Artikler
April 21, 2020
Det er ageren, der føder os
af Lisa Olesen
Jorden er blevet bearbejdet lige så længe, der har været mennesker. Man har i ridens løb brugt forskellige teknikker. Ploven har været er vigtigt redskab og den har gennemgået mange forandringer. Jordens beskaffenhed er anderledes i Norden end syd på. Det var også i Norden, at hjulploven blev opfundet. Jorddræning blev indført i 1700-tallet. En hest arbejder hurtigere og mere stabilt end en okse, men en hest var dyr. Så kom svingploven omkring 1850.
“Pløjemanden vender” hedder Peter Hansens værk fra 1902 som han var to år om at male. Scenen er fanget på Søgaard nord for Faaborg på Fyn.
Der er sving i det maleri, hvor bonden er nået til enden af marken, helt ned til naboskellet. Hestene står klar til trækket med hovederne mod venstre, mens bonden selv luder mod højre, har fat i begge plovstjerter og er dybt koncentreret om at svinge op, så den nye fure kan lægges.
Det er ageren, der føder os. Sådan er det i dag, og sådan har det været, siden mennesket første gang lagde en kerne i jorden for at få den til at vokse, modne og give brød.
Da det først var sket, gik der et ikke nærmere kendt stykke tid, før vi fandt ud af, at udbyttet kunne forøges, hvis jorden blev bearbejdet.
Først har man vel indset, at det var en god idé at rydde for ukrudt, som kæmpede med kornet om næring. Derefter lærte man, at jorden kunne gøres tjenlig, hvis den blev bearbejdet med en spade eller gravestok; en pind som brød jordsmonnet.
Hvor længe der gik, før man fandt frem til at forbedre gravestokken ved at lade den trække gennem jorden af stude eller mennesker, står uklart. Men vi ved, at stenalderens bønder benyttede sig af arden, der i
princippet er en gravestok formet af en genvej, hvis korte pig trækkes i sin lange gren, åsen.
Og dermed er plovens grundlæggende elementer indført: Den korte grenpig, der føres gennem jordsmonnet; den lange ås, som ender i stjerten: og håndtaget, som plovkøreren holder i og styrer plovens gang gennem jorden med.
Den første ard introducerede brugen af ikke-menneskelig arbejdskraft til landbruget og dermed historien, men om det var en plov, kan de lærde diskutere. Den kunne ikke vende jorden, når okserne trak den af sted, blot ridse i den, så den efterlod ikke en fure, kun en mere eller mindre dyb grat i jorden. Det blev derfor almindeligt, at man lod arden gå først den ene vej, så den anden, for at ridse jorden op så godt, det
nu lod sig gøre.
De marker, man har kunnet genkende fra ardens tid, er derfor oftest mere eller mindre kvadratiske på grund af denne kryds-og-tværs bearbejdelse, der har pulveriseret jorden, så udtørringen nedsattes i tørre områder, og underliggende næringsstoffer bragtes op til overfladen ved hårrørsvirkning.
I jernalderen udstyredes arden med et jernskær; en buet jernplade der forstærkede grenpiggen og modvirkede slid, samt – op mod vikingetiden, menes det – hjul, der stabiliserede ardens gang gennem ageren.
Arden fungerede i og for sig udmærket i middelhavsområdet. Heroppe i det våde nord med de tungere jorder var den knap så god.
Det er derfor fra Norden, næste udviklingstrin kommer. Hjulploven, der selvfølgelig har sin form fra den hjuludstyrede ard, er forsynet med et langjern, en kniv, som skærer lodret ned i jorden og afskærer furen,
så der opstår en kant til støtte mod det sidetryk, der kommer, når muldfjælen vender mulden. Muldfjælen er den mere eller mindre vredne plade, der vender furen, som skæret frigør fra jorden ved en vandret
friskæring.
Denne effektive vending af jorden betyder, at ploven lægger afgrøderester og ukrudt dybere ned i jorden og vender en renere jord op til såbedet. Da bonden erfarede, at jorden blev bedre, hvis man nedpløjede gødning, evnede hjulploven også dette, og den kunne i modsætning til arden skære gennem ukrudtsrødder og græstørv med kraftigt rodnet.
Der er nu ikke længere behov for at pløje på kryds og tværs, hvilket sparer arbejde for både mennesker og dyr. Med det sparede arbejde følger en besparelse på føde og foder samt tid til at lægge ny jord under
plov.
Det er nu ikke hverken lønsomt eller nyttigt at arbejde med kvadratiske agre, tværtimod gælder det om at lade okserne foretage så lange træk som muligt, og agrene bliver nu langstrakte og smallere. Det
engelske længdemål “furlong” på godt 200 meter er et direkte vidnesbyrd herom. Det kommer af de saksiske ord “fuhr” der betyder fure og “lang”, som næppe behøver en dansk oversættelse.
Når furen vendtes, flyttedes den et lille stykke til siden, og man pløjede frem og tilbage på samme ager, indtil den var færdigpløjet. Derved dannedes der skiftevis en agerryg – forhøjningen dannet af den
oppløjede muld – og en agerrende. Hvis man hvert år begyndte pløjningen samme sted, opstod der efterhånden højryggede agre, som gav marken et bølgeformet udseende. Hvis man derimod hvert år begyndte sin pløjning i agerrenden, ville marken blive plan.
For os forekommer det fornuftigst at arbejde på en plan mark, men de højryggede agre havde deres berettigelse: Før jorddræning blev indført i 1700-årene, var det problematisk med vanddrivende agre, men i de højryggede agre fungerede agerrenderne som afvandingskanaler.
Hjulploven kendes fra et fund fra det syvende århundredes angelsaksiske England. I Danmark er den sikkert i brug fra omkring årtusindskiftet.
Næste spring frem i udviklingen indtraf, da det lykkedes at finde et seletøj, som kunne bruges til at spænde heste for ploven og andre redskaber.
Okser spændes for en vogn ved hjælp af åg lagt over panden, og da man søger at tilpasse dette til heste, trækker man to reb fra hver ende af åget ned til maven forbi halsen. Dette betyder dog, at når hesten går
frem for at lægge kraft i trækket, presser halsrebet på pulsårer og luftrør, så hesten kvæler sig selv og afskærer blodet fra at løbe til hovedet. Desuden kommer trækket til at ligge på rygkammen, hvilket er alt
for højt til at give fuldt udbytte.
Nu opfandt man kumteseletøjet. Kumten er i dag en læderkrans, der anbringes om hestens hals, og hvorfra trækket overføres til skaglerne. Oprindeligt var kransen dannet af træstykker på hver side af hestens hals, som kunne lukkes sammen ved hjælp af spænder eller lignende.
Senere kom bringeseletøjet til, hvor trækket, som navnet siger, lægges ved hestens bringe, men kumten er formodentlig ældst.
Betydningen af dette var stor. En hest er godt nok ikke så stærk som en okse, til gengæld kan den arbejde hurtigere og mere stabilt, faktisk op til to timer længere om dagen end en okse, da denne måtte holde lange pauser for at tygge drøv.
Til gengæld kan en gammel okse kommes i gryden, når den er udtjent; en mulighed kristendommens indførelse udelukkede, hvad hesten angår, og en hest æder desuden mere end en okse.
Alligevel talte alt i hestens favør, for så vidt bonden havde råd til én, da dens større arbejdsindsats betød, at en okse var tredive procent mindre effektiv end en hest og dermed reelt en dyrere arbejdskraft.
Alligevel er det vel oksespandene foran hjulploven, de fleste af os kommer til at tænke på, når talen falder på denne plov. Grunden hertil ligger i det netop skrevne om bonden, der sjældent havde råd til en hest.
Heste var dyre. Den, der havde behov for heste, var den, der også havde anden brug at gøre af dem, nemlig krigeren, som skulle stille i sin konges krigstjeneste. Så på stormandsjord var der tendens til, at hestene gik foran ploven, mens bønderne ofte klarede sig med den billigere okse.
Hjulploven hørte ikke blot middelalderen til, men udvikledes op gennem århundrederne, og selv da nyere plovformer tog over, lurede bønderne disse af og overførte nogle af deres forbedringer til hjulplovene.
Der var derfor tale om en glidende overgang i brugen af hjulplove helt frem til slutningen af 1800-tallet, men svingploven må opfattes som en af de vigtigste ny vindinger inden for landbruget.
I løbet af det 18. århundrede indså man rundtom i Europa, at der skulle en forbedring af landbruget til for at opnå en større produktion af fødevarer til en stadig voksende befolkning.
I Nederlandene havde man længe været førende på landbrugsområdet, men nu lagde England sig i teten, hvilket blandt andet sås, da Walther Blythe købte en hollandsk plov, som han mente kunne forbedres.
Det var ham, der i sit patent på en ny plov fra 1730 frigjorde denne fra hjulstellet og lod åsen svinge frit. Herudover udstyrede han ploven med ikke én, men to bagudrettede stjerte, hvilket gav plovføreren et bedre herredømme over ploven. Han udformede skæret, så det ydede mindre modstand, muldfjælen krummedes og blev vredet let og beklædt med en jernplade, så den bedre slap jorden i vendingen. Og, hvilket ikke var det mindst vigtige: Hele ploven gjordes lettere, men samtidig stærkere ved brugen af metal.
Og endelig lagde han grunden til svingplovens succes: Han lavede de enkelte dele af ploven efter modeller, så de uden problemer kunne efterlaves og hurtigt udskiftes.
I Danmark bliver Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab allerede fra sin grundlæggelse 29. januar 1769 fortaler for den nye plovtype, og det er i dettes regi, der den 18. oktober 1770 afholdes en plovprøve, der falder ud til fordel for to norske plove fremstillet efter engelsk model.
Det gik dog ikke så hastigt med at få indført svingplovene, som selskabet havde håbet, hvilket ikke alene skyldtes en vis konservatisme hos bønderne. Plovene var forholdsvis dyre, og støbeprocessen ikke den nemmeste, hvortil kom, at der efterhånden var kommet en del lettere hjulplove frem. Videre skar svingplovene ikke så uhindret gennem stenet jord, og den stillede større krav til plovmandens evner og dygtighed.
Så det var især godsejere og præster, der indførte svingploven – omtalte Landbrugsselskab talte ved sin stiftelse kun én bonde blandt sine medlemmer.
Alligevel sås der flere og flere svingplove rundtom på markerne, og nu viste idéen med at fremstille de enkelte dele efter model sig at fremme sagen.
Frederiksværk Jernstøberi begyndte omkring år 1800 at fremstille såkaldte skotske plove med støbt muldfjæl. I 1815 konstruerede Ole Johansen Winstrup en plov, der kunne bruges som både hjulplov og svingplov, men som ved en fornyet plovprøve på Strandmøllen nord for København i 1820 måtte nøjes med andenpladsen, mens en svingplov ejet af J.C. Drewsen, som lagde jord til prøven, vandt.
Svingplovens overtagelse af markedet indledtes omkring 1850, hvor der rundt om i landet var opstået jernstøberier, der kunne udnytte ideen med skabeloner, som englænderen Walther Blythe grundlagde, og snart var der et væld af forskellige modeller, mange af dem fremstillet af lokale smede, der takket være støberierne havde tilgang til støbte plovdele.
Det blev efterhånden almindeligt, at bønderne på de dyrskuer, der i slutningen af 1800-tallet afholdtes overalt, kunne se modeller af alskens muldfjæle. langjern og andre enkeltdele til ploven, udstillet af forskellige jernstøberier, der var i stand til at levere såvel hele plove som reservedele til alle steder ilandet.
Hjulploven udfasedes, svingploven sejrede og udvikledes videre i årene, som fulgte.
I dag er landmanden travlt optaget af at pløje sine marker, hvilket foregår på traktor med en seksfuret plov spændt efter. Men skønt han sidder højt i et computerstyret førerhus, udfører han i grunden samme
arbejde og af samme årsag som den stenalderbonde, der bandt sin søn, sin kone eller okse for arden dengang for tusindvis af år siden. Han sørger for, at ageren vedblivende kan føde os!
Peter Hansens originale maleri er udstillet på Faaborg Museum. Scenen er fanget på Søgaard nord for byen, hvor kunstneren kom i en toårig periode fra 1900 til 1902.
I dag er pløjemarken omdannet til campingplads.
Kilde:
https://litteratursiden.dk/sites/default/files/styles/spot/public/naar_genstande_beretter_0.jpg?itok=4HuKG6
A5&fbclid=IwAR1qulayjFhOTjqbu5nBarkkwoDO3P_Qtwb-bpt-kw2-JWuksj7gT9MsiZY
Tak til Lisa Olesen
April 17, 2020
Flensborg skulle absolut til Danmark
En af de største kriser. 30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk. Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal. Afstemningsresultatet overraskede københavnerne og kongen. Flensborg – bevægelsen ville trodse afstemningsresultatet. Mange har besøgt Isted – løven. Allerede fra 1500-tallet begyndte fortyskningen. Flensborgs befolkning blev tredoblet. Arbejderklassen var dansksindet. Danmark til Ejderen. Zahle henviste til afstemningen. Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set. ”Jeg nærer de samme følelser”. Liebe fik besøg. En højreorienteret mobilisering. Kongen på besøg hos H.N. Andersen. Havde kongen ret til at fyre Zahle? H.N. Andersen dirigerede i kulissen. Var det et rigtigt statskup? Situationen udviklede sig dramatisk. Stauning trådte i karakter. Genopretning af slægtens ære. Venstre vandt valget. Gik Zahle frivilligt?
En af de største kriser
Det faktum at Flensborg ikke kom til Danmark efter 1920 udløste en af de største kriser i dansk politik i nyere tid. Jo det var skyld i Påskekrisen. Man havde ikke gidet at lytte til H.P. Hanssen, der fortalte også de københavnske politikere, at der var et kæmpe tysk flertal i Flensborg.
De samme personer, som gik ind for et demokratisk valg blandt beboerne mente, at Flensborg historisk skulle tilfalde Danmark uanset hvor stemmerne ville falde. Der var skam også et stort dansk flertal i 1864 men det var det sandelig ikke i 1920.
30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 holdt Danmark sig neutralt og på god fod med Tyskland. Man formåede at holde sig ude af krigen, hvilket også var en bedrift. Men glemmes skal ikke at 30.000 nordslesvigere kæmpede for kejseren.
Denne måtte flygte til Holland. Og det var vel den amerikanske præsident Wilson, vi kan takke for, at han mente, at det var ”folkenes selvbestemmelsesret”, der skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes.
Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk.
Tyskland fik hele skylden for krigen. I Slesvig skulle der stemmes i to zoner. Resultatet skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes. Men måden man talte stemmerne op på var ikke ens for de to zoner. I zone 2 var det kommunestemmer. Det var det ikke i zone 1. Her var der zone-afstemning. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg m.m. dansk.
I zone 2 var der kun tre mindre kommuner på Før, der stemte dansk. Heller ikke Flensborg stemte dansk. Siden 1864 havde man bevidst ført en tysk politik for at få flere indvandrere til byen. Og disse kom ikke nord fra men syd fra.
Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal
Venstre og Konservative krævede at den radikale regering skulle kræve en mellem slesvigsk zone sat under international allieret kontrol. Så skulle der senere afholdes en afstemning i håb om at afstemningen faldt til fordel for Danmark.
Regeringen nægtede, De ønskede ikke at regere over et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade statens sikkerhed – enten indefra eller ved at den tyske stat ville få et fjendtligt forhold til Danmark.
Afstemningsresultatet var en overraskelse for københavnerne og kongen
Flensborg havde gennem århundrede været en vigtig handelsby. Men det kom som en stor overraskelse i København, at der var så markant et tysk flertal – 75 pct. til Tyskland og 25 pct. til Danmark.
Som modstandere af holdningen om at lægge grænsen udelukkende ud fra afstemningsresultatet var medlemmer af Flensborg – bevægelsen. De ville under alle omstændigheder have at Flensborg skulle tilbage til Danmark. De blev støtte af De Konservative og et forholdsvis stort antal af Venstre – medlemmer og ikke mindst Christian den Tiende.
Flensborg – bevægelsen var ligeglade med afstemningsresultatet
Medlemmer af Flensborg – bevægelsen lod sig ikke gå på af et solidt danske nederlag. Forslaget fra bevægelsen gik tidligt på, at Flensborg skulle indgå i zone sammen med området nord for byen op til Kongeåen, som skulle gøres til international zone. Området skulle samarbejde med Danmark om den økonomiske politik, og så skulle der afholdes en ny folkeafstemning 15 år senere. Man håbede så at der til den tid var et dansk flertal i byen.
Mange har besøgt Istedløven
I dag kan Flensborg ikke leve uden danskerne. Rygterne siger, at Flensborgs politi ikke giver danskerne bøder, når de holder forkert. Nu er det jo ikke kun øl og slik, der købes i Flensborg i dag. Det er også serviceydelser. Der findes et hav af tandlæger i Flensborg, og de lever også af danskerne.
Mange danskere har besøgt Istedløven og siddet foran og drukket tyske dåsebajere. I dag bor der 88.000 mennesker i byen. Hvis Flensborg var blevet dansk, var det i dag den femte største by. Byen blev grundlagt i 1100-tallet. Her på siden kan du læse en masse om Flensborg.
Det er forskellige steder hævdet at Flensborg var en dansk havne – og handelsby. Det er så ikke korrekt for gennem størstedelen af historien har Flensborg hørt under hertugdømmet Slesvig. Godt nok indtil 1864 hovedsagelig under den danske konges myndighed.
Allerede fra 1400 – 1500-tallet begyndte fortyskningen
De 56 år, hvor Flensborg var under preussisk/tysk styre skete der meget. Men ikke kun der. Allerede i 1400 – 1500’tallet skete der et sprogskifte. Det betød at det danske sprog blev mere og mere dominerende. Magthaverne i Flensborg talte tysk og det gjorde indvandrerne syd fra også. Tysk var det fine sprog, ja det var det skam også i Danmark.
Det tyske sprog rykkede ind i byens administration. Det blev også dominerende i kirke og skoler. Tysk blev handelssproget i byen. Dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket efter 1864. Fra 1871 gik det stærkt, da var Slesvig Holsten blevet indlemmet i det tyske kejserrige. Men den største nedgang for danskheden skete i 1880’erne.
Befolkningstallet blev tredoblet
I 1867 fik de danske kandidater lidt mere end 50 pct. af stemmerne, men tallet røg ned på sølle 4 pct. i 1912. Nu skal man også huske, at byen voksede og voksede. Der skete en gevaldig industrialisering i slutningen af 1800 – tallet.
I 1867 boede der 20.000 indbyggere i Flensborg. Og i 1910 var tallet 60.000. I løbet af 50 år blev indbyggertallet tredoblet.
Arbejderklassen var dansksindet
Oprindeligt var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark. Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne havde man ikke så meget forståelse for arbejdernes rettigheder. Det betød, at man kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig.
De tyske socialdemokrater kommer til at høste stemmer fra en del af underklassen, som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater. Så de socialdemokratiske spørgsmål blev vigtigere for arbejderklassen end spørgsmålet om national identitet.
Danmark til Ejderen
Trods alle disse ting var det mange i Danmark, der ønskede Flensborg ”hjem”. Men Dansk Vestindien var heller ikke blevet spurgt, inden de blev solgt til USA. For resten så blev pengene derfra skudt ind i udgifterne ved at få Nordslesvig til Danmark.
Dannevirke-bevægelsen afleverede i 1919 hele 116.000 underskrifter, der slog på Danmarks historiske ret til hele Slesvig. H.P. Hanssen kom med i Zahle-regeringen. Han holdt på folkets selvbestemmelsesret.
Christian den Tiende noterede dog til sig selv:
Hans farfar var født og opvokset i Slesvig, så han havde svært ved at slippe dette.
Statsminister Zahle sukkede:
Zahle henviste til afstemningen
Der fremkom yderligere 315.000 underskrifter med appel til regering og Rigsdag om:
Dette afviste Zahle også. Han henviste til folkeafstemningen. Til sidst samlede de dansksindede sig om, at Flensborg i hvert fald ikke skulle tilfalde tyskerne. Men nu lå byen ikke i den nordlige zone med det klare danske flertal.
Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set
Sådan berettede Nationaltidende den 8. marts:
Ja Politiken konstaterede, at der var op mod 150.000 og at det var ganske pænt.
Jeg nærer de samme følelser
Oppe fra balkonen åbnede døren sig. Kongen og dronningen blev modtaget med kæmpe hyldest. Han lod sin røst gjalde ud over forsamlingen:
Det var oprigtige men farlige ord. Det var imod regeringens politik.
Liebe fik besøg
Mens demonstrationerne stod på, fik højesteretssagfører Liebe overraskende besøg af en mand, som han kendte som sin kones fætter. Her blev det fortalt at i indflydelsesrige kredse i Danmark ønskede man Zahle fjernet. Nu ville man spørge ham, Otto Liebe om han ville stille sig i spidsen for sådan et ministerium.
Manden der besøgte Otto Liebe, var chefen for 27. Bataljon i Holbæk, oberstløjtnant Erik With. Han havde mistet sin toppost i hærens efterretningstjeneste på grund af sin antityske nationalisme. Den var ude af trit med regeringens diplomati.
Kunne man nu påvirke kongen til at gøre ham klar at befolkningen ville af med Zahle kunne man måske få ham til at træde i karakter. Venstres J.C. Christensen talte ofte med kongen. Han gjorde det klart. At det var parlamentarisk helt i orden at fyre regeringen.
En højreorienteret mobilisering
Men her var venstrepolitikeren fejl på den, eller var han. En regeringsafsættelse var op til Folketinget. Det vidste Venstreføreren nu udmærket. Efterhånden havde der dannet sig en hel gruppe af Venstre og Konservative folketingsmænd samt erhvervsfolk som H.N. Andersen, Alexander Foss og Aage Westenholst samt patriotiske officerer samt aviser som Nationaltidende, København og Berlingske Tidende, nationalkonservative studenter og visse sønderjyske kredse, der ønskede en ny regering.
Der var ikke så mange sønderjyder med i denne mobilisering.
Den 17. og 18. marts samledes tusinder af regeringsmodstandere sig i Studenterforeningen, Cirkusbygningen, Paladsteatret og Kinopalæet i det Indre København. Efter de sidste møder gik store skarer på gaden og gennem byen under taktfaste råb:
Vi var i en periode, hvor Zahle bakkede arbejderne op. Arbejdsgiverne havde fået nok. Arbejdsgiverforeningen stillede folk til rådighed, når der skulle aktioneres. Man kaldte det for ”Samfundshjælpen”. Socialdemokraterne kaldte dem for ”Skruebrækkerkorpset”.
Kongen på besøg hos H.N. Andersen
Lørdag den 27. marts 1920 lukkede Rigsdagen planmæssigt ned til påskeferie. Senere på dagen var kongen på besøg hos H.N. Andersen. Telefon ringede, det var universitetsrektor Thorkild Rovsing, der havde holdt møde med andre regeringsmodstandere på Ny Carlsberg.
Rovsing havde fået en række radikale vælgere til at skrive under på en erklæring mod regeringens Slesvigpolitik. Politikere fra Venstre og Konservative ville kræve nyvalg. En række redaktører fra Borgerlige aviser ville skrive om det.
Kongen, der sad ved sin af H.N. Andersen fik det hele med. Denne forklarede, at det var let at få Flensborg til at blive dansk. Det krævede en ny regering, der skulle forhandle med vestmagterne om sagen. I den henseende havde kongen fået ammunition til et regeringsskifte.
Denne H.N. Andersen var direktør for det mægtige Østasiatiske Kompagni. Han nærede stor tillid hos Christian den Tiende som året i forvejen havde givet ham rigets fornemste hædersbevisning elefantordenen.
Det københavnske erhvervsliv stod i kø for at manipulere med kongen.
Den retsmæssige parlamentariske vej
Problemet var at Folketinget var taget på ferie så hvis Folketinget skulle give en mistillid til Zahle skulle de hasteindkaldes. Sådan ville det være, hvis man skulle gøre det på den retsmæssige parlamentariske vej.
Mandag den 29. marts kl. 11 mødte Zahle op på Amalienborg. Det var normalt at man konfererede. Der havde sikkert været en lidt pirrelig diskussion, for Zahle havde bemærket, at det stod kongen frit at fyre regeringen. Og det gjorde kongen. Han tog statsministeren på ordet.
Ja det noget Ekstra Bladet at skrive i deres aftenudgave.
Havde kongen ret til det?
Nu er både politikere og historikere uenige i om kongen vitterlig havde ret til at fyre Zahle. Nogle er af den opfattelse, at det ikke var ulovligt, men det var politisk dumhed. Han gik ind og spillede en rolle som tiden var løbet fra. Ifølge historikere havde han dog ifølge Grundloven ret til det.
Og når Social – Demokraten skrev ”Statskup” er det nok en form for politisk spin.
Blandt de ministre, der skyndte sig at pakke sagerne var H.P. Hanssen, der på grund af sin støtte af et delt Slesvig blev kaldt forræder.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen
Snart ringede telefonen på Otto Liebes sagførerkontor i Bredgade. Det var kongen der ringede. Han ønskede et nyt ministerium hurtigst muligt.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen. Og oberstløjtnant Erik With var skuffet over, at han ikke blev forsvarsminister. Og det var jo skønt med både en skibsreder og en entreprenør i regeringen.
Nu blev Erik With dog senere udnævnt til generalløjtnant og hærchef. Det skete i 1931. Han mente helt klart at Flensborg skulle være dansk.
Kongen begår statskup
Berlingske Tidende havde placeret nyheden på side 5. men det kunne Social – Demokratens redaktør ikke nøjes med. Borgbjerg udsendte en ekstraudgave med kæmpeoverskriften:
Den socialdemokratiske ledelse blev samlet og man talte om generalstrejke. I Social – Demokraten kunne man også læse følgende:
Situationen udviklede sig dramatisk
Den nye regering forberedte sig på det værste. Akademisk Skyttekorps og frivillige korps holdt sig parate. En række generaler besluttede at flytte tropper fra Roskilde og Helsingør til hovedstaden. Samfundshjælpen meddelte, at de var klar til at hjælpe strejkeramte virksomheder. Fagforeningsfolk og revolutionære vidste ganske enkelt ikke hvad de risikerede at løbe ind i.
Der fulgte nogle ret urolige dage. Usikkerheden var centreret om hovedstaden. Men det kunne sandelig føles over hele landet. Politiet havde travlt med demonstrationer og uromagere. Ude på arbejdspladserne havde man travlt med at forberede sig til en generalstrejke, som man mente var ganske naturlig i denne situation.
Stauning trådte i karakter
Situationen var meget spændt. I København valgte kommunen at gøre brug af en gammel ret og det var at henvende sig direkte til kongen.
Var det danske monarki også ved at vælte? Ikke hvis det stod til Christian den 10. I Borgerrepræsentationen ville Radikale og Socialdemokrater gå til kongen. Det var i sidste øjeblik for at afværge en generalstrejke. Sammen med delegationen gik 10.000 med. I spidsen for delegation var Thorvald Stauning som i 1920 var formand for Borgerrepræsentationen.
Venstresocialisterne talte allerede om Folkerepublik. Den nye forsvarsminister fandt Stauning ligefrem frastødende. Forhandlingerne mellem kongen og Stauning sluttede kl. 4 om morgenen. Det havde været en hårrejsende nat, hvor J.C. Christensen og Stauning havde skændtes om, hvem der først blev klynget op i lygtepælene.
Stauning giver kongen et kattelem, så han kan slippe ud af krisen, som han har bragt sig selv i.
Men Stauning fik sin vilje. Og det var bl.a. at regeringen skulle gå af. Dermed nåede Otto Liebe bundrekord i at have posten som statsminister – det havde han i syv dage.
Egentlig var det fremragende iscenesat af Stauning. Han møder op flere gange på Amalienborg Slotsplads. Dels som leder af Socialdemokratiet på landsplan, en anden gang som repræsentant for de samvirkende fagforbund, som vi kender i dag som Fagbevægelsens Hovedorganisation. Og så var det han en tredje gang møder op som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Syndikalisterne fortsatte balladen
Søndag den 4. april vågnede befolkningen op til nyheden om en politisk løsning. Men fagbevægelsens konflikt med arbejdsgiverne var ikke løst. Syndikalisterne havde bebudet stormøde i Fælledparken kl. 12.
Politiet nyindkøbte biler blev sat i brand. Der var masser af ballade mellem politi og demonstranter. Politiet affyrede to pistolskud. En arbejder blev ramt i armen. Politivogne blev ramponeret af kasteskyts.
Næste dag fortsatte urolighederne. Enkelte våbenforretninger blev plyndret. Men forinden havde butiksindehaverne fjernet alle våben. For at undgå Generalstrejken blev der forhandlet på livet løs i dansk Arbejdsgiverforening.
Genopretning af slægtens ære
Christian den Tiende frygtede nok ligefrem at blive afstraffet korporligt af sine landsmænd. Samtidig har han dog næppe heller kunnet lade være med at sende en tanke til sin farbror, kong Georg den Første af Grækenland, der blev myrdet af en socialist syv år tidligere.
Og til sin fætter zar Nikolaj den Anden af Rusland, som sammen med sin familie havde lidt samme skæbne mindre end to år forud for Påskekrisen.
Kongen var dynamisk tænkende og mente, at Christian den Tiende havde fået en uaftvættelig plet på sin ære i 1864, da grænsen blev rykket op til Kongeåen. Så stod det til sønnesønnen, handlede det om en genopretning af slægtens ære. Derfor gik Christian den Tiende så helhjertet ind i det, der blev til Påskekrisen.
Venstre vandt valget
Uden Socialdemokraten Thorvald Stauning havde det hele endt i kaos. Det var tæt på.
Valget den 26. april vandt Venstre. Kort efter begyndte overdragelsen af Nordslesvig til Danmark.
I maj 1920 var det sønderjyske spørgsmål, der havde udløst Påskekrisen ikke formelt afsluttet. Skulle det hele alligevel blive forkludret spurgte man i Fredsbladet.
Sidste gang det danske styre blev kuppet
Men det blev det heldigvis ikke. Den 9. juli underskrev Christian den 10. en traktat, der delte Slesvig midt over. Med kongens underskrift forstummede endelig råb om Danmark til Ejderen. Det vil sige, at det dukkede op igen efter Anden Verdenskrig og højreorienterede politikere har da også med jævne mellemrum udtrykt håb om, at få Sydslesvig ”hjem” til Danmark.
Påskekrisen 1920 blev sidste gang, det danske styre blev kuppet af kræfter på højrefløjen og sidste gang så mange opfattede en klassisk socialistisk revolution som en reel mulighed.
I 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven
Riget og monarkiet bestod, og danskernes konge kunne gå til sengs med hovedet befriet for bekymringer.
Først i 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven. Det vil sige, at fra dette tidspunkt blev politiske beslutninger truffet af politikerne på Christiansborg, mens landets regent fik indskrænket sin magt.
Gik Zahle frivilligt?
Som vi allerede har skrevet, var det tvivl om kongen havde ret til det, som han gjorde. Ja det mente han selv og det gjorde Rigsdagen også. Men vi kunne i Tv – dokumentaren se, at ikke alle er enige i dette spørgsmål. Problemet er, at mange er af den mening at parlamentarismen allerede blev indført i 1901. Er du forvirret, ja det er ”Den Gamle Redaktør” også.
Siden Grundlovens indførelse har kongens underskrift på en regeringshandling skulle følges af en ansvarlig ministers. Hvem satte underskriften under Zahles afskedigelse. Ja det var Liebe. Var det så ham, der egentlig skulle stilles for en Rigsret?
En anden ting, hvis nu kongen havde begået lovbrud, så havde Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre faktisk flertal dengang!
De radikale var i klar modvind
Måske skal vi lige nævne, at Det Radikale Venstre gik tilbage fra 20,8 pct. til 12,2 pct. De var i modvind inden ”Kongen fyrede Zahle”.
Kongen fik heller ikke folket imod sig. Folket var splittet i spørgsmålet om han var part i en politisk strid. Mon ikke han blev manipuleret af det københavnske erhvervsliv?
Socialdemokratiet mente, at det var statskup, hos De Radikale var der harme over kongens ageren. Hos Venstre og hos De Konservative var der enighed om, at kongen faktisk kunne gøre det, som han gjorde.
Men faktum er, at Flensborg ikke kom til Danmark. På et tidspunkt fik vi af englænderne tilbudt Sydslesvig. Men det tilbud var fuld af misforståelser. Læs artiklen.
Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening (129 artikler) finder du:
Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:
Kilde:
April 16, 2020
Modstand – Ny Bog
Forsøg på anmeldelse af Niels Wium Olsen: Modstand. Om dagen fisk til tyskerne – om natten modstandsmand. Ingen glorificeret myte. Man frygtede revolutionære forhold. Vi skal betragte det som almindelig danmarkshistorie. 85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier. Buhl’ s tale nævnt men ikke kongens. Det er usentimental historiefortælling. Truslerne hang bogstaveligtalt i luften. Ikke de store problemer i begyndelsen. Vi moraliserer over fortiden. Sammenfald af danske og tyske interesser. Omkostningerne steg. Uløselige dilemmaer. Relativt fredeligt også efter august 1943. De sidste måneder på randen af kaos. Mogens Fog havde en plan. Werner Best havde tidligt afskrevet de danske nazister. Havde ikketillid til det parlamentariske system. Demokratiet overlevede. Der foregik en magtkamp. De fleste foretrak ikke en revolution.
Om dagen fisk til tyskerne – om natten modstandsmand
Omkring 12.000 titler har allerede beskrevet perioden 1900 – 1945. Men alligevel er der store områder, som vi ikke ved noget om. Under krigen skete en stor omfordeling af ressourcerne fra byernes industriarbejdere til bønderne på landet som var med til at brødføde den tyske krigsmaskine.
Spørgsmålet om hvorvidt det var rigtigt at fortsætte landbrugseksporten blev aldrig stillet. Det blev i stedet en diskussion om, hvordan man kunne omstille eksporten fra England til Tyskland. Det gik jo over al forventning, mente danskerne.
En fisker fra Esbjerg kunne sagtens fange fisk til tyskerne om dagen og være aktiv modstandsmand om natten.
Ingen glorificeret myte
Atter en gang er der kommet en pragtfuld bog i serien 100 Danmarks – historier. Et væsentligt stykke danmarkshistorie på 100 sider. Formidlingen er uden så mange dikkedarer. Vi får ikke så meget vide om de enkelte grupper eller de enkelte sabotageaktioner. Men dog får vi på fortrinligvis en sammenhæng. Vi bliver efterladt et indtryk, der sætter vores fantasi i gang ”hvad nu hvis”.
Modstandskampen bliver ikke beskrevet sim en glorificeret myte. Her er ingen gennemgang af sabotagehandlinger eller stikkerlikvideringer. Vi går bag om politikken og modstanden.
Man frygtede revolutionære forhold
Der var bestemt mænd og kvinder der satte livet på spil i kampen for Danmarks frihed. Modstandskampen bliver ofte fortalt i form af drama. Men egentlig var det et dilemma mellem samarbejdspolitik og aktiv modstand.
Dele af modstandsbevægelsen modarbejdede hinanden. Der var stor forskel på det samfund, man ønskede efter krigen. Der var skam også kræfter, der tilbageholdt våben til den kommunistiske del. Man frygtede at de ville bruge disse til revolutionære formål.
Vi kommer i den lille bog dybt bag om historien og får nuanceret det billede, der har været hovedhistorien siden 1945. Mon ikke den gamle regering satte sit aftryk mere end vi egentlig har regnet med.
Vi skal betragte det som almindelig danmarkshistorie
Forfatteren vil gerne have, at vi betragter besættelsestiden som almindelig danmarkshistorie. De fem år fremstår både grumset, rodet og med hele skalaen mellem heltemod og forræderi. Og så mange år efter er der stadig er der nogle, der vil stjæle eller misbruge historien til egne politiske formål.
85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier
Tilpasningspolitikken kan man sagtens tage afstand fra, når nu sabotørerne fik os over i de allieredes lejr. Men tilpasningspolitikken kan man ikke bare tage afstand fra med tilbagevirkende kraft. Men egentlig var befolkningen tilfreds. Også første folketingsvalg efter befrielsen virkede til at befolkningen var tilfreds. 85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier.
Den allerstørste del af familien Danmark foretrak det bedste af to verdener med en glidende overgang mellem dengang Det Tredje Rige som stod som den sikre vinder – og frem til det øjeblik, da alle kunne se, at nazisterne alligevel ikke satte sig på verdensherredømmet.
Buhl’ s tale nævnt, men ikke kongens
Niels Wium Olesen forklarer ikke tilpasningspolitikken men giver et skarpt billede af situationen dengang. Bogen er let læst men ikke overfladisk på nogen måde. Den er meget velskrevet.
Buhl’ s tale er nævnt. Man kunne også have nævnt, at Christian den Tiende roste denne tale og selv sagde det samme ved tre lejligheder, inden han i 1947 blev bisat med frihedsarmbindet som det eneste hæderstegn på kistelåget.
Usentimental historieskrivning
Bogen er en hæderlig og usentimental historieskrivning og igen en eminent udgivelse i denne serie.
Vi får en god gennemgang om holdninger og baggrunde hos de forskellige parter. Det hele bliver sat sammen i en større sammenhæng. Ja, der bliver også i den grad berettet om myter. På vores side, kan du læse en hel del om modstandsbevægelsen. I slutningen af artiklen kan du finde en liste over artikler, der relaterer til modstandsbevægelsen, som du kan finde her på siden.
Og ikke alle disse artikler er lige positive. Det er selvfølgelig ikke fordi vi generelt har noget imod den danske modstandsbevægelse. Vi mener blot, at de nogle gange gik over stregen især i efterkrigstiden.
Truslerne hang bogstaveligtaget i luften
Efter et par timers ulige kampe og 16 dræbte danske soldater valgte regeringen at kapitulere. Danmark var blot trædesten for Tyskland hvis egentlige mål var Norge. Året efter var det meste af Europa i Hitlers hænder.
Hvad var det sket, hvis Stauning havde satset alle styrker ved grænsen. Eller hvis Danmark havde indgået en aftale med tyskerne. Ja det er det så stadig mange der mener, at den aftale er indgået. Rostock – myten lever stadig.
Mange mener, at vi skulle have kæmpet videre, mens andre igen sagde, at det var klogt at indstille kampene. Det er et spørgsmål, der er præget af værdier, holdninger og følelser.
Truslerne hang bogstavelig i luften. Hvis Danmark ikke agerede efter tyskernes ønsker, ville København være blevet sønderbombet. Havde det været det værd for 300 civile tab eller flere?
Ikke de store problemer i begyndelsen
Ved besættelsen blev Danmark lovet ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær uhindret operation i landet. Danmark blev dermed givet betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, styrkedes Danmark af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til Sogneråd var intakt. Modydelsen var, at man forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.
I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Vi følte det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun få timer. Men man var blevet forskånet for hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser samt den brutale undertrykkelse, de andre besatte lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det nok skulle gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne. Hverdagen fortsatte på bedste beskub.
Vi moraliserer over fortiden
Det er ofte en stærk tilbøjelighed til at moralisere over fortiden – og især besættelsestiden. Det ligger også på sin vis ligefor. Den patriotiske fortælling blev søsat i 1945 med modstandens ideologiske sejr. I de glade majdage i 1945 blev modstanden tilskrevet hele befolkningen.
Sammenfald af danske og tyske interesser
Før krige udgjorde landbrugseksporten til Storbritannien fundamentet i økonomien. For den indtjente valuta importerede man råvarer og energi til industrien, som beskæftigede by-arbejderklassen. Tyskland accepterede ikke fødevareeksport til fjenden. Dansk økonomi kom i alvorlig fare for sammenbrud.
Men problemet blev løst bed at tyskerne overtog landbrugseksporten. Til gengæld leverede de råvarer og energi. For hver dansk bonde, der producerede til Tyskland, kunne en, måske to tyske bønder drage til fronten. Besættelsen af Danmark udviklede sig til et sammenfald af danske og tyske interesser.
Målsætningerne var dog meget forskellige. Fra dansk side ønskede man at bevare sin politiske selvstændighed og skåne befolkningen for krigens ulykker. Nazityskland derimod ønskede at underlægge sig hele Europa. Paradokset kan dårligt tænkes større.
Omkostningerne steg
De var stort set fred og ro i besættelsens første år. Men så viste det sig, at tyskernes løfter om dansk uafhængighed ikke kunne tages alvorligt. Snart blev der stillet ubehagelige krav.
Omkostningerne steg. 1. juni 1941 stillede Tyskland i forbindelse med angrebet mod Sovjetunionen krav om internering af ledende danske kommunister. Regeringen opfyldte kravet af frygt for, at den ville blive erstattet af en nazistisk. Om det var derfor man fangede mere end krævet, vides ikke.
Uløselige dilemmaer
Dermed begik regeringen grundlovsbrud. Som tiden gik, blev regeringens indrømmelser større og set i internationalt lys pinligere. Man kan sige at regeringens handlinger fik et skær af frivillighed over sig. De stod over for næsten uløselige dilemmaer. Alternativet til eftergivenhed forekom endnu værre.
Gennem krigen syntes den danske befolkning dog at støtte den førte politik. Et mindretal gik fra 1942 – 1943 til aktiv modstand. Problemet var bare at hvis de danske myndigheder ikke kunne bevare roen ville besættelsesmagten tage over. Derfor bekæmpede politiet modstandsbevægelsen. Danskere kom i strid med danskere. Situationen var uholdbar, derfor valgte regeringen den 29. august 1943 at gå af, fordi Hitler forlangte, at regeringen indførte dødsstraf for sabotage.
Relativt fredelig – også efter august 1943
Flere involverede sig i modstanden, endnu flere sympatiserede med den. Krigens sidste år rummer talrige eksempler på gidseltagning, terrordrab og deportationer til koncentrationslejre. I efteråret 1943 kom jødeforfølgelsen. 7.000 jøder blev evakueret til Sverige. 481 blev sendt til tyske lejre. 52 kom ikke hjem igen. I Norge omkom halvdelen af Norges 2.200 jøder.
Selv om der efter august 1943 var sket en betydelig forråelse af situationen, forblev Danmark relativt fredelig. Og Tyskland nød godt af en stigende fødevareeksport.
De sidste måneder på randen af kaos
I krigens sidste måneder kørte Danmark dog på pumperne og var på randen af kaos. I byerne var der borgerkrigslignende tilstande i en kamp mellem liv og død mellem danske nazistiske korps og modstandsbevægelsen. Det udbombede Tyskland fik svært ved at levere forsyninger til den danske industri, så arbejdsløsheden steg. Og de mange jernbanesabotager gjorde det umuligt at rejse i landet.
Men danskerne måtte også leve med, at det danske samfund indirekte havde givet økonomisk støtte til Hitlers krig. På den positive side holdt vi et demokratisk samfund så nogenlunde kørende. De demokratiske kompromiser havde dog været pinlige og ydmygende. Modstandsbevægelsen blev set som modbilledet på disse kompromiser. Det blev den frem for de ubehagelige konsekvenser ved tilpasningen – man huskede og hyldede i efterkrigstiden. I den henseende ligner Danmark andre besatte europæiske lande.
Mogens Fog havde en plan
Det var primo 1943, hvor den danske modstand endnu var gryende. Det tyske nederlag ved Stalingrad var krigens vendepunkt. Endnu var det langt til befrielsen.
Den tidlige modstand havde sit udspring fra yderfløjene. Det kom fra det illegaliserede DKP og fra højre i kraft af Dansk Samlings protestlinje og partiets forbindelse til SOE. Da modstanden blev taget i anvendelse, satte det regeringen under pres.
Vi møder i bogen Mogens Fog. Han var ”hemmeligt medlem” af DKP. Og han havde en plan om, hvad der skulle ske efter Danmarks befrielse. Hvis magtovertagelsen ikke kunne ske med modstandsbevægelsen og dens våben. Så var strategien at en magtovertagelse skulle ske via en parlamentarisk bred folkefront sammen med socialdemokrater og progressive borgerlige.
Kommunisterne agiterede for deres synspunkter i det skjulte på arbejdspladserne og via primitive illegale blade. De kritiserede arbejdsmarkedsforholdene og arbejdernes reallønstab. De beskyldte Socialdemokratiet og Fagbevægelsen for ansvaret.
Werner Best afskrev tidligt de danske nazister
Det hedder sig ofte, at de danske politikker så dansk nazistisk overtagelse som en fare, men egentlig så især Werner Best tidligt, at de danske nazister ikke kunne bruges til noget. Han brugte dem kun som en trussel.
Havde ikke tillid til det parlamentariske system
Kommunisterne samarbejde også med Dansk Samling, som jo egentlig i perioder var et protestparti. I pjecer i begyndelsen af besættelsesårene kritiserede de samarbejdspolitikken. Dette medførte også til hæftestraf og bøder til partileder Arne Sørensen og historiker Vilhelm La Cour.
Hverken Dansk Samling eller Kommunisterne havde større tillid til det parlamentariske system. For Kommunisterne spillede loyaliteten over for Sovjetunionen også en rolle. Da sabotagen blev iværksat spredte det kaos hos politikerne.
Fog så hen til en ny tredeling i dit kommende kommunistiske samfund. Her skulle være delvis åndsfrihed med ”ubønhørligt politisk og økonomisk diktatur”. Ved befrielsen regnede DKP i sin eufori over sin rolle i modstandsbevægelsen med støtte af 70 pct. af befolkningen til de kommende initiativer. Man regnede med stor opbakning på arbejdspladserne.
Demokratiet overlevede
Et halvt år efter disse overvejelser blev Frihedsrådet dannet. De blev paraplyorganisation for modstandsbevægelsen som efterhånden fik medlemmer fra alle politiske retninger. Frihedsrådet nåede at blive en politisk magtfaktor. Mange opfattede det som en erstatning for den afgående regering. Men egentlig var Frihedsrådet kendetegnende for uenighed.
Uensartetheden i modstandsbevægelsen gik igen på alle niveauer. Hvilken rolle skulle modstandsbevægelsen spille i efterkrigstiden? Ja det var det også uenighed om.
Risikoen for revolutionære tilstande var til stede i Danmark. Men demokratiet overlevede. Befolkningen valgte de samme politikere. Og økonomien havde ikke taget væsentlig skade.
Der foregik en magtkamp
I april 1945 fremlagde DKP således sammen med Dansk Samling i Frihedsrådet et videregående forslag om bl.a. nationaliseringer, sociale reformer og et udvidet retsopgør
Dansk Samling var modstandsbevægelsens højre fløj. Her stadfæstede man det såkaldte Ranumkonvent i marts 1945. Her kaldtes til moralsk og national vækkelse i skuffelse over samarbejdspolitikken og de gamle politikkers indledende forsømmelse af modstandsbevægelsen.
Man krævede et retsopgør og videreførelse af modstandsbevægelsens værdier- men dette blev dog ikke helt konkretiseret ligesom hos DKP.
Loyale officerer var gået ind i modstandsbevægelsen. Her sad de på nøgleposter. Også de såkaldte ventegrupper regnede man med ville støtte demokratiet.
Men ingen tvivl om, at der foregik en magtkamp. Socialdemokraterne og de borgerlige var i den grad på vagt over for kommunisterne.
De fleste foretrak ikke en revolution
Danmark var ikke som mange andre lande ødelagt. Der var ingen akut krise, og der var fødevare nok. Ingen sultede eller led virkelig nød end i så mange andre lande. De allerfleste modstandsfolk ønskede heller ikke en revolution.
Et kommunistisk kup fandt faktisk sted i Tjekkoslovakiet i 1948 og det skete på omtrent den måde Mogens Fog havde tænkt det på.
Tænk engang – dette var bind nr. 32 i serien fra Aarhus Universitetsforlag. Læs bogen, den kan varmt anbefales
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Modstand så læs her på www.dengang.dk, der indeholder 1.546 artikler:
Under Nørrebro ligger 286 artikler herunder:
Under Tønder ligger 254 artikler, herunder
Under Aabenraa ligger 149 artikler, herunder:
April 14, 2020
Scandinavian Star
En uløst mordgåde. Madrasser fulde af kakerlakker. Masser af klager. Under mistanke helt frem til 2014. Den første brand blev slukket. To nye brande. Man troede ikke på det. Meget giftig røg. SOS kl. 2.24. Kaptajnen går fra borde – 40 tilbage på skibet. Tre passagerer sov fra det hele. Først efter 4 timer begyndte brandslukningen. Fare for kæntring. Mange lig blev fundet. Ingen passagerliste. Endnu flere brande opstår. Mindegudstjenester. Manipulation af vidneforklaring. Mange private efterforskninger. Skibet var overforsikret. Pyroman havde indgående kendskab til skibet. Masser af uheld og brande. Der skulle et skattefradrag til. Ni besætningsmedlemmer fulgte med. Hvorfor blev skibet pludselig dobbelt så dyrt? Alvorlige sikkerhedsproblemer. Om bord var der mange misforståelser. Alt for mange huller i efterforskningen. Afsluttende undersøgelser i 2016 og 2017. Her var ikke viljen. Skulle 159 dø, for at nogle kunne blive rigere?
En uløst mordgåde
Hvem satte ild til skibet? Hvad var motivet? Man har aldrig fået belyst hele brandforløbet og det komplicerede ejerforhold. I denne sag har der været grobund for utallige teorier og spekulationer. Magtfulde kredse har forsøgt at skjule sandheden. Dette er meget mere end en mordgåde.
Madrasser fulde af kakerlakker
Skibet var sejlet den lange vej over Atlanten til Cuxhafen. Her kom besætningsmedlemmer om bord. Kun 10 af 100 talte engelsk. Skibet lignede en stor byggeplads. Kaptajn Hugo Larsen steg på.
Alt skulle gå hurtigt. Ole B. Hansen pressede på. På anden-dagen mødte en del af personalet ikke op. Forholdene var langt fra optimale. Madrasserne var fulde af kakerlakker.
Masser af klager
De første dage på overfarten var kaotiske. Der blev modtaget masser af klager. Der var booket til flere passagerer, end der var plads til. Og så blev der udleveret forkerte nøgler.
Den morgen blev skibet forsinket. Det tog længere tid end beregnet for at få placeret de mange biler og lastbiler.
Under mistanke helt til 2014
Skibet var bygget i 1971. Og det blev verdensberømt eller nærmere berygtet natten til den 7. april 1990. På vej fra Oslo til Frederikshavn omkom 159 personer. Langt de fleste omkom af giftig røg. Tidlig fandt man ud af, at brandet var påsat.
Og snart mistænkte det norske politi den 37 – årige danske lastbilchauffør for ildspåsættelse. Dansk Politi havde meddelt, at han tidligere var dømt for fem brandstiftelser. Men der var overhovedet ingen tekniske beviser. Først i 2014 trak norsk politi mistanken tilbage.
Færgen fungerede tidligere som casino-skib. Der forestod stadig installationsarbejde om bord. Mange kahytter var stadig umonterede. Man havde kun haft mandskabet til optræning i 10 dage. Det var et mandskab, der bestod af søfolk fra mange nationaliteter. De havde vanskeligheder ved at forstå hinandens sprog.
Den første brand blev slukket
Da skibet befandt sig i Skagerrak, udbrød der brand i noget sengetøj ude i gangene. Den brand blev slukket af to nordmænd, der opdagede branden. Man mente at der var brugt væske. En portugisisk sømand, der kom til hjælp med at slukke branden. Han udløste brandalarmen, men den virker ikke. Men kaptajnen var blevet underrettet. Klokken var vel 1.45.
Denne var slået fra, da man havde erfaringer med, at berusede passagerer slog den til. Den skulle udløses manuelt fra kommandobroen. Dette gjorde man ikke, da der nu ikke mere var fare for passagerernes sikkerhed.
To nye brande
Omkring kl. 2 udbrød der to nye brande på dæk 3., hvoraf den sidste med sikkerhed kan siges at være påsat. På grund af den dekorative og også brandfarlige loftsbeklædning spredte ilden sig hurtigt og gangene fyldtes med sort kraftig røg fra selvsamme loftsbeklædning.
En af disse brande betegnes som hovedbranden. Igen sker dette i en korridor, men til forskel fra den første, var det ved ubeboet sted. Nogen havde slæbt papkasser og senge ud i korridoren og sat ild til. Et øjenvidne mener tidligere at have set en træbjælke som sad i klemme i døren ind til bildækket fra netop denne korridor.
Der kom røg op fra dækket. To passagerer fortalte receptionisten at det brændte. Det troede man bare ikke på.
Man troede ikke på det i receptionen
Senere kom det frem, at en skydedør til bildækket bagerst i den ene side af skibet har været åben 10 – 15 cm. I den modsatte side af skibet er døren sat i åben stilling. Fra bildækket er der dermed skabt åbning og en passage, som via trappehusene går fem dæk op, tværs over skibet og ned igen. Den fri passage medvirker sammen med ventilationssystemet til, at branden breder sig, som var det flammekastere, da ilden når op og ned gennem trappetårnene.
Receptionen var nu fuld af dolk. Der var skrig og råb. Atter engang fandt man ud af, at brandalarmen ikke virkede.
Meget giftig røg
Da de fleste passagerer på dette tidspunkt lå og sov i deres kahytter, døde mange af den giftige røg og ikke af selve ilden. Ilden spredte sig hurtigt til dæk 4, og der sivede røg ind på dæk 5 og 6 blev kommandobroen endelig alarmeret. Desværre havde besætningen aldrig gennemgået den nødvendige brandøvelse. Derfor var der ikke en kordineret indsats.
Røgen var så mættet af kulilte at personer, der indåndede den, mistede bevidstheden inden for 30 sekunder. Inden for 3 minutter havde man fået en dødelig dosis. Samtidig indeholdt røgen store mængder af giftig blåsyre fra loftsbeklædningen, som skabte livstruende forhold for passagerne, som skabte livstruende forhold for passagerne.
Ingen styrer tingene eller ved noget som helst. Mange var allerede døde. Det var som om at røget blev endnu tykkere.
Branden fortsatte op i skibet og ind i restaurantssektionen på det 6. dæk. Kahytterne havde hidtil vært røgfri så længe dørene holdtes lukkede. Ventilationsanlægget fungerede, men da ventilationsanlægget blev stoppet, muligvis først kl. 2.30, sivede røgen ind i kahytterne.
Koncentrationen af blåsyre og kulilte nåede et kritisk punkt ca. 15 minutter senere. Ventilationen blev stoppet da kaptajnen mente at den var med til at nære ilden med ilt. Standsningen var også en dødsdom over de passagerer, der intetanende lå i deres kahytter.
Det var som en skrækfilm. Man skulle helt op agterud. Ingen kunne i begyndelsen finde ud af at fire bådene ned. Passagerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Ingen fra mandskabet hjalp med det. Det tog vel 15 – 20 min. At få frigivet redningsbådene. Redningsbådene hamrede mod skibssiden. Der var trængsel og skubberi. Havstrømmen førte nu bådene væk fra skibet.
SOS kl. 2.24
Samtidig får skibet slagside til styrbord, og i løbet af de næste timer når vandet fra brandpumpen nede ved kølen næsten halvanden dæk op.
Branden fortsatte, men spredtes nu langsomt på grund af iltmangel. Desuden bremsedes ilden af både vægge og lukkede døre. Branden var først slukket den 16. april kl. 16.
Klokken 2.24 sendtes et SOS. Færgen Stena Saga opfangede signalet og ankom som et af de første både til ulykkesstedet en halv time senere. Den begyndte straks at samle overlevende op fra redningsbådene. Det var utrolig koldt. Flammerne stod nu op.
Kaptajnen går fra borde – 40 stykker er tilbage
Klokken 3.28 meddelte kaptajn Hugo Larsen at han ikke længere kunne blive om bord. Kaptajnen på Stena Saga, Lennart Nordgren spurgte på radioen, om alle var kommet fra borde. Kaptajn Larsen sagde i første omgang, at det var de. ”Også besætningen”, spurgte kaptajn Nordgren. Nu blev Hugo Larsen dog usikker.
Faktum var, at der endnu befandt sig mindst 40 stykker tilbage på dette tidspunkt. Denne melding betød i første omgang, at der ikke blev sendt røgdykkere op på skibet, selv om der stadig befandt sig mange overlevende tilbage på båden. Mange af disse overvejede om de skulle springe. Nogle fra trætte mens andre var fulde.
En dansk helikopter fløj en såret til sygehus i Norge.
Fire – fem skibe var lige i nærheden.
Da de første brandmænd ankom med en helikopter fra Sverige til færgen, var klokken efterhånden blevet 6.
Tre passagerer anede ikke, hvad der skete
Nu begyndte man endelig at undersøge skibet. 57 sårede skulle behandles på Stena Line. 4 omkomne var bragt ombord. Efterhånden giv alvoren op for alle. Der var mange døde. Politiet melder inde fra land, at man skulle lade de døde ligge og blot markere dem.
Om bord blev der fundet en passager, to portugisiske sømænd og to håndværkere, som tilsyneladende havde sovet fra hele ulykken. Til deres held lå deres kahytter i et område hvor ilden og røgen ikke havde været så slem. Andre steder på skibet flød der til gengæld med lig i gange og kahytter.
Kort efter ankomsten kaldtes kaptajnen tilbage til sit skib efter ønske fra brandmændene. De kendte ikke skibet, og havde derfor brug for en guide.
Først efter 4 timer begyndte slukningen
Om formiddagen den 7. april begyndte man at bugsere den stadig brændende færge til den svenske by Lysekil. Ud på eftermiddagen meldtes ilden slukket. Men netop ved ankomsten til Lysekil sent på aftenen flammede en ny og igen uforklarlig brand op. Denne gang i den forreste del af kommandobroen. Branden fik næring af olie fra et hydraulikrør, der under mystiske omstændigheder var knækket.
Kun en af skibets otte pumper fungerer åbenbart. Valget står med at pumpe eller læse, så skibets slagside ikke blev forværret. Problemet var bare, at mens det blev lænset, så breder ilden sig. Først efter omkring fire timer kommer der for alvor gang i slutningen af branden, som raser i den bagerste del af skibet.
Fare for kæntring
I radioen lød der pludselig at Scandinavian Star brænder ude i Skagerrak. På svensk radio blev der meddelt at 495 var blevet evakueret. Men efterhånden fandt man ud af at der var mere end 150 var savnet.
Klokken 8 ankommer et redningsskib til Norge med de første overlevende. Redningsfolkene mente i første omgang at 71 var omkommet af røgforgiftning. 24 røgdykkere var nu i gang. Diskussionen var nu i gang, om branden var sket i norsk eller svensk farvand.
Klokken 10 var der stor fare for kæntring. Chefelektrikeren fra Scandinavian Star var uenig med de svenske brandmænd om, hvordan branden skulle bekæmpes. Maskinisten var pludselig forsvundet ned i maskinrummet.
Mange lig blev fundet
Først midt på dagen den 8. april var alle brande slukkede. Arbejdet med at bjerge de 158 lig kunne begynde.
99 lig blev fundet i kahytterne. Heraf blev omkring en fjerdedel fundet helt eller delvis inde på badeværelset med ansigtet gemt i håndklæder. Andre lå i køjerne. Enten fuldt påklædt eller i undertøj. Formentlig fordi de meget sent opdagede branden.
Over 50 lig lå i korridorerne. Den tykke sorte røg og de dårlige lysforhold havde gjort det svært at finde vej. Enkelte korridorer endte blindt. Omkring 20 af de 50 omkomne blev fundet i to gange, hvor der ikke var udgang for enden. De resterende lig blev slæbt ud af gangene under redningsarbejdet.
Den ældste omkomne var 79 år. Den yngste var kun få måneder gammel. Der var 28 børn og unge. Desuden døde 29 par sammen på skibet, mens 26 mistede deres mand eller kone.
Ingen passagerliste
Kl. 15 var der opstået en ny brand på skibet. Glasset i sikkerhedsbrillerne splintredes, så varmt var det. I Oslo på Hotel Royal Christiania var der indrettet et krisecenter. Om bord på Stena Saga var der 57 overlevende og 4 døde.
Kl. 16.30 finder man ud af, at der ikke er nogen passagerliste. Denne måtte rekonstrueres. Nye navne blev læst op. Der var gråd og fortvivlelse.
Kl. 20. 00 blev Ruth’ s mor ringet op i USA. Man spurgte, om hun havde hørt fra Ruth. Ja denne Ruth var forsanger på de band, der spillede på færgen. Moderen blev helt fortvivlet.
Endnu en brand opstår
Kl. 21.00 kom Scandinavian Star i svensk havn i Lysakil. En filippiner kom ud af skibet. Han forsvandt og siden har ingen åbenbart hørt fra ham.
Kl. 3.00 opstod der nu atter en kraftig brand på skibet. Brandvæsnet brugte al deres skum. Der var nu så meget vand ombord, at skibet atter engang truede med at kæntre.
2 dage efter branden gik man nu atter om bord for at lede efter lig. Man reagerede stærkest på døde børn. Det var hårdt. Nogle af redningsfolkene måtte ud at brække sig. Ligene blev kørt til Norge i kølevogne med politieskorte.
4 dage efter var der første søforklaring i København. Kaptajn Hugo Larsen forklarede, at sikkerheden var optimal.
Mindegudstjenester
Efterhånden fandt man ud af, at nogle af ligene var umulige at identificere alle ligene.
Hver eneste passager skulle nu placeres på skibet i efterforskningen. Fra norsk side var der sat 25 mand på. Svensk og dansk politi skulle hjælpe til. Kaptajnen følte ingen ansvar eller skyldfølelse.
Der var samlet 14 kister til mindegudstjeneste i Frederikshavn. Ejer og redder mødte op. Og det var der meget vrede over. Tilsvarende var en masse kister samlet på Forneby Flyveplads i Norge. Og der var mindegudstjeneste i Asker.
Afvisning
Tidligt i efterforskningen havde norsk politi satset på, at det var den danske chauffør Mørk – Jensen, det var den skyldige. Motivet skulle have været, at han var blevet afvist hos flere kvinder. Disse kvinder havde man fundet frem til. Men der var ingen beviser.
Men mange betragtede dette tidligt som en nødløsning
Manipulation af vidneforklaring
Koldingenseren Lise Møller Pedersen, der også var ombord, afgav vidneforklaring til norsk politi. I afhøringsrapporten hed det at:
Da hun mange år senere fik forelagt denne udtalelse fastslår, at det har hun aldrig sagt. Selv syntes hun, at det var ”frækt” af norsk politi. Men lige så fræk var det vel at udpege Erik Mørk Andersen som gerningsmand.
Norsk Politi gik kun efter en mistænkt
Erik Mørk Andersen omkom i branden. Og allerede efter den 2. af i alt 6 brande var han allerede døde. Det norske politi henlagde sagen med kommentaren:
Dømt for manglende sikkerhed
I Danmark kom det først til en retssag, først ved Sø- Og Handelsretten og i slutningen af 1992 og siden i Højesteret i november 1993. Tre personer blev dømt for overtrædelse af loven om skibets sikkerhed. Det var tale om kaptajn Hugo Larsen, som fik lovens strengeste straf bestående af 60 dages fængsel. Dels Ole Busch Hansen samt Henrik Nygaard Johansen, som henholdsvis direktør og ejer af kommanditselskabet K/S Scandinavian Star som hver fik 40 dages fængsel.
Mange private efterforskninger
Mange grupper har siden gennemført private efterforskningssager i sagen. En af dem, der efterforskede, var Mike Axdal, der mistede sin far og sin bror ved branden. Han kritiserede bl.a. myndighederne, hvorfor der ikke var et kriseberedskab parat i Frederikshavn. Han mente også, at der var en dårlig koordination mellem politiet i Norge, Sverige og Danmark.
En ny rapport
I april 2013 holdt den svenske og norske private undersøgelsesgruppe et stort pressemøde, hvor de ”Stiftelsen Etterforskning av mordbrannen Scandinavian Star” fremlagde en ny rapport om den 23 år gamle skibskatastrofe.
Rapporten konkluderede, at Erik Mørk Andersen ikke kunne have startet alle brandene ombord på skibet, dels fordi flere af brandene opstod steder hvor kun besætningen havde adgang, men også fordi flere af brandene først opstod efter hans død.
Rapporten konkluderede også at Henrik Johansen, der i Danmark blev dømt som ejer af skibet, slet ikke ejede det. Skibet var solgt til SeaEscape ltd. I USA med danskeren Niels Erik Lund som formand.
Skibet blev overforsikret
Skibet var blevet overforsikret til det dobbelte af det, der var vurderet til. Og der blev aldrig rejst en undersøgelse af Niels Erik Lund, selv om en norsk højesteretsdommer sendte et åbent brev til en dansk rigsadvokat i 2010, hvor han satte spørgsmålstegn ved netop ejerforholdet.
De uofficielle undersøgelser stillede også andre spørgsmål. Den svenske indsatsleder oplevede at besætningen saboterede brandslukningen ved at fjerne kiler fra dørene hvor brandmændenes brandslanger var ført igennem. Man oplyste heller ikke, at der var ekstra pumper i skibet, der kunne være brugt til brandslukningen.
Pyromanen havde indgående kendskab til skibet
Desuden viser det sig, at et rør har været mekanisk påvirket og blevet vristet løs. Denne forårsagede olie til mere brand.
En svensk brandekspert fandt i 2006 ud af, at brandstifteren havde haft:
Centrale branddøre var blevet blokeret med en kile og en træbjælke.
Skibet hugget op i 2004.
Scandinavian Star skiftede ejer flere gange efter branden. I 2004 blev skibet hugget op i den indiske by Alang.
En af de overlevende opsøgte skibet i Southampton. På en adresse, hvor den nuværende ejer boede, mødte han en af de filippinske besætningsmedlemmer fra dengang. Heller ikke dette sammentræf er nogensinde blevet undersøgt.
Krydstogt var DFDS’ gamle drøm
Krydstogter var en gammel drøm for DFDS. Og det kunne sagtens foregå fra Florida. Drømmen gik tilbage til 1982 i New Yorks havn. Projektet med Scandinavian Star skulle sikre DFDS’ s fremtid.
Alle advarselslamper blinkede inden skibet skulle sættes i vandet mellem Oslo og Frederikshavn. I 1990 havde der været alvorlige sikkerhedsproblemer på skibet, mens det sejlede som krydstogtskib i Caribien.
Masser af uheld og brande
I perioden 1983- 90 havde SeaEscape flere brande. Tre af disse blev betegnet som større brande. Man havde en lille flåde på fem fartøjer. Hver gang blev der udbetalt en forsikringssum.
Før 1988 havde Scandinavian Star alene 10 uheld, heriblandt et sammenstød, et olieudslip, alvorlige tekniske fejl og to grundstødninger.
Blandt rygterne dengang blandt de ansatte var, at flere af brandene var påsatte. Den samme mistanke havde de amerikanske myndigheder. I 1989 havde et tv – selskab lavet optagelser med skjult kamera.
En kæmpe forsikringssum
Så var det jo lige kaskoforsikringen. Den handlede om, hvor stor erstatningen ejeren af skibet kunne få for den brandhærgede færge. Den var tegnet i det danske forsikringsselskab Fjerde Sø. Den afstedkom slagsmål om den høje forsikringssum på 24 millioner dollars, knap 150 millioner kr.
Skulle skibet betragtes som totalskadet? I offentligheden stod Henrik Johansen som ejermand af skibet. Men i virkeligheden var der også andre interesser på spil. En tredje part der var til stede var SeaEscape . Firmaet var repræsenteret med Niels Erik Lund og en britisk advokat.
Offentligheden troede, at selskabet havde solgt færgen til Henrik Johansen en uge før mordbranden. Skibet var blevet overført til denne, før det var blevet betalt. SeaEscape var med på policen indtil Henrik Johansen havde betalt.
Norsk politi fastholdt Henrik Johansen som ejeren
Forsikringstagerne havde selv fastsat forsikringssummen.
Norsk Politi fastholdt under hele sagen at Henrik Johansen var den reelle ejer. Skibets værdi var blevet pustet kunstigt op for derved at forhøje forsikringssummen. Det amerikanske selskab havde en særdeles skrøbelig økonomi og havde brug for pengene.
I første omgang ville forsikringsselskabet kun udbetale 9 millioner dollars. Man mente ikke at skulle dække for besætningens fejl.
Det hele var sat på spidsen. Men SeaEscape og Niels Erik Lund ville ikke i retten og det var der en god grund til.
DFDS har tabt 200 millioner kroner på deres eventyr i Caribien og Scandinavien Star var den sørgelige rest. SeaEscape satsede på flydende kasinoer og enarmede tyveknægte.
Der skulle et skattefradrag til
Henrik Johansen havde netop solgt Vognmandsruten på Storebælt. Prisen blev 362 millioner kroner. Han ledte efter et nyt skib mellem Oslo og Frederikshavn. Det skulle geninvesteres og inden 1. april ville det give et stort skattefradrag. Han havde endda fået lov til at udvide skatteåret med tre måneder.
Men Vognmandsruten var der også problemer med. Der var for mange passagerer og for få redningsbåde. På ruten Korsør – Nyborg. Ole B. Hansen måtte indkassere 40 dages fængsel.
Hvorfor blev skibet pludselig dobbelt så dyr?
StenaLine havde købt skibet for 7,4 millioner dollars. I 1986 indgik svenskerne en lejeaftale med SeaEscape. Skibets værdi blev dengang angivet til 10 millioner dollars. SeaEscape købte skibet af StenaLine for 10, 3 millioner dollars. Kun 18 minutter senere købte Henrik Johansen det for 21, 7 millioner dollars. På få minutter var skibet steget i værdi.
Johansens kommanditselskab var ikke registreret i Erhvervsregistret eller hos Skattevæsnet. Der blev hævdet, at der var tre andre købere til skibet, men det har nu efterfølgende vist sig, at det nok ikke helt var tilfældet.
Under alle omstændigheder så accepterede Fjerde Sø at udbetale 24 millioner dollars i forsikringspenge.
Ni besætningsmedlemmer fulgte med
Selv om Henrik Johansen overtog eller skulle overtage skibet var det ved den famøse brand ni besætningsmedlemmer fra SeaEscape. Desuden kom tre besætningsmedlemmer fra SeaEscape tilbage til skibet efter evakueringen. Herefter opstod der nye brande. I alt brændte der i 38 timer. Dette er heller ikke blevet undersøgt. Nogle brandmyndigheder fastslår endda, at her er tale om nye brande.
Hertil kommer den svenske brandmesters beskyldning mod maskinchefen der gav urigtige oplysninger om skibets pumpesystem. Denne maskinchef blev senere ansat som vicepræsident i Niels-Erik Lunds eget selskab ISP.
Alvorlige sikkerhedsmæssige problemer
Skibet var jo slet ikke klar. Der var i den grad sikkerhedsmæssige mangler. I stedet for brandhæmmende materialer var skibets indre beklædt med letantændeligt savsmuldstapet og andre beklædningstyper, som ved antændelse afgav tyk giftig røg. Det var en flydende brandfælde.
Branddørene virkede ikke. Besætningen havde ikke deltaget i nødprocedure. Generel var skibet i så dårlig forfatning, at en forsikringsagent anbefalede sit selskab ikke at forsikre det.
Den forsikringsmand, der nægtede at hans selskab skulle tegne forsikring kunne konstatere, at skibet ikke var klar til at sejle med passagerer. Flere branddøre fungerede ikke. Sprinklerne på bildækket var rustne. Redningsbåde manglede motorer. Skiltning til flugtveje og ved branddøre var hverken på dansk eller norsk. Madrasser og sengebunde lå på gangene og det flød med linned og byggemateriale.
Forsikringsmanden forklarede kaptajn Hugo Larsen, at disse problemer først skulle løses uden, at der kunne tegnes forsikring. Men havarichefen blev aldrig tilkaldt for at se om tingene var i orden. Og først da skibet var brændt fik denne forsikringsmand at vide, at forsikringsselskabet havde tegnet forsikring.
Efter dødsbranden undersøgte den danske søfartsstyrelse skibet. De gjorde det ikke før med den begrundelse, at skibet sejlede under Bahamas-flag. Og at det var disse myndigheder, der var ansvarlig for skibets sikkerhed!
Men nu lagde de dog mærke til masser af fejl. Fire branddøre blev ikke udløst. Fem branddøre lukkede ikke træt og kunne ikke stoppe den giftige røg. De fleste brandspjæld, der skulle bremse ildens spredning, lukkede ikke.
Den nordiske kommission, der blev nedsat efter branden, konkluderede at skibets tekniske stand opfyldte de krav, da skibet blev bygget. Men der var en række fejl, og mangler ved skibets vedligeholdelse.
Ud over tilstoppede sprinklere på vogndækket manglede en branddør og tre brandalarmer. Der var misvisende skiltning i tilfælde af en nødsituation.
Sø – og Handelsretten fastslog også i sin dom at ”Scandinavian Star i perioden 1. – 7. april ikke var klar til sejlads med passagerer”.
Om bord opstod der mange misforståelser
På Kommandobroen har man åbenbart taget fejl af første brand som blev slukket og så anden brand. Man troede at det var den samme. Derfor blev passagererne ikke evakueret og brandalarmen udløst. Den anden brand fik derfor mulighed for at vokse sig stor.
Alt for mange huller i efterforskningen
Egentlig kan man godt forstå, at de efterladte efterlyser en ordentlig efterforskning. Der er alt for mange huller. Og alt for mange spørgsmål er ikke blevet besvaret. Man er aldrig gået til bunds i de økonomiske sider af sagen. Der er blevet sløset med efterforskningen. Man har så ville dække over dette.
Svenskere har lavet et stort forarbejde om brandforholdene. De blev heller ikke taget med i efterforskningen.
Et meget stort spørgsmål, som ikke aldrig er blevet besvaret:
Også hos Mike Axdal skete der ransagninger. En kasse i kælderen hos norsk politi var pludselig forsvundet.
Afsluttende undersøgelser i 2016 og 2017
Efter talrige formodninger og undersøgelser gik myndighederne i gang med nok en gang at opklare sagen. Men den 9. august 2016 henlagde norsk politi atter sagen. De kunne ikke finde nye beviser omkring sabotage med diesel og hydraulik. Man havde ikke engang afhørt en meget omtalt person, Hans Rytter. Det økonomiske forløb var heller ikke blevet undersøgt. Og grunden til dette var, at dansk politi ikke fandt frem til noget.
Den 1. juli 2017 konkluderede en undersøgelse fra det norske storting, at branden godt kunne have udviklet sig naturligt. Det var stik modsat den konklusion som de pårørendes eksperter havde fundet frem til. Man konkluderede desuden, at det med hydraulikken ingen som helst betydning havde. Det var også stik imod det som de pårørendes eksperter havde fundet frem til.
Flemming Thue Jensen, inspektør er ikke i tvivl, hvem gerningsmændene er. Han har ikke nævnt navn eller navne. Han oplyste, at de klodser, der holdt dørene er opbevaret et bestemt sted på skibet. Det er kun nogen fra mandskabet, der ved hvor?
Hydraulikrørene er det blevet pillet ved for at få mere gang i ilden. Den danske inspektør har en eller to navne i kikkerten. Men han har for sin arbejdsgiver blevet nægtet at mægle, konkludere eller udtale sig i sagen.
Brandteknikker konkluderer 25 år efter, at der var tale om mindst 4 påsatte brande. Chef -elektriker Hans Rytter, maskinchef Heinz Steinhäuser og et filippinsk besætningsmedlems færden på skibet er aldrig blevet undersøgt. De tre bad om at blive fløjet over til havaristen. Meningen var, at de skulle blive på broen som en slags konsulenter for brandmandskabet. Men de forsvandt gennem længere tid under redningsarbejdet.
Egentlig skulle der efter planen have befundet sig ca. 120.000 liter dieselolie ombord. Men det gjorde det ikke. Man har heller ikke fundet beviser for, at dette er blevet påfyldt. Efter manges mening er dette olie blevet anvendt til at forstærke branden.
Her var ikke viljen
Som en af de overlevende meget rammende sagde:
Man kan måske også stille spørgsmålet:
Kilde:
April 14, 2020
Grevinden af Bagsværd
Børnene blev bortadopteret. Mænd valfartede til. Hun drak whisky som postevand. Et møde med Grev Sponnec havde følger. Mød med fabrikant-søn. Diamanthandleren. En rig enke i København. Hun blev grevinde. Adgang til det engelske hof. En jockey fra Derby. Aldershvile brænder. Gustav Meyer overholdt ikke sin aftale. Hun efterlod en gæld på 60.000 kr. Stenen blev flyttet. En usædvanlig livsskæbne. En original med titel og gods. Bygherren af slottet tog af kassen. Grev Ribbing tog skuffet til Paris.
Børnene blev bortadopteret
Grevinden af Bagsværd, eller som hun rigtig hed Angelica Maria Anna Pierri er født i København den 14. december 1870. Hun var datter af en italiensk stukkatør og musiker, Julius Theodor Pierri og hans danske hustru, Johanne Caroline Petersen.
De fik også en søn, som de kaldte Alfons
Da pigen var tre år gammel, døde hendes far. Moderen kort efter giftede sig igen. Hun havde mødt en ledvogter fra Fyn. Derfor blev de to børn bortadopteret til hver deres plejefamilie
Mænd valfartede til
Angelica blev bortadopteret til en restauratør van der Brügge i Blågårdsgade. Under gode og trygge forhold udviklede hun sig til en køn og livlig pige, som havde vanskeligt ved at afvise unge tilbedere.
Ja mænd kom næsten valfartende til, for at se hende i restauranten på Nørrebro. Hun blev i den grad lidt af et tilløbsstykke. Plejefaderen havde en mælke-toddy kælder i Blågårdsgade. Her var stor søgning især i morgentimerne.
Mange arbejdere snurrede lige forbi på vej til arbejde. Mælkesnapsene stod skænkede og opmarcheret i lange geledder på disken.
Den lille Angelica voksede til. Allerede som 15 – årig var hun godt polstret bådet her og der. Pigebarnet var ganske utilgængelig for mandfolks undertiden noget nærgående beundring. Pigebarnet blev lidt af et trækplaster.
Hun drak whisky som postevand
På et tidspunkt kom Angelica meget på Søborghus Kro. Det kan Karl Ølby fortælle. Han var opvokset i Buddinge, hvor han var karl på den store proprietærgård Marielyst, hvor gårdens tre karle startede klokken tre om morgenen. Når Karl skulle more sig, foregik det på Søborghus Kro. Her dansede han bl.a. med Angelica. Han fortæller, at hun drak whisky som postevand.
Et møde med en greve havde følger
Plejeforældrene mente, at det var sundt for hende at tilbringe et stykke ti på landet. De besluttede at sende hende til en jysk præstegård for at lære husholdning. De vidste da ikke, at hun i mellemtiden havde forlovet sig med den unge grev Carl Valdemar Sponneck.
Deres forhold havde fået følger. Og dette lykkedes det at holde skjult for hendes plejeforældre. Efter i hemmelighed at have født datteren Stella og fået sat hende i pleje, rejste hun så til Jylland.
Mødet med en fabrikant-søn
På grund af sin skønhed og livlighed blev hun meget afholdt af præstefamilien. Hun lærte også en ung velhavende fabrikantsøn fra Kolding at kende. Men da hans familie modsatte sig et ægteskab med hende, og han for at tilfredsstille hendes trang til luksus, ”lånte” af kassen i sin faders fabrik, fik han det valg, at enten blev han anmeldt til politiet eller gifte sig med Angelica og rejse til Sydafrika.
Han valgte det sidste. Men ak og ve idet fremmede kølnedes forholdet. I 1894 blev ægteskabet opløst.
Mødet med diamanthandleren
Allerede da havde den unge frue i nogen tid været barnepige i en fornem restaurant i Johannesburg. Her traf hun en dag den hovedrige med af tuberkulose hårdt angrebne hollandske diamanthandler, Adolf Goertz.
Han tilbød at sikre hendes fremtid, hvis hun ville gifte sig med ham. Hun skulle bare sørge for ham de sidste par år, han havde tilbage. Angelica indvilligede. Kort efter brylluppet rejste hun til København og hentede sin datter.
Herefter bosatte de sig i London. De levede et mondænt og ødselt liv rundt i verden. Im London havde de et palæ med 40 værelser og 15 tjenestefolk. Her levede de i uanet luksus.
Hun blev Goertz en god og omsorgsfuld hustru og arvede efter hans død foruden deres hus med alle dets kunstskatte en formue svarende til syv millioner kroner i datidens penge. Det svarer vel i dag til en værdi af 400 millioner kroner. Hun sad hos ham den dag, da døden indtrådte i Manor House i London i 1897.
Jo han arvede skam også en ægte Rembrandt.
En rig enke i København
Som rig enke vendte hun tilbage til København. Her samlede hun sig et hof af unge mænd, der sværmede omkring hende. Hun forlovede sig med den unge Anders Bagge, som blev Gyldendals senere direktør.
Hun blev grevinde
En dag kom de på en tur til Bagsværd og her forelskede hun sig i ”Aldershvile”. Efter noget besvær lykkedes det hende at erhverve det smukke landsted, som hun istandsatte og møblerede med sine ting fra London.
I mellemtiden var forlovelsen med Anders Bagge sat over styr. I stedet trøstede hun sig med hendes første kærlighed, grev Sponneck, og med hvem som hun blev gift med i 1901. Dermed fik hun titlen grevinde. Datteren, der en tid havde i pleje i Blågårdsgade blev hentet til Bagsværd.
Onde tunge påstod, at det kun var for at få en titel, at hun giftede sig med sin første kærlighed. Nu var Grev Sponneck vel ikke så præsentabel og han var også forgældet.
Adgang til det engelske hof
På Aldershvile førte den nybagte rigsgrevinde nu et strålende liv med selskaber og banketter. Hendes mands jævne og bramfri optræden passede hende ikke i længden. Hun lod sig skille og flyttede tilbage til London.
Med årene blev hun ret excentrisk og strøede om sig med penge. Og så lejede hun for en stor sum penge kongelogen i teatret, hvilket man gør, hvis kongefamilien ikke senest tre timer før en forestilling har tilkendegivet, at de kommer.
Det lykkedes også for Grevinden af Bagsværd at få adgang til Londons fornemme kredse. I et selskab traf hun en velhavende kunsthandler, Gustav Mayer, som hun snart giftede sig med. Denne satte hende i forbindelse med navne som Mark Twain, Drachmann og Herman Bang.
Kunstnere, politikere, adel og børsmatadorer så hun nu som gæster i sit hjem. Hun opnåede endog som alle unge velhavende og fornemme kvinders drøm at blive præsenteret ved hoffet.
En jockey fra Derby
På sin karrieres højdepunkt forelskede hun sig imidlertid i den flotte, men letsindige og fattige gentleman rytter William Ewans. Dermed var hendes skæbne i virkeligheden beseglet. I dag vil vi nok kalde jobbet for jockey. Det skete på travbanen i Derby.
På Bagsværd Kro kom det til et opgør med hendes mand. Hun blev skilt fra ham og i 1909 blev hun gift med Ewans. Og nu fik ”Aldershvile” en renæssance som midtpunkt for en række strålende fester, der hurtigt udviklede sig til rene orgier.
Ewans letsindighed fornægtede sig ikke, og gang på gang kom det til stormende opgør mellem ægtefællerne. For at holde på ham lod hun pengene rulle og søgte på enhver måde at tilfredsstille hans kostbare vaner, mens hun selv fandt en ringe trøst for hans udskejelser i whiskyflasken.
Aldershvile brænder
Natten mellem den 8. og 9. juni 1909 galede den røde hane over Bagsværd. ”Aldershvile” nedbrændte. Det lykkedes både for grevinden, datteren og husjomfruen at redde sig ud af slottet, mens alt nedbrændte. Der er en teori om at branden faktisk var påsat af en utilfreds arbejder eventuelt en håndlanger for en andre.
Men slottet brændte også en stor del af grevindens formue, der lå i værdipapirer, og slottet blev aldrig genopbygget
Hendes store formue var næsten opbrugt. Det betød at Evans interesse for hende hurtigt kølnedes.
Ægteparret og datteren flyttede ind i portnerboligen. Men datteren flygtede efter et nyt skænderi mellem hendes mor og Ewans, der var søn af Lords Ewans fra grevskabet Davenhill i Skotland.
På et tidspunkt havde hun kun assurancesummen på 500.000 kr. tilbage. Han lod hende indlægge under en af hendes hyppige raserianfald. Og det skete som sindssyg på Kommunehospitalets sjette afdeling. Ret hurtigt blev det opklaret, at hun intet fejlede.
Da hun kom ud, lod hun sig skille fra Evans. Whiskyflasken blev hendes eneste opmuntring.
Gustav Meyer overholdt ikke sin aftale
I 1911 solgte Angelica sin slotsruin med jorder til en af sine tidligere ægtefæller, kunsthandler Gustav Meyer. En af aftalerne der blev indgået var, at han skulle sørge for hende resten af livet. Men denne aftale fik grevinden aldrig skriftlig, og han overholdt den heller ikke.
Hun efterlod en gæld på 60.000 kr.
De sidste penge forsvandt. For de sidste penge levede hun i en lejlighed på Frederiksberg. På Vodroffsvej fik hun også ødslet forsikringspengene bort.
Som pantelånerske på Vesterbrogade 47 ved Vesterbro Torv endte hun i 1914. Hun efterlod sig en gæld på 60.000 kr.
Stenen blev flyttet
Hun er begravet på Frederiksberg Kirkegård. Men hendes gravsten står i dag ved Aldershvile Slotsruin.
Ja stenen var også stillet op på Frederiksberg Kirkegård. I 1984 så en herre gravstedet. Han mente, at der burde gøres noget ved den forsømte sten. Formanden for Gladsaxe Miljøforening tog derefter affære.
Stenen blev derefter renoveret. Da grevindens barnebarn i mellemtiden døde og hans sten skulle stå på familiegravstedet på Frederiksberg Kirkegård var det ikke mere plads til grevindens sten. Efter megen turbulens Fik Miljøforeningen endelig i 1989 tilladelse til at stille den i Aldershvileparken, hvor den står ved ruinen i hjørnet ved Sydmuren.
En usædvanlig livsskæbne
Grevinden af Bagsværd som hun kaldtes, var en højst ejendommelig person med en usædvanlig livsskæbne. Besjælet af en brændende forfængelighed og af en ærgerrighed, som intet middel skyede, lykkedes det hende trods sin jævne oprindelse at vinde indpas i samfundets højeste kredse.
Hun havde en stor udstråling og evnede at samle folk. Hun var vellidt overalt.
Hun forstod at leve livet, men hun brændte sit lys i begge ender. Man kan hvis nok kalde hende for ødsel og ufornuftig. Men hun beskrives også som elskværdig og hjælpsom. Hun havde svært ved at sige nej til nogen. Var det hendes sydlandske blod, der prægede hendes voldsomme livsforslugenhed?
Hun nåede at indgå fem ægteskaber, inden hun en junimorgen som 43 – årig tog sit eget liv. Hun blandede gift i sin whisky.
En original med titel og gods
Efterhånden som hendes uheldige tilbøjeligheder med årene blev mere åbenbare, samtidig med at hendes formue svandt ind, mistede hun sin fornemme omgangskreds. Da hun ikke længere var festens glade midtpunkt havde livet ingen tiltrækning for hende, og hun forsumpede hurtigt.
Det må da ikke på den baggrund glemmes, at hun i sine velmagtsdage tit og ofte rakte en hjælpende hånd til dem, som samfundet havde behandlet ilde. Men hun var et excentrisk menneske. Og mon ikke mange i dag betragter hende som en original. Men hun er nok den eneste af dem, der opnåede både titel og gods.
Hvad blev der i grunden af datteren Stella. Ja hun døde som 90 – årig. Og hendes bror Alfons endte i USA som en kendt og afholdt læge.
Byggeherren af slottet havde taget af kassen
Men skal vi lige kigge på Aldershvile Slot, som Angelica købte i 1900.
Det er et slotslignende landsted ved Bagsværd Sø. Det blev opført i 1782 af arkitekt Joseph Guione for læge Theodor Holm de Holmskiold, der var adlet året forinden. Bygningen var præget af tidens klassicisme med hvide mure, vinduerne i rolig rytme hen over facaderne og kraftig betonet gesims. Taget var skrånede ned mod gavlene og havde blåglaserede teglsten. Holmskjold boede ikke længe på Aldershvile før han døde.
Da man gjorde boet op, opdagede myndighederne, at han var stærkt forgældet og sågar havde taget af diverse pengekasser, som havde været ham betroet (dronningens, postens og Den Kongelige Porcelænsfabriks).
Grev Ribbing tog skuffet til Paris
Landstedet blev derfor afhændet og næste ejer blev grev Ribbing, som var blevet landsforvist fra Sverige efter at have været involveret i mordet på Gustav 3. Det var i 1794, at han købte slottet. Han boede her indtil 1894. Og han var forelsket i lensgrevinde Schulin fra Frederiksdal Slot, der var enke. Men ak, hun afviste ham. Man kunne jo ikke gifte sig med en ”næsten” kongemorder. Skuffet rejste Ribbing videre til Paris.
Som allerede skrevet nedbrændte slottet i 1909 og står nu som Aldershvile Slotsruin. Gladsaxe Kommune overtog ruinen og den resterende del af parken i 1927. I 1974 blev ruinen fredet. Og i 1976 overtog kommunen jordene med de sekundære bygninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Under Nørrebro (286 artikler) kan du læse:
April 13, 2020
Emdrup – for længe siden
Utterslev og Emdrup kent fra 1100-tallet. 4 gårde og 5 borgerhuse. Drikkevand fra Emdrup Sø. En gammel barokhave. En folkehøjskole. Da nazisterne overtog stedet. Det brogede ”Babylon” i Emdrup. Uddannelsesinstitutioner. Blaagaard Seminarium etablerede sig her. Afdeling af Århus Universitet. Kro med forlystelsespark. Søborghus Kro. Lundehus kro. Radiometer. Emdrup dampvaskeri. H.F. Jensens Værktøjsfabrik. Emdrup Savværk. Indlemmet i Københavns Kommune. København – Slangerup Banen. S-togs forbindelse. De gamle gårde i Emdrup. Sporvognen kom meget sent.
Utterslev og Emdrup kendt fra 1100-tallet
I 1100 – tallet lå her kun Utterslev og Emdrup. Vi befinder os i bydelen Bispebjerg. Men dengang hed sidstnævnte landsby, Imbres Torp. Hvem Imbres var, ved vi ikke men Torp betyder Landsby. Jo vi ved det fra et pavebrev omhandlende Absalons besiddelser omkring København.
Imbre skulle efter sigende betyde ”fehmernbo”.
Den gamle landsby Emdrup lå dengang på den nordlige side af Emdrupvej over for Emdrupborg og ned mod Søborghus Rende. Omkring år 1800 var gårdene flyttet ud på deres udskiftede jorde. Gårdenes navne finder vi på mange vejskilte i området.
4 gårde og 5 borgerhuse
Der ikke mange spor fra den gamle landsby tilbage. Kun nogle vejforløb lader ane noget om landsbyen dengang, som bestod af 4 gårde og landsbyens jord. Der lå også fem almindelige landsbyhuse herunder et smedeværksted.
Emdrup Sø ligger på den anden ende af Tuborgvej. Den får vand fra Søborghus Rende. Vi har med en kunstig sø at gøre. I den nordøstligste ende af søen lå der en vandmølle. Denne kan dokumenteres tilbage til 1370. Men pludselig omkring 1577 forsvandt den.
Vandet løb dengang over og uden om møllehjulet og fortsatte via Rosbækken ud i Øresund. Ved Lyngbyvej lå der dog stadig en Møllegård.
Drikkevand fra Emdrup Sø
Sidst i 1500-tallet blev det besluttet at Københavns drikkevand skulle sikres. Og det var et sindrigt system af kanaler, der kunne hente vand så langt væk som Furesøen. Vandet blev ledt fra Gentofte Sø gennem Gentofte Renden til Søborghus Rende, hvorfra vandet løb ud i den opdæmmede Emdrup Sø.
Den blev opdæmmet ved at spærre vandet fra at fortsætte ud i Rosbækken på den anden side af Lyngbyvejen. Til gengæld blev der i det nordøstligste hjørne indrettet et overløb med vandfald, der via en rende førte vand til Lersøen, der dengang var en rigtig sø.
Fra Lersøen løb vandet via Lygteåen og Ladegårdsåen ind til København. Se vores tidligere artikel om drikkevand til København.
En gammel barokhave
Lige over for Emdrup Sø, syd for Emdrupvej ligger resterne af en gammel barokhave. Den blev anlagt i første halvdel af 1700 – tallet. Haven var blevet anlagt øst for den lystgård, der lå hvor det nuværende Emdrupborg er i dag.
Denne gamle lystgård hed oprindelig Emdrupgård. Denne gård gav navn til kvarteret. Grunden blev udstykket til fire gårde. Omkring 1830 hed gården Annaslyst.
Den kan spores tilbage til 1600 – tallet, hvor højtstående embedsmænd ejede den på skift gennem 100 år. Blandt ejerne nævnes Frederik den Tredjes hofprædikant Johannes Bremer, der fik skøde på den i 1661.
Senere overtog Christian den Femtes rigsmarskal von Köbitz lystgården. Haven fik formentlig sin endelige form omkring 1730, da oversekretæren i Danske Kancelli Christian Møinichen ejede lystgården.
Det var et imponerende rektangulært anlæg i fransk havestil, hvor der også var anlagt fire fiskedamme. Anlægget blev bevaret frem til 1923, men så blev Tuborgvej anlagt. Og så skulle Emdrupvej også anlægges.
En folkehøjskole
I 1872 blev gården overtaget af Jeppe Tang. Han var læreruddannet og havde åbnet en privat lærerskole i Blaagaardsgade i 1863: Blaagaard Seminarium. I Emdrup indrettede han landstedet som folkehøjskole under navnet Emdrupborg.
Bygningen brændte i 1879 men Tang lod den genopføre. Her skrev han også sine læsebøger og bibelhistorier, især beregnet for ”Frie Skoler”. Tang sad i Folketinget 1877 – 1892. Han var altid fortaler for Grundtvigs skoletanker. På Emdrupgård var der højskole til 1913.
Københavns Kommune overtog stedet i 1917 og benyttede stadet bl.a. til husvildeboliger.
Da nazisterne overtog stedet
I 1941 blev området-trods kommunal modstand opkøbt af aktieselskabet Deutsche Schule. Besættelsesmagten drømte om her at indrette et nordisk center for nazistisk kulturpolitik med uddannelser for børn, unge og voksne med henblik på ideologisk oplæring. Her var også boksehal og skydetræning.
Bygningerne fra Jeppe Tang’ s tid blev revet ned og et nyt skolekompleks skød op under ledelse af den tyske arkitekt, Werner March.
”Dies Land bleibt deutsch” star der indskrevet på en bjælke oppe i tårnet.
Det brogede ”Babylon” i Emdrup
Bygningen stod ufærdig ved krigens slutning. Fra 1945 blev det brugt til at huse tyske og østeuropæiske flygtninge.
Nationaltidende bragte den 7. juli 1945 en reportage om det brogede ”Babylon” i Emdrup. Den udsendte journalist talte cirka 2.000 mennesker fordelt på 17 nationaliteter. Røde Kors flygtningehjælp forvaltede stedet.
Uddannelsesinstitutioner
Efter befrielsen i 1945 blev grunden og den ufærdige bygning overtaget af den danske stat. I 1946 blev stedet overdraget til undervisningsministeriet med henblik på anvendelse til Lærerhøjskole og evt. andre uddannelsesinstitutioner.
Efter hektiske og følelsesladede diskussioner blev det besluttet at lærerhøjskolen skulle flyttes fra Odensegade til Emdrup. Det skete i marts 1948. da var de mest nødvendige arbejder med færdiggørelsen af byggeriet gennemført.
Blaagaard Seminarium etablerede sig her
Men Københavns Kommune besluttede at bruge en stor del af bygningen til forsøgsskole. I 1949 blev der desuden oprettet Statsseminariet på Emdrupgård. I 1956 blev det nyoprettede Danmarks Pædagogiske Institut placeret i bygningen. Men situationen blev umulig. Det var som om man ikke havde garderet sig for fremtiden.
I 1957 opførtes et kollegium og en bygning til de matematisk – naturvidenskabelige fag kom til i 1969.
Afdeling af Aarhus Universitet
Køb og lejemål af bygninger i nærheden fik skabt de nødvendige rammer for Lærerhøjskolens virke. Forsøgsskolens lejemål blev opsagt i 1965. Statsseminariet rykkede ud i 1984 efter fusion med Blaagaard Seminarium. Hele bygningskomplekset rummede fra 2000 til 2007 Danmarks Pædagogiske Universitet. Dette blev lagt ind under Aarhus Universitet.
På Emdruplunds grund blev Holbergskolen bygget i 1952. Skolen startede undervisning i byggerod, men var igennem 1950’erne en stor skole med 1.400 elever.
Kro med forlystelsespark
Her på grunden lå den oprindelige Emdruplund Kro og Forlystelsespark. Parken blev nedlagt i 1952 – 1953. Emdruplund Kro var oprindelig en landevejskro med selskabslokaler samt skyde og keglebaner.
Søborghus Kro
Når vi nu taler om kroer, så var det jo også Søborghus kro. Ja oprindelig var det jo kongelig opsynsbolig til mosen fra 1500 – tallet. Kroen lå op til Gladsaxevej, som her er kommunegrænsen til Gentofte.
Det var en flot hvid klassisk krobygning med en central kvistgavl og stråtækt. Den er omtalt i 1587. I 1657 fik den kongeligt privilegium, hvilket gav visse rettigheder. Det medførte også at staten kontrollerede priser og udbud. Kroen blev revet ned i 1939. Nu er der et stort rødstens boligkompleks, der bærer navnet Søborghus.
Om kroen er der mange historier. En af dem foregik i 1807, mens englænderne var her. Det er velkendt, at soldater langt fra hjemmet i længere tid havde visse behov. Tillige er soldaterne i flotte uniformer. Mange unge pigehjerter har slået et par ekstra slag ved synet af disse prægtige mænd, også selv om det var fjenden. Andre piger har haft en god sans at tjene penge på denne bekostning.
Men på et tidspunkt blev krokonen på Søborghus Kro voldtaget af flere engelske soldater. Desuden skulle kroen være blevet plyndret. Den militære justits var imidlertid konsekvent. To soldater blev hængt og andre fik hårde straffe udmålt af engelsk militær.
Jo det var her, at bondeknolden Karl Øby dansede med den smukke Angelica Pierri også kendt som ”Grevinden fra Bagsværd”. Det har vi tidligere berettet om. Du kan også læse om hendes opvækst på et værtshus på Nørrebro i en af vores artikler.
Der var gratis dans med levende orkester i Bambino Salen. Der blev danset, afholdt møder – der blev afholdt baller, boksestævner, fastelavnsfester, ringridning, spillet badminton, amatør- teater m.m. I krohaven ned til mosen var der en forlystelsespark ned til mosen med gynger og karruseller.
Lundehus Kro
Lundehus var også en berømt kro. Ja egentlig var det et bomhus. Her ved Lundehusvej var der en bom over vejen, for det var kongevej. Man skulle først have tilladelse til at passere og senere skulle der betales for at færdes på vejen til Hillerød og Frederiksborg Slot.
Radiometer
Den Grafiske Højskole blev oprettet i 1943 og flyttede i 1999 til Emdrupvej i Radiometers gamle bygninger. Også denne videregående uddannelsesinstitution fusionerende med en århusiansk institution nemlig Danmarks Journalisthøjskole. Ja den blev til Danmarks medie – og Journalisthøjskole.
I flere år lå Radiometer her på Emdrupvej 72. Virksomheden har et højt internationalt niveau, blandt andet producerer man medico -elektronik og eksporter 95 pct. af produktionen.
Virksomheden startede i 1935 i Rævegade i Nyboder af Carl Schrøder. Senere flyttede man til Frederiksberg. Da virksomheden blev bombet natten mellem den 31. juli og 1. august 1943 flyttede man til Emdrup. Den nye bygning blev bygget i perioden 1945 – 1948. Den 1. januar 1995 flyttede man til Åkandevej 21 i Brønshøj.
Emdrup Dampvaskeri
Lige før 1900 blev Hannibal Sanders gamle bolig anlagt. Den ligger på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej. Bag den lå hans store virksomhed, der beskæftigede sig med kemisk tøjrensning. Her var indrettet systuer og skrædderværksteder. Jo fabrikken havde også eget elektricitets – og vandværk, ligesom der blev opført boliger til de ansatte.
Emdrup Dampvaskeri blev anlagt i 1878, og lå på Emdrupvej ved Lundehusvej. Hanibal Sanders tøjrensning, farvning – vaskeri, systuer og skrædderi blev etableret i 1812. Det vil sige, at Sander senere overtog dette firma og samlede det hele ude i Emdrup. Efter at Sander døde i 1905 fortsatte virksomheden. I 1969 – 1970 flyttede virksomheden til Rødekro i Sønderjylland.
H.F. Jensens værkstedsfabrik
H.F. Jensens værktøjsfabrik lå på Emdrupvej 70. Det var her gården Hjulmandsgården lå. Her lå en gammel smedje, som børne kaldte Skraldemandshuset. Virksomheden har i dag udviklet sig til at producere Veluxvinduer.
Ja egentlig startede det i 1917 af hesteskosmed Hans Frederik Jensen i Korsgade på Nørrebro. Han flyttede til Masnedøgade i 1933. I 1940, da han døde, overtog sønnen virksomheden. Han flyttede virksomheden til Emdrup i 1948.
Emdrup Savværk
Bag denne virksomhed og bag en lille stump af en nedlagt vej ligger Lundedalsvej, som er adgangsvej for Emdrup Savværk. Ja egentlig skal man nok lægge træhandel til virksomhedens navn. Produktionen er træ til møbelsnedkere.
Et brunkulsbrænderi lå også herude indtil 1946, hvor det brændte. Og det kunne ses over hele København.
Indlemmet i Københavns Kommune
I 1901 blev Emdrup indlemmet i Københavns Kommune, bl.a. fordi, at der i slutningen af 1800-tallet var sket en betydelig industrialisering ved Utterslev. Dette betød behov for boliger til industriarbejderne og behov for arealudvidelse.
København – Slangerup Banen
Af stor betydning for områdets udvikling var oprettelsen af København – Slangerup Banen den 20. april 1906 med station vest for Emdrup landsby. Stationsbygningerne blev revet ned i 1990’erne. Det var første station efter Løgten Station.
Det var en privat jernbane, der bl.a. skulle bringe de københavnske arbejdere til de naturskønne udflugtsmål mellem Farum og Slangerup. Jernbanen blev i 1929 overtaget de 5 oplandskommuner. I løbet af 1930’erne var det kun få persontog, der standsede i Emdrup. Godstrafikken standsede dog fortsat hyppigt i Emdrup, hvor et læssespor kunne bruges især af Emdrup Savværk på den modsatte side af stationsbygningen.
S-togs forbindelse
I 1948 blev banen overtaget af DSB med planer om at den skulle indgå i S – tognettet. I 1954 blev strækningen Farum – Slangerup nedlagt og banens navn blev ændret til Hareskovbanen. Emdrup station blev nedlagt, men var fortsat i brug som godsstation.
I 1971 blev det besluttet at banen skulle have ny linjeføring, så den fra Emdrup skulle føres til Hovedbanegården via Ryparken og Svanemøllen. Løgten Station blev derved nedlagt.
I 1977 blev banen til den nu dobbeltsporede S – togstrækning linje H fra Farum til Frederikssund. Stationen blev flyttet til nuværende placering. I 2007 skete nye omlægninger af S-togslinjerne og Farumbanen blev nu den nordlige del fra Hovedbanegården af Linje H fra Hundige.
De gamle gårde i Emdrup
De første udstykninger skete ved Emdrup Sø og vest for landsbyen. I løbet af mellemkrigstiden blev de fleste af Emdrup landsbys jorder udstykket til boligformål.
Det tidligere landsted Søholm ligger på den nordlige bred af Emdrup Sø. Det er fra 1807
Den sidste af de udstykkede gårde var Emdrup Søgård. Den rummer i dag børneinstitutioner, som blev indrettet i 1947 – 1950. Dog blev de tre staldlænger nedrevet, men materialerne blev brugt til at opføre de nuværende tre længer.
Af de andre gårde var det også Møllegården. Den lå på den anden side af Emdrupvej. Sognets største gård var dog Emdrup Ladegård, der lå vest for stedet, hvor Emdrupborg nu ligger. Mellem den nuværende Tuborgvej og Frederiksborgvej lå på området syd for Emdrupvej de to Bøllegårde – nemlig Østre og Vestre Bøllegård.
Længere mod øst lå en mindre tolænget gård ind til 1947, der hed Hjulmandsgården.
Sporvognen kom meget sent
Jo sporvognen kom der også herud selv om det gik lang tid. Linie 16 blev oprettet i 1920 med rute fra Nørrebrogade over Rådhuspladsen til Vestre Kirkegård. I 1921 blev ruten forlænget fra Nørrebrogade til Bispebjerg og fra 1924 blev ruten forlænget til Søborg Torv. I 1962 blev linje 16 afkortet så endestationen blev fælles med linje 10 med vendesløjfe på Emdrup Torv. Linje 16 overgik til busdrift i 1970.
Linje 10 havde kørt som hestesporvogn siden 1889 fra omkring Rovsinggade ad Tagensvej til Kongens Nytorv. Den blev elektrificeret i 1905. I 1913 blev ruten forlænget til Bispebjerg og i 1947 til Emdrup Torv med vendesløjfe. Linje 10 overgik til busdrift i 1968.
Ja faktisk er Emdrup Torv dannet af en sporvognssløjfe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.543 artikler. Under København (164 artikler) finder du:
Under ”Industri på Nørrebro” (10 artikler) finder du et indslag ”Artikler fra Nordvest” med en oversigt over 15 artikler her på siden fra Nordvest. – Flere følger, når vi engang har holdt vores foredrag på Biblioteket, Rentemestervej om ”Industri”.
April 12, 2020
Amagerbanen
Der kørte tog fra 1907 – 1991. De første drømme allerede i 1866. Man var betænkelig – Latrin og passagerer! Stort behov for banen. Dragør pungede ud til sidst. Den første tur med pressen i 1907. Skuffende passagerer. Persontrafikken var større end forventet. Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station. Latrin – eller Lortebanen. Man skulle tage hensyn til krudtmagasinerne. Militæret havde endnu noget at skulle have sagt. En Motorvogn blev anskaffet. Busruter blev opkøbt. Ledelsen beskyldt for at sprede rygter. Turisttur til Saltholm ikke den store succes. Hærværk mod banen. Sammenstød -tog afsporet. Persontrafikken indstillet i 1938. Igen indført 1940 – 1947. Med Socialdemokraten på togtur. Vognene var ikke utætte. To gårde i brand. Særlige transporter for Værnemagten. Banen fortsatte som godsbane. Han fik alligevel jobbet. Godstrafikken steg med 40 pct. Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet. I 1957 havde man 35 busser.
Der kørte tog fra 1907 til 1991
Amagerbanen var et jernbane – og busselskab. Man drev jernbane mellem Amagerbro i København og Dragør. Jernbanen blev oprettet i 1907, mens busserne kom til i 1930. Busserne indgik i Hovedstadsområdets Trafikselskab i 1974 mens banen blev overtaget af DSB i 1975.
I 1991 ophørte den sidste egentlige jernbanetrafik på Amagerbanens strækning. Men en del af den østlige del af Metroen på Amager er anlagt langs den gamle strækning.
De første drømme i 1866
De første tanker om en jernbane på Amager opstod i 1866. Efter flere forslag opgav man dog. I 1870erne ville man have en bane til Dragør i forbindelse med dampskibsforbindelse til Sverige. Efter åbningen af Sveriges – ruterne fra Frihavnen og Helsingør døde disse planer.
Man var betænkelig – Latrin sammen med passagerer
Og så var det i forbindelse med at komme af med latrinen, at nye planer opstod. På tilbageturen kunne man så tage friske grøntsager. Men dog ikke i de samme vogne.
Det var netop denne transport med latrin som trak det hele i langdrag. Man var betænkelig ved, at toget både skulle køre med passagerer og latrin. Et medlem af Rigsdagen havde spurgt om folk skulle køre på møglæsset! Allerede i 1908 kom der et forbud mod at udveksle tønder, når der var passagertog på Amagerbro station.
Men Statsbanerne var hurtigere. I 1904 anlagde man et sidespor fra den nye godsbanegård ved Kalvebod Brygge ud mod den nye Langebro til ”Kjøbenhavns Grundejers Renholdningsselskabs kloakpumpestation ved Kløvermarken. I daglig tale kaldte man stedet for Lortemøllen.
Stort behov for banen
Men i 1903 – 1904 tegnede man aktier i Aktieselskabet Amagerbanen. 10 juli 1905 fik man eneretsbevilling til anlæg og drift af banen i henhold til en lov af 1. april 1905. Banen fik ingen støtte fra staten så der skulle skaffes den nødvendige kapital.
Man fandt ud af, at fabrikkerne kom til at lægge beslag på banen. Årligt forventede man at fragte 8.000 tons latrin, 8.000 tons kul i vognladninger til fabrikkerne, 30.000 tons kalk, sten, gødningsemner, grøntsager m.m.
Man var lidt mere usikker på, hvor mange passagerer, man skulle fragte. Man regnede med ca. 220.000.
Stationsbygningerne blev tegnet af DSB’ s overarkitekt Heinrich Wenk.
Dragør pungede ud til sidst
I 1903 var der nedsat en lokalkomité, der bestod af gårdejere, virksomheder og grundejere. Amagerbønderne ville gerne have latrin sendt ud til gødning af markerne og sende kål ind til frihavnen til eksport. Fabrikkerne havde ligeledes interesse i banen af hensyn til transport af varer og råstoffer. De store grundejere ønskede at sælge parceller.
Passagertransporten havde i første omgang ikke den højeste prioritet.
Projektet omfattede i første omgang kun en bane til Maglebylille. Det skyldtes at Dragør Kommune ikke ville give tilskud til banen. Men beboerne protesterede meget kraftigt mod dette. Kommunalbestyrelsen ændrede derfor holdning, så Dragør blev endestationen. Driften startede 17. juli 1907.
Dragør købte for 60.000 kr. aktier. Men St. Magleby tegnede sig for 70.000 kr. Og Tårnby for hele 100.000 kr.
Den første tur for pressen
Det var pressefolk og andre særligt indbudte, der kom til at køre den første tur med banen torsdag den 11.7. 1907. I Amager Avis stod følgende om turen:
Man spiste frokost på Dragør Strandhotel hvor der blev holdt forskellige taler og lovprisninger af banen og dens initiativtagere.
Efter frokost gik man en tur i Dragørs snævre og hyggelige gader. Dragør Søbad indbød gæsterne til en tur i bølgen blå, men kun få tog imod tilbuddet.
Toget afgik med et kvarters forsinkelse:
Den første tur skuffede passagerne
Da Amagerbanens første ordinære afgang den 17. juli fandt sted, var det uden den samme festivas hvilket skuffede mange passagerer. Men turen var gratis og 27.000 benyttede lejligheden til at komme med på den første ordinære togtur.
Banen havde i starten 8 afgange hver vej på hverdage og 13 på søn – og helligdage:
Persontrafikken var en større succes end ventet
Persontrafikken blev en større succes end ventet, trods læserbreve i lokalaviserne om høje takster. Fra juli 1907 til medio oktober havde der været 116.400 rejsende med banen. Der var dog stadig diskussion om taksterne. Det var bl.a. forslag om rabatordninger for at arbejderne også kunne få råd til at rejse med banen. En abonnentsordning kom da også i stand.
Det oprindelige trinbræt ved Syrevej blev allerede i 1908 erstattet af en station, da Dansk Svovlsyre – og Superphosphatfabrik ydede banen et lån på 20.000 kr. imod, at trafikken på fabrikkens sidespor foregik uden rangerafgift. Og mod nedsat betaling for fragt.
Sidespor var der desuden til Kastrup Havn, hvor der lå et større industriområde samt ved Tømmerup Station, hvor der var lagt to fabriksspor.
I 1909 kørte der på hverdage 9 persontog i hver retning. Det tog cirka 30 minutter for hele turen på 12 km.
Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station
Banens ledelse fik kontor på Amagerbro Station. Der var stationsforstandere ved Amagerbro, Kastrup og Dragør. Ved øresundsvej, Tømmerup og St. Magleby var der ansat ekspeditricer, som man kaldte stationsbestyrende. Udover disse blev der ansat 4 portører, 4 konduktører, i overbaneformand, 1 baneformand, lokomotivførere, 5 fyrbøder og 1 pudser.
Fra starten var der diskussion om taksterne ved overførslen af gods fra Amagerbanen til Københavns godsbanegård. Foruden banen protesterede amagerbønderne og fabrikkerne over for høje takster i henholdsvis landbrugsministeriet og handelsministeriet i 1910.
Amagerbanen skulle vederlagsfri overføre alt ekspresgods, ilgods, frimærkepakker og delvis letfordærvelige varer mellem Københavns personbanegård og Amagerbro
Amagerbanen fik mulighed for at udveksle godsvogne med DSB. En gren af Københavns Havnebane gik fra Københavns Godsbanegård via Kalvebod Brygge og Langebro til Islands Brygge.
Herfra udgik lidt nord for den nuværende Reykjavikgade et sidespor til Amagerbanens endestation ved Amagerbrogade. Senere dannede Amagerbanen selv forbindelsen til en anden gren af Københavns havnebane, nemlig sporet til olehavnen på Prøvestenen, som gik fra Amagerbanen nord for Prags Boulevard.
Latrin – eller Lortebanen
Amagerbanen gik gennem hastigt voksende industrikvarter, hvor der blev anlagt mange sidespor. Amagerbanen fik øgenavne som ”latrinbane” og ”Lortebanen”, fordi den transporterede latrin fra hovedstadens natrenovation.
Man skulle passe på Krudtmagasinerne
Fabrikkerne, hovedsagelig på Østamager kunne købe sig til sidespor. Banen skulle gå mellem 200 og 300 meter fra Amager Strandvej for at gnister fra lokomotiverne ikke skulle kunne antænde de krudtmagasiner, der stadig lå på Strandvejen.
Hestevogne med tønder indsamlede i nattens løb byens latrin og bragte den til to opsamlingssteder ved Lersøen på Nørrebro og ved Amagerbanens godsstation. Herfra blev latrinen på lette godsvogne, hver med tre fastspændte træbeholdere, transporteret til landstationerne Tømmerup og Store Magleby, hvor den blev kørt ud til de omkringliggende gårde og gartnerier og blev brugt som gødning.
Militæret havde endnu noget at skulle have sagt
Da der skulle bygges en ny station ved Amagerbrogade, måtte der ikke opføres en muret bygning af militære grunde. Så Wenck måtte opføre et bindingsværkshus som efter planen kun skulle fungere midlertidigt. Lige syd for selve stationsbygningen blev der i 1915 opført en mindre bindingsværksbygning, der skulle fungere som ventesal
I januar 1916 fik Amagerbanken tilladelse til at leje halvdelen af den lille bygning til deres Amagerbro Afdeling. Da bankens nye hovedkvarter tæt ved stationen stod færdig i 1921, overtog banen igen hele bygningen.
Efter Første Verdenskrig var der en million rejsende årligt, hvilket må betegnes som en succes.
En Motorvogn blev anskaffet
I 1930 blev 242 vognladninger kørt ud til de to stationer. Der var stor efterspørgsel efter latrinen fik den intensive kåldyrkning på Amager, ikke mindst under Anden Verdenskrig, hvor man ikke kunne få kunstgødning.
Efter Første Verdenskrig kørte der 10 tog i hver retning. Men udgifterne var stigende.
Amagerbanens trafikmængde kulminerede omkring 1920. Derefter faldt især persontrafikken, selvom banen i 1923 som en af landets første privatbaner anskaffede en motorvogn. Dette medførte flere afgange. Banen kaldte den for M. 1. Men det var for kedeligt, mente Ekstra Bladet. Efter en konkurrence i avisen blev den døbt ”Den flyvende hollænder”.
Andre forslag var ”Guleroden”, ”Kålhovedet” og ”Gåsen”. Det sidste mente man slet ikke var i orden for så ville man insinuere at nyerhvervelsen ville vralte sindigt af sted.
Det var en benzindrevet motorvogn med 50 siddepladser. Vognen kunne køre 45 km i timen og skulle, hvis det gik godt have følgeskab af flere.
Men motorvognen var dog ikke en succes. Driftsikkerheden var for ringe. Forventningerne blev ikke indfriet.
Nu kørte der 17 tog-par på hverdage. De store persontog og godstogene kørte dog stadig med damp.
Busruter blev overtaget
I 1921 startede Amagerbanen en buslinje mellem Kastrup og Sundby. I 1930 overtog banen samtlige bil-ruter på Amager og oprettede en ny rute mellem Sundby og Dragør Samtidig blev antallet af persontog halveret, så de fortrinsvis kørte i myldretiden.
I slutningen af 1920’erne blev konkurrencen fra private rutebiler mærkbar. Amagerbanen opkøbte flere busruter i oplandet og reducerede togdriften med 50 pct. Mere og mere persontrafik overførtes til busserne.
Ledelsen beskyldt for at sprede rygter
I 1927 blev der etableret et trinbræt ved lufthavnen, da lufthavnen var en turistattraktion. Her var ofte flyvestævner. Her blev etableret et skilderhus, der havde billetsalg på søn – og helligdage.
Den dag Charles Lindbergh gennemførte sin flyvning fra Amerika til Europatroede mange danskere at han ville lande i Kastrup, så mange drog med banen til lufthavns-trinbrættet.
Men rygtet talte ikke sandt så folk vendte tilbage til København. Dette gentog sig mange gange, så Amagerbanen blev beskyldt for at have sat rygtet i gang. Men det benægtede banen, der hermed fik uventet passagerer tilstrømning.
Turisttur til Saltholm – ikke den store succes
Kastrup Station bestod dengang af en stor hovedbygning, godsekspedition, læssespor, kran og et mystisk spor, der gik ud mod vandet. Der havde personvogne ikke noget at gøre, for det var havnebanen.
Man havde i banens første år forsøgt med gennemgående billetter fra Amagerbro til Saltholm i håb om, at postbåden Kastrup – Saltholm skulle blive en turistrute. Men det blev ikke nogen succes.
Man havde håbet på, at folk, når de kom til Kastrup skulle overnatte samt have mad og drikke. Derfor blev der i 1923 opført et jernbanehotel i Søvang Allé. Og der må have været god søgning for i 1928 blev hotellet udvidet.
Hærværk mod banen
På Tømmerup station blev stationsforstanderen kaldt Frederik den Syvende. Det store skæg gav ham kælenavnet. Det var ikke så farlig mange rejsende fra Tømmerup Station men som godsstation var den i mange henseende bedre end Kastrup.
I øvrigt klagede en læser fra Maglebylille over, dels at det hed Tømmerup Station da den lå på Maglebylille – jord, og dels at der var alt for langt for landsbyens beboere til stationen.
I 1920’erne blev der begået hærværk mod banen af et par drenge der havde taget, skruer ud af et par skiftespor.
På et senere tidspunkt havde en ukendt smidt en harve på skinnerne. Begge dele blev opdaget i tide, så en ulykke blev afværget.
Sammenstød – Tog afsporet
Men da en lastbil i 1921 skulle passere overskæringen ved Øresundsvejens Station gik det galt. Føreren af lastbilen havde set at toget holdt med dampen oppe ved stationen, men ikke at et tog kom fra den modsatte vej, så bilen kørte ind i lokomotivet. Ingen mennesker kom til skade. Lastbilen blev dog ødelagt og lokomotivet afsporet.
Sagen endte ved Højesteret, hvor banen vandt sagen og fik erstatning.
Persontrafikken indstillet i 1938
Banen indstillede persontrafikken den 1. april 1938, hvorefter passagererne var henvist til selskabets egne buslinjer. Efter Anden Verdenskrigs udbrud gjorde manglen på benzin og bildæk busdriften besværlig, så persontrafikken på banen blev genoptaget 5. maj 1940.
I 1939 havde man på Amagerbro Stations terræn opført boligblokken Møllelængen, som dengang var Københavns længste bygning. Derfor måtte man lade personvognene udgå fra en grusperron på godsstationen. Her blev opført en lille bygning med venterum og billetsalg.
Persontrafik igen fra 1940 – 1947
Men fra denne station var der langt til sporvognene på Amagerbrogade. Derfor lod man fra 1. august 1942 lod man igen banen udgå fra Amagerbrogade, hvor en tilsvarende perron var anlagt. Den lille ventebygning blev også flyttet hertil, og man benyttede hertil, og man benyttede DSB’ s spor til omløb.
Allerede et par dage efter besættelsen blev man klar over, at mangel på dæk og benzin til busserne ville gøre det nødvendigt at genoptage togdriften. Der skulle dog lige først iværksættes reparationer af banen. Og så skulle man også lige ansøge Ministeriet for Offentlige Arbejder.
Personvognene, der var udlejet til Frederiksværk-banen kunne tilbageleveres med det samme. Men de vogne, der var udlejet til Slangerup-banen kunne først tilbageleveres i foråret 1941.
Med Social – Demokraten på togtur
Den 6. maj 1940 rullede toget igen afsted med passagerer mellem Amagerbro og Dragør. Social – Demokraten skrev bl.a.:
Vognene var ikke utætte
Det var dog kun 10 pct. af personbefordringen, der i de første år af besættelsen foregik med tog. I løbet af årene blev brændslet dårligere og dårligere. Det medførte mange forsinkelser og klager.
En anden klage gik ud på, at det dryppede fra loftet. Driftsbestyreren forklarede dette på et bestyrelsesmøde således:
Fra 1. februar 1945 blev der en periode forbudt at køre lørdag og søndag både med busserne og toget på grund af mangel på brændstof og dæk.
To gårde i brand
På banen mærkede man også den tyske besættelse på andre ubehagelige måder. Ved Tømmerup Station skulle værnemagten bruge et stykke af stationspladsen til en feltjernbane fra Tømmerup Station over Magleby til Dragør. Denne bane blev i maj 1944 årsag til, at to gårde i Magleby brændte. Den ene brændte helt ned. Brandårsagen skyldtes at feltjernbane – personalet en aften havde fjernet røgspjældet på lokomotivet for at få større fart. Flammerne fra skorstenen havde antændt stråtaget på den ene gård, som lå tæt ved banen.
Herfra sprang flammerne over gaden og antændte den anden gård.
Særlige Transporter for Værnemagten
I maj 1940 fik banen besked på gennem generaldirektoratet for statsbanerne at indgå:
Hvad dette præcis gik ud på er det ikke mulighed for at finde i arkiverne. I 1944 måtte banen desuden leje et lokomotiv ved Hillerød-Hundested-banen til:
Man ville dog forsøge at få statsbane-lokomotiver til disse transporter og i stedet bruge lejede lokomotiver til banens øvrige trafik. Samtidig var der oprettet en overenskomst med værnemagten om særkørsel med værnemagten om særtogskørsel med arbejdere mellem Amagerbro og Tømmerup Station.
I 1944 nedsatte udenrigsministeriet leje for en borgestue for den tyske værnemagt på Amagerbro Station fra 100 kr. til 30 kr. Samme år forbød værnemagten, at man kørte med det sidste aftentog.
Kort tid efter ønskede værnemagten at denne kørsel skulle fortsætte helt til Dragør. Man ville fra banens side have, at disse kørsler skulle inkluderes i køreplanen.
Banen fortsatte som godsbane
Da forholdene blev normaliseret efter krigen, blev persontrafikken igen indstillet 1. september 1947, hvorefter banen fortsatte som ren godsbane. Men gennem hele besættelsen og ind til 1. september dampede Amagerbanen frem og tilbagemed masser af rejsende.
I 1950 fik Amagerbanken skrivelse fra Revisionsudvalget fordi de havde samarbejdet med tyskerne. Om de blev dømt til tilbagebetaling, vides ikke.
Mindst en af banens ansatte blev taget af Gestapo. Den 6. marts 1945 eksploderede en bombe i en jernbanevogn, der var fyldt med våben ved Amagerbro Station. Tyske soldater blev såret og to godsvogne blev beskadiget. En lang række ruder i lokomotiver og i personvogne blev knust.
Den 27. marts samme år var der sabotage ved Langebro. Målet var at ødelægge mekanismen i broen så skibene i Sydhavnen ikke kunne sejle igennem. Vi har beskrevet denne hændelse i vores artikler Besættelsen på Vesterbro 1-2.
Han fik alligevel jobbet
Efter befrielsen havde banen stadig væk særtransporter, bl.a. mange afgange med tyske flygtninge til lejren på Kløvermarken og til de allierede tropper i lufthavnen. En tidligere arbejder ved banen fik ansættelse som portør selv om han under en:
For dette fik han 40 dages hæfte.
Godstrafikken steg med 40 pct.
Busdriften blev forøget i takt med at man fik tildelt dæk. Man indskrænkede togafgange med passagerer. Man regnede med at indstille helt når forsyningerne af dæk var helt normal igen.
Godstrafikken steg med 40 pct. i slutningen af 1940’erne. Trafikken omfattede i 1949 ca. 2.940 vognladninger om året. Masser af det gods som man fragtede kunne ikke fragtes med lastbiler. Virksomhederne kunne ikke undvære banen sagde de.
Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet
Den 30. april 1957 blev strækningen mellem Tømmerup og Dragør nedlagt. Den 15. juni samme år fulgte strækningen mellem Kastrup og Tømmerup, da der skulle gives plads til udvidelse af Københavns Lufthavn.
Amagerbanen oprettede en godsrute med lastbil til Dragør. Denne ophørte først i 1968. Men denne rute kunne ikke rigtig løbe rundt.
I 1954 blev den nuværende Langebro indviet og samtidig åbnede en separat lav jernbanesvingbro syd for broen.
I 1956 blev der anskaffet et nyt diesel – lokomotiv til godsbefordringen og som afløsning af dampdriften. Selskabets maskiner var ikke egnet til godstrafik. Man havde dog et opfyret damplokomotiv i reserve.
I 1957 havde man i alt 35 busser
I 1957 havde banen i alt 35 busser. De fleste var nye og moderne. De fleste var af samme type som Københavns Sporveje.
Amagerbanen var med i Olsen – banden på sporet. Men kun få dage efter filmens præmiere var det slut med at være et selvstændigt firma. Man blev overtaget af DSB.
DSB fortsatte med at betjene Prøvestenen i en del år indtil den endelige nedlæggelse i 1995.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om Amager – På www.dengang.dk finder du 1.542 artikler – Under København (164 artikler) finder du:
Hvis du vil vide noget: Om Tog, Busser, Sporvogne – se her:
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Højer (72 artikler)
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under København (164 artikler)
Under Østerbro (86 artikler)
Under Nørrebro (286 artikler)
April 10, 2020
1864 – i Tønder
Trykket stemning. Fru Olufsen ventede det første barn. Opildne til spektakler og demonstrationer. Maler Schmidt røbede nogle ting. I skal ud af byen. Ulrik talte til demonstranterne og tog til Møgeltønder. Fru Olufsen og barnet døde. Skiftevis østrigske og prøjsiske soldater. Postskiltet fra Skibbroen. Vejrfløjet skulle tages ned fra kirketårnet. De kaptajn Leonhardt begyndte at synge. Vinduerne skulle udskiftes inden kronprinsen kom. Da jernbanen kom til Øst – banegården. Man skulle økonomisere med pladsen.
Trykket stemning
Dannevirke var blevet rømmet. Stemningen bag de danske embedsmænd var trykket og meget pessimistisk. Regeringen havde erklæret, at de måtte selv om de ville rejse hjem eller blive. Men regeringen sagde samtidig, at man ikke kunne garantere for deres sikkerhed.
Fjendtlige styrker ville heller ikke anerkende danske embedsmænd. Men næsten alle danske embedsmænd drog derfor nordpå.
Fr. Olufsen ventede det første barn
Fysikus Ulrik kunne ikke rejse nordpå idet fru Olufsen i disse dage ventede hendes nedkomst. Situationen var yderst vanskeligt. Det var kun en svag mulighed for at hun kunne overstå fødslen. Han måtte blive. Gjessing var også embedsmand. Han ville blive.
Det var ikke uroligheder lige med det samme. Man vidste, at det danske artilleri fra Frederiksstad ville komme over Tønder. Man havde ikke lige lyst som urostifter at blive taget med nord på. Man havde ventet artilleriet om tirsdagen. Her skulle de bespises for så med det samme at tage videre nord på.
Opildne til spektakler og demonstrationer
De tyske agenter forsøgte dog at opildne til spektakler og demonstrationer. De forsøgte at organisere det hele. De vidste ikke rigtig, hvordan småfolket ville reagere. De agiterede med de tyske borgere ude i æ Fries mellem de tysksindede småfolk, der havde ord for at være særlige voldsomme.
Soldaterne var forsinkede på grund af stærkt snevejr. De kom først næste eftermiddag. Om eftermiddagen kom friserne til byen. De meldte sig de anviste steder, rekvirere mad og drikke og var nu klar til at lave spektakler.
Dette passede ikke værterne. De var bange for soldaterne den næste dag. Der var kommet en del spektakler, men det lykkedes værterne at sende uromagerne hjem igen. Og soldaterne kom og tag afsted lige så hurtig.
Maler Schmidt røbede nogle ting
Fysikus Ulrik ejede gavlhuset i Østergade 18. Den lå lidt tilbagetrukket fra gaden. Med en trappe på 2-3 trin. Om eftermiddagen kom maler Schmidt og fortalte, at han havde fået at vide, at nogle borgere hade været samlet og vedtaget at Gjessing og Ulrik om aftenen skulle jages ud af byen.
Dersom de ikke straks foretrak frivilligt, skulle de tages og transporteres bort. Ingen af de to embedsmænd ville have ballade eller spektakler. Gjessing boede skråt over for Ulrik i Østergade 15. De to blev enige om lade lyset i stuerne være slukket. Ingen skulle sover i stuerne ud til gaden.
I skal ud af byen
Eftermiddagen forløb roligt. Der fladt et jævnt lag sne. En del mennesker havde først på aftenen samlet sig foran Ulriks hus. De blev efterhånden urolige og begyndte at synge. Der blev råbt:
Huset var helt mørkt, og der viste sig ingen. Men råbene og spektaklerne blev ved. Der blev kastet snebolde mod vinduerne. Fra tysk side var der blevet dannet en slags borgerværn. Pludselig optrådte værnets formand, manufakturhandler Jürgensen, der boede i Storegade i det nu af bager Lassen ejede hus ved siden af biblioteket. Han begyndte at tale til forsamlingen men fik kun sagt:
Så skrålede folk:
Ulrik talte til folket
Så forsvandt han. Spektaklerne og råbene blev ved i nogen tid, uden at der skete noget. Men så blev gadedøren åbnet, Ud på stentrappen trådte Fru Ulrik med en køkkenlampe i hånden. Bag hende fysikus Ulrik.
Der blev straks stille og fru Ulrik lyste rundt med lampen, hvilket fik folk til forsigtigt at trække sig tilbage. Ulrik sagde nu:
Ulrik gik derefter ind og bagefter fru Ulrik stadig lysende med lampen, hvorpå døren blev låst. Forsamlingen havde under dette optrin forholdt sig fuldstændig rolig og stilheden blev ved i nogen tid, men så blev den pludselig afbrudt ved hylen og kliren fra alle husets ruder, som blev slået i stykker som blev slået i stykker ved en regn af snebolde.
Derpå løb hele skaren ind mod torvet. I forbifarten blev det råbt:
Ulrik tog til Møgeltønder
Endnu en rude blev knust. Da alt var roligt et stykke tid gik Gjessing over til Ulrik. Det lykkedes for ham at komme ind. Der var ikke sket andre skader ind at ruderne var var slået ind. Men nogen behagelig situation var det ikke.
Man blev enige om, at Ulrik skulle tage til Møgeltønder, hvorfra Olufsens vogn kunne hente ham. Gjessing kørte næste dag hans børn og kone op til broderen i Højrup, der her var præst. Men det var en besværlig tur for en vældig snestorm brød i gang. Men de kom dog ikke videre end til Løgumkloster. Næste dag gik turen så videre.
Fru Olufsen og barnet døde
Ulrik kørte nu frem og tilbage med Fru Ulrik mellem Møgeltønder og Tønder i Olufsens lukkede vogn. Næste dag samlede der også en hujende skare om vognen. Der blev kastet sten ind efter dem i vognen dog uden at ramme. Fremover valgte familien at følge efter nogle pålidelige folk, når de skulle til og fra vognen.
Fødslen kom nogle dage senere. Men både Fru Olufsen og barnet døde. Derefter rejste fysikus Ulrik til København, hvor han bosatte sig.
Skiftevis østrigske og prøjsiske soldater
Dagen efter, at de danske soldater var draget gennem byen, kom der østrigske ryttere til byen. De kom syd fra og red ind over ”æ Vemelagger”. Men de forsvandt dog igen efter at de havde forvisset sig om, at der ikke var danske soldater i byen.
Kort tid efter kom der en del soldater, skiftevis østrigske og prøjsiske. De blev indkvarteret hos borgere. Der blev holdt god orden, så det var ikke tale om, at de danske blev generet hverken fra de tysksindede borgeres side eller militærets side.
De østrigske var måske de mest fremartede. De var kede af at skulle helt herop at føre krig i et skrækkeligt klima med fugtigt og blæsende vejr. De ville hellere føre krig mod preusserne end mod dansker, ja det sagde de i hvert fald til nogle dansksindede. De elskede at spise klipfisk.
Postskiltet fra Skibbroen
Der var forskellige ting de tyske borgere nu ville have fjernet i Tønder. Det var blandt andet det danske postskilt på posthuset på Skibbroen. Det var et stort og tungt jernskilt. Det var gjort solidt fast i muren. Det koster stor møje og besvær at få taget det ned.
Det bedste var at lægge skiltet i bunden af ”e Tog”. Der blev derfor hugget et hul i isen og skiltet gled derned.
Ja så var det også lige vejrfløjen, et dannebrogsflag på toppen af kirkens spir. Men det sad så højt oppe at ingen turde vove at påtage sig at tage det ned. Det fik lov til at sidde der i nogen tid.
Vejrfløj skulle tages ned
Maler Schmidt var også blevet spurgt om han for betaling kunne tage fløjen ned, em havde flere gange sagt nej. Men det endte med at Schmidt sammen med en tysker tog vejrfløjen ned for seks daler.
Da den tyske borgmester skulle ankomme i en lukket vogn fra Husum, stillede et par dansksindede knægte sig op nede ved Sønderport og kastede sten mod vognen. Der skete dog ikke nogen skade men knægtene måtte en tur på Rådhuset.
Da kaptajn Leonhard begyndte at synge
Den ene af knægtene var den senere kaptajn Leonhard. Han var en søn af en hessisk former på Lorentzens støberi. Faderen var som formere dengang temmelig forfalden til spiritus. Konen var en dygtig og energisk kone fra Haderslev.
Leonhard kom ud at sejle, men han blev behandlet som det værste. Da skibet kom til Skotlands vestside, deserterede han. På østsiden mødte han en dansk kaptajn, der tog sig af ham. Med ham sejlede han i mange år, indtil han kom til Amerika, hvor han blev styrmand og kaptajn. Senere blev han skibsreder med bopæl i New York og Cuba.
Gasmester Lorentzen hentede ham efter ”Genforeningen” i København. Han ville gerne se Tønder igen. Men han havde fuldstændig glemt at tale dansk. Men han kunne da huske at synge:
Da vinduerne skulle tætnes
Fysikus Ulrik var meget krænket over den behandling han havde fået. Han forlangte at magistraten betalte for ødelæggelserne. Men det nægtede de.
Da kronprinsen af Prøjsen, der lå i kvarter i Flensborg ville besøge Tønder og byen skulle udsmykkes mødte man Ulriks knuste vinduer i Østergade. Der blev nu en del røre i byen. Man gav sig ikke. I stedet dækkede man vinduerne med gran.
Da jernbanen kom til Tønder
Jernbanen kom ikke inden krigen startede. Det var frygteligt at komme til Tønder. Det tog meget lang tid. Men så kom Øst – banegården. Alleen blev gennembrudt af den nye Richtsensgade. Anlægget måtte også give plads til en ny borgerskole.
Byen var hyggelig og venlig at se på. Men renlig var den bestemt ikke. Så at sige fandtes der ingen kloakker. Spildevandet gik glat ud i rendestenene. Ofte skinnede det i alle regnbuens farver, særlig i hårde vintre, så var næsten hele gaden fyldt med frosne rendestene.
Man skulle økonomisere med pladsen
Bag hovedgaden lå ”Bag e Stoll” (bag staldene) som i det væsentligste blev optaget af lagerpladser, affaldspladser og mægtige møddinger. Det var ikke det mest behagelige sted at opholde sig. Det var her rotterne stortrivedes. Men det gjorde de nu også alle andre steder i byen.
Tønder er bygget på en knold, der skyder sig ud i den lave marsk. Det var meget vanskeligt at bygge huse uden for den oprindelige by. Man havde måtte økonomisere med pladsen. Byen havde også lidt af store brande i det 18. århundrede. Husene måtte genopbygges med gavl til gaden. Til gengæld gav man husene karnapper (udlukter) for at skaffe lys ind i stuerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Tønder (254 artikler) finder du bl.a. følgende artikler:
April 7, 2020
Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup
Midt under Første Verdenskrig udkom ”Den Lille Hornblister” af N.G. Holst. Hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform. Den var lige så populær som Landsoldaten. 720 vers blev der skrevet om den 13 – årige Nyboder – dreng. Mange troede det var en autentisk beretning. Det benyttede Peter Christiansen sig også af. Han stak selv af fra militæret. Det fik han 25 slag for. Danmark vandt den 25. juli 1860 Slaget På Isted Hede. Det var populært. Og Peter bildte folk ind, at han havde deltaget. Han dukkede op i sognet med indbundet arm og et mærke fra Dannebrogsmændene, som han havde købt ved en guldsmed. Næste gang, han dukkede op, bildte han folk op, at armen var amputeret. En embedsmand sørgede for, at han månedligt fik 4 rigsdaler i pension. I april 1852 opdagede retten i Viborg, at han var fuld af løgn. Han fik et års fængsel.
Den falske hornblæser – Peter Christiansen Sveistrup. I 1849, midt under den 1. Slesvigske krig udkom “den lille Hornblæser”. Digtet, af H. P. Holst, både ramte og forstærkede en patriotisk folkestemning. Sammen med den menige danske soldat “landsoldaten” blev “Den Lille Hornblæser” et symbol, og både han og hornblæseren blev efter krigen foreviget i statueform.
720 vers skrev Holst om den 13-årige Nyboderdreng. Trods sine forældres bønner lader han sig hverve som hornblæser, for “kongen trænger til os allesammen”. Hans kaptajn falder med dragen sabel i spidsen for sine folk, men den lille hornblæser redder situationen ved at blæse til angreb. En kugle går gennem hans frakke. Hullet kan dog nok repareres, så “vær ikke vred”, skriver han til moderen derhjemme i Nyboder.
En døende fjende tager han sig af, læser op for ham af Evangeliet, og oprøreren dør i vished om, at “en dansk og trofast hånd” vil lukke hans øjne. I slaget ved Slesvig redder vores helt atter en kritisk situation. Han griber trommen og slår “avancer”, da tamburen falder. Men af: en kugle går gennem trommen, en anden gennem hånden, han bliver ramt af en hestehov og taget til fange.
Efter at have overbragt den døende oprørers afskedsord til den tysksindede familie, lykkes det den lille hornblæser at flygte.
Ved troppeparaden den 18. september 1848 på Lerbæk Mark nær Vejle, hvor Frederik 7. inspireret af et andet digt af Holst, udtaler de berømte ord “det skal ej ske” (nemlig at Slesvig bliver skilt fra Danmark), får
hornblæseren lejlighed til at hilse på den folkekære konge.
Da Frederik 7. spørger, hvad han ønsker sig, svarer det perfekte barn: At lære noget rigtigt”. Hjem til moder i Nyboder kommer vores helt igen, men hans fader er faldet i krigen.
Heldigvis har Den lille Hornblæser lært en gammel bulderbasse af en løjtnant at kende. Han er allerede begyndt at kalde ham sin plejefar. Der er lagt op til en happy ending.
I 1849 var digtet, hvad vi i dag vil kalde et hit. Det udkom i det ene oplag efter det andet. Frederik 7. skal selv have sørget for, at det blev omdelt på feltlazaretterne. H. P. Holst var knyttet til hæren som en slags sekretær ved den militære overkommando. Nogle troede, at Den lille Hornblæser var en autentisk beretning, og hornblæseren altså en virkelig person.
Det benyttede Peter Christiansen Sveistrup sig af. Peter var født i 1833, antagelig på et sygehus i Aarhus. I hvert fald en del af opvæksten fandt sted i et enligt liggende fattighus på den såkaldte Dover Hede i Svejstrup ved Skanderborg. Sognepræsten anførte siden, at familien havde en “vild sigøjnernatur”, og af en protokol fra Viborg tugthus fremgår, at hans forældre var tidligere straffede natmandsfolk.
Som 14-årig lod Peter Christiansen Sveistrup sig i 1848 antage som tamburdreng i hæren. I dag forbinder vi børnesoldater med ulande, men for ca. 170 år siden antog man altså Danmark børn som hornblæsere. De var – vel blandt andet på grund af H. P. Holsts digt – et yndet motiv for tidens malere. Under kamp var de med i forreste linje sammen med den
kommanderende officer, hvis kontrol over tropperne delvist beroede på hornblæserens signaler.
Peters militærtjeneste forløb ikke godt. Han stak af et stykke tid og blev, trods sin unge alder, idømt 25 slag ris for absentation. Den 12. april 1850 blev han afskediget fra hæren. Med sin slette opførsel var han et dårligt eksempel for de øvrige spillemænd. Hvad skulle han nu leve af?
Den 25. juli 1850 vandt danskerne kampen på Isted Hede, det største slag, der er blevet udkæmpet på dansk grund. Her var Peter altså ikke med, men det gav ham en idé. Han ville udgive sig for at være såret fra Istedslaget.
I den kommende periode forvandlede Peter Christiansen Sveistrup sig med stor succes til den lille hornblæser fra H. P. Holsts digt. I november samme år dukkede han op i sin hjemkommune med den ene arm “såret og ombunden”. I knaphullet på sin våbenfrakke bar han Dannebrogsmændenes Hæderstegn; at han havde købt det hos en guldsmed for penge, han havde svindlet sig til, kunne folkene i Svejstrup jo ikke vide.
Både skaden og udmærkelsen havde Peter, efter hvad han selv oplyste, erhvervet sig, da han havde antændt en af fjendens krudtvogne! En tid var han væk fra sognet, men dukkede så atter op. Da hang venstre ærme tom
ned! Armen havde måttet amputeres i København, efter at der var gået koldbrand i den.
En embedsmand i hovedstaden søgte på Peters vegne pension for ham. Sogneforstanderskabet i Svejstrup oplyste til kommissionen i København, at faderen var fattiglem og derfor ude af stand til at forsørge sønnen. Drengen havde ved en heltemodig dåd i sommeren 1850 fået sin ene arm kvæstet, så den senere måtte amputeres.
Peter blev tildelt 4 rigsdaler månedligt. I flere jyske byer blev Peter almindelig kendt som Den Lille Hornblæser. Varme anbefalingsskrivelser fra København skaffede ham en velvillig modtagelse overalt. “Man glædede sig ved at betragte det livfulde udtryk i hans smukke og kække ansigt, når han fortalte om Istedslaget 1850 og alle de andre træfninger, hvori han havde deltaget, og man kappedes om, på en eller anden måde at lægge sin velvilje for ham for dagen”, skrev en Aarhusavis, efter at svindelnummeret var blevet afsløret.
På Randersegnen havde han fortalt, hvordan han havde været med til at vinde slaget ved Isted: Da de tyske kolonner passerede ham, mens han lå såret på kamppladsen, havde han blæst det tyske signal for retræte, hvorefter tyskerne var vendt om!
Hjælpepræst A.D. Cohen rejste under krigen rundt og besøgte bl.a. feltlazaretterne for at skaffe nøjagtige efterretninger om de faldne. Resultatet blev et meget detaljeret mindeskrift, hvor der også er meddelt
navnene på de amputerede. Det kom Peter for øje, og da han ikke fandt sit navn på listen, henvendte sig selv – iført våbenkjole med tomt venstre ærme og dannebrogskors – til Cohen og påtalte undladelsen.
Det viste sig imidlertid, at han faktisk var med i fortegnelsen, men under en anden militær enhed end den, han nu angav. Statsmagten havde selv, fortalte Cohen bagefter, givet oplysning om, at Sveistrup var blandt de amputerede. (Hvordan det er gået til, fortaber sig i historiens tåger).
På et senere tidspunkt opfordrede Cohen til “at udslette bedragerens navn” i bogen fra 1850. I H.P. Holsts digt er hornblæseren søn af en Nybodermand, der falder under krigen. Peter Christiansen Sveistrup fortalte Cohen, at hans fader var en af de søfolk, der sprang i luften med linjeskibet Christian VIII ved Eckernförde.
Den affære var velkendt i tiden – både i Danmark og sydpå. Da Cohen læste op ad listen med navne på de faldne ved den hændelse, udpegede Peter sin fader, der dog mærkeligt nok skulle have heddet Paulsen. Cohen fik også at vide, at Peter var blevet konfirmeret forrige påske. Præsten havde, fortalte han, bemærket, at det vist var første gang en konfirmand havde været dekoreret med et dannebrogskors!
I halvandet år strejfede Sveistrup rundt i København, på Fyn og i Jylland. Overalt udgav han sig med stor succes for at være den lille hornblæser.
I december 1851 bragte Peter et brev fra København til en møller i Framlev Herred ved Aarhus. Han bad om at få natlogi og tilbød at tage breve med tilbage til København. Hans støvler trykkede, “hvis årsag man
lånte ham et par”.
Peter fik aftensmad og gik til ro. Det var møllerens søns støvler, der blev lånt ud, så sønnen har antagelig været noget utilfreds, da både Peter og støvlerne var væk næste morgen. Peter blev anholdt. Foruden støvlerne var han i besiddelse af et stort sølvbelagt merskumspibehoved.
Venstre underarm viste sig at være i god behold og slet ikke amputeret.
Retten takserede april 1852 Peters forbrydelse til et års indsættelse til arbejde i Viborg Tugthus. Desuden skulle han betale alle sagens omkostninger. Tidligere skal han have været mistænkt for voldtægt mod en 14-årig pige, men sagen var blevet henlagt på grund af manglende beviser.
I H.P. Holsts digt har den gamle løjtnant “en pokkers stor respekt for alle, der kan skrive”, og det kunne digtets lille hornblæser selvfølgelig. Peter derimod kunne, til trods for at han nu var omkring 18 år, hverken læse eller skrive, noteredes det, da han 15. maj 1852 blev afleveret til straffeanstalten i Viborg, hvor han blev indskrevet som fange nr. 445.
Han beskrives i øvrigt som 157 cm, med spinkle lemmer, sort hår, brune
øjne og et ar i panden. Da han er ukonfirmeret, er han “ej indrulleret” til tvungen militærtjeneste. Penge har han ingen af. Hans påklædning er en våbenfrakke, bukser, blårlærredsskjorte, en ternet vest, blå uldstrømper, en kasket og støvler.
Desuden har han en nattrøje med sig. Peters opførsel Viborg Tugthus beskrives som “temmelig god”, men den har dog ikke været bedre, end at
han ved en lejlighed blev tildelt seks slag rotting. Ud af 312 fanger i første halvår 1853, var det kun fem foruden ham, der opnåede den tvivlsomme ære. Den 15. maj 1853 blev Peter sluppet fri. Hvordan det
siden gik ham, er ikke undersøgt.
Peter Christiansen Sveistrup er ikke den eneste, der har udgivet sig for at være Den lille Hornblæser, men næppe andre har gennemført svindelnummeret så systematisk. I 1882 blev der samlet ind til Den lille
Hornblæsers syge og trængende enke. Det var over 30 år efter, at førsteudgaven af Holsts digt var udsendt.
Da indsamlingen var overstået, følte Holst sig foranlediget til at oplyse, at hornblæseren var en fiktiv person. Det var der tydeligvis nogen, der fortsat ikke havde forstået, til trods for at Holst allerede i
digtets første linje har anført en ikke eksisterende adresse i Nyboder som Den lille Hornblæsers barndomshjem. Verden vil bedrages.
Kilde:
*
https://kalliope.org/da/work/holst/1849
April 4, 2020
Kommunehospitalet – i begyndelsen
Der var allerede to hospitaler. Resultatet var ganske imponerende. Topmoderne ventilationsanlæg. Flere og flere patienter blev indlagt. Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet. Man ønskede damer af de bedre klasser. Læretiden var kun et år. Betalings – hospital. Fem måltider om dagen. Kosten var en del af behandlingen. Ikke alle måtte få kaffe. En speciel slags snaps. Masser af damp i køkkenet. Grødomslag. Store lønforskelle. Man kunne ikke drikke vand. Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt. Et rygefrit område. Portøren kunne tjene lidt ekstra. De bedrestillede havde enestuer. Kommunehospitalet var klasseopdelt. En streng disciplin både for patienter og ansatte.
Der var allerede to hospitaler
Allerede inden et stort udbrud af kolera ramte København i 1853, havde nogle læger offentligt kritiseret de dårlige hygiejniske forhold i byen og følgerne for sundheden.
København havde Frederiks Hospital i Bredgade, der blev oprettet i 1757 og var beregnet til at yde ubemidlede patienter fri kur og pleje.
Almindeligt Hospital i Amaliegade blev åbnet i 1769 og var en stiftelse for byens fattige. Med tiden blev der indrettet flere og flere pladser til fattige syge. Ja og så var der også et lille børnehospital i Rigensgade.
Krigsministeriet tog det ikke så tungt
Krigsministeriet slog sig i tøjret for det område man havde udpeget til det kommende Kommunehospital lå i befæstningsterræn og skulle kunne ryddes i krigstilfælde. Men da man samtidig var gået i gang med at nedlægge fæstningsværkerne omkring byen tog man det ikke så tungt.
Og det var arkitekt Christian Hansen, der blev udpeget. Han havde erfaringer fra Grækenland, hvor han havde arbejdet for den græske kong Georg, der oprindelig var prins af Danmark.
Resultatet var ganske imponerende
Koleraens hærgen gjorde det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt lys og luft, rent vand og gode kloaker er. Det førte blandt andet til opførelsen af Kommunehospitalet. Det blev indviet i 1863.
Resultatet var ganske imponerende. Der blev plads til 844 patienter. Der var 60 stuer med plads til 10 senge. 24 stuer med 5 senge. 9 stuer med 2 – 3 senge og 36 eneværelser. Ja så var der jo også lige 20 celler til sindssyge patienter.
Det var blandt de største bygningsværker i datidens København. I største svarede det nok til Christiansborg. Hospitalet er bygget efter princippet med længdekorridorer og alle sygeværelser vender mod syd (solsiden), mens korridorerne vender mod nord.
Topmoderne ventilationsanlæg
Der blev indrettet 4 afdelinger, en kirurgisk, en afdeling for hud – og kønssygdomme samt to medicinske afdelinger.
Hospitalet var topmoderne med ventilationsanlæg, rindende vand på patientstuerne og vandklosetter. Det sidste var ganske enestående. For almindelige borgere blev det først lovlig at installere wc i 1890erne, da kloakeringen på den tid lod meget tilbage at ønske.
Hospitalet var indrettet i en mands – og en kvindeside, der hver havde tre underafdelinger, en medicinsk, en kirurgisk og en for hud- og kønssygdomme.
Ja så kom der jo også arbejderboligerne i Brumleby som ”Kartoffelrækkerne”, hvor lys og grønt var i fokus. Kommunehospitalet blev dog hurtigt for lille. Ikke bare steg befolkningstallet fra 155.143 i 1860 til 411.000 i 1901.
Flere og flere patienter blev indlagt
Hospitalsvæsnet blev også mere belastet af, at det blev gratis og en pligt at blive behandlet for kønssygdomme. Loven om sygekasser blev ændret i 1892 og gav større adgang til at blive behandlet på et hospital.
Flere patienter blev behandlet på et hospital og flere patienter blev indlagt, fordi lægerne blev bedre til at behandle sygdomme, de tidligere ikke kunne helbrede eller mildne. Københavns Kommune reagerede ved at opføre nye sygehuse som Øresundshospitalet som karantænehospital og Blegdamshospitalet, hvor Panum Instituttet nu ligger. Sidstnævnte hospital blev brugt som epidemisygehus fra 1879.
Kommunehospitalet blev det førende hospital for medicinsk udvikling. For eksempel var det her, overkirurg Mathias Hieronymus Saxtorph for første gang herhjemme brugte en karbolspray under en operation for at holde luftens skadelige kim borte.
Den første operationsstue blev hurtigt utilstrækkelig, og i 1888 tog man en ny operationsstue i brug, der var indrettet efter de nyeste hygiejniske principper. I løbet af 1890erne blev et større areal inddraget til operationsstuer.
Første sted, hvor sygeplejersker blev uddannet
Kommunehospitalet var det første hospital, hvor man var begyndt at uddanne sygeplejersker. Det vil sige, at det var på Diakonissestiftelsen, der var blevet stiftet samme år som Kommunehospitalet blev etableret, at man begyndte den første systematiske uddannelse af sygeplejersker. Men for kvinder, der ikke ønskede at indtræde i et religiøst fællesskab, var muligheden der først i 1876.
På mandsafdelingerne 4. og 6. afdeling var der ansat mandlige plejere. Og i begyndelsen på Kommunehospitalet var der ikke tale om en egentlig uddannelse. Der var dels faste stue- og vågekoner, dels løst ansatte. Der var også en badekone, en badepige og en kone med titel af ”medicinkone”.
En stuekone havde ansvaret for en stue med 10 patienter Hun boede i et værelse adskilt fra sygestuen og med adgang fra samme korridor som sengestuerne lå på. Det var en klar forbedring i forhold til Frederiks Hospital, hvor stuekonen boede bag et forhæng på sygestuen.
Man ønskede damer af de bedre kredse
De var sikkert gode medarbejdere. Men stuekonen fik også drikkepenge af patienterne mod at give dem særbehandling. Streng ædruelighed var påkrævet, men det var svært at håndhæve. Vågekonerne ude fra byen kom ofte fra en fuld arbejdsdag, og de var trætte. Det gik ud over deres årvågenhed. En vågekone fik 2 mark pr. nat for besværet.
I 1872 gjorde L.I. Brandes sig til talsmand for, at
Han gik selv foran ved at tilbyde kurser i sygepleje til unge piger på Almindeligt Hospital.
Da lægen C.E. Fenger blev hospitalsborgmester i 1875, gik han i gang med at indføre det nye system med sygeplejersker på Kommunehospitalet. Fra 1876 blev der antaget unge damer til oplæring i sygepleje. Fengers mål var at forbedre tonen på hospitalet og at afskaffe systemet med drikkepenge.
Læretiden var kun et år
Men det hele trak ud. Først i 1905 kom der sygeplejersker på de sidste afdelinger. Nogle af overlægerne var lodret imod ordningen og slog sig i tøjret. En række kvinder blev sat i lære hos stuekonerne. Disse blev så afskediget efterhånden som de nye assistenter blev udlært. Det siger sig selv, at dette skabte et spændt forhold.
Hospitalets reglement gjorde det ikke bedre. I 1878 blev det bestemt, at ”den nye sygepleje” skulle have kaffe om formiddagen, mens det gamle personale fik mælk og brød. Det varede til 1883, hvor også stuekonerne og sygevogterne fik deres formiddagskaffe.
Læretiden var kun på et år. Den pædagogiske metode var en form for sidemandsoplæring, hvor eleven selv måtte gøre sine iagttagelser og lære af egne fejl. Arbejdet gik ud på at gøre arbejdet som den enkelte overlæge ønskede arbejdet.
Eleven fik indskærpet, at hun skulle vise lydighed og ærbødighed mod plejemoderen, som var den ledende sygeplejerske. Man skulle lære at underkaste sig autoriteterne og udføre det arbejde som blev pålagt. Arbejdstiden var 14 timer i dagvagt og 12 timer i nattevagt. Assistenterne delte værelse på afdelingen. Plejemoderen havde to værelser.
Betalings – hospital
Da hospitalet åbnede, skulle det tage imod betalende patienter, og patienter skulle behandles på kommunes regning. Syge, der var under fattigforsorg, kunne indlægges med godkendelse fra magistraten. Andre fattige syge, der ikke var under fattigforsorg, kunne også indlægges til gratis kur og pleje på magistratens foranledning. Løsagtige fruentimmer, der skulle behandles for syfilis, blev indlagt af politilægen.
De betalende patienter fordelte sig på tre grupper:
Fem måltider om dagen
Det var sandelig også forskel på kosten. Betegnelsen ”pleje” dækkede blandt andet over, hvilken kost patienten fik tildelt. På hospitalet fandtes to former for pleje, almindelig pleje og bedste pleje.
På Kommunehospitalet blev der serveret 5 måltider dagligt:
Bevaret er reglementet fra 1890, men der var ikke sket de store forandringer fra begyndelsen. Meget tidligt omkring 6.30 fik man 125 gram sigte – eller franskbrød, 125 gram smør og te, hvis man var indlagt i almindelig pleje og fuld kost.
Kosten var en del af behandlingen
Kosten blev anset som en del af behandlingen. Hver dag skulle lægerne indføre i en speciel madbog, hvilken kost patienten var ordineret. Man kunne også få ordineret en ekstra diæt, hvis man var mager og ikke ”udvokset”.
En ekstra diæt bestod foruden af fuldkost af ansjoser, bouillon, brød, smør, mælk, sukker, æg og øl.
Efter morgenmaden vaskede gangkonen de anvendte drikke – og madkar, som det var hendes arbejde efter hvert måltid. Opvasken foregik idet til sygestuen hørende varmekøkken.
Ikke alle måtte få kaffe
Der blev ikke serveret kaffe, selv om mange læger ikke længere anså den som skadelig, men som en ”sund og nærende Drik”, hvis man blot ikke overdrev brugen. I enkelte tilfælde kunne man godt få kaffe, men så skulle den ordineres af overlægen. Kaffe blev betragtet som medicin og blev udleveret af apoteket.
Men om natten duftede hospitalets gange af kaffe. Det drak vågekonerne for ikke at falde i søvn. Man måtte dog selv betale for den. Den første personalegruppe, der fik kaffe, var sygeplejerskerne. Først seks år senere fik stuekoner og sygevogtere ret til dette.
En speciel slags snaps
Formiddagsmaden blev serveret kl. 9. Den bestod af ¼ pot havresuppe og mælk til hver patient. Sigtebrød eller rugbrød fulgte med. Når klokken lød betød det, at stuegangen var sat i gang, så skulle alle patienter finde deres seng.
Det var ikke ualmindeligt at mændene fik en snaps eller to til smørrebrødet. Det blev betragtet som forebyggende medicin. Men det var nu ikke altid, at lægerne havde denne mening. Når man skulle behandles for delirium (alkoholisk psykose) blev præparatet ”Mixtura Spirituosa” anvendt.
Hvis du har lyst til at blande sådan en, får du her opskriften:
Hver tredje time fik patienten sådan en ”snaps”.
Havresuppen blev leveret i særlige ”Havresuppespande”. Overopsynsmanden/konen skulle være til stede under udleveringen. Ledelsen mente ikke, at Gangkonerne selv kunne håndtere dette.
Masser af damp i køkkenet
Man havde noget der hed ”Opheisningen” (Køkkenelevatoren). Det var en sjælden lettelse i personalets arbejde. Udleveringsrummet i stueetagen lå ved siden af ”Dampkøkkenet”. Dette var Kommunehospitalets centrale køkken. Dette var så opdelt i et koge – og et stegekøkken.
Her var en række dobbelte kobberkedler til madlavning. De blev opvarmet ved hjælp af damp, der under tryk blev ledt ind i rummet mellem to kedler. Ulempen ved disse var at der kunne udvikles så meget damp, at man ikke kunne se fra den ene kedel til den anden. Helt ufarlige syntes de heller ikke at have været.
Grødomslag
To gange om dagen kl. 7 om morgenen og kl. 7 om aftenen bragte køkkenkarlen omslagsgrøden ud til afdelingerne. Når grøden skulle anvendes, blev den blandet med stoffer, som behandlingen krævede. Derefter bliver den fyldt i særlige ”omslagsposer”
Således var der i f.eks. ”blødgrødende grødomslag” tilsat hyldeblomst, kamilleblomst, altæarod og hørfrø. Sådanne omslag blev anvendt til behandling af hudlidelser og svulster.
Store lønforskelle
Husholdersken fik en årsløn på 300 rigsdaler samt fri bolig på hospitalet inklusive brændsel og belysning. Det øvrige køkkenpersonale bestod af en overkokkepige, tre kokkepiger og to køkkenkarle. Overkokkepigens løn var på 40 rigsdaler halvårligt. Det var dobbelt så meget som årslønnen for de tre kokkepiger, som hver fik 20 rigsdaler halvårligt. De mandlige køkkenkarle fik hver 30 rigsdaler. De fik desuden kost og logi.
Når hospitalet var fuldt belagt, skulle dette personale lave mad til over 800 patienter samt til en stor del af personalet til 205 personer.
Det gik ikke altid helt godt. Således anmeldte 4. afdelings overlæge i 1883 til lægerådet, at der efter middagsmaden den 4. juni opstod 95 tilfælde af diarre på afdelingen.
Man kunne ikke drikke vand
Middagsmaden bestod af to retter, en forret og en hovedret. I almindelig pleje skiftede man mellem ni slags formad og ni slags eftermand. Hvem femte dag fik man samme hovedret. Om søndagen blev der serveret byggrynssødsuppe eller risgryns-sødsuppe og kalve – eller oksesteg med kartofler.
Drikkevandet blev betegnet som ”ålesuppe”. Det var ofte af ret klumpet karakter. Hospitalet fik sit drikkevand fra det nye vandværk på Vester Farimagsvej, mens vand til udskylning og badebygningen blev hentet fra Sortedamssøen.
Skulle man have noget at drikke, ja så drak man først og fremmest øl. Også de ansatte havde ret til øl. De mandlige fik en øl om dagen. De kvindelige fik en halv øl.
Hospitalet indkøbte i 1865 157 tønder godtøl samt 58 ½ tønder hvidtøl og 11 ½ tønder dobbelt øl. De patienter, der havde enestue, havde ret til vin til maden.
Middagssøvn var ikke lægelig forsvarligt
Havresuppe blev serveret kl. 16. Om folk havde sovet middagssøvn, vides ikke. Det var ikke alle læger, der syntes at dette var særlig sundt. I en af de mange sundhedsbøger fra dengang hed det sig:
AC
Et rygefrit område
I 1864 var 1.061 af de i alt 8.342 indlagte patienter under fattigvæsnets forsørgelse. Hertil kom 2.517 patienter, som ikke selv kunne betale for deres indlæggelse. Det måtte det offentlige tage sig af. Næsten 43 pct. af patienterne kom fra yderst beskedne kår, hvor sult og sparsom kost hørte til dagens orden.
Dengang i 1860-70’erne var rygning et mandeanliggende. Kommunehospitalet var røgfrit. Det var heller ikke tilladt for patienterne at bruge snus, skrå eller røgtobak i hospitalets værelser eller på gangene.
Retiraderne nævnes ikke i den forbindelse. Men de var næppe et tilflugtssted for rygerne, sådan som senere tiders rygeforbud har medført. Forbuddet gjaldt også for de besøgende.
Rygning blev dog i 1860erne betragtet som sundhedsfarligt. Tobakken blev tillagt mange positive egenskaber. Den blev anset for et glimrende middel mod tandpine. Men den tilstand som, dem der røg for mange cigaretter kunne komme i, blev anset for skadelig.
Portøren kunne tjene lidt ekstra
I 1870 så lægerådet sig nødsaget til at forbyde besøgende at medbringe ”Vindruer, Appelsiner, Saftevand m.v.” til patienter på fællesstuerne medmindre der forelå en tilladelse fra overlægen.
Portøren havde en ekstra grund til at hindre besøgende i, at medbringe mad- og drikkevarer. Han havde nemlig tilladelse til at have udsalg af mælk, fløde, te, kaffe, sukker, hvedebrød og øl. Gennem dette salg kunne han indtjene en del af sin løn.
Med tiden udviklede der sig en hel handelsplads ude foran portene.
Patienterne på 10 – sengs fælles- stuerne måtte dårligt forlade stuen. Det var ikke helt let at være patient dengang. Der var også grænser for, hvilke spil man måtte spille.
De bedrestillede ville have enestuer
Det var et moderne og fremsynet hospital båret af en moderne tidsalders sundhedsidealer og lægevidenskabelige revolutioner. Man indførte insulinbehandling, kirurgiske indgreb, psykiatrisk diagnostik og undersøgelser af hjertes kranspulsårer. Hospitalet var også det første herhjemme, hvor man indrettede en patologisk afdeling, en øjenafdeling, en brandsårsafdeling og en røntgenafdeling.
De bedrestillede borgere kviede sig ved tanken om at dele hospitalsstuer med underklassen, men de kunne så mod betaling få enestue.
Kommunehospitalet var klasseopdelt
De løsagtige og de offentlige fruentimmere – altså byens prostituerede – var henvist til Almindelig Hospital, ligesom fattiglemmer, der led af fnat, skurv, utøj eller andre uhelbredelige sygdomme. Kommunehospitalet var et strengt klasseopdelt sted.
Der hang store skilte ned fra væggene, der fortalte, hvordan patienter skulle opføre sig. Der var ingen tvivl om, at der herskede skrappe regler for patienternes gøren og laden. I reglementet fra 1863 står der fx om fællesstuerne, at patienterne skulle:
En streng disciplin
Der herskede en streng disciplinen på selve sygestuerne. Selv patienternes læsestof var der regler for. ”Usædelige og anstødelige” bøger og blade blev beslaglagt, ligesom der var forbud mod terningespil, kortspil og ”klink”.
Patienterne måtte ikke uden lægelig tilladelse besøge hinanden og heller ikke trække frisk luft i de nye rekreative gårdhaver. Kl. 20 skulle der være ro på stuerne, og derefter måtte patienterne hverken tale sammen eller have lyset tændt.
Der er sket mange om – og tilbygninger gennem tiden. Den 1. maj 1999 blev Kommunehospitalet lukket som hospital og bygningerne sat til salg. Så blev der rejst en fredningssag, der dog kun omfattede de ældre bygninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.540 artikler herunder:
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (163 artikler) ligger bl.a.:
Under ”Andre Historier” (52 artikler) ligger bl.a.: