omgang kommer vi ikke ind på dette. Min gode ven Kurt har bestemt frarådet dette, når det drejer sig om en festtale.
Måske kan man godt kalde mig Fætter Modsat. Jeg blander mig i alt. Fra Tønder gik det til Aabenraa, derefter Padborg og så til Nørrebro. Jeg har skrevet ca. 6.000 artikler om samfundsforhold og historier og ofte efter devisen Fætter Modsat. Det er dog ikke bevidst, at alt lige skal være Fætter Modsat.
Det har givet en del sammenstød. Så har jeg optrådt i TV, Radio, skrevet tre bøger, været og er bestyrelsesmedlem i en masse foreninger. Og som det sidste er jeg smidt ud af Facebook. Men jeg har en hjemmeside www.dengang.dk . Her er næsten 1.500 artikler. Og ca. 130 artikler har forbindelser til det, jeg vil snakke om i dag.
Klar og enkelt formulering
Vores kloge statsminister Neergaard sagde jo noget så klar dengang i juli 1920 i Dybbøl:
Men de ord, er det mange, der ikke har fattet.
Det at fortælle historie
Det med historiefortælling er jo lige sin sag. Og det er det jo også med, Grænsedragning, indlemmelse eller Genforening.
Politikere, kunstnere og historikere har udlagt centrale begivenheder grundlæggende forskellig. Det skyldes, at man ser dem gennem forskellige ideologiske billeder. Historien giver på forunderligvis alle ret. Fortællinger er præget af den enkeltes ståsted og pragmatiske brug af historier i nutiden.
Vores forståelse af forhistorien er imidlertid ikke kun formet af politikere og forskere men i stigende grad af medier. Historie er også præget af historikernes ståsted og præget af tolkninger.
En kompliceret historie
Den såkaldte ”Genforening” byder også på stor forskel mellem den danske og tyske, samt mellem den sønderjyske og københavnske tolkning. Ja og så kan man også sige i den forbindelse:
Sønderjyllands historie er kompliceret. Men alt for mange har sprunget over hver gærdet er lavest. Man er kommet med små nødløgne og usandheder hist og her og så håbet, at det så går igennem.
Hvad er problemet?
Arveforhold satte grå hår i hovedet på europæiske diplomater. Men se dette kan illustreres af en lille historie fra 1848. Det er over i England, hvor dronning Victoria spørger:
Lord Palmerstone havde svaret, at der var kun tre mand, der forstod problematikken:
Håndgemæng i Tønder
Tænk engang i dag er det et år siden, at folk gik hen og stemte. Det var stormvejr og det sneede. I Tønder startede det med sangkrig. Og det udviklede sig til håndgemæng. Grev Schack blev kaldt til. Han måtte appellere til besindighed.
Wo sind die dummen Dänen?
Et år inden havde Landrath Rogge var det lidt irriterende. Han kendte ingen dansksindede. Og han stillede ofte spørgsmålet:
Og de dansksindede i Tønder, blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:
Det blev til tysk flertal i Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa, Sønderborg og mange andre steder. Men det blev til dansk flertal.
De vil tage æren for det i København
Vi vil helst kalde det for Genforening? Men er det nu også det? Er ordet grænsedragning ikke bedre?
I København, hvor jeg nu bor, vil man helst tage en masse af æren for det, der skete dengang. Men kan de nu det? Den danske regering havde i den grad berøringsangst. Sønderjyderne og den amerikanske præsident redede den danske regering.
Og hvordan kan sønderjyske byrådspolitikere forlange at hjemmetyskere skal tvinges til at anerkende ordet ”Genforening”
Er det ikke kommet lidt for meget glansbillede og selvforherligelse over alt dette her?
Var næsten udnævnt til landsforræder
Tænk engang, hvis vi nu havde sagt ja til Bismarck dengang i 1864 ved fredskonferencen i London, så havde vi fået Flensborg. Men du kunne måske godt være at Rens og Tønder var endt i Tyskland.
Og så var det jo også lige en konge, der flirtede med Det Tyske Forbund. Var han landsforræder eller havde han indset at Danmark i den grad var skrumpet ind.
H.P. Hanssen kæmpede fra 1880’erne. Han var vedholdende, og de københavnske politikere kunne ikke lide ham. De synes, at han i den grad var irriterende. Han var realist og så jo, at der kun var ca. 25 – 28 pct. danskere tilbage i Flensborg. Men pludselig blev han jo nærmest gjort til en forræder og måtte ikke tale i Dybbøl.
En ordentlig en i Højer
Modsætningsforholdene var til stede. I Højer havde en hjemmetysker været på kro og fået en ordentlig ”Hårbyttel”. Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:
De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lød svaret fra rendestenen:
Gud havde forladt ham
En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I Hans bibel skrev han:
Anton Tysker
Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev justeret nogle steder blev det for meget for Adolf Ewertsen. Han ville absolut ikke skifte nationalitet. Han blev også kaldt Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet, boede han i Lydersholm.
Da området blev dansk, pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje hus. Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård. Og familien betalte i danske kroner og ører.
Ikke meget tiltro til danskerne
I Tønder var der både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark.
Vi gjorde det sammen
Og jo det var Jomfru Fanny fra Aabenraa, der havde forudset, at kongen skulle ride over grænsen på en hvid hest. Og det er jo mange myter om både hesten og Jomfru Fanny. Hun skulle have været en kongedatter. Men historikere har siddet med en kugleramme og regnet ud, at det hvis ikke kan passe. En god vandrehistorie er dermed forsvundet.
En kilometer før grænsen steg kongen op på en hest ved navn Malge Tout, som oversat er det samme som ”Trods alt”. Det var en hvid hest, nej var ikke en Albino, sådan noget findes ikke i hesteverdenen. Man havde ikke brugt kalk, måske noget pibeler. De kongelige stalde havde ingen hvide heste på det tidspunkt. Man havde lånt den fra Visborggård.
I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at udstoppe den, men det ville koste den fyrstelige sum af dengang 12.000 kr. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Og kongen havde været oppe at tale med den:
Ja sådan sagde han til den. Det var hvis heller ikke den hest, der smed ham af. Under hans tur i Sønderjylland var han mærket af et styrt. Man kunne tydelig se ham halte.
Den tyske præst i Højer
Den lille pige, der sad oppe hos kongen, var ikke særlig glad for det. Hun fældede så mangen en tåre. Det var den senere tyske præst, Pastor Braren i Højers plejedatter, Johanne. Denne præst havde det sandelig ikke let, da der kom en dansk præst til Højer.
Pastor Rolfs var ham som Braren efterfulgte. Han havde været meget populær. Men det var Braren vel også, og han mente, at han var både dansk og tysk præst. Men da den danske præst så kom, så ville menigheden, der også havde tysk flertal sandelig ikke hjælpe den danske præst med en bolig. Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik købe en bolig til ham.
Kongen mente ellers, at Johanne var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og ved hendes konfirmation fik hun et kongeligt halsbånd.
Kongen kom da også til Burkal
Selvfølgelig kom kongen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten blev der rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig var de to lærere og børnene styrtet til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han gik frem og tilbage.
Over på den anden side bag hækken havde de tysksindede taget plads. De ville da også lige have et glimt af kongen. Men de ville dog ikke helt vise sig frem.
En bil dukkede op, alle børn tog plads. Men ak. Det var skolekonsulenten. Endnu en bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo senere på dagen tage imod på Schackenborg.
Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk. Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.
Først i oktober 1920 blev et skilt fjernet, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen og Lorentzen. For udefrakommende var dette en overraskelse.
Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle dengang en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduerne på en måde, så glasset faldt ud af rammen:
En søndag I november 1920 blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. Pastor Schwartz talte igen på dansk. Og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland, talte tysk.
Kongen havde lange ører
Da kongefamilien kom til Tønder lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Man flagrede med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde nu intet imod det.
To hjemmetyske piger stod og snakkede på Torvet:
Pludselig vender kongen sig smilende om til de to piger:
Vi kommer igen om fem år
Den 14. juni 1920 kørte det første danske tog fra Tønder til Bramming. To dag efter rejste det tyske personale og 10 lokomotiver med afrejse fra Marchbahnhof og nu Tønder H. Man lod alle piber dampfløjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hægt store plakater med teksten:
Den tyske stationsforstander overlod kassen til sin danske kollega. Den var tom. Et glas portvin blev der drukket. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig tilbage. Næsten alt på stationen manglede, det så noget ramponeret ud.
Et par dage efter blev de røde postkasser overmalet af tysksindede i byen.
De tysksindede ville udvandre
Det første valg efter ”Foreningen” gav de dansksindede tre ud af atten stemmer i Byrådet. Disse tre nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til at rejse sig i vrede. På tysk forkyndte han:
Det var lidt af en kattepine for Højer, at få besøg af kongen. Byrådet skulle i mindste detalje godkende hele talen som borgmester Johansen hold på tysk.
Laust på en kongelig køretur
Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer skulle han til Skærbæk. Men han gjorde lige holdt i en lille landsby, hvor en af de gamle bønder, Laust stod og ventede. Han fik lige hilst på kongen:
Ja så sørgede kongen for, at Laust fik plads i en af de kongelige følgebiler. Og det glemte Laust aldrig, at han havde været på en kongelig køretur.
Det er noget galt
Det der bliver fejret kan ikke kaldes genforening. Det er snarere en grænserevision. Men for mange dansksindede kan det måske tales om en mental og kulturel Genforening. Men når dagblade påstår, at man bare kan kaste jura væk og kalde det for Genforening, så er det noget galt. Andre gør så opmærksom på, at der nogle år før indførte Danmark en Helstat, og at Slesvig Holsten var en del af dette. I århundrede var området underlagt det danske kongerige. Derfor kan man kalde det for Genforening.
Det er statsretslig helt forkert og husk lige Ribe brevet fra 1460.
Ribe – brevet
Godt nok talte man om begrebet ”evig udelt” Men det var de holstenske grever, der satte dagsordenen. Kongen fik at vide, at han skulle regere kongeriget, Holsten og Slesvig for sig selv. Og hvor meget magt havde han egentlig. Det var tre forskellige slags jura. Det lykkedes aldrig at få en grundlov til at dække alle områder.
Og de holstenske grever købte jorder overalt. De gjorde ikke meget selv for at holde området ”evig udelt”. Og en anden ting er også, at Ribe – aftalen jo egentlig kun var en håndfæstning, der gjaldt så længe kongen levede. Det har historikere i hvert fald påpeget.
Man kan vel godt forstå Slesvig – Holstenerne, at de tager sådan et brev frem og bruger i deres frigørelsesproces. De ville jo også gerne frigøres 100 pct. fra en enevældig dansk konge.
Ikke alle har fundet ud af det
Det er nok det man kalder ”Historieløshed”. Og tolkningen er ikke problemfri. Hvad var det lige statsminister Niels Neergaard sagde 11. juli 1920 i Dybbøl:
Som historiker viste Neergaard også, at før afståelsen til Preussen og Østrig i 1864 efter nederlaget i 1864 ikke var en del af kongeriget Danmark, men indgik i et selvstændigt hertugdømme, Slesvig med en kompliceret historie mellem dansk og tysk.
Om ikke i tusind år, så dog siden 1232. Men se det har københavnere og journalister glemt. Men Neergaards tale er bevidst blevet undladt.
Journalister og andre har også glemt, at det ikke var gamle feudale ting, der blev genoptaget. Vi skal da heller ikke glemme, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang tid sammen med danske konger som lensherrer, men stadig så tilhørte disse landområder jo ikke den danske stat og det gjorde det heller ikke, fordi at man kaldte det helstat.
Det var i dag for 100 år siden
Læg mærke til, hvad Neergaard også sagde. Et stort flertal af vælgere stemte Nordslesvig/Sønderjylland til Danmark. Og det er i dag for 100 år siden. Det ar en dag med masser af sne og blæst i luften. Det var en dag, hvor der var ballade i Tønder. Tysk – og dansksindede var ved at komme op at slås. Til sidst måtte Grev Schack henstille til at folk beherskede sig.
Tyskerne mente, at det var udemokratisk
Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere har traditionelt set grænsedragningen i 1920 som Nordslesvigs afståelse (abtrennung). Ved at bruge vendingen ”afståelse” har man sproglig set karakteriseret grænsedragningen i 1920 som en påtvungen begivenhed. I de første årtier efter 1920 afviste man den dansk – tyske grænse som en del af ”Fredsdiktatet” fra Versailles. Dette skyldtes vel også, at de anså, at afstemningsmetoderne var udemokratiske. Fremgangsmåden mellem 1. og 2. stemmeområde var også forskellig.
Det tyske mindretal mente at afstemningsformen var forkert og resultatet blev derefter. Da grænsen ikke kunne ændres af demokratisk vej, syntes Det tyske mindretal at de blev et let bytte af en udemokratisk påvirkning.
Fra dansk side, var man skuffet over, at tyskerne ikke ville anerkende grænsen før 1945. men man gad ikke rigtig at sætte sig ind i, hvorfor.
Tyskerne ville have Tønder igen
H.P. Hanssen havde i grunden garderet sig. Han sagde:
– at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydelig at det kunne true Danmark.
Dette førte også til at man fra Berlin krævede at få Tønder tilbage til Tyskland. Den klare anerkendelse af grænsen kom først efter 1945.
Ja se det var jo allerede i 1891, at det blev bestemt, at Tønder selv om det var tysk, skulle blive i Danmark. Allerede dengang havde H.V. Clausen udtænkt sig den såkaldte Clausen – linje. Og hvorfor skulle denne linje lige se sådan ud. Ja Clausen mente, at
Syd for grænsen – i Flensborg – følte man sig efterladt og udleveret til tysk styre, da de danske agiterer og tilrejsende vælgere forlod byen.
Det blev til to udkantsområder
En velstående og sammenhængende region blev pludselig reduceret til to periferier i hver deres nationalstat. Sønderjylland og Sydslesvig gled længere og længere fra hinanden. Endnu i 1840’erne var det jo et blandingssamfund af tyskere og danskere – ja da kunne man endnu kalde sig slesvigere. Dengang sigtede erhvervslivet mod syd.
Hvor hørte Nordslesvig i grunden hen indtil da – sprogligt, statsretslig og sindelagsmæssigt? Man havde en slesvigsk identitet., som hverken hørte til det ene eller anden sted. Nu skulle man så pludselig til at tænke over om man følte sig dansk eller tysk. Slesvigske mellemtoner var pludselig forbudt. Som mange har påstået, så følte et flertal sig dansk. Nej det gjorde man ikke på det tidspunkt.
Der var andre grænser
Der var også andre grænser. Kirkelige, retslige og sproglige grænser. Dengang talte slesvigerne højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisik.
De identitetsmæssige grænser gik midt igennem landsbyen. Det handlede om traditioner og indivisuelle valg.
Hver deres mindretal arbejdede på at flytte grænsen enten længere mod syd eller længere mod nord. Ja sådan var det først langt senere
Slesvigs indbyggere følte sig endnu i begyndelsen af 1840’erne overvejende som slesvigere. De levede fredeligt sammen, hvad enten man talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk.
Var det Slesvig – Holstenernes egen skyld?
Måske var det den Slesvig – Holstenske bevægelses egen skyld, der tvang slesvigerne til at bekende kulør – Er du dansk eller tysk? Man glemte eller Slesvigere? Bevægelsen førte en meget aggressiv kampagne. Og oprøret i Rendsborg blev i de danske historiebøger markeret som landsforræderi.
De nationale fortællingers helte – foregangsmændene for de to bevægelser – bliver her til skurke, til demagoger, som påtvang slesvigerne deres nationaldrøm og fjendebilleder.
Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig
Efterhånden stod det klart at tyskerne ville tabe Første Verdenskrig. Danskerne kunne vel ikke gøre så meget. Hvis man henvendte sig til den tyske regering inden kapitulationen ville det være et brud på den danske neutralitet. Fra England fik man at vide, at man her ville opfatte en grænseaftale som dansk støtte til Tyskland. Men nu var det også andre årsager til at den danske regering forholdt sig i ro og foragtede de oprørske dansksindede i Nordslesvig. Man ville ikke genere den tyske nabo.
Scavenius var ikke meget for, at de allierede skulle blande sig i grænsespørgsmålet. Det måtte Danmark selv klare, men udspillet skulle komme fra tysk side.
Englænderne skulle aflevere nogle kolonier
Han var vores udenrigsminister fra 1913 – 1920. Allerede i sommeren 1913 var der et problem. Mange dampere fra Danmark blev nægtet landingstilladelse i Sønderborg. Men Scavenius gjorde ikke noget ved det. Man skulle ikke genere den store nabo.
I 1914 manede han de dansksindede nordslesvigere til ikke at fejre 50 året for 1864 så højt. Det skete samtidig med at de tysksindede nede i Sydslesvig skreg:
Den 10. februar kom Scavenius så med et meget overraskende forslag, at der skulle laves en overenskomst mellem England og Tyskland, at vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne så afleverede nogle af de kolonier som de havde taget af tyskerne. Historien melder ikke rigtig noget om, hvad englænderne syntes om dette.
Hvem var den ”røvede” part?
Det står ikke i de danske historiebøger, at tyskerne allerede første gang henvendte sig i 1915 om ”Slesvig – spørgsmålet”. Dengang mente tyskerne, at Als ikke kunne komme til Danmark, for man havde brug for en flådestation i Sønderborg.
Det står heller ikke i historiebøgerne, at man fra dansk side nogle år senere tilbød Årø til tyskerne, og man fra dansk side mente, at man sagtens mente, at tyskerne kunne opbygge en flådestation her. Gad vide, hvad englænderne sagde til dette forslag.
Væn jer til at være Germanere!
Det står heller ikke i de danske historiebøger, at den danske gesandt i Berlin, Grev Moltke i en række artikler havde mente, at beboerne i Nordslesvig burde vænne sig til at blive germanere. Det var så sent som i 1919.
Fortæller historiebøgerne det rigtige?
Bliver vi ved historiebøgerne, så fortæller de tyske historiebøger, at inden Slesvig – Holsten har tilhørt det tyske rige siden Karl den Store ind til Konrad den Anden i 1015 forærede danskerkongen hertugdømmet.
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen lå lidt nordligere ved Dannevirke.
Hvad nu med Socialdemokraterne?
Ja selv Stauning kunne fortælle sine tyske kollegaer, at de ikke bakkede de dansksindede oprører op i Sønderjylland. I 1926 fortalte har i Husum, at Socialdemokratiet altid havde bakket de dansksindede op i deres krav. Og Stauning sagde også den 9. juni 1917 i et en tysk avis, at Amerikas krig var kapitalisternes krig, og deres indtog ville forsinke freden. Det var måske heller ikke den mest heldige kommentar.
Ja og den 18. oktober 1918 sendte han et yderst hemmelig brev til Friederich Ebert med overskriften ”Lieber Genosse” Officielt eksisterer dette brev ikke.
H.P. Hanssen og de københavnske politikere
Slagordet var selvbestemmelsesret. H.P. Hanssen mente at § 5 stadig var gældende og holdt på dette hele vejen. Men det var nok ikke noget juridisk belæg for dette, men dog moralsk belæg. Denne § 5 stammede fra Prager – freden i 1866.
Det varede lige lovlig længe inden den danske regering støttede dette. Men det gjorde den amerikanske præsident Wilson i hans 14 fredsforslag til Versailles – freden. H.P, Hanssen stod også fast på dette, da han talte i den tyske Rigsdag.
H.P. Hanssen havde det nu heller ikke let med de københavnske politikere. Kemien mellem ham og Zahle var ikke særlig god. Og kongen kunne nu heller ikke lide ham. Men det skyldte jo nok at deres syn på Flensborg var ganske forskellig.
Gang på gang efterlyste han initiativ fra de københavnske politikere omkring Nordslesvig. Og de svarede ham i begyndelse, at de ikke ville forhandle med tyskerne, og at tyskerne sikkert ville tage sig dyrt betalt.
Men i Versailles var der bestemt ikke dansk enighed. Vi havde Flensborg – bevægelsen, der ville have Flensborg med selv om der kun var ca. 25 pct. danskere der i 1920. i 1864 og 1867 så det helt anderledes ud. Men efterhånden så fortrød Venstre og Konservative også deres støtte til Aabenraa – folkene og H.P. Hanssen.
Hvad er ”Historisk ret”?
Ja så var der også Ejder – bevægelsen, der mente, at Danmark havde historisk ret til det områder, selv om der nu var et overvejende tysk flertal i området. Og tænk engang i dag er der stadig folketingsmedlemmer, der mener, at Danmark skal gøre krav på dette område.
Nationalister mobiliserede en ”en historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal. Den nationalistiske galskab er i grundet meget godt fremstillet i Herman Bang’ s pragtfulde roman, Tine.
Myterne trives endnu
Myterne bruges flittig endnu i dag til at fordreje kendsgerningerne. Skolebørn og københavnere har fået at vide, at de andre syd fra både i 1848 og 1864 forsøgte at røve Slesvig fra Danmark.
Men begge krige startede faktisk med at ”Kongeriget Danmark” forsøgte at ”indlemme eller røve Slesvig uden at via en fredelig folkeafstemning, at spørge, om de synes om dette.
Ja det er faktisk ikke mange der ved det, men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat før 1864. Det skulle så have været med en svensk konge. Selv om vi vandt den første Slesvigske Krig, var det barske fredsbetingelser. Vi kunne ikke engang selv bestemme, hvilken konge vi ville have.
Og hvor stort et beløb fik Augustenborgerne i grunden for at holde deres mund. De mente nemlig, at de havde krav på kongetronen?
Slesvig Holsten blev til noget for sig selv
Hverken den traditionelle tyske eller danske del af historien er sand. Begge versioner er unuancerede og ensidige.
I 1232 var Valdemar Sejr stærkt optaget af, hvad der skulle ske med Danmark. Men det kneb med at fastholde vores landsdel. Abels familie holdt sammen om Sønderjylland, ja det hed det dengang, landet mellem Kongeåen og Ejderen. Området blev mere og mere selvstændig.
Slesvig – Holsten blev til noget for sig selv- Dette skyldtes konger og hertugers politi – eller mangel på samme. Tysk sprog og kultur voksede frem også efter 1460. ja egentlig hører vi allerede om et hertugdømme fra Ejderen til Kongeåen allerede i 1170, men i 1232 var det i hvert fald ikke mere dansk.
I 1336 betegnede hertugen over for paven, at hertugdømmet var et selvstændigt område.
Dansk blev opfattet som ”Bondsk”
Både fra dansk og tysk side har man brugt sproget for at få magt. I 1850 gik det op for den danske konge, at der nok var mange tysksprogede i Sydslesvig. Nu skulle de tvinges til at tale dansk. Man indførte det såkaldte ”Sprogskript”
I hele 1700 – tallet talte den danske adelsmand og alle dem, der gerne ville være fine:
Tysk var i lange tider et vindersprog hos myndighederne og på hoffet. Dansk blev opfattet som bondsk. Og dette gentog sig på en måde i 1888, hvor tysk blev indført som administrations – og retssprog i hele Slesvig. Dansk blev forbudt.
Jeg kommer til at tænke på de tapre bønder ude i Emmerske. De påstod, at de ikke kunne forstå tysk. Så ville man have, at de skulle møde til dansk gudstjeneste meget tidlig om morgenen. Man truede med at hente dem med militærmagt. Men de vandt. De fik et bedehus med Brorson som præst.
Store omkostninger for Nordslesvigerne
De fleste københavnere tror, at Nordslesvig var dansk før 1864. De er ikke klar over, at 30.000 nordslesvigere gik i krig for kejseren og tyskerne.
Det blev dyrt
Efter 1920 var der for første gang overensstemmelse med den danske stat og det danske folk. Det moderne demokrati kunne starte op. Men det gik nu ikke så hurtig som historiebøgerne beskriver.
Det kostede den danske stat 300 mio. kr. i 1920 – priser, at bygge Nordslesvig op. Nordslesvig havde en hel nedslidt infrastruktur. Den danske stat måtte optage et ”Genforeningslån” på 145 mio. kr. Man besluttede også at anvende overskuddet af salget af De Vestindiske Øer til at finanserne en del af projektet.
Det var jo bestemt ikke fryd og gammen det hele, vi fik sindelagskontrol og splittede familier. Det mærkede begge mindretal.
Tilskud til mindretallene
Efter 1920 indså tyskerne, at man ikke kunne konkurrere økonomisk, men det kunne man så til gengæld kulturel. Så begyndte man at give støtte til de tysksindede nord for grænsen. Ja og det samme syd på. Der bliver aldrig sat spørgsmålstegn ved tilskuddene til de dansksindede syd for grænsen.
Den såkaldte ”Genforening” var måske ikke helt så smertefri som den bliver gengivet overalt. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var med oprørssangen ”Schleswig Holstein mehr umschlungen og Oprørsfanen i spidsen. Men også med smædesangen:
Folketingsmedlem Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen gennem byen og ud til det gamle stadion ude på Dragonvej. Men i spidsen gik danske soldater og forsøgte at overdøve tyskerne med danske nationalsange. Militæret blev efterfølgende svinet til i de tyske medier.
Man ville have grænsen mod nord
Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han heller havde set grænsen flyttet længere nord på, for nu ville Sydslesvig blive besat af danskere ned til Ejderen.
Rigsindenrigsminister Karl Jerres havde på en messe i Kiel i 1924 omtalt, at Nordslesvig blev røvet fra Slesvig Holsten og han forkyndte at:
Forsvinder Sønderjylland igen?
Dengang hed det ”De Sønderjyske Landsdele, og så kom det på et tidspunkt til at Sønderjyllands Amt, men heller ikke i dag må vi sige Sønderjylland. Det hedder Region Sydjylland. Ja under prøjser – styret blev man straffet, hvis man sagde Sønderjylland.
Og det minder mig så igen om Tønder Kommuneskole, hvor vi fik at vide af viceskoleinspektør, der også var en ivrig lokalhistoriker, Werner Christiansen også kaldet Webbers, at vi ikke måtte tale sønderjysk i timerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 6, 2020
Nørrebros Identitet
Foredrag afholdt den 6. marts i DR Seniorklub. Vi skal kigge på Nørrebros historie, og vi kigger på al den ballade, der har været her gennem tiderne. Så kigger vi også på, hvorfor butikkerne forsvinder. Der har altid været banditter på Nørrebro. Å se bare her. Du skal læse om Serridslev, Blågården, Borgervæbningen, Socialister, Begravede svenskere, Stavefejl på gravstene, skindød, kirkerne, Loch – Ness uhyre, Ladegårdsåen, Heegaard, Planløst byggeri, Panserbasser, barnemorder, et lig, Rabarberlandet, Chokoladevogne, Gendarmer, Lersø – bøllerne, Fælled – bisserne, Prinserne, Syndikalister, Spritprøve, Hypnose-moderen, Bomben i Søllerødgade, livvagt, Panserværnsraket, amerikansk actionfilm, Lokalbetjent, Indkøbsforening, trusler.
Skt. Joseph hospital
Vi startede med at fortælle om Skt. Joseph Hospital, hvor arrangementet blev afholdt, ja det var en kanonstemning og fadøl til ”Den Gamle Redaktør” Ja og så vil de gerne se ”Den Gamle Redaktør igen ved en senere lejlighed. Skulle du få lyst til at læse om stedet så se her www.dengang.dk/artikler/2199
Der har altid været banditter på Nørrebro
Der har altid været ”banditter” på Nørrebro i en eller anden afskygning. Ja hvis man skal tro medierne, så består bydelen næsten kun af disse. Medierne har været med til at skabe Nørrebros identitet. I Nørrebro Handelsforening lærte vi alle journalister på deres PC’ er har en såkaldt Nørrebro – knap. Den knap omfatter også Nordvest. Det kalder man så bare for Ydre Nørrebro. Og med så mange år i Nørrebro Handelsforening. Hvor man har forsøgt at forsvare detailhandlens interesser, så har man sandelig oplevet lidt af hvert. Men nu må vi jo se, hvor meget vi kan nå på en time.
En by ved navn Serridslev
Ja det første man høre er landsbyen Serridslev. Det var i 1370 en landsby med 18 gårde, og det dækkede et kæmpe område, der dækkede næsten hele Østerbro og Nørrebro – området. Ja faktisk bliver landsbyen nævnt allerede i 1170.
Vi ved at herude stod soldater og belejrede København. De kunne ikke få løn, jamen så lavede man da bare selv mønter herude.
I området var der store fælleder som Bormestervangen, Rådmandsvangen m.m. De blev givet til embedsmænd i kommunen som en slags løn.
Man lærte at klare sig selv
Tidlig lærte Nørrebro at klare sig selv. Således foregik der drabelige dueller med kårde ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistighederne på denne måde. Således udsendte politimester Ernst en forordning, hvori han hævdede, at der ved Gamle Ravnsborg lå folk i en lergrøft efter at man havde ordnet tvistigheder.
Zar Peter var ikke velkommen på Blågården
I 1616 – 17 blev Stadens Teglgård oprettet her. Og så byggede Christoffer Gabel en lystgård med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå, kaldtes det i folkemunde for Blågården. I 1704 købte Frederik den Tredjes bror Prins Carl stedet. En ny hovedbygning blev etableret og haven blev nærmest en park. Prinsen havde 47 mennesker til at opvarte sig. Og prinsessen, prinsens søster kunne nøjes med 23 mennesker.
Zar Peter fik sandelig ikke lov til at bo her, da han ankom til København med sine tropper. Sammen skulle de angribe Skåne. Sådan et uciviliseret menneske kunne ikke bo her.
I mellemtiden havde Knud Jacobsen Lyhne så overtaget stedet. Han fik så et godt tilbud af Grev Holck. Men han var stråmand for Christian den Syvende. Denne var ofte sammen med Støvlet Cathrine. Og de lavede ballade inde i byen. Man ville godt have dem lidt af vejen.
Men ak. Støvlet – Cathrine og hendes slæng ramponerede alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler, vægge. Bare kongen betalte. Men det blev for meget. Støvlet – Cathrine blev sendt syd på til Altona i januar 1768. Og Lyhne måtte tage et ramponeret Blågård tilbage.
Til kongen blev det nu bygget en jagthytte ude i Utterslev, hvor han fortsat kunne fornøje sig med andre.
Disciplene sang falsk
Her på Blågården blev der indrettet det kongelige ”Skolelærerseminarium”. Biskop Balle mente dog, at disciplene havde sunget falsk under indvielsen. Det hedder sig officielt at det var englændernes ødelæggelse af Blågården, der var skyld i, at seminariet flyttede til Jonstrup. Men præsterne mente nu, at semaristerne havde en dårlig vandel på Blågården. Den dårlige tone skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente de vise mænd.
Nej til afdeling af Skt. Hans Hospital
Men uha uha, man vil anlægge en afdeling af Skt. Hans Hospital på Blågården. Men man kunne da ikke have folk med veneriske sygdomme liggende her:
Der har altid været banditter på Nørrebro. I 1635 – 1640 var der ballade herude. Man talte om skøger, røvere og banditter, der boede i barakker.
Den stærke mand optrådte i kirketiden
Og i 1722 optrådte ”Den stærke mand” Han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser. Han kunne løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pd. Vægt med den ene hånd, og drikke et glas med den anden. Pludselig var han væk. Han efterlod ubetalte veksler og knuste pigehjerter.
Borgervæbningens øvelser
På Fælleden søgte man hen til søndagsudflugt. Men her holdt Borgervæbningen også sine øvelser. Og det foregik ikke altid i ædruelig tilstand. Familien mødte op med madpakke og brændevin. Det var ikke unormalt af soldaten skubbede barnevognen og sønnike bar geværet. Men rygterne siger, at så mangen en ikke ædruelig soldat er faldet i den store grav langs Blegdamsvejen.
De farlige socialister
Det var jo på Nørrebro, at Brix, Pio og Gjerleff startede. Fra Ryesgade startede Pio bladet, Socialisten. Men det brød politimester Crone sig ikke om. Grundloven gjaldt ikke for Socialister. De skulle knækkes. Det lykkedes da også med virksomheder at sende disse tre socialister ud af landet.
Det var i 1874 ude på Fælleden, at arbejderne havde forsamlet sig. 74 husarer og 23 betjente kom til skade under optøjerne. Dette bekymrede man sig meget om. Men hvor mange arbejdere, der kom til skade, var man ligeglad med. Justitsminister Krieger havde beordret militær være beredt på Kastellet med skarpladte våben.
Et godt reklamenummer
Vi skal ikke glemme, at der å Fælledvej er opsat en mindetavle på en husmur:
Under denne ejendom hviler resterne af svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Men det skal man nok ikke tage helt alvorlig. Man fandt godt nok nogle skeletter, da man gravede ud til udvidelse. Og så fandt man på det med svenskerne. Det blev brugt som et reklamenummer til en 60 – års fødselsdag og til reklame for et madras – firma.
Medierne slugte det råt. Den svenske ambassadør dukkede op. Men uheldigvis kom de efterhånden fulde musikere til at spille den norske nationalmelodi frem for den svenske.
Stavefejl på gravstenene
Tænk hvor mange intelligente, der ligger på Assistens Kirkegård. Det var en adelsmand fra Augustenborg Slot, der startede som den første af de mere velhavende. Nu skulle alle rige pludselig begraves her. Det blev et tilløbsstykke. Op til 100 kareter fulgte et optog. Man overvejede at indrette tribune og forlange entre. Filosoffen og lægen Tode mente ikke, at rødhårede skulle have adgang her på kirkegården.
Samfundet var inddelt i ni forskellige slags kategorier med hensyn til hvilken begravelse man kunne tilkomme. Men efterhånden virkede meget planløst på kirkegården. Man måtte vade over andre gravstene, og så var det stavefejl på gravstene. H.C. Andersen skrev om madpakkesjov på kirkegården. Her mødtes de hjemløse om natten og holdt store fester.
Jeg er kun skindød
Og når vi nu taler om H.C. Andersen, så var han bange for at dø som skindød. Han havde altid en seddel med, når han var ude at rejse. På den stod: ”Jeg er kun Skindød. Og på kirkegården havde man etableret et system med en snor om storetåen og en klokke, hvis såfremt i fald.
Her blev Gertrud Bodenhof også begravet. Hendes bror mente, at hun havde røde kinder, da hun blev begravet. Om natten kom nogle gravrøvere og stjal hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig op i kisten og råbte:
Hun lovede dem guld og grønne skove og en rejse til Amerika, hvis de ville befri hende. De tog en spade og dræbte hende rigtig. Og det er ganske vist. Den ene af gravrøverne betroede sig til biskop Münster, da han lå for døden på Frederiks Hospital.
Sagen blev undersøgt engang i 1950’erne. Og man kan hverken bevise eller afvise påstanden.
Der var gang i kirkerne på Nørrebro
Der var gang i den i Skt. Johannes Kirken, den første kirke på Nørrebro. Hver søndag, når Pastor Frimodt prædikerede stod et gendarmkorps parat til at bære alle de besvimede ud af kirken. Pastoren talte i det, der hed tungetale.
Jo denne pastor var med til at etablere Stefans Kirken. Her lå inden kirken et værtshus. Men se dengang var det sådan, at arbejderne om søndagen kunne få udført kirkehandlinger gratis. Det bevirkede, at man på en enkelt søndag i Stefans Kirken udførte
Den hjælpsomme præst i Stefans Kirken
Når vi nu er ved Stefans kirken, så skriver Angelika i 1893 i sine erindringer:
Et Loch Ness – uhyre i Søen
Nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved Søen”. Senere blev hun kaldt ”Donna Largo”. På Nørrebrosk blev det hurtigt til Donna D’ Ladegaard. Hun endte hvis nok også der.
Og Sortedamssøen havde sit egen Lochness – uhyre. Således har flere set et tre meter langt slangevæsen i cirka lårtykkelse. Er det mon en mutant af de karper som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Skt. Jørgens Sø?
Man har set vand, der fosser op. Måske bor uhyret i en underjordisk kilde? Der er nok at leve af:
Ja hvis uhyret har smag for det, er der også rustne cykler og el – cykler.
Mange ting er kommet i Ladegårdsåen
Så er det også den legendariske Ladegårds Å, som er en udgravet å. Den skulle føre drikkevand fra Utterslev Mose via Lygteåen og så Ladegårdsåen til søerne. Men man hørte om, at i 1620 forstoppede mange heste – kreaturlig å – løbet. Og så mange en Marie har druknet sit afkom i denne å. Prinsen på den hvide hest var for længst redet bort. Lovgivningen var bestemt heller ikke til Maries fordel.
Der var også en karet, der landede i åen, hvor to fine damer druknede.
Masser af industri på Nørrebro
På Nørrebro kom der masser af Industri. Vi har lige haft to tre – timers foredrag med 300 billeder og over 50 tekststykker. Disse foredrag skal i marts holdes i Nordvest i afkortet version.
Her var det Heegaard, der var foregangsmand. Han oprettede et jernstøberi og opkøbte en masse grunde. Så da der skulle anlægges nye veje, måtte man gå til ham. Men hans musikstrenge – fabrik måtte lukkes. Folk kunne ikke holde stanken ud.
Planløst byggeri på Nørrebro
Og byggeriet på Nørrebro var fuldstændig planløst. Man tyvstartede i 1847. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer. Så fulgte Smedegade, Murergade og Tømrergade. Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Der var meget snævre baggårde. 4-8 mand skulle leve på 30 – 35 m2.
Toiletter og lokummer var i gården. Den ældste knægt blev udnævnt som latrintømmer. Han måtte om morgenen ned fra 6. sal og tømme en overfuld natpotte. Sådan noget gav bestemt ikke anseelse i gården.
Oppe på femtesal kunne Fru Jensen ikke nå ned til retiraderne. Så hun gjorde både det store og det små i køkkenet. Det var ikke særlig smart om sommeren. Hurtigt kunne beboerne både mærke og lugte. Ja om sommeren var det heller ikke smart når det hele var overfrossent.
I Blågårdskvarteret glemte man kloakeringen. Efter regnvejr svømmede det hele. Og gadelys havde man heller ikke sørget for.
Det glæder mig, at der er lokummer til alle
I 1867 holdt Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet etablerede man et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og 8 agtværdige ægtepar nyde tilværelsen. Ak ja. Man sagde, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den Femte kort før sin død besøgte stedet udbrød han:
Der var masser af stiftelsesejendomme på Nørrebro – dengang.
Respekt for panserbassen
Jo det var dengang, at beboerne på Nørrebro havde respekt for panserbasserne. Det var også nogle sværvægtere. Man skulle være mellem 22 år og 40 år. Hvis man ville giftes, skulle man spørge om lov. De enkelte betjente måtte stå i kø til retiraderne i gården. Politibetjent Rantzau fik sit eget toilet til lejligheden på Fælledvejens Politistation.
Ja borgerne på Nørrebro troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Barnemorderen
På Jægersborggade boede Dagmar Overby. Hun havde vel myrdet mellem 15 og 25 børn. Men hun blev kun dømt for at have myrdet 8. Der 2-3 stykker myrdede hun mens hun boede i Jægersborggade. Mindst en af dem smed hun ud i retiraderne på kirkegården.
Da liget åbnede døren
På Nørrebro var der mange sociale initiativer i gang. En af disse blev foranstaltet af Martha – hjemmet. Her arbejdede nonner, og en af nonnernes opgaver var at opsøge familier til afdøde og give en skilling til begravelseshjælp.
Og så kom der da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredje sal i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted. Og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælp og nonnen begav sig afsted. Men nede i gården kom hun i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
Rabarberlandet var ikke glad for politiet
Rabarberlandet var dengang en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde.
Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn. Og fik to brækkede arme ud af det. Oprører bredte sig i Rabarberlandet, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.
Da politiet så dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var også dukket op. Ret hurtig blev tre betjente gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør og ret hurtig fortrak politiet.
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ingen hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte ved ingen. Men kort tid efter døde Eriksen i fængslet.
Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på vestre Kirkegård.
Efter episoden mente Rabarberlandet, at ord ikke hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. De mente, at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.
Danmarks første automobil
Vidste du, at Danmarks første automobil blev fremstillet i en baggård til Nørrebrogade 38. Og det var faktisk Peter Myginds oldefar, der var med til at udvikle bilen. På en af de første ture var de ved at nedlægge Christian den Niende. Bilen blev glemt, men fundet frem igen. Den deltog i et væddeløb i England i 1954, og BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål som nummer sidst med en tophastighed på 7,1 km i timen. Og den kan stadig køre. Den befinder sig på Teknisk Museum.
Chokoladevogne
Ude på Ydre Nørrebro lå chokoladefabrikken Cloetta i Hørsholmgade og her lå også latrinstationen på Lersøen. Disse latrinvogne havde det ikke så godt når det var varmt. De sprang i luften. Og så var de også utætte. De eneste, der havde glæde af dette, var Nørrebros hunde. Disse vogne blev ikke uden grund kaldt chokoladevogne. Selvfølgelig skulle dette foreviges i Blæksprutten. En tysker skulle se på Københavns lyksaligheder og blev slæbt ud til Lersøen:
Gendarmer sov sammen med mel
I tidsrummet 1891 – 1894 var der ansat gendarmer til styre de urolige elementer på Ydre Nørrebro. Det var masser af bøller i Allersgade og Gormsgade. Der var ansat to underofficerer og 23 menige. De fik at vide, at de ikke skulle løbe efter forbryderne. Stak de af, skulle de råbe dem an. Hvis de ikke reagerede, så skulle de bare skyde efter dem. Og det vidste forbryderne.
Når lampen i underofficerens kontor var slukket, vidste gendarmerne, at de var gået til ro. Så gik de selv til ro hops en bager i Gormsgade og sov trygt i hans mel – rum. Så gik de klokken fem om morgen hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de morgenkaffen.
Lersø – bøllerne
Omkring århundredeskiftet var der en del, heriblandt småkriminelle, der gemte sig i sivene i Lersøen. Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles fem – øre, Skæve Martin, Delle – Frederik og Valdemar Skrupskider. Ja sidstnævnte kunne i den grad underholde børnene. Han kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Jo herude var Sorte – Petra nærmest fælleseje. Af andre piger var det bl.a. Anna 66 og Guldåsen. De bidrog med deres aktiviteter til fælleskassen.
Huslejen var gratis. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med skibsøl eller en pot skummet mælk. Den eneste, som de havde respekt for var Bølle – Jørgen. Han var en betjent, der ikke gad slæbe dem med på stationen. Det var bare en i næste portåbning, hvor de så fik en på hovedet.
Kongeparret herude var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Industrien rykkede tættere. Nu blev de til Fælledbisserne. Og her var dronningen absolut Maja Robinsson. Man sagde om hende, at hun havde været en rig lægefrue fra Australien. Flere gange forsøgte man at hjælpe hende. Og hver måned fik hun penge af manden. Og så var der ellers fest på Fælleden.
Pinserne på Blågårds Plads
Nogle af Fælledbisserne fortsatte men ellers blev de til Prinserne. Det var sprittere, der opholdt sig på Blågårds Plads eller ude i Nordvest. De havde besluttet sig for, at der på deres gravsten skulle stå:
Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede Prinserne røget makrel, wienerbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Nu er opskriften givet videre til fri afbenyttelse.
Syndikalisterne
I 1916 var der ballade med Syndikalisterne. De mente at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus. Og det andet var i Folkets Hus på Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der var demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle gå hen. Man lod sive, at Flæskehallen skulle stormes. Det endte med storm på Børsen. Senere var der tumult på Åboulevarden. Og den 13. november var det forsamlet 50.000 på Grøntorvet. Det endte med 100 sårede betjente.
Den første spiritusprøve
Der er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendigt. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle føre to fingre sammen og kunne sige ”Bispens gebis” uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlede ben og lukkede øjne var kørekortet i fare. Men det var også andre ting, som man skulle observere:
Hvordan er håndskriften
Stavene i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet.
Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mand. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.
KU på Blågårds Plads
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 forsamlet sig på Blågårds plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Disse havde dog forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU’erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.
Hypnose – mordene
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne men blev skudt. Pistolmanden går til kassereren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok og et dræbende skud bliver affyret. Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens medier. I maj 1974 kunne BT så skrive:
1.000 beboere forsvarede institution
I 1971 besatte slumstormere et hus i Stengade 50 og kaldte det for Folkets Hus. Og i 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forvarede institutionen.
Danmarks største indkøbscenter
Nørrebro var omkring 1915 – 1920, Danmarks største indkøbscenter. Og Nørrebro Handelsforening var absolut Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Antallet er sikkert endnu lavere i dag.
Forkælede venstreorienterede
Grunden til dette var bl.a. Bulldogsaneringen. Det var en planløs sanering, hvor pengene slap op midt i det hele. I 1980 førte dette bl.a. til kamp om Byggeren. Her blev Nørrebro erklæret i undtagelsestilstand. Medierne kaldte aktivisterne for
Men sandheden var nok mere, at beboerne var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Nørrebro beboeraktion var dannet. Den bestod ikke kun af venstreorienterede med også Nørrebro Handelsforening.
BZ i aktion
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti. De unge foragtede forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje for Rutana i Nansensgade.
BZ’ erne var for alvor trådt i funktion. I oktober 1981 gik det så ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummifabrik Schønning og Arvé., der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud. Overborgmester Weidekamp udtalte:
De får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet og i maj 1982 var det Bazoka på hjørnet af Baggesensgade og Stengade besat.
Tinglutti på Jagtvej 69 havde fået økonomiske problemer. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. Og Nørrebro Handelsforening sagde, at ejendommen var bevaringsværdig. Det sagde man sikkert for at holde Irma væk. De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte:
Men det fik overborgmesteren nu langt fra. Da han besøgte huset, endte det med at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på deres bekostning.
Manden, der ville købe Nørrebrogade
Vi skal da ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Merkur. På Nørrebros Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren fra et skib i Øresund.
Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt da sted fra Stefans Kirken.
Et brag i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var sprunget i luften. En 29 – årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem den skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.
Ingen klassekamp uden gadekamp
I 1993 blev der affyret 113 skud på Nørrebro. Butikkerne blev taget som gidsler. Men den 8. – 9. november 1999 oplevede man i den grad ødelæggelser og hærværk samt plyndringstogt. Næste morgen kunne man på muren foran Assistens Kirkegården læse:
Nørrebro Handelsforening udsendte en presseinfo, hvor man bl.a. skrev:
Politiet dukkede først op, da det hele var overstået. Nørrebros detailhandlere blev atter engang ladet i stikken. De måtte igen klare sig selv. Og forsikringerne skruede atter op for betingelserne.
Formand måtte have livvagt med
I 1995 oprettede McDonald en filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.
Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.
På et tidspunkt blev Nørrebro Handelsforenings formand bedt om at møde op til en høring i ”Støberiet” på Blågårds Plads. Politiet sørgede for, at han havde livvagter ved siden af. Politikere havde truet ham på livet.
Da Janne døde
Den 6. oktober 1996 kl. 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægisgade mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA’ s tilholdssted i Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt. Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket over hovedet på betjentene. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.
Som en amerikansk actionfilm
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Vi åbnede kl. 7 om morgenen. Men hvad var det som vi så ud af køkkenvinduet. I bedste amerikansk actionfilm blev specialtropper firet ned af helikoptere på Ungdomshusets tag. Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev truet med brandtrusler, fordi de betjente ”civilstrømere”.
I bedste Breaking News fulgte seerne det hele på nærmeste hold. Igen gik det ud over butikker. Denne gang var det 44 butikker. Skaderne beløb sig til flere millioner kroner.
Det har kostet mere end 200 millioner kroner
Det er tankevækkende at vide, at det har kostet samfundet mere end ca. 200 millioner kroner med al den ballade med de unge og ungdomshuset. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man detailhandelens udgifter og tabt omsætning med, fordi folk fravalgte Nørrebro, ja så er der endnu flere penge tabt.
Nogle områder er blevet trendy
Internettet har også ramt Nørrebro. Der kommer nye typer virksomheder til Nørrebro i form af restauranter, ølbarer, nye former for Fast Food m.m.
Men nogle områder er ligefrem blevet trendy. Se bare på Jægersborggade, Blågårdsgade og Elmegade. Men det er ikke alle typer virksomheder, der får lov til at etablere sig på Nørrebro. Således har flere virksomheder oplevet hærværk og andre chikaner. I Nørrebro handelsforening skrev vi til justitsministeren og mente, at politiet burde tage dette opklaringsarbejde mere alvorlig. Vi fik svar fra ministeren og blev kaldt til afhøring hos politiet.
Tingene blev diskuteret med lokalbetjenten
Kampen om ungdomshuset og bandekrig har også betydet en masse for butikslivet på Nørrebro. Mange har ikke læst forsikringsbetingelserne, som er skrevet med småt. Hærværk og nye ruder har været en dyr fornøjelse for mange. Men også ændring i trafikafvikling har betydet færre butikker på Nørrebro.
For nogle år siden havde vi et udmærket forhold til politiet, særlig lokalbetjenten. Man kunne altid diskutere tingene. Den tid er forbi.
Den daværende formand for Nørrebro Handelsforening fik sin malerbutik ødelagt efter at han havde udtalt sig kritisk om den voldelige del af aktivisterne i Ungdomshuset. De andre havde vi såmænd et udmærket forhold til.
En indkøbsforening i storhed og fald
De blev ansat i Handelsforeningens indkøbsordning, hvor de kørte rundt på Christiania cykler og leverede mad til de ældre borgere i København. På et tidspunkt havde vi vel 75 ansatte. Vi fik Københavns Kommunes Erhvervspris.
Men så brød kommunen kontrakten og vi fik økonomiske problemer. Selskabet måtte vi sælge med tab. Pludselig krævede Københavns Kommune bestyrelsesansvar. Det vil sige, at hvert enkelt bestyrelsesmedlem nu i Nørrebro Handelsforeningen skulle gøres økonomisk ansvarlig.
Udsat for trusler
Når man nu i så mange år har kæmpet for detailhandlen på Nørrebro, har man også modtaget trusler. Således blev vi truet til at skulle fjerne noget fra Facebook. Hvis det ikke skete, ville det gå ud over medlemsbutikker. Da vi så ikke gjorde dette, blev min kæreste derhjemme opsøgt af to hætteklædte personer, der klokken fem lørdag eftermiddag påstod, at de vi fra postvæsnet og gerne ville lukkes ind. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. Jeg var til konfirmationsfest hos lillesøster. Politiet ønskede ikke at gøre noget ved sagen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 6, 2020
Fodbold med Fjenden
Lad det nu ligge. En del af nazismen. De danske medier lod sig rive med. Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur. Stor billedreportage fra tysk landskamp to dage efter besættelsen. Var det nødvendigt at spille fodbold med fjenden? Sport og politik hørte ikke sammen mente DIF. De danske svømmepiger. De kongelige fra Danmark spredte glans til Olympiaden. Norge og Sverige samarbejde ikke med Tyskland. En bevidst strategi fra tyskernes side. Flere ønskede idrætssamarbejde med tyskerne. Jøder måtte ikke deltage. En sand krigsforbryder til fægtning. Opgøret på lægterne. Idrætssamarbejdet blev neddroslet. Protest fra BBC. DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse. Gunna Nu Hansen udgav fotobog og kommenterede ”Danmark i Lænker”, men var det sandheden? Politisk naivitet Var DIF tonedøve? Illusioner brister mange gange.
Lad det nu ligge
Nogle gange kan det godt betale sig at læse en bog en ekstra gang. Det har ”Den Gamle Redaktør” gjort. Og det drejer sig om Årets Historiske bog 2006 ”Fodbold med Fjenden – Dansk Idræt under Hagekorset”.
Da bogen udkom dengang, gav den anledning til en del debat. Der var også danskere, der blev fremstillet mindre heldige i den dansk – tyske sammenhænge. En af disse var Gunnar Nu Hansen. Ja nogle vil vel sige ”Lad nu det ligge” ”Lad være med at rippe om det igen”. Det hører vi ofte, når vi beskæftiger os med besættelsestiden.
En del af nazismen
Det var ikke tilfældigt, at idrætten i Tyskland allerede tidligt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 lod sig nazificere. For mange sportsledere var det nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke ”ariske” og unge krop og skepsis over for de stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne af propagandahensyn interesseret i idrætten og støttede økonomisk med enorme summer.
De danske medier lod sig rive med
Gunnar Nu Hansen leverede medrivende reportager fra De Olympiske Lege i 1936 fra Berlin. Her forstod nazisterne i den grad at inddrage politik og sport. Dengang samarbejdede danskerne ivrigt med tyskerne og det fortsatte under besættelsen indtil tyskerne sagde stop.
Gunnar Nu Hansen fik sin ilddåb under De Olympiske Leje. I 56 år arbejdede han som journalist hos Danmarks radio. I Berlin overgav han sig helt til arrangørerne. Han var i den grad begejstret.
Han var ikke den eneste. Dansk presse roste arrangementet til skyerne. Ingen fra dansk side, bortset fra kommunister og en jødisk idrætsforening bekymrede sig tilsyneladende over den undertrykkelse og vold, som i disse år fandt sted i det tyske samfund.
Berlingske Tidende var imponeret over, at 120.000 hilste på føreren, da han trådte ind i sin loge. Og så kunne bladet fortælle, at det ikke kun var grækerne der hilste med strakt arm. Det gjorde franskmændene også.
Ja så berettede Gunnar Nu Hansen om, at Berlin var et meget festligt sted, hvor intet skilte befolkningen.
I løbet af 1930’erne udviklede der sig inden for dansk idræt en stærk fascination af Det Tredje Riges idrætspolitik.
Niels Bukh var en ”Führer” inden for fysisk kultur
Ja vi ved, at på industriens område var det et nært samarbejde med tyskerne. Det var mere eller mindre nødtvunget men givende for de fleste. Det var kun nogle få ”modbydelige”, der blev værnemagere. Var det også sådan på idrættens område?
Ja man mente også at Niels Bukh, højskolemanden og den store gymnasiast fra Ollerup Havde højreradikale tilbøjeligheder. Men lige så mange vil sikkert afvise dette.
Da Gunnar Nu Hansen sammen med 10 københavnske sportsjournalister var inviteret af Nazi – Tyskland i 1940 fik man lejlighed til tale med tyskernes største idræts – personligheder. Her kunne rigssportsfører Tschammer fortælle en meget beæret Gunnar Nu Hansen, at det danske folk kan være lykkelig at have en ”Führer” inden for den fysiske kultur. Niels Bukh blev betragtet som en ven af det tyske folk.
I 1938 blev Thiefenstahls film om OL i Berlin vist i København. Den danske presse var begejstret og Gunnar Nu Hansen kaldte filmen for et mesterværk.
Stor billedreportage fra en tysk landskamp
En kortlægning af det dansk – tyske samarbejde fra 1940 – 1945 viser, at det foregik på alle idrættens niveauer – fra de lokale idrætsforeninger til DIF’ s topledelse. Det var de danske tilskuere på lægterne, der rystede de danske og tyske myndigheders og afstedkom politisk krise. Den synliggjorde modstanden mod den tyske besættelsesmagt.
Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, var det internationale samkvem centralt for flere af DIF’ s specialforbund. Som udgangspunkt var DIF en upolitisk organisation. Men ville et idrætssamarbejde ikke kunne tolkes som en politisk handling?
Allerede den 11. april bragte Idrætsbladet en stor billedreportage fra en fodboldlandskamp mellem Tyskland og Ungarn.
I starten af besættelsen var dansk idræt under stærkt pres for at genoptage samarbejdet med tyskerne. Men senere arbejdede dansk idrætsledelse aktivt på at få idrætssamkvemmet til at fungere.
Det dansk – tyske idrætssamkvem blev den mest omfattende form for kulturelt samarbejde under besættelsen. Og det eneste effektive.
Var det nødvendig at spille fodbold med fjenden?
I befrielsesrusen blev fodboldkampe med tyskerne erstattet med kampe mod tyskernes fjender, englænderne uden refleksion over de mange kursskift,
Danmark placerede sig i gråzonen mellem et neutralt land og nødtvungen tysk allieret. Dette førte til det nok så bekendte økonomiske og politiske samarbejde med besættelsesmagten i erkendelse af, at Danmark hverken kunne yde militær modstand eller forsvare sine grænser.
Derfor blev et samarbejde den eneste måde den danske regering kunne bevare så megen magtudøvelse som muligt på danske hænder. Et økonomisk samarbejde med Tyskland var nødvendigt for at undgå bankerot og sult. Men var det ligefrem nødvendigt at spille fodbold med fjenden?
Og hvordan ville det have set ud, hvis alle lande havde samme indstilling som Danmark?
Sport og politik hørte ikke sammen
DIF’ s ideologi var at sport og politik ikke hang sammen. Problemet var bare, at det gjorde det for DIF’ s samarbejdspartner, de nazistiske sportsautoriteter. Allerede i udgangspunktet kan man således konstatere at DIF lagde sig på maven for den tyske besættelsesmagt. Man fortsatte det idrætslige samarbejde som om intet var hændt. Og det blev forstærket af, at der i 1930’erne havde været en nært dansk – tysk idrætssamkvem.
De danske svømmepiger
Svømmepigen Jenny Kammersgaard modtog lykønskningstelegram fra Adolf Hitler, da hun i 1937 svømmede over Kattegat. Hun var svømmetræner i Berlin i de to første besættelsesår, hvorefter hun tog til Danmark.
En anden svømmepige, Ragnhild Hveger, lod sig interviewe til den tyske propaganda efter den 9. april 1940. Hun lovpriste de tyske Værnemagts soldater i Danmark. I 1943 blev hun svømmetræner i Kiel.
De kongelige fra Danmark spredte glans under olympiaden
Det danske medlem af Den Internationale Komité, prins Axel gjorde ikke ophævelser over, at magthaverne i Berlin ikke levede op til forudsætningerne for udtagelser af deltagere, bl.a. ved at ekskludere jødiske idrætsfolk fra den tyske OL – trup.
Ovenikøbet kastede Kong Christian den Tiende og Prinsesse Alexandrine glans over arrangementet.
Danmark var neutralt og stod på venskabelig fod med Tyskland, hvorfor der ikke var nogen grund til ikke at overholde aftaler om landskampe selv efter krigsudbruddet.
Norge og Sverige samarbejde ikke med tyskerne
Heller ikke fra pressens side, stærkt eksemplificeret ved Idrætsbladet lod man sig anfægte af en verdenskrig. I en reportage fra Garmisch Partenkirchen i februar 1940 anfører korrespondenten i lyset af en lidt skuffende forestilling at nordmænd og svenskere på grund af krigen ikke stillede op, idet man på den måde ønskede at håndhæve sin neutralitet.
Danmark havde, anføres det, taget det modsatte synspunkt, nemlig at ”sport har ikke noget med politik at gøre”, og at Danmark ville drive sport med enhver, der ville møde os sportsligt.
Ved et møde med den 2. marts 1940 meddelte Norge og Sverige, at de havde stoppet al idrætsligt samarbejde med krigsførende lande. Danmark var det eneste land, der opretholdt samarbejdet med Tyskland.
En norsk skøjteprinsesse, der deltog i flere arrangementer, blev efter besættelsestiden sortlistet i Norge. Sådan noget forekom ikke i Danmark.
En bevist strategi fra tyskernes side
Fra tysk side lagde man vægt på at fastholde eller få genetableret idrætssamarbejdet med Danmark. Dette skyldtes at Hitler og Goebbels strategi om at den danske befolkning kunne vindes for Tyskland gennem propagandatiltag som koncerter med tyske militærorkestre, besøgsdage hos den tyske værnemagt og sportsstævner, hvor man samtidig fik drejet befolkningen væk fra den angelsaksiske inspiration over mod tyske kulturværdier.
Tyskland skulle fremstilles som en vital og sportsglad nation og ikke som våbengale fanatikere. I den danske sportsavis Idrætsbladet, som blev udgivet af Politiken, fortsatte man den positive indstilling til tysk sport og ønsket om fortsat dansk – tysk idrætssamarbejde.
Efterhånden var man dog bekymret om tilskuernes reaktioner under kampe med Tyskland kunne resultere i antityske demonstrationer eller om idrætsfolkene ville nægte at stille op, men ved at fritstille specialforbundene undgik man også, at DIF’ s ledelse blev garant for eller primus motor i det konkrete samarbejde.
Man ønskede samarbejde med tyskerne
Fra perioden den 14. april til 5. august 1940, hvor idrætssamkvem med besættelsesmagten var indstillet, var DIF under konstant pres fra flere fronter, der alle ønskede at idrætssamarbejdet skulle genoptages. Selvfølgelig pressede nazisterne også. Men lige så aktive var de forskellige specialforbund. Det var også udsigt til et pænt økonomisk udbytte ved det internationale samarbejde.
For de professionelle idrætsudøvers side spredes der ingen betænkeligheder over for samkvem med idrætsudøvere fra besættelsesmagten.
Fra tysk side opfattede man helt i tråd politiseringen af idrætten det professionelle samkvem som et positivt signal om normale forbindelser mellem Danmark og Tyskland.
Også amatørsporten havde fra august 1940 et ivrigt idrætssamkvem med tyskerne og deltog bl.a. i stævner i Tyskland, hvor de danske sportsfolk blev glimrende behandlet. Tyskerne Lovede at betale alle udgifter i forbindelser med rejser i Tyskland. Det var dog ikke altid tilfældet.
Jøder måtte ikke deltage
Bryderen Abraham Kurland fra den jødiske forening Hakoah deltog ikke i kampe mod tyskerne. Han var dengang en af de største talenter. Men danske brydere fra klubben Sparta stillede op til landskamp i München i november 1940. man havde stiltiende accepteret nazisternes holdning til jøderne.
En sand krigsforbryder til fægtning
I november – december 1940 var der fægtelandskamp mellem Danmark og Tyskland i København. Her var de tyske fægtere bl.a. repræsenteret af SS – generalen Reinhard Heydrich. Han var manden bag Wahnsee – konferencen og ”Endlôsung” på jødespørgsmålet. Ved dette arrangement, som ved så mange andre stævner, figurerede hagekorsbanneret og Dannebrog side om side.
Fodboldpublikum lavede oprør
Fra dansk side kom det ulmende oprør med den sportslige samarbejdspolitik hverken fra politisk hold, fra DIF, fra de professionelle idrætsudøvere eller fra amatørerne. Opgøret kom fra fodbold-publikum.
Et varsel fik man ved landskampen mod Sverige i Idrætsparken i november 1940, hvor publikum ud over at synge den danske og svenske nationalsang også istemte den norske ”Ja vi elsker dette Landet” i sympati med det besatte Norge.
Der blev tillige uddelt løbesedler af ”politisk indhold”, men i øvrigt forløb kampen uden episoder.
Opgøret på lægterne
Den 5. juni 1941 kom ”Opgøret på Lægterne”. Det havde ulmet i nogen tid. Det kunne man allerede mærke i maj 1941 mod det østrigske hold Austria. De østrigske spillers heilen havde irriteret de danske tilskuere. Og grundlovsdag 1941 var det så kampen mod Austria mod et udvalgt dansk hold fra København.
Stemningen blev heller ikke bedre, da Østrigerne vand 4 -1. Inden kampen havde Ekstra Bladet og Idrætsbladet slået de venskabelige toner an. Men det havde i den grad vakt vrede hos det danske publikum, at det tyske soldaterpublikum havde hilst på østrigerne med heilen.
Efter kampen gik det galt. Tyske soldater trak bajonetterne, danskerne svingede med ølflasker. Der opstod gevaldige slagsmål. Fire tyske soldater og en halv snes danskere måtte efterfølgende på hospitalet.
Episoden førte til, at den tyske gesandt Renthe – Fink nedprioriterede det dansk – tyske idrætssamarbejde med aflysninger af adskillige planlagte arrangementer herunder en dansk – svensk landskamp.
Idrætssamarbejdet blev neddroslet
Fra officiel dansk side advarede Scavenius om terror, der kunne få tyskerne til at ansætte tysk politi i Danmark og indføre strenge straffe. Dansk Boldspil Union gav ensidigt publikum skylden for aflyste arrangementer og dermed politiseringen, uagtet den tyske sport jo opfattede sig selv som politisk.
Selv om idrætssamarbejdet var neddroslet fortsatte det dog. Idrætsbladet kunne i efteråret 1941 berette om et boksestævne i en reportage, hvor de mod sædvane ikke indledte med kampreferater, men som hovedhistorie fortalte at det var blevet afviklet nogenlunde roligt.
Protest fra BBC
På den anden side angreb BBC’s dansksprogede udsendelser fra London i november 1941 i stærke vendinger idrætssamarbejdet, som ifølge BBC fik danskerne til at fremstå som tyskervenlige, når de således lod sig udnytte til propaganda.
Men officielt holdt man fast i samarbejdslinjen og mere end det. Dansk Bokse Union nægtede at give en dansk dommer, der havde været interneret af tyskerne sin licens tilbage.
DIF ville ikke skrive under på protest mod jødeforfølgelse
I januar 1943 besluttede Tyskland at alt idrætssamarbejde med udlandet skulle ophøre. Situation blev skærpet også i Danmark, hvor Dansk Ungdoms Samvirke startede en underskriftsindsamling til en protestskrivelse mod jødeforfølgelse, der også var nået til Danmark.
DIF ville ikke skrive under, idet man ikke havde noget med ”dette politiske foretagende” at gøre. Man ville ikke genere besættelsesmagten.
Idrætsbladet havde nedtonet deres hyldest
På det tidspunkt havde Gunnar Nu Hansen forladt Idrætsbladet, der havde nedtonet sin hyldest til det dansk – tyske idrætssamarbejde og ligesom den øvrige idrætspresse vendt blikket mod engelsk idræt. Og mens flere gik ind i modstandskampen fastholdt DIF sin ”upolitiske” linje.
Det lykkedes at kaste slør over besættelsestiden
I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen lykkedes det da også for DIF at holde tingene tilpas flydende. De mest belastede arrangementer havde fundet sted i starten af besættelsen. Ledelsen forsøgte også at fremmale et billede af en dansk idræt, der i det stille forberedte sig på frihedskampen og fungerede som et bolværk mod nazismen.
Man undgik at fortælle, at samarbejdet foregik på den nazistiske racepolitiks præmisser.
Man undgik at blive mistænkeliggjort for landsskadelig virksomhed. Det var andre end DIF, der havde interesse i at kaste slør over besættelsestiden.
Gunnar Nu Hansen udgav en fotobog
Gunnar Nu Hansen der i reportager i 1930’erne og i Idrætsbladet i besættelsens første år havde hyldet idrætssamarbejdet udgav i 1945 fotobogen ”Danmarks kamp for Frihed og Ret” med forfatteren selv i frihedskæmperpositur på forsiden, uagtet kollegaen Vilhelm Bergstrøm altid havde troet, at Gunnar Nu Hansen hørte til på den anden side. Det gjorde han nu ikke, men som han skrev:
Det var nok en sandhed med modifikationer, men den folkekære journalists ageren faldt fint i tråd med det almindelige ønske om at hævde det synspunkt, at idrætssamarbejdet først kom i stand efter kraftigt pres og trusler fra tysk side.
Nu var det sådan, at Gunnar Nu Hansen åbenbart på nogle punkter havde skiftet side. For i 1944 blev han arresteret af tysk politi for ”illegal Fotografering”.
Men i 1945 var han igen i Tyskland og berette om dansk – tyske sportsarrangementer.
I hans bog ser man også fotos af fodboldspiller og tomme tilskuerpladser. I teksten står der så atter engang, at tyskerne ”forsøgte at lamme danskernes idrætsliv”. Bogen var udgivet af AOF’s forlag.
Politisk naivitet
Under besættelsen Lavede Gunnar Nu Hansen sportsreportager i Nazi – Tyskland med interviews med nazistiske idrætsledere.
Nej Gunnar Nu Hansen var bestemt ikke nazist. Men ikonet Gunnar Nu Hansens uheldige optræden, kan vel i bedste fald forklares ved politisk naivitet og ”medløberi”.
Og hvad var det lige der stod i Nationaltidende den 9. marts 1941. Her udtalte Goebbels, at Danmark ikke var besat, men havde indgået en overenskomst med Tyskland. Så kan man veltilføje, ja med en pistol for panden.
Danmark i lænker
Gunnar Nu Hansen kommenterede filmen ”Danmark i Lænker” efter besættelsen. Her viste man en fodboldkamp uden tilskuere. Samtidig berettede Gunnar Nu Hansen om tyskernes ”overgreb” på idrættens område. Men han glemte da lige at nævne, hvor mange sportsbegivenheder, han under besættelsen har kommenteret i radioen og skrevet om i i Idrætsbladet. Her har der bl.a. været tre fodboldlandskampe. Den sidste blev spillet i Hamborg, mens byen blev bombet. Dette nævnte han ikke noget om. Tyskland vandt den landskamp med 1- 0
Det moralske dilemma
Det er vigtigt at forankre hurra – patriotismen solidt i demokratiets muld, men samtidig skal man have øje for sportens politiske funktioner.
Men tyskerne brugte jo de forskellige idrætsarrangementer mellem Danmark og Tyskland for at fortælle, at besættelsen af Danmark var en ”fredsbesættelse”.
Samarbejdet med tyskerne fulgte krigens konjekturer, baseret på skræk, gustent overlæg eller politisk naivitet.
Det er det klassiske moralske dilemma om, hvorvidt det var rigtigt at samarbejde med besættelsesmagten – i bekræftende fald – hvor langt skulle man gå.
Var DIF tonedøve?
Enten var Dansk Idræts-Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså, at de blev udnyttet eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde under devisen ”Sport og politik skal være adskilt”.
Og efter besættelsen var Gunnar Nu Hansen meget aktiv med at berette om landsforrædere, værnemagere m.m. Han lod sig også fotografere sammen med Montgomery med det berømte armbind.
Illusioner brister
Det er forskel på, om man ville resignere sig ind i den tyske verdensorden, eller om man aktivt forsøgte at tilpasse sig det? Gunnar Nu Hansen var ”dybt fascineret” af det nazistiske Tyskland.
Idrætten har stået i det samme dilemma over for nazisterne, som resten af Danmark gjorde, men store dele af idrætten gik for langt i sit samarbejde med tyskerne.
Tænk engang på det store antal landskampe, der blev arrangeret inden for forskellige idrætsgrene og DIF’s afvisning af at skrive under på jødeforfølgelsen. Også Gunnar Nu Hansen nægtede at skrive under på denne protest under devisen, at sport ikke skal handle om politik.
Det er selvfølgelig bedrøveligt, at en stor dansk sportsjournalist i en periode lod sig forblænde af den tyske stormagt. Idrættens daværende ledelse svigtede deres ”moralske ansvar over for landet”
Når historikere går til værks, så kan nogle af vores illusioner briste. Til gengæld bliver vi klogere på vores historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.496 artikler, herunder 295 artikler fra Besættelsestiden